Jeg kan ikke sige, om dine tanker er for langt ude... jeg kender ikke meget til senilitet eller Parkinsons. Hvad jeg derimod ved, og lægerne ved eller burde vide er, at receptorer for thyreoideahormoner findes i alle, vores iltforbrugende celler. Hvor der er brug for receptorer, er der brug for hormoner
i mængder, der er nødvendige for at kunne opretholde de pågældende cellers funktioner.
Lad os lige illustrere det med en sammenligning: vi har brug for (thyreoidea)hormoner til at fungere normalt. En bil har brug for brændstof også for at fungere normalt,
Hvis jeg nu fortynder brændstoffet med vand, til en blanding af ½ brændstof og ½ vand - vil bilen starte?
Eller starter bilen ikke?
Hvis kroppen skal klare sig med kun 50%, eller 60%, eller 70% af den mængde af thyreoideahormon, den har brug for at fungere 100% - kan kroppen fungere ordentligt med kun 50%, eller 60%, eller 70% af de thyreoideahormoner, der driver kroppen?
Svaret er NEJ!
Kroppens funktions-niveau svarer i procenter til den mængde af thyreoideahormoner, som er til rådighed.
Det betyder, at når der kun er 50% thyreoideahormon til rådighed, er kroppens funktionsniveau nedsat med 50 %.
Det betyder, at når der kun er 60% thyreoideahormon til rådighed, er kroppens funktionsniveau nedsat med 40 %.
Det betyder, at når der kun er 70% thyreoideahormon til rådighed, er kroppens funktionsniveau nedsat med 30 %.
Hvordan kan det så være så svært at fatte for vores læger?
Svaret er enkelt: fordi lægernes foretrukne diagnoseværktøj er blodprøver, og blodprøver vurderes i forhold til det, de kalder for "normalområder", og hvis man tror at "normalområder" er videnskabeligt fastsat - kan man tro om igen.
Indenfor ophav for alle "normalområder" findes ganske vist empirisk/videnskabeligt frembragte "kerner" af reelle værdier, som defineres ud fra en given sygdomstilstands opståen, efter at den nedre eller øvre grænse af disse værdier er overskredet, og således ifølge de tidligste kilder fra tiden op til udviklingen af (f.eks.) TSH-testen - lå det rette normalområde for TSH mellem 0,2 og 1,5. Jamen, hvorfor så ligger TSH-normalområdet nu mellem 0,5 og 5, eller deromkring, og hvorfor er der endda mange læger der helst venter til at TSH stiger til over 10, før de er villige til diagnostisere lavt stofskifte, tillige med overhovedet at behandle det?
Det er et rigtigt godt spørgsmål, jeg har et rigtigt godt svar på, men det er faktisk en anden historie, jeg kommer med en anden gang, fordi lige nu taler vi om ataxi, og i denne forbindelse er det netop det kunstigt forstørrede "normalområde", der er grunden til at ataxi fortsætter, uanset behandling. Lad os se på "normalområder" igen...
Når vi ved at mængden af stofskiftehormon hos (virkelig) sunde og friske skal befinde sig mellem 80-100%, starter det kunstige "normalomåde" allerede ved 45-50%. Det betyder at de personer, hvis hormon-tal ligger
mellem 45-50% og 80-100% anses de af læger for at være raske og de skal ikke behandles for deres lavt stofskifte, fordi deres blodprøve-tal er indenfor dette "normalområde". Uanset ofte et væld af symptomer, herunder ataxi.
Hvis man så er så u-heldig at ens egne thyreoideahormoner er på kun 45% af den mængde et velfungerende stofskifte kræver - da befinder personen sig alligevel
indenfor det lægernes kunstige "normalområde" og den stakkels patient skal ikke have behandling. Uanset at staklen må klare sig med 55% mindre hormon og kan heller ikke fungere bedre end 45% af den optimale grad af den fysiske og den mentale funktion.
Man kan også være endnu mere uheldig mht. til sit TSH-tal. Hvis TSH-tal ligger
indenfor "normalområdet" for TSH - da er rigtig mange læger fuldstændig ligeglade med,
hvor lidt thyreoideahormon er til rådighed for kroppen, bare TSH-tallet passer ind i de tabeller, de vurderer patienternes blodprøver efter.
Det sker fordi lægerne hellere tror på hypofysen (som TSH kommer fra), end på skjoldbruskkirtlen (som thyreoideahormoner kommer fra).
Lægerne har bestemt sig for, at det er TSH som er stofskiftehormon, selv om TSH slet ikke kommer fra skjoldbruskkirtlen. Og dette har lægerne besluttet, uagtet at hypofysen kan selv være for underfungerende til at udsende rette mængde af TSH, eller der kan være hundrede af andre medicinske grunde til, at TSH ligger lavt.
Det er lige meget, fordi i lægens øjne betyder et lavt TSH altid
HYPERthyreose uanset at værdien af patientens thyreoideahormon er lige NUL (overdrivelse for at fremme forståelsen), og det er sådan det fungerer i de indoktrinerede lægehjerner!
Men det er altså ikke det hele, og det er ikke "kun" graden af kroppens daglige funktioner som bliver påvirket af 50%, 40& eller 30% for lidt hormon til kroppens daglige drift.
En langvarig hormonmangel begynder at ødelægge kroppens organer - lidt efter lidt.
Det gælder
alle organer, omend i forskelligt tempo og i forskellig grad organerne indbyrdes. Dette er forklaringen på, hvorfor i alverden kommer så mange forskellige symptomer hos den ene patient, mens hos en anden er symptomerne ganske andre, eller (endnu) langt færre, selv om de begge lider af lavt stofskifte, og selv resultaterne af deres blodprøver ligner hinanden.
Nogle siger, at man kan være syg
af andet end lavt stofskifte og at vi ikke skal overdrive ved at tilskrive alt lavt stofskifte.
De sagtens have ret, men hvis man har ellers været rask før og så rammes man af lavt stofskifte - da er det en altoverskyggende og overvældende sandsynlighed for, at det er lavt stofskifte, som er jo en
kronisk hormonmangel, der er anledningen til alle sygdomme som kommer
efter at man blev syg af lavt stofskifte. Simpelthen fordi en langvarig hormonmangel svækker og
slider på alle de af kroppens organer, som har brug for ilt: det betyder alle organer. Også Lillehjernen - kaldet
Cerebellum, hvor ataxi hører hjemme, og hvorfra den påvirker resten af kroppen.
Hvad er Lillehjernen?
Når
Cerebellum begynder at skrumpe (svinde) pga. en langvarig hormonmangel... alle kroppens funktioner som er styret af
Cerebellum begynder at gå skævt, reduceres, svækkes og endda nogle forsvinder helt - langsommere eller hurtigere hos forskellige personer, alt efter hvor hormon-stabil og biologisk velfungerende man oprindeligt var
inden lavt stofskifte.
Det betyder: jo mere velbalanceret og hormon-stabil personen var i forvejen, desto bedre og længere værende generel-hormonal kompensation (fra andre hormonkirtler) for de manglende thyreoideahormoner = man udvikler Ataxi senere end hos dem, der ikke var lige så "hormon-stabile" inden de fik lavt stofskifte. Folk er jo forskellige. Også hormonalt.
Men uanset hvor "hormon-velbalanceret" og "hormon-stabil" en person var inden lavt stofskifte - vil en langvarig, kronisk mangel på thyreoideahormoner
altid og ubønhørligt føre til
Ataxi. Det er kun spørgsmål om tid.
I varierende grad og intensitet, men
Ataxi er det, og forbliver det også uanset at man kommer i behandling med
rette hormoner i
rette dosis, fordi det tager lang tid at udbedre hormonskader i Lillehjernen, og det er desværre ikke sikkert at disse skader når at blive fuldstændig udbedret før livet slutter, fordi...
... nervevævet regenererer, men meget langsommere end kroppens øvrige væv.
Det fleste kommer
ikke i behandling med
rette hormoner i
rette dosis, fordi lægerne sætter blodprøver før patienten.
Så hvis du begynder at udvikle ataxi-symptomer, kan du takke for det alle de læger, som var/er involveret i din diagnose (inkl. når nægtet) og din behandling (inkl. når nægtet).
De vil aldrig nogensinde indrømme fejlen, og de vil altid løbe fra ansvaret! Det er lægerne rigtig gode til!
Hvis lægerne var kun halv så dygtige til at diagnosticere og behandle lavt stofskifte, som de er til at løbe og flygte fra ansvaret - var der ikke en eneste hypothyreose-skadet tilbage i hele Skandinavien.
Så enkelt kan det siges!
Dette er den ubehagelige sandhed om lavt stofskifte, der opstår af forskellige grunde,
men som fortsætter, og fortsætter med at skade, også Cerebellum - alene pga. lægerne og deres tyrkertro på "normalområder".
Vi ses... :smt056
