Pandoras æske
Af Charlotte Strandgaard
https://www.overgangsalderen.dk/word...doras-aske.jpg
20 år efter sin traumatiske skilsmisse finder præsten Inger papirerne frem igen, og læser dem igen, for at kunne svare på sit barnebarns spørgsmål om morfaderen. Hun gennemlever igen tragedien fra fortiden, da hendes datter som 8-årig, mod sin vilje måtte udleveres til samvær hos sin forstyrrede far.
INDHOLD
I virkeligheden er der ingen indholdsfortegnelse i Charlotte Strandgaards bog. Indholdsfortegnelsen har vi selv opstillet ved at hvert af kapitlerne blev udstyret med et kort citat. I håb om at informere om indholdet, så 2017-læsere opdager, at det er på høje tid, at denne bog bliver genoptrykt. Om muligt endnu mere relevant i dag, end den var da fortællingen tog sin begyndelse i 1988.
FORORD
Jeg vil gerne takke Løgumkloster Refugium for et ophold i januar 2006. Da min hovedfigur er præst, var det ekstra inspirerende og godt at være i det rolige og andagtsfyldte refugium.
Jeg vil gerne takke en præst fra...
KAPITEL 1
Snestorm i den mellemstore provinsby. Inger forsøger at koncentrere sig om sin bog i den røgfri kupé. Hun røg en cigaret i morges. Tog et stænk parfume på. Har tygget tyggegummi siden. Hendes barnebarn skal ikke have røg på sig. Hun har alle julegaverne i en af de store, sorte plastposer.
Inger nikker til et par andre bedstemødre. De har kufferter med. Det har hun ikke. Hvilken dag man juler sammen, er ligegyldigt, gentager hun hvert år ved denne tid for sig selv og omverdenen. Hun skal arbejde i julen, er hendes andet faste omkvæd.
Hun sidder stift i den del af toget, de har aftalt. Hendes huslige og begavede datter har bagt og lavet juledekorationer med den toårige i hele december...
KAPITEL 2
Inger vågner og kan ikke falde i søvn igen. Hun kan ikke længere holde sig fra dagbøgerne, hverken dem fra ægteskabet eller den fra de slemme år; men måske kan hun falde til ro ved at læse om forlovelsestiden og den „gode" tid med Karsten.
8.5.1977 Karsten og jeg er sure på hinanden, går hver til sit. Prøver at mø¬des igen. Han sidder i småregn ved Storkespringvandet og ligner Kierkegaard. Det er umuligt at gøre ham god igen. „Hvorfor går du rundt i de gamle klude?" Vi går igen hver til sit. På et tidspunkt ringer Karsten op og ønsker godnat. Han er vist blevet mildere stemt...
KAPITEL 3
Henne i hjørnet i studie- og samtalerummet ligger det lille bjerg af fortid. Et brev er gledet ud. Det er ikke så langt. Hvis hun læser det nu, får hun rundet af. Hun er småfuld og fuld af ømhed for Grethe og alle mennesker i verden.
8.1.1988 Kære Karsten
Da du ikke vil tale med mig, er jeg nødt til at udtrykke mig på skrift til dig.
Jeg er ked af, af jeg fik sagt så meget til dig i går; men jeg var rasende over din behandling af Susarme i går morges. Den måde, hvorpå du hev hende ud af sengen og skubbede hende ud i gangen, var bare for meget.
Det er ikke sikkert, at du mener det så hårdt, alt det, du gør. Men det forekommer mig at være en meget brutal måde af behandle en otteårig pige på.
Def var dråben, der fik mit bæger til at flyde over. Med det mener jeg flere ting.
Jeg har hygget mig her i julen, og det håber jeg også du har.
Men jeg har meget svært ved at fatte, at mine følelser ikke må...
KAPITEL 4
Inger skal slappe af og spise med sin rare nabo, Peter, den sidste aften i 2005. Susanne og hendes lille familie er sammen med nogle andre børnefamilier. Inger har ringet og sagt godt nytår til dem. På kontoret ligger der nu et tæppe hen over mapperne med alle hendes papirer.
Under det sidste videreuddannelseskursus for præster, hun var på i Løgumkloster, havde de diskuteret, om man kunne forsones og tilgive uden at huske, hvad der var sket.
Det var blevet en meget ophidset og spændende diskussion...
KAPITEL 5
Inger og Grethe sidder i kirken. Lene er med. Hun vil helst i den vante kirke. Inger lægger en beroligende hånd på Lenes rystende hænder og hvisker: „Jeg har forklaret Torben, at det er dine bivirkninger, der gør, at du rejser dig på forvirrende tidspunkter."
Torben er bleg. Han er i sort præstekjole. Han plejer at bære messehagel fra starten af højmessen. De rejser sig, da spejderne kommer ind til deres nytårsparade. Fire generte drenge bærer spejderfanen.
Torben har svært ved at stå, men bruger alle sine kræfter. Der er barnedåb i dag. Han døber med stor kærlighed den lille Mathias...
KAPITEL 6
Klokken er to om natten. Ikke så sært, at telefonen ikke ringer. Hun mailer til Grethe.
Kære Grethe. Åbn aldrig for Pandoras æske. Jeg har røget fyrre cigaretter. Jeg selv og hele mit hjem stinker af røg. Der er jo det med Pandoras æske, at når den først er åbnet, kommer alle de frygteligste ting ud. Kun håbet er tilbage.
Alt godt hos dig?
Din Inger
Hun plejer at skrive „Gud velsigne dig", men hun kan ikke lige nu...
KAPITEL 7
Inger spiser Grethes mad i tavshed.
„Det var en god idé, den med at se fortiden, som når vi snakker i læsekredsen. Det får mig på afstand af suppedasen," siger hun så og vender mundvigene opad i et smil.
Grethe kan sagtens se, at Inger er oprevet. Hun kommer i tanker om en bøn, som hun har gemt i sit sove- og arbejdsværelse. Hun går ind og henter den.
„Her er en bøn, som jeg engang selv fik. Jeg tror, du har set den før; men måske er den noget nu?" siger hun spørgende...
KAPITEL 8
Inger vågner. Hun har drømt den sædvanlige drøm.
Hun går langs en flad strand. Karsten kommer løbende efter hende. Han råber vredt. Det er fjernt, men handler om noget med vanrøgt. Og „nu skal han vise hende". Hun løber til. Han kan løbe hurtigere end hun.
Susanne er der ikke. I drømmen kommer Inger i tanker om, at Karsten ikke kan svømme. Hun løber ud i vandet. Der er langt, og vandet er lavt; men hun når ud, hvor han ikke kan bunde.
Hun skiftevis svømmer og flyder på ryggen.
Han råber noget andet nu. Stemmen bæres ud over vandet, og i drømmen mangedobles den. Han råber: „Jeg hader dig, fordi du kan føde børn"...
KAPITEL 9
Inger vågner brat. Hun tjekker mail. Intet fra Grethe. Klokken er kun tre. Hun kan nå lidt mere af dagbogen.
22.5.1988 Har talt godt et par gange med Rasmus. Drengene har desværre opdaget det med deres mor og deres „onkel". De føler sig svigtede. Han prøver at behandle dem varsomt og aldrig sige et ondt ord om deres mor. Det er rart at tale med en jævnaldrende mand om de ting.
Her i aften fortalte Susanne mig noget meget vigtigt. Hun begyndte at sige trist og lavmælt...
KAPITEL 10
5.7.1988 Karsten kommer med Susanne ved 9-tiden. Flun har meget brug for tæt, følelsesmæssig kontakt til mig, så vi har en dag med megen hygge, tv-kiggeri... holden om hinanden ... Der er nogle ting, Karsten ikke har fået med, så han lover at komme med dem senere. Det ender med, at han tilbyder at køre os til toget lørdag morgen.
Karsten indskærper meget strengt, at han absolut skal have alle de ting tilbage, som Susanne har fået med. (Det er alt sammen hendes ting; men Karsten opfører sig, som om det er hans ejendele, der er tale om)...
KAPITEL 11
Inger drømmer, at hun sidder fast i et spindelvæv. Hun er en flue, som edderkoppen skal til at spise. Hun kan ikke komme fri. I lommen har hun en kniv. Hun skærer den ene tråd over efter den anden. Men edderkoppen har utallige tråde at gøre godt med. Inger kan ikke skære sig fri. Endelig vågner hun. Hun er lettet over at være fri af det ulækre, klæbende spind; men hun er i sit vågne „spind" endnu. Fem dage tilbage af friugen. Hun har klaret 1988 på én dag og én nat. 1989 fylder ikke ret meget i dagbogen. Hun orker ikke at vaske hår...
KAPITEL 12
Inger undrer sig over, at dagbogen begynder så sent. Som hun husker det, var Susanne faldet til ro, og Karsten råbte ikke ad hende.
2.3.1989 Karsten kommer for at køre Susarme i skole. I stedet for at være vred over at vente står han tavst. Han siger: „Farvel." - Lang pause, fru Gunnarson. Jeg er mærkeligt og glad til mode - og forvirret.
Inger ser håbet. Der er tilsyneladende ro over feltet nu, og så også det her. Måske vil de alligevel finde sammen igen. Karsten gør kvinden forvirret og glad.
11.3.1989 Skilt i dag. Susarme er vigtigst. Kan ikke skrive mere ... Det skete ved bevilling. Man kan ikke længere modsætte sig at blive skilt. Tager en halv sovepille for at være sikker på at sove...
KAPITEL 13
Telefonen ringer. Hun tager den, hun må væk fra raseriet og angsten.
Er hun for alvor ved at blive vanvittig? Det er afdøde farmors udsøgte, kølige stemme sovset ind i høflighed. Inger er ved at lægge på, da hun forvirret hører, at stemmen gentager, at hun er ked af at forstyrre i præstens uden tvivl fortjente ferie.
Inger prøver at hænge på og lytte...
KAPITEL 14
Inger vågner. Hun har drømt, at hun har kastet en bombe mod Karstens bil. Hendes hoved gør ondt. Umådeholdent indtag af champagne er ikke godt for hovedet. Hun tager en Kodimagnyl. Sikke en drøm.
Hun sætter sig op i sin seng med et ryk. Hun har halvt ødelagt Karstens bil. Det var en god følelse. Hun lister, for ikke at vække Grethe, ud på badeværelset...
KAPITEL 15
Københavns Overpræsidium
7.7.1990 Inger Gunnarson
Under behandling af Deres samværssag har Overpræsidiet besluttet, at Susanne Gunnarson skal indkaldes til en samtale, før der træffes afgørelse. Samtalen finder sted efter myndighedslovens §26.
Efter denne bestemmelse skal et barn, der er fyldt 12 år, indkaldes til samtale, medmindre det er uden betydning for Overpræsidiets afgørelse eller til skade for barnet. Overpræsidiet indkalder efter praksis også børn, der er under 12 år, hvis det skønnes, at barnet har en passende modenhed til at overskue de forhold, som Overpræsidiets sag drejer sig om.
Deres barn vil under samtalen få mulighed for at give sin mening til kende, således at barnets synspunkter indgår i Overpræsidiets beslutningsgrundlag. Barnets mening vil blive tillagt vægt i videst muligt omfang i forhold til barnets alder, modenhed og forståelse af sagens problemer...
KAPITEL 16
Inger hænger tungt forover i sin magelige stol med hovedet liggende på bordet midt i et virvar af mapper og løse papirer. En cigaret ulmer kraftigt i gulvtæppet.
Grethe styrter hen og tramper på cigaretten. Den tykke røg får hende til at hoste voldsomt. Efter at have sikret sig, at der ingen gløder er tilbage, smækker hun vinduerne op på vid gab og vender sig mod Inger. Hendes ene hånd dingler slapt ned ved siden af armlænet. Grethe råber på hende. Intet svar.
Hun går beslutsomt ud på badeværelset. Fylder to tandkrus med iskoldt vand og slynger det i hovedet på Inger.
Inger ændrer stilling, men forbliver tavs.
Grethe tager hendes hånd i sin. „Inger, det er mig, Grethe, hvad sker der med dig?"...
KAPITEL 17
9.9.1990 Susanne er rolig og tryg. Karsten ringer ikke hver dag til hende. Han opfører sig lige for tiden ordentligt over for os. Susanne cyklede selv i skole i dag.
14.9.1990 Tænk sig, Susanne har selv cyklet den lange vej fra Karsten. til Friskolen (6-7 km) her til morgen. Karsten har så kørt stille og roligt ved siden af i bilen - og til tider kørt frem og ventet på hende. Men sådan en cykeltur er jo med til at styrke hendes selvtillid og glæde ved at cykle. Hun cyklede selv hjem fra skole og klub i dag.
Susanne har gået tur med overboens baby i dag og leget udenfor. Hun ønsker fortsat at sove inde ved siden af mig. Dér er hun meget tryg...
KAPITEL 18
Inger drikker træt og kold den varme kamillete, som Grethe har sødet med en spiseskefuld honning. Det gør godt. Hun ser på den åbne samværsmappe; er så træt, så træt. Vil gerne vide mere om, hvad Grethe synes om dagbogen, men orker ikke at spørge. Forsøger at gøre sig til en effektiv arkivar og nikker opfordrende til Grethe. Grethe læser de første linjer af det øverste dokument og rækker det til Inger. „Det er samværsafgørelsen," siger hun. „Den vil du måske hellere selv læse?" Inger er svimmel, men læser sammenbidt.
Københavns Overpræsidium
4.10.1990 Karsten Gunnarson Kopi til Inger Gunnarson
De har søgt Overpræsidiet om ændring af det aftalte samvær med Susanne på 10 år.
Vi har nu truffet afgørelse om, at samværet ændres. Der henvises til vedlagte afgørelse...
KAPITEL 19
Inger vågner med et sæt: „Skal vi op, hvad er klokken?" Grethe beroliger hende og laver mere varm kamillete med honning. Inger tager sig sammen. Nu kommer alle de tunge papirer. Hun gør sig til arkivar, og de fortsætter. Inger siger: „Så er det Familiestyrelsens tur. Det kom der heller ikke noget godt ud af."
Familiestyrelsen
6.10.1990 Klage over afgørelse om samvær
Undertegnede, Inger Gunnarson, klager hermed over Overpræsidiets afgørelse vedr. ændring i samværsordning angående Susanne.
Overpræsidiets beslutning om at tildele faderen to dage samvær mere, således at samværet bliver fra fredag til torsdag morgen, er en så markant ændring af samværsaftalen, at den bryder den trygge rutine, barnet har haft igennem sin barndom...
KAPITEL 20
Retten i Lyngby Civilretten
17. maj 1991
Vedr. Inger Gunnarson mod Karsten Gunnarson
I brev modtaget den 22.12.1990 bad tetten i Lyngby undertegnede om at foretage en børnesagkyndig undersøgelse i nærværende sag.
I den verserende sag begærer Inger den fælles forældremyndig¬hed over parternes barn, Susanne, ophævet og herefter forældremyndigheden overført til sig. Heroverfor begærer Karsten ligeledes den fælles forældremyndighed ophævet, men herefter forældremyndigheden over barnet tillagt sig....
KAPITEL 21
Inger har tændt stearinlys og sat sin lækre, varmede vegetarret frem.
„I dag vil jeg have en bordbøn - efter alle de hårde ord," siger Grethe. Inger synger med sin klare, rene røst:
„Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet for hvad han vokse lod i vang for ordet og for livet."
De spiser. „Hvorfor holdt du op med at føre dagbog lige efter luciafesten?" spørger Grethe.
„Som du kan se, fik jeg travlt. Jeg troede på retfærdigheden. Salige er de enfoldige i anden." Inger peger ind på de papirer, de har taget ud, og de lige så fyldte mapper, der er tilbage...
KAPITEL 22
Grethe spørger forsigtigt: „Hvorfor opgav du og accepterede fælles forældremyndighed i 1988?"
Inger har tænkt den samme tanke hele morgenen, mens de uden mange ord har kørt morgenritualet.
„Det har vi snakket om før."
Grethe vil ikke, at Inger skal lukke sammen igen. „Ja, men jeg har aldrig helt forstået det."
„Fordi han lovede og lovede. Fordi jeg troede, at det var bedst for Susanne. Og helt ærligt troede jeg måske, at vi fandt sammen igen. Tilfreds?"
Grethe nikker. Inger skal vist ikke åbne sig mere. Hun kan ikke tåle det lige nu...
KAPITEL 23
Telefonen ringer. Svareren går i gang med sin besked om, at Inger Gunnarson desværre har ferie, og man ikke kan lægge besked. „Hej mor, det er Susanne."
Inger fryser. Hun rører sig ikke ud af stedet.
Grethe puffer til hende, det hjælper ikke. Der er ikke liv i statuen.
Grethe tager den: „Hej, Susanne, det er mig, Grethe. Jeg har det fint. Hvordan går det med verdens sødeste dreng? Din mor og jeg er helt enige om, at Benjamin er den dejligste dreng på to år, og at Simone er den dejligste pige på tre år. Nej, hun er lige nede at handle. Jeg skal spise her; vi har en hyggedag. Ja, det skal jeg nok bede hende om"...
KAPITEL 24
Inger ved godt, at sammenbruddet ligger lige under overfladen hos hende. Hun er mere angst for at råbe og skrige, smide med ting, forsvinde ind i sig selv, skrige ad Susanne på besøget, end hun humoristisk gav udtryk for over for Grethe. Gå til angreb på hele det forbandede retssystem, som, ved hun, er blevet endnu mere "børnerettet" end det var dengang.
Børn skal udtale sig. Børn skal være små voksne.
En forkert magt. Et forkert ansvar.
Barnets ukrænkelighed. (...)
I sin tid havde hun i begyndelsen tænkt på at anlægge straffesag mod Karsten for at lyve i retten. Hun havde villet så meget; men kloge mennesker sagde, at nu måtte hun lægge det bag sig. Begynde at få et liv selv. Undgå at blive en omvandrende sag.
Hun havde bragt det store offer for at skaffe Susanne fred; ville hun nu ud i flere konflikter med Karsten og skabe mere angst hos Susanne? Hun måtte se at få et andet liv end den sag. Hun havde rettet sig efter dem. Kendte kun alt for godt selv de mennesker, som var omvandrende klagesager. Sidst i 1991 bad hun inderligt og forsonede sig dybt med forløbet - troede hun da dengang.
Gud måtte have en mening med det. Den aften og nat hun ordnede dokumenterne hos Grethe, havde hun lukket sagen, var hun overbevist om. Indtil den dag, hvor hun ville have kræfter til at lave en hvidbog, der kunne hjælpe andre. Den dag, hvor hun fik de kræfter, kom aldrig. Støvet samlede sig over mapperne og dagbøgerne. Hun havde tilgivet og ladet sig forsone; men hvidbogen blev et fatamorgana. Hun undgik at gå dybere ind i, hvorfor hun ikke havde kræfterne.
Grethe var en af de få, der ikke havde syntes, at hun skulle holde op med at slå ud efter systemet. Hun havde samtidig foreslået hende, at hun fik hjælp af sin gode ven, psykiateren. Det ville hun heller ikke. Hun ville ikke udnytte ham, påstod hun. Grethe havde også sagt indtrængende til hende, at det var alt for tidligt at lukke ned. Hun havde fastholdt, at Inger burde have professionel hjælp; men Inger havde gentaget, at hun havde tilgivet.
Inger tænder en cigaret til, lytter. Ingen bevægelser fra Grethe. Besøget hos Susanne.
Hun forsøger sig med at bede for Karsten; men mærker galden stige op i halsen. Hun kommer i tanker om en bestemt bøn bag i salmebogen; beder den sammenbidt.
Meget passende hedder den „Angst for at give op".
Pandoras æske
Af Charlotte Strandgaard
1. udgave, 1. oplag (2007)
395 sider
Forlag: Borgen
ISBN: 9788721028657
