Ældre og depression, helbred, demens, selvmord - artikler

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Admina

Hej Piger :)
Dette er et af de emner ingen ønsker at røre med en ildtang.... joh... hvis en af "vore", som aktuelt Kip - får problemet tæt på livet nu hendes far er syg, deprimeret og modløs.... haster vi alle med trøstende ord til Kip.

Sandheden er dog, at vi alle enten har ældre i familien eller selv - i løbet af 15-20 år vil stå i nøjagtig samme situation Kips far befinder sig i i dag, og finder vi ikke på en livsudvidelse allerede fra i dag eller snarest - vil vi intet liv have den dag det måske går galt for mig, dig og os alle. Tiden står ikke stille. Heller ikke for os.

Vi er allerede i dag nødt til beslutte os om vi ønsker eller ikke ønsker, at påbegynde en transformation af vores livsfilosofi og vores hverdag - så vi hverken er alene, ensomme, betydningsløse, unyttige og alt det andet med, som gør et menneske overflødigt og forårsager tabet af livsgnisten når den tid kommer.

Det er ikke uden grund, at gennemsnitsalderen her i landet er lavere end mange andre steder i verden, selv i de lande vi normalt ynker for deres lave levestandard og teknologiske vækst..... Jeg vil til enhver en tid lægge hovedet på blokken for, at årsagen til at vi dør tidligere og når vi dør - afsluttes vort liv i en emotionel og mental forarmelse fordi vi forlader livet hvis sidste del er/var en vegetation i sjælens ensomhed og unytte.

Hele plejesektor er gearet til at fremstille plejenemme zombier uden plads til at være menneske og kunne stille relevante krav til sin familie og sine øvrige omgivelser. Disse krav kunne sagtens være "brug mig til noget godt, for fanden.... jeg sidder måske i en kørestol, men derfor kan jeg se efter børnebørn, skrive slægtens historie og skrælle kartoflerne i køkkenet, hvor min svigerdatter/svigersøn tilbereder middagen....". Dette og meget andet kan man tilbyde og dele af.....hvis de nærmeste opfatter det som en naturlighed.....

Netop! En naturlighed bliver det ikke til, hvis man ikke en del år forinden påbegynder at påvirke holdninger og vanetænkningen hos sig selv OG sine kære. Ikke gennem teoretiske samtaler ingen rigtigt orker at høre på/deltage i ..... men gennem små daglige gøremål, kontakt, initiativer og opfindsomhed.

Og før man evt. starter med at bebrejde mig, at jeg nu ønsker at (mis)bruge mine kære til at trækkes med mig når jeg bliver gammel, hjælpeløs og til gene for min yngre, fortravlede nærfamilie - bør man prøve at forestille sig følgende: det er langt fra for din eller min skyld, at du eller jeg skal ændre denne vanetænkning, der i dag gør vores gamle og os selv i fremtiden - overflødige, unyttige og ensomme....
Tænk hellere på, at når det lykkes - vil det påvirke også vores børns og børnebørns liv på deres gamle dage, når deres tid kommer - så også de undgår at blive gjort alene, ensomme, betydningsløse, unyttige af ensidige familiemønstre. Hvad vi starter i dag, kan sagtens forplante sig til langt ude i fremtiden og denne "arv" er mere værd end alskens jordiske gods....

Stedet her kan vi passende bruge til at sparre med hinanden og eksperimentere med tanker og idèer. Det haster ikke og dog... Men det vigtigste nok er, at vi ikke må lukke øjnene og glemme, at vi har magten til at bringe gode forandringer i vore og vores børns liv, nu og senere. Vi må heller ikke glemme, at "i morgen" er måske forsent, at tiden står ikke stille og at den kan indhente os en dag vi ikke længere har ressourcerne til at kunne gøre noget ved noget.... så hvorfor ikke nu, medens vi endnu kan så meget...

---

Denne tråd er låst, så der kan løbende føjes nye informationer til. Har du kommentarer til emnet - er du velkommen til at starte en ny tråd med evt. citater herfra.


Ældre og depression

En overset lidelse hos 65-70 årige og i alderen derover.

Når man bliver ældre kan man godt risikere at få en depression, også selvom man aldrig tidligere har haft en depression eller noget med nerverne. Det overrasker mange ikke mindst de pårørende, at man efter et langt liv, udvikler en depression uden årsagen kan findes.

Hvis man har været psykisk rask indtil man bliver gammel og indenfor et par måneder ændrer sig psykisk bør man overveje om det drejer sig om en depression. Der er en glidende overgang fra tristhed, sorg reaktion til depression af lettere og sværere grad. Det betyder at man let kan forveksle den naturlige tristhed med en egentlig depression.

Depression hos ældre viser sig ikke altid som en klassisk depression med nedsat stemningsleje, men herom senere. Der er således flere grunde til, at depression hos ældre er en overset lidelse og kun 10%, der har depression, bliver sat i behandling. Alt for mange ældre afslutter deres liv med en depression. Pga depressionen er deres livskvalitet slet ikke hvad den kunne være og dette er uacceptabelt.

Årsag:
Man har ingen videnskabelig forklaring på hvorfor nogle mennesker udvikler depressioner og andre ikke gør. I forbindelse med depression ses der ændring af stofskiftet i hjernen, hvor signalstofferne serotonin og noradrenalin er i en mindre mængde end normalt. Årsagen til ændringerne er ukendte.

Ydre belastninger både fysiske (inkl. sygdom) og psykiske kan være medvirkende til at en depression udvikles. Alt tyder på at arv spiller en rolle mhp om man får en depression. Undersøgelser har vist at man har en større risiko for at udvikle depression, hvis nogle af ens nærmeste i familien lider af depression. Det er formentligt et samspil mellem arv og miljø der kan resultere i en depression.

Hyppighed og risiko:
Hver dag er der i gennemsnit 200.000 mennesker, der lider af en depression, derfor bliver det af nogle kaldt en folkesygdom. Kvinder har dobbelt så stor risiko som mænd for at udvikle en depression. Risikoen for en kvinde får en depression i løbet af sit liv er 15%, for mænd er risikoen 8%.

Hver dag er mere end en halv million mennesker formentlig inddraget i de problemer, der knytter sig til depression (ægtefæller, børn, forældre, bekendte, venner, arbejdskollegaer og andre). Og i mange situationer er de involverede ikke klar over at det er en depression, der er årsagen.

Hvad er depression?
At have en depression eller at være deprimeret betyder det samme. Der er tale om at ens humør (stemningsleje) er sygeligt forsænket. Man skelner mellem en sygelig tilstand depression og tristhed, ked af det, sorg i forbindelse med f.eks. dødsfald, der ses som en naturlig reaktion på ens livs omstændigheder. For nogle vil en naturlig sorgreaktion resultere i en depression. I folkemunde vil man ofte omtale en person som deprimeret, som man psykiatrisk ikke vil betegne som en depression.

Depression er mange ting, depression kan vise sig på mange forskellige måder og være i forskellig styrke, der er derfor mange grunde til at en depression kan være vanskelig at opdage. Undersøgelser viser at kun 10% af ældre mennesker med depression ikke bliver diagnosticeret selvom de søger læge. Depression kan udvikle sig til en livsfarlig tilstand. 15% af dem, der får depression, dør af selvmord.

Symptomer
En klassisk depression ligner på mange måder ´normale stemningsudsving´ (tristhed) og grænsen til en egentlig depression er flydende, derfor overses den let (også af læger). Det er naturligt at tolke en let depression som en naturlig reaktion med nedtrykthed udfra de psykiske og fysiske belastninger, der er eller lige har været.

For ældre sker der ofte skelsættende begivenheder i deres otium. Feks. ægtefælle dør, de nærmeste dør, deres daglige beskæftigelse er total ændret, deres boligforhold ændret, børnene er flyttet, deres hverdag er ændret fundamentalt, og deres fysiske formåen mindsket. Det kan give anledning til krise.

Depression kommer ofte langsomt, sammensætningen af symptomer kan ændre sig i takt med udviklingen af depressionen. Dette kan gøre det yderligere vanskeligt at opdage depressionen. Endelig kan depression vise sig på måder, så man slet ikke vil overveje, at det kunne dreje sig om en depression, dette sker hyppigt når depressionen rammer den ældre.

Det kan være en fordel at opdele depressionens symptomer hos de ældre i følgende grupper:

1. Klassisk depression: Forsænket stemningsleje der kan udvikle sig til en altomfattende håbløshedsopfattelse med selvbebrejdelser, som kan resultere i selvmordstanker og selvmordshandling. Til tider fysiske symptomer i form af vægt tab, søvnforstyrrelser. Ofte følger aftagende energi og træthed. Og der ses hæmning af tanker og fysisk formåen.

2. Den nervøse depression: ´Pseudoneurotisk´ adfærd dvs. den ældre virker meget neurotisk og selvoptaget, er præget af angst, uro, frygter en sygdom, klager over ´alt´, appellerende, skal beroliges, men trøst varer (modsat tidligere) kun kort tid. Ses ofte hændervridende. Stor risiko for selvmordsforsøg. Til tider fysiske symptomer i form af smerter, svimmelhed, hyperventilation (for hurtig vejrtrækning).

3. Vredladen depression: Ingen egentligt forsænket stemningsleje, personen er dog ikke glad, men som anført vred, negativ, irritabel og fjendtligt stemt, skælder ud og kan ikke korrigeres. Ses til tider aggressiv (for omgivelserne uforståelig).

4. Demente form for depression: Dårlig hukommelse, væsentlig mental ændring (bliver barnagtig) og forvirring. Der ses tab af færdigheder, der tidligere fik hverdagen til at fungere (feks. den personlige hygiejne, inkontinens).

Symptomer udvikler sig over måneder og kan veksle i styrke. Det har vist sig, at ca. en tredje del af depressionerne hos ældre viser sig i form af 2., 3. og 4..

Undersøgelse
Der er ingen test, der kan vise, om man har en depression, som det kendes fra legemlige sygdomme (en blodprøve kan vise om leveren er betændt, et røntgenbillede vise om et ben er brækket).

Lægen stiller diagnosen depression udfra en personlig samtale, man bliver udspurgt om ens livs situation, gener og problemer, både fysiske og psykiske. Lægen foretager også en helbredsundersøgelse. I nogle situationer vil der være nødvendigt, at supplere undersøgelsen med blod-, urinprøver, røntgen eller lignende. Det er for at få afklaret, om der ligger en fysisk lidelse til grund for depressionen. Det har betydning for hvilken behandling, der skal gives.

Forløb
Langt de fleste depressioner forsvinder spontant efter ½ til et helt år. Lettere tilstande kan imidlertid blive kroniske og give anledning til senere udvikling af alvorlig depression.

En større gruppe mennesker med depression end hidtil antaget udsættes for en kronisk udvikling ofte med gener i den lettere ende af spekteret, disse anbefales en livslang medicinsk behandling.

Tidligere var man af den opfattelse, at mennesker, der havde haft en depression, blev sig selv igen, når depressionen var overstået, selv efter flere tilbagefald. Det er en sandhed med modifikationer. Mange mennesker bliver præget af deres depressive perioder senere i livet, risikoen øges med hyppigheden af tilbagefald og depressionens styrke. Disse mennesker udvikler ofte angst og usikkerhed og flere ender med i et misbrug.

Ubehandlet kan en depression udvikle sig til en livsfarlig tilstand, som resulterer i selvmord eller selvmordsforsøg. Selvmordsforsøg skal tages meget alvorligt uanset, hvor ufarligt det har været og må altid give anledning til kontakt med læge.

Behandling

§ Lette depressioner behandles bedst med samtalebehandling og der er ingen grund til at supplere med antidepressiva (nervemedicin mod depression). Social skærmning så længe depressionen giver anledning til uoverkommelighedsfølelse i forbindelse med opgaver.

§ Middelsvære depressioner behandles med en kombination med samtalebehandling og antidepressiv medicin.

§ Svære depressioner: Behandlingen bør foregå under indlæggelse, hvis vedkommende skal beskyttes mod selvmordsimpulser. I de situationer kan elektrochock-behandling blive nødvendigt, dette er en sikker og hurtigvirkende behandling, den kombineres ofte med en medicinsk antidepressiv behandling som fortsætter efter ECT-behandlingen er overstået. Når tilstanden er bedret iværksættes samtalebehandling.

Depression giver som andre psykiske lidelser anledning til sociale problemer, mange har brug for hjælp til at få løst disse, distriktspsykiatrien er særlig uddannet til dette.

En depression forsvinder spontant efter 6-12 måneder i hele denne periode skal man fortsætte den medicinske behandling. Det er fordi behandlingen ikke fjerner depressionen, men kun fjerner dens symptomer.

§ Ved tilbagefald må man overveje livslang forebyggende behandling med antidepressiva.

Den psykoterapeutiske behandling (samtalebehandling):
Gives ofte i kombination med antidepressiva. Den kognitive samtaleform synes særlig velegnet til bearbejdning af depressive tilstande og mange synes også at have gavn af familiebehandling. Begge terapier er kendetegnet ved en forholdsvis korte behandlingsperiode, hvor aktivering med hjemmeopgaver er en vigtig del af behandlingen.

Den sociale behandling:
Mange mennesker vil have behov for en psykosocial intervention, hvor der arbejdes med at tilrettelægge deres sociale forhold på en hensigtsmæssig måde, f.eks. vil mange drage fordel af at omlægge deres liv til en regelmæssig livsførelse med færre opgaver ¶ mindre stress.

Den medicinske behandling:
Antidepressiva nedbrydes i leveren, og der er en stor forskel fra person til person, hvor hurtigt det sker, derfor er doseringen meget individuel. Generelt skal ældre have mindre medicin end yngre for at opnå samme effekt!!!!! Blodprøver kan vise om den mest hensigtsmæssige dosering er opnået, således at risikoen for bivirkninger bliver så lille som muligt.

Virkningen kommer først efter 2-3 uger, og i nogle tilfælde kan det vare op til 6 uger, før den ønskede effekt opnås. Derfor kan det være nødvendigt at give supplerende medicin til at dæmpe ubehaget, indtil den antidepressive virkning indtræder.

Behandlingen med antidepressiva giver ikke det ønskede resultat hos ca. 1/3 af patienterne. Det kan derfor være nødvendigt at skifte til andet præparat.

Antidepressiva fjerner ikke depressionen, derfor skal man tage antidepressiva i lige så lang tid, som depressionen varer (eller rettere ville vare, hvis den ikke blev behandlet). Der er en spontan helbredelse i gennemsnit fra 6 til 12 måneder. Nogle mennesker vil være nødt til at være i endnu længere behandling, man kan ikke sige på forhånd, hvor længe behandlingen vil vare. Efter et halvt til et helt år aftrappes behandlingen og hvis symptomerne på depression ikke vender tilbage, ophører den medicinske behandling. I modsat fald (ved fornyede tegn på depression) genoptages behandlingen for en periode inden en ny aftrapning forsøges.

Der er forskellige typer antidepressiva

* Den nye generation af antidepressiva er kendetegnet ved hurtigere virkning og færre bivirkninger, som tillige ikke er så voldsomme. Præparaterne tåles derfor af flere ældre. Der er mindre risiko for forgiftning ved overdosering.

Bivirkningerne kan være kvalme, opkastninger, søvnforstyrrelser, svedtendens, hovedpine, svimmelhed og tremor (rysten). Erfaringerne med disse præparater er så beskeden, at det er vigtigt at være opmærksom på uopdagede bivirkninger.

Der er kommet flere kemiske varianter af princippet om selektive-serotonin-reuptake-hæmning. Eksempler på SSRI- hæmmere: Cipramil, Fontex, Seroxat og Zoloft. Eksempler på SNRI-hæmmere: Edronax, Efexor. Andre præparater: Remeron og Edronax m.fl..

* Elektrostimulationsbehandling eller ECTbehandling. I daglig tale kaldet elektrochock.

Denne behandling er beskrevet tidligere i denne artikel, se endvidere ´Behandling/anden biologisk behandling/elektrostimulation´.

Man kan som regel klare sig med den nyere generation af antidepressiva som tåles godt af ældre modsat de klassiske antidepressiva, der har betydeligt flrere bivirkninger.

* De klassiske antidepressiva benævnes i forkortelse TCA (TriCykliskeAntidepressiva på grund af deres kemiske struktur). De var de første antidepressiva, man fandt frem til. De er kendetegnet ved kraftig virkning, men har også mange bivirkninger i form af mundtørhed og påvirkning af hjertefunktionen, der kan medføre svimmelhed. Forstoppelse, vandladningsbesvær, synsforstyrrelser, vægtøgning og svedtendens er også hyppige bivirkninger. Ældre kan især ikke tåle bivirkningerne pga faldtendens med lårbenbrud og andre skader til følge. Overdosering kan være livsfarlig.

Lettelsen ved at blive fri af depressionen er dog så stor, at bivirkningerne accepteres af mange med depression.

Eksempler på klassiske antidepresiva, som man vil vælge til depressioner præget af angst og uro samt søvnforstyrrelser: Saroten, Protiaden, Noritren, Tolvon m.fl..

Andre klassiske antidepressiva, som man vil vælge til depressioner præget af forstenethed og manglende energi (Anafranil, Imipramin, Noritren).

Forgiftning.
Indtagelse af for stor dosis medicin mod depression kan give en forgiftningstilstand. Symptomerne ved forgiftning veksler fra de forskellige præparater og der henvises til beskrivelse af det enkelte præparat http://www.lk-online.dk Hvis du er i tvivl om, det drejer sig om en forgiftning, så søg læge med det samme.

Forgiftning kan i visse tilfælde være livsfarlig, idet den kan medføre bevidtsløshed og påvirkning af hjertefunktionen. I andre tilfælde kan den give varige skader på organer (nyre, lever og hjernen med bl.a. lammelser til følge). I mildere forgifningstilfælde vil der typisk opstå utilpashed, svimmelhed, kvalme, sløvhed, måske forvirringstilstand. I de letteste tilfælde af forgiftning ses kraftige gener svarende til præparatets bivirkninger.

Den nyere nervemedicinen, som nu bruges, er heldigvis langt mindre ´giftig´ end den ældre, for eksempel er de nye antidepressiva ikke livsfarlige selv i store doser. Og for de fleste stoffers vedkommende er daglig terapeutisk dosis mange gange mindre end den mængde, der skal til for at give en alvorlig forgiftning.

Se endvidere i psyknet http://www.psyknet.dk/ :

Psykiske lidelser/ Affektive tilstande og Personlighedsforstyrrelser.

Behandling/Samtalebehandling og Medicinsk behandling.

Behandling/biologisk behandling/ Elektrostimulation.

Pårørende

Tidligere ugers emne: ´Nervøs og deprimeret´, ´Hypochondri´, ´Somatisering´, ´Mænd og depression´, ´Stress og psykisk lidelse´, ´Medicinsk behandling´, ´Elektrochock´, ´Tvang i psykiatrien´, ´Samtalebehandling´ og ´Kognitiv terapi´.

http://www.depressionsforeningen.dk/

http://www.i-d-a.dk/ (IDA-Information om depression og angst)

Ældre/Helbred

Mange ældre må leve med et skrantende helbred. Men det er ikke ensbetydende med, at man intet kan stille op med helbredsproblemerne. Mange hjælpemidler kan gøre hverdagen lettere og sikre, at man forbliver selvhjulpen i længere tid. Mange ældre ønsker imidlertid ikke at tage hjælpemidlerne i brug. Det kan bunde i, at de føler at hjælpemidlerne ikke hjælper, men er besværlige. Men modviljen kan også bunde i, at man ikke helt kan forlige sig med det at blive ældre. Et høreapparat eller en kørestol kan virke som mere synlige tegn på alderdom end symptomerne selv. Angsten for alderdommen, og de helbredsproblemer der ofte følger med, kan også hænge sammen med frygten for at miste herrerdømmet over ens eget liv og være til byrde for andre. Mange ældre ændrer derfor adfærd og negligerer deres helbredsproblemer, mens andre stiller meget høje krav til deres omgivelser, for på den måde at få kontrol over tingene. Disse adfærdsændringer kan i nogle tilfælde give anledning til utallige konflikter mellem de ældre og deres børn. Konflikterne samler sig ofte om de rolleskift, der opstår, når børnene bliver omsorgspersonerne for deres forældre. Dette rolleskrift kan være meget ubehageligt for begge parter. Men i de fleste tilfælde handler det om at forlige sig med den nye situation, at finde nye måder at være sammen på, og give den ældre den størst mulige kontrol over sit eget liv.

At blive alene
De fleste ældre oplever at miste mennesker, der står dem nær. Mange klarer skærene, og får måske styrke af at gå igennem en krise. Ja, nogle blomstrer ligefrem op ¶ ikke fordi de ikke føler sorg ¶ men fordi de begynder at dyrke nye interesser og leve et mere udadvendt liv. Men ligesom hos andre aldersgrupper kan sorgen efter et dødsfald udvikle sig til en depression, eller det man kalder patologisk sorg. De typiske symptomer på patologisk sorg er overdreven skyldfølelse og et selvværd, der er helt i bund. En tilstand, der kan komme til udtryk i nedsat bevægelseshastighed og funktionsevne. Dødsfald blandt ens nærmeste kan også i nogle tilfælde udvikle sig til det, der kaldes en tilpasningsreaktion. Det er ikke patologisk sorg, men derimod en reaktion på tabet, som nedsætter den sociale funktionsevne ¶ ofte i form af indelukkethed og manglende evne til at begå sig blandt andre mennesker. Risikoen for at reagere på denne måde, kræver dog sårbarhed eller en tendens til at reagere kraftigt på omvæltninger i livet. Tilpasningsreaktioner kan også opstå i andre livskriser end dødsfald.

Ængstelse
Ængstelse er temmelig almindeligt hos ældre. Amerikanske studier viser, at mellem 10-20 procent af alle ældre går rundt og er ængstelige. Helbredsproblemer, især demens, er forståeligt nok kilde til en del ængstelse. Det samme er kriminalitet, at skulle på plejehjem eller at blive overladt til sig selv uden hjælp. Sociale fobier, som f.eks. angst for at forlade sit hjem, er også relativt udbredt blandt ældre. Det anslås, at fem procent af alle ældre udvikler en fobisk lidelse. Læs mere om fobier i afsnittet om angst.

Depression
Depression forekommer ikke oftere hos ældre end yngre, men det er et større problem. Depression karakteriseres ved nedtrykte følelser og tab af interesse eller glæde ved aktiviteter. Amerikanske undersøgelser viser, at 1-2 procent af alle hjemmeboende ældre får egentlige depressioner, hvor mildere former rammer ca. 2-3 procent. Omfanget er større hos ældre på plejehjem og hospitaler. Her er tallet helt oppe på 25 procent og over. Læs også hovedafsnittet om depression.

Søvnproblemer
Med alderen kommer der ændringer i søvnbehov og -rytmer og mange ældre klager over søvnproblemer. For eksempel oplever de fleste ældre flere korte opvågninger i løbet af natten og mange tager en lur midt på dagen eller går tidligere i seng om aftenen. Hos de fleste betyder det blot, at de vågner tidligere om morgenen, men hos andre kan de ændrede søvnrytmer føre til egentlige søvnproblemer. Nogle af de typiske årsager til søvnproblemer er:

* Søvnapnø ¶ dvs. at man i perioder stopper med at trække vejret, når man sover. Det kræver en lettere opvågning for at begynde vejrtrækningen igen, dog uden fuld bevidsthed. Søvnapnø er mere almindeligt hos ældre og forekommer oftere hos mænd end hos kvinder.
* Muskelsammentrækninger, der opleves som ryk i kroppen, når man sover. De forekommer hyppigst blandt ældre og kan forstyrre søvnen eller ligefrem vække personen.
* Fysiske skavanker som hjerteproblemer, åndedrætsproblemer, afføringsproblemer, smerter f.eks. fra gigt.
* Dårlige søvnvaner.
* Stort nikotin-, alkohol- eller koffeinforbrug.
* Forkert brug af sovepiller.
* Psykiatriske lidelser og demens. Nogle former for demens gør personen urolig og desorienteret med opvågninger om natten. Det er en af de dominerende årsager til, at de pårørende må opgive at passe den demente og i stedet finde en plejehjemsplads.

Hvordan kan man modvirke søvnløshed?

* Undgå at der bliver for koldt eller for varmt i soveværelse. 16-18 grader plejer at være passende.
* Undgå nikotin, alkohol og koffein om aftenen og ved sovetid.
* Undgå små lure i løbet af dagen, da det kan betyde yderligere forstyrrelser af søvnrytmerne.
* Lad være med at læse eller se fjernsyn i sengen.
* Undgå permanent brug af sovemedicin.
* Få behandling for de fysiske eller psykiske
* problemer, som skaber søvnproblemerne. Søg altid læge, hvis søvnproblemerne varer ved.

http://www.e-psyk.dk/tema/TemaFrameJs2.htm

Demens

Demens er en lidelse, som gradvis påvirker hjernens måde at fungere på. Symptomerne på demens er: Svigtende hukommelse, nedsat evne til at fungere i hverdagen, ændringer i personlighed og adfærd, og en manglede evne til at koncentrere og orientere sig. Der findes forskellige former for demens, som på hver deres måde påvirker hjernen. Men fælles for alle typer af demens er, at der tale om en gradvis forringelse af hjernens måde at arbejde på. Det kan umiddelbart være svært at skelne mellem demens og almindelige tegn på alderdom.

Hvordan opleves demens?
I begyndelsen kan man godt fornemme, at man ikke husker så godt. Samtidig vil forskellige dagligdags ting være sværere at holde rede på. I et fremadskredet stadie af demens vil man ikke længere være bevidst om disse vanskeligheder. De ændringer af personligheden som demens medfører, kan være meget skræmmende at opleve for familie og pårørende. Derfor vil der være et stort behov for hjælp og rådgivning til både patient og pårørende.

I begyndelsen vil man opleve demens ved:

* Forringet hukommelse
* Vanskeligheder med at holde styr på ting i dagligdagen
* Forvirring

Disse oplevelser er tit forbundet med følelsesmæssige og psykologiske vanskeligheder, der er svære at håndtere. Man kan opleve følelsen af angst, forvirring og håbløshed. Som tiden går vil disse følelser ofte forsvinde, fordi patienten ikke længere bevidst oplever sine vanskeligheder. Det kan være meget vanskeligt for de pårørende at håndtere denne situation, derfor er det vigtigt at få professionel hjælp så tidligt som muligt.

Forskellige former for demens
Der findes forskellige former for demens, og de har som regel forskellige måder at udvikle sig på. Alzheimers er den mest almindelige form for demens, og den opstår typisk i alderdommen. Den næsthyppigste form for demens er multi-infarkt demens, som skyldes forringelser i hjernens blodforsyning og mange små blodpropper i hjernen. Demensen kan opstå pludseligt eller rykvis i forbindelse med blodpropper eller mere gradvist, hvor der så kan ske ændringer i personlighed og følelsesliv, før der sker væsentlig forringelse af hukommelsen. Ofte er der store forskelle i den ramtes funktionsniveau fra den ene dag til den anden. Pick²s sygdom og demens af frontal type er karakteriseret ved, at der sker ændringer af personlighed og følelsesliv før hukommelse og basale åndsevner rammes, og symptomerne bemærkes sædvanligvis først af pårørende og andre i omgivelserne.

Nogle gange kan demenslignende tilstande opstå i forbindelse med andre lidelser. For eksempel ved forskellige svulster i hjernen, ved Sklerose, depression, alkoholisme, AIDS og i sjældne tilfælde ved Parkinsons syge.

Demenssymptomerne kan i forbindelse med disse sygdomme behandles og i visse tilfælde helt fjernes. Det gælder for demenssymptomer i forbindelse med depression, tumorer, stofskiftelidelser eller alkoholisme. Demens i forbindelse med alkoholisme stopper f.eks., når folk holder op med at drikke. Fordi der findes forskellige årsager til demens, er det altid vigtigt at få afklaret, hvilke årsager der er tale om, så en behandling kan tilpasses den enkelte patient. Hurtig henvendelse til en omfattende lægeundersøgelse er derfor meget vigtigt i forbindelse med demenssymptomer. Som pårørende er det særligt vigtigt at bakke op om omkring en hurtig kontakt til læge.

Hvad er Alzheimers?
Alzheimers er resultatet af nogle meget komplicerede ændringer i hjernens kemi, der gør at bestemte typer af hjerneceller nedbrydes og forsvinder. Sygdommen er den mest udbredte årsag til demens og rammer typisk ældre mennesker. Den viser sig ved svigtende hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Alzheimers er en sygdom som ofte først bliver opdaget meget sent i sygdomsforløbet. Det er derfor meget vigtigt at være særligt opmærksom på demenssymptomer, fordi der ved en hurtig behandling er mulighed for at udskyde og dæmpe nogle af symptomerne. Det er ikke altid helt let at vurdere, om den ældre har Alzheimers, eller om der er tale om en anden form for demens. Men i langt størstedelen af tilfældene vil der være tale om Alzheimers.

Hvad er symptomerne på Alzheimers?
Der skal altid en læge til at afgøre, om en person er ved at udvikle Alzheimers. Det kan man ikke selv vurdere. Men der er nogle forskellige faktorer, som det er godt at være opmærksom på selv. Disse faktorer kan nemlig være en forløber for udviklingen af Alzheimers:

* Glemsomhed
* Initiativløshed
* Svært ved at ´sætte navn på ting´
* Bevægelsesvanskeligheder
* Dårlig stedssans
* Besvær med at orientere sig.

Hvis du kender en, der har disse vanskeligheder, eller hvis du selv oplever disse symptomer, så skal du kontakte en læge, der kan afgøre om der er tale om Alzheimers. Jo tidligere sygdommen opdages desto bedre er mulighederne for behandling. Derfor er det meget vigtigt med en hurtig henvendelse, hvis man har mistanke om Alzheimers. Hukommelsesvanskeligheder og besvær med at finde ord, er ofte en naturlig følge af det at blive ældre, så det vigtigt at få en læge til at undersøge, om der er tale om Alzheimers. Her skal det understreges, at en omfattende lægeundersøgelse altid er nødvendig i forbindelse med mistanke om Alzheimers.

Hvordan stilles diagnosen?
Fordi demens også kan være et symptom i forbindelse med andre sygdomme, er det vigtigt med en omfattende lægeundersøgelse for disse sygdomme. Dette er meget vigtigt, fordi demens som følge af en sygdom, som regel kan behandles. Generelt er det meget centralt med en tidlig undersøgelse, fordi man typisk kan udskyde nogle af demens symptomernes udvikling. Lægeundersøgelsen består af en:

* Blodprøve. En blodprøve kan udelukke stofskiftesygdomme, vitaminmangel (specielt B-12) samt infektioner og væskemangel.
* Udelukkelse af at der er tale om en depression, da depression ofte kan give demenssymptomer.
* Scanning. Lægeundersøgelsen bør også indeholde en eller flere scanninger af hjernen, der kan understøtte en diagnose. Det kan enten være en CT-scannning eller en MR-scanning.
* Vævsprøve. I sjældne tilfælde kan lægen også benytte sig af en såkaldt hjernebiopsi (vævsprøve). Dette er dog sjældent nødvendigt, fordi de ovenstående metoder typisk kan afgøre, om der er tale om Alzheimers.

Hvor mange rammes af Alzheimers?
Omkring 5 procent af befolkningen over 64 år rammes af Alzheimers. Ofte kan man allerede i 50-års alderen se tidlige tegn på Alzheimers.

Hvad er årsagerne til Alzheimers?
Når man lider af Alzheimers, nedbrydes bestemte hjernecellerne, og det påvirker hele hjernens måde at arbejde på. De forskellige symptomer, som optræder ved Alzheimers, er et resultat af denne nedbrydning af hjerneceller.

Man ved ikke i dag, hvorfor hjernecellerne pludseligt ændrer sig for nogle ældre mennesker. Men nogle af teorierne går på, at Alzheimers skyldes ophobning af aluminium i kroppen. Med tiden vil aluminium koncentrere sig omkring hjernen, hvor ophobningen vil forårsage misdannede hjerneceller.

En anden meget udbredt forklaring er, at Alzheimers er en arvelig sygdom, der skyldes en kromosomfejl. Det antages, at det er den samme kromosomfejl, som man ser hos patienter med Downs syndrom. Det forklarer, hvorfor patienter med Downs syndrom over 45 år altid får Alzheimers.

Hvordan behandles Alzheimers?
Der findes ikke nogen kur eller helbredelse for Alzheimers, men der findes behandling, som gør det muligt at forsinke sygdommens udvikling for en tid. Derfor er det meget vigtigt, at du tidligt kontakter din læge, hvis du føler, at du har nogle af de beskrevne symptomer. Hos lægen skal du fortælle om de ting, som du har fået sværere ved i hverdagen. Lægen vil efter sådan en samtale og en omfattende lægelig undersøgelse kunne vurdere, om der er tale om symptomer på Alzheimers.

Fremtidsudsigter
Desværre er Alzheimers en fremadskridende sygdom. Det vil sige, at symptomerne altid vil forværres med tiden. Hukommelsesproblemerne er de mest fremtrædende symptomer i begyndelsen af sygdomsforløbet, og de vil typisk blive mere og mere markante med tiden. Besværet med at kunne finde rundt og med at kunne sætte ord på ting vil også blive mere og mere markante.

På grund af disse vanskeligheder, vil Alzheimers-patienten også tit have nogle medfølgende vanskeligheder. Det kan typisk være;

* Søvnforstyrrelser
* Hvileløs vandren omkring
* Forvirring
* Manglende evne til personlig hygiejne
* Ufrivillig vandladning

I det meget fremadskredne sygdomsforløb vil patienten med Alzheimers have perioder hvor han eller hun nægter at spise eller drikke. Mange vil også have problemer med småskader som følge af fald. I mange tilfælde vil patienten i denne del af sygdomsforløbet udvise en aggressiv adfærd, som kan virke meget voldsom og smertefuld for omgivelser og pårørende. Den hårdt ramte Alzheimers-patient kræver en omfattende pleje. Samtidigt er det vigtigt at være opmærksom på, at pårørende ofte behøver psykologisk rådgivning og støtte. Alzheimers vil altid ende med en omfattende forringelse af hjernens funktioner, og tit er det ikke muligt for familien at klare situationen alene. I mange tilfælde vil patienten i den afsluttende fase være så ramt, at han eller hun er sengeliggende.

Kan man blive helbredt for Alzheimers?
Forskningen arbejder hele tiden på finde ud af mere om Alzheimers, og måske kan man en dag behandle sygdommen bedre eller evt. forebygge den. Men det er vigtigt at slå fast, at man i dag ikke kan helbrede Alzheimers. Der findes dog en medicinbehandling, som kan udsætte symptomerne for en tid. Det er derfor en tidlig diagnose er så vigtigt. Den praktiske behandling af Alzheimers drejer sig i høj grad om at gøre livet så godt som muligt for patienten og de pårørende.

Hjælp og støtte
Som pårørende er det altid vigtigt at bakke op omkring behandlingen af Alzheimerspatienten. Praktisk hjælp med hensyn til lægekontakt og tilbagemelding på undersøgelser er en god og meget vigtig måde at hjælpe på.

Det kan som Alzheimerspatient være skræmmende og utrygt at opleve vanskelighederne med at finde ord og huske dagligdags ting. Derfor har de fleste patienter brug for psykologisk hjælp og støtte. For familie og pårørende kan det være svært at forstå, hvad der sker med Alzheimerspatienten, og af samme grund er det vigtigt, at familien også inddrages i behandlingen og modtager en ordentlig rådgivning om sygdommens forløb og virkninger.

Da den demente nemt bliver forvirret, er det vigtigt, at omgivelserne er så trygge og velkendte som muligt. I nye eller støjende omgivelser med mange mennesker vil Alzheimerspatienten hurtigt føle sig forvirret og usikker, så prøv så vidt muligt at undgå disse situationer. Endelig er det vigtigt, at Alzheimerspatienten drikker rigelig væske, da væskemangel kan forværre patientens tilstand.

Links:
Alzheimerforeningen http://www.alzheimer.dk/
Ældresagen http://www.aeldresagen.dk/

Artikel sakset fra http://www.e-psyk.dk/tema/TemaFrameJs2.htm


Demenssygdomme hos ældre

Af fungerende overlæge,
dr. med. Gunhild Waldemar,
Neurocentret,
Rigshospitalet

Hvad er demens ?
Ved demens forstås en sygdomsbetinget svækkelse af hjernen. Symptomerne er hukommelses - og koncentrationsbesvær, som ledsages af fx nedsat orienteringsevne, nedsat overblik og initiativ, tale - eller forståelsesproblemer, og ændringer i personlighed, humør eller adfærd. Betegnelsen demens anvendes kun, når der er sket en forringelse i forhold til det tidligere funktionsniveau.

Demens kan forekomme hos voksne i alle aldre, men hyppigheden stiger med alderen. Derfor er de fleste demente ældre mennesker. Demens er imidlertid ikke et normalt aldersfænomen, men udtryk for sygdom i hjernen, som kan have mange forskellige årsager Selv om demens er hyppigst hos ældre, er de fleste mennesker åndsfriske, så længe de lever.

Omkring 5 - 10% af ældrebefolkningen over 65 år er demente, men yngre personer kan også blive demente. Hyppigheden stiger som nævnt kraftigt med alderen, og mindst 30% af befolkningen over 85 år er demente. Hos ældre optræder nye tilfælde af demens mindst lige så hyppigt som blodpropper i hjertet og i hjernen.

Man regner med, at der er omkring 60.000 demente mennesker i Danmark, men tælles de lette tilfælde af demens med, er der mange flere.

Hvert år får knap 10.000 danskere en kronisk og fremadskridende demenssygdom. Mange flere får symptomer, som kunne tyde på en sådan sygdom, men hvor årsagen er en helt anden.

Antallet af ældre mennesker vil vokse i de kommende årtier, derfor vil også antallet af demente mennesker stige, men der er ikke tale om, at sygdommene i sig selv bliver hyppigere.

Årsager til demens
Nogle af de sygdomme, som medfører demens, er kroniske og måske endog fremadskridende, mens andre kan bedres ved behandling. Demens er altså ikke ensbetydende med varig hjerneskade, og demens medfører ikke nødvendigvis håbløs sygdom. Selv for de kroniske og fremadskridende sygdomme kan der altid tilbydes behandling, hjælp og støtte.

Demens kan ses ved op mod 100 forskellige sygdomme. De fleste sygdomme og skader i hjernen kan således medføre demens. Det gælder for eksempel betændelsestilstande, svulster, blødninger, forstyrrelser i hjernens væskecirkulation, følger efter ulykkestilfælde, iltmangel og visse forgiftninger. Også sygdomme eller svækkelse i andre organer, for eksempel stofskifteforstyrrelser, kan ledsages af demens eller demenslignende symptomer. Hos ældre mennesker er de to hyppigste årsager Alzheimers sygdom og vaskulær demens (blodprops-demens), som tilsammen udgør omkring 75% af alle tilfælde, og som begge er kroniske og fremadskridende sygdomme.
Sygdomme og tilstande der kan forveksles med demens

Visse andre sygdomme og tilstande kan ligne demens. Den mest almindelige er depression, som især hos ældre kan medføre hukommelses  og koncentrationssvækkelse, der kan være vanskelig at skelne fra begyndende demenssygdom. Behandling af depressionen vil medføre væsentlig bedring af symptomerne. Forvirringstilstande som følge af infektion, feber, eller væskemangel, svært nedsat syn og hørelse, samt krisetilstand som følge af psykisk og social belastning kan også undertiden forveksles med demens. Medicinbivirkninger kan medføre en demenslignende tilstand, eller kan forværre symptomerne ved en bestående demens.

Mange ældre mennesker har hukommelsessvækkelse, uden at der er tale om demens. Hukommelsessvækkelse kan opstå i forbindelse med andre sygdomme. Desuden kan ældre udvikle såkaldt ´godartet aldersledsaget hukommelsessvækkelse´ som ikke nødvendigvis udvikler sig til demens.

Alzheimers sygdom
Sygdommen er karakteriseret ved en fremadskridende nedbrydning (degeneration) af hjernen med gradvist tab af nerveceller, ophobning af proteinstof, samt forandringer i hjernens signalstoffer. Sygdommen er lidt hyppigere hos kvinder end hos mænd. Sygdommen rammer hukommelse, tænkning, talefunktion, orienteringsevne, personlighed og adfærd. Der opstår gradvis atrofi (svind) af hjernen. Sygdommen begynder snigende, forværres gradvis over flere år, og efterlader efterhånden den syge i en tilstand med total afhængighed af pleje og opsyn. Dødsfald indtræffer efter en periode på 5-20 år.

I sjældne tilfælde er sygdommen arvelig og viser sig hos familiemedlemmer i hver generation. Det er inden for de seneste år lykkedes forskere at finde flere arvespring (genetiske mutationer), som fører til denne form af sygdommen. De fleste tilfælde opstår imidlertid uden kendt årsag. Også for den sporadiske form har man kunnet påvise visse gener, som øger risikoen for sygdommen. Der kendes ikke med sikkerhed andre risikofaktorer end alderen og de genetiske faktorer.

Både for den arvelige og den sporadiske form af sygdommen gælder, at man ikke ved præcist, hvad der sætter sygdomsprocessen i gang, og der kendes ingen forebyggende behandling.

Vaskulær demens (blodpropsdemens)
Ved vaskulær demens forstås følgevirkninger efter en eller flere blodpropper i hjernen eller efter en hjerneblødning. En større blodprop i hjernen (slagtilfælde, apopleksi) medfører ofte pludselig halvsidig lammelse og eventuelt talebesvær. Hos nogle mennesker med apopleksi kan demens være en følgevirkning. I andre tilfælde opstår vaskulær demens som en følge af mindre blodpropsforandringer i hjernen, uden at der har været lammelser eller talebesvær. Det er dog langtfra alle blodpropper, som medfører demens. Vaskulær demens kan hos nogle begynde pludseligt, hos andre mere snigende. Symptomerne kan være de samme som ved Alzheimers sygdom, men forløbet er ofte svingende, og der kan være perioder med spontan bedring.

Rygning, alkoholmisbrug, for højt blodtryk, højt kolesteroltal, overvægt, sukkersyge og hjerterytmeforstyrrelser øger risikoen for blodprop i hjernen og dermed for blodprops demens. Blodpropper kan i nogle tilfælde forebygges med medicin.

Diagnosen
Er der symptomer på en demenstilstand er det vigtigt, at der foretag nærmere undersøgelse så tidligt som muligt hos den praktiserende læge.

Ved en sådan undersøgelse vil den demente og de pårørende blive spurgt om symptomerne, og lægen vil undersøge den demente. Eventuelt vil lægen bestille blodprøver og andre undersøgelser. Er der tvivl om årsagen til symptomerne, kan lægen henvise til nærmere undersøgelser hos specialister. Mulighederne herfor varierer fra amt til amt.

Kun omkring 10% af de demente i Danmark har fået stillet en egentlig diagnose. En korrekt diagnose er vigtig for tilrettelæggelsen af den medicinske og den psykosociale behandling, også når der er tale om en kronisk og uhelbredelig sygdom. Diagnostisk udredning af den demente er desuden vigtig for at identificere dem, som har en sygdom, der er behandlelig og eventuelt helbredelig. Diagnosen er forudsætningen for, at der kan tilbydes medicinsk behandling til dem, som har Alzheimers sygdom. Endelig er diagnosen vigtig for stillingtagen til visse (medikolegale) problemstillinger, som fx bilkørsel og ret til pension. Det er derfor vigtigt, at såvel pårørende som alle, der møder mennesker med demens gennem deres arbejde i social  og sundhedsvæsenet, er opmærksomme på symptomerne på en demenssygdom.

Symptomerne
Symptomerne på en demenstilstand er forskellige fra person til person. Symptomernes art og rækkefølge afhænger af, hvilken sygdom der ligger bag, hvilken fase af sygdommen den syge er nået til, og hvilke områder af hjernen der er hårdest ramt. Symptomemne kan desuden påvirkes af omgivelsernes reaktioner, af eventuel medicinindtagelse og af anden sygdom. I det følgende beskrives nogle af de symptomer, som kan optræde i forløbet af Alzheimers sygdom. For alle symptomerne gælder, at de også kan optræde ved andre tilstande, og derfor altid bør føre til nærmere undersøgelse og behandling.

De første symptomer
De første symptomer på Alzheimers sygdom er uspecifikke. Angst, psykisk stress, krisetilstand, depression og visse andre sygdomme kan vise sig på samme måde. Hukommelses  og koncentrationsbesvær er blandt de allerførste symptomer: Den begyndende demente gentager sig selv og forekommer i perioder at være "fjern" for de pårørende. Aftaler glemmes, ting forlægges og kan ikke findes igen. Der skrives mange huskesedler. Nye opgaver i hjemmet eller uden for hjemmet kan ikke overskues, tankegangen er langsom, der er øget træthed og initiativløshed, samt eventuelt nedsat eller øget fysisk tempo. Der kan være problemer med at finde ordene og med at huske navne på personer, steder eller genstande. Der kan også være problemer med at orientere sig på tidligere kendte steder eller med at genkende andre mennesker. I nogle tilfælde er personligheden forandret allerede tidligt i forløbet. Den begyndende demente kan have let til tårer, og angst og depression er følgesymptomer, som er hyppige specielt i den tidlige fase. Manglende erkendelse af egen tilstand er almindelig, i nogle til fælde vil den syge endog benægte, at der er noget galt.
Senere symptomer

Efterhånden bliver der flere problemer med at formulere sig, at huske nylige begivenheder, at læse og forstå bøger, aviser og ugeblade, at træffe valg og tage beslutninger, at overskue praktiske opgaver som madlavning, indkøb, rengøring og pengesager. Den demente bliver desorienteret med hensyn til tid og sted, og får problemer med at genkende også nære bekendte. Den demente kan fare vild og kan få problemer med at spise og at klæde sig på. Efterhånden bliver der behov for konstant opsyn og pleje. I senstadiet af sygdommen forekommer nedsat fysisk bevægelighed, manglende kontrol med vandladning og afføring, ophævet talefunktion, og eventuelt kramper.

I hele forløbet af en demenssygdom, men mest udtalt i de senere stadier, kan der periodevis optræde forstyrrende forandringer i adfærden. Det kan for eksempel være råben, omkringvandren, natteuro, inaktivitet, overdreven mistænksomhed eller jalousi, hallucinationer, vrangforestillinger, seksuelle forstyrrelser, og aggressivitet. Det er vigtigt at omgivelserne er opmærksomme på disse symptomer, da de i nogle tilfælde kan skyldes anden sygdom eller uhensigtsmæssig behandling, og da nogle af symptomerne kan dæmpes med medicin.

Behandling
Det første trin i behandlingen af en demenstilstand er så vidt muligt at fastlægge årsagen. Ikke alle mennesker med demens har som tidligere nævnt en kronisk uhelbredelig sygdom. De, som har andre sygdomme, skal tilbydes relevant psykisk, medicinsk, eller kirurgisk behandling.

Medicinsk behandling

Det er nu muligt at tilbyde behandling af Alzheimers sygdom med nye lægemidler, som øger mængden af et af hjernens signalstoffer, acetylkolin.

Mængden af dette signalstof, som vigtig for hukommelses  og koncentrationsevnen, er nedsat ved Alzheimers sygdom. Ved at øge mængde acetylkolin kan man i en periode opnå en lille bedring af symptomerne eller at den fortsatte udvikling af symptomerne, hos en del af patienterne, bremses. Man ved endnu ikke hvor længe virkningen varer ved. Behandlingen ændrer ikke ved udviklingen af selve sygdomsprocessen i hjernen, og kaldes derfor en "symptombehandling". I Danmark er to lægemidler af denne type, Aricept og Exelon, godkendt af Lægemiddelstyrelsen, men flere er på vej. Lægemidlerne skal ordineres af specialist.

Der forskes også i lægemidler, som kan bremse symptomudviklingen vaskulær demens, men ingen er nu godkendt i Danmark. I nogle fælde kan det være relevant at forebygge nye blodpropper med medicinsk behandling.

Behandling af adfærdsforstyrrelser og andre ledsagesymptome ved demens
I forløbet af en demenssygdom kan der opstå perioder med angst og depression, som bliver medicinsk handlingskrævende. Der kan også opstå adfærdsforstyrrelser: søvn- og spiseforstyrrelser, råben, omkringvandren, aggressivitet, hallucinationer, abnormt forstærket seksuel adfærd og vrangforestillinger.

Adfærdsforstyrrelser stiller store krav til de pårørendes og plejepersonalets tålmodighed. Oftest kan symptomerne afhjælpes ved ændringer i omgivelserne og etablering af mere trygge rammer. Sommetider er det imidlertid nødvendigt med medicinsk behandling i en kort periode.

Psykisk og social støtte til demente og pårørende.
Gennem kommunens social - og sundhedsforvaltning kan demente og deres pårørende få oplysning om mulighederne for praktisk hjælp og pleje, og der kan søges om tildeling af førtidspension, aflastningsplads, dagplads og boligtilbud. Mange kommuner har specielle tilbud til demente og deres familier. Alzheimerforeningen eller ældreorganisationerne har i mange amter tilbud om informationsmøder, kurser, pårørendegrupper og aflastning til pårørende.

Forskning
Der forskes intensivt på internationalt plan i mange aspekter af demenssygdommene. Ved forskning i nye undersøgelsesmetoder kan lægerne blive bedre til at stille præcise diagnoser tidligt i demensforløbet. Ved forskning i de arvelige faktorer bag sygdommen vil der i fremtiden blive mulighed for i visse tilfælde at kunne forudsige, hvem der har høj risiko for at udvikle demenssygdom. Samtidig forskes der i forskellige former for forebyggende behandling, som måske vil kunne udsætte Alzheimers sygdom i nogle år. I lægemiddelforskningen er man ved at udvikle stoffer, som måske kan påvirke selve sygdomsprocessen i hjernen hos dem, der har fået sygdommen. Måske vil det vise sig, at påvirkning af patientens arvemasse (genterapi) kan forebygge eller behandle sygdommene. Der er stigende interesse for at undersøge, hvordan en psykosocial indsats, eventuelt i kombination med medicinsk behandling, kan hjælpe den demente. I mange kommuner og amter udvikles nye tilbud om både sundhedsfaglig, praktisk og psykosocial hjælp og støtte specielt til demente og deres familier. Med den hastige udvikling i forskningen vil mange nye etiske spørgsmål knytte sig til diagnostik og behandling af demens.

http://www.eldrenetverket.dk/artiklerne/artikel3.htm

Ældre og selvmord

Flere hundrede ældre begår hvert år selvmord. For de flestes vedkommende er det ikke et råb om hjælp, men et ønske om at dø, fortæller embedslæge Kate Runge.

Af Cecilia Schmidt Grodin
Kilde: Embedslæge Kate Runge, Århus Amt

Ældre mennesker, der tager deres eget liv, er desværre ikke ualmindeligt. Men det er ikke noget, der fylder ret meget i diskussionerne om ældres livskvalitet og værdighed.

Debatten går mere på antallet af demente, der mister livet, fordi de ikke kan klare sig selv uden hjælp. Det er dog langt færre demente, der omkommer af den grund, end ældre, der tager deres eget liv som en vej ud af en uuholdelig tilværelse.

Skjulte selvmord
Embedslæge Kate Runge fra Århus Amt forklarer, at årsagen til den manglende debat er, at ældres selvmord ofte forgår i det skjulte.

"Det er stort set kun politiet og embedslægerne, der foretager ligsyn og som ser de døde. Selvmord er ikke noget, folk bryder sig om at tale om, de steder hvor det har fundet sted," fortæller hun.

Antallet af ældres selvmord har i en periode været lidt på vej ned. Men de sidste to år, 1999 og 2000, har tallet igen været oppe på 200. I 1998 var det på 182.

Et ønske om at dø
Kate Runge fortæller, at der er forskel på unges og ældres selvmord. Det tyder på, at de ældres selvmord ikke er mislykkede forsøg, altså et råb om hjælp, men i stedet for er et ønske om at dø. Det konkluderer hun blandt andet på baggrund af, at det kun er omkring en fjerdedel af de ældre, der har tidligere selvmordsforsøg bag sig. For gruppen af de unge er det tal meget større.

Samtidig anvender de ældre ofte meget mere effektive og voldelige selvmordsmetoder. I følge Kate Runge er omkring 75 procent af mændenes selvmord sket ved fx hængning, skud, drukning eller udspring. Resten forgiftede sig. Blandt kvinderne brugte over halvdelen voldelige metoder, mens den anden halvdel forgiftede sig.

Årsager til selvmord
Der kan gives flere forklaringer på ældres mange selvmord. En påstand går ofte på, at de ælder tager deres eget liv på grund af svigtende helbred. Men en undersøgelse fra 1996 i Århus viser, at de ældre faktisk gennemgående var fysisk raske i forhold til deres alder.

Flere undersøgelser tyder på, at psykiske sygdomme har påvirket beslutningen om selvmordet for nogle. Men kun 20 procent af de ældre har været i behandling for en psykisk lidelse. Kate Runge forklarer, at de forholdsvis lave tal kan skyldes, at ikke alle ældre bliver behandlet for depression, fordi de enten ikke søger læge eller depressionen overses.

Depression og livslede er ofte den udløsende årsag til selvmord, men også hændelser som flytning til plejehjem, enten dem selv eller deres ægtefælle, kan få nogle ældre til at tænke på selvmord. Faktisk sker omkring hver tiende selvmord blandt ældre på plejehjem eller anden beskyttet bolig, selv om kun omkring seks procent af de ældre bor sådan. Ensomhed og isolation spiller altså også en rolle.

Forebyg selvmord
"Det er næppe muligt at give entydige retningslinier for forebyggelse af selvmord, men at modvirke ensomhed og isolation og skabe tryghed hos ældre må antages for at kunne bringe antallet af selvmord ned. Spørger man de ældre selv ønsker de accept fra omgivelserne af deres hjælpeløshed," siger Kate Runge.

Hun mener, at der gribes ind for at hindre den ydmygende og nedværdigede følelse ældre får ved at føle sig til besvær, da det kan være medvirkende til ældres selvmord.

"Det kan lettest gøres ved, at de ældre får tilbudt hjælp til fx den personlige pleje i stedet for hele tiden at skulle bede om den," slutter hun.

Sakset fra http://www.menneskeret.dk

Læs mere på: http://www.elene.dk/kikkertento.html

Link til artikel: Ældre og selvmordsforebyggelse i praksis http://www.med.uio.no/ipsy/ssff/suic.../Fleischer.pdf

Ensomhed og depression er en dødelig cocktail

Af Peter Aagaard

11-02-2005: Når ældre rammes af ensomhed og depression på én gang, fordobles deres risiko for at dø. En hollandsk undersøgelse blandt 500 ældre over 85 år i det såkaldte Leiden 85-plus studie viser, at hvor depression eller ensomhed ikke i sig selv giver udslag i de ældres dødelighed, er der en klar sammenhæng mellem dobbeltdiagnosen ensomhed og depression, som giver de ældre 2,1 gange højere risiko for at dø.

»Selv hos de ældste ældre er der kun en sammenhæng mellem depression og dødelighed, når følelsen af ensomhed er til stede. Det kan skyldes, at de to tilstande til sammen i højere grad opløser de ældres motivation og får dem til at give op,« konkluderer gerontopsykiater og lektor på Leiden Universitetet i Holland, Max L. Stek.

Leiden-studiet er netop blevet offentliggjort i The American Journal of Psychiatry og baserer sig på interview med alle beboere i den hollandske by Leiden, der er født i årene 1912-14.

I alt 500 ældre var oprindeligt indskrevet til forsøget, men for at sikre, at resultaterne ikke blev farvet af svækkede indlæringsevner hos de ældre, skulle deltagerne score mere end 18 point i en såkaldt mini-mentalundersøgelse. I alt 476 var kvalificerede til at deltage i undersøgelsen, der var udformet som et ansigt til ansigtinterview suppleret med en 15-punkts depressions- og ensomhedsskala til at måle de ældres tilstand hvert år fra 1977 til 1999. Konklusionerne om depression og ensomhed er baseret på besvarelserne fra de 141 ældre, som døde i forsøgsperioden.

Sakset fra http://www.dagensmedicin.dk/art.asp?ID=2132

Indsats over for ældre

Workshopindlæg ved embedslæge Kate Runge Nielsen, Århus Amt

Selvmord blandt ældre skal tages lige så alvorligt som selvmord i andre aldersgrupper. Ofte er der tale om almindelige livskriser, men selvmordsønsket kan også skyldes, at den ældre ikke behandles med respekt. De praktiserende læger og hjemmeplejen bør spille en vigtig rolle, når det drejer sig om at opfange depressioner hos de ældre, og også familien har et ansvar.

Kate Runge Nielsen redegjorde i indlægget for sit syn på selvmord blandt ældre og for sin rolle i forebyggelsesarbejdet. Hovedpunkterne i indlægget var:

* Når ældre begår selvmord, er der ikke bare tale om en gammel, som har fået nok af livet. Sagerne er betydeligt mere komplekse. Der kan være tale om "systemvold", for eksempel dårlig/respektløs behandling fra plejepersonalets side. Der kan også være tale om, at væsentlige beslutninger, som placering på plejehjem, foretages hen over hovedet på den ældre. Eller måske har den ældre en depression, som ikke bliver behandlet.

* Der er i Århus oprettet en audit-gruppe bestående af en psykiater, en psykolog og embedslæge Kate Runge. Audit-gruppen undersøger alle selvmord i amtet.

* En interessant opdagelse fra audit-gruppen er, at to tredjedele af de ældre, der begår selvmord, har besøgt deres praktiserende læge inden for de sidste fire uger før selvmordet. Dette viser, at praktiserende læger har en vigtig rolle at spille i forhold til at identificere personer, herunder ældre, med selvmordstanker.

* Når ældre begår selvmord, er der ikke tale om et råb om hjælp. De bruger oftere end yngre selvmordere "sikre" metoder, såsom skydning og hængning.

* Udover systemvold kan en selvmordsudløsende faktor være "pseudoskilsmisser" - altså en situation, hvor den ene part anbringes på plejehjem. Dette kan naturligvis være udtryk for den omtalte systemvold, men kan også være udtryk for, at den raske partner ikke ønsker at bo sammen med den svagelige.

* Partnerens død er også en selvmordsudløsende faktor.

* Vi skal huske, at cirka 90 procent af de ældre er velfungerende. Kun 10 procent er fysisk og psykisk dårlige. Ressourcerne bør gå til den sidste gruppe.

Flest selvmord blandt ældre

* Hvert år tager over 200 ældre danskere deres eget liv. Det svarer til, at 25 procent af alle selvmord i Danmark begås af personer over 65 år, men aldersgruppen udgør kun cirka 15 procent af befolkningen. Mens omfanget af selvmord generelt viser en faldende tendens, er faldet ikke slået igennem for den ældre generation.

Langt størstedelen af de ældre, der begår selvmord, bor i eget hjem, og flere mænd end kvinder tager deres eget liv. Hyppigheden stiger med alderen, og i aldersgruppen over 80 år er selvmordshyppigheden tre gange så høj som i den øvrige befolkning. Der er tale om ældre mennesker, der af den ene eller anden - ofte velovervejede - grund ikke vil leve mere.

Videre diskussion på: http://www.sst.dk/publ/publ1999/selvmord/defa0013.htm

Link til artikel: Når ældre mennesker vælger livet fra : http://www.med.uio.no/ipsy/ssff/suic.../Erlangsen.pdf

Døden uden mad og drikke

Alvorligt syge og døende får ikke sjældent mad og drikke gennem en slange, der er ført ned i mavesækken eller gennem en slange direkte ind i en blodåre. Årsagen er, at både familien og de professionelle hjælpere ikke har været klare over, om der er smerte og lidelse forbundet med mangel på føde og væske. I et amerikansk tidsskrift har man for år tilbage gennemgået, hvad der er skrevet om dette problem, og det viser sig, at nægter et menneske at indtage føde og drikke, fordi det vil dø, eller undlader man at give næring og væske til døende, sker der følgende:

Der kommer gradvist mere natrium og kalk i blodet sammen med en øget mængde affalds~stoffer, som nyrerne ikke længere udskiller. Der kommer et øget velbefindende i forbindelse med nedsat udskillelse af urin og afføring, nedsat dannelse af slim og dermed mindre hoste. Når der ikke tilføres energi i form af sukker eller andre kulhydrater, går kroppen over til fedtfor~brænding, medførende en stigende surhedsgrad (ketose) i kroppen, hvilket medfører nedsat smertefornemmelse og øgende eufori, der er en kunstig tilstand af velvære.

Giver man modsat sukkervand ind i blodet, standser forsuringen af kroppen, og der kommer smerter og dårlig tilpashed, både legemlig og psykisk.

Konklusionen er, at længere varende udtørring og sultestrejke ikke giver hverken smerter eller lidelse, men ofte nedsat smertefornemmelse samt en øget tilstand af velvære hos døende eller meget alvorligt syge, der gerne vil dø.

Der refereres et tilfælde, hvor en 78-årig kvinde med gentagne tilfælde af tarmslyng nægtede at indtage mad og drikke. Hun havde det godt og var aktiv, uden smerter og deltog i livet omkring hende, indtil hun dag 28 blev bevidstløs og døde næste dag. Hendes eneste klage var tør mund, noget der kan lindres ved hjælp af små stykker is og med våde gazetamponer.(Kilde:

Sullivan RJ Jr: Accepting Death Without Artificial Nutrition or Hydration. J GEN INTERN MED 1993; 8 (april) : 220-224).

For et par år siden læste jeg i Weekendavisen om en midaldrende læge, der havde fået lov til at dø hos nogle venner. De sidste 14 dage hverken spiste eller drak han noget. Han var lysende klar, sov ikke, men sad op i sengen og snakkede med sine besøgende, men kun om væsentlige ting. Ellers blev de jaget ud. Han udtalte lige før sin død, at hvis han skulle vælge mellem resten af sit liv og de seneste to uger, ville han vælge disse. Først her fik han rigtigt styr på sit liv.

Noget andet er, at der også kan komme vægring mod at spise og drikke af andre grunde end en dødelig sygdom eller mæthed af dage. Derfor er det vigtigt at søge en eventuel årsag, fx en depression eller anden sygdom, som det er muligt at behandle. Men er det gjort, har et menneske ret til at nægte at spise og drikke, og det er anerkendt af Sundhedstyrelsen. Det kan imidlertid være svært, da moderne menneskers dødsangst giver dem en trang til at handle og gøre alt, hvad der står i deres magt for at forlænge især deres nærmestes liv. Som læge og sygeplejerske bør man derfor stå på den syge og uafvendeligt døendes side og forklare de pårørende, at total faste med mad og drikke kan være en meget god måde at sige farvel til denne verden på. Ingen bør lide, heller ikke når de skal dø, og morfin er ikke den eneste måde at dæmpe smerter på, ligesom morfin ofte hindrer en ordentlig kontakt mellem den døende og de pårørende.

Drejer det sig om meget gamle mennesker, der er trætte af livet uden at være deprimerede, må man også, efter at have forsøgt at genskabe en glæde ved livet, acceptere, at de ikke har lyst til at leve længere. De vil ofte have en indre fornemmelse af, at nu er det slut, og holde op med at tage noget til sig. På den måde kan de få en fredelig og god død. Hvis de pårørende ikke kan acceptere dette, må de forsøge at give den ældre livsmodet tilbage, først og fremmest ved at fortælle vedkommende, at de stadig har brug for ham eller hende.
http://www.dr.dk/p4/sundhed/manus/uge15.shtml