En bog, der afslører "hemmeligheder" bag mandens måde at tænke "kvinder" på og giver adskillige gode bud på svar, de mange spørgsmål vi har stillet os og dem her og nu, og gennem tiderne. Desværre er bogen udsolgt fra forlaget.
Om bogen:
I en fascinerende analyse og med skånselsløs åbenhed beskriver Wilfried Wieck den ødelæggende måde, hvorpå mænd omgås kvinder, hvordan de ønsker at blive elsket i stedet for selv at elske:
"Jeg havde altid troet, at manden var den stærke i det gensidige forhold, og at han støttede og hjalp kvinden. Nu lærte jeg, at det nærmest forholdt sig omvendt. Manden er kræftesløs og svag, kvinden holder ham i gang. Kvinderne opretholder de faste relationer til mændene og tager hånd om dem. På denne tryghed opbygger manden som sikkerhedsvagt konkurrencesystemer, udkæmper prestigekampe og etablerer sin magt. Alle ved, at en sjælelig og global ødelæggelse truer, hvis det ikke skulle lykkes at virkeliggøre kvindelige værdier. Jeg vil skildre, hvorledes manden får "terapi" gennem kvinden, hvordan denne fungerer, og hvordan den egentlig burde virke...
Den jomfruelige erkendelse udretter intet. det egentlige personlige arbejde synes alle at vige tilbage for. Derfor er vor verden, vore indbyrdes forhold og vort sprog forurenet. For at kunne imødegå dette må manden nødvendigvis først og fremmest lære sig selv at kende"
- hvilket han absolut ikke gør i dag.
En meget god, klog og nyttig bog omhandlende mandekønnet på generelt og individuelt plan, velskrevet og bevidstgørende. Min søn har fået et eksemplar i gave for nogle år siden og betragter den som en "øjeåbner" (ikke værst fundet på af en "gammelmor").
Mænd vil elskes - den uforløste længsel efter kvinden
Af Wilfried Wieck
Holkenfeldts Forlag 1989
ISBN 87-7720-094-2
Inledning
I grunden begyndte det hele med en lille billigbog. Eller rettere, med en bøn, som jeg ikke opfyldte. Jeg var fireogtyve år, da jeg 1982 læste en bog, som min kæreste tre år tidligere og som en hjertesag indtrængende havde anbefalet mig: "Die Stärke weiblicher Schwäche" ("Styrken ved kvindelig svaghed") af psykoterapeuten Jean Baker-Miller. For så vidt angår forståelsen af relationerne mellem mand og kvinde havde jeg slumret, ubekymret over mig selv, selv om jeg længe havde beskæftiget mig med dybdepsykologi og færdedes i kredse med samfundskritiske mennesker. Desuden opfattede jeg ikke mig selv som en typisk mand. Det gør typiske mænd aldrig. Mands-chauvinisme, sexisme, mangel på følelse og forstand var begreber, som jeg benyttede, men i grunden ikke forbandt med mig selv.
Manden lader andre om at elske. Han lader kvinden elske. Han bliver selv elsket. men han elsker ikke. hvis hun gerne vil elskes, ja, så undlader han at elske, for ellers ville det hele blive for svært for ham. Som de fleste mænd havde jeg indtil da næppe læst noget som helst om køns-spørgsmålet. Videnskabelige bøger var efter min opfattelse vigtigere.. Det varede tre år, før jeg opfyldte Irmgards bøn. Bogen gjorde mig usikker, det hele angik mig. Efter denne første rystelse begyndte jeg at finde min rolle som mand i denne samfund problematisk. Der kom over mig en følelse af skam over, at jeg så længe havde ignoreret de erfaringer kvindebevægelsen havde indhøstet. Derefter foruroligede det mig, at det havde været nødvendigt igennem tre år at bede mig om noget. Hvordan stod det så til med min evne til at elske?
Gennem psykologisk skoling og terapeutisk virksomhed var jeg fortrolig med at kæmpe med mig selv. Jeg havde læst meget om mig selv som menneske, men næppe reflekteret over mig selv som mand. Kunne jeg overhovedet indtil nu have erfaret noget, som var rigtigt, om mig selv som menneske?
Min selverkendelse måtte genopbygges. I min halvvågne tilstand faldt der pludseligt en lysstråle ind. Det blev optakten til en rejse, under hvilken der blev lysere og lysere. Den begyndte dog tøvende og hakkende, under megen modstand.
For nylig erindrede Irmgard mig om min store usikkerhed i begyndelsen. Denne følelse og min sindstilstand dengang havde jeg glemt alt om. Jeg tænkte, at det var gået mig godt med min genopvågnen, fordi jeg fandt den stimulerende og produktiv.
Jeg regner med, at mandlige læsere ligeledes vil have besvær med at anbringe sig på mit erkendelsesgrundlag. Hvorfor skulle de føle mindre smerte end jeg? Det havde været længe, før der kom selvkritiske spørgsmål ud af min forlegenhed. Hvad kunne jeg have forsømt? Hvilke kvinder lider skade, fordi jeg er en mand? Omfanget af min uvidenhed foruroligede mig. Der findes mange mænd, som distancerer sig fra disse problemer. De betragter det hele som overdrevent, eller de synes, at det slet ikke er så slemt.
Da jeg efter en indarbejdningsperiode besluttede mig til at holde foredrag over dette emne, forbavsede tilhørendes reaktion mig undertiden. Når jeg gav udtryk for min personlige forvirring, så bebrejdede mig nu og da overfølsomhed og fjendtlighed over for mænd. Adskillige følte sig udfordrede, forargedes eller blev bange. Det kan dog bemærkes, at der år ud og år ind regelmæssigt kom hundreder og atter hundreder af mennesker for at høre på og for at diskutere. Den interesse, der blev udvist, har bevæget mig til at fastholde mine tanker i skriftlig form. Jeg gør dermed det forsøg at lade andre få del i mine følelses- og læreprocesser. Måske kan de også stille nye spørgsmål og vælge en usædvanlige vej, som vil vise sig usikker, men levende og spændende.
Så langt det syntes mig nødvendigt, inddrog jeg min livshistorie, især relationerne til min mor. hun havde en væsentlig andel i min tilblivelse som mand. Når vi mænd er fattige på følelser og er voldelige, er det ikke alene fordi vi identificerer os med vore fædre. Min mor har tilskyndet mig til at blive som min far, selv om han ikke var nogen virkelig kærligheds-partner. De levede sammen, men når hun behøvede ham, stod han ikke ved hendes side. Hun længtes stedse efter et menneske, af hvem hun kunne føle sig uforbeholdent accepteret. Dette menneske skulle jeg være. Jeg vil skildre, hvordan hun optrådte over for mig i det daglige, og hvilke følelser kom jeg til at nære for hende. I tilslutning hertil vil jeg kort komme ind på skole og studenterbevægelse.
Allerede under studierne havde jeg giftet mig. Vi fik en datter og havde stort besvær med vores kærlighedsliv. Ingen kunne hjælpe os. Barndomshjemmet, skole og universitet, studenterbevægelse og terapigruppe gav mig en opfattelse af kvinden og manden, en opfattelse, som jeg i dag betragter som præget af fordomme. Jeg havde altid troet, at manden var den stærke i dette gensidige , og at han støttede og hjalp kvinden. Nu lærte jeg, at det nærmest forholdt sig omvendt. Manden er kraftesløs og svag, kvinden holder ham i gang. Kvinderne opretholder de faste relationerne til mændene og tager hånd om dem. På denne tryghed opbygger manden konkurrencesystemer, udkæmper prestigekampe og etablerer sin magt. Alle ved, at en sjælelig og global ødelæggelse truer, hvis det ikke skulle lykkes at virkeliggøre kvindelige værdier. Jeg vil skildre, hvorledes manden får "terapi" gennem kvinden, hvordan denne fungerer, og hvordan den egentlig burde virke.
Min anden fordom angik min forestilling om autonomi. Jeg havde altid sværmet for selvstændighed og selvbestemmelse. Nu kunne jeg fastslå, at jeg hverken legemliggjorde den ene eller den anden af disse værdier, og at samfundet tværtimod har opdraget mig til afhængighed af kvinden. Jeg var henvist til hendes kraft og pleje, og da jeg ikke ville indrømme det, holdt jeg fast ved min illusoriske selvhævdelse. Det viste sig således, at manden higer efter kvinden. Denne hans første usunde higen opstod,. da hen endnu ikke kunne tænke eller tale. Derfor har han sådant et stort besvær med at frigøre sig (fra sin prægning.adm.).
For det tredje havde jeg lært, at kvinder er tilbøjelige til at være skinsyge på mænd på grund af andre kvinder, men også på grund af mændenes arbejdsmæssig karrière. Ved min undersøgelse over kvindefrigørelsen lærte jeg nu, at det forholder sig omvendt. Manden bliver skinsyg på den dygtige, erhvervsaktive kvinde, på hendes kontakter udenfor familien og på hendes menneskelige udvikling. Vi kan først konstaterer dette nu, fordi kvinden i tidligere tider mere effektiv blev hindret i at frigøre sig og blive en konkurrent til manden. Da han således havde lov til at leve med sine drømme om storhed og magt, var det ikke nødvendigt at være jaloux.
Endeligt for det fjerde havde jeg altid troet, at det er manen, der tager ordet. Hjemme, på arbejdspladsen, i videnskaben, i kunsten, i litteraturen og i politikken - overalt hørte jeg mænd tale, mens kvinderne knap nok kom til orde. Nu mærkede jeg, at manden slet ikke er kommunikativ i egentlig forstand. Denne informationsudveksling er det snarere kvinden, som søger. Manden tier, idet han intet væsentligt siger om sig selv, om andre personer og forhold, og på en så raffineret måde, at det ikke forekommer påfaldende. Gennem denne indsigt blev det klart for mig, at kraftløsheden er grundlaget for mandens tavshed.
Jeg vl beskrive følgende grundlæggende mandlige mangler: den særlige afhængighed af kvinden, denne usunde higen efter kvinden, skinsyge på kvinden, tavshed og kraftløshed. Herover står kvindens terapeutiske styrke. Fordi mændene ikke kan leve uden kvinderne, og fordi de bekæmper dem, er de tilbøjelige til at ty til masochisme og vold, når denne sandhed truer med at komme for dagens lys.
Der findes stærke og følelsesfulde mænd og egoistiske, hårde kvinder. Også jeg har hos kvinder oplevet et afskrækkende mål af mangel på forståelse og krav om at ville herske. Mange forblev trofaste, de forvænner manden og bliver selv depressive. De beundrer voldelige mænd, forsvarer sig ikke og muliggør handlinger udspringende af uvidenhed og grusomhed.
Men uanset dette lykkes det dog næsten enhver mand at finde en partner, der plejer og trøster ham, en kvinde som netop rummer lidt mere styrke og fællesskabsfølelse end ham selv. Et ubevidst og derfor pålideligt valg af partner forklarer dette tilsyneladende paradoks. Han har fundet denne kvinde, så forstærker manden sin afhængighed af hende, udnytter hende og tier over for hende. Jeg mener, at også kvinden må arbejde mere med sig selv, ikke kun for at holde manden i live, men for konsekvent at fremme hans udvikling. Verden har ikke behov for den ensidige, men for den konsekvente kvindelige "terapeut" for manden. Denne terapeut findes ikke fordi kvinderne er for tapre.
Overalt fremhæver man tilsyneladende sikre erfaringer, for eksempel at meget skulle være forbedret gennem den feministiske forskning. Dette er en vildfarelse. Bøger og diskussioner ændrer kun lidt på dagligdagens realiteter. Enhver mand må livet igennem arbejde med sig selv. Den jomfruelige erkendelse udretter intet. Det egentlige personlige arbejde synes alle at vige tilbage for. Derfor er vor verden, vore indbyrdes relationer og vort sprog forurenet. For at kunne imødegå dette må manden først og fremmest lære sig selv at kende.
Mænd vil elskes - den uforløste længsel efter kvinden
Af Wilfried Wieck
Holkenfeldts Forlag 1989
ISBN 87-7720-094-2
