Kvinden på fyrre
Indledning af Kirsten Halberg
Hovedtanken i denne bog er, at mennesket har større mulighed for lykke, hvis det bliver sig de fordele som teknik og fremskridt har skabt bevidst, så de udnyttes. Vi har valgt de fyrre år som skelsættende for kvinden, fordi hun da må begynde — hvis hun ikke allerede har begyndt — at sætte ind med en aktiv forberedelse af de vanskeligheder der vil møde hende når overgangsårene begynder. Denne forberedelse vil ikke blot tjene til at komme over overgangsårenes vanskeligheder, den vil give hende muligheder for et nyt og virksomt liv for resten af tilværelsen.
Vi utaknemmelige menneskebørn har til alle tider haft en vis tilbøjelighed til mest at hæfte os ved skyggesiderne ved den tidsalder vi lever i. Menneskene har så at sige altid fundet at de der levede før deres egen tid havde bedre vilkår og rigere chancer.
Vor generation er heller ikke anderledes på det punkt. Man taler hellere om de onder tekniken og maskinerne har skabt, end man gør sig klart hvilke goder de har bragt os. Og så er sandheden den, at netop den teknik vi er så tilbøjelige til at forbande har bragt menneskeheden to goder som tidligere tiders mennesker har længtes mod som noget uopnåeligt. Det er to goder, der så afgørende ændrer vor livsform, at vore chancer for at få noget ud af tilværelsen afhænger af hvor klart vi bliver os de ændrede vilkår bevidst, og hvor meget vi hver især sætter ind på at udnytte dem. Disse to uvurderlige goder er: mere Fritid og en højere levealder.
Jo mere man gør sig klart hvad det betyder, jo mere går det op for en, at disse to ting afgørende ændrer vor tilværelse og giver os langt rigere chancer for at få noget ud af livet end vore forfædre havde.
Vi lever gennemsnitligt tyve år længere end vore oldeforældre gjorde. Middellevetiden, dvs. det antal år man gennemsnitligt har chance for at leve, var i årene 1840—49: 41 år for mænd og 44 år for kvinder. I 1936—40 var den steget til 64 år for mænd og 66 år for kvinder. Årsagerne til denne stærke forøgelse af levealderen er lægevidenskabens fremskridt og sundere levevis både med hensyn til kost og bolig og ikke mindst den større personlige hygiejne. Dertil kommer, at maskinerne for en stor del har befriet os for det hårde legemlige arbejde der før sled mennesker op før tiden, Undersøgelser viser at mennesker med hårdt legemligt arbejde ældes tidligere end andre.
Hele verden over er middellevetiden øget, selv om der er stor forskel lande og verdensdele imellem. Et sundt klima og en høj almen levestandard betyder længere levetid.
I Amerika har man prøvet at undersøge hvordan det forholder sig med denne forlængelse af levealderen. Kommer disse ekstra tyve år os til gode midt på eller i den sidste ende? Betyder den forlængede levetid, at vi har chance for at sidde og mimre i en rullestol tyve år længere, eller betyder den at manddomsalderen forlænges, at de år der skulde være de bedste, de år hvor vi kan høste frugterne af vore erfaringer og vor indsats, da vi er blevet modne nok til at glæde os over al livets rige herlighed, bliver flere?
Heldigvis kommer den øgede levetid menneskene til gode midt på livsbanen. Vi bliver ældre end tidligere generationer, men vi ældes langsommere. Vore mødre var gamle når de blev tres, og vore bedstemødre hørte til blandt de ældre fra de var tredive. Vi derimod er unge endnu når vi er fyrre, og vi er ikke gamle fordi vi bliver tres. Den vidunderlige maj og den strålende juni er forbi, men den duftende august, den gyldne september og den rige oktober varer længe, længe. Vi kan — for at blive i billedet — springe den mørke og sludfulde november over og glide ind i den vemodige, dvælende og lykkefyldte december.
Det gælder imidlertid både for mænd og for kvinder, at der mellem de fyrre og halvtreds ofte indtræffer en krise. Man mærker lidt efter lidt, at energien svækkes. Man konstaterer hyppigere og hyppigere, at der er ting, man ikke længere kan.
»Det kunde jeg, da jeg var yngre«, siger man. De fleste konstaterer jo også, at livet og de selv ikke har indfriet de mange strålende løfter der engang blev givet. Der sker i disse år en ændring i den indre sekretion, idet nogle af de hormondannende kirtler delvist indstiller deres virksomhed, derfor svækkes virketrang og energi. Senere er der så andre kirtler der begynder at danne hormoner.
Det at vi har sat meget af ungdommens ubændige virkelyst og uudtømmelige forråd af kræfter til, behøver ikke at betyde en nedgang i vore præstationer. Vor modenhed og vore erfaringer gør arbejdet lettere for os. Mindre selvoptagethed og større objektivitet giver overblik og forståelse. De mange vanskeligheder vi har overvundet har skabt større selvtillid og dermed sikkerhed og myndighed.
Man har altid railleret (gjort nar af/red.) over kvindens frygt for at røbe sin alder. Og selv kvinderne i vor tid, der gerne ser yngre ud end de er, er ikke alt for begejstrede, når man bringer spørgsmålet om alder på bane.
I vore kvindelige lyrikeres produktion finder man egentlig kun det ene motiv, som man kunde kalde specielt kvindeligt: frygten for alderen. Sofie Brahe, en søster til Tycho Brahe, skriver til sin elskede, der flakker om i udlandet:
"Eet kun frygter jeg for; at under din langsomme nølen er, når du kommer igen, ikke mit ydre som før. Smuk nok synes jeg dig, dengang du forlod mig, måske dog når du mig skuer påny, ikke den samme jeg er."
Og den purunge Tove Ditlevsen siger:
"Hvad er en kvinde, ak, når tiden dræber de varme øjne og de friske læber, når kindens bløde runding bliver mager, og gigten hendes stakkels lemmer plager.
Hvad er en kvinde, ak, når den hun kyssed engang mens æbletræets blomster dryssed, er blevet fed og skaldet under hatten, og snorker tungt og larmende om natten.
Når årene er gået, år, der ødtes, med håb, der svandt og nye håb, der fødtes, nå sjælen ikke mer har længselsvinger, men altid ved, hvad morgendagen bringer.
Vig bort, I onde år, der grusomt dræber de varme øjne og de friske læber, — kom læbestift og hjælp mig med at lyve, for jeg vil aldrig være mer end tyve."
Kvinden i dag frygter måske nok stadig væk alderen, men hun frygter ikke årene. Fyrre-årsfødselsdagen er ikke længer fatal. Hvorfor så netop sætte skellet ved de fyrre? Der er jo ikke længere noget skel. Der er nu engang skabt en vis tradition ved tallet fyrre. Man går ikke længere ind i de ældres rækker med de fyrre; men mon ikke de fleste er tilbøjelige til at henfalde til lidt vemodige betragtninger på fyrre-årsdagen. Og der er netop grund til at henfalde i betragtninger, blot ikke vemodige. Jeg vilde gerne udtrykke det således: Ved de fyrre har vi ungdommens dårskaber bag os og livets fylde foran os! Derfor er de fyrre valgt som skel. Da har vi endnu alle chancer for at få en masse ud af livet. Men vi måa tage tiden i agt.
Chancerne svinder år for år, hvis vi ikke da beslutter at sætte noget ind. Den måde vi udnytter fyrrerne på er bestemmende for hvad vi får ud af halvtredserne og tresserne og hele resten af tilværelsen.
Og dog er denne bog ikke udelukkende skrevet for kvinden på fyrre. Den er skrevet for kvinden i alle aldre. Når vi er fyrre er det ikke for sent, og meget kan nås endnu når vi er halvtreds og tres. Men bedre var det om også den unge kvinde vilde tænke over problemerne. Mange af de råd der gives i de efterfølgende kapitler burde efterleves med det samme. Jo tidligere kvinden når til bevidstheden om livets forskellige aldre og deres muligheder, jo omhyggeligere hun plejer sin sjæl og sit legeme, jo større muligheder har hun for tilfredshed og lykke.
Det er forsøgt at se problemerne fra mange forskellige sider og fra forskellige synsvinkler. Nogle af Kapitlerne er ved første gennemlæsning tungere end andre. Ved første gennemlæsning! For netop de afsnit der ikke glider så let er ofte de vægtigste og bør derfor læses igen.
I løbet af fyrrerne ændres de ydre kår for de fleste kvinder. Måske mest for de gifte. Børnene er ofte kommet fra hånden. De er blevet så store, at de ikke længer har brug for moderens omsorg. I alle tilfælde ønsker de ofte at unddrage sig den. De vil bestemme alt selv, de er ivrige efter selv at gøre deres erfaringer. Man sparer megen tid den dag man bliver så klog, at man véd erfaringer er noget man aldrig kan forære andre, dem må man gøre selv. Moderen, der før var så uundværlig, kan undertiden føle sig tilovers og overflødig. Hun må nu indstille sig på at hun har lov til og ret til og pligt til at leve mere for sig selv. Hun må genoptage gamle interesser der har været forsømt, eller hun må skaffe sig nye interesser der kan opfylde hende.
Chancerne svinder år for år, hvis vi ikke da beslutter at sætte noget ind. Den måde vi udnytter fyrrerne på er bestemmende for hvad vi får ud af halvtredserne og tresserne og hele resten af tilværelsen.
Den ugifte og selverhvervende kvinde har det måske sværere. Endnu er det sådan at kvindernes chancer for avancement er yderst ringe. I de år da manden nyder frugten af sit arbejde i form af mere tilfredsstillende kår, må kvinden ofte gøre op med sig selv at der ikke bydes hende nogen chancer indenfor hendes arbejde, fordi kvinder så sjældent avancerer (forfremmes/red.). Hvis hun derfor ikke hører til de lykkelige, der har en gerning, kan arbejdet ikke fylde hendes tilværelse. Hun må udnytte sin fritid, så den giver hende indhold og anledning til samkvem med andre.
Desværre er det sådan at de unge piger endnu i al for høj grad opdrages med ægteskabet for øje. Det sætter sig spor i at alt for mange kvinder uvilkårligt betragter deres erhvervsarbejde som noget sekundært. Dette skal ikke forstås som et udfald mod ægteskabet. Lige så naturlig mandens trang til at sætte bo og stifte familie og forsørge kone og børn er, lige så selvfølgelig er kvindens længsel efter mand og hjem og børn. Men hvad enten kvinden har beholdt sit erhverv fordi det er nødvendigt for familiens økonomi, eller fordi hun føler trang til virke og egne indtægter, eller fordi hun ikke har fundet den hun synes hun kunde dele livet med, må hun gøre sig klart, at hun skylder både sig selv og sine medsøstre at gøre fuld fyldest der hvor hun modtager sin løn.
Det er jo nemlig desværre sådan, at der hvor en enkelt kvinde er forsømmelig eller uinteresseret, der mener man at alle kvinder ikke dur. Derfor kan kvinder endnu ikke tage konkurrencen op med mænd på lige fod. Ønsker de at nå frem til ledelse og ansvar, kræves der ofte at de er dygtigere end mændene. For den kvinde der har valgt udeerhvervet, må arbejdet komme i første række, hjemmet og fritiden i anden. Ellers forspilder hun ikke blot sine egne chancer, men også sine medsøstres.
Mange kvinder bliver enker eller fraskilte netop i fyrrerne. De må bygge sig en helt ny tilværelse op både økonomisk og socialt. Hvis de ikke vil risikere at blive bitre og ensomme, må de lægge deres tilværelse helt om. Den medfølelse, der vises dem, varer sjældent længe. Men i vor tid har de muligheder for at bygge sig en ny tilværelse op, der kan sikre dem en tilfredsstillende levetid og fylde deres liv med nyt indhold.
Det var Karin Michaélis, der med sin bog af samme navn, skabte slagordet
»Den farlige Alder«. Hun skildrer her en kvindes uligevægt og heftigt opblussende trang til kærlighedslykke i årene lige før klimakteriet.
Vi så af de anførte digte, at det kvinden frygter når hun er bange for alderen er, at hun ikke længere skulde være attråværdig i mandens øjne.
Der er kvinder der synes at når klimakteriet kommer er man ligesom
»færdig med at være kvinde«. Det er en mere end kortsynet og forkert betragtning. I sin bog:
»Kvindens bedste Alder« taler den amerikanske læge Beran Wolfe om årene
efter klimakteriet. Han understreger at kvinderne også da har rige chancer for kærlighedslykke.
Historien viser adskillige eksempler på kvinder der har bevaret deres tiltrækningskraft også når de var ude over den første ungdom. Der kan kortelig (især/red.) mindes om Diane de Poitiers, der valgte sig en ny elsker da hun blev halvtreds eller om den monark, der i vor egen tid opgav et imperium for at gifte sig med den kvinde han elskede, som ikke var en ung pige men en kvinde i fyrrerne.
Kvinden ophører ikke med at være kønsvæsen, men man kan vist roligt sige at hun vil få nok så meget ud af tilværelsen hvis hun ophører med at betragte den altfor meget under synsvinklen: sex. Kvinden bør efter overgangsårene, siger en forfatter, ophøre med at bestræbe sig for at være kvindelig og lægge mere vægt på at være menneskelig, hun vil da opnå en ny attråværdighed.
Vore mødre og bedstemødre så med rette hen til overgangsårene med en vis rædsel. De gennemgik lidelser som kan undgås nu, takket være den moderne lægevidenskab. Men vi må ikke blindt lade stå til og tro vi kan overlade det hele til lægen når den tid kommer. Vi må først og fremmest skaffe os viden om, hvad det er der sker med os i disse år, og så må vi i tide sætte ind for at forebygge og modarbejde virkningerne af de fysiske og sjælelige vanskeligheder der venter os.
Jeg har set den påstand anført, at kvinden selv kan bestemme når hun vil gå ind i klimakteriet. Med andre ord, at man kunde forvente at den forlængede levealder og højere levestandard skulde føre til at klimakteriet efterhånden vil falde på et senere tidspunkt. Det lyder ikke særlig usandsynligt. Man ser jo i alle tilfælde flere og flere »Sølv-bryllupsbørn« komme til verden. Det vilde iøvrigt være ønskeligt om lægerne i mindre grad vilde vænne sig til at affærdige trætheds- og sygdomsfænomener hos Kvinder fra femogtre-diveårsalderen med at de nok er af præklimakteriel art.
Den hormonunderbalance som indtræffer i overgangsaarene betyder i mange tilfælde anlæg for fedme og for gigt. Derfor er det vigtigt at vi i god tid begynder med fornuftig diæt og passende motion. Det er uforsvarligt at opsætte, og så regne med at når faren er der vil man gå på en kraftig afmagringskur. Det almindeligste emne der drøftes kvinder imellem på en badeanstalt i damprummet eller tørluften er afmagring. Man ser kvinder blive liggende så længe i dampen, at de til sidst kun lige orker at komme ud derfra og slæbe sig hen til vægten. Bagefter må de have kaffe eller en isdrik at restituere sig på.
Afmagringskure er altid farlige, de nedbryder både den sjælelige og den legemlige modstandskraft, og det er netop den vi har brug for når overgangsårene nærmer sig. Fornuftig diæt vil sige nedsættelse af kalorieindholdet og øgelse af vitaminindholdet. Det kan også kort og fyndigt udtrykkes sådan: spis aldrig mere end at der er plads til en bøf bagefter! Vi må vænne os til at have mindre appetit, og navnlig må vi vænne os af med de mange små lækre mellemmåltider. Det kræver viljeanspændelse, for de fleste af os har jo netop i fyrreårsalderen begyndt at få mere og mere smag for de materielle goder. Men er vi først inde i vanen, vil vi hurtigt opdage at vi ikke blot slipper for den frygtede fedme, vi slipper også for at føle os trætte og dorske og uoplagte.
For den generation der kommer efter os vil sport og motion forhåbentlig være et selvfølgeligt led i den daglige tilværelse. Man kan ikke sige den er det eller har været det for os.
I vor barndom var det ikke en selvfølge at man ejede ski, skøjtestøvler og travesko. Det var i mange hjem ting man ikke engang drømte om at bede sine forældre om. Mon ikke mange af os i al for høj grad har forsømt os selv på det område. Man har trøstet sig med at Motion får en husmor såmænd nok af i sit daglige arbejde. Og det gør hun ikke, hun får ikke alle muskler rørt, og hun bruger ofte de forkerte, og hun får ikke frisk luft sammen med denne tvungne motion.
Selv om man ikke har drevet sport og heller ikke gjort gymnastik siden skoletiden eller siden børnene kom, er det ikke for sent at begynde når man er fyrre. Det er heller ikke for sent når man er halvtreds, og det er bedre at begynde når man er tres end at lade være. Den daglige gymnastik modarbejder stivheden i musklerne og fordeler de eventuelt overflødige Pund på en mere klædelig måde. Efterfølges den så af kold afvaskning eller helst kold douche holdes huden frisk og levende. Det kan selvfølgelig ikke nytte at tage de mere halsbrækkende former for sport op når man først begynder sent. Har man ikke råd til en behagelig motion som golf eller en fashionabel sport som ridning er der svømning og badminton, som er mere overkommelige. Og den bedste form for motion er også den billigste, nemlig traveture. Der skal frisk luft til for at holde blodomløbet i orden og føle sig ung og veloplagt.
Måske trænger de fleste mænd i meget højere grad end kvinderne til både diæt og motion. Men denne bog er skrevet for kvinder. Der er een ting mændene ikke behøver at beskæftige sig med, og som kvinderne både før og efter de fyrre må se at få penge og tid tilovers til. Det er skønhedspleje. Man ser heldigvis flere og flere velplejede kvinder, men alligevel kan man ikke lade være at lægge mærke til at der er mange kvinder, der er over den første ungdom, som er begyndt at forsømme sig selv altfor meget. Intet er så godt til at modarbejde mindreværdskomplekser som følelsen af at være velplejet.
I en bog, der udkom 1933
»La femme et son secret« råder forfatterinden Marcelle Tinayre sine medsøstre til at tage sig i vare for skønhedsinstitutterne. Ved skønhedspleje forstår hun åbenbart endnu ansigtsløftning og mirakelkure. Den moderne kvinde er forlængst kommet over det standpunkt. Hun besøger skønhedskliniken som hun besøger frisør og tandlæge, for at være velplejet. Og alligevel — hånden på hjertet — hvor mange kvinder er der ikke, som aldrig har gået til fodpleje og aldrig har fået en ansigtsbehandling. De smører pudder og rouge på, og nedenunder bliver huden mere og mere grå og uren. Det er ganske vist gået op for dem at huden må renses om aftenen og smøres med natcreme; men de bruger kritikløst de præparater en tilfældig butik anbefaler dem uden at vide at netop deres hud har mere skade end gavn af netop de præparater. Vi er efterhånden blevet klar over at en dygtig husmor ikke blot skal kunne lave velsmagende mad, hun skal nødvendigvis også vide noget om kalorier og vitaminer. Den moderne kvinde må også skaffe sig virkelig reel viden om hvordan man bedst kan pleje sit ydre.
Der er ikke noget at sige til at en ægtemand finder det mindre fornøjeligt at hans kone køber kjoler til flere hundrede kroner, når hendes teint nedenunder malingen er grå og trist. Når man er kommet så vidt at der kan blive råd til at overveje at anskaffe en ordentlig pels, burde man udskyde pelsen til der først er blevet råd til at afsætte et passende fast budget til personlig pleje. Der ligger her en opgave for skønhedssalonerne. I stedet for at prøve at prakke deres kunder så mange kostbare præparater og dyre ekstrabehandlinger på som muligt burde de forsøge at lægge nogle rimelige budgetter, så man kunde tegne Måneds- eller Årsabonnementer indrettet for enhver pung.
Der ligger også en opgave for den kosmetiske industri. I stedet for de stereotype annoncer om mirakelkure og evig ungdom skulde man forsøge at give en effektiv garanti for at præparaterne ikke er sundhedsfarlige. Der findes opreklamerede præparater som — for mange i alle tilfælde — er direkte skadelige. Både hud-specialister og øjenspecialister kender til kosmetiske sygdomme.
Det er måske en hemmelighed man ikke burde røbe, men der er adskillige mænd der i dybeste stilhed lader deres teint behandle i en skønhedssalon, fordi de har opdaget at det giver dem en langt mere sikker optræden, nr de ved de er helt igennem velsoignerede.
Moderne psykologi belærer os om, at et menneskes hele holdning overfor tilværelsen er bestemt af den vurdering man tillægger sig selv og den vurdering man tror andre tillægger en. Den kvinde der føler sig velplejet og soigneret vil altid føle sig bedre vurderet og vurdere sig selv højere end den der forsømmer sit ydre.
Diæt, motion og passende skønhedspleje er vore ydre aktiver i kampen mod alderen. Det er en gammel sandhed at en sund sjæl bor i et sundt legeme. Men sådan ganske af sig selv bliver sjælen ikke sund. For det legemlige må vi ikke glemme det sjælelige. Den skønhed der kommer indefra er ikke blot den mest overbevisende, den er også den mest varige.
Vi ved at med overgangsalderen følger ikke blot legemlige ubehageligheder, men også sjælelige depressioner. Dette hænger atter sammen med hormonunderbalancen, og lægen kan hjælpe ved at dosere hormontilførsel. Men den bedste hjælp kan vi selv yde ved i tide at sætte ind med mentalhygiejne. Vi skal ikke blot pleje og rense vor krop, vi skal i lige så høj grad rense og pleje vort sind. Mange af os er altfor tilbøjelige til at give efter for surhed og gnavenhed og til at lade det dårlige humør gå ud over omgivelserne. De mennesker der møder deres medmennesker med et surt sind er simpelthen ikke renvaskede, åndelig set. Og de kvinder der får udløb for deres hæmninger gennem sladder og intriger gør ikke blot andre skade, de skader sig selv, fordi de griser deres sjæl til.
Mange kvinder har så let ved at føle sig stødt og bliver personligt krænket over de mindste bagateller. De vil gerne gøre sig gældende, men røber sig blot. De afslører uhjælpeligt at de har en snæver horisont og et fattigt sjæleliv.
»Den der ikke kan have sig selv til Bedste, hører ikke til de Bedste«, siger Goethe.
Det menneske der har forstået at tilkæmpe sig indre harmoni og renhed vil afspejle den i sit ydre. Denne skønhed, der kommer indefra, varer længst, og den kan ikke købes for penge, den må som alt hvad der virkeligt har værd tilkæmpes af den enkelte. I de unge år lever vi livet for aktivt, og den ydre verden stiller for store krav til os, til at vi rigtig får tid til at pleje vort indre. Ganske vist er ungdommen selvbeskuende, men man er mere optaget af sin egen sælsomhed og særegenhed end af mentalhygiejne. Når de modne år kommer, når vi kan søge hjælp i vore dyrekøbte erfaringer og den kloge humor livet har lært os, så har vi også så meget indhold i os, at det er på tide at dyrke og pleje det. Livet bliver aldrig mere mekaniseret end at det enkelte individ hver for sig altid selv må kæmpe sig frem til et livsindhold.
Hovedtanken i denne bog er, at mennesket har større mulighed for lykke, hvis det bliver sig de fordele som teknik og fremskridt har skabt bevidst, så de udnyttes. Vi har valgt de fyrre år som skelsættende for kvinden, fordi hun da må begynde — hvis hun ikke allerede har begyndt — at sætte ind med en aktiv forberedelse af de vanskeligheder der vil møde hende når overgangsårene begynder. Denne forberedelse vil ikke blot tjene til at komme over overgangsårenes vanskeligheder, den vil give hende muligheder for et nyt og virksomt liv for resten af tilværelsen.
Det nytter imidlertid ikke at man benægter fakta, at man nøjes med at trøste sig selv med, at man er så ung som man selv vil og hæsblæsende prøver at holde trit med de unge. Sidst i trediverne begynder man at opdage små tegn der viser at alderen begynder at gøre sig gældende. Man kan ikke længere more sig eller arbejde en hel nat igennem uden at det sætter spor dagen efter. Man suser ikke mære ned ad bakke på cykle med benene på styret eller forgaflen, man holder forsigtigt på bremsen. Man bruger i det hele taget mere og mere bremse. Man føler mere trang til hvile og man styrter sig ikke så hovedkuls ud i hidsige diskussioner. Hvis andre mennesker ikke vil forstå at ens synspunkter er de eneste saliggørende må de såmænd gerne lade være, det kan jo oven i købet være de har ret. Ungdommens på en gang charmerende og irriterende bedreviden viger pladsen for en vis skepsis og resignation.
Man gør klogt i efterhånden at opøve evnen til at slappe af både åndeligt og sjæleligt. Man skal ikke være bange for at sætte tempoet lidt ned. Men man skal på den anden side vogte sig for at give efter for sin egen magelighed på altfor mange punkter.
Der er en ting som det er vigtigt at gøre sig klart. Det er, at mens musklerne slappes og bliver trætte efter et langt livs brug, så gælder det ikke intelligensen. Intelligensen bevarer vi usvækket lige til seniliteten eventuelt sætter ind. Hvis vi vel at mærke anvender den! Og den skabende fantasi udvikles og vokser med årene. Den får sin næring i livets erfarings-indhold.
Amerikaneren Thorndike har regnet ud, at gennemsnitsalderen for skabelsen af de store ånders mesterværker er 47.4 år. Handel var 56, da han komponerede »Messias«, og Bach var 44, da han skrev »Matthæuspassionen«. Leonardo da Vinci var 54, da han malede Mona Lisa, og Michel Angelo skabte en række af sine mest betagende storværker da han var mellem 59 og 89.
Fru Gyllembourg, der med sine
»Hverdags-historier« blev pioner for skrivende kvinder her i landet, havde to ægteskaber bag sig, og hendes søn, Johan Ludvig Heiberg, og hendes svigerdatter, Johanne Louise Heiberg, havde begge skabt sig en førende position indenfor ånds-livet, da hun debuterede. For nogle år siden blev en dansk romankonkurrence vundet af adjunkt Gudrun Gregersen der først var begyndt at skrive op i tresserne.
Tre af de bøger i verdenslitteraturen der har sat sindene mest heftigt i bevægelse og skabt størst praktiske resultater er skrevet af modne kvinder. Det er
»Onkel Toms Hytte«, som Harriet Beecher Stowe udgav da hun var fyrre,
»Ned med Vaabnene«, som kom da Berta V. Suttner var nioghalvtreds og
»Barnets Aarhundrede« af den enoghalvtredsårige Ellen Key.
Det kan synes mærkeligt at man netop skulde have størst muligheder for skabende arbejde i de år da kræfter og energi tager af. Modenhed og erfaring er imidlertid så mægtige faktorer at de ophæver den nedsatte energi. Man spilder ikke længere hensynsløst sine kræfter, man har lært at løse de opgaver man stiller sig med større indsigt og målbevidsthed. Derfor er der mulighed for at skabe karriere efter de fyrre.
Selv om man ikke ønsker at skabe sig en ny tilværelse udadtil er det af Betydning at man overvejer, om det ikke var tidspunktet at skabe den indadtil. Livet er langt endnu for den der kun er fyrre. Men fylde og indhold skal det nu have indefra og ikke længer udefra. Det gælder navnlig kvinderne. Den kvinde som har selvstændige interesser, som lever sit eget personlige liv behøver ikke at frygte alderen eller ensomheden.
Den amerikanske gynækolog og psykolog Olga Knopf har skrevet en bog om kunsten at være kvinde (
The Art of Being a Woman. 1932). Hun betoner her atter og atter vigtigheden af at kvinden har interesser udenfor hjemmet. Den fyrreårige kvinde bør genoptage sine tidligere interesser eller søge sig nye, og aldrig tro der er noget hun er for gammel til. Den hollandske læge Dr. van Schelven siger:
»Legemets vækst holder op mellem det tyvende og det toogtyvende år, den åndelige vækst behøver aldrig at holde op. Alderdomssvækkelse er den eneste grænse«. Det er vigtigt at man gør sig klart, at man åndelig set kan blive ved at udvikle sig. Altfor mange aner det ikke.
»Det er jeg blevet for gammel til«, siger de, og tror de ikke kan lære noget, ikke udvikle sig og ikke begynde på noget nyt.
Man lærer langsommere når man kommer op i årene. Men den større målbevidsthed og større udholdenhed opvejer for en stor grad lærenemheden. De fleste klager over at hukommelsen svækkes med årene. Det mærker vi jo alle. Men vi må ikke glemme at vi heller ikke træner hukommelsen som vi gjorde det i de unge år, da de truende eksaminer stillede deres uomgængelige krav. I den modne alder kan man tillade sig at lære noget, ikke for at få en eksamen, men for sin fornøjelses og for udbyttets skyld.
Mange voksne — og især da kvinder — har Lyst til at lære sprog, men gang på gang oplever man at elever der melder sig til begynderhold har begyndt forfra adskillige gange før. Nu er det jo selvfølgelig bedre at begynde forfra igen end at give helt op, men bedre var det om man ikke spildte tiden på den måde, men satte noget virkeligt ind på at gennemføre det man var begyndt på, så man ikke holdt op før der var nået et resultat. Man har nået et resultat med sprogundervisning, når man er i stand til med nogenlunde lethed at læse litteratur på det fremmede sprog og gør det. Så vil man — når lejligheden kommer — opdage at man heller ikke finder det så svært at udtrykke sig på sproget.
Det gælder om at holde ud, at blive ved. Hendes Majestæt Dronningen (Ingrid/red.) har givet os et smukt eksempel på den ånd der bør besjæle os. For nogle år siden besluttede Hendes Majestæt sig til at lære at skrive på maskine. Dronningen gik rationelt til værks, hun engagerede en lærerinde og rettede sig efter hendes anvisninger, hun forsømte aldrig sine timer og tillod ikke at noget forstyrrede hende mens hun tog undervisning.
Man kan så udmærket godt lære noget selv om man er kommet lidt op i årene. Men det tager nogen tid inden man får hjernen sat i sving, man må blive ved og man må tage sin undervisning eller sine selvstudier alvorligt. Der fordres ikke længere disciplin, men selvdisciplin.
Der er adskillige kvinder der har vist mig den venlighed at skrive til mig i anledning af udgivelsen af dette værk. En af dem skriver at hun håber bogen må blive sådan, at den sætter mod i den store skare af kvinder på fyrre der ikke synes de er færdige med livet, men alligevel ikke har tilstrækkelig mod til at få det fulde udbytte ud af det. Hun er personlig kommet til det resultat, at hun aldrig før har stået så rustet til at få noget ud af tilværelsen som netop nu. Først nu har hun den erfaring og det overblik der sætter en i stand til at vælge det rigtige. Pitkins bog
»Life Begins at Forty« har yderligere bestyrket hende i at realisere sin plan om, foruden sit erhvervsarbejde — som er af meget krævende art — at drive et ret stort studium for sin fornøjelse og i sin »fritid«.
En anden fortæller, at hun efter de fyrre er begyndt at tage undervisning i violinspil og nu i halvtredserne har uendelig meget glæde af det. En dame sidst i halvtredserne fortalte, at hun havde givet sig til at lære russisk og det faldt hende hverken besværligt eller kedeligt.
Hvis der er noget man har haft Lyst til at dyrke, men ikke har fået tid og råd til at give sig af med, skal man ikke være bange for at tage fat selv om man ikke er helt ung. Når man har nået de fyrre har man gerne så meget overblik over sin stilling — navnlig rent økonomisk — at man kan lægge en plan, og har man mod, energi og udholdenhed har man også alle chancer for at kunne gennemføre den.
Vor tids tekniske udvikling med radio, grammofon og film giver os uanet rige muligheder for at deltage i kulturlivet. Gennem studiekredsene har man fundet en undervisningsform der passer for alle aldre. Deltagelsen i studiekredse burde blive en yndlingsbeskæftigelse der afløste bridgen. Bridge er en udmærket selskabsunderholdning og sikkert en fortrinlig hjernegymnastik, men åndelig udvikling og udvidet horisont opnås ikke ved at spille bridge de fleste af ugens aftner.
Al åndelig nydelse kræver arbejde og en indsats, men bærer lønnen i sig selv. Kedsomheden forsvinder og dagene bliver rige på indhold.
Mennesket er aldrig sig selv nok. Kun i samvær med andre når vi selv til fuld udfoldelse af vor egen personlighed. Kvinden på fyrre bør søge udenfor sin egen snævre kreds, træffe nye mennesker og forny sig ved samvær med andre.
Samkvem med andre får man gennem deltagelse i foreningsarbejde. Det daglige arbejde i en eller anden lokal kvindeforening kan vel undertiden blive lidt trivielt og ensformigt, men det er der man skoler sig til større opgaver, til deltagelse i det offentlige liv, til delagtighed i styret af sogn og by. Det er rimeligt, at kvinderne, der i de unge år er så optaget af omsorgen for børnene, ofte først begynder at beskæftige sig med politik i en mere moden alder, men det er forkert når de på forhånd opgiver det som noget de ikke har forstand på.
Deltager man aktivt i foreningsliv medoplever man også de begivenheder der sætter skel i tilværelsen fordi de betyder åndelig fornyelse. De kvinder som en kort tid vender hjemmet ryggen for at deltage i en sommerlejr vender tilbage med nye kræfter og friske impulser. Den der har det held at blive delegeret ved en international kongres beriges med en af livets store oplevelser ved at være sammen med fremragende mennesker fra andre lande.
Der er faktisk kvinder i fyrrerne som ikke ved hvad de skal få tiden til at gå med. De føler sig ensomme og isolerede, og de keder sig. Men de føler sig enten for overlegne eller for underlegne til at blive medlemmer af en eller anden kvindeorganisation. De gør sig ikke engang den ulejlighed at undersøge hvad det er. Nu har Dansk Kvindesamfund i femoghalvfjerds år utrættelig virket for kvindens ligestillelse og åndelige frigørelse. Ikke desto mindre bliver man gang på gang spurgt om hvad Dansk Kvindesamfund egentlig er og vil. Vi er så fulde af fordomme og forudfattede meninger at vi snyder os selv for meget af det mest væsentlige i tilværelsen bare for at kæle for vore engang erhvervede fordomme. Den fyrreårige skulde have nået så meget modenhed at man kastede fordommene over bord og gav sig tilværelsen i vold. Livets rigdomme venter os endnu, vi må bare selv ville have del i dem.
»Livet begynder med de Fyrre« kalder den meget optimistiske amerikaner Pitkin den bog der for alvor satte gang i diskussionen om »de fyrre«. I en anden bog
»Careers after Forty« viser han at det er muligt at skabe sig en karriere på et helt andet felt både på den anden side af de fyrre og de halvtreds. Det er de dumme der dør unge, påstår han. De forstandige bliver gamle og lykkelige. Lad os modificere det derhen, at det er de dumme og indolente der ikke bliver lykkeligere når de bliver ældre.
For dem der vil kan livet begynde med de fyrre. Vi har oplevelser bag os, rige minder og dyrekøbte erfaringer. Nu skal vi nyde godt af vore erfaringer og vi skal drage fordel af de mange goder vor egen tidsalder bringer os. Vi har endnu alle chancerne og mulighederne for at udnytte dem. Lad os bruge de erfaringer, den modenhed og den afklarethed livet gav os til at få det mest mulige ud af de år der ligger foran os. Så bliver vi rigere mennesker, og fordi vi da selv vil føle lykke og tilfredshed kan vi komme til at betyde noget for andre. Og er dét mon ikke kvindens inderste Hemmelighed:
Trangen til at betyde noget for andre.
