Min mor reagerer voldsomt - er det overgangsalderen?

Hej

Jeg har netop tilmeldt mig overgangsalderen.dk idet jeg ikke fandt mange svar på netdoktor.dk.

Jeg er datter i en, indtil nu, dejlig og harmonisk familie. Min mor har dog altid været en meget bestemt dame, som siger tingene meget direkte og har stort temperament.

Det sidste halve år, er det dog gået helt "galt" synes jeg. Hun hidser sig op over små ting, skælder min far ud, er meget nærtagende og er i det hele taget meget urimelig. Hun er 52 år og må bestemt være i overgangsalderen, uden at jeg ved ret meget om det.

Jeg er selv 27 år og nu gravid i 6 måned med mit første barn.

Jeg har glædet mig til at dele min graviditet med mine forældre, men det er gået alt andet end godt. Har nu haft 3 store skænderier med min mor inden for 5 måneder, hvor det sidste endte med at hun råbte at jeg ikke skulle vise mig derhjemme mere. Og det har startet med aldeles små ting, hvor hun har følt sig provokeret. Min omgangskreds og min kæreste bekræfter mig i at det altså ikke er mig der har graviditets-humørsvingninger.

Min søster og min far må også hele tiden passe på hvad de siger til hende, for at hun ikke ryger op i det røde felt.

Jeg tør ikke snakke med min mor, om emnet overgangsalder, for jeg er sikker på at hun ikke synes at "hun er problemet". Det er somregelt alle andre der har et problem.

Nu sidder jeg så med tårer i øjnene, og mangler at forstå hvordan jeg skal tackle det og om det virkelig skyldes overgangsaldenen. Jeg føler jo at jeg mister min mor mere og mere.
Kan overgangsalderen virkelig splitte en ellers godt mor/datter forhold??
Er der noget jeg kan gøre?

Med venlig hilsen

- den ulykkelige datter :(

Hej TDK :)
Der er et par hilsner til dig på det åbne forum under "Tilmeldte brugere præsenterer sig her". Herinde kommer der sikkert lidt begyndende respons til dig senere på dagen og de kommende dage.
Knus :)

Hej TBK og andre :)
Indtil der sker mere med denne trådstarter vil jeg lige vise et indlæg sakset fra ND i 2004, hvor en datter ligeledes beder om råd på Overgangsdebatten.

Citer:

---

Debat: Overgangsalderen
Dato: 19. april 2004
Fra: Anonym
Overskrift: Min kære mor !
Hejsa !

Min mor er midt i overgangsalderen, og jeg synes virkelig
den har ændret hende, og nu søger jeg hjælp til at snakke
med hende.
Hun er flyttet 150 km. væk fra den by hun har boet i i 30
år, hun vil skilles fra min far (som ikke havde nogen
idé) - og de købte hun sammen i oktober!?! Hun gider ikke
sit job mere, hun gider ikke at rejse mere, hvilket hun
altid har gjort og nydt.
Hendes personlighed har også ændret sig - det har hele
familien lagt mærke til.
Hun tager ikke hormoner, men lidt naturlægemiddel.

Jeg er selvfølgelig utrolig ked af, at hun vil skilles, da
det betyder slutningen på min dejlige lille familie. Men
jeg har bare utrolig svært ved at forstå hende - og de
ting hun går igennem.
Jeg mener dog også, at der er andre måder at håndtere det
på, end ved at ændre hele sit liv for både sig selv og ens
familie. Selvfølgelig hvis det er det hun virkelig gerne
vil, accepterer jeg det.

Hvad skal jeg gøre - og bør jeg tage samtalen med hende?
Er det hormoner eller hvad er det ?

1000-tak for hjælpen

Hilsen
Datteren

---

Datteren har fået et håndfuld svar, som kommer her:

Citer:

---

Debat: Overgangsalderen
Dato: 19. april 2004
Fra: Anonym
Overskrift: Min kære nye mor
Efter at jeg er kommet i overgangsalderen er jeg begyndt at
se min tilværelse fra en anden synsvinkel. Det jeg får øje
på er ikke altid det jeg troede på tidligere. Jeg vil ikke
finde mig i at blive behandlet uretfærdigt, og sluge
kameler, som jeg har gjort før.Det kan være at din mor Har
oplevet at hun har fået nok af det hele, og at
overgangsalderen så har givet hende det fornødne mod der
skal til for at ændrepå det hun måske har ønsket i mange år.
Jeg synes da at du skal kontakte hende, ikke for at
bebrejde hende det gjorte, men for at høer på hende, og så
for at opleve din nye MOR.
Tænk på alt det nye hun har at give dig.
Kærligst A.

---

og:

Citer:

---

Debat: Overgangsalderen
Dato: 20. april 2004
Fra: Anonym
Overskrift: Kære datter
Det er ikke nemt, når ens mor lige pludselig vil ændre på
sit liv. Det kan sagtens være overgangsalderen, der har
fået hende til at se det i et klarere lys. Mange kvinder
er gode til at tilpasse sig, og måske er din mor en meget
veltilpasset kvinde, som nu ikke længere ønsker at
tilpasse sig (andre).
En mor er en mor, men hun er også en kvinde, der har krav
på at leve det liv, hun ønsker, og det kan være meget
svært for familien at forstå eller acceptere.

Du mener, at der er andre måder at håndtere det på, end at
ændre på det hele. Selvfølgelig gør du det, men hvis du
rigtig tænker over det, er det fordi, du ønsker at det
skal være sådan, ikke at det er det bedste for din mor,
for det kan du ikke vide.

Selvfølgelig er du ked af det, og det er frygteligt, når
en familien skilles, men det er endnu værre, hvis din mor
skal blive, fordi det er det bedste for jer.

Din mor har ganske givet støttet dig i dine ønsker, nu er
det din tur til at støtte hende i hendes.
Du vil stadig have din dejlige familie, de bor bare ikke
det samme sted.

Selvfølgelig kan du tale med din mor omkring det, men du
skal ikke bebrejde hende. Lyt til hende - det kan hjælpe
dig til at forstå.

Husk, at elske er at give frihed.

---

..og :

Citer:

---

Debat: Overgangsalderen
Dato: 20. april 2004
Fra: Anonym
Overskrift: Til datteren - min kære mor
Jeg vil råde dig til at tale med din mor og prøve at forstå
hende. Der er en nogen kvinder der når de har levet
halvdelen af deres liv, pludselig vil ændre så at sige alt
i deres liv.
Jeg kan kun se det som et udtryk for, at din mor har haft
nogle overvejelser omkring dagligdagen, sit liv og om hvad
skal der ske nu - der må ske noget andet.

Jeg har det lidt på samme måde, er 54 år, ikke at jeg vil
flytte fra min mand, men det at jobbet ikke er så
interessant mere,og at jeg ikke har lyst til at rejse nogen
steder, men hellere være hjemme i mit hus og have. At have
gæster og selv være gæst, ja bare at gå i biografen, er en
overvindelse, at de store, men så vælger jeg alligevel at
det er jeg nødt til. Jeg kan jo ikke grave mig ned endnu.

Jeg finder mig heller ikke i at mine grænser bliver
overskredet af andre mennesker, der vil fortælle mig
hvordan jeg skal tænke og føle og samarbejde.
Så måske er det lidt det din mor ønsker ændret.

Alt godt ønsker jeg dig som datter, har selv en datter på
30 år - husk at du også skal leve dit eget liv og forsøge
ikke at bekymre dig for meget om din mor og far - de skal
nok klare sig.
hilsen L.

---

og det sidste:

Citer:

---

Debat: Overgangsalderen
Dato: 22. april 2004
Fra: En mor
Overskrift: overgangsalder
Jeg må svare dig. Jeg er selv i en meget kraftig
overgangsalder og må ikke få hormonbehandling p.g.a at jeg
har haft nogle blodpropper i hjernen.
Jeg har selv oplevet at jeg har ændret mig meget og har
fundet ud af at det min mand gennem 32 år har budt mig (
flere gange utroskab, dominans m.m vil jeg ikke acceptere
mere.Han flyttede fra mig i okt. 2003 da jeg pludselig ikke
mere ville danse efter hans pibe. Jeg har søgt skilsmisse
p.g.a utroskab igen. Han fik en kæreste i januar 2004
(gennem kontaktannonce) og er lige flyttet sammen med
hende. Er du sikker på dine forældres ægteskab har været
lykkeligt hele tiden? Jeg ved fra mig selv, at jeg har
skjult for omverdenen hvordan VI oprigtigt levede sammen og
har holdt fast i ægteskabet p.g.a. børnene (de er i dag 26
og 30 år). Jeg tror du skal lade din mor selv beslutte hvad
hun vil med sit liv fremover.
Jeg føler mig mere glad og positiv og er lettet over ikke
mere at skulle leve sammen med den mand. Jeg er også
blevet meget stærkere psykisk. Nu skal jeg pludselig til at
være SELVSTÆNDIG hvilket jeg aldrig før har fået lov til.
Håber du kan bruge dette til noget.

---

Det gør jeg også.
Mange hilsner :)

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af TBK

Nu sidder jeg så med tårer i øjnene, og mangler at forstå hvordan jeg skal tackle det og om det virkelig skyldes overgangsaldenen. Jeg føler jo at jeg mister min mor mere og mere.
Kan overgangsalderen virkelig splitte en ellers godt mor/datter forhold??
Er der noget jeg kan gøre?

---

Et andet sted her har Sally skrevet følgende til TBK:

Citer:

---

Kære TBK

Velkommen hertil :)
Som Admin skrev højere oppe er vi nok nødt til at vide lidt mere.

Jeg vil skrive rent ud af posen, hvad der faldt mig ind, da jeg læste om dine problemer vedr. din mor.

1) hun har tilsyneladende "fået lov" til at være urimelig i årevis og dette eskalerer, nu hvor hun er i overgangsalderen.

2) er du og din familie (far) bange for hende?

3) du ER ekstra sårbar her under din graviditet, og så er skuffelsen over hendes reaktioner svære at bære, fordi du havde forventet dig noget helt andet

4) husk at vælge dine kampe med omhu og kæmp kun for det, der er allermest vigtigt for dig.

5) en eller anden i familien skulle tage en alvorlig snak med din mor - hun er IKKE syg - hun er i overgangsalderen.

6) henvis hende til vores forum, hvor hun kan møde ligesindede og få råd og opmuntring, når hun behøver det Very Happy

KH
Sally
_________________
Carpe Diem

---

Hej TBK

Citer:

---

Jeg har glædet mig til at dele min graviditet med mine forældre, men det er gået alt andet end godt. Har nu haft 3 store skænderier med min mor inden for 5 måneder, hvor det sidste endte med at hun råbte at jeg ikke skulle vise mig derhjemme mere. Og det har startet med aldeles små ting, hvor hun har følt sig provokeret. Min omgangskreds og min kæreste bekræfter mig i at det altså ikke er mig der har graviditets-humørsvingninger.

---

Jeg tænker lidt på : Hvad siger din far ?
Din mor kan vel ikke forbyde dig at komme i det hjem der også er hans hjem ?

Citer:

---

Min søster og min far må også hele tiden passe på hvad de siger til hende, for at hun ikke ryger op i det røde felt.

---

Kan du ikke lave en aftale med din far og din søster, at I sætter jer sammen med din mor, og prøver at snakke med hende : Fortæl hende hvor dårligt I har det med, at der er sket så stor en forandring med hende, at det sårer jer at se at hun ikke er den samme person mere.
Prøve om det ikke er muligt at få hende til at søge læge.

Citer:

---

Kan overgangsalderen virkelig splitte en ellers godt mor/datter forhold??

---

Det vil jeg altså sige nej til - jeg ved fra mig selv, at lige meget hvor dårligt jeg har haft det - hvor mange hedeture - vægtstigning og alverdens bekymringer - det kunne aldrig få mig til at afbryde forbindelsen til mine børn !
Måske kan overgangen få nogen kvinder til at se en ekstra gang på sit ægteskab - har det været som man havde drømt om - har man taget imod for meget negativt - er kærligheden "død" o.s.v.
Men kærligheden til sine børn, den dør aldrig - der må være et eller andet galt, som din mor har brug for hjælp til.

Det er en fordel, at du ikke står alene med det problem - I må hjælpe og støtte hinanden, og forsøge at nå din mor, på en eller anden måde.

Kærlig hilsen Sine

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af TBK

Kan overgangsalderen virkelig splitte en ellers godt mor/datter forhold??
Er der noget jeg kan gøre?

---

Hej TBK :)
Når din mor hele livet havde været en "bestemt" kvinde med stor temperament - havde hun også helt sikker afskåret sig selv fra den tætte mentale kontakt med sin familie. Sålænge alt var som altid , kunne hun håndtære det som værende normalt - men i dag, når forandringer kommer uagtet hendes hidtidige (og hovmodige til en vis grad) tryghed i at kunne håndtære "hvad som helst" - bliver hun højst sandsynligt desperat og føler sig hjælpeløs konfronteret med den indre "orkan".

Det er nu at hun har brug for at føle sig forstået - man ak, alle de mange år når hun (måske) "alene vidste bedre" har afskåret hende emotionelt fra den mest basale fortrolighed med Jer i familien og hun føler sig både misforstået, ikke forstået og meget alene med det "ukendte" som splitter hendes vante grundvold indefra.

Hun gør det eneste hun altid har gjort og med (for hende) et "godt" resultat - hun presser sit igennem, og mere endnu og opdager at det på ingen måde letter hendes indre og ydre pres. Så prøver hun endnu mere ihærdigt - med lige så skidt resultat og til sidst, i allersidste desperation spiller hun ud med det "stærkeste" "forsvar" - beder dig om at holde dig væk og håber at dit fravær vil lette den del af presset der kommer fra dig.

Prøv lige at huske din pubertet. Hvad ingen som regel tænker på er, at vi kvinder oplever TO GANGE en livsfase med en udtalt usikkerhed, indre og ydre forandringer som indtræder uden varsel, uanset hvor mange bøger vi læste om emnet og hvor mange samtaler vi havde med andre om det samme. Pubertet OG overgangsalder.Står vi først i puberteten, med hormonstormen i kroppen er forældrene som regel de første vi beskylder for "ikke at forstå noget som helst" og midt i puberteten føler vi os lige så ensomme, forladte og misforståede som de fleste kvinder i overgangsalderen gør, indtil de lærer at håndtære tingenes tilstand og ophører med at "protestere i blinde". Det er ikke så længe siden at du oplevede din pubertet sænke sig over dig med alle glæder, men først med alle de belastninger denne livsfase byder alle. Prøv om du ikke kan overføre nogle af dine egne erfaringer og minder til i dag, hvor du prøver at forstå hvorfor det der sker - sker og du vil muligvis indse, at det vigtigste din mor har brug for lige nu (muligvis) er fred for at blive udsat for krav om at tilpasse sig en familiesituation og dertil bruge de ressourcer hun (muligvis) ikke har og er bitterligt klar over det.

Du skal IKKE frygte, at den lykkelige tid hvor du venter dit barn vil for din mors vedkommende "gå til spilde". Det gør det IKKE, også selv om hun gå glip af at kunne glæde sig over din tilstand sammen med dig... denne glæde bliver blot udsat og med garanti æret og værdsat når din mor først har fået etableret en ny kontrol over sit eget liv.

Inge mor kan frivilligt give afkald på den søde ventetid sammen med sin datter undtagen hvis hendes egen situation er så dramatisk, at hun er nødt til (også for din skyld på sigt) at lære håndtære sit "nye" liv så hun har (igen?) nok at dele ud af til sin familie.

Dette er et beskedent bud på et muligt svar til dig og må på ingen måde betragtes som en anvisning af en generel løsning på din/Jeres situation.
Dertil ved jeg/vi alt for lidt - men måske alligevel får du lidt stof til eftertanke og dette hjælper dig lidt på vej...

Hvad mener du selv?

Mange hilsner - Anina :)

Hej Anina

Citer:

---

Prøv lige at huske din pubertet

---

Jeg husker også min pubertet - og der blev sagt mange slemme ord, men det var jo kun ord, inderst inde mente jeg jo ikke hvad jeg sagde :?

Jeg syntes vi skal skelne mellem det der bliver sagt i vrede og frustation, og som er glemt lige så hurigt - og så det at en lille bagatel kan få en mor til at bede sit barn om at holde sig fra hjemmet.
Nu ved jeg jo ikke, om det også gjaldt dagen efter - om hun virkelig mente det ...Der kan være mange årsager til, at en kvinde forandrer sig så meget, det behøver ikke være overgangsalderen.
Min mor var også på et tidspunkt ude af balance - det viste sig at hun havde B 12 mangel, men der gik lang tid for det blev konstateret.
Det kan også vise sig med vredesudbrud.

Men vi kan jo kun gætte - TBK har nu fået nogle tanker fra os her, og forhåbentlig får de løst problemerne i hjemmet.

Citer:

---

Dette er et beskedent bud på et muligt svar til dig og må på ingen måde betragtes som en anvisning af en generel løsning på din/Jeres situation.
Dertil ved jeg/vi alt for lidt - men måske alligevel får du lidt stof til eftertanke og dette hjælper dig lidt på vej...

---

Ja - helt enig :)

Kærlig hilsen Sine

Kære TBK :)

Det gør mig utrolig ondt, at læse om dit forhold til din mor og den sorg den bringer ind i dit liv nu hvor du venter barn.

Jeg har ingen løsning til dig, for dertil ved vi for lidt, men jeg kan fortælle dig om mit eget forhold til min mor, der er død for mange år siden.

Hun var en meget dominerende og egocentrisk kvinde, der ville styre os allesammen, og hun fik lov til det, da ingen turde sige hende imod heller ikke min far. Hun havde ingen venner ej heller en nær veninde, hun havde dog een engang men brød med hende da veninden sagde hende imod, og hele familien på både min fars og hendes side så de ikke, da hun kun kunne se fejl ved andre og aldrig ved sig selv. Mit eget forhold til hende var ikke godt, jeg havde mange skænderier med hende og i mit voksne liv fortalte hun mig at hun aldrig havde holdt af mig. Dengang måtte jeg krybe til korset og bede om godt vejr, da jeg ikke kunne klare et brudt forhold. Mine søskende en lille og en stor støttede min mor for hun havde en evne til at spille os ud mod hinanden, og kun på den måde følte hun havde kontrol over os alle.

Hvis jeg dengang havde brudt med hende havde det betydet også et brud med mine søskende, og den pris ville jeg ikke betale. I dag og efter hendes død fik vi søskende et godt forhold, og blev klar over at vi havde givet hende lov til at være som hun var.

Min mors overgangsalder var et helvede, men hun ville ikke snakke om at hun havde det svært, nej hun fortrængte det, ligesom hun fortrængte alt andet.

Men set i bagspejlet tror jeg selvfølgelig ikke at hun havde det godt, hun manglede selv nærhed den nærhed hun ikke kunne give videre, og min far var en svag far, for havde han været stærk havde hun aldrig kunne gennemføre det mønster hun brugte som vel egentlig var et værn mod sig selv.

Tilbage til din mor, mangler hun ikke også tætte og følelsesmæssige relationer til andre, måske også til din far.

Jeg tror at du skulle prøve at tage en snak med din far og måske din søster alene, hvor I alle er ærlige overfor hinanden og på den måde prøver at hjælpe din mor. Hvis hun har et menneske hun sætter stor pris på og som hun vil lytte til kunne du også inddrage denne. Du kunne også prøve at skrive et brev til hende hvor du forklarer hvordan du har det og hvor bedrøvet du er, måske får hun et andet syn på sig selv, men du må huske ikke at komme med bebrejdelse, for det tror jeg ikke at hun kan klare. Prøv at forstå hende ud fra det liv hun selv har haft og forstå at hun er i en meget svær periode af sit liv, hvor hun kun forstærker alle de følelser hun har og den måde hun har reageret på før, for at kunne leve med sig selv.

Kærlig hilsen JS

Hej alle sammen - og mange tak for jeres fine svar til mig.

I skriver og stille flere spørgsmål, som jeg vil forsøge at uddbybe / besvare. Så kunne jeg måske være så heldig, at I kan give mig endnu flere råd.

Min mor har stadig ikke henvendt sig til mig, efter hun råbte at jeg ikke skulle vise mig derhjemme. Min far holder nok lidt hånden over hende, og blander sig ikke.

Jeg kan "krydre" historien med at min kæreste og jeg bad mine forældre om at ryge for åbne vinduer når de besøger os mens jeg er gravid og mens babyen er lille. Mine forældre er storrygere og ryger så meget at man, som ikke ryger, får tårer i øjnene af alt røgen når man er sammen med dem i et lille lokale som vores lejlighed. De blev stik tosset og sagde at så kunne vi ikke regne med at de ville besøge os fremover. Det er 3 uger siden og jeg tror nok dette også har noget at gøre med min mors nylige udbrud.

Jo, måske er jeg lidt "bange for hende" forstået på den måde, at jeg er bange for at sige noget forkert idet jeg ved at hun så bliver rasende. Min søster har i årevis krøbet udenom og snakket hende efter munden for at undgå konfrontationer. Min far tager også sjældent konfrontationer med hende, idet han så også bliver overfaldet verbalt. :cry:

Jeg ved at det ikke er mig der er specielt følsom som gravid idet jeg ikke har haft øvrige problemer og som sagt mine venner og kæreste siger at jeg er normal på det område :wink:

Der var vedlagt et citat fra sidste år vedr. en datter som beskrev sin mor. Der kan jeg nikke genkendende. Min mor er også træt af sit arbejde, vil ikke på skiferie mere som hun ellers elsker indtil nu, og har sagt at hun længe har ville skilles fra min far (men det bliver dog ved ordene). Så måske har hun det inderst inde rigtig skidt med sig selv.

Der er en der foreslår at jeg sætter mig ned og snakker med hende om problemet, dvs også om overgangsalderen og evt. henviser hende til denne side. Men det er ikke noget jeg tør, for hun ser ikke sig selv som problemet. Det har jeg fået bekræftet op til flere gange, også i denne omgang hvor hun har beklaget sig over mig til min søster og sagt at hun synes jeg "snapper" af hende. Så det er som at slå i en pude...

Men måske er det en god idé at bide min stolthed i mig (idet jeg jo ikke synes det er mig der er urimelig, kunne aldrig finde på at råbe sådanne ting til min familie) og skrive et brev til hende. Men skal jeg finde mig i at blive råbt af i tide og utide og finde mig i at træde så varsomt når jeg omgåes hende? Skal jeg finde mig i at mine forældre ikke vil respektere at vi frabeder os røg i vores eget hjem omkring babyen? osv.

Sikke en håbløs situation....

Mvh TBK

Hej alle sammen - og mange tak for jeres fine svar til mig.

I skriver og stille flere spørgsmål, som jeg vil forsøge at uddbybe / besvare. Så kunne jeg måske være så heldig, at I kan give mig endnu flere råd.

Min mor har stadig ikke henvendt sig til mig, efter hun råbte at jeg ikke skulle vise mig derhjemme. Min far holder nok lidt hånden over hende, og blander sig ikke.

Jeg kan "krydre" historien med at min kæreste og jeg bad mine forældre om at ryge for åbne vinduer når de besøger os mens jeg er gravid og mens babyen er lille. Mine forældre er storrygere og ryger så meget at man, som ikke ryger, får tårer i øjnene af alt røgen når man er sammen med dem i et lille lokale som vores lejlighed. De blev stik tosset og sagde at så kunne vi ikke regne med at de ville besøge os fremover. Det er 3 uger siden og jeg tror nok dette også har noget at gøre med min mors nylige udbrud.

Jo, måske er jeg lidt "bange for hende" forstået på den måde, at jeg er bange for at sige noget forkert idet jeg ved at hun så bliver rasende. Min søster har i årevis krøbet udenom og snakket hende efter munden for at undgå konfrontationer. Min far tager også sjældent konfrontationer med hende, idet han så også bliver overfaldet verbalt. :cry:

Jeg ved at det ikke er mig der er specielt følsom som gravid idet jeg ikke har haft øvrige problemer og som sagt mine venner og kæreste siger at jeg er normal på det område :wink:

Der var vedlagt et citat fra sidste år vedr. en datter som beskrev sin mor. Der kan jeg nikke genkendende. Min mor er også træt af sit arbejde, vil ikke på skiferie mere som hun ellers elsker indtil nu, og har sagt at hun længe har ville skilles fra min far (men det bliver dog ved ordene). Så måske har hun det inderst inde rigtig skidt med sig selv.

Der er en der foreslår at jeg sætter mig ned og snakker med hende om problemet, dvs også om overgangsalderen og evt. henviser hende til denne side. Men det er ikke noget jeg tør, for hun ser ikke sig selv som problemet. Det har jeg fået bekræftet op til flere gange, også i denne omgang hvor hun har beklaget sig over mig til min søster og sagt at hun synes jeg "snapper" af hende. Så det er som at slå i en pude...

Men måske er det en god idé at bide min stolthed i mig (idet jeg jo ikke synes det er mig der er urimelig, kunne aldrig finde på at råbe sådanne ting til min familie) og skrive et brev til hende. Men skal jeg finde mig i at blive råbt af i tide og utide og finde mig i at træde så varsomt når jeg omgåes hende? Skal jeg finde mig i at mine forældre ikke vil respektere at vi frabeder os røg i vores eget hjem omkring babyen? osv.

Sikke en håbløs situation....

Mvh TBK

Kære TBK

Nej, nej - i DIT hjem er det dig, der bestemmer! :!:

Hverken du eller det lille nye barn skal udsættes for skadelige stoffer, som for eksempel tobaksrøg.

Jeg kan forstå, at alle mere eller mindre har accepteret, at din mor har "magten" i familien og at hun også misbruger den.

Den eneste i familien, som forsøger at sætte sig op mod dette mønster er dig - og du må føle dig meget udenfor.

Siden din mor nu ikke kan tales med og heller ikke kan henvises til dette forum, hvor vi dog qua vores samlede erfaring må kunne råde og trøste lidt, vil jeg anbefale dig at tage en enkelt snak med en god psykolog, som vil kunne give dig nogle gode værktøjer til at håndtere din mor.

For du mangler værktøjer til at bryde den mur af vrede, som din mor har bygget op.

Hun vil skilles og så vil hun ikke, og du føler selv, at hun har det skidt.

Men hvis du spørger ærligt ind til hende, vil hun afvise dig?

Måske er hun aldrig blevet "mødt" som den hun er, inderst inde?

Ja, der er stadig spørgsmål, der skal besvares - og måske kender du ikke alle svarene.

Prøv at spørge til den gang du var lille, hvad hun følte, om hun havde kvalme, hvordan hun selv var da hun var lille o.s.v. Spørg til hendes forældre, hvordan de reagerede, når hun gjorde noget galt. Gå på opdagelse i hendes univers - tving hende til at huske og fortælle - men uden at det bliver kunstigt - med ægte interesse.

Og skriv så bare igen! :D

KH
Sally

Hej TBK

Citer:

---

Jeg kan "krydre" historien med at min kæreste og jeg bad mine forældre om at ryge for åbne vinduer når de besøger os mens jeg er gravid og mens babyen er lille. Mine forældre er storrygere og ryger så meget at man, som ikke ryger, får tårer i øjnene af alt røgen når man er sammen med dem i et lille lokale som vores lejlighed. De blev stik tosset og sagde at så kunne vi ikke regne med at de ville besøge os fremover. Det er 3 uger siden og jeg tror nok dette også har noget at gøre med min mors nylige udbrud.

---

Her i dette tilfælde holder dine forældre sammen, det er deres "ømme punkt" - men jeg er enig med dig og din mand : Man skal vise hensyn !

Jeg ryger også - ikke storryger - men når jeg er på besøg hos mine børn, går jeg ud hvis jeg vil ryge.
Når jeg passer mit barnebarn herhjemme, så tager jeg også hensyn - enten går jeg ud, eller også sidder jeg ved emhætten, mens han er i stuen :smt025

Der er nok også det galt, at din far ikke tør slå i bordet, og sige hende et par sandheder - det ville sikkert være sundt for hende ..
Det er en skam I 3 ikke kan snakke det igennem med din mor - at I alle skal gå som katten om den varme grød.

Måske mangler din mor et modspil i sit ægteskab, jeg ville ikke selv trives med, altid at blive behandlet som porselæn - jeg har det bedst, hvis man kan få renset luften når det er tiltrængt :)

Har du ikke mulighed for at få kontakt til din far, på et tidspunkt hvor din mor ikke er hjemme ?

Kærlig hilsen Sine

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af TBK

Min mor har stadig ikke henvendt sig til mig, efter hun råbte at jeg ikke skulle vise mig derhjemme. Min far holder nok lidt hånden over hende, og blander sig ikke.

Sikke en håbløs situation....

---

Hej TBK :)
Jeg kan se, at du har været her i dag og så spørger man sig selv om det var kun af nysgerrighed - eller er forældresituationen udviklet sig yderligere i uønsket retning? Håber på det første.....

Her har været lidt stille på det sidste, men efter at den lune tid er over til efteråret - kommer der nok mere gang i det hele igen, men......til denne tid er den lilleny allerede født og du får helt nye og uventede perspektiver i din tilværelse....

Håber, at det går godt med din mave og dit velbefindende. Du må gerne skrive lige om det gik som det skulle til den tid.

Mange hilsner fra Admina :D

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af TBK

Jeg ved at det ikke er mig der er specielt følsom som gravid ....

Sikke en håbløs situation....

---

Hej TBK :D
Linda hos os, er ved at blive mormor i dag (for første gang ?).

Hvordan står det til med dig ? Er det ikke snart tid ....?
Og føles det lige så håbløst som sidst?

Knus :smt056
Admina :smt039

Hej!

Ja, jeg er blevet mormor idag (for første gang). :D :D :D HURRA for det! Jeg er noget tummelumsk idag...

Jeg har lige en kommentar ang. rygning:
Min mand og jeg er rygere, og min datter blev meget "øm" over det med røg, da hun blev gravid - forståeligt nok!

Her hjemme hos os selv går vi enten udenfor, eller stiller os under em-hætten - vi har jo desuden også Jakob på 11 år at tage hensyn til.

Men uanset hvad, så er det til enhver tid beboerne selv, der skal bestemme, om der må ryges i deres hjem!
Og personligt kunne jeg ikke drømme om at ryge indendørs hos nogen, der ikke selv ryger - og ALDRIG i et rum med små børn. Det er da så nemt lige at gå udenfor, og vil man ikke det, kan rygetrangen ikke være stor nok.

Nå, jeg er vist lidt kontant lige nu... måske pga. mangel på nattesøvn efter min datters fødsel.

Held og lykke til dig og dit kommende barn!! :D
Jeg håber, at din mor finder ud af, at du er vigtigere end cigaretterne!

Knus,
Linda.

Kære TBK

Som Linda skriver, SKAL små børn respekteres!

Jeg føler, at din mor udøver en magtkamp overfor dig - du er stadig hendes "lille pige" og hun er den "voksne" og bestemmer derfor.

Du må og skal give den rollen som den voksne og ansvarsbevidste - kun på den måde opnår du din mors respekt.

Jeg ved ikke, om du er stærk nok endnu, men så må du søge din styrke hos barnets far og bede ham om at træde til.

Skriv igen, så vi kan få en fornemmelse af, hvordan du har det!

KH
Sally

Kære TBK :)

Sally skrev

Citer:

---

Som Linda skriver, SKAL små børn respekteres!

Jeg føler, at din mor udøver en magtkamp overfor dig - du er stadig hendes "lille pige" og hun er den "voksne" og bestemmer derfor.

Du må og skal give den rollen som den voksne og ansvarsbevidste - kun på den måde opnår du din mors respekt.

---

Jeg er enig i hvad Sally skriver, og med hensyn til rygning har I ret til at bestemme at der ikke skal ryges i jeres hjem.

Min mand og jeg er rygere, men vi ryger aldrig sammen med vores barnebarn, hverken hos dem eller hos os. Vi lader enten være med at ryge eller går udenfor. Alt andet ville for os være ansvarsløst.

Alle vores venner der ryger gør på samme måde så det er dine forældre der ser forkert på det. Kommer vi i et ikke rygerhjem uden børn ryger vi heller ikke, for man skal have respekt for andres holdning til røg.

Jeg håber at du vil skrive hvordan det går og ønsker dig held og lykke med jeres kommende barn :lol:

Knus JS

Hej Piger :D
Da TBK er i omstændigheder og har egentligt tilmeldt sig i anledning af sine spørgsmål om overgangsalder og hvordan denne kunne tænkes at påvirke hendes mor - kommer TBK her ikke på regulær basis. Derfor har jeg i dag sendt en mail til hende med en opfordring til at kigge forbi:

Citer:

---

Hej TBK :-)

Du må gerne lade høre fra dig. Der er et par beskeder til dig inde hos os, bl.a. fra en nybagt mormor som har et par sunde kommentarer til dit sidste spørgsmål.

Håber alt er vel hos dig og at din graviditet ikke belaster dig for meget. Vi kan selvfølgelig kun gisne om din mor er blevet "god igen" - men det bedste ville være, hvis du skriver et par ord om hvordan det går.Jeg regner også med, at når du så har født og måske får brug for et par praktiske råd eller en "moderlig" skulder at læne dig op af - er du velkommen hertil når som helst.

Mange hilsner :-)
Admina
www.overgangsalderen.dk

---

Hej allesammen

Det er dejligt at der er så mange svar og kommentarer.
En lille opdate: graviditeten går planmæssigt. Jeg har det fint udover lidt bækkenproblemer.
Jeg hørte ikke fra min mor i over en måned, og fik så afvide af min søster, at hun ikke havde det så godt. Blodtryk osv. :( Derfor tog jeg telefonen og ringede til hende for at slutte fred. Vi fik en snak om rygning, vores skænderi osv. Men jeg føler ikke rigtig vi er kommet videre. Min mor synes nemlig stadig jeg er den "slemme" og hun synes jeg snerrer af hende når hun "blander" sig i mit liv, som hun siger. Hun sagde heller ikke undskyld for at hun bad mig om aldrig at vise sig igen. Men ok, det havde jeg heller ikke forventet. Tror aldrig jeg har hørt hende sige undskyld.

Jeg synes ikke selv jeg snerrer af hende, men ok tingene kan jo ses fra 2 sider. Jeg har sagt til hende at hun gerne må "blande" sig i mit liv (meget gerne) men at hun også må respektere at jeg har mine egne meninger om tingene, og at det ikke behøves lede til skænderier bare fordi vi er ueninge. Jeg mener at man bør snakke stille og roligt om tingene, vi er trods alt begge voksne mennesker.

Mht. rygning, så er mine forældre stadig fast besluttet på at de ikke vil besøge os i vores lejlighed når vi har den holdning (vi har endda tilbudt dem at de må ryge i stuen mod åbne vinduer). Men de holder ved at de synes vi er "krigeriske" på det område. De vil også fortsat ryge når vi skal besøge dem, hvilket vi respekterer når det er deres hjem. Men hvis de ikke vil besøge os, er det deres tab!! Lad os se om det holder, når den lille kommer til om 3 mdr.

Jeg skal se mine forældre igen i næste weekend, og er noget spændt på om stemningen er trykket. Under alle omstædigheder tror jeg at denne "krise" har givet et par ar hos os alle, som tager noget tid at behandle....

Mange hilsner til jer alle - og tillykke med barnebarnet Linda.

TBK

Kære TBK :D

Tak for din lykønskning! Jeg har fået det dejligste barnebarn!! :D Og min søde datter har det godt og er lykkelig for sit barn, så... :D :D

Du lyder til at være en dejlig pige/datter.
Og åbenbart er det dig, der er den mest voksne af du og din mor... Du reflekterer, søger råd og ønsker at bevare et forhold til din mor på trods af, at hun giver dig kamp til stregen. Det tager jeg virkelig hatten af for!

Men det er også vigtigt, at du vedbliver at respektere dig selv og dine grænser/værdier. Det er synd, at din mor i den grad er så opslugt af sig selv, at hun ikke kan se, at hun kan komme til at miste noget meget værdifuldt: nemlig et godt og dejligt samvær med dig - og det kommende barnebarn.

Du har rakt hånden ud. Det forstår jeg godt. Men jeg tror ikke, at det i længden er særlig befordrende for din mor, hvis alle omkring hende fortsætter med at danse efter hendes pibe. Hun bliver jo aldrig tvunget til at se på sig selv så. Og det kan måske være med til at gøre hende endnu mere utilfreds og urimelig... næsten som når et barn bliver ved med at søge efter grænserne men ingen finder.
Et eller andet sted kan det være, at hun ubevidst savner en reaktion fra jer - dig, din far og din søster... Hun MÅ se, hvor langt hun "får lov" at gå... Hun kan måske dårligt respektere nogen, der ikke engang siger fra, selv når hun er mest urimelig! Måske har denne "laden stå til" fra jer (i bedste mening!) præget hende i mange år, og hun har således udviklet en væremåde, der konstant leder efter jeres grænser???

Personligt er jeg i hvert fald taknemmelig for, at mine omgivelser ikke altid har ladet mig "køre derudad", når jeg har været i mine mest urimelige hjørner - det kunne jo gå hen at blive en tilbagevendende vane!!!

Hav det godt, søde! :D
Vi glæder os til at høre fra dig igen!

Knus,
Linda.