Lille Lucas

For et par måneder siden, havde min voksne søn en aha-oplevelse et hverdagssted, midt i en bebyggelse han passerede igennem på vej hjem.

Midt på fortorvet immellem beboelseshuse stod en lille knægt med et sår i hagen og græd hjerteskærende. Folk trækkende med deres cykler, folk med fyldte indkøbsvogne fra nærliggende supermarked, andre børn - alle passerede drengen uden at ænse ham - alt imens han græd og kaldte....

Min store søn, som aldrig manglede kram og trøst dengang han selv var lille og hjælpesløs så knægten på lang afstand og mens han skridtede hastigt frem - undrede han sig over, at ingen, hverken kvinder, mænd eller unge lod til at lægge mærke til den grædende unge.

Omsider nåede han frem til drengen, satte sig på hug foran ham og spurgte hvad han hed, hvad der var sket og hvor var hans mor. Drengen svarede, at han hed Lucas, han faldt og at hans mor var hjemme. Min søn spurgte om han kunne finde hjem "herfra" og drengen svarede at han "måske" kunne.... han greb min søns hånd og sammen gik de i retning af hvor Lucas "måske" boede.

Undervejs har de passeret en lille have hvor en gammel dame sad med en kop kaffe ved havebordet og min søn huskede, at da han var lille - var en "plaster på" et universel middel mod alle dårligdomme. Han standsede og spurgte damen med kaffen om hun havde en plaster de måtte "låne".

Først så hun mistænksomt på ham, men da hun så det lille hovede man næsten ikke kunne se bag hækken - fik hun fart på, spurtede ind og kom farende ud igen med en våd vaskeklud og en plaster i hænderne.

Hun fik lov til at rense såret og sætte plaster på, mens lille Lucas ville på intet tidspunkt slippe min søns hånd. Heller ikke da han fik et glas saftevand og en bolche "at gå hjem på"....

De fortsatte og efter en tur på ti minutter til kom de i nærheden af en legeplads som Lille Lucas genkendte som "sin" og pegede over hvor han boede sammen med sin mor. Der var folk i haven nedunder og de stimlede om Lucas som så for første gang siden de mødtes - gav slip på min søns hånd og begyndte at fortælle om sit uheld. Min søn valgte at smutte uden yderligere påstyr og slentrede hjemad mens han tænkte over hændelsen.

Og det er faktisk her, at den særlig interessant part af historien begynder... Min søns tanker.

Han fortalte mig senere, at han fik nogle ganske særlige følelser når den lille hånd greb hans hånd og når drengen "overgav" sig ind i min søns varetægt. Min søn følte sig på en gang beæret, fuld af ansvar og varme beskyttende følelser for den lille.... Denne uforbeholdne tillid han har modtaget fra et lille barn og drengens "blinde" tro på, at nu kunne det ikke ske ham noget ondt mere... nu en "storebror" passede på ham - gjorde en uudslætteligt indtryk på min store dreng. Han har talt om det flere gange siden og hver gang med den samme varme og forundring over at kunne "mærke" et andet menneske uden de sædvanlige parader og mentale forhindringer vi mennesker "normalt" anvender i kontakt med hinanden.

Og nu, for et par dage side spurgte han mig om det er "sådan" jeg havde det med ham dengang han selv var lille, som han nu har oplevet det under og efter mødet med lille Lucas? Jeg kunne kun svare, at det kan jeg ikke vide for disse følelser er svære om ikke nærmest umulige at beskrive i ord, men jeg tro ganske bestemt, at hvis jeg ville beskrive mine følelser for mit eget lille barn dengang - ville jeg nok ikke kunne gøre det anderledes og bedre end når han beretter om sin oplevelse af sig selv i denne situation. Min store søn så på mig med et helt anderledes og forståelsesfuldt blik end han nogensinde gjorde før og jeg tror, at det er i denne øjeblik at det er gået op for ham, hvad en mors kærlighed er i sit inderste væsen.

Jeg tror på, at det er i dette øjeblik at min store dreng har forvandlet sig til den gode, varme og indsigtsfuld far han bliver en dag i fremtiden. Jeg tror også, at den dag jeg bliver en farmor - vil jeg komme til at opleve, at alt det jeg årene igennem har trøstet, krammet, kysset og favnet - vil han helt naturligt videregive til sine børn.... snøft... snøft.. nu han også forstår hvad det virkelig betyder, at holde af sine børn. At hvert et kram og hvert et kys, på denne måde rejser igennem tiden fra generation til generation og mod uendeligheden.

Tak piger :smt058
Anina

Kære Anina :D :D
Det tror jeg også på. Det kan jeg se på mine egne 2 drenge, de har aldrig manglet omsorg og kys og kram. De kommer stadig og gir os begge et knus og det er bare så dejligt at bevare nærheden uden at klamre.

Jeg var ude for en lidt skræmmende oplevelse her i weekenden.En ugift forretningsmand her i byen fyldte 40, og havde inviteret til herrefrokost
nede i jollelauget som min mand er medlem af. Jeg cyklede derfor en tur i det gode vejr, og da jeg kom forbi på hjemturen så jeg min gemal stå udenfor,og kørte lige hen og sagde hej.

Fødselaren kom ud og mente jeg skulle deltage, hvilket jeg ikke ville istedet sad jeg så et øjeblik og sludrede med udenfor. Han kom så stille og roligt frem med, hvilke store komplekser han havde, hvor genert han var, og at det eneste der hjalp var at" stive" sig selv lidt af.

Vi kom så til at tale om at slå børn, pludselig blev han meget underlig, det viste sig så at hans far havde tævet løs på de her 3 drenge han har. Jeg gik hjem og min mand og jeg har søndagen igennem drøftet problemet, men jeg takker vor herre for at det ialfald ikke længere er tilladt at slå børn. Man skaber kun angst og mindreværd på den måde. Der er en tysk film af Rainer werner Fassbinder, den hedder Angst essen seele auf. Så du høster din fortjeneste nu Anina, din søn har en sund sjæl.

Knus Biddi

Kære Anina

Hvor er det dog en dejlig lille historie du fortæller. Fuld af billeder.

Og nu vi har set billeder af din store dejlige søn - er jeg da slet ikke forbavset. Han ser ligeså sød og dejlig ud som du fortæller han er. Selvfølgelig..... med den Mor.

Knus
Barbara

Kære Anina!

Jeg forstår til fulde, at du blev meget berørt og bevæget over at være direkte vidne, da "den gode mor/far" blev født i din søns bevidsthed...
(Ja, det lyder lidt sludder-vorent og dårligt formuleret, men jeg håber, at du alligevel forstår, hvad jeg mener.)

Den varme og kærlighed, der blev vore børn til del, kommer altid kun godt igen! :D

Kh
Linda

Kære Anina

Ja, det var noget af en oplevelse, din søn der fik!
Dejligt, som han reagerede - nu er han parat til børn også... =D>

Men det var sørme da også godt, at den lille dreng langt om længe fik hjælp - arme barn...

KH
Sally