Endnu et indlæg på Mareridt-bloggen. Den omtalte "rapport" kommenterer Susanne Staun
her.
I udklip af Ask Elklits
respons i Politiken til Mareridt-bloggens kritiske reaktion på hans rapport, der konkluderer at, i familierelationer, kvinder er lige så voldelige som mænd - skriver Ask Elklit sarkastisk:
UDENLANDSKE undersøgelser viser i høj grad kønssymetri [at kvinder er lige så voldelige som mænd/red.], og det faktum passer ikke SS særlig godt. Hun skælder ud på skemaer og svinger sig op til at sige, at det er en voldelighed blandt kvinder, der ikke findes.
Sådan! Ti stille! Det findes ikke!
Jamen, så er der vel ikke mere at snakke om. Forskerne kan bare gå hjem og skamme sig! Tak for kaffe!
Nu er jeg ikke SS (Susanne Staun), men som en anden læser af rapporten, siger jeg gerne - selvtak, Ask Elklit. Skulle det være en anden gang? Eller ville jeg have foretrukket, at forfatteren nøjedes med at holde sig til kaffen?
Jeg ville afgjort foretrække, at rapportens
Undersøgelse af indbyrdes vold var funderet på langt flere interviewede par end...
"de 7 par som har delt deres historier og hjulpet os med at forstå de relevante pardynamikker."
Ask Elklit støtter sig i sin rapport til både
"udenlandske undersøgelser" og
"forskningslitteraturen på området", eller at
"er internationalt veldokumenteret at indbyrdes vold er den mest forekommende form for vold i nære relationer. Mere end 200 internationale vestlige studier og omfattende metaanalyser har vist, at kvinder er en anelse hyppigere voldelige overfor deres partnere, men viser samtidig at mænd påfører kvinder større fysisk og psykisk skade ved udøvelsen af vold" - uden dog at rapporten, af den grund, indeholder en referenceliste, der ellers er et krav til såvel "eksperimentelle", som "teoretiske" videnskabelige rapporter.
I Læsevejledningen (side 13) står der ganske vist, at
"I bilagene til rapporten findes to powerpoint præsentationer, der giver et overblik dels over forskningen generelt, dels over den forskning, vi har lavet om vold i nære relationer", hvilket muligvis nødtørftigt kan erstatte en referenceliste, men surprise, surprise - der er INTET bilag til rapporten at finde på Nettet.
Det betyder, at alle, forhåbentlig gode grunde til at stole på denne rapport, og dens forfattere - er ikke offentliggjort.
Hemmeligholdt?
Hvorfor?
Og hvad Udenrigsministeriet skal bruge en undersøgelse af indbyrdes (partner)vold til?
Endnu en hemmelighed?
Ask Elklit har fuldstændig ret, når han påpeger at kvinder er voldelige, og at voldelighed blandt kvinder er en kendsgerning. Men han ignorerer
årsager til mænds og kvinders vold i parforholdet. Nej, undskyld, han ignorerer det ikke. Han
benægter at voldsudøvende mænd og kvinder gør det af forskellige årsager. Han skriver (uden referencer of course), at
"udenlandske undersøgelser viser i høj grad kønssymetri" d.v.s. at kvinder er lige så voldelige som mænd, uanset årsagen til volden.
Hvad med at stige ud af elfenbenstårnet? Og helt ned på jorden, hvor livet viser sine bedste og værste sider?
Forleden læste jeg artiklen
"What about men?: Challenging the MRA claim of a domestic violence conspiracy" fra september sidste år, publiceret i ABC (Australian Broadcasting Corporation). Ikke en eller anden tilfældig "feministisk" medie med egen, mandefjendske agenda, men det største, ældste, statsejede public service medie i Australien.
Det særlige ved artiklen er, at den eneste kvindelige kilde, der refereres til, er 'anti-feministen' Daisy Cousens, mens de øvrige citerede er mænd. Bl.a. dr.
Michael Salter, underviser i kriminologi på Western Sydney University, dommer
Michael Barnes - leder af Domestic Violence Death Review Team hos statens retsmedicinsk myndighed, og
Michael Brandenburg, strategy manager hos No To Violence / Men's Referral Service - en paraplyorganisation for organisationer og enkeltpersoner, der arbejder for og med mænd, der enten er ofre for familievold, herunder "kvindevold", eller selv udøver vold i deres familier.
I 2015 gennemgik NSW-retsmedicinske myndighed (NSW = State Coroner's Court of New South Wales) alle tilfælde af partnermord mellem 2002 og 2012 og fandt ingen hændelser, hvor en kvinde dræbte en mand, bare fordi hun var voldelig.
I alle tilfælde hvor kvinder begik drab på deres mandlige partner eller ex-partner, skete det udelukkende af frygt, i selvforsvar og som kulmination på en lang række voldelige overgreb begået af ofret mod kvinden, eller mod kvinden og fælles, eller kvindens børn. Ifølge det australske politi og sundhedsvæsenets rapporter for perioden, alle tilfælde af kvinders vold mod deres partner har kvinderne forsvaret enten dem selv, eller deres børn. Disse rapporter konkluderede ligeledes, at der er visse former for vold, kvinder simpelthen ikke begår mod mænd "i nære relationer". Voldshandlinger kvinder ikke begår mod mænd er kvælning, lemlæstelse af og drab på kæledyr, seksuel vold samt systematisk ødelæggelse af fælles ejendele.
Michael Brandenburg (
No To Violence /
Men's Referral Service) erkender, at der er brug for en definition af vold i hjemmet hvor der skelnes mellem vold begået af simpel eller reaktiv raseri udløst af følelsen af at være provokeret - og vold affødt af frygt. Også han siger, at det er hans organisations erfaringer gennem de sidste 15-20 år, at kvinder begår vold for at beskytte dem selv og for at beskytte deres børn.
Noget lignende læste jeg i booklet
"Domestic Violence & The Courtroom - Understanding The Problem... Knowing The Victim" udgivet af dommerstanden i USA. Dommere skriver:
"Det er ofte svært at gennemskue forskellen mellem [klassisk] selvforsvar og en voldsudøver, hvis aggressivitet er udløst af en voldelig partner. Når denne type voldsudøvere bliver anholdt, har de tendens til at erklære dem skyldige, for hurtigt at komme ud af fængslet og vende tilbage til deres børn. Et offer, der selv udøver vold i selvforsvar, eller for at forsvare en anden person, bør behandles som voldsramt."
Hvad mon Ask Elklit ville mene om disse vidnesbyrd fra den fjerne Australien?
Eller vigtigere: hvad ville forskeren dr.
Michael Salter fra Western Sydney University, dommeren
Michael Barnes - leder af Domestic Violence Death Review Team hos statens retsmedicinsk myndighed, og
Michael Brandenburg, strategy manager hos No To Violence / Men's Referral Service, tillige det australske politi, sundhedsvæsen og de sociale myndigheder - sige til Ask Eklits rapport?
Heldigvis er rapporten et internt dansk dokument udarbejdet på dansk, bestilt af en offentlig myndighed, guderne ved til hvad formål, og som ikke opfylder betingelserne for videnskabelige artikler, men hvis "rapporten" nogensinde ser dagens lys oversat til engelsk, vil jeg sende den til de australske kilder benyttet i ABC's artikel
"What about men?: Challenging the MRA claim of a domestic violence conspiracy" - spændt på, hvad deres reaktion bliver.
Så længe alle skal nøjes med Ask Elklits rapport på tro og love, uden offentligt tilgængelige bilag og referencer, forbliver denne rapport ikke værd det papir, den er skrevet på.
Om Ask Elklit "kan bare gå hjem og skamme sig" skal jeg ikke kunne sige, men til enhver tid foretrækker jeg vidnesbyrd leveret af mennesker, direkte involveret i problemerne/løsningerne, frem for rapportens åbenlyse konfirmationsbias, temmelig sandsynligt forankret dybt i Ask Eklits fortid relateret til Foreningen Far.
