Magisk Midsommer
Så snart det er... lige om lidt... næste lørdag er det midsommer…. hvor urter og kildespring er fulde af hemmelig kraft… og naturens frugtbarhed på sit højeste.
Så vil vi fred her til lands… og dækker op med markblomster, duge af hør og sølvkandelabre i tusmørket…drikker perlende vin og synger og danser, mens gnisterne springer fra Skt. Hans' flammende bål. Vi fester glade og gerne i den lyse sommernat….mens heksen, der er bundet på bålet… lider en langsom og pinefuld død. Ak og vé…. og hvorfor? Fra gammel tid troede man, at "vild ild", eller helt nyslået ild, ved midsommer kunne helbrede sygdom og standse epidemier. Siden mente man, at ilden også kunne holde trolddom fra døren. Og senere igen, at de blussende bål tillige kunne forhindre, at hekse og andre onde skabninger skulle holde hvil ved huse og hytter, når de grumme væsner var på vej til sabbat i Bloksbjerg. I dag har vi taget skridtet fuldt ud; vi forhindrer ikke længere heksene i at hvile hos os….men brænder dem af med det samme! Og vi skulle bare vide: For magien har sin fuldgode forklaring, og heksene noget at have deres trolddom i: Når datidens "hekse" skræmte livet af lægmand med urter så virksomme, at de forekom som det rene kogleri, har det sin naturlige årsag: Solens lys kalder energien (via noget så gådefuldt som fotosyntesen) frem i alskens urter og planter. Men solens varme har også et udtærende efterspil på både blomster, stængler og blade. Et efterspil, som fuldmånens kølige lys slet ikke kender til. Fuldmånen nøjes blot med at kalde energien frem…. så planter og urter står så saft- og kraftfulde i den sølvhvide nat, at sarte sjæle måske bliver skræmt. De lyse nætter omkring Skt. Hans bestyrker blot foreteelsen. Så naturligvis var det i de blide midsommernætter, at kloge koner færdedes i skove, krat og hegn for at høste lægende urter under fuldmånens lys. Og selvfølgelig var godtfolk og røvere bange for de magtfulde kvinder, der allerede i tidernes morgen vidste besked med naturens helbredende trylleri…. Resten er historie… Lørdag fejrer jeg midsommeren med en tur ud i naturen og en dyb meditation i en gruppe af ligesindede. Og siden vil jeg lade månehvid vin flyde gavmildt i glassene, mens jeg tænder stearinlys i natten og ser min kæreste dybt i øjnene. Da vil jeg takke for livet, for kærligheden og sommeren - og sende en hengiven tanke til alle de medsøstre, der i sin tid måtte lade livet….i angsten for det ukendtes navn.
God og magisk midsommer
Kærligst, Bente Maria
"Så er det ved de tider, hvor gulvet er koldt hver morgen, når vi står ooooop…"
Sådan sang Trille engang i 70'erne. Men med min ca. 12-årige hjerne begreb jeg ikke, at sangen vist var metafor for noget andet. Jeg syntes bare, at det lød hyggeligt. For jeg er et rigtigt efterårsmenneske:
Hyggelige efterår! Med fornemmelsen af lun omsorg, når jeg pakker mig blødt og behageligt ind i tykke uldtrøjer og vamsede sokker. Når jeg krøller mig sammen i sofaen under et stort tæppe, mens jeg ser "Desperate Housewives" og drikker skoldhed te. Eller når jeg falder i søvn til lyden af byens velkendte åndedrag og vindens tuden i ruderne. Farverige efterår! Med sødmefulde søndage under en høj, blå himmel, bronzegyldne skove og kølig, glasklar luft, mens jeg måske leder efter spiselige svampe til en dampende suppe. Smukke efterår! Med lange læseaftener under en tidlig stjernehimmel, der varsler frostglitrende vintermåneder og klart vejr igen i morgen. Skønne efterår! Hvor jeg skutter mig i kulden og glæder mig, fordi det er så såre livsaligt at tænde tusind levende lys i vinduerne… og i mine allernærmestes hjerter.
Hmmm….!
Andre har måske lidt sværere ved at se charmen i stiv kuling og skomagerregn lige lukt ind i ansigtet, når man strider sig tappert frem gennem kulsorte morgener, hvor månen endnu står højt på himlen. Især fordi efteråret også er en travl tid. Det er nemlig højsæson for mange brancher - og der er travlt derude i det pulserende samfund, hvor det koster tid at pakke sig ud af sine Michelin-mand lignende gevandter, mens chefen står og tripper utålmodigt. Og SUK - ikke nok med, at der er rasende travlt på jobbet! Næh, hvis man gerne vil være lidt kulturel (og det er man jo næsten nødt til, hvis man vil være noget ved musikken) eller rette op på en lidt for fyldig sommerfigur, er efteråret jo også så ubekvemt fyldt med aftenskolernes spraglede buket af tilbud om intellektuel føde og motionscentrenes ditto om nok en svedetur i spinninglokalet. På 4 niveauer, hvor almindelige dødelige har svært ved at følge med på bare det laveste.…. Så giver tiden i sofaen med Desperate Housewives måske ikke længere anledning til hygge. Men til dårlig samvittighed? Og endnu mere stress? (Og for at det ikke skal være løgn, så er det også snart jul!)
Måske skulle du tage al virakken i opløbet. Modvirke stress og jag - og samle nye kræfter til den mørke tid? Der er masser af selvforkælelse at gribe til: Hvad med en gang healing eller en aromaterapi-session?
Du kan også sætte lørdag eftermiddag af til en tur i skoven. Og tag nu afsted, hvad end solen stråler, eller det pisker ned i stride strømme; du skal bare klæde dig ordentligt på til det. Du vil føle dig som et nyt menneske efter et par timer i Guds vidunderlige natur....
...især, hvis du i forvejen har bagt de mest himmelske brownies, der findes i verden. Og som venter på dig, når du vender rødkindet og vitaliseret tilbage til dine varme stuer. Du får en opskrift til formålet her - det er Nigella Lawsons - hende den yppige enghlænderinde der på én eller anden måde altid formår at gøre madlavning til noget særdeles sensuelt og kropsligt... selv har jeg gået en del ture i skoven på den kvindes bekostning - og jeg kan love dig for, at det er dét værd:
BROWNIES a la NIGELLA
375 g mørk chokolade af god kvalitet 375 usaltet smør, blødgjort 1 tsk vaniljeekstrakt
6 æg
350 g sukker
1 tsk salt
225 g mel
250 g små hvide chokoladeknapper eller hakket hvid chokolade
form ca. 33x23x5,5 cm
lidt flormelis til pynt
Forvarm ovnen til 180 grader. Smør formen. Smelt smørret og den mørke chokolade i en tykbundet gryde. Pisk æg, sukker og vaniljeekstrakt sammen i en kande.
Bland mel og salt i en skål.
Når chokoladen og smørret er smeltet, skal det køle lidt af. Så piskes æg og sukker i og derefter melet.
Vend den hvide chokolade i. Rør det godt sammen og fyld det i formen. Bag brownierne i ca. 25 min. Toppen skal være lysebrun, men de skal være tunge og klæge indeni. Husk, at de bager videre, mens de køler af.
Pynt med flormelis drysset gennem en si, før de serveres.
Skal vi så gå helt amok? Så prøv denne rødvinstoddy til - opskriften har jeg fået af min smukke niece Miriam, der er den dygtigste amatør-kok, jeg kender. (Og jeg kender en del)
Til 4 personer:
1 flaske rødvin
1 ren appelsin i skiver
1 ren citron i skiver
1 dl god rom
4-6 spsk farin
1 stang kanel
korn fra 1 vanillestang
Fremgangsmåde er ret nem: Det hele lunes i en gryde (må ikke koge), sigtes og serveres rygende varm.
De varmeste efterårshilsner
Bente Maria
PS. Ved du, hvad "Desperate Housewives" hedder på norsk? "Frustrerte Fruer" - prøv at sige det for dig selv med rulle-r og norsk accent.
Snekrystaller, stjerneglimt og strålende lys i mørket
I morgen er det 1. december. Jeg glæder mig. For da har kæresten og jeg planlagt en fridag med god tid til at nyde hinanden og tanken om alle de hyggelige gøremål, som december er fuld af.
Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: Jeg er et julemenneske. Jeg har flere gange nægtet at støtte ”Nissernes Befrielsesfront”, og når jeg (ofte) møder argumentet: ”Julen er blevet alt for kommerciel, overfladisk, forbrugerorienteret og fuld af familietraumer” eller hvad folk nu går rundt og skumler over, siger jeg: ”Jamen, så god rejse til Galapagos. Vi ses i januar”.
Jeg tænker, at julen er, hvad man selv gør den til. For mig betyder den lys, glæde, varme, hygge, nærhed… og taknemmelighed og håb.
Lige fra bladene falder af træerne og efterlader sorte, nøgne stammer i strid efterårsstorm og riv-rav-rusk-regn, ser jeg frem til alle lysene, der tændes fra stort set starten af november. Både i byen, hvor lyskæderne stråler og giver glød til vintermørket og langt ude på det forblæste opland, hvor selv få og små lys kan ses på lang afstand. Og det er ikke bare vinteren, der lyses op. Det er også mit indre. Hver eneste dag i juletiden glæder jeg mig over den varme, som alle lysene tænder i mig.
Udenfor mit vindue sner det faktisk lige nu. Sådan en tirsdag eftermiddag her sidst i november. Jeg kigger ud, og nyder synet af de små, dansende snekrystaller, der ikke ved, om de vil op eller ned, men som blinker og glitrer i skæret fra stearinlysene i min vindueskarm. Snart får jeg besøg af en god ven. Jeg har allerede stillet et par skåle med figner og daler frem… og husket at finde mine fineste krystalglas til den krydrede vin. For hvis ikke i juletiden, hvor venner og familie samles og nyder nærheden og freden, der sænker sig i takt med sneen udenfor, hvornår skulle jeg så bruge mine krystalglas?
Jeg holder meget af julehyggen. Af duften af gran, som er hentet med ind i stuen på min ikke særligt kunstfærdigt udførte adventskrans. Men som minder mig om skovturene med min mor, når vi i fordums tid skulle ud og hente grønt til julekrybben. Jeg holder af smil, der er lige så runde som mine vanillekranse (det vil sige solide og virkelig velmente), af hvisken og tisken i krogene, når snakken går om bløde eller hårde pakker. Af forventningen og frosten i næseborene – og af midnatsblå i himmelbuen allerede klokken fire om eftermiddagen.
Og jeg holder af stjernerne. Altid. Men særligt ved juletid og særligt et år, hvor jeg for alvor opdagede, hvad julen betød for mig:
Det var det første år, jeg fejrede jul med min Jens. Vi havde tilbragt juleaften sammen med hans familie, der bor langt ude på landet. Og vi var både glade og trætte, da vi stod af det sidste tog til Aalborg…. Der var så mørkt, der på stationen… og alt for koldt til min ikke specielt fornuftige vinterfrakke. Så vi skyndte os at gå hjemad. På vejen kom vi forbi Vor Frue Kirke. Dér standsede vi op… helt automatisk… under den iskolde, men stjernebestrøede vinternat... og lyttede efter. For inde i kirken sang de ”Dejlig er Jorden”. Det lød ret smukt.
Mens jeg stod der, tænkte jeg på historien om De tre Vise Mænd, der af stjernen blev ledt langt pokker i vold ud hvor fårehyrderne har hjemme. Bare for at finde et spædbarn. Som godt nok var et lidt specielt spædbarn. Ét, der skulle skabe fred på Jorden. ”Fred over Jorden, menneske fryd dig” lød det derinde fra.
Da tænkte jeg, at juleevangeliet ligesom alt andet i den slags skrifter skal opfattes symbolsk. Og at netop denne historie handler om, at uanset hvor mørkt, trist, koldt og svært det hele ser ud… så er det aldrig for trist eller koldt til at tænde et lille lys i mørket. Et håb om bedre tider. Et håb om fred. Ikke blot håb om fred mellem stridende lande langt borte. Men også håb om fred mellem kulturer, familier, venner eller kolleger, der måske er på kant med hinanden. Og fred med os selv i vores indre.
Det tænker jeg på hvert år. At julen er et symbol på lyset… og på håbet om fred. Og det er med den tanke, at jeg i dyb taknemmelighed glæder mig til at tage fat på alle julens snekrystaller, stjerneblink og strålende lys i mørket.
Glædelig december fra
Bente Maria
For travlt til naturen?
Det er et par morgener siden. Jeg sad fredeligt ved min PC og drak min stærke, sorte te med mælk, mens jeg læste Politikens net-nyheder. Dén morgen var maj både sød og mild, og solen faldt blidt og skråt ind ad mit vindue. Måske en anelse patetisk - men jeg sad faktisk her inde midt i Aalborg og følte mig i pagt med naturen. Derfor var følgende overskrift næsten ikke til at tro: "Kvinder dropper naturlig cyklus". Hvad? Jeg læste nærmere. Og fandt ud af, at det handlede om menstruation. Og om hormoner. Og om den travle hverdag. "Stadig flere kvinder springer menstruationen over i måneder eller hele år, fordi blødninger ikke passer ind i deres travle hverdag", stod der. Tak ska' vi ellers ha'! Hvor må de kvinder have travlt!
Jeg sidder her og spekulerer over, hvad det egentlig er, at menstruation forhindrer kvinder i? Det kan ikke være at gå på arbejde? For det kan godt lade sig gøre, ved jeg. Det kan heller ikke være, fordi de travle kvinder skal i svømmehallen, for selv elitesvømmer-kvinder har da vist aldrig sprunget deres træning over blot en enkelt dag på grund af det røde flag? Ligesom hverken strandture, korte nederdele eller ridebanespringning synes at blive generet alvorligt af den månedlige cyklus… Heller ikke sex er der da lukket for…mig bekendt…skønt der naturligvis kan være visse former for vældig avanceret erotisk tidsfordriv, som muligvis må udskydes de par dage, menstruationen varer…? Eller hvad? Hmmm…. Jeg tænkte og tænkte og kom til sidst til dén konklusion, at det må være de par sekunder, det tager at skifte menstruationsbeskyttelse, som visse af mine medsøstre ikke har tid til! Nej, hvor må de kvinder have travlt. Og hvor må de være vigtige ude i samfundet! Jeg sidder her og bliver helt imponeret!
Omvendt tænker jeg også over, hvordan det mon går, når man ændrer de mekanismer, som naturen har indrettet på sin helt egen utjekkede måde. Hvordan ville det mon gå, hvis vi mennesker fandt ud af, at tidevandet var upraktisk - og vi derfor besluttede os for at ophæve månens tiltrækningskraft? Eller hvad med årstiderne? Hvis vi nu bestemte os for ikke at have tid til at holde vinter? Hvordan mon det ville påvirke dyre- og planteliv - for slet ikke at tale om al den ultraviolette stråling, som ville plaske ned over os dagligt, på grund af den konstante sommer? Eller hvad med de travle kvinders brystvæv? Hvordan mon det bliver påvirket af de hormonforskydelser, som den "evige p-pille" måske vil forårsage? Hvad med fertiliteten? Og kvinders aldringsproces? Knogleskørhed og livmoderhalskræft? Jeg spørger bare…?
Nu står solen lidt højere på himlen. På trods af begrebet sommertid er der da heldigvis ikke nogen, der vil ændre markant på solens bevægelse hen over himlen. Ikke endnu, i hvert fald. Jeg kigger ud ad vinduet og mærker lidt uro i benene; jeg skal snart ud på min daglige spadseretur - og glæder mig faktisk over, at mit behov for frisk luft lige præcis falder sammen med det tidspunkt, hvor solen står i Zenit. Det er dog intet imod den glæde, hvormed jeg betragter det faktum, at jeg ikke har - og aldrig får - for travlt til at have menstruation.
Kærligst,
Bente Maria
Solstrejf og Sjælehunger
Den 20. april udkom min bog, Sjælehunger. Og dagen efter gik Solen ind i den stabile, tålmodige og jordnære Tyrs tegn. Heldigvis for mig! For dét at skrive og udgive en bog er en gammel livsdrøm, der langt om længe er gået i opfyldelse for mig. Hvilket selvfølgelig gør mig glad og stolt….men også ængstelig, forventningsfuld og utålmodig…for hvordan bliver Sjælehungers videre færd ud på verdenshavene - efter jomfrurejsen her på min trygge og hjemlige skærm?
I dette spørgsmål tager jeg med taknemmelighed imod Tyrens energier: Ro - og en sanselig tilfredshed ved naturens milde frodighed, der netop nu vælder farvestrålende frem af jorden, træerne, blomsterne og himlen. Ligesom jeg glædes over Tyrens hersker, planeten Venus, som gavmildt drysser kunst, skønhed, charme - og økonomisk sans, ikke mindst - ned over måneden maj. Ikke noget dårligt farvand at søsætte Sjælehunger i…..mens jeg selv på bedste Tyremanér vil læne mig tilbage og hæmningsløst nyde, at drømmen om Sjælehunger og lune solstrejf endelig er en realitet.
Kærligst,
Bente Maria 
