Peter R. Breggin M.D. (1979)
Electroshock -Its Brain-Disabling Effects, New York: Springer.
(Oversat til fransk, tysk og italiensk og oversat til, men ikke udgivet på dansk/red.)
Peter Robert Breggin, dr. med. er uddannet på
Harvard College (hvor han også har undervist) og
Case Western Reserve School of Medicine; han har været fuldtids konsulent for NIMH (
National Institute of Mental Health), før han blev privatpraktiserende psykiater i Bethesda, Maryland, samt leder og stifter af
Center for the Study of Psychiatry and Psychology, en non-profit forsknings- og uddannelsesinstitution, hvis formål er at undersøge psykiatriens indvirkning på den enkeltes velfærd og personlige og sociale frihed. Centrets bestyrelse består af psykiatere, psykologer, advokater, og kongresmedlemmer, som interesserer sig for reformer i psykiatrien.
Peter Breggin er desuden professor i konfliktanalyse og konfliktløsning ved George Mason Universitetet, har skrevet flere bøger, der forholder sig kritisk til den etablerede psykiatri, har holdt foredrag og workshops i Europa og USA og han har medvirket til lovgivning til fordel for patienters rettigheder og psykiatriske reformer.
I bogen
'Electroshock, its brain-disabling effects' (
PDF 16,1 MB/red.) Breggin sammenfatter relevant forskning om ECT-fremkaldt hjerneskade, og den måde hvorpå denne forskning fejlciteres i standardpsykiatriske tekster, både i fagbøger specielt om chokbehandlinger og generelle psykiatriske lærebøger.
Dette er første systematiske fremstilling og analyse af den medicinske litteratur, der drejer sig om alvorlig eller permanent hjerneskade forårsaget af elektrochokbehandling. Det er også første gang, principperne i den hjerneskadende behandling i psykiatrien bliver grundigt undersøgt. Det er den eneste medicinske fagbog, der udelukkende beskæftiger sig med en kritisk gennemgang af elektrochok.
INDHOLD
- Hovedtemaer om elektrochokbehandling,
- Seks tilfælde med mental dysfunktion som følge af modificeret ECT,
- ECT-hjerneskade i dyreforsøg,
- Studier af menneskeobduktioner efter ECT,
- Hjernesvingninger og neurologiske undersøgelser efter ECT på mennesker,
- Kliniske og videnskabelige rapporter, der bekræfter permanenet mental dysfunktion efter ECT,
- Lyver patienterne?
- Mekanismen ved ECT-forårsagede hjerneskader
- ECTs effektivitet mod depression og selvmord,
- ECT som hjerneskadende behandling: I et historisk perspektiv,
- Angst og andre psykologiske reaktioner på ECT,
- Hjerneskadehypotesen,
- Konklusion:
- Kriterier for informeret samtykke;
- Hvorfor Samtykke til ECT sjældent er frivilligt;
- Hvorfor ECT-patienter ikke har fået medhold i erstatningssager;
- Hvad kunne erstatte ECT?
UDDRAG:
Den helbredende effekt er udelukkende "empirisk" dvs. uden nogen kendt videnskabelig eller teoretisk forklaring. Idet
Lothar Kalinowsky (tysk psykiater i USA, indflydelsesrig arvtager og protektor for
Berlin Biological Psychiatry/red.) opsummerede sin livslange erfaring som en verdensautoritet inden for og fortaler for ECT, mindes han en sætning fra sin 1946-bog, skrevet i samarbejde med
dr. Paul H. Hoch:
"I øjeblikket kan vi kun sige, at vi behandler empiriske sygdomme, hvis årsag er ukendt, med metoder, hvis virkemåde ligeledes er omgærdet af mystik".
Det er på tide at hæve sløret af mysteriet. I løbet af de sidste 40 år har der ophobet sig en massiv mængde af dokumentation for, at ECT medfører hjerneskade og dysfunktion. Formålet med denne redegørelse er at samle og analysere denne dokumentation, at undersøge alternative forklaringer på
"effektivitet" samt at demonstrere, hvad jeg kalder den hjerne- og personligheds-ødelæggende hypothese: at ECT og de andre hyppigst anvendte somatiske behandlinger opnår deres effekt netop ved at frembringe hjerneskade og mental dysfunktion (s. 1-2).
Efter opvågning efter ECT lider patienten af akut organisk hjernesyndrom afhængigt af antallet og graden af behandlingerne, hvilket vil blive dokumenteret i de følgende afsnit. Det er karakteriseret ved:
- forvirring og desorientering i tid, sted og personer,
- forringet hukommelse, især for begivenheder, der ligger længere tilbage i tiden,
- omfattende forstyrrelser af alle intellektuelle funktioner som opfattelsesevne, indlæring og abstrakt tænkning;
- forringet dømmekraft og indsigt;
- forfladigelse af eller uhensigtsmæssige følelsesmæssige reaktioner, varierende fra eufori til apati. Patienten oplever ofte hovedpine, kvalme og fysisk udmattelse eller ubehag.
Typisk føler patienten sig også
"ude af kontakt" med virkeligheden og meget hjælpeløs og forskræmt. Kalinowsky, (1945) og andre har beskrevet en stadig mere voldsom
"organisk-psykotisk reaktion", der sommetider opstår ved rutinemæssige serier af ECT. Den kan forekomme hos patienter, der ikke tidligere har været psykotiske og omfatter ekstrem forvirring, desorientering, voldsom følelsesmæssig ustabilitet, vrangforestillinger og livagtige hallucinationer. Patienterne kan også komme til at lide af inkontinens og blive ganske ude af stand til at klare daglige krav.
Hvis ECT bliver givet mere intensivt i en skala på to eller mere pr. dag, forekommer der næsten rutinemæssigt totalt neurologisk sammenbrud. Ved brug af umodificeret ECT beskriver Rothchild et al. (1951), patienters reaktion på 28 ECT i en række på fire om dagen i syv dage:
"Ved afslutningen af denne serie behandlinger viste praktisk talt alle patienter alvorlige forstyrrelser. De var fortumlede, uden kontakt med omverdenen og aldeles hjælpeløse. Alle fremviste blæreinkontinens, og afføringsinkontinens var ikke ualmindelig. Mange af dem blev inaktive og talte ikke af sig selv. Mange kunne ikke svare på spørgsmål, men nogle få patienter adlød simple ordrer.
De forekom nedslåede og apatiske. Samtidig jamrede, klynkede de, og de fleste af dem råbte uden grund, samt nogle af dem var modvillige og pirrelige på en barnlig måde. Normalt kunne man få dem til at gå, hvis de blev ført og støttet, deres bevægelser var langsomme, usikre og klodsede. De fleste af dem kunne lide at blive pylret om.
De forekom a t have mistet enhver lyst til at spise eller drikke og syntes ligeglade med, hvad de spiste. De skulle mades med ske, og de fleste af dem tabte mellem 3 til 12 pund (1½-6 kg/red.) i løbet af behandlingen. De kunne ikke selv klæde sig på, og ingen af dem, der blev testet i løbet af denne periode, var i stand til at tage en tændstik ud af en tændstikæske og tænde det." (s.l9)
Denne form for ECT har oplevet en genopståen inden for de sidste 5 til 10 år. Ved brugen af modificeret ECT skriver Exner og Murillo (1973), at de i det væsentlige opnåede samme regression med en ECT-serie på to gange dagligt i syv dage om ugen
"indtil tegn på regression viste sig". Dette vil kunne opnås med kun seks ECT, men kræver et gennemsnit på 26,3. Reaktionen
"er karakteriseret ved total hjælpeløshed, forvirring, stumhed o.s.v. og ved neurologiske tegn på forandret hjerneaktivitet såsom en positiv Babinski-refleks, ataksi".
Som litteraturen efterhånden dukker frem, fremgår det, at der ikke forekommer diskussion om, hvorvidt modificeret ECT producerer akut hjernesyndrom. Når man går ud fra, at rutinemæssig ECT virkelig forårsager voldsom akut organisk hjernesyndrom og lejlighedsvis totalt neurologisk forfald, og at intensiv ECT sædvanligvis producerer næsten totalt neurologisk sammenbrud, bliver spørgsmålene angående hjerneskade forårsaget af ECT indsnævret noget. I særlig grad vil spørgsmålene komme til at lyde:
- Efterlader det akutte organiske hjernesyndrom eller den umiddelbare ødelæggende virkning fra ECT nogen vedvarende effekt?
- Vil det forblive et kronisk eller permanent organisk hjernesyndrom, eller efterlader det mere begrænsede svækkelser som f. eks. permanent hukommelsestab af vigtige tidlige erfaringer?
- Begrænses eftervirkningerne i virkeligheden af modifikationerne?
Desuden kan der, hvis litteraturen om umodificeret ECT demonstrerer hjerneskader, være formodning om, at modificret ECT også medfører skade. Denne formodning bliver underbygget af data i denne bog, der angiver, at de hyppigst brugte nyere modifikationer ofte har øget den mængde elektriske strøm, der ledes gennem hjernen og er et tungtvejende bevis, at den elektriske strøm såvel som krampen medfører voldsom og permanent skade.
I løbet af de sidste 20 år har jeg mødt, interviewet og studeret mange personers livshistorie, der lider af voldsom mental dysfunktion som følge af ECT. Det hyppigste tab er retrograd hukommelsestab (retrograd = tab af erindringer fra før skaden er indtruffet/red.), eller den manglende evne til at genkalde sig oplevelser og erfaringer, som personen kunne huske før ECT. Det refererer til tabet af en del af hukommelsesbanken. Hvad enten erindringerne er blevet slettet, eller søgningsmekanismen er blevet ødelagt, er den ikke længere tilgængelig.
Det næsthyppigste handicap er en mere generel fremadskridende mental dysfunktion eller manglende evne til at lære, huske, genkalde sig nyt materiale eller aktuelle erfaringer eller erfaringer fra lige efter ECT. Hvis man bruger en computer-model ville det være forskellen på en computer, der har mistet kontakten med sit hidtidige input og en computer, der ikke længere kan behandle sit nye input effektivt.
Fremadskridende dysfunktion er langt mere invaliderende for den enkelte. Den afspejler et fortsat, fremadskridende hjernehandicap.
Inden for de sidste få år har jeg i min private praksis, og som leder af
Center for the Study of Psychiatry and Psychology arbejdet tæt sammen med mange personer, der lider af alvorlige, permanente, mentale hjerneskader af begge slags som følge af ECT, og mange andre har skrevet til eller talt med mig. De seks tilfælde, jeg har valgt at referere, afspejler min gennemgående erfaring, at ECT normalt eller typisk medfører en vis grad af betydelig, mental dysfunktion, og ofte medfører alvorligt vedvarende skader.
Alle patienterne modtog modificeret ECT fra midten af 1960'erne til først i 1970'erne og ingen af dem modtog regressive ECT. I to tilfælde fra det lange forløb, manglede der kliniske indikationer for ECT på trods af detaljerede journaler. Disse patienter havde modsat sig langvarig indlæggelse, og synes at være blevet givet ECT for at overvinde denne modstand.
Begge blev diagnosticeret som "paranoide" især på baggrund af deres modstand mod ufrivillig behandling. Fire af fem journaler er meget detaljerede og beskriver voldsom forvirring, desorientering, stemningslabilitet og hukommelsestab under og efter behandlingsforløbet.
Sygepleje-rapporterne, ergoterapi-rapporter og andre instanser beskriver patientens tiltagende desorientering, humørsvingninger, hjælpeløshed og afhængighed. Ergoterapi-notater beskriver patienterne som villige, men ude af stand til at udføre nogen form for aktivitet efterhånden som ECT-følgern hober sig op.
Eftersom alle personerne gjorde intensive forsøg på at genvinde deres hukommelse ved at læse bøger, de kendte før, kigge på fotos, tale med venner og familie, læse gamle breve o.s.v., var meget af det, de huskede i virkeligheden genlært fra andre kilder. De kan ikke genlære deres indre oplevelser fra ydre kilder.
Jeg er også stødt på brudstykker af erindringer fra ECT-behandlingen hos mange andre patienter bl. a. hos nogle, jeg gav ECT, da jeg var psykiatrisk reservelæge. Disse brudstykker af erindringer føjes til den mareridtsagtige angst, der for mange patienter er forbundet med behandlingen, og som ofte bliver til virkelige mareridt, der varer i årene efter behandlingen.
Mange efter-ECT patienter klager over manglende evne til at huske nyt stof, lært efter behandlingen. Dette kaldes
anterograd amnesi (tab af evne til at huske sig og fastholde erindringen om begivenheder, der indtræffer efter en skade/red.).
Anterograd amnesi er en meget mere kompleks funktion end
retrograd amnesi (tab af erindringer om begivenheder fra et tidsrum forud for et traume/red.). At erindre gammelt materiale involverer opbevaring og fremdragelse af tidligere indlærte informationer, men
anterograd amnesi involverer indlæring samt hukommelse.
Selve indlæringen kan deles op i mange komponenter, såsom perception og abstrakt tænkning.
Anterograd amnesi (tab af evnen til at huske og fastholde erindringen om begivenheder, der indtræffer efter en skade/red.), som det sædvanligvis kaldes i litteraturen, omfatter faktisk de fleste eller alle funktioner, og en patient, som klager over manglende evne til at huske nyt materiale kan i virkeligheden lide af, hvad Stone (1947) oprindelig beskrev som
"generel skade af kognitive funktioner som resultat af elektro-krampe-chok". Hvad angår
anterograd (fremadrettet/red.) mental funktion oplevede alle personer [i undersøgelsen] betydelig intellektuel dysfunktion under restitutionsperioden efter ECT.
Dette bekræfter blot tilstedeværelsen af det dokumenterede akutte organiske hjernesyndrom. Men i alle tilfælde varede den subjektive følelse af skadet funktion betydeligt længere end det er tilfældet ved alvorligste symptomer på organisk hjernesyndrom. Hver ECT-patient følte, at det tog adskillige uger eller måneder at begynde at fungere på et nogenlunde højt niveau igen og nogen mente, at de aldrig opnåede dette. Restitutionen blev ofte ledsaget af hovedpine og mareridt såvel som apati, sløvhed, og træthed.
Fem år før ECT-behandlingen havde en patient fået en negativ neurologisk vurdering med bl.a. kranie-fotos og EEG, og en historisk og fysisk undersøgelse foretaget umiddelbart før ECT, var helt normal.
Under og umiddelbart efter ECT udviklede patienten voldsom akut organisk hjernesyndom, mild eufori, og vedvarende retrograd amnesi.
Da personen blev vurderet to til tre år efter ECT p.g.a. vedholdende klager over
retrograd amnesi, blev der fundet objektive tegn på hjerneskade:
- ved
neurologisk undersøgelse: en snyde-refleks og en
Hoffmans refleks (på dansk
hyperreflexi: unormal stærk irritabilitet af kroppens reflekser/red.);
-
astereognose (tab/manglende evne til at genkende genstande ved berøring, uden brug af synet/red.) og klodsethed i venstre hånd;
-
ved CT-scanning konstateredes hjernesvind i højre
tindingelap og ventrikelforstørrelser to til halvanden gang normal størrelse (ventrikler = hulrum i hjernens indre, der indeholder cerebrospinalvæske/red.);
-
ved EEG konstateredes: forandringer i tindingelappen i overensstemmelse med dem, der normalt bliver rapporteret som følge af ECT
*);
-
psykologiske tests viste tab i forbindelse med abstrakt tænkning og højre hjernehalvdel viste tab indenfor non-verbal hukommelse og begreber.
*) En forklaring af disse neurologiske fund vil falde udenfor rammerne af en fodnote. Af vigtighed for den ikke lægelige læser er dog det vedvarende billede af hjerneskade, som de præsenterer. Tindingelapperne udspiles som en vantes tommelfingre i begge sider af hjernen og ligger delvis under den region af kraniet, hvor elektroderne anbringes. Disse tindingelapper er afgørende for hukommelses funktionen, og skader på dem medfører ofte hukommelsessvigt.
Atrofi indikerer formindskelse i størrelsen af et organ - i dette tilfælde formentlig ensbetydende med celledød eller - (hjerne)svind.
En anerkendt professor i psykologi, der ledede undersøgelserne konkluderede at disse tab repræsenterede
"rystende tab på det fænomenologiske niveau" på trods af vedvarende høj IQ. Han rapporterede, at denne subjektive oplevelse af tab af
"mental livskvalitet" var en
"hyppig beklagelse hos usædvanligt begavede personer, selvom de kun led af 'let' organisk svækkelse af intellektuelle funktioner". Patienternes historie og fysiske fund kunne ikke give nogen anden grund end ECT til disse organiske forandringer og mentale tab var indtruffet.
De havde en følelse af at være "defekte" og var bevidste om omkostningerne - tabet af et rigt liv i fremtiden. Det var derfor svært at vurdere disse tab uden at støde på en hel del forståelig mental smerte. I langt højere grad end den
retrograde amnesi (fremadrettet tab af erindringer om begivenheder indtruffet efter skade/red.), forsøgte personerne enten at ignorere eller se helt bort fra deres løbende mentale tab, og når de blev konfronteret med dem gennem nye mislykkede forsøg på at lære eller huske, følte de sig vrede, angste og ydmyget, som tidligere nævnt, benægtede endda to af dem omfattende tab af løbende mentale funktioner.
Nogen vil sætte spørgsmålstegn ved pålideligheden af kliniske rapporter baseret på subjektive udtalelser fra patienterne. Ganske vist er der problemer forbundet med denne metode, men det er også givet, at kliniske observationer og personlige rapporter er de mest sensitive indikatorer for mental dysfunktion. Jeg har allerede nævnt, at hver af disse patienter blev valgt ud p.g.a. den overflod af informationer, der var tilgængelig, om netop deres kliniske forløb før, under og efter ECT.
Alle kilder bekræftede de forandringer, patienterne rapporterede. Desuden gjorde jeg mig meget umage med, to gange at kontrollere deres rapporter i forhold til dem selv gennem gentagne og forskellige interviews, og ved at bruge specielle testspørgsmål for at se om nogen af dem var overivrige for at finde eller rapportere om nye tab.
Jeg opdagede aldrig nogen tendens til at overdrive i nogen af de tilfælde, der indgår i denne undersøgelse. Tværtimod fandt jeg ofte en tendens til at benægte svækkelser, og vi er derfor tvunget til at tage dem alvorligt (se kap. 7).
Jeg har set folk være eneboere i årevis efter elektrochok af angst for at træde ind i en social verden, i hvilken de ikke ville kunne genkende venner eller familiemedlemmer, og i hvilken de ikke ville være i stand til at finde vej til steder, de førhen ofte havde været, som f.eks. supermarkeder og venners hjem.
Nogen vil måske påstå, at deres smerte stammer fra langvarige personlige problemer, og det er svært at udrede den pinefulde reaktion på hukommelsestab og hjernedysfunktion fra andre følelsesmæssige reaktioner, som rækker tilbage til perioder længe før chokbehandlingerne. Ikke desto mindre har disse reaktioner været så ensartede i kvalitet, og så hyppige i mine kliniske erfaringer og i den kliniske litteratur, at de bør tages alvorligt.
"Efter chok var selv den simpleste beslutning, som at gå gennem en sump. Min egen reaktion så nedbrudt, at jeg ikke kunne være sikker på, om jeg virkelig ønskede at gøre noget bestemt, om det var godt eller skidt for mig, eller om det virkelig interesserede mig eller ej."
Fire år efter hendes elektrochok, var hun stadig vred og skamfuld. Hun følte at hendes sind var blevet delvist ødelagt, og at hun aldrig ville blive i stand til at genvinde sine tidligere færdigheder eller intelligens. Hun følte sig isoleret og fremmedgjort i ukendte omgivelser. Hun mente, at hendes hukommelse og evnen til at lære nyt var blevet permanent skadet. Alle seks patienter i [min undersøgelse] viste direkte eller indirekte, stor skam og smerte over tabet af mentale funktioner. Denne skam kan, kombineret med det aktuelle hukommelsestab og den mentale dysfunktion være årsagen til, at ECT-patienter sjældent udtaler sig offentligt imod behandlingen.
Der findes mange dyreforsøg, der viser, at ECT kan give alvorlige og ofte permanente hjerneskader, og mange menneskeobduktioner, der viser et lignendede mønster af destruktion. De mest almindelige fund er spredte skader i små blodårer med nedbrydning af blodårevæggene, petekkiale blødninger, forøgelse af gliavævet, neurondegeneration og neurondød.
Disse forandringer er ofte spredt rundt i hele hjernen i små klynger, men de kraftigste og hyppigste udvikles i frontal- eller frontal tindingebarken. Dertil er der ofte rapporteret om større blødninger i individuelle tilfælde, ligesom områder med større ødelæggelser. Ødemer i hjernen er også ofte forekommende.
Den mest betydningsfulde forskning inden for hjerneskadevirkninger af elektrochok blev foretaget af Hans Hartelius i 1952, publiceret i Acta Psychatrica at Neurologica Scandinavica
Cerebral changes following electrically induced convulsions; an experimental study on cats. (
PDF 126 sider). I den dobbeltblinde del af forsøget, var patologerne i stand til, med bemærkelsesværdig nøjagtighed, at skelne mellem de 8 katte, der havde fået elektrochok og de 8 katte i kontrolgruppen, der ikke havde fået elektrochok.
Beviser på permanent hjerneskade som følge af ECT er fundet helt tilbage ved de allerførste elektrochok i den første engelsksproget oversættelse af en artikel af Bini (1938 ), manden der sammen med Cerlett opfandt ECT. I 1941 foretog Heilbrunn og Liebert biopsi på hjernerne af kaniner mellem 2 og 60 minutter efter indgift af forskellige midler til fremkaldelse af kramper.
I overensstemmelse med den tidligere litteratur blev der fundet forandringer som følge af kramperne uanset oprindelse, men de alvorligste skader blev fundet som følge af ECT. Heilbrunn og Liebert understregede, at
"den foreliggende litteratur om grundige studier af patologiske forandringer i hjernen som følge af elektrochokbehandling helt klart påviste muligheden for irreparable skader af hjernen" (irreparable = uoprettelige, som kan ikke repareres/behandles/red.)
Det ville være let at dokumentere når der er sket en skade, men ECT er imidlertid så skadeligt for hjernen, at der stort set ikke forskes i virkningen af ECT på menneskehjerner. Der findes kun ganske få negative undersøgelser, og selv forskning ledet af ECT-tilhængerne er normalt tilbøjelig til at bekræfte ECTs ødelæggende effekt.
B.J. Alpers, professor i neurologi ved Jeffersons Medicinske Universitet og neuropatolog ved Pensylvania Universitetshospital, var en af de første professionelle medicinere, der forsøgte at advare psykiatrien om, at den hjerneskadede sine patienter. Idet han gennemgik sine egne laboratorieundersøgelser såvel som andres, der er fremkommet i løbet af årene, kom Alpers (1946) til den erkendelse, at
"hjerneskade forekommer selv i de tilfælde, hvor undersøgelserne synes at være negative". Han advarede mod risikoen for af føje "spot til skade" i den mentale patienters tilværelse ved at give dem elektrochok.
Alpers angreb også den myte, at ECT-tilhængerne nemt kan afgøre, hvilke hjerneforandringer, der er "reversible". Hjerneblødning bliver i alle pro-chok-undersøgelser betegnet som en forbigående forandring. Men ingen kan med sikkerhed sige, hvor meget skade, der er tilbage efter at blødningen er helet. Det er derfor svært at forudsige helbredelse efter blodpropper hos mennesker, fordi mange blødninger efterlader en permanent skade. Skaderne er spredte og ofte pletvise. De er mest voldsomme i den forreste del af hjernen, og består af vaskulære (kredsløbs/red.) forandringer, pletvise blødninger, sygelig forøgelse af støttesubstansen i centralnervesystemet, celleødelæggelse og celledød. Dertil er større efterblødninger hyppigt forekommende.
Allerede i 1940 skrev Page:
"Efter 5-10 krampebehandlinger, blev rotterne ekstremt passive, inaktive og underdanige. Mange udviste voks-lignende bøjelighed" - Disse manifestationer ligner dem fra mere alvorlige ECT-reaktioner, som vi vil finde hos mennesker, og som demonstreres gentagne gange i litteraturen.
Et af de mest interessante dyreforsøg blev udført af Masserman og Jaques (1947). De fandt, at den neurotiske adfærd virkelig forsvandt, overensstemmende med ECTs evne til at slette nylig indlæring og korttids-erindringer. De fandt også, hvad der lignede et organisk hjernesyndrom hos både de neurotiske og ikke-neurotiske dyr.
"Mere end to årtiers dyreforsøg med elektrokrampebehandlinger ECT, understøtter den idé, at nyligt erhvervede informationer er udsat for ødelæggelse og permanent tab". Essman (1974) og andre, der har undersøgt emnet tror, at ødelæggelsen af proteinsyntesen udgør den egentlige forklaring på det
reterograde (efter skade/red.) hukommelsestab i undersøgelser af såvel dyr som mennesker.
I resumé foreligger der anseelig dyreforskning, der antyder hjerneskade, ødelæggelse af proteinsyntese samt permanent retrograd hukommelsestab, som en direkte følge af både kramper og elektrisk strøms passage gennem hjernen. Den elektriske strøm nævnes hyppigst som skadevolderen.
På trods af gentagne påstande om det modsatte i standardlærebøger og -artikler, indeholder den psykiatriske litteratur mange omfattende afhandlinger og mange individuelle case-story-rapporter om hjernedød og hjerne-patologi som følge af ECT. Ud fra disse og mange andre undersøgelser kan der ikke være nogen tvivl om, at modificeret ECT, både unilateral (ensidig/red.) og bilateral (dobbeltsidig/red.) , dybtgående påvirker EEG i perioden umiddelbart efter behandlingen. De følgende undersøgelser bekræfter hjernebølge-forstyrrelser ved afslutningen af test-perioden, idet de peger på langvarig og formentlig permanent hjerneskade. Blot en enkel ECT-behandling frembringer et alvorligt generelt traume, og en hel serie kan ofte frembringe spredt, permanent hjerneskade. Det er derfor ikke overraskende at kunne opdage, at mange kliniske og nogle videnskabelige rapporter demonstrerer en mere generelt svækkelse af anterograd hukommelse (om begivenheder, der er sket efter den udløsende årsag - ECT) hvis funktion er mage til den, der blev fundet i fire af mine seks tilfælde. Som Stone (1947) observerede:
"Ikke desto mindre vil selv den mest overfladiske psykometriske undersøgelse af patienter, som klager over hukommelsestab afdække en betydelig grad af svækkelse af evnen til at opfatte, hvad der bliver børt og læst, enkle talberegninger, opfattelse af relationer, valgsituationer samt i udførelsen af opgaver, der involverer abstraktion, klassiflcering og organisation af ord eller objekter efter en bestemt plan. Det vil derfor ikke alene være mere informativt men mere korrekt at tale om en generel svækkelse af de kognitive funktioner som resultat af elektrocbokbebandling". (s. 74).
Der har i den psykiatriske litteratur ikke været uenighed om, hvorvidt umodificeret ECT medførte akut organisk hjernesyndrom karakteriseret ved forvirring, desorientering, hukommelsestab, følelsesmæssig labilitet og andre tegn på generel dysfunktion. En af de første kliniske undersøgelser offentliggjort af Lowenbach og Stainbrook i 1942, startede med observationen af, at
"et generelt krampeanfald efterlader et menneske i en tilstand, hvor alt hvad, der kan kaldes personlighed, er udslettet".
Stupor, forvirring samt en gennemgribende mental dysfunktion var af en sådan karakter efter kun ét ECT, at personen var ude af stand til at skrive sit eget navn, normalt 20 til 30 minutter efter behandlingen. Rapporten beskriver, hvordan patienten var tilbøjelig til at glemme alt, hvad vedkommende har lært for nylig og integreret i personligheden. Kvinder kom ud af ECT uden at kunne huske deres giftenavn, og kaldte dem selv ved deres pigenavn. Personer, hvis modersmål ikke var engelsk, begyndte at tale deres modersmål.
Brengelman (1958 ) sammenlignede i en afhandling i bogform, graden af det akutte organiske hjernesyndrom efter forskellige modifikationer af den elektriske stimulus. Han beskrev, hvordan fortumlethed, psykomotorisk depression, vanskeligheder med koncentration og hukommelse, desorientering, forvirring, rådvildhed og agitation (agitation = adfærd urolig, ophidset, motorisk urolig, vandrer omkring, vrider hænder m.v./red.) udvikledes rutinemæssigt efter to til 10 behandlinger. ECT-virkningerne kan sammenlignes med dem, der følger efter lobotomi (lobotomi =
"det hvide snit"/red.).
Lignende observationer blev foretaget i den moderne psykokirurgiske æra af Andersen (1972), som opdagede, at
'amygdalotomi' (kirurgisk fjernelse af hjernens
amygdala/red.) frembragte mere lydige og medgørlige personer, der ikke længere kunne fingere uden andres vejledning:
"Typisk er patienten tilbøjelig til at blive mere inaktiv og vise mindre veloplagthed og følelsesintensitet. Hans spontane aktivitet synes reduceret, og han bliver dårligere til kreativ produktivitet, hvilket er uafhængigt af intelligensniveau. Med disse forandringer af initiativ og adfærdskontrol ligner vores patienter dem med frontale hjerneskader. Formodentlig vil han gøre størst fremskridt i velstrukturerede situationer af en ret ensformig og ukompliceret karakter."
En tilsvarende mangel på beslutsomhed, initiativ og spontanitet bliver overordentlig tydelig i løbet af det akutte hjernesyndrom, som udvikles rutinemæssigt allerede efter tre til fire ECT. Dette fænomen kaldes normalt
apati. At denne psykiske reaktion kan vare i måneder, blev demonstreret af den omfattende brug af ECT til at undertrykke eller berolige vanskelige, uregerlige eller "usamarbejdsvillige" psykiatriske patienter, i stort omfang på statshospitalerne i 1940erne og 1950-erne.
Min (Breggins/red.) primære uenighed med
Max Fink drejer sig ikke om hans data eller hypoteser, men om hans holdning til dem. Max Fink har anbefalet hjerneskade som behandling, og forsøgt at gøre den videnskabeligt acceptabel med indviklede diskussioner om de mulige
"underliggende biokemiske mekanismer", mens han indrømmer, at disse biokemiske mekanismer er identiske med dem, der forekommer ved enhver form for alvorligt hjernetraume, herunder kraniebrud.
Max Fink tager også fejl, idet han lægger vægt på 'benægtelsen' og 'euforien' som værende de hovedtræk, psykiaterne selv
værdsætter hos deres patienter. ECT-tilhængere værdsætter de fleste af de
svækkelser, som ECT medfører, bl.a. apatien, føjeligheden, påvirkeligheden og hjælpeløsheden, hvilke ellers ofte følger i kølvandet på hjerneskader, såvel som [patienternes] tilbøjelighed til at skjule deres symptomer og beklagelser. Næsten uden undtagelse bekræfter alle de undersøgelser, som Kalinowsky citerer som bevis for uskadeligheden ved ECT, i stedet dets farlighed.
De test-procedurer, der ikke viste nogle varige skader, var så ufølsomme, at de ikke engang kunne opdage det akutte organiske hjernesyndrom, som Wilcox dokumenterede. Mine egne kliniske erfaringer, som jeg har rapporteret, efterlader ingen tvivl om, at modificeret ECT medfører et alvorligt akut hjernesyndrom identisk med det fra umodificeret ECT. Observationen er imidlertid af så stor betydning, at det er nødvendigt at dokumentere den. Intensiv modificeret ECT har den samme ødelæggende virkning som intensiv umodificeret ECT. Som vi vil se, antyder forskning, som Strain selv har deltaget i, at skader på hukommelsen på ingen måde er "forbigående".
De fleste undersøgelser af den umiddelbare efter-ECT-periode fokuserer på den isolerede variable størrelse af hukommelsestab fremtor det gennemgribende organiske hjernesyndrom, som den kun er en del af. Ikke desto mindre er beviset på hukommelsesfejl som folge at unilateral (ensidig/red.) og bilateral (dobbeltsidig/red.) ECT i den umiddelbare efter-ECT-periode (24 til 48 timer) uomtvisteligt bekræfter, at modificeret og umodificeret ECT ikke afviger fra hyppigt at medføre markant hjernedysfunktion efter kun ét ECT, og uden undtagelse at gør det efter tre eller fire ECT.
Således bliver de ødelæggende reaktioner på ECT ofte maskeret som "psykoser", der angiveligt er blevet afdækket eller "demaskeret" af ECT (Bennett, 1949), mens de i virkeligheden er kroniske, organiske hjernesyndromer, der afspejler alvorlig hjerneskade (s. 100) Dokumentation bekræfter den elektriske strøms skadevirkninger. Elektrisk stimulation uden krampeanfald kan medføre skade og dysfunktion hos mennesker, som det er fremgået at kliniske rapporter (Watkins et al., 1941; Jätte et al., 1960) og demonstreret i kontrollerede forsøg med chok lige under krampegrænsen (subconvulsive) i modificeret ECT.
Elektrisk strøm uden krampeanfald har medført retrograd amnesi hos dyr, såvel som tydelige stofskifteforandringer i hjernekemien hos dyr. Voldsomme elektriske stød i hjernen hos mennesker og dyr kan medføre alvorlig skade af hjernen, uden at fremkalde krampe, og denne skade ligner ofte ECT-eftervirkninger. Metoderne for tilførsel at strøm kan også påvirke graden at skade. Ændring at strømmængden, der bliver givet eller svingningsfrekvensen, er i følge rapporter med til at give betydelige forandringer i graden at den efterfølgende mentale dysfunktion (s. 114)
Adskillige undersøgelser har belyst mekanismen ved strømskade og har relateret den til patologiske fund efter ECT (s.115) Med hensyn fil forekomsten af reversibel eller irreversibel vaskulær (kredsløbs-/red.) skade som følge af chokterapi, må det formodes i overensstemmelse med resultaterne af vores eksperimenter, at strukturelt mindre blodårer kan blive mere skadet under krampeanfald, hvilket kan føre til yderligere hjerneskader, selv hvor de terapeutiske grænser for chokterapi ikke er overskredet. (s.ll7)
Ikke alene er mængden at den elektriske energi, der anvendes i moderne kliniske undersøgelser mage til eller større end den, der blev anvendt i ældre kliniske undersøgelser, men mængden at elektrisk energi, anvendt i moderne tid, overskrider næsten altid den, der bruges ved dyreforsøg, som har demonstreret hjerneskade etter ECT (s. 121) De to mest citerede undersøgelser, der angiver effektiviteten at ECT, blev foretaget i USA og England. Forskere forsøgte, at etablere et dobbelt-blind-forsøg
*), men indrømmede, at man ikke kunne skjule, hvilke patienter blev behandlet med ECT.
*) I et dobbeltblindt forsøg må hverken patienter eller forskerne vide, hvem er i forsøgsgruppen og hvem er i kontrolgruppen. Denne forsøgsmetode er en måde at hindre, at forsøgspersonernes og forskeres personlig indstilling eller forventning til behandlingens virkning inden forsøget, får indflydelse på forsøgets resultat. Det er dog umuligt at gennemføre dobbeltblinde forsøg med virkningen af ECT på mennesker, fordi effekten af ECT er så udtalt, at både patienterne og forskere ville på forhånd bemærke, hvilke patienter blev behandlet med ECT, og hvilke var ikke. Det akutte organiske hjernesyndrom hos de ECT-behandlede, ville afsløre sig straks efter behandlingen.
Hvad der imidlertid var bemærkelsesværdigt, var ikke manglerne ved undersøgelserne, men de data, der angav at den sikreste, mest betydningsfulde behandling indenfor psykiatrien, ikke er ECT men
placebo (s. 126).
Med andre ord har behandlingen ingen effekt på hverken depressionen eller selve den underliggende sygdom. Den egentlige sygdom eller selve depressionen er upåvirket, og kun "symptomerne" eller synlige tegn på sygdom er midlertidigt modereret, mens "i det lange løb" forbliver sygdommen uforandret. (s. 128 ) Den formentlig bedst kontrollerede undersøgelse af ECT i den moderne tid blev offentliggjort af Brill i 1959.
Brills studie sammenlignede virkningen af 4 behandlinger: umoditiceret ECT, modificeret ECT, ECT med et beroligende middel og lattergas. Studiet omfattede også en "simuleret-ECT"-gruppe, hvis medlemmer kun blev gjort bevidstløse af beroligende midler og fik ikke anden behandling.
Såvel utallige psykologiske tests, som psykiatriske vurderinger og klassificeringer, blev anvendt til at vurdere resultater af studiet, og disse var overraskende. Både tests og de kliniske vurderinger indikerede, at alle behandlingerne i "simuleret-ECT"-gruppen, inklusiv simuleret ECT medførte fremskridt, og alle var lige effektive, inklusiv simuleret ECT. Undersøgelsen modbeviste klart påstanden om ECTs effektivitet mod skizofreni og depression. (s.130).
Kvaliteten at hjernens funktion påvirker direkte kvaliteten at de fleste menneskelige funktioner - tankevirksomhed, følelser, kreativitet og foretagsomhed. Når disse funktioner er svækket, er personen svækket. Når et hjerte eller en lever er skadet forbliver personen den samme, forudsat at organskaden ikke også har svækket hjernens funktion. Hjernens død repræsenterer personens død, og beskadigelse at hjernens højere funktioner betyder svækkelse at personen som individ. En mentalt skadet person er også en mindre fri person, idet vedkommende er mindre fri til at tænke og føle, og opleve, nyde og lære sit og andres liv at kende.
Hvis personen [efter ECT] er let euforisk, virker personen måske lykkelig, eller hvis han/hun er apatisk vil nogle iagttagere måske vurderere personen som værende rolig og lettere at omgås, men i virkeligheden er personen forandret [af ECT] og ikke længere fri til at leve sit liv på godt og ondt, med hele sit sinds fulde ressourcer til rådighed (s. 190).
Jeg har ønsket at lægge størst vægt på dokumentationen for, at ECT reelt fremkalder permanent hjerneskade og irreversibel mental dysfunktion, og at den kliniske effekt opnås ved at invalidere personen. Jeg vil direkte advare mod krav om "mere forskning" i virkningerne af ECT, hvis denne forskning indebærer at mennesker udsættes for elektrochok.
Typisk reagerer psykiatrien på kritik af dens metoder ved at søge om flere penge til at forbedre og teste sine metoder. Der findes allerede så tilstrækkelig viden om ECTs skadelige virkninger, at det er uetisk at udsætte mennesker for det, også selvom det er på eksperimentel basis. Elektrochokbehandling skader ikke blot de patienter, der udsættes for den, den fordærver også psykiatrien som profession, så længe den billiger og forsvarer brugen af ECT.
Over hele verden påføres tusinder af patienter alvorlig hjerneskade og irreversibel mental dysfunktion. Psykiatrien er en profession, der ofte beklager sig over sin manglende evne til at afværge sygdomme, men det er i psykiatriens magt, at forhindre tusindvis at tilfælde af hjerneskader. Det kan den gøre ved at afskaffe sin brug af elektrochok.
Peter Robert Breggin, dr. med.
'Electroshock, its brain-disabling effects' (PDF 16,1 MB)
Fortsættelsen (Referencer til Peter R. Breggin M.D. 1979) følger... 
