Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja
https://www.overgangsalderen.dk/word...n_Myskja_2.jpg
Indledning
"Se dybt nok, og du ser musisk; naturens hjerte er altid musik, hvis du kan nå derhen."
Thomas Carlyle 1795-1881, skotsk filosof
Vi har alle oplevet noget af musikkens evne til at påvirke vore sindsstemninger og atmosfæren mellem mennesker: En sang i radioen kan bringe en hel ungdomsperiode tilbage. Vi kender alle melodien og rytmen, som gør, at vi ikke kan sidde stille, fødderne går af sig selv, og safterne stiger i kroppen. Vi mærker det varme hjerte og de fugtige øjne, når sange som
"Gje mig handa di, ven, når det kveldar" (Ræk mig din hånd, min ven, når det mørkner) bliver spillet, eller det livsmod, som kan vækkes af sange som "We shall overcome". Vi ved også godt, hvordan den skarpe undertone i en stemme kan få os til at synke sammen i timer, ja, måske dage. På samme måde kan en stemme med den rette klang heles sårede områder i os, sådan som vi oplever det, når vi skal tale om noget vanskeligt med et andet menneske og bliver mødt med imødekommenhed og en stemme med varm og åben klang. Der er næppe nogen af os, som ikke har registreret de virkninger, lyd og musik kan have på vort følelsesliv. Men en musisk medicin, musik som lægemiddel er det ikke at gå lidt for vidt?
Går vi tilbage til ældre tider og andre kulturer, vil vi se, at musik og medicin var nøje knyttet sammen: Guden for lægekunst og guden for musik var en og samme person i så forskellige kulturer som den græske og den indiske. Dette afspejler den nære forbindelse mellem musik og lægekunst gennem flere kulturepoker. Musikken er måske et af de
"børn som er blevet smidt ud med badevandet" i lægevidenskabens bestræbelser på at være nøjagtig og målelig. Men vent lidt:
Har lyd og musik ikke målelige indvirkninger på os? Hvis vi mærker efter, kan vi føle, at musikstykker kan forandre vor psykiske tilstand i løbet af et par sekunder. På samme måde kan forskellige typer musik få hjerterytmen til at ændre sig, hudtemperaturen til at gå op eller ned og blodtrykket til at stige eller falde.
Når forskningen prøver at måle, hvad musik gør ved os, står det helt klart, at "musikken i sig selv" er en mystisk og udefinerbar størrelse, hvis vi prøver at gribe fat i den. Men vi kan måle virkningen af musik på os, også på konkrete kropslige variabler, langt mere nøjagtigt, end vi troede. I Tyskland blev en gruppe på over 100.000 patienter, som skulle i narkose, delt i to grupper i forbindelse med en undersøgelse ledet af anæstesilægen dr. Ralph Spintge. Undersøgelsen stod på i flere år. Den ene gruppe fik specielt egnet musik at høre i fasen før en operation, den anden gruppe hørte ikke musik. Den patientgruppe, som hørte musik, havde behov for 20-60 procent mindre narkose under operationen end den gruppe patienter, som ikke blev eksponeret for musik! Grupperne var i øvrigt sammenlignelige på alle områder, og man havde søgt at eliminere alle fejlkilder, som kunne påvirke forskningsresultatet. Dette er kun en af de undersøgelser, der peger på, at musikkens medicinske muligheder kan have været stærkt undervurderede, noget vi vil berøre nærmere i kapitel 7 og 8.
Alligevel balancerer vi på en knivsæg, når vi prøver at videnskabeliggøre lyd og musik og definere deres medicinske muligheder. Vi kan aldrig fange selve musikken i vore videnskabelige kategorier. Selv om jeg skriver denne bog med stor iver og entusiasme, er det let at forstå Miles Davis' udtalelse, da han en gang blev spurgt om, hvad der skulle stå på coveret til hans sidste plade:
"Jeg vil ikke have nogen tekst på coveret. Lad musikken tale for sig selv."
Ligesom vore ord og beskrivelser ikke kan fange det, der rammer os i musikken, kan vi ikke reducere lyd og musik til et medikament med garanterede og standardiserede virkninger. Musikken rummer langt mere end det, vi kan forudsige, måle og afgrænse. Den når ind i sjælens afkroge og berører os på en uforklarlig måde. Den vækker følelser, vi ikke ville have anet, at vi havde, hvis ikke musikken havde lokket dem frem. De målbare videnskaber når en grænse i deres udforskning af musikken, fordi den berører noget af det, vi ikke kan fatte.
En patient, som kom til mig med store psykiske problemer, udtrykte det således:
"Jeg går rundt som en levende død. Men i musikken er det, som om jeg kommer til live igen. Den lever i mig, og jeg lever gennem musikken. Musikken giver mig livet." Måske har Ole Brumm ret i, at musik og livsudfoldelse til syvende og sidst er det samme?
T.S. Eliot udtrykker det således:
"You are the mus ic while the musik lasts."
Kan det have været mere end en talemåde, da en ven engang sagde:
"Hold op med at spille musik og bliv den musik, du spiller?" Musikken sætter i hvert fald noget helt grundlæggende i gang i os, hvad enten den trækker os ned i det stille dyb eller udløser en uimodståelig trang til at danse. Lad os derfor nærme os musikkens muligheder med respekt både for det, vi kan måle, kortlægge og forstå, og for det vi bare kan lytte til, opleve - og leve.
Umiddelbart ved vi, at musik virker på os og kan forandre os på uforklarlige måder. Vi bruger instinktivt musik som selvhelbredelse og jonglerer med Bach, Beatles og Basie i en slags selvregulering, der er så fint afstemt, at vi næppe reflekterer over den. Vi nynner i glæde og stønner i smerte, ofte uden selv at være klar over det. I brusebadet er vi Elvis og Pavarotti, som om vore toner virkeliggør den frihedsføleIse, vi mærker, idet dagens bekymringer skylles væk med vandet.
Er det sandt, som mange hævder, at det sikreste tegn på sundhed eller forfald i et samfund er, om menneskene synger spontant under deres daglige gøremål? I hvert fald er der få mere sikre og mere direkte udtryk for en kulturs inderste end netop den musik, denne kultur skaber for at udtrykke sin egenart. Musikken står som et sammen-svejsende element i en kultur, hvad enten den kommer til udtryk som nationale sange, ritualer for at påkalde guderne eller en stille nynnen omkring lejrbålet. Statsmænd har altid vidst, at musik kunne bruges til at opildne folket til kamp mod fjenden - eller slutte fred med modstanderne.
Min egen tilgang til musik er netop farvet af et sådant møde mellem forskellige modeller: Jeg har fra midten af 70'erne lært den medicinsk-naturvidenskabelige model for virkelighedsforståelse. I og med at jeg hele tiden har været klar over dens begrænsninger, har jeg været taknemmelig og fuld af respekt over for dens muligheder.
De forskellige kulturers musik giver os eksempler på forskellige holdninger til virkeligheden, hver med deres muligheder og begrænsninger - forskellige folkeslag har udviklet hver sit specialområde:
Afrikanske kulturer har opbygget deres komplicerede polyrytmer; Indien har givet melodien en subtilitet, vi knap nok kan forestille os; østeuropæiske lande, fra Bulgarien til Georgien, har hævet kormusikken til uanede højder; vestlig musik har åbnet nye muligheder med sin modulering mellem tone arterne og sin udvikling af polyfonien; mens tibetanerne og tuvanerne er de store læremestre i overtonesang.
Alle kulturer har altså udviklet deres musikalske specialområder, ligesom både medicinsk videnskab og intuitiv udforskning er specialiserede holdninger. Vor tids muligheder er den holdning, vi har til alle de forskellige indfaldsvinkler - udfordringen er at finde ud af, hvordan vi skal nærme os dette hav af muligheder. Måske kan en af ledetrådene være følgende ord af digteren Rumi:
"Let the beauty we love be the things we do. There are hundreds of ways to kneel and kiss the ground."
Der findes i dag mange forskellige holdninger til lyd og musik som terapi. Ikke alle er nødvendigvis ligeværdige eller sammenlignelige. Ingen af os kan sætte sig ordentligt ind i alle metoder. Men hvis vi går i dybden på de områder, som virkelig rammer os i hjertet, hvad enten det er Mozarts musik, musikvidenskabelige forskningsprojekter eller overtonesang, samtidig med at vi respekterer værdien af alle de andre mulige holdninger til lyd og musik, som findes, kan vi bidrage til en reel vækst i praktisk indsigt.
Forskning efter videnskabelige metoder er en nødvendig grundpille, men der er mange andre holdninger, som også er værd at lytte til. En, som har inspireret mange, er Hazrat Inayat Khan, en musiker og åndelig lærer, som også var grundlægger af den moderne sufibevægelse (sufierne er islams mystikere - nogle vil sige, at de repræsenterer denne religions inderste kerne):
"Forskellen mellem den materialistiske og den spirituelle indstilling ligger i, at den materialistiske betragtningsmåde umiddelbart ser den materielle virkelighed og tror, at intelligens og skønhed og alt andet har udviklet sig fra denne. Men det spirituelle synspunkt viser os, at intelligens og skønhed kommer først - og at alt andet har udviklet sig fra disse. Derfor ligger musikken i eksistensens væsenskerne som grundlag for alt, hvad der eksisterer. Enhver ved, at rosens frø i sit inderste er selve rosen. Og selvom frøet ikke får lov til at spire, indeholder det alligevel selve rosens væsen.
Mennesket kan opleve harmoni og enhed overalt: i naturens skønhed, i blomsternes farver, i alt hvad det ser, i alt som møder det. I stille stunder med meditation og ensomhed. Og i de stunder, hvor man står midt i verdens larm. Overalt mærker vi musikken. Og vi kan erfare dens harmoni som glæde. Idet de mure, som har omgivet mennesket, bryder sammen, erfarer det foreningen med Det Absolutte.
Det, vi i vort hverdagssprog kalder musik, er kun et udsnit i miniature - af universets musik og den harmoni, som virker bag alt, hvad der findes, og som er naturens kilde og ophav. Derfor har de vise gennem tiderne betragtet musikken som den hellige kunstart.
I musikken kan den, som er i stand til at være åben, erkende universets billede.
Verdens religioner har lært os, at skabelsen har sit ophav i klang. Vort hverdagssprog tilslører den oprindelige betydning af ordet 'klang', sådan som det blev anvendt i de gamle skrifter:
Det, vi kalder musik på jorden, er en afglans af universets musik. Vore følelser for musikken - og den måde den taler til os på - viser os, at den sande musik lever i dybet af vor sjæl. Musikken udtrykker universets inderste. Musikken er ikke bare livets egentlige objekt (det som livet prøver at nå frem til), den er selve dette liv.
Det, som tiltrækker os ved musikken, er den kendsgerning, at vort inderste væsen er musik. Vor sjæl, vor krop og den natur, vi lever i, naturen som har skabt os, alt det som er over os og under os og omkring os: Alt dette er musik.
Vi siger, at vi elsker naturen. Men hvad elsker vi ved naturen?
Dens musik. Der er noget i os, som berøres dybt af de rytmiske bevægelser og den fuldkomne harmoni, som vi så sjældent finder i vort hverdagsliv.
Ethvert menneske er musik - evig musik - som klinger dag og nat. Intuitive væsener opfanger denne musik. På dette grundlag er der nogle mennesker, som tiltrækker dig, og andre, som frastøder dig. Det, som i virkeligheden frastøder og tiltrækker dig, er den musik, som svinger i et menneske.
Den karisma, som til alle tider har omgivet de hellige, ligger i, at de er modtagelige for Selvets musik. Dette er deres hemmelighed."
Den "østlige" klang i Hazrat Inayat Khans fremstilling bygger på en tradition med massiv erfaring inden for brug af musik som redskab til helbredelse. Og denne tradition er konsekvent i sin kombinering af musik og helbredelse med en åndelig (transpersonlig) virkelighed. Hazrat Inayat Khans ord er på mange måder en uddybning af det indiske udtryk
Nada Brahma - Guddommen er Klang; Klangen er Guddom¬men.
Denne formulering kan stå som opsummering af de fleste østlige traditioners forhold til helbredelse ved lyd og musik. Mange ikke-religiøse, postmodernistiske musikinteresserede kan stille sig uforstående over for den direkte tilknytning af lyd og musik til det område, vor vestlige kultur har henvist til personlige religiøse trossystemer. En vestlig videnskabsmand ville måske rense Hazrat Inayat Khans formuleringer for deres religiøse billedsprog og alligevel nå frem til et lignende syn på musikkens medicinske muligheder under en helt anden indfaldsvinkel. Måske vil forskeren formulere sit syn således:
"Lyd og musik er vejvisere til de selvhelbredende evner, som bor i os."
Indsigten er ikke bare knyttet til anvendelsen af musik, den kan også føre til bevidstgørelse af nogle af de potentialer, som ligger skjult i vor strube. Lyd og stemme som helbredelsesredskaber er et af de hurtigst voksende og mest spændende områder inden for den musiske medicin, som er ved at udvikle sig. En af de mest indflydelsesrige åndelige traditioner i dag - den tibetanske buddhisme - har et menneskesyn, som peger på stemmens centrale rolle.
Vi er vant til at inddele mennesket i
sjæl og legeme. Den tibetanske tradition deler i stedet for mennesket i
sind, tale og
krop. Vi har faktisk noget af den samme viden udtrykt i vor kulturs treenighed
tanker, ord og
gerninger. Tibetanerne ser på stemmen og dens tale som forbindelsesleddet mellem det åndelige og det kropslige i os. At udtrykke sig via stemmen og via talens brug er nøglen til at forene krop og sind og på den måde overvinde den spaltning mellem tanke og krop, som har præget vor kultur så stærkt. Her ligger noget af grundlaget for, at tibetanerne blandt andet har lagt så stor vægt på brugen af
mantraer - lyde som er i kontakt med en dybere kilde end vor sædvanlige tænken.
Sandheden i denne holdning er i færd med at blive opdaget af tusinder af mennesker, som udforsker kroppens egne toner for at rense dens blokeringer, som øver sig i overtone sang for at nå nye dimensioner i deres virkelighed, som synger lovsange for at nærme sig det hellige eller bare improviserer med stemmen for at lege spontanitet og livsglæde frem. Hvad enten stemmen gurgler dyrelyde, uddannes i klassisk sangteknik eller formulerer mantraer med specifik virkning på krop og sind, er vi i færd med at høste erfaringer, som kan komme til at sætte os i stand til at bruge lyd og stemme som frugtbare helbredelsesredskaber.
Men for at kunne virkeliggøre det helbredende potentiale i brugen af lyd og stemme er det ikke tilstrækkeligt at udforske andre typer udtryk end de rent verbale. En endnu mere central forudsætning for virkeliggørelse af stemmens helbredelsespotentiale er, at vi udvider evnen til at lytte. Dr. Alfred Tomatis har overbevisende demonstreret den uløselige forbindelse mellem strube og øre, mellem udtryksmulighed og lytteevne i vor anatomi og fysiologi. Han fik i 1960 De Franske Videnskabelige Akademiers forskningspris for sit arbejde med det, som senere er blevet kaldt Tomatis-effekten: Stemmen udtrykker de frekvenser, øret opfatter. Betydningen af denne indsigt vil blive uddybet senere.
Dr. Tomatis demonstrerede imidlertid i sin forskning, hvor stor forskel der er mellem at høre og at lytte. Forskning afslører defekterne i vor lytteevne: Større medicinske undersøgelser fra læge-patientkonsultationer viste, at hver af parterne opfattede 25 procent af det, den anden sagde - vel at mærke hvis kontakten mellem dem blev opfattet som god. Måske har dette noget at gøre med vort visuelle samfund, hvor synssansen bombarderes fra morgen til aften. Eventyrene i tusmørket omkring lejrbålet er blevet erstattet af den flimrende skærm. Selv musikken har svært ved at klare sig uden videoens stadig hurtigere billedskift. Vi kan se meget af den aktivitet, som eksploderer inden for helbredelse ved lyd og musik, ikke blot som udvikling af nye teknikker, men også som bestræbelser for at genvinde evnen til at lytte til vor indre stemme, til andres behov, til noget af den rigdom, lydene omkring os rummer: suset i trætoppene, barnets pludren, teenagedrengens hujen til den pige, han er interesseret i, de små enkle og fortrolige ord, som udveksles mellem to ældre ægtefæller, en gammel slager fra radioen, som lyder ud ad et åbent vindue, fuglenes kvidren om morgenen. Er alle stemmerne budskaber fra en stemme, som rummer og forener dem alle?
Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja
https://www.overgangsalderen.dk/word...n_Myskja_2.jpg
Oversat fra norsk af Mogens Wenzel Andreasen.
Original:
Den musiske medisin (Cappelens Forlag, 2000).
343 sider
Udgivet 10/2 2005 af Borgens Forlag
ISBN 87-21-02415-4
