De fire krisefaser m.m.

De fire krisefaser m.m.
Fra Karen Zimsen, "Samtalen - Lægens stærke Værktøj" forlaget Netdoktor.: I bogen "Krise og Udvikling" har den svenske psykiater Johan Cullberg delt krisen op i 4 faser.

1. Chok,
2. Reaktion,
3. Reparation,
4. Nyorientering

5. Hvorfor beskæftige sig med kriser?
6. Hvordan hjælper man i krisen?
7. Oversigt over hjælperens indhold
8. Hvem kan hjælpe?
9. Hvordan hjælper man med følelsesmæssige problemer?
10. Struktureret tidsramme.

Chokfasen:
Denne krise kan vare fra minutter til dage.

Den kriseramte kan enten blive fuldstændig inaktiv, nærmest lammet eller omkringfarende nærmest manisk.

Vedkommende kan sidde i sin stol og intet foretage sig, lader alt gå som et barn gør. Vil ikke spise, stirrer blot tomt ud i luften. Han eller hun kan også tale om ligegyldigheder, virke pjattet som en, der har drukket. Kan pludselig få hysteriske latterkramper, som går over i voldsomme grådanfald. Vedkommende kan også rokke frem og tilbage eller blive aggressiv, endda voldelig. Der er ofte fysisk ubehag som kvalme, hovedpine, opkastninger. Tørhed i halsen, følelsen af ikke at kunne få luft, og derfor gispen efter vejret. Bestandig sukken afløst med gråd.

Kriseramte fortæller, at de har en tomhedsfornemmelse, uvirkelighedsfølelse, som om de stod udenfor sig selv, eller svævede rundt i rummet. Der opstår meget ofte dødelig træthed og slaphed i kroppen "jeg kan ikke flytte en fod."

Den følelsesmæssige afstandtagen kan afløses af voldsomme selvbebrejdelser og skyldfølelse parret med fantasier som "det er Vorherres straf. Nu har han vendt sig bort fra mig."

Reaktionsfasen:

Denne kan vare fra 1 døgn til nogle døgn. Realiteterne kommer langsomt til syne. Der er krav om stillingtagen. Den kriseramte kæmper for at få sat struktur på sit liv. Sorgreaktioner er meget karakteristiske i denne fase. "Jeg kan ikke holde det ud, jeg vil ikke mere. Hvorfor skulle det lige ramme mig."

Her fremkommer søvnforstyrrelser, mareridt, neurotiske symptomer, bestemte ritualer skal overholdes. Alt skal være efter et helt perfekt mønster. Legemlige klager, som ondt i musklerne, svimmelhed, hovedpine, diarré, symptomer som følge af det indre psykiske pres. I denne fase forekommer aggressioner, som kan forøge risikoen for selvmord.

Reparatiosfasen:

Efter udgangen af ca. 6-8 uger sker der en form for tilvænning. Den kriseramte prøver at tilpasse sig.

Den uudholdelige pinagtige situation kan ikke udholdes længere. "Det er begrænset, hvorlænge et menneske kan blive ved at se mod solen" har Elizabeth Kübler-Ross i bogen: "Døden og de døende" meget rammende skrevet.

Han eller hun begynder at vende sig mod nutiden og fremtiden, begynder at interessere sig for hverdagen. Der er nogle, som ikke formår at se virkeligheden i øjnene. De taler med den afdøde og dækker bord til ham. De hænger hans tøj velbørstet frem til ham, hvis han skulle få brug for det.

Denne periode varer som regel ca. 6 måneder og glider langsomt over i nyorienteringsfasen. Men det er ikke så sjældent, at man efter dødsfald kan se, at den afdødes ting i årevis ligger på den plads, hvor det plejede at ligge. En enke lod sin mands tøj hænge i gangen i 10 år efter hans død og hans barbergrej stå i badeværelset. "Så er han her ligesom stadigvæk" sagde hun forklarende til mig.

Nyorienteringsfasen:

Den kriseramte begynder at interessere sig for fremtiden, kan tale om det, der er sket i realistiske vendinger, uden hverken at dramatisere eller bagatellisere. De smertefulde følelser er kommet på afstand.

Denne fase kan var op til et år, men der kan i denne periode stadig være tilbagefald med søvnløshed og grådanfald, specielt ved højtiderne og ved mærkedage, som fødselsdage.

Hvorfor er det så vigtigt at beskæftige sig så indgående med kriser?

For det første er det en langt mere almindelig foreteelse, end man hidtil har været opmærksom på. For det andet er der i en krise latente muligheder for vækst. Modsat er der risiko for at den person, der rammes af krisen og ikke får den ordentlig bearbejdet, får ødelagt sit funktionsniveau. Generelt kan man sige, at krisen klinger af, uanset om andre mennesker hjælper eller ikke.

Et menneske kommer altid ud af sin krise. Enten ved at bearbejde den, ved at fortrænge den eller ved at tage sit eget liv.

Mennesker, der ellers ville fortrænge det skete, og derved ikke komme af med de belastende følelser, kan ved en andens hjælp få struktureret tankerne og sat ord på fantasierne. Fantasier har det som trolde og spøgelser, de opløser sig ofte, når de kommer frem i dagens lys.

Men er der ingen til at hjælpe, kan den kriseramte, efter krisen er overstået, blive bitter, hård og knuget af nederlagsfølelse og skyld og have svært ved at klare tilværelsens krav. Gennemarbejdelsen betyder styrke, større vidde og bredde, højere tolerance og forståelse for andre menneskers reaktioner. En person kan således gennem en krise blive stærkere psykisk og få et bedre funktionsniveau end før krisen.

Hvordan kan man hjælpe et menneske i krise?

Det, der står fast er, at det, der er sket, er sket.
Hjælperen skal sætte ind overfor de voldsomme følelser, forvirringen og give støtte til genvindelse af den tabte evne til at løse problemer.

Et menneske i krise trænger til at græde, måske rase ud. Trænger til at fortælle om sin skyld og skam, om tankerne ved at blive forsmået og vraget. Det er ikke trøst, han eller hun har brug for, men muligheden for at fortælle om begivenheden i alle detaljer om og om igen.

Usikkerheden og mangel på selvfølelse er vigtige at få sat ord på, kort sagt gennemleve følelseregistret og opleve smerten, afmagtsfølelsen og fortvivlelsen og derved komme igennem sorgen.

"Læg dig nu ned med et tæppe over og hvil dig, så kommer jeg med en lille én, så du kan falde til ro," er ikke hensigtsmæssig og tilstrækkelig hjælp. Eller "det er ikke så slemt, som du tror, tag dog ikke sådan på vej." Et menneske i krise kan ikke tage sig sammen og skal heller ikke.

Udover omsorgen skal du være parat til at lytte, og foruden den følelsesmæssige renselse, trænger den kriseramte til at få sat struktur på sin ydre verden.

Omgivelserne kan, ligesom det indre, være i kaos. Der bliver ikke ryddet op, ikke vasket, ikke lavet mad.

Hjælperen må i gang med de praktiske opgaver, f.eks. få børnene passet, få gjort rent, sørge for indkøb, give besked til arbejdspladsen. Den kriseramte kan også have brug for, at hjælperen går med til offentlige myndigheder eller til lægen.

Når toppen af krisen er taget af, kan hjælperen begynde at give små praktiske opgaver, som den kriseramte kan overskue, men små skridt, så der ikke kommer yderligere nederlagsfølelse.

Den tidsmæssige faktor er vigtig. Der må ikke træffes afgørelser af vidtrækkende betydning såsom opsigelse af job, hussalg eller -køb, oprettelse af testamente.

Hjælperen, der bevidst går ind i mor-far-rollen skal styre. Og der må skaffes ressourcer i form af penge, evt. aflastning til husførelsen.

Hjælperen skal sørge for at få organiseret en slags hverdag, så alt omkring den kriseramte ikke går i opløsning. Der trænges til en kærlig, men fast hånd. Selv nærværelsen af en tryg og sikker person kan indvirke på angsten og påvirke den kriseramte, så han eller hun får håb om, at der findes udvej for fremtiden. Træerne bliver grønne igen engang.

Den bedste støtte gives, mens såret er friskt. Behovet er størst lige efter den indtrufne begivenhed, og hjælperen føler ikke så let, at han er påtrængende. Den, der er i krise, er som regel let at påvirke.

Men den, der vil hjælpe, kan møde et forstenet menneske, som har lukket en skal om sig. Her må al sin tålmodighed mobiliseres. Der vil gå en breche i muren på et eller andet tidspunkt. Der er her risiko for, at hjælperen selv kan blive smittet af den håbløse situation og føle afmagt.

Oversigt over hjælpens indhold

1. Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, vent ikke på diagnoser, men gå i gang. (Hvis du tager fejl, og det ikke drejer sig om en krise, vil du hurtigt opdage det gennem den andens ord og adfærd).

2. Brug din autoritet og al din faglige kunnen. Gå ind i far-mor-rollen.

3. Overtag styringen, giv små opgaver.

4. Gør brug af omgivelsernes ressourcer, aktiviser de pårørende eller naboerne. De skal måske overtage på et tidspunkt.

5. Kontakt er vigtig, og der skal være let og hurtig adgang til den. (Ventelister og visitationssystemer er bandlyst).

6. Hjælperen skal såvidt muligt holde sine løfter og komme på de aftalte tidspunkter.

7. Der skal være sammenhæng i kontakten, der må helst ikke skiftes hjælper under forløbet.

Hjælperen må bruge sin fantasi og være utraditionel, en krise kan ikke sættes i skemaer og ikke klares indenfor 9-16 tid.

Hvem kan hjælpe?

Alle personer indenfor social- og sundhedssektoren vil kunne hjælpe: Læger, Socialarbejdere, plejehjemsassistenter eller sygehjælpere, pædagoger, ergoterapeuter eller f.eks. personalet, knyttet til foranstaltninger for ældre eller handicappede. Hvis flere er involveret i krisen, er det vigtigt, at de implicerede taler sammen og har samme holdning, så de ikke modarbejder hinanden.

Det kan af og til ses, at lægen ordinerer piller, socialarbejderen tager sig af det konkrete og praktiske, plejehjemsassistenten af det helbredsmæssige. Men ingen af parterne tager sig den tid, der skal til for at tale med kriseramte eller hans og hendes familie, om de svære personlige eller følelsesmæssige problemer. Den ene tror måske, at den anden gør det, og er glad for selv at slippe for det, som er det sværeste.

F.eks.: Et forældrepar har et barn, som på grund af sygdom bliver handicappet. De bliver begge ramt af krise og kan ikke magte at tale med deres andre børn om det. Måske nænner de det ikke, mener ikke at børnene kan tåle at høre om det. Børn ved iøvrigt altid, når der er noget galt, og oplysninger giver tryghed, mens tavshed giver forvirring og utryghed.

Forældrene tør heller ikke give sig hen i sorgen, græder i smug, skammer sig overfor naboer og venner, "man må som voksne mennesker kunne tage sig sammen." Når de ikke kan det, opstår skyldfølelse over at være så panikramte og over at skamme sig over deres eget barn.

Her kræves støtte til familien i form af pasning af barnet, når det kommer hjem fra hospitalet. Hjælp til den daglige husførelse, så det hele ikke bliver opløst i rod og forvirring. Hjælp til de voksne med accept af deres følelser, så de ikke i desperation går fra hinanden. Lærere i skolen kan mobiliseres, så tabuemnet "handicappet" tages op, så de andre børn ikke driller.

Den person, der skal støtte familien, må opsøge dem hurtigst muligt.

Men de naturlige nøglepersoner, det vil sige de mennesker, som har haft med familien at gøre, tilbyder ofte ikke hjælp af angst for at virke påtrængende og af misforstået takt. "Man kan da ikke sådan bare trænge ind i folks privatliv. De kunne jo tror, at man var nysgerrig."

Hjælperen må også finde andre ressourcepersoner i familiens omgivelser, som kan træde ind og snakke med familien efter reparationsfasen. Det er ikke så sjældent, at en familie efter krisen er ovre, isolerer sig, fordi de synes, det er flovt, at de reagerede så barnagtigt og ikke kunne klare deres egen situation på en moden voksen måde.

Det gør det ikke lettere for familien, hvis de f.eks. selv har et arbejde, hvor de hjælper andre mennesker.

Hvordan hjælpe med følelsesmæssige problemer

Hjælperen skal give en jeg-støttende behandling. D.v.s. prøve at få den kriseramte til at komme frem til at se realistisk på det, der er sket, som alligevel ikke kan ændres.

Der skal desuden gives accept på de følelser, der gives udtryk for og lægges øre til alle de små og store oplevelser, som kommer frem i samtalen. Hvis det drejer sig om dødsfald give forståelse for, at sorg ikke blot udløser tårer, fordi man er ked af tabet, men også raseritårer og bebrejdelse mod den, der døde. "Hvor kunne hun gøre dette imod mig." Det virker måske naturligt, hvis det drejer sig om selvmord, men det kan også komme frem, hvis dødsårsagen er en anden, såsom ulykkestilfælde, sygdom.

Tidligere kriser kan også komme frem, og de er betydningsfulde at tale om.

Tidsrammen skal struktureres.

Tidsrammen skal struktureres

Bevidst afslutning med langsom aftrapning. "Jeg kommer på tirsdag, men så kommer jeg først igen om 14 dage o.s.v. Dernæst "du må endelig ringe til mig, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med, for nu kommer jeg kun, hvis du ringer."

Hjælperen må af og til selv hjælpes med sin angst og uro, både under og efter krisen er klinget af.

Efter at have hjulpet i en krisesituation, kan hjælperen opleve afvisning fra den person eller den familie, som han eller hun har stået på hovedet for, måske i mange uger. Den, eller de kriseramte kan føle bagefter, at der er sket for store psykiske blottelser og blufærdighed og indpodede opdragelsesmønstre kan gøre, at vedkommende er skamfuld over ikke at have kunnet beherske sig.

Hjælperen kan af og til føle sig helt udtømt og udmattet efter at have skullet tage imod så voldsomme følelsesudladninger gennem længere tid. Naturligvis også føle en vis skuffelse over afvisning og kulde efter en stor indsats på både det praktiske og det psykiske plan med investering af tid, som måske er gået ud over vedkommendes egen familie.

Det er nødvendigt, at andre hjælper den, der har arbejdet med en kriseramt med at få tanket op følelsesmæssigt og give ham eller hende påskønnelse for det, der blev gjort. Hvis en kriseramt er død, også hjælpe med bearbejdelsen af den skyldfølelse, som hjælperen ofte har.

Ligemeget, hvor professionel man er, så er man til syvende og sidst selv et menneske med angst og svagheder.

Det ville være lykkeligt, hvis alle vidste, at der ville være et andet menneske parat, den dag, man selv blev ramt af krise. Så man i stedet for at stivne og stagnere, måske omgive sig med ensomhedens isnende kulde, eller blive svag og evigt jamrende, kunne vokse og blive et varmt, forstående og givende menneske til glæde for sig selv og sine omgivelser.

Lægen kan, udover at støtte og hjælpe med sin faglige viden og kunnen, bruge sin autoritet til at få mobiliseret en anden - fagmand eller familiemedlem - til at yde krisehjælp. Eventuelt tilbyde at være supervisor et stykke tid, indtil den værste krise er overstået!