Dengang I var børn..... drømte I om fremtiden, eller levede I i nuet?
Jeg har skrevet lidt om min tidligste fortid i mit indlæg til Jasmin
https://www.overgangsalderen.dk/kvin...t=704&start=10 i tråden om de evigglade....
....og netop fordi jeg som barn levede
altid med undtagelse af den tid jeg tilbragte alene hjemme - i en konstant tilstand af skærpet agtpågivenhed, hvorfra den eneste trygge flugtvej førte mig ind i den indre verden, hvor jeg kunne trygt beskæftige mig med at læse og tegne.....
Netop lidenskaben for dette arbejde og disse tegninger i lange baner har meget tidligt overbevist mig om, at når jeg blev stor - ville jeg blive en kunstner.
En lun sommerdag, 7 år gammel, har jeg samlet mine bedste tegninger i en mappe, fik mit bedste tøj på og begav mig afsted til byens centrum hvor kunstnernes faglige sammenslutning holdt til. Jeg åbnede gadedør og gik ind.
Når det blev "min" tur at komme til at tale med receptionisten har jeg præsenteret mig med navn , efternavn og profession:....... kunstner, og så forkyndte jeg, at det er min hensigt at blive medlem i dag!
Jeg er blevet vist ind hos en meget venlig mand som var sammenslutningens sekretær og inden han nåede at åbne munden afleverede jeg min svada igen, samtidigt med at lægge alle mine kunstværker på gulvet foran ham, i en lang række. Når jeg var færdig kiggede jeg op og direkte ind i hans øjne for at prøve at aflæse hans "dom"...
Den søde mand kiggede længe og grundigt på mine tegninger, løftede røret og bestilte to gange te med citronskiver og sukkerknalder. Bagefter blev jeg inviteret til at sidde ned i sofaen og så fortalte han mig, at mine kunstværker var meget flotte og meget enestående ( :wink: ), men at jeg ikke kunne blive medlem før jeg var færdig med folkeskolen, så gymnasiet og til sidst Kunstakademiet. Sådan var reglerne og derfor måtte alle rette sig efter dem. Også dem som var så dygtige, at de faktisk allerede var kunstnere før de begyndte på Kunstakademiet.
Han spurgte mig om jeg ville gerne have mere te og det ville jeg, og så har han inviteret mig til at besøge sig igen om ca. 16 år, når jeg var færdig med min uddannelse til kunstner.
Jeg kan huske, at jeg gik meget opløftet hjem og at det slet ikke føltes uoverkommeligt at skulle vente 16 år på at komme ind i kunstnermiljøet .... Jeg holdt fast i denne drøm og denne hensigt alle de følgende år og når min mor forlangte, at jeg søgte en optagelse på et gymnasium for senere at studere medicin - havde jeg i den dybeste hemmelighed afleveret alle dokumenter til en kunsthåndværkerskole istedet. Dette "skridt" kostede min mor en tre måneders kurophold med henvisning til de dårlige nerver jeg har påført hende.... men i virkeligheden er det gået hen og blevet den første fredelige tid jeg husker fra min barndom..... mens mor var væk.
Det korte af det lange er, at i tiden fra dengang og frem til i dag skete der en række begivenheder med vidtrækkende konsekvenser som hindrede mig i at virkeliggøre drømmen om at være kunstner, selv om jeg rent faktisk opnåede alle de nødvendige kvalifikationer. Den vigtigste af disse begivenheder var min lille søns ankomst til denne jammerdal. Tre måneder forinden stod jeg pludselig alene med min mave, uden bolig, uden mønter på lommen og uden andre udsigter end til en offentlig forsørgelse.
Jeg fandt en midlertidig bolig hos Mødrehjælpen, har holdt barsel i 3 uger og endnu før de fjernede sting fra operationssåret (kejsersnit) - fandt jeg et job (lige meget hvad undtagen at stjæle eller sælge min krop) og seks måneder efter stod jeg inde i en nybygget lejlighed på Vestegnen, med en barnevogn, uden møbler eller andet gods. Og siden er det gået hak-i-hak..... men altså uden at jeg nogensinde blev kunstner....godt nok ret tæt på, men alligevel ikke en "rigtig" kunstner.
Hvis jeg kunne trylle i dag, 53 år gammel..... ville jeg trylle mig ind i et lille hus i skoven hvor jeg kunne i fred og ro nyde at sy, strikke og væve unik beklædning som kunne sælges for en høj pris eller udstilles som kunst og indtægter derfra ville jeg bruge på at skrive børnebøger med historier som kunne tænde lyset i øjnene og få vingerne til at bryde frem hos alle de børn, som vokser følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt fattige overalt på kloden, for at pode dem med visioner om en god verden at leve i, kærlighed til livet og hinanden og troen på at barnedrømme kan virkeliggøres, hvis man har mod på at drømme dem og ønske sig alt godt af fremtiden.....
for når alt kommer til alt..... er dette det eneste værd at leve for.... et godt liv med lys i øjnene og et varmt hjerte til den allersidste stund, når øjnene lukkes for evigt.
Hvad var din barnedrøm og lever den endnu?
Knus og tanker :smt052
Anina
