»Bror, hvad er det du gør?«
Ghazalas mand fortalte i Landsretten sin version af den spektakulære drabssag fra Slagelse.
Juryen lyttede i dag til forklaringen fra afdøde Ghazala Khans ægtemand. Foran Landsrettens gitterport har en betjent taget opstilling med øjnene gemt bag blanke solbriller, en øresnegl i øret.
Han spejder omkring sig, ind ad porten og ned langs Bredgade, mens andre betjente i andre omkringliggende gader gør det samme.
De er her for at passe på den 28-årige mand i Landsrettens 1. afdeling.
Hans navn er Emal Khan, og han er under bevæbnet beskyttelse blevet eskorteret hertil i en blanksort politibil for at fortælle sin usædvanlige historie: Om hans kærlighed til den 18-årige dansk-pakistaner Ghazala. Om hendes død på banegårdspladsen i Slagelse, hvor hendes bror fandt og skød hende en septemberdag sidste år.
En lavmælt stemme i højtalerne
Han ved, de lytter med. Kun en lysegrå væg og to højtalerkabler skiller dem. De ni tiltalte venner og familiemedlemmer til den dræbte kvinde er ført ind i et tætpakket, tilstødende retslokale: Hele sagen drejer sig om, hvorvidt Ghazalas familie ønskede at dræbe den trodsige datter og hendes kæreste for at genoprette slægtens ære.
Og Emal Khans sikkerhed kan derfor komme alvorligt i fare, hvis Ghazalas familie får ansigt på hendes udkårne, mener politiet.
De tiltaltes møde med manden i vidnestolen begrænser sig derfor til højtalerlyden af først en hosten, så en skramlen. Og så: Emal Khans lavmælte, bløde stemme.
Historien begynder på en flytur til Islamabad, fortæller han. Det var 22. februar 2002, og Emal havde på det tidspunkt boet tre år i Danmark og var på en rejse til Pakistan.
Flysædet bag ham var tomt, men efter et stykke tid i luften kom en ung pige hen og satte sig på sædet. Det var Ghazala.
»Vi talte godt sammen hele vejen til Pakistan - det var syv en halv time. Jeg gav hende min e-mail-adresse og efter cirka to-tre måneder sendte hun mig en e-mail«, fortæller Emal, mens tolken stødvist hakker hans sætninger op.
Hev alle telefonstik ud
Og Emal og Ghazala holdt kontakten ved lige - Emal boede i Danmark og arbejdede som opvasker i Kastrup Lufthavn, Ghazala gik i skole i Pakistan, hvor hendes mor boede i familiens hus. De mailede, de chattede over nettet og om natten hev Ghazala somme tider alle husets telefonstik ud - undtaget det til en enkelt telefon, som hun tog med ind på sit værelse for i al hemmelighed at ringe til Emal.
Hendes familie måtte ikke få det mindste nys om deres forbindelse. Og da de i marts 2004 så hinanden igen, foregik det derfor også i skjul på en legeplads lidt væk fra Ghazalas hjem på Amager.
Anklager Jeanette Wincentz Andersen vil vide, hvorfor Emal ikke bare besøgte Ghazala derhjemme.
»Det ville være rent selvmord«, lyder svaret ud gennem højtalerne.
Diskuterede ægteskab
For ifølge Emal elskede Ghazalas familie hende meget højt. Men samtidig var de - ligesom Emals egen familie - af den indiskutable opfattelse, at børnene i familien skulle giftes med en anden fra familien.
Skete det for andre familier i landsbyen, at en datter forelskede sig i den forkerte - og at de på den vis tabte deres ære - grinte Ghazalas familie af dem og afbrød al social kontakt.
Da Emal sagde til Ghazala, at han ville opsøge hendes familie for at indvie dem i deres planer om at gifte sig, svarede hun derfor:
»Aldrig, aldrig må du gøre sådan noget. Jeg kender min familie godt. Det vil være en katastrofe, hvis du gør det«.
»Hvad ville der ske?« spørger Jeanette Wincentz Andersen.
»»De vil slå dig ihjel«, sagde hun«.
»Troede du på det?«
»Nej«, svarer Emal. »Ikke dengang«.
Ensom og udstødt
Så Emal pressede på. Selv forsøgte han at få sin egen far til at mødes med Ghazalas far, »jeg er 60 procent sikker på, at han ville sige ja«, skrev han til hende i en mail. Og da Ghazala var tilbage i Pakistan, fik han overtalt hende til at indvie sin mor i hemmeligheden.
Men hun blev vred, meget vred, og fortalte om Ghazalas bekendelse til hendes storebror, der derfor slog hende flere gange i ansigtet og - ifølge Emal - sagde:
»Du skal gøre det samme som alle de andre piger. Du kan ikke selv pege på den, du vil giftes med«.
Bagefter havde Ghazala været som en fremmed i familien.
Moren nægtede at tale med hende, børnene måtte ikke lege med hende, hun spiste på et værelse for sig selv, følte sig ensom, og truede i telefonen Emal med at begå selvmord, hvis han ikke kom og hentede hende.
Og da hun sammen med sin søster skulle tilbage til Danmark for at få forlænget deres visum, gav moren søsteren et knus i lufthavnen. Ghazala fik ikke noget.
Ringede forgæves efter hjælp
Emal fortæller videre: Om at Ghazala kom til Danmark en søndag aften. At hun stak af og mødte Emal klokken seks om morgenen. At de var glade de første par dage, men snart på rygtebørsen hørte, at Ghazalas familie ledte efter dem overalt i København.
At de ringede til alarmcentralen for at få hjælp, men blot fik besked på, at myndighederne intet kunne gøre.
»Vi var bange. Meget bange. Ghazala var meget, meget bange«, siger Emal sagte.
Emal ringede til Ghazalas storebror, der sagde, de skulle sige undskyld og komme hjem, så de kunne få løst tingene ordentligt. Og Ghazala selv ringede til sin far, der græd, da han tilgav sin datter. Men hverken Emal eller Ghazala turde tro på det. En meget tidlig morgen, da banen var fri for de fleste vogne i det pakistanske taximiljø, kørte en ven af Emal derfor de to til toget i Roskilde.
I Middelfart steg de af, lavede en aftale på rådhuset om, at de kunne blive gift den efterfølgende dag. Og efter brylluppet gik turen derefter videre over Lillebæltsbroen til Hotel Postgården i Fredericia, hvor de skrev sig op til flere lejligheder.
»Vi var meget glade. Nu var vi gift og troede, det ville være lettere«, beretter Emal.
Et håb
Ghazalas tante havde insisteret. Det var derfor, de fredag 23. september ved 10-tiden ringede til hende fra Fredericia banegård for at aftale de sidste nærmere omstændigheder om det hemmelige møde, som tanten, Emal og Ghazala sammen havde planlagt.
De skulle mødes i Ringsted, sagde Emal til tanten. Og hjalp fra sin mobiltelefon på vej over Storebæltsbroen tanten med at købe en billet til den rigtige station.
I Ringsted græd hun af glæde over at se Ghazala igen, fortæller Emals stemme videre gennem højtaleren. Og i det lille retslokale kaster den tiltalte tante, klædt i et lyslilla bomuldstørklæde, et blik i retning af sin mand.
»Vi var meget glade. Vi snakkede om, at vi skulle komme tilbage. Hun sagde, at hun og hendes mand ville gøre deres bedste for at ordne det her. Og at ingen ville få noget at vide om det her møde«, fortsætter Emal.
Men da han gik ud for at købe en shawarma til ham og Ghazala, fik han hurtigt en mistanke om, at tingene langtfra forholdt sig sådan: To mørkglødede personer råbte til ham og spurgte, hvilket land han oprindeligt kom fra.
Og da Emal fik en fornemmelse af, at de kunne være pakistanere, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme væk. Ghazala blev sur over, at de skulle bryde op efter kun halvanden times tid. Men Emals beslutning stod ikke til diskussion, de strøg ind i en taxa, der fik besked om at køre til stationen i Slagelse.
»Bror, hvad er det, du gør?«
Netop som de to steg ud af taxien på banegårdspladsen, fik Emal øje på den mand, der havde råbt efter ham i Slagelse.
Emal taler langsommere nu.
»Han tager fat i min og Ghazalas hånd samtidig og siger: »I skal komme med mig««.
Den lavmælte stemme i højtaleren fortsætter:
»Han slipper mig, og med den hånd trækker han pistolen. Med det samme skyder han. På det tidspunkt fandt jeg ud af, hvem han var, for hun sagde: »Bror, hvad er det, du gør?«.
Emal forsøgte at overmande Ghazalas bror, men blev ramt af et skud i maven, sank lidt i knæene, rejste sig igen, prøvede på ny at stoppe ham og blev ramt af endnu en kugle. Ved siden af ham var Ghazala faldet om. Og da hendes bror efter flere skud splintrede væk, lod Emal sig falde ned tæt ved hendes side.
»Jeg havde en hånd på Ghazalas hoved. Jeg havde et håb om, at hun stadig var i live«.
Luften står tæt og stille i det lille retslokale. Retsmødet slutter, dommer Michael Lerche beordrer alle til at forholde sig i ro, indtil Emal er eskorteret sikkert væk igen.
Ghazalas far lægger armene over kors. Hendes bror piller sig ved mundvigen, stirrer stift frem for sig.
Kilde: Politiken d. 2. jun 2006
Jeg ved jo godt at vi, i vor civiliserede verden, ikke skal så voldsomt mange år tilbage i tiden for at huske at det engang var "almindeligt" med piger på diskret ophold. Sladder og ondskab der ofte endte med at ikke kun pigen, men også forældrene,-hvis de formastede sig til efterfølgende at have kontakt til pigen/den enlige mor,- måtte fraflytte egnen. Nogen gik i mosen, ville ikke leve længere, ikke leve med skammen.
Det var ej heller god tone om manden giftede sig under sin stand, status så man meget på dengang, gårdejeren skulle giftes standsmæssigt med en gårdejers datter. Sådan var det, og omend det ikke ligefrem var aftalt og arrangeret, så lå det jo i luften.
Der var også familietragedier i Danmark, dengang som nu. Det handler bare nu om mord på den og dem der ikke vil følge, de nu i vore øjne tåbelige leveregler.
Jeg har tit tænkt "hvad hvis "nogen" dengang havde sagt og forklaret at det var forkert" hvordan havde samfundet så reageret mon? Jeg mener: "vi" gør jo allesammen noget mindre pænt, stuver høns sammen, behandler dyr grimt, eller støtter det ved at købe produkterne, forleden hørte jeg om en kommune der "stjal" en børneinstitutions surt sammensparede penge fordi, ellers kunne kommunen ikke få det til at løbe rundt, og de ville få færre penge næste år! Vi V E D at det er forkert, ingen kan forklare os det, så vi holder op med at gøre forkerte ting.
