I mange år havde forskerne formuleret teorier om hvorfor
belugabestanden i St. Lawrence-floden var fortsat med at falde også efter at den storstilede kommercielle hvalfangst var ophørt i 1950'erne. De skød skylden for den faldende hvalbestand på overudnyttelse plus efterfølgende indgreb i levemiljøerne som følge af dræning og vandkraftprojekter. Hvis St. Lawrence-flodens forurening overhovedet blev overvejet, blev den behandlet som en biomstændighed. Det var uden tvivl hvalfangsten der havde krævet sin forfærdende høje pris. Populationen var styrtdykket fra måske fem tusind ved århundredskiftet til tolv hundrede først i 1960'erne. Men i de tre årtier der siden var gået, var antallet af belugahvaler fortsat med at falde til det nuværende niveau på omkring 500.
Beland kom ind i debatten og hvalforskningen ved noget af et tilfælde. Selvom han var uddannet som biolog, havde han brugt mere tid med computere end med dyr i marken. Han havde taget sin ph.d.-grad i matematisk økologi hvor man udforsker et økosystems dynamik ved hjælp af matematiske modeller og ligninger. I september 1982 arbejdede han ved et nyt canadisk fiskeri- og havforskningscenter i Rimouski på St. Lawrence-flodens sydlige bred, i afdelingen for marine økosystemer, da en
belugahval blev skyllet op i nærheden. Af ren nysgerrighed tog han derud sammen med en ung dyrlæge, Daniel Martineau, for at kaste et blik på belugahvalen - et dyr han kun havde set på afstand som et dansende hvidt glimt på den brede blågrå flodoverfalde. Mens de to mænd stod på bredden, foreslog Martineau - der var langt mere interesseret i hvalerne på floden end i de køer han som dyrlæge plejede at behandle - at de skulle skære hvalen op for at finde ud af hvad den var død af.
Allerede deres første møde med hvalerne gav et fingerpeg om at de syntetiske kemikalier spillede en større rolle for belugahvalernes tilbagegang end nogen hidtil havde forstået. Fiskeri- og havforskningslaboratoriet i Montreal, hvortil BeIand havde sendt en vævsprøve fra hvalen, svarede at dyret var stærkt forurenet med giftige kemikalier, blandt andet DDT, PCB-stoffer og kviksølv. Da yderligere to belugahvaler blev skyllet op samme efterår, undersøgte BeIand og Martineau også dem og fandt en lang række abnormiteter og læsioner som aldrig tidligere var beskrevet hos hvaler.
I de mellemliggende år havde BeIand i samarbejde med Martineau og De Guise obduceret dusinvis af hvaler og oparbejdet en imponerende liste over lidelser der for de flestes vedkommende aldrig var set hos belugahvaler i mindre forurenede vande. St. Lawrence-hvalerne havde ondartede svulster, godartede svulster, brystsvulster, underlivssvulster. En af dem havde blærekræft ligesom mange af arbejderne på aluminiumsfabrikken ved Saguenay-floden, en biflod hvor nogle af hvalerne tilbringer en del tid. De led af sår i mund, spiserør, mave og tarme. De fleste havde alvorligt syge gummer og manglede tænder.
Mange havde lungebetændelse eller udbredte virus- eller bakterieinfektioner. Et stort antal hvaler led også af endokrine forstyrrelser, herunder forstørrelse af eller cyster i skjoldbruskkirtlen. Over halvdelen af de undersøgte hunner udviste tegn på alvorlige brystinfektioner der ville have gjort det vanskeligt om ikke umuligt for dem at amme ordentligt, og de ammende moderhvaler havde pus i mælken. Nogle havde skæve rygge, andre skeletforandringer. Det var en ren litani af lidelser som ville have været en hvalernes
Job værdig.
Kort efter at Beland var kørt ind på dyrlægeskolen med det sidste offer, begyndte de at undersøge dyret - en normalt udseende voksen han med et ophelet ar i venstre side af form som fem cirkulære indsnit. Dette let kendelige mærke identificerede uden al tvivl hvalen som DL-26 (DL for belugahvalens latinske betegnelse Delphinapterus leucas), et af de tidligere identificerede og fotograferede individer i instituttets kartotek.
Beland mistede humøret da det gik op for ham, at det var Booly - en af de første hvaler der havde fået tildelt en sponsor under instituttets nye hvaladoptionsprogram som skulle skaffe penge til forskningsprogrammet. Bare seks måneder tidligere havde en far til en hvalelskende dreng i Toronto sendt en check på 5.000 dollars. Drengen havde døbt sin adoptivhval Booly.
Obduktionen fortsatte til ud på morgenen og skred rutinemæssigt frem - manglende tænder, emfysem, mavesår - indtil de nåede bughulen. I den fandt de to små testikler og normalt udseende hanlige kønsorganer, bitestikler og sædstreng. Men til deres forbløffelse havde Booly samtidig livmoder og æggestokke - et komplet sæt hunlige forplantningsorganer med undtagelse af skeden. Alle de iagttagelser de havde gjort på St. Lawrence-flodens andre belugahvaler, blegnede i sammenligning med denne. De havde fundet den sjældneste af alle biologiske mærkværdigheder: en ægte hermafrodit. Det er et fænomen der sjældent iagttages blandt vilde dyr, og som aldrig tidligere var iagttaget hos en hval. Og endnu mere usædvanligt var det at Booly havde to testikler og to æggestokke - noget man tidligere kun havde videnskabelige rapporter om fra to kaniner og en gris. Der måtte være sket noget med Booly i fostertilværelsen som havde afsporet dens normale kønsudvikling.
Var Booly et af naturens luner, eller var han et offer for et forureningsfremkaldt hormonalt kaos? Det var umuligt at besvare dette spørgsmål flere årtier efter Boolys fødsel, men obduktionsrapporten bemærkede: "Man kan ikke udelukke at forureningsstoffer i moderens kost har påvirket de hormonale processer" som styrer
"den normale udvikling af hendes fosters kønsorganer". På grundlag af emaljeringene på hvalens tænder - som forskerne tæller ligesom træers årringe når de skal skønne over en hvals alder - var Booly 26 år gammel da den døde. Den var født i begyndelsen af 1960' erne - på det tidspunkt hvor forureningen af St. Lawrence-floden sandsynligvis havde været værst.
Selvom forureningsniveauet i floden er faldet betydeligt siden, er belugahvalerne stadig meget forurenede, især de unge. Nogle af de mest forurenede individer har været under to år gamle, og man konstaterer også et højt forureningsniveau hos de for tidligt fødte dyr der ikke har overlevet - et tegn på at forureningen er overført fra moderdyret gennem moderkagen. Efter fødslen fortsætter overføringen af forureningsstoffer til afkommet gennem den fedtholdige brystmælk. Under amningen trækker pattedyrmødre (herunder mennesker) på deres fedtlagre, og således overføres ikke blot fedtet, men også de persistente giftige kemikalier moderen gennem årene har ophobet i kropsfedtet, til mælken. På denne måde videregives en mængde forureningsstoffer, som det har taget moderen årtier at ophobe, til afkommet i løbet af meget kort tid. Når en ung belugahval holder op med at die i toårsalderen, har den fået tilført en giftmængde som i forhold til dens størrelse langt
overstiger moderens.
Beland og hans medarbejdere målte i kroppen på en enkelt ung hval over 500 dele PCB per million - ti gange så meget som den koncentration der gør affald til giftaffald i henhold til canadisk lov. Skibe på St. Lawrence-floden som medfører affald med et indhold af mere end 50 dele PCB per million, skal have særlig tilladelse.
Uanset hvad årsagen var til Boolys enestående abnormiteter, tyder Belands og hans medarbejderes undersøgelser på at der kan være tale om vidt udbredte hormonforstyrrelser blandt belugahvalerne i St. Lawrence hvorved bestandens forplantning undergraves og antalsmæssig vækst vanskeliggøres. Hunnerne i St. Lawrence har nu mindre aktive æggestokke og en lavere drægtighedsfrekvens end de arktiske belugaer. Og at dømme efter antallet af yngre dyr, der er kendelige på deres grå skind indtil de får den voksne hvals snehvide skind omkring seksårsalderen, får St. Lawrence-hvalerne færre unger end deres nordligere slægtninge. I Arktis udgør de unge dyr over 40% af bestanden, mens procentdelen af unge dyr i St. Lawrence-floden ligger omkring 30. Dette tyder på at fødselstallet er omkring 25% lavere end hos belugahvaler andre steder.
Disse forplantningsmæssige problemer kommer ikke som nogen overraskelse. St. Lawrence-flodens belugahvaler er belastet med store mængder af flere forskelige syntetiske kemikalier der vides at virke hormonforstyrrende og gribe ind i de normale forplantningscykluser. I en nederlandsk undersøgelse har forskerne konstateret nedsat forplantningsevne hos sæler som blev opfodret med forurenede fisk fra østersøen, men ingen problemer fundet hos en anden gruppe der blev opfodre t med renere fisk fra Nordatlanten. De syntetiske kemikalier i østersøfiskene minder om dem som belugahvalerne indtager i St. Lawrence-floden.
Ud over lav fertilitet udviser belugahvalerne fra St. Lawrencefloden også en højere dødelighed blandt unge voksne individer end forventet - dødsfald som forskerne i Quebec mener delvis skyldes den indvirkning de giftige kemikalier har på deres immunsystemer. Der er mere og mere i den videnskabelige litteratur som tyder på at både påvirkning med hormonforstyrrende stoffer forud for fødslen og direkte kontakt med toksiske stoffer i voksenlivet kan svække immunforsvaret. Ligesom hos mennesker der lider af aids, gør de defekte immunsystemer hvalerne mere modtagelige for lungebetændelse, hudsygdomme, forskellige infektioner og kræft. Gruppen er nu ved at undersøge belugahvalernes immunsystem og gennemføre en sammenligning af bestandene i St. Lawrence-floden og de arktiske farvande i et forsøg på at beskrive skaden på immunsystemet nærmere.(Side 160/162)
