Foreningen Far som selveste indbegrebet af godhed, hjælpsomhed, ærlighed, retfærdighed og fairness.
Fra en svoren tilhænger af Foreningen Far - til undren, tvivl og modvilje.
Til forskel for de fleste Foreningen Far's støtter og følgere, der lærte Foreningen at kende gennem Foreningens egne hvervekampagner, endsige omtaler af i medierne o.s.v., årsagen til min, før så grænseløse sympati for Foreningen Far var min personlig baggrund*) samt min respekt, tillid og moderlige følelser for en af Foreningen Far's mangeårige aktivister, en af min nu voksen søns bedste barndomsvenner tilbage fra børnehavealderen, og senere gennem folkeskoletiden, samt frem til i dag, hvor flokken af disse gamle drengevenner fortsat mødes af og til.
I gang med andre livsprojekter, min søns barndomsven er ikke længere aktiv i Foreningen Far, men alene det faktum at den så længe optog så stor en andel af barndomsvennens liv - et af de dejligste mennesker jeg har kendt gennem mit lange liv - var for mig rigelig grund til fortsat at være superpositivt indstillet over for denne fædrenes forening. Jeg har ellers en sund vane, med jævne mellemrum, kritisk at evaluere mine personlige holdninger - verden står jo ikke stille og intet er statisk, heller ikke udløsere af mine sympatier eller antipatier - men i Foreningen Far's tilfælde var enhver evaluering overflødig. Foreningen Far var selveste indbegrebet af godhed, hjælpsomhed, ærlighed, retfærdighed og fairness, følte jeg. Indtil december sidste år...
*) Til min personlige baggrund hører ubrydeligt, at gennem det meste af mit barne- og voksne liv har jeg altid og ganske automatisk "taget parti" for mænd, og ligeledes ganske automatisk følte jeg en stærk mistro til kvinder.
Født af og gennem hele barndommen, fysisk og psykisk mishandlet af "en frygtelig kvinde", der samtidigt psykisk mishandlede min far, tidligt har fået mig til at fokusere mere på hans lidelser end på mine. Allerede som ganske lille udviklede jeg en stærk beskyttertrang overfor min far, og denne beskyttertrang overført til alle mænd, fulgte med mig langt ind i mit voksne kvindeliv. Der var - rent ud sagt - ingen grund til at udfordre denne min indre holdning, fordi Visheden om at kvinder var altid frygtelige og mænd var altid gode, var selveste Fundamentet under min personlighed. Hvad denne Vished havde af effekt på mit voksne liv, er en anden historie.
Lige nu er det afgørende for emnet, at alle forstår, at mine oprindelige holdninger til Foreningen Far var ikke tilfældige, flygtige resultater af et blive hvervet, lobbyet eller overbevidst, men var rodfæstede i nøjagtig samme beskyttertrang over for disse fædre, som jeg følte over for min egen far gennem hele min barndom, og langt inde i mit voksne liv. Selv i dag er det temmelig svært og krævende, at tøjle trangen til "automatisk" medfølelse med, støtte og hjælpe alle mænd og alle fædre i verden... men Virkeligheden har indhentet og ramt mig i hjertekulen.
Først kom opdagelsen, at Foreningen Far er ikke hvad den udgiver sig for, og dernæst måtte jeg erkende min egen fars svigt, da han undlod at hjælpe og beskytte mig, af moderen mishandlet allerede i vuggen og gennem årene, til hans død da jeg endnu var teenager.
I en alder af snart 70, er jeg omsider på den anden side af barndommens svøbe, men netop derfor ser jeg så tydeligt, at Barnets Tarv spiller ingen rolle - hverken for Foreningen Far, eller i samfundet som helhed. At der findes undtagelser? Selvfølgelig er der undtagelser, men hvad nytter de for det store flertal børn, der i kølvandet på svære skilsmisser, lever hver dag med at deres tarv spiller ingen rolle?!
EDIT/d. 13. juni 2018
Citer:
I gang med andre livsprojekter, min søns barndomsven er ikke længere aktiv i Foreningen Far, men alene det faktum at den så længe optog så stor en andel af barndomsvennens liv - et af de dejligste mennesker jeg har kendt gennem mit lange liv - var for mig rigelig grund til fortsat at være superpositivt indstillet over for denne fædrenes forening. (...) Foreningen Far var selveste indbegrebet af godhed, hjælpsomhed, ærlighed, retfærdighed og fairness, følte jeg. Indtil december sidste år...
I anledning af mit indlæg af d. 19. december sidste år, må jeg i dag føje til, at mine, hidtil så positive, tætte bånd til min søns barndomsven, ikke længere eksisterer. Forleden blev jeg fortalt, at i mellemtiden blev min søns barndomsven ansat indenfor det offentlige, hvor han arbejder med socialt udsatte, heriblandt skilsmisseforældrepar og deres børn.
Hans indsats i disse skilsmisse- og efter-skilsmissesager tager sit udgangspunkt i personlige holdninger fra hans tid som aktivist i Foreningen Far, således at det er fædrene, der er de forurettede, mødrene er uegnede, mens børn - ja, deres tarv og oplevelser, er fraværende i hans overvejelser.
Mon der er flere forhenværende, eller aktuelle Foreningen Fars aktivister, i dag siddende i offentlige stillinger, hvor de først og fremmest arbejder i fædrenes favør?
Fortsættelsen følger...
