"Warrior Diet" er overskriften på ny diæt-bølge fra USA: Hold faste i løbet af dagen og ædegilde om aftenen.
Erfaringen viser, at når en slankebølge rejser sig i USA, så vil den før eller siden skylle ind over Europa og Danmark - uanset hvad vi tænker om de skøre amerikanere, første gang vi hører om den.
Og "Warrior Diet" (
http://www.warriordiet.com/ )kan nok få én til at spærre øjnene op, for den afviger næsten på alle punkter fra de gængse slankeråd: Der er således ingen begrænsninger i, hvad man må spise, men der er strenge regler for, hvornår man må spise: I stedet for tre store måltider og to-tre mellemmåltider, skal man spise ét kæmpestort måltid i døgnet, og man skal gøre det om aftenen lige inden sengetid.
I løbet af dagen kan man spise små mængder af kalorielet mad, men ideen bag krigerdiæten er at "faste og feste": Man skal faste i sine aktive timer for at tære mest muligt på depoterne og feste om aftenen, hvor kroppen beroliges med en overflod af kalorier, så den ikke stiller sig om til den supereffektive hungersnøds-forbrænding.
Teknikken skulle udnytte nogle biologiske mekanismer i vores stofskifte, som blev grundlagt dengang mennesket bogstaveligt levede fra hånden og i munden. Ofte gik vores forfædre sultne i flere dage, for så at proppe sig uhæmmet, når de nedlagde et bytte eller faldt over et rigt forråd af frugt.
Således forklares i hvert fald baggrunden for "Warrior Diet", som blev lanceret i 2002 i en bog af up-and-coming slankeguru Ori Hofmekler, der i modsætning til den nu afdøde Dr. Atkins gør sig godt på TV.
I amerikanske dameblade og fitness-magasiner er "Warrior Diet" ved at afløse Atkins og andre Low Carb-diæter som mest omtalte slankekur.
Kriger-diæten er nu vokset sig så stor, at det amerikanske National Institute of Aging vil undersøge effekten.
Under ledelse af Dr. Mark Mattson skal to grupper af frivillig spise en helt almindelig kost bestående af burgere, is osv. Forskellen mellem de to grupper er, at den ene kun må spise mellem kl. 16 og 19. Den anden gruppe må spise hele dagen.
Kriger-diæten kaldes også hulemandsdiæten, men den må endelig ikke forveksles med den stenalder-diæt, der opnåede kortvarig popularitet for nogle år siden.
Stenalder-diæten gik ud på, at man kun spiste mad, der var til rådighed for vores stenalder-forfædre, frem for alt ingen kornprodukter og ingen raffinerede madvarer.
www.berlingske.dk