Kahlil Gibran "Profeten" (link til info)

Hjertegribende poesi.
God fornøjelse :)

http://www.aschehoug.dk/html/vis_bog...=87-11-11555-6

http://dk.fonixmusik.com/main/xl/VA1211

Lidt eksempler på Kahlil Griban....


Om kærlighed....

Og han løftede sit hoved og så ud over folkeskaren,medens stilheden sænkede sig over den.Og med kraftfuld røst begyndte han at tale:
"Når kærligheden kalder jer,følg den,
Er dens vej end stejl og stenet.
Og favnes I af dens vinger,da giv jer hen til den,
Skulle I end såres af det sværd,som er skjult i dens svingfjer.
Og når den taler til jer,tro den,
Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme,som nordenvinden forøder havens blomster.

Thi ligesom kærligheden kroner jer,skal den også korsfæste jer.Ligesom den øger jeres vækst,skal den også sørge for jeres beskæring.
Ligesom den hæver jer til jeres højeste og kærtegner jeres spædeste kviste,der sitrende strækker sig mod solen.
Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet.
Som markens neg sanker den jer til sig.
Den tærsker jer for at gøre jer nøgne.
Den sigter jer for at rense jer for avner.
Den kværner jer til hvidhed.
Den ælter jer,til I er smidige;
Og da overlader den jer til sin hellige ild,at I kan blive helligt brød til Guds hellige gæstebud.

Alt dette skal kærligheden gøre imod jer,at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte.

Men dersom I af angst kun vil søge kærlighedens fred og kærlighedens glæder,
Da er det bedre for jer,om I dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra kærlighedens tærskelo,
Til den uomskiftelighedens verden,hvor I skal le,men ikke al jeres latter,og græde,men ikke alle jeres tårer.

Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.
Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes;
Thi for kærligheden er kærligheden alt.

Når I er opfyldt af kærlighed,sig da ikke:
"Gud har taget bolig i vort hjerte";men snarere skal I sige:"Vi dvæler i Guds hjerte".
Og tro ikke,I kan bestemme kærlighedens kurs;thi dersom kærligheden finder jer værdige,skal den bestemme jeres kurs.

Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.
Men dersom I elsker og dog må begære,lad da jeres begær være disse:
At opløses og blive som en rislende bæk,der synger sin sang til natten;
At kende den alt for store følsomheds smerte;
At såres af jeres egen indsigt i kærligheden;
Og at udgyde jert blod modstandsløst og med fryd.
At vågne ved morgengry med et bevinget hjerte og med taksigelse for en ny dag at leve i med kærlighed.
At hvile i middagstimen og åbne sindet mod kærlighedens højder;
At vende hjem ved aften opfyldt af taknemmelighed;
Og da at overgive jer til søvnen med en lovsang på læberne og en bøn for den elskede i hjertet".

Gibran om fornuft og følelser...

Og præstinden tog atter til orde og sagde:"Tal til os om fornuft og følelse."
Og han svarede og sagde:
"Jeres sjæl er ofte en valplads,på hvilken jeres fornuft og dømmekraft fører krig mod jeres følelser og jert begær.
Kunne jeg blot være sjælens fredsmægler og vende spliden og splittelsen i jert indre til enhed og harmoni.
Men hvorledes kan jeg det,medmindre I også selv er fredsmæglere,nej,elskere af alt,hvad der rører sig i jer?

Jeres fornuft og jeres følelser er jeres søfarende sjæls ror og sejl.
Knækker roret eller flænges sejlene,må I drive hid og did eller ligge stille midt på havet.
Thi hvor fornuften alene råder,er den en begrænsende kraft;og hvor følelserne ikke er under kontrol,er den en flamme,der fortærer sig selv.
Lad derfor jeres sjæl opløfte fornuften til følelsernes tinder,hvor den kan bryde ud i jubel.
Og lad den lede jeres følelser mod fornuft,for at følelserne må have liv gennem deres egen daglige opstandelse og som fugl Phønix rejse sig af deres egen aske.

Gid I ville betragte jeres dømmekraft og jert begær som to elskede gæster i jert hus.I ville ikke vise den ene gæst mere ære end den anden;thi den,som udmærker den ene frem for den anden,mister begges hengivenhed og tillid.
Når I sidder på højene i de hvide poplers skygge,og tager del i fjerne markers og enges stilhed og fred-lad da hjertet lydløst hviske:"Gud hviler i fornuften".
Og når stormen rejser sig,og den kraftige vind rusker i skoven,og torden og lynild udråber himlens majestæt-lad da hjertet i ærefrygt sige:"Gud bevæger sig i følelserne".
Og da I er åndedrag i Guds sfærer og løvværk i Guds skove,bør også I hvile i fornuften og bevæge jer i følelserne."