Den grimme sandhed bag anti-tobak kampagner
Inspirationen til overskriften Den grimme sandhed bag anti-tobak kampagner stammer fra artiklen (fra 2014) i The Guardian: Dark lands: the grim truth behind the 'Scandinavian miracle', jeg fandt frem til ved at følge Bente Klarlunds litterære spor i Brevkassen under Forbrug & liv i dagbladet Politiken.
Egentlig er Klarlund mig (ellers) ganske uvedkommende. Hun hverken sagde eller skrev noget af værdi for mig, så efter ganske få (om)gange af hendes Brevkasse i Politiken, gled hun ind i "tapetet" på Politikens hjemmeside, indtil i lørdags, den 6. august 2016, da jeg så overskriften Klarlund: Der skal være en skinger tone og nultolerance over for rygning.
Jeg kan nogenlunde leve med udrykket som "nultolerance", men "skinger tone" i samfundsdebatten - uanset hvem, hvorfor og hvordan eksperten legitimerer udtrykket - det kan jeg ikke leve med. Intet truly anstændigt menneske kan blåstemple "skinger tone" i offentlig debat. Enhver der er i besiddelse af nogenlunde sund fornuft, ved hvad "skinger tone" kan starte af laviner af krige, selvtægt, mobning og værre.
Klarlund mener at det er i orden med "skinger tone", blot anledningen er "den rette", men lige så lidt som man kan være lidt død, eller lidt gravid, lige så lidt findes der "rette incitament" til kollektiv eller individuel mobning. Eller værre....
I dagens Danmark skilles vandene i forvejen alt for meget, og alt for mange grupper mennesker bliver fortalt at de har ret til at stigmatisere andre (grupper), hvor rygere er afgjort udpeget som hade-objekt nr. 1.
På det sundhedsmedicinske område er alle som spiser salt selv skyld i deres høje blodtryk. Alle som spiser fedt, rører sig for lidt, er selv skyld i deres blodpropper og hjertesygdomme. Alle der spiser mere end de forbrænder er selvfølgelig selv skyld i deres overvægt, lige som alle der har røget så lidt som en enkelt cigaret er selv skyld i deres KOL eller lungekræft. Men mest pinligt er oplevelsen af anti-tobak-fanatiske læger....
Kun guderne ved, hvor mange mennesker mister livet hver eneste dag, fordi anti-tobak-fanatiske læger indgyder dem troen på, at blot de ikke rører tobak, er de sikret mod at få "kræft i lunge, strube, blære, urinledere, nyre og nyrebækken, mund, læbe, tunge, næsehule, mave, lever, livmoderhals, blodet (myeloid leukæmi), svælg, spiserør, bugspytkirtel, tyktarm, endetarm og æggestok. Hver 4. dansker dør af sygdom forårsaget af rygning, og alligevel ved de færreste, at de kræftfremkaldende stoffer i tobaksrøgen spreder sig i hele kroppen og kan give kræft mange andre steder end i lungerne. " (Kilde: Bente Klarlund).
Er det en samling af medicinske fakta? Der er i hvert fald, ingen kilder.... men måden almindelige mennesker opfatter den slags oplysninger gør, at ikke-rygere føler at der er ingen grund til at gå til læge med alskens smågener i lunge, strube, blære, urinledere, nyre og nyrebækken, mund, læbe, tunge, næsehule, mave, lever, livmoderhals, blodet (myeloid leukæmi), svælg, spiserør, bugspytkirtel, tyktarm, endetarm og æggestok. Og når mange endeligt gør det, går til læge, da er det allerede for sent.
Det fremgår lysende klart af statistikker, at jo mere anti-tobak-orienteret lægestand i spidsen for anti-tobak-kampagner, desto flere kræfttilfælde i de respektive lande. Intet under at Danmark har Europa-rekord i kræft (Kilde), i forhold til lande hvor der ryges langt mere, men med langt færre, eller ingen, skingre og stigmatiserende anti-ryger-kampagner.
Stigmatisering har mange navne, som "skrumpesvin", "vådhjerner", "rygerlunger", "wienerbrødshjerter".... Eksempler på stigmatisering er talrige, men rygning er afgjort den hyppigste årsag til "berettigede" (af hvem?) og "lovlige" (vedtaget af hvem?) angreb på en bestemt gruppe borgere....
Hvorfor skulle Klarlund give afkald på at høste de billige, lavthængende, populistiske points, når så mange andre læger også gør det? Hvorfor skulle Klarlunds bevægegrunde være mere etiske og redeligere, end tilfældet er med resten af mobbe-anførere i hvide kitler?
Selvfølgelig skal Klarlund have ret til at påpege alt det, hun som læge ved, er sundhedsskadeligt - i den udstrækning hun kan underbygge og formulere sine advarsler, men retfærdiggørelsen af "skinger tone" hører så absolut ikke hjemme i den medicinske ekspertise. Tværtimod, hører den snarere til i rendestenen.
Den "skingre tone" udgør selveste forskellen mellem en medicinsk ekspert og en fascistoid sundhedsapostel. Hvor imellem disse to yderpunkter - i kategorien tobak/rygning - Bente Klarlund mon befinder sig?
Det kommer an på retorikken, og måden at underbygge udsagn og advarsler, videnskabeligt, medicinsk fagligt, følelsesmæssigt og subjektivt, eller karriere-pragmatisk (rygning altid er den lavest hængende frugt når der aktuelt ikke er noget nyt at vise frem).
For at finde ud af, hvordan Klarlund egentlig behandler emner relateret til rygningen, har jeg bladret tilbage i hendes Brevkasse i Politiken. Det blev en lærerig vandring. Lærerig på en måde, jeg helst undværer.
Citat fra lørdagens Brevkasse:
"Når det gælder rygningens farlighed, er der ingen formildende omstændigheder. Her påtager jeg mig gerne en skinger tone." (...)
"Nogle fagpersoner er bange for de ’løftede pegefingre’. Og vi skal naturligvis ikke moralisere og fortælle andre, hvordan de skal leve. Men det er direkte kynisk, hvis vi ikke fremlægger fakta, så den enkelte selv kan tage stilling. Det er langtfra alle tilfælde af kræft, der kan holdes fra døren med sund livsstil, og man kan få lungecancer uden nogen sinde at have røget en eneste cigaret. Men man kan markant nedsætte risikoen for alvorlig sygdom og død, hvis man kvitter tobakken. " (...)
"Fakta taler for sig selv. En skinger tone i rygedebatten er blot udtryk for frustration over, hvor svært det er at trænge igennem med budskabet om rygningens farlighed."
Hvilke fakta?
Hvor er kilderne?
Som ganske normalt for denne Brevkasse, heller ikke under dette indlæg er kilder angivet, men en kilde er dog nævn i spørgsmål fra en læser, Klarlund besvarede i 2014, under overskriften Klarlund: Rygning er årsag til trist verdensrekord: "En ny undersøgelse viser, at danskerne har den højeste risiko for at få kræft. En læser vil vide om dette er sandt."
Den omtalte undersøgelse nævnes i artiklen publiceret i The Guardian: Dark lands: the grim truth behind the 'Scandinavian miracle' med en linje: "According to the World Cancer Research Fund, the Danes have the highest cancer rates on the planet." Undersøgelsen konkluderede:
Both sexes: The highest cancer rate for men and women together was found in Denmark with 338 people per 100,000 being diagnosed in 2012. The age-standardised rate was at least 300 per 100,000 for nine countries (Denmark, France, Australia, Belgium, Norway, United States of America, Ireland, Republic of Korea and The Netherlands).
Men: The highest cancer rate was found in France with 385 men per 100,000 being diagnosed in 2012.
The age-standardised rate was at least 350 per 100,000 in eight countries (France, Australia, Norway, Belgium, Martinque, Slovenia, Hungary and Denmark).
Women: The highest cancer rate was found in Denmark with 329 women per 100,000 being diagnosed in 2012.
The age-standardised rate was at least 280 per 100,000 for Denmark, United States of America, Republic of Korea, The Netherlands and Belgium.
Det var en interessant læsning, dog som sædvanligt kunne jeg ikke modstå fristelsen for at teste tanken om, at såfremt rygning er hovedårsagen bag disse kræft-tal, må disse tal korrelere med tal illustrerende antallet af cigaretter røget per person i Danmark, og andre lande i toppen af statistikker ifølge den omtalte kilde. Jeg besluttede at benytte en af de bedste, hvis ikke den bedste kilde til statistikker af det totale antal cigaretter røget per person i 2014, rangeret efter forbruget i de respektive lande: The Tobacco Atlas udgivet af The American Cancer Society og World Lung Foundation. Mere om det i næste indlæg.
