Har du oplevet noget uforklarligt?

Har du oplevet noget uforklarligt?

Har du nogensinde oplevet noget du ikke kan finde en naturlig forklaring på?
Måske du har set eller haft kontakt med afdøde?
Eller har du set en ufo?
Oplevet uforklarlige fænomener?

Mange mennesker oplever uforklarlige hændelser, som man umiddelbart ikke kan finde en ”naturlig” forklaring på.

Måske du har oplevet noget ”overnaturligt”???

Du er velkommen til at fortælle om din oplevelse, og dele den med os andre.

Kærlig hilsen
Joanna Sol

Jeg har oplevet mange uforklarlige ting i mit liv, denne skræmte mig, sendte den til en der har megen erfaring inden for ånder og åndekontakt og forløsning af ånder...


Hej Martin
Jeg har en ven, som jeg ser med jævne mellemrum, dog
taler vi ofte i telefon, men rent fysisk ses vi ikke så ofte. Vi ved godt at der ligesom er en speciel forbindelse imellem os, nærmest en slags telepati. Vi kan aflæse hinanden som åbne bøger, og mærker hinandens
sindstemmninger, uden at behøve at bruge ord. Min ven
meditere en hel del, og er hvad jeg vil kalde spirituel,
dog uden at være så bevidst om det.

Forleden nat lå jeg og læste, klokken var mellem 2 og 3.
Pludselig følte jeg mig iagttaget, nogen kiggede på mig.
Jeg vente mig om, og kiggede hen mod hjørnet i mit soveværelse, og så til min store skræk og forundring en
stor grå pulserende sky, midt i skyen stod min ven og
kiggede på mig. Hvad f..... laver du her røg det ud af munden på mig. Jeg var helt ude af mig selv, meget bange... følte ligesom noget "ondt" - jeg rakte hånden
hen til min sengelampe og satte fuldt blus på lyset.
Min ven stod stadig i denne grå sky og kiggede ligesom
"lidt undrende og sarkastisk" på mig, han var fuldt
påklædt, overtøj og hue. Pludselig lød hans stemme i
soveværelset "Det nytter ikke at du skruer op for lyset" - han bevægede slet ikke munden, men hans stemme lød klart og tydeligt i soveværelset. Jeg sad helt i
chock, lænet op ad min sengegavl, og bare kiggede og kigede. Hvorlænge ved jeg ikke, for mig virkede det som
en evighed. Og han bare kiggede og kiggede på mig...
Pludselig lød hans stemme helt klart igen - "Vil du ha'
jeg kommer nærmere." Da skreg jeg højt - gå, gå hen hvor du hører til, hvor du kommer fra i vild panik...
Langsomt vendte han omkring inde i skyen og kiggede undrende på mig, og skyen og han tonede ligesom ud og forsvandt ud af vinduet - (jeg bor på 3. sal) Jeg sad
længe helt ude af mig selv i sengen, turde simpelthen ikke stå ud. Også fordi jeg følte ikke at han var "god"-
det var ligsom om der var noget "ondt" i dette syn...

Næste dag talte jeg med min ven om dette. Og til min store overraskelse fortalte han, at jeg ikke er den
første der har oplevet dette. En af hans venner er også
våget op med "ham" i soveværelset... Og det var også
ligsom en "ond" oplevelse... Min ven sov ikke den nat
mellem 2 og 3 han var vågen, sad faktisk og arbejdede... Kan du forklare hvad det var jeg oplevede,
og hvorfor mærkede jeg ligesom noget "ondt" - Min ven
mener selv at der ligesom er noget der forsøger at "trænge" ind i ham, og overtage ham nogle gange, og det skræmmer ham... Det har han bare ikke fortalt mig
før efter min oplevelse med "ham" i mit soveværelse...
Håber du kan give en slags forklaring...

Kærlig hilsen
Joanna


Hej Joanna

Jeg har læst dit brev med stor interesse...
Det er dog første gang jeg har fået denne slags spørgsmål, men vil prøve at hjælpe det jeg kan.
Jeg har før hørt om folk der pludselig ses andre steder end de fysisk befinder sig. Dette er oftest i forbindelse med deres vej til åndeverdenen (død), eller hos folk der kan gå i meget dyb meditation og derved får ud af kroppen oplevelser.

hvis han har været i færd med at arbejde som han siger, så bliver det endnu mærkeligere.

Du må ikke betragte det som ondt, får er det en ånd, der lever af hans energi og evt facineres af dig, så får denne endnu mere næring af den energi du udstråler ved frygt.

Prøv næste gang at snakke roligt til ånden / Eller dette syn der møder dig, og se om der kommer et svar. Eller endnu bedre kan du bede dette om at "gå væk", gentag hvis det er nødvendigt.

En ånd der svæver mellem denne verden og åndeverdenen kan ikke gøre noget ondt eller lignende, med mindre en person "lukker" denne ind i sig. Så derfor skal du holde den kontrol over dig selv som du jo normalt har. For du virker jo som en kvinde med normale faste meninger og ben i næsen, og der skal jo normalt noget til at hyle dig ud af den..

Ved ikke rigtig om det var denne type svar du søgte, ellers kan du prøve at spørge min gode ven Marion om det samme. jeg er sikker på at hun har et konkret svar :-)

Alt godt fremover

Martin

Kære Joanna

Jeg kan slet ikke komme med et bud på, hvad der forgik i dit "syn"! Men umiddelbart lyder det ikke særlig rart...

Jeg selv oplevede for en del år siden at vågne midt om natten ved, at der stod et hjortekid i mit soveværelse - ca. 2-3 m. fra mig. Det blev stående ganske roligt, ville ikke flytte sig og var upåvirket af min tiltagende panik!
Efter lang tid blev jeg simpelthen nødt til at lægge mig ned i sengen igen med dynen som en vold ud mod hjortekiddet, og jeg ved ikke, hvor længe det blev stående derefter.... Jeg lukkede øjnene fast i, og lukkede det på den måde "ude".

Hvad kan det mon have handlet om??? Jeg har aldrig talt med nogen om det før.


En anden og ganske anderledes oplevelse fik jeg, da min farfar døde.
Min farfar og farmor var en tur i Hirtshals for at se Nordsømuseet. Der er en høj jerntrappe, og min farfar snublede og faldt ned ad trappen. Han blev straks indlagt på det nærmestliggende hospital, og meldingen var, at han ikke var kommet alvorligt til skade.
To dage senere sad jeg hjemme ved mit spisebord og var ved at skrive et brev til min farmor, hvori jeg bl.a. bad hende give min farfar et kærligt knus fra mig, når hun kom op til ham på hospitalet.
Jeg holdt en lille pause og sad ganske stille med pennen i hånden, da min hånd pludselig gav sig til at ryste ganske blidt, og jeg følte et let klem.
Jeg vidste da, at min farfar var død og sagde farvel til mig.
Jeg var hans prinsesse, som han altid sagde...

Kort tid efter ringede min mor og fortalte, at farfar netop var død.

Kh
Linda

Kære Linda
Hvor det glæder mig at du kommer frem med dine oplevelser, for tro mig alle oplever vi
tilsyneladende ”uforklarlige” fænomener og hændelser. Men vi er alle så bange for at andre skal tro vi har ”lidt knald i låget” – derfor fortier vi vores oplevelser.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, men din oplevelse med hjorten der kom til dig, sådanne dyr der dukker op har jeg tit hørt om. Som regel er det fordi de vil gøre opmærksom på noget, de kan også være en slags ”budbringer” – det var jo et meget
stædigt lille hjort, der ikke sådan ville lade sig forsvinde…
– det åndelige kan tage mange skikkelser.

At få en sidste kærlig hilsen fra et nært familiemedlem, sker rigtigt tit, at modtage et ”tegn” på at nu går vedkommende til den anden side, er vidunderligt smukt…

Ang. min ven, jo det var en lidt uhyggelig oplevelse, som faktisk udviklede sig. Til sidst blev han selv bange for hvad der skete med ham, og jeg fik trukket ham til en healer, dette hjalp dog ikke. Senere tog min ven til sit hjemland, hvor han ofte er på ferie (Jamaica) og opsøgte en mand, som fortalte at nogen i gennem længere tid havde forsøgt at overtage hans vilje gennem voodoo (ganske ubredt religion på Jamaica og blandt afrikanere) – han udførte nogle ritualer, og bønner, og ja siden fik han det bedre, og jeg har aldrig haft besøg af ham i mit soveværelse siden.

Kærlig hilsen
Joanna Sol

Kære Joanna

Tak for din respons! :D

Vedr. din ven, så kan jeg også godt forestille mig, at han var blevet "overtaget" af et andet jeg.
I alle tilfælde er det godt, at der var nogen, der kunne hjælpe ham!

Mht. til min farfars død, så har jeg lige siden været meget taknemmelig og glad for hans afsked med mig. Jeg fik jo aldrig sagt fysisk farvel til ham, da han døde så uventet.

Kærlig hilsen
Linda

Hej Joanna.
Sikke en grim oplevelse.

Ham Martin snakker om en Marion, du kunne spørge. Er det Marion Dampier-Jeans?

Knus
Avalon

Hej Avalon

Ja det er hende, men vi havde fat i flere af "de store" ...intet hjalp...
Min marabue, og en fra Jamaica ordnede problemet...
Kærlig hilsen
Joanna sol

Pigen i den blå kjole.

Min søster blev for nogle år siden skilt, flyttede fra det fælles hus til et lille rækkehus i Tåstrup.
Hendes søn, der på det tidspunkt var 12 år tog denne skilsmisse meget tungt, og var i en længere periode rigtig ked af det.
Kort efter de flyttede ind i det nye hus, begyndte underlige ting at ske oppe på første sal, kun i datterens værelse, hendes datter var på det tidspunkt 8 år. Om natten vågende datteren op, ved at nogen trak hende i armen når hun sov. Nat efter nat løb hun ind til sin mor, og fortalte dette, men når de sammen kiggede i værelset, ja så var der jo ikke nogen.
Senere begyndte hendes datter at sige, når hun sad og tegnede ved sit skrivebord, (også om
dagen) så stod der altså en bagved stolen hun sad på - og pustede hende i nakken.
Datteren havde et stort spejl på lågerne af sit klædeskab, nogen gange stod hun foran spejlet og dansede til musik, en dag kom hun løbende ned i køkkenet til sin mor, og fortalte at hun var sikker på hun havde set skyggen af en lille pige danse lige bag hende i spejlet.
Min søsters datter har en lille samling af fine dukker, dukker klædt i gammeldags kjoler med mamelukker og lange proptrækker krøller på hovedet. Nogen gange var der byttet om på den
måde hun havde placeret dukkerne, og hun påstod hårdnakket at der blev rodet i hendes ting.
Især var der en af disse dukker, med en fin blå kjole og lange lyse krøller der jævnlig blev flyttet
rundt på, dette måtte min søster erkende, da hun en nat listede ind på datterens værelse, og så denne dukke, ligge et helt andet sted i værelset end den havde gjort da hun tidligere på aften lige havde tjekket om datteren sov, hvad hun gjorde. Min søsters datter var egentlig ikke bange for hvad der forgik på hendes værelse, men gav tit udtryk for hun følte det irriterende og som om nogen kiggede på hende hele tiden.

Min søster ringede til mig (jeg var lige kommet på besøg i Danmark) og spurgte om jeg ikke ville komme ud og se om jeg kunne finde ud af hvad der foregik på dette børneværelse.
Jeg tog derud, og vi gik alle tre ind på datterens værelse, sønnen var lige et smut overe hos en ven.) Jeg bad min søster og hendes datter forholde sig helt rolige, og sammen sad vi på sengen…
I værelset, var der en energi, en energi, som ikke kom fra os. Efter en kort stund gik jeg hen og tog den fine dukke ned fra hylden, og satte mig med den i hænderne. Der var ”noget” ved denne dukke. Jeg spurgte, min niece om hvad dukken hed. Den hedder Sara, fortalte hun mig. Jeg begyndte stille at tale ud i rummet, bad pigen om at lade mig se hende, at vi ikke ville hende noget ondt, men gerne ville hilse på hende… Dukken må ikke hedde Sara, lød det pludselig i mine øre, den ligner jo mig, og jeg hedder Elin. Langsomt manifesterede en energi sig, henne ved skrivebordet, det skal siges at det kun var mig der kunne se pigen tydeligt, men både min søster og niece, pegede overmod skrivebordet fordi de straks fornemmede der var ”noget.” Godaften Elin, sagde jeg, hvor er det dejligt at se dig. En lille pige i blå bomuldskjole, og lyst langt krøllet hår, der var bundet sammen med en blå sløjfe stod og så på mig. Jo, faktisk kunne jeg godt se at hun og dukken lignede hinanden lidt. Derefter havde jeg en længere samtale med pigen. Hun fortalte at hun var død på hendes forældres gård, hun vidste ikke årstallet, men det var den dag da den sidste høst skulle i laden, karlene havde en slags konkurrence om hvem, der kom først ind med et vognlæs høstkorn. Hun fortalte at alle var samlet ved vognporten til gården, at hun havde sin fineste kjole og sko på, fordi der skulle være høstfest om aftenen. Hun fik øje på en kattekilling, der løb rundt om hjørnet til vognporten, og løb efter den, i det samme drejede en høstvogn med hesteforspand ind i porten. Hun døde med det samme. Jeg spurgte hende om hun ikke gerne ville forenes med sin familie, - hun rystede på hovedet. Hun fortalte at hun stadig var på gården, at gården nu var flyttet, men mange mennesker hver dag besøgte denne gård, også mange børn. Her havde hun set en dreng, der var så ked af det, og fulgt med ham hertil. Og nu leger jeg her, og ser hvad pigen leger, men dukken skal altså hedde Elin, ligesom mig, jeg bliver sur hver gang hun kalder den Sara. Jeg spurgte hende om hun nogen gange forsøgte at vække pigen som bor i værelset. Elin svarede da, at hun syntes pigen var kedelig når hun sov, at hun skulle vågne op og lege. Jeg forsikrede hende at dukken fra nu kun ville hedde Elin, om hun så til gengæld ville lade pigen sove i fred i sengen om natten. Dette indvilgende hun i, med et stort smil. Jeg spurgte hende endnu engang om hun ikke ville genforenes med sin familie. Nej, jeg vil blive her og lege lidt. Derpå tonede hun ud, og den stærke energi ved skrivebordet forsvandt.
Min søsters datter kaldte fremover dukken for Sara, og endnu nogle uger, var der ”to piger” på værelset. Men min niece fik sin nattesøvn i fred. Det viste sig at min nevø havde været på klasseudflugt til Frilandsmuseet, et museum for gamle danske gårde og landboliv, få dage efter de flyttede ind i deres nye hjem. Drengens nedtrykte stemning, den energi han udsendte, tror jeg har tiltrukket pigen, men at hun hurtigt har fundet min niece og hendes legesager mere spændende, og underholdende. Som ånd har hun ingen tidsfornemmelse overhovedet, hun ved ikke at hun har været i værelset i flere måneder, for hende eksistere tiden ikke. Min søsters datter siger at pigen er gået hjem, for det hørte hun Elin sige en dag til hende - at nu måtte hun hellere skynde sig hjem. Min niece savner sin ”veninde” - men som hun siger, det er bedre for hende at være hjemme. Dukken har hun stadig, og den vil altid hedde Elin.
Dette besøg fra den anden side, ligger nogle år tilbage i tiden, men Elin glemmer vi aldrig!

Joanna Sol

Engang var jeg på besøg hos en familie som jeg kendte i Gambia.
Jeg skulle overnatte hos denne familie, som var meget gæstfrie, men også fattige, de boede i et af områderne i den største by Serrekunda, hvor der ikke er elektrisk strøm.
Husene i dette kvarter, har ingen toiletter, jo det vil sige det er der, et skur i dette tilfælde med et hul i jorden, dette skur var beliggende lidt fra huset.

Om natten skulle jeg, ganske mod min vilje, ud til dette skur. Fandt min lommelygte og begav mig hen mod skuret. I det samme hører jeg en underlig lyd, en slags trommen, og messende sang, ganske uhyggelig forekom det mig. Lyden var ganske nær og alligevel så underlig fjern. Jeg kigger hen mod gaden som løber lige ved siden af huset skuret. I mørket, kun oplyst af min lommelygte kommer en gammel afrikansk kvinde gående, hun var iklædt nogle skind der næsten ikke dækkede hendes krop, håret var helt hvidt og stod ud til alle sider, under armen holdt hun en lille tromme som hun trommede på alt i mens hun messede nogle ensformige ord, som jeg ikke forstod. Hun stoppede op ganske få meter fra mig, i skæret fra lommelygten, virkede hun så uhyggelig og uvirkelig, at jeg løb tilbage til hoveddøren i huset, og glemte alt om det lille skur. De to kvinder af familie som jeg delte værelse med, var i mellemtiden vågnet op, havde tilsyneladende hørt mig stå op, eller måske den sælsomme sang og trommen fra gaden, i hvert fald stod de i indgangen af hoveddøren og rev mig ind og smækkede døren i og låste. De mandlige medlemmer af familien var nu også kommet på benene, og alle begyndte de at synge en slags messende sang, kvinderne så bange ud og skyndte sig ind til husets sovende børn. Denne sang stod på i nogle minutter, så holdt mændene op, lyttede og så meget lettede ud, kvinderne kom ud fra de respektive soverum, hvor de havde siddet ved børnene, som nu var vågnet op af denne uro. Jeg var temmelig forvirret, men forstod at der på en eller anden måde havde været fare på færde. Da børnene var faldet til ro igen, satte alle sig ned og jeg fik forklaringen på hele denne oplevelse.
I dette område af byen, helt fra gammel tid, før de fattige huse blev bygget her, og Serrekunda var en by, har mennesker hørt og set denne kvinde med års mellemrum gå i dette område om natten. Fortællingen siger, hun kalder på børnene, prøver at drage dem til sig med sin sang og trommen. Hun vækker dem op af søvnen, og de vil følge hende i trance, mod deres vilje, for aldrig at vende tilbage. Derfor vogter kvinderne over børnene når de hører denne sælsomme trommen, alle gemmer sig bag låste døre i husene, og synger en traditionel sang, der skal mane hende tilbage til de døde som hun tilhører… de fortalte mig at gennem tiderne har kvinden altid set ud som den beskrivelse, jeg kunne gengive fra mit glimt af hende i lommelygtens skær derude ved vejen.

Joanna Sol

Kære Joanna

Interessante beretninger!

Dine "kanaler" må være ret modtagelige for at kunne modtage disse ånder!

Kh
Killa (som jeg har tænkt på at kalde mig fra nu af...)

Kære Joanna

Jeg siger som Linda, at det er spændende at få disse vidnesbyrd fra "den anden side".

Jeg har aldrig oplevet den slags ting personligt...

KH
Sally

Hej!

Jeg hedder Helle, og det er første gang jeg skriver på siden her, som jeg er blevet gjort opmærksom på af nogen, som kender stedet. Oplevelser, der ikke kan forklares er også en del af mit liv, og har altid været det. Jeg vil gerne fortælle bare een af disse. Jeg arbejder på et museum, i en gammel Johanitterklosterbygning, et smukt og særpræget sted, hvor man nogen gange føler at der bliver pustet en i nakken!

Forrige vinter skete der det, at jeg opdagede, at jeg blev kigget på hver gang jeg befandt mig alene i kælderetagen, hvor vores butik ligger. Da jeg kendte fornemmelsen valgte jeg at reagere som om det her var helt naturligt, og jeg sagde "Hej" til den ånd jeg fornemmede. Og så var der kontakt! Han var en munk, fra før reformationen i 1536, og han var meget nysgerrig, og forstod ikke rigtig hvad jeg lavede. Jeg fortalte ham at vores butik skulle tjene penge ind, som kunne hjælpe museets drift, og at jeg godt vidste at han kendte til at tjene penge (Johanitterordenen havde meget forstand på forretninger og var stenrige - dengang) Igen spurgte han mig, hvad jeg gjorde der, og jeg måtte forklare ham at jeg hørte til klosteret, for "idag" var flere hundrede år efter hans tid! Det kunne han ikke forstå, og han blev meget forbavset, da jeg fortalte ham, at tiden var gået, og han egentlig var død og burde gå videre, ind i den evighed, vi kommer fra!

Jeg fortalte ham at han skulle se efter lyset, og at den Gud, han havde troet på ville tage imod ham igen! Og efter den dag forsvandt han. Jeg kom til at savne min munk, han havde altid vist sig kun til en bestemt døråbning, nysgerrig og meget tit samtidig med at nogle jernpander, der hang på væggen begyndte at klirre og rasle. Det gør de heller ikke mere.

Jeg har ikke fortalt det til nogen på arbejdet, for ikke at lyde som en overspændt hysterisk kvinde i deres ører. Den eneste arbejdskammerat, jeg gerne ville fortælle det til, ved det i forvejen. Han var også en af mine bedste venner, der lige var død, 48 år gammel. Han havde været hos mig flere gange, trøstet mig, da jeg fik chokket over hans død og havde været der i svære stunder, akkurat som da han levede. Mens jeg talte med min munk, følte jeg tydeligt hans nærvær bag ved mig, han var sikkert kommet for at se, hvad jeg nu havde gang i!

Min ven og jeg havde tit skændtes om, om der var noget på den anden side eller ej, og han var blevet vred over at jeg holdt stædigt fast i mit og sagde engang: Jeg gider ikke at når jeg dør så kommer du og siger "Hvad sagde jeg!!!" - fordi jeg lever videre - men selvom det var en tragedie at han døde så ung og pludseligt, så, godt at jeg fik ret! Jeg tror på reinkarnation - vi skal alle den vej - heldigvis!
Så måske møder jeg både min kære ven og min johanittermunk igen!

Så her for nylig var jeg med på en rundvisning, for at lære mere om klosteret og museet - og det gjorde jeg. Jeg vidste det egentligt godt, men havde aldrig tænkt nærmere over det. Som sagt gik munken altid kun til døråbningen ind til butikken og ikke længere. Nu forstår jeg jo hvorfor! Den fløj, som butikken ligger i er bygget et par hundrede år senere end da munken levede!

Angående det, at blive bange for ånderne - jeg har været ved at sk.... i bukserne af skræk - undskyld udtrykket - før i tiden. Men jeg har fået forståelse for, at man ikke kan tiltrække frygt"elige" ting, uden at være bange først, for lige tiltrækker lige. Sender man frygt ud kommer frygt til en, sender man tristhed ud kommer alt det triste og klister sig fast til en, sender man en følelse af at være i tryghed ud, kommer trygheden til en, og sender man glæde ud, kommer glædelige ting til en. Sender man nysgarrighed efter det overnaturlige, kommer det til en! tror man ikke på det, holder det sig væk! Derfor har dem, der frygter grund til at frygte, (på den måde at oplevelser kan forskrække dem - IKKE gøre skade (hvis det er ånder det handler om) - mens dem der ikke frygter - heller ikke har grund til det! Sådan virker universet, har jeg læst i mange gode bøger efterhånden, og jeg tror faktisk på det!

Kærlig Hilsen
Helle

Kære Helle

Det lyder jo faktisk så lige til, dine betragtninger om angst, nysgerrighed, glæde o.s.v. - der har vi måske forklaringen på, at jeg aldrig har været ude for noget lignende - måske tror jeg ikke nok på det! :D

Jeg ville ellers frygteligt gerne i kontakt med min afdøde far, men det er jeg så alligevel somme tider i mine drømme...

Tak for et godt indlæg! :D

KH
Sally

Kære Helle

Tak for din beretning som jeg læste med stor interesse og fornøjelse.
Ja, du har helt ret, man skal være bevidst om hvad man vil i kontakt med, når
man arbejder med åndekontakt.
Kærlig hilsen
Joanna Sol

Kæreste Helle :D

Hvor blev jeg glad, da jeg så, at du har været på besøg! :D :D :D

Dine oplevelser fra museet er meget interessante at læse!
Og dine betragtninger kan jeg sagtens leve mig ind i - og forstå!

Håber at du vender tilbage - også på de andre tråde! :D

Kærlig hilsen
Linda

ADVARSLEN

I april 2003 var min kone og jeg i Spanien for at besøge nogle venner, der boede i Las Lomas de Mijas. En aften spiste vi til aften i en resturant i byen Fuengirola. Indehaveren, en græker, har den skik, at når gæsterne har spist og derefter drukket deres kaffe, kom han hen til deres bord og "spåede" de forskellige ved bordet, ved at læse i deres kaffegrums.

Da han havde kigget lidt i min kop, fortalte han, at jeg havde to hjælpere, en mand og en kvinde. Kvinden var afdød nær familie, manden havde været udsat for en ildebrand. Jeg har senere, efter at været kommet tilbage til Danmark, fået det bekræftet.
Desuden sagde han:"Du skal passe på ikke at miste dit ene ben ".

Jeg tænkte at det var bare noget han sagde, for jeg kunne jo se, at kaffegrumset i koppen lignede en mand, der havde mistet sit ene ben. Jeg har dog siden, ind i mellem, tænkt på mit ben.

I april 2004 eksakt på årsdagen for ovennævnte resturantbesøg, skete der følgende:
Jeg vågnede en nat og så en kvinde,et kort øjeblik, stå ved siden af min seng. Jeg tænkte ikke nærmere over dette. Et par dage senere ville vores hund ikke ud i gangen, det var ikke til at få den der ud, den løb ind og gemte sig under bordet hver gang vi prøvede.
Vi var klar over at der var et elle andet i gangen. Så vi sendte bud efter en clariovant. Vedkommen kom i kontakt med den sjæl, der var i gangen.

Det viste sig at være min moster, hun berettede, via den clariovante. At jeg var svær at få kontakt til, så hun havde været nød til at skræmme hunden. Hun gav ligeledes nogle detaljer, som vi kunne genkende min moster på.
Hun fortalte derefter:" At jeg skulle passe på mit ben og at jeg ikke altid hørte efter". Desuden lovede hun ikke at skræmme hunden hvis hun igen kom på besøg.

Jeg tager nu advarslerne alvorligt. Men der var ingen oplysninger om hvordan, der kunne ske noget. Så jeg prøvede en aften, et par dage senere, at spørge til det. Om natten havde jeg en drøm om en traktorulykke, så nu jeg passer ekstra på, når jeg arbejder med traktoren.

Det skal lige bemærkes, at den clariovante ikke kendte til oplevelsen i Spanien.

erling

Dukken

Jeg har en datter, vi kan kalde hende Lone. Hun boede for nogle år siden alene i en lejlighed i København. En dag da hun besøgte en kvindekongres, kom hun forbi en bod hvor der stod en neger kvinde og solgte dukker og træfigurer, kvinde kaldte på hende og sagde at hun havde en dukke til hende. Lone ville ikke have nogen dukke, men gik alligevel hen til negerkvinden købte dukken og tog den med hjem. Dukken blev sat på reolen i hendes stue.
En dag da Lone fik besøg af en veninde (som er læge), de skulle sammen læse til en prøve.. Veninden kom ind i stuen satte sig i sofaen, bliver så utilpas og får så øje på dukken. Og siger så til Lone: ” Den dukke må du fjerne med det samme, ellers går jeg, jeg kan slet ikke holde ud at være her, hvis den ikke kommer ud af stuen”. Lone tog dukken og smed den i affaldsskakten.
Der skete efterfølgende at Lone blev syg, fik tvangstanker af forskellig grader og endte så på et hospital og fik diagnosen ”skizofren”. Lone kom under behandling med forskellige mediciner og på et tidspunkt var der tale om elektrochok.
Lone blev udskrevet og flyttede til bofællesskab, hvor man så hjælpe hende i gang igen. Lone ændrede sig, hun blev sløv og fysisk blev hun blevet meget kraftig. Dette skyldes bivirkninger af den medicin hun var nød til at tage hver dag. Senere fik Lone invalidepension og flyttede til egen lejlighed.
Nogen tid senere ser jeg i Fjernsynet en udsendelse med Harald. Jeg kontaktede ham og forklarer om Lone, han siger det skal hun ikke leve med, kom herover med hende. Det ville Lone ikke, efter at hun havde talt det igennem med den læge hun har kontakt til. Harald og Kate skulle til Sjælland i løbet af sommeren og ville så komme her forbi, hvis Lone så ville være her det ville hun så gerne. De besøgte os og Harald og Kate kunne straks se at Lone var besat, efter at vi havde siddet og snakket i en times tid, gik Harald i gang med at bortjagede en stor kraftig negerkvinde, der havde taget ophold i hende.
Der skete så det efter Harald og Kate har været her, er det kun gået fremad med Lone. I dag er Lone, ved at trappe sig ud af medicinen i samråd med sin læge og har fået sit gamle livsmod tilbage.
Jeg mener at det var negerkvinden fra kvindekongressen der har besat Lone, ved hjælp af dukken.
En stor tak til Harald og Kate.
021015-1