Kvinder koster kassen, eller gør de?
Ved et tilfælde havnede jeg på Youtube, hvor jeg så et video Det kønsopdelte arbejdsmarked uploadet af Ugebrevet Mandag Morgen. MM's artikel Kvinder er en ”underskudsforretning” kan læses på MM's hjemmeside.
At videoen var uploadet for næsten fem år siden, betyder ikke at MM's budskab er forældet i mellemtiden. Der er fortsat en temmelig ulig fordeling af magt og indtægter kønnene imellem på det danske arbejdsmarked, så MM's video er både aktuel og lærerig, dog blev jeg temmelig ubekvemt til måde da jeg nåede til omtalen af kønnene, som værende enten en god eller en underskudsforretning for samfundet.
Ca. 4 minutter og 30 sekunder inde i videoen ser vi denne planche:
https://www.overgangsalderen.dk/word...forretning.png
Oplæseren forklarer at en kvinde i gennemsnit modtager fra samfundet 1,6 millioner mere end hun i løbet af sin levetid bidrager med i skatter og afgifter, hvorimod en mand, ligeledes i gennemsnit modtager 0,6 millioner mindre end han, i løbet af hans levetid bidrager med i skat og afgifter. Forklaringen afsluttes med henvisningen til at hvor mænd er en overskudsforretning, kvinder er en underskudsforretning for samfundet.
Er det nu også rigtigt?
Uden at se beregningerne MM henviser til, er det temmelig svært at argumentere mod MM's ordvalg, men det kunne være interessant at se statistikker trukket ud af samfundets udgifter alene relateret til børn. Ikke hvad samfundet betaler for driften af børneinstitutioner, skoler, skoletandlæge, vaccinationer o.s.v, men mere om omkostningerne, der ellers knyttet til barnets fødsel og barnets familierelateret opvækst bogføres af samfundet under udgifter relateret til kvinder eller til mænd?
Alt efter forløb og kompleksitet, kan prisen for en fødsel befinde sig mellem 40-50 og over 100 tusinde kroner. Ved fødslen af to børn, er der jo ingen rabat, så samfundets omkostning bliver den dobbelte, eller tredobbelte ved tre børn. Hver gang et barn fødes, bliver samfundsudgiften bogført under moderens CPR-nummer (kvinders CPR-numre er lige, mænds ditto er ulige), så alene her har vi en proportionelt større udskrivning på moderens skattekonto, end på faderens. Alligevel er det moderen, der skal høre for at for samfundet er hun dyr i drift, hvorimod hendes mand - faderen - han er bare en overskudsforretning.
Kunne det tænkes, at hvis fædre oftere gik til lægen med lille Viggo, der har ondt i ørerne, ville samfundsomkostninger på denne konto blive registreret under fars CPR-nummer, og dermed ville samfundets gevinst af mænds bidrag med skatter og afgifter, ganske automatisk blive lidt mindre?
Hvem bidrager mindst (læs: snyltere) og mest (læs: ofre for snyltere) er en kønspolitisk agenda, gemt under radaren når venstrefløjen er involveret i regeringsmagten, eksploderende i lyslue når de borgerlige sidder på tronen. Men at denne agenda vender tilbage om og om igen, er en kendsgerning.
Det er også en kendsgerning, at et af denne agendas yndlings argumenter er, at kvinder koster (læs: belaster) sundhedsvæsenet så umådelig meget mere end mænd. Lad mig så citere fra Herdis Møllehaves En bog uden navn udgivet i 1985, dog uden at den havde mistet sin aktualitet i løbet af de 33 år, der er gået siden Herdis skrev den.
Herdis Møllehave skrev:
Eller, for igen at tage et personligt udgangspunkt, som mange kvinder kan nikke genkendende til. Her er grunden til, at jeg har været hos eller været i kontakt med lægen ca. 70 gange mere end min mand (antal og kontakter er vist lavt sat):
Det var mig, der for 27 år siden fik taget mål til et pessar. Det var mig, der for 24 år siden, for 21 år siden og for 19 år siden var seks gange - i alt 18 gange - hos lægen til graviditetsundersøgelser. Det var mig, der efter de to første fødsler fik taget nyt mål til et pessar. Det var også mig, der fødte tre gange med hjælp af jordemoder og læge. Og efter tredje barns fødsel talte p-piller med lægen. Det var mig, der prøvede forskellige mærker, før jeg fandt et, der passede mig - hver gang i samråd med lægen. Det var - som regel - mig, der gik med børnene til lægeundersøgelser, før de kom i skole. Det var mig, der ikke ville have dem koppevaccineret lige før de skulle i skole - i øvrigt i samråd med en læge - så det var mig, der skulle argumentere og anmode kredslægen skriftligt om fritagelse, dvs. søge dispensation, fordi de ikke havde den obligatoriske koppevaccinationsattest, da de skulle i skole.
Det var mig, der gik med, når de skulle have de andre vaccinationer. Det var mig, der efter en skrækkampagne mod p-piller fik en spiral hos lægen, og det var mig, der hos lægen fik den fjernet igen, da jeg ikke befandt mig godt med den. Det var mig, der igen fik p-piller hos lægen. Det var mig, der jævnligt ringede til lægen efter en recept på codimagnyl, indtil de fornylig blev frigivet. Det er nu også mig, der spiser de fleste af dem pga. hovedpine og smerter i ryggen: for mange cigaretter og forkert arbejdsstilling.
Det er også mig, der har natlæge en-to gange om året pga. migræne. Og mig der ringer efter lægen eller bare en recept ca. en gang årligt, når min mand har halsbetændelse og/eller har mistet stemmen. Det er mig, der i 18 år har gået til regelmæssige kontrolundersøgelser for bryst- og underlivslidelser. Nej, ingen »falsk tryghed«, for jeg er også kommet, når jeg har haft uregelmæssig blødning eller pletblødning. Derfor er det mig, der har fået en tre-fire udsugninger.
At jeg, som mange andre kvinder går mere til læge end deres mænd skyldes måske ikke kun, at læger og andre mænd gerne ser mig som patient, men også, at jeg lytter mere til min krop og psyke. Det kan også tænkes, at jeg og andre kvinder er mere fornuftige end (vore) mænd. En del af dem har en tilbøjelighed til at dø meget tidligere, og en gruppe mænd dør ret pludseligt i 50-55-års alderen, mest af hjertesygdomme, se kap. 8 og 10.
Det var også mig, der tog på skadestuen temmelig ofte i temmelig mange år med børnene, når de faldt ned fra træer og tage, gravede sig i foden med en fork eller spade, kom til at slå hinanden med en skovl (ikke med vilje), blev bidt af venligt udseende hunde, der ikke lod sig klappe, fik glasskår i fødderne, fordi de ikke ville gå med sko eller faldt ind i et møbel. Det skyldes, at jeg bedre end min mand kan tåle at se blod. Det blev til en hel del gange med tre aktive børn.
Det er også mig, der har været flere gange hos forskellige læger de sidste år pga. forskellige gener, indtil jeg sammen med min læge fandt ud af, at det var begyndende overgangsalder, og vi sammen fandt frem til - efter et enkelt forsøg med hormoner, som ikke passede mig - hvilke hormoner, der passer mig bedst. Det er også mig, der har en recept på hormoner, som jeg får fornyet hos lægen hvert halve år. Det mig, der fortsat går til kontrol 1-2 gange årligt.
Et tankeeksperiment: lad os forestille os at det var den kære Johannes, der var familiens omsorgsperson i stedet for Herdis, og at familiens alle sundhedsvæsen-relaterede omkostninger blev statistisk bogført under hans ulige CPR-nummer?
Hvem af de to ville være en underskudsforretning så?
