Oprindeligt indsendt af Marie-France Hirigoyen
INTRODUKTION - fortsat:
I min kliniske praksis som psykoterapeut har jeg lyttet til ofrenes lidelser og forstået deres manglende evne til at forsvare sig. Jeg vil i denne bog vise, at ”rovdyrenes” første handling består i at lamme deres ofre for at forhindre dem i at forsvare sig. Herefter hat de nemlig, selv om de prøver at forstå hvad der sker, ingen midler at forsvare sig med.
Jeg vil ligeledes, mens jeg levere en analyse af den perverterede kommunikation, forsøge at pille den proces fra hinanden, som knytter aggressoren og ofret sammen, så jeg kan hjælpe ofrene eller de fremtidige ofre med at komme ud af deres tyranners greb.
Når ofrene først har søgt hjælp, er det ofte sket at de slet ikke er blevet forstået. Det er ikke sjældent, at analytikere råder ofrene for psykisk vild til at søge i sig selv for at finde ud af, på hvilken måde de selv er ansvarlige for den aggression/angreb, de har været udsat for og på hvilken måde de selv har ønsket den, selv om det sker ubevidst.
Faktisk regner psykoanalytikere kun med det intrapsykiske, dvs. det der foregår inde i hovedet på et menneske og lægger slet ikke vægt på omgivelsernes påvirkning: [u]de har ingen anelse om det problem ofrene har, men betragter dem som masochistiske medskyldige.
Hvis terapeuterne alligevel har forsøgt at hjælpe ofrene, kan det ske at de ved deres tilbageholdenhed med at definere – hvem der er aggressor og hvem er offeret – har forstærket ofrets skyldfølelse og derigennem forværret dennes selvdestruktionsproces. Det forekommer mig, at de klassiske terapeutiske metoder ikke er tilstrækkelige til at hjælpe denne type af ofre/patienter. Jeg vil derfor foreslå nogle mere egnede metoder, som lægger vægt på denne psykiske volds særlige beskaffenhed.
Det drejer sig ikke om at sagsøge de perverterede individer – for resten forsvarer de sig udmærket på egen hånd – men at tage højde for deres farlighed over for andre, for at man kan få ofrene eller de fremtidige ofre til at forsvare sig bedre. Selv om man meget rigtig betragter psykisk vold som en (selv)forsvarshandling (et forsvar aggressorens egen psykose eller depression), kan det ikke undskyldes.
Der findes uskyldige manipulationer, som kun efterlader sig spor af bitterhed eller skam over at være blevet taget ved næsen, men der findes også endnu mere alvorlige manipulationer, som berør selve individets (ofrets) identitet, og som kan blive til et spørgsmål om liv eller død. Man må være klar over, at de psykisk voldelige ikke bare er direkte farlige for deres ofre, men også indirekte for deres omgivelser. De får dem (omgivelserne) nemlig til at frafalde egne principper og til at tro, at det er i orden at man tilslutter sig en friere måde at opføre sig på, på andres bekostning.
I denne bog vil jeg holde mig udenfor teoretiske diskussioner om den psykiske volds natur for, i min egenskab af vigtimolog, at stille mig udelukkende på den forulempede parts side. Vigtimologien er nyindført studiedisciplin, som er opstået i USA, og som i starten kun var en sidegren af kriminologien. Den består af en analyse af de årsager, der fører til at et individ bliver offer, af vigtimiseringens forløb og de konsekvenser, det har for det berørte menneske samt disse menneskers (ofrenes) rettigheder, Uddannelsen henvender sig til vagtlæger, psykiatere og psykoterapeuter, jurister samt enhver, der har et professionelt ansvar for at hjælpe psykiske ofre.
En person, som har været ude for det psykiske overgreb, den psykiske chikane er et offer, eftersom dennes sind mere eller mindre varigt er blevet svækket. Det er muligt, at personens reaktioner på det psykiske overgreb kan medvirke til, at der etableres et tæt forhold til aggressoren, som så opretholdes af netop dette reaktionsmønster. Men man må ikke glemme, at dette menneske lider under en situation, som det ikke selv er ansvarlig for. Hvis ofrene for denne snigende vold søger individuel psykoterapi, er det snarere på grund af intellektuelle hæmninger, manglende selvtillid, besvær med at gøre sig gældende eller på grund af en permanent, depressivt tilstand, som ikke påvirkes af behandling med antidepressive midler. Det kan også være på grund af en dyb, depressiv tilstand, som kan føre til selvmord.
Selv om disse ofre sommetider beklager sig over deres partnere eller deres omgivelser, er de sjældent bevidste om eksistensen af den frygtelige, skjulte vold i deres hverdag, og de kan derfor ikke redegøre for den. Den psykiske forvirring, som er grundlagt i forvejen, kan få selv psykoterapeuterne til at glemme, at det handler om en helt objektiv voldelig situation.
Fællesnævneren for disse situationer er, a man ikke kan fortælle om dem. Selv om ofrene skulle erkende deres lidelser, tør de ikke rigtig forestille sig, at det handler om vold og overgreb. Sommetider er der en vedholdende tvivl: ”mon ikke det er mig selv, der har opdigtet alt det her, sådan som nogen antyder?” Hvis de vover at beklage sig over det der sker, har de på fornemmelsen, at de er dårlige til at beskrive det, og at det er grunden til, at de ikke bliver forstået.
Jeg har med vilje valgt begreberne aggressor og offer, for det drejer sig om notorisk vold, som selv om den er skjult, har til hensigt at angribe modpartens identitet of røve dennes personlighed. Det er en reel psykisk ødelæggelsesproces, som kan føre til mental sygdom eller til selvmord. Jeg vil ligeledes beholde begrebet ”perversion”, fordi det klar giver en association til misbrug, og det er det, det handler om for disse aggressorer.
INTRODUKTION – slut.