Vær særlig opmærksom på de "evigglade"...
Det første maleri jeg husker tydeligt fra min barndom et portræt af en grædende klovn jeg så i en bog. Dette billede har forfulgt mig igennem mit liv lige siden og paradokset i at forene de to, tilsyneladende modsatte størelser som glæde og sorg udgør fortsat en uløst gåde. I hvert fald hvis man ønsker at forholde sig til det logisk, hvilket i det virkelige liv kun sjældent tilbyder et svar på essentielle spørgsmål.
Hvad jeg i hvert fald husker og hvad fortsat er min reaktion på evig-glade-medmennesker - er en indgroet mistænksomhed og en omsorgsfuld opmærksomhed. Som om jo mere de smiler i "utide" jo større sorg de forsøger at skjule....og er jeg tæt på nok, viser det sig også at passe i de fleste tilfælde.
...men jeg var altså ikke tæt på Rikke. Rikke er flyttet langt væk fra storbyen for 12 år siden, efter at hendes døtre er flyttet til Australien. Rikke var alene med pigerne efter skilsmissen fra deres far for snart 30 år siden. Hun var meget sær på nogle punkter, hvor de fleste andre ikke kan forstå måden hun levede sit liv på.
Rikke kunne ikke udholde tanken om at være afhængig af "systemet", som hun stiftede nærmere bekendskab med efter sin skilsmisse med to små børn i bagagen og en tandbørste i lommen. Hun lod manden beholde alt og gik hjemmefra som hun stod med pigerne i barnevognen.
Hun støvede sin gamle uddannelse som teksnisk tegner af, blev freelance og arbejdede hjemmefra, klarede sig på en sten de efterfølgende år. Når det begyndte at lysne og hun fik flere gode, faste kunder....gik hun (omsider) ned med flaget med en angstneurose. Denne neurose trodsede hun alt det hun kunne og den dag i dag kan hendes døtre ikke mindes, at deres mor nogensinde havde været syg - børnene og kunderne skulle passe og det blev de.
Men der er intet godt uden at det også er skidt for noget.... Midt i det hele har hun reddet sig en discus prolaps, lod det være ubehandlet for at kunne passe sin biks, og som følge deraf blev hun svært inkontinent med både "stort" og "småt" - hendes overskud rækkede ikke til at holde styr på tal og papirer - hun afleverede ikke sit regnskab i 3 år og så kom skattevæsenet med en skønsansættelse. Heller ikke dette har fået Rikke til at "tage sig sammen". Hun har ladet stå til og den skønsmæssige angivelse har vundet hævd. En eller anden hos skattevæsenet har nok moret sig kosteligt - for dette skøn kunne hun aldrig have tjent ind om hun så arbejdede 24 timer i døgnet til tredobbel timepris og så....begyndte renter at løbe på....og tilsigelser....og udlægsforretninger....og samtidigt prøvede hun at komme ovenpå med sin angst....og til sidst en dag (spørg mig ikke hvordan det kunne gå til) begyndte angsten at lette for, til sidst helt at forsvinde. Rikke har på intet tidspunkt været i forbindelse med behandlersystemet. Skrækken for systemet var større end skrækken for udsigten til at leve med sin angst. Men en dag begyndte det altså at lysne....
Hun er stille og roligt begyndt på at rydde op i sit liv, sine sager og sin gæld - pigerne var rejst til Australien som udvekslingsstudenter, forelskede sig i hver sin mand og blev hængende lige siden. Selv om ingen regnede med, at så efterhånden en stor gæld kunne afvikles af et menneske med kun et par hænder til rådighed - begyndte det altså gå den rigtige vej...måned for måned, år for år - hun har selv tilbudt myndighederne et fast månedlig afdrag langt overskridende hvad hun ellers havde råd til og hun passede indbetalingerne til punkt og prikke.
Alligevel hev de og sled i hende med hyppige mellemrum, for at "revurdere" hendes betalingsevne. Mystisk nok var ALLE breve (og det var mange) altid sent så hun modtog dem enten fredage eller lørdage. **
Så Rikkes hverdag gik med at glæde sig til mandag, tirsdag, onsdag og torsdag....fredage og lørdage var "farlige". Samtidigt sled hun i det som en hest, hendes påklædning var ved at falde af hende, hun spiste kun beskedent og brugte ingen penge på fornøjelser. Ind imellem kom der en mand forbi, som stak hurtigt af når han opdagede at hun altid arbejdede eller at hun var så fattig som hun var, eller at hun ikke havde overskud til at være opmærksom nok på ham.... Rikke tørrede øjnene og gav det hele en skalle til og for et par år siden begyndte det omsider at lysne. Hun begyndte endda tale om en ny bil og fik mod til at kigge igen på en gammel drøm om et sommerhus til sine ældre dage....der var et fint udsigt til en frivillig akkord med skattevæsenet da den fiktive "hovedstol" forlængst var betalt af.
Mødet om en frivillig akkord var forløbet anderledes end ventet af alle incl. den gode revisor - Rikke har klaret sig "for godt" til at få en aftale om frivillig akkord og myndighederne ville ikke høre på, at det ene og alene var resultat af ektra opslidende anstrængelser for at skaffe penge til de koloenorme afdrag. "Når hun nu kunne strænge sig af i sådan en grad - kunne hun jo bare fortsætte med det indtil hele gælden var "næsten" betalt når Rikke gik på folkepension. Hun gik hjem fra mødet og fortsatte med at slide som hidtil.....
Det var på dette tidspunkt, at Rikke begyndte at trække sig væk fra sine omgivelser. Stille og næsten umærkeligt, men længere og længere ind i isolationen. Det var som om hun ikke længere levede, hun blev fraværende, svarede ikke på mails, hendes døtre begyndte at ringe og skrive til andre for at høre om alt var i orden, hun afviste alle (ved Gud ikke for mange i forvejen) tegn på interesse fra sine nære og fjerne omgivelser og trak sig helt ind isig selv.
Det var for to år siden, siden jeg sidst hørte fra Rikke. De par gange jeg har taget over for at besøge hende åbnede hun ikke sin dør for mig og til sidst kunne jeg ikke udholde forgæves at kontakte hende. Måske hvis jeg boede tættere på, men jeg bor altså her hvor jeg har min søn, mine kunder og mit arbejde ....
De fandt hende hængende fra en krog i loftet på badeværelset for to uger siden. En krog hun selv monterede i loftet forinden....boremaskinen lå på gulvet midt i borestøvet. Rikke blev 59 år og jeg vil altid savne hende...
Anina
Citer:
**Jeg har siden fundet ud af, at skattemyndigheder internt opererer med et begreb der hedder "at sætte skyldnere i nød". Et af midlerne til at opnå denne "nød" hos skyldnere er, så vidt muligt at bestræbe sig på at afsende div. påkrav, tilsigelser og lignende således, at den "skyldige" modtager disse rudekuverter altid om fredage eller lørdage samt op til højtiderne. På denne måde stresses og holdes de "skyldige" til ilden. Problemet er bare, at de inkarnerede skyldnere, for hvem gæld er en slags levevej er totalt immune overfor denne type stress - dem der er ikke luskepetre og er kommet i uføre ved et uheld eller som Rikke - af ulykke....de er ikke så resistente og de får vitterligt livet ødelagt af denne fremgangsmåde. Dem, der hellere end gerne ville have betalt hurtigt hvis de kunne - dem ødelægger man ved at ødelægge det frirum hvori de ellers kunne genopbygge og genoplade sig selv til f.eks. en bedre betalingsevne end "hidtil". En ting er, hvad man vedtager som generelt gældende indenfor en forvaltningspraksis...et andet er, at der er mennesker der behandler andre mennesker på denne måde. Forstå det hvem kan....jeg kan ikke.
