Citer:
Fødevarestyrelsen skrev d. 30. august 2005
Det har vist sig, at nogle typer køkkenredskaber af sort nylon udskiller de giftige stoffer primære aromatiske aminer (PAA) til mad. Derfor har Fødevarestyrelsen informeret alle importører af denne slags køkkenredskaber om, at de skal sikre sig, at deres produkter er i orden og ikke afgiver sundhedsskadelige stoffer. Netop nu er styrelsen ved at afslutte en opfølgende kontrol, som skal sikre, at importørerne lever op til deres ansvar.
PAA, primære aromatiske aminer, er en større gruppe af kemiske stoffer. Nogle PAA mistænkes for at være kræftfremkaldende, allergifremkaldende og for at være skadelige for arveanlæg.
Fødevarestyrelsen fandt PAA i køkkengrej for første gang i 2004. Køkkengrejet blev fjernet fra butikkerne, og samtidig udsendte styrelsen en generel information til alle importører af denne type køkkengrej.
"Vi vil gerne være sikre på, at det ikke er et generelt problem med det sorte nylon køkkengrej. Vi regner selvfølgelig med, at importørerne lever op til deres ansvar for at sikre sig, at deres produkter er i orden. Men for en sikkerheds skyld har vi fulgt op med en stikprøvekontrol", siger vicedirektør i Fødevarestyrelsen Henrik G. Jensen.
Nyt tilfælde
Stikprøvekontrollen har foreløbig afsløret to tilfælde af køkkengrej, der udskiller PAA. Det første i foråret, hvor importøren, Dansk Supermarked, hurtigt trak varerne tilbage fra markedet og fjernede det fra butikkerne.
Det andet tilfælde er nyt, og det drejer sig om en paletkniv af sort nylon fra det hollandske firma EDCO. Paletknivene er solgt fra flere forretninger, men der er kun solgt 152 af dem i alt i Danmark.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der måtte have sådan en paletkniv til at levere den tilbage til butikken eller smide den ud.
En analyse foretaget af Danmarks Fødevareforskning af paletkniven fra EDCO har vist, at paletkniven afgiver meget mere PAA end tilladt. Derfor har Fødevarestyrelsen påbudt importøren Haahr & Co. Isenkram A/S at dokumentere, at produktet er trukket tilbage fra markedet.
Brugen af den pågældende paletkniv udgør ikke nogen umiddelbar sundhedsrisiko på kort sigt. Men over længere tid kan påvirkningen være skadelig.
Paletknivene er solgt fra følgende butikker:
* Knud R. Andersen, Valby
* Campinggården, Boeslunde
* Merko, Svendborg
* Easy Byg APS, Svendborg
* Kwik Spar, Haarby
* Merko, Odense
* Merko Rømø
* Esbjerg Fiskernes indkøb, Esbjerg
* Merko, Hornslyd
* Superbest Vejle, Vejle
* Superbest, Risskov
* Merko, Skanderborg
* Fiskerøgeriets Camping, Hvide Sande
* Søndervig Supermarked APS, Ringkøbing
* Fiskernes indkøbsforening, Lemvig
Kontaktpersoner
Vicedirektør i Fødevarestyrelsen Henrik G. Jensen, tlf. 2081 4496, eller tilsynsførende Ruth Severinsen, Fødevareregion Esbjerg, tlf. 7916 1200.