Bedstemorbogen
Af Eva Marie Solheim
https://www.overgangsalderen.dk/word...en_250x374.jpg
FORORD
Denne bog er blevet til gennem samtaler og i samarbejde med bedstemødre. I nogle tilfælde bliver deres bedstemorhistorier gengivet, i andre tilfælde bruger jeg deres erfaringer og sætter dem ind i sammenhænge, hvor de er med til at belyse et emne. Ganske mange af de interviewede har været ængstelige for at få deres historier på tryk, for at have sagt noget forkert.
Det forholder sig sådan, at vi nu om dage lever med et successyndrom. Vi har skabt os et billede af familielykke, som ligner de idyller, vi læser om i reportager om de kendte, og vi har let ved at tro, at lige bortset fra os, fungerer det gnidningsløst for alle andre. Og så er sandheden snarere den, at mange går rundt med skyldfølel-se over ikke at kunne slå til i forholdet til børn og børnebørn. Stadig flere føler, at de ikke slår til og spørger sig selv, hvad der kan være galt med dem. Mange bedstemødre kvier sig ved at tale ud med deres børn af frygt for at såre dem. Og de skammer sig over for omverdenen, hvis forholdet til deres børnebørn ikke er perfekt.
Jeg har ikke mødt en eneste bedstemor, hvordan hun så end vælger at spille sin rolle, som ikke har erklæret børnebørnene sin kærlighed og givet udtryk for medansvar over for den nye generation. Men jeg har mødt mange bedstemødre, der føler sig afmægtige, tilsidesat og irettesat. Dette er et tabu. Ikke noget man taler højt om. Forestillingerne om andres succes vokser i takt med følelsen af egen fiasko.
- Bedstemor? En dejlig rolle, sagde én, som jeg tilfældigt fortalte, at jeg var ved at skrive en bedstemorbog. - En dejlig og vanskelig rolle, føjede hun eftertænksomt til. - For vi kan jo så tydeligt se de fejl, forældrene (vores børn) gør, og som vi også gjorde, da vi var unge forældre. Det skærer os i hjertet, for vi ønsker, at de kære små skal leve i paradis. Vi må ikke glemme, at de unge har ret til at begå deres egne fejltagelser, selv om det kan være frygteligt at stå ude på sidelinien og ikke kunne foretage sig noget som helst.
Mon ikke modsætningerne mellem bedstemor- og forældregenerationen ligger netop her? Vi vil gerne give vores børnebørn det tabte paradis tilbage, det, som heller ikke vi formåede at give vores børn, for vi elsker jo vores børn gennem vores børnebørn, og vi ønsker så inderligt, at vi havde kunnet give dem værdier med på vejen, som gjorde dem til de fuldkomne forældre, vi ikke selv formåede at være. De unge kan ikke se, at der ligger en stor kærlighed til begge generationer i vores måske ofte besværlige adfærd.
Det er hårdt at orientere sig i en verden, hvor man både skal leve op til gamle myter og moderne krav, samtidig med at det forventes, at man selv skal have et nogenlunde vellykket liv. Meningen med denne bog er, at vi skal kunne læse om hinanden, genkende situationer og muligvis føle lettelse over, at vi ikke er alene om problemerne med at takle tidens modsætningsfyldte forventninger.
Lad os se det i øjnene: At være bedstemor er et arbejde. Et hyggeligt arbejde for de heldige, fortvivlende for andre. Forhåbentlig kan disse bedstemødres historier få os til at indse, at meget af det, vi tror er individuelt og måske forbundet med skam, er noget, vi deler med mange.
Bogen handler om bedstemor. Hvorfor ikke også bedstefar? vil nogen spørge. Bedstefar er da også glad for børnebørnene. Og det siges, at det først nu går op for ham, hvad han er gået glip af i forhold til sine egne, da de var små. Jeg forstår godt synspunktet og overvejede at tage ham med for hans gode intentioners skyld. Men valgte at lade være. Som kvinder i alle tidligere generationer har måttet gøre det, må også han tage til takke med at stå bag, med at være støtteperson, ikke blive nævnt, men vide, at han heller ikke er glemt.
Der er vigtige grunde til, at bedstefar ikke er med. Selv om han er rar og næsten lige så glad for at ride ranke som børne-børnene, er der alligevel et stykke vej til, at han bliver den socialarbejder, som bedstemor er i dagens unge familier. Det er hende, der forsømmer sit arbejde eller melder afbud til en fest, når børnebørnene er syge. Det er hende, der er den unge families vigtigste støtte.
Mens bedstemors biologiske frugtbarhedsfunktion stort set er slut i den alder, hvor hun bliver bedstemor, er bedstefar stadig i besiddelse af sin. Når jeg som mor og bedstemor læser avisens rubrikker for nyfødte, finder jeg ikke bare navnene på mine børns venner, det sker også, at jeg finder mine mandlige klassekammerater. Bedstefar har foretaget et virilt spring ind i sine egne børns generation og er nu i færd med at fylde generationskløften op med ny kone og nye børn. Den faderrolle, han nu er gået ind i, kræver langt mere af ham, end den gjorde for femogtyve-tredive år siden. Og det er klart, at der vil blive mindre tid til børnebørn under de omstændigheder.
Med bedstemor er det en helt anden sag. Indtil forskningen indfrier et eventuelt ligestillingskrav på det område, er hun forskånet for lignende meritter. Færdig med egne børnefødsler, står hun nu parat til at give det bedste af sig selv til børnebørnene. En af hensigterne med bogen er at huske hende på også at være lidt rundhåndet over for sig selv.
