Citer:
Da hun ventede sit andet barn, fik forfatteren alvorlige, psykiske problemer, som sammen med fysiske skavanker i form af bækkenløsning og smerter førte til, at hun udviklede en kraftig efterfødselsreaktion, som hun halvandet år efter følte sig så 'langt ude på den anden side af', at hun begyndte at skrive denne bog.
Fødselsdepression er en lidelse, som på mange måder kan være svær for andre at opdage. Fællestræk for de kvinder, som ender i krise efter at have fået barn, må kendes af alle sundhedsplejersker. Det er ofte veluddannede piger, der lever under ordnede forhold, som rammes. Piger, som er vant til at have kontrol, og når det pludselig ikke er muligt at bibeholde kontrollen over sit liv, har disse ordentlige og nærmest perfekte piger meget svært ved at klare omvæltningen til indre kaos. Følelsen af at være en fiasko og ikke at være en kompetent mor er naturligvis svær, og selvværdet får et alvorligt knæk, som kan smitte af på andre forhold. Det er svært at bede om hjælp, og man kan forestille sig, at den type kvinder er flove og bruger en masse energi på at skjule det for andre, som på sin side sikkert heller ikke er særlig agtpågivende, da hun jo plejer at kunne 'klare alting'.
Ovenstående personlighed kombineret med ydre pres som for eksempel vanskelig graviditet, fødsel eller et barn, der græder meget, skal få omgivelserne til at reagere. Og hvorfor græder barnet? Er det fordi, det beder om hjælp på sin mors vegne?
Bogen viser et eklatant eksempel på, hvor lang tid der kan gå, inden det opdages, hvor dårligt moderen har det. Dels isolerer familien sig lidt, fordi det kræver så meget ekstra energi at spille glad sammen med andre, dels aner hverken sundhedsplejerske, efterfødselsinstruktør eller mødregruppedeltagere tilsyneladende uråd.
Først da forfatteren et halvt år efter fødslen får besøg af en ny sundhedsplejerske og over for hende skal opsummere de seneste måneder, bliver moderen gennemskuet, og det er en stor lettelse at kunne tale ud om sine problemer og følelser. Samme dag får hun gennem sundhedsplejersken forbindelse til GAIA-Instituttet, som tilbyder individuelle samtaler og/eller deltagelse i mødregruppe.
Terapiforløbet, hvorunder det både går op og ned, men mest op og fremad, beskrives også. Lisettes mand, Peter, er indstillet på at klare den ekstra indsats, det har kostet gennem cirka to år, fordi han ved, at hans kone bliver rask igen. Ægteskabet opleves som styrket af den krise, parret har gennemlevet.
Bogen er en gribende fortælling, som gør den let at læse. Mange elementer kan genkendes fra ens eget private og/eller professionelle liv. Lisette Rasmussen opnår den erkendelse, at livet ikke lader sig leve kontrolleret og planlagt, og hun og familien har herigennem opnået større livskvalitet.
Af Karin Lindberg Christensen, sundhedsplejerske i Karlebo Kommune.
Citer:
Uddrag af bogen:
Citer:
Oprindeligt indsendt af Lisette Rasmussen
Da jeg som 27-årig ventede mit andet barn, røg jeg ned i et sort hul. Jeg fik en alvorlig efterfødselsreaktion (fødselsdepression), som skulle komme til at præge mit og min families liv i mere end halvandet år.
En efterfødselsreaktion bryder ud, når nogle ydre belastninger får nogle indre problemer til at komme op til overfladen.
For mit vedkommende var den igangsættende faktor en meget smertefuld bækkenløsning i slutningen af graviditeten. Da jeg 10 uger før forventet fødsel måtte lægge mig på sofaen med konstante smerter, blev forventningens glæde stille og roligt vendt til dyb fortvivlelse. Jeg hadede min krop for at svigte mig på denne måde, og jeg ønskede, at jeg aldrig var blevet gravid igen.
Efter fødslen forværredes situationen yderligere af, at mit nyfødte barn var meget uroligt. Han græd en del og sov meget dårligt, så for hver dag der gik, fik jeg det værre og værre. Da der var gået ca. 4 måneder, begyndte amningen at køre skævt, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Presset på mig var nu så stort, at jeg for alvor brød sammen.
Min hverdag blev en tung, glædesløs sump, som jeg ikke kunne komme ud af. Intet var blevet, som jeg havde forventet, og min tilstand blev ikke bedre af, at jeg gik alene med alle de dystre tanker. Jeg skammede mig meget over ikke at kunne være den mor, som mine børn fortjente, og gjorde derfor alt for at skjule, hvor ulykkelig, jeg var. Ingen - ikke engang mine nærmeste - anede, at jeg bag den tjekkede facade følte mig utilstrækkelig og uduelig.
Om forfatteren:
Lisette Rasmussen (f. 1968 ) er mor til to drenge. Efter at have oplevet en voldsom fødselsdepression, da hun fik sit andet barn, skrev hun denne bog for at bidrage til oplysningen om dette tabulelagte emne. Desuden er hun aktivt medlem af GAIA-Instituttet.
Pressen skrev:
Beretningen er nem at læse, og den giver os nye og væsentlige informationer om fødselsdepressioner. Tidlig opsporing er vigtig for hele familien. Bogen er derfor også vigtig for fagpersoner, fordi vi i dag ved, at hver 3. eller 4. kvinde bliver ramt af en større eller mindre efterfødselsreaktion.
(Psykoterapeut, MPF og formand for fonden "En god start i livet" Cecilia Virgin i Socialpædagogen og Socialrådgiveren, maj 1999).
Lisette Rasmussen har skrevet lige præcis den bog, som kunne have hjulpet hende selv hurtigere igennem en alvorlig efterfødselsreaktion. Hun skriver bl.a. om hvordan hun fuld af skepsis - og opløst af gråd - kører afsted til det første gruppeterapimøde, og hvordan hun opløftet af lettelse drager hjemad igen. Herefter følger en hård periode med gruppeterapi og individuel terapi, inden hun langsomt får samlet fragmenterne af sit liv til et helt stykke.
Bogen er et vigtigt bidrag til forståelsen af de svære efterfødselsreaktioner, og for nybagte mødre, der står midt i krisen, vil det være af uvurderlig værdi at læse, hvordan man genvinder håbet og glæden. Lisette Rasmussen har krydret sin bog med generel og faktuel viden, og det er helt klart den personlige beretning, der giver bogen et løft.
(Vores børn, marts 1999).
Bogen er et eklatant eksempel for for sen indgriben. Familien isolerer sig, fordi det kræver så meget ekstra energi at spille glad sammen. Sundhedsplejerske, efterfødselsinstruktør eller mødregruppedeltagerne aner tilsyneladende ikke uråd. Bogen er en gribende fortælling, som gør den let at læse. Mange elementer kan genkendes fra ens eget private og/eller professionelle liv. Lisette Rasmussen opnår den erkendelse, at livet ikke lader sig leve kontrolleret og planlagt, og hun og familien har herigennem opnået større livskvalitet.
(Sundhedsplejerske Karin Lindberg Christensen i Sygeplejersken, 28, 1999).
www.gaia-instituttet.dk
