Kan vi blive 'dumme' af at være syge af hypothyreose ('lavt stofskifte) ?
Det kan vi, og det bliver vi!
Det er kun spørgsmål om tid, da vi i Danmark modtager kun en halv-behandling, som efterlader os i en tilstand af permanent hormonmangel, langsomt ødelæggende vores tilværelse, som følge af hjerneskader, der opstår af, i årevis at gå undermedicineret. Jo yngre vi er når vi bliver syge, desto større og alvorlige hjerneskader får vi af den behandling, som praktiseres i Danmark.
Burde behandlingen af hormonangel ikke tilstræbe at de syge opnår hormonværdier som de raske? Ikke i Danmark! I Danmark bliver de syge dømt til at skulle leve med et 'behandlingsmål', som i forhold til de raske - SKAL befinde sig 1/3 del
lavere, hvilket betyder at de syge skal klare sig med kun 2/3 dele af de thyreoideahormoner, som de raske ellers har brug for, for overhovedet at kunne fungere godt nok til at kunne have et liv, en skolegang, et job, en familie, eller alt det, som kendetegner et NORMALT liv. Det værste er dog, at et liv med overlagt hormonmangel også ødelægger de syges hjerner!
I virkeligheden er alle tilstande vi udvikler som følge af primær hypothyreose - både velkendte, udforskede eller er aktuel genstand for forskning, bare ikke i sammenhæng med hypothyreose.
Det ser ud til, at der findes 'gode' (sø)forklaringer på det meste (om ikke alt) vi oplever ved os selv, efter at vi er blevet syge af hypothyreose, tiltagende, både i takt med sygdommens "alder", og uanset om vi er i behandling, eller ikke.
Er vi i optimal behandling (jo tidligere jo bedre) udvikler vi ikke
neurobehaviorale funktionsfejl, men det gør vi så absolut hvis vi underbehandles, det vil sige hvis doseringen af thyreoidea-hormon bliver for lav i forhold til, hvad kroppen har brug for. Er vi slet ikke i behandling (de mange tusinder mennesker med pseudo-diagnose "subklinisk hypothyreose") - udvikler vi flere
neurobehaviorale funktionsfejl.
I begge disse "patient-kategorier" er disse
neurobehaviorale funktionsfejl kun delvis reversible alene i kraft af en påbegyndt behandling. Der skal en
genoptræning til, som ved alle andre hjerneskader, fordi hypothyreose skader hjernen, som den skader alle andre organer. Jo tidligere diagnose, jo bedre. Jo tidligere igangsat optimal behandling jo bedre.
Jamen, i Danmark får vi hverken tidlig diagnose, eller optimal behandling.
I stedet hører vi så meget om lægernes "frygt" for, at en "for tidlig" behandling vil få skjoldbruskkirtlen til at skrumpe (atrofiere) og dermed reduceres chancen for helbredelse af hypothyreose.
"Vi venter og ser hvordan det går om tre måneder" hører de "subkliniske" kun alt for ofte.... og gentagende gange. Nogle af os parkeres som "subkliniske" allerede ved TSH på 2-3. Andre er "subkliniske" indtil deres TSH er steget til over 10.
Det står enhver læge frit at dømme en patient "subklinisk" afhængig af, hvad lægen selv
tror på og mener". Det er der ikke meget "videnskab" i, men de vælger jo selv, hvordan de vil fortolke teorien i praksis. Det gør præsterne også når de fortolker Biblen i kirken om søndagen. Det samme gør lægerne i lægetemplerne på lægeklinikker rundt om i landskabet. Forskellen er dog, at mens vi bliver ikke (mere) syge af præsternes tro - bliver vi det af lægernes.
Ofte går der både 5-10 eller flere år før lægerne har opgivet "håbet" om en spontan helbredelse og omsider sætter patienterne i behandling. Problemet er blot, at på dette (sene) tidspunkt er
neurobehaviorale funktionsfejl allerede fuldt udviklede og, stort set irreversible. Lægernes vægren ved at sætte patienterne i behandling er kommet til at koste patienterne både hjerneskader og patientjournalerne fyldt med alskens
fejldiagnoser, den ene ofte mere fantasifulde end den anden.
Dr. Holtze MD beskriver en del af dem i interviewet
Why Hypothyroidism is a ‘Silent Epidemic’ of Misdiagnosis. Artiklen
Rampant Underdiagnosis And Misdiagnosis Of Hypothyroidism beskriver en patients oplevelse af fænomenet, dog i generelle vendinger... Tænk bare, alt sammen pga. opfindelsen af diagnose "Subklinisk Hypothyreose", der ikke findes i virkeligheden!
Hvad er så disse neurobehaviorale funktionsfejl?
Neurobehaviorale funktionsfejl er
fysiologiske skader på hjernens administration af følelser, adfærd og indlæring. Disse skader lader sig ikke behandle psykiatrisk/psykologisk. Det er
fysiologiske skader og som sådan lader de sig kun mildne gennem en effektiv behandling for de
underliggende årsager. Her hjælper hverken psykofarmaka så rundhåndet udskrevet af psykiatere og her hjælper ikke psykoterapi, elektrochok eller andet lægerne kan finde på i deres mangel-på-viden-induceret søgen efter passende diagnoser for de
neurobehaviorale funktionsfejl-ramte. Her hjælper kun en ordentlig behandling af thyreoideahormonmangel, ledsaget af behandling af
sekundære hormonskader på andre kirtler, som undervejs i sygdommens forløb har holdt os gående, mens skjoldbruskkirtlen gik mere og mere til grunde. Men -
- denne ledsagende udredning endsige støttende behandling for de
sekundære hormonskader på andre kirtler, som følge af primær thyreoidea-hormonsygdom...
får vi ALDRIG. Hverken når vi selv beder og tigger lægerne om det, eller når lægemiddelproducenter direkte
henstiller til at lægerne skal afvise os.. Lægerne (som præsterne) ved bedst og dømmer os til
neurobehaviorale funktionsfejl, der ødelægger vores
og vores familiers liv. Og de dømmer os til en tidlig demens, hvis forløbere har et smukt, velklingende navn - Abulia.
Abulia, Aboulia, Abuli
Disorders of Diminished Motivation (DDM)
Definition: (fra græsk: "αβουλία", der betyder "ikke-vil"), inden for psykologi sygelig mangel på vilje.
Abulia er en tilstand, hvor en person synes at have mistet vilje eller motivation.
Aboulia eller
Abulia i neurologi henviser til en manglende vilje eller initiativ og hører hjemme i kategorien
Disorders of Diminished Motivation (DDM). En patient med
aboulia er ude af stand til at handle eller træffe beslutninger uafhængigt af hinanden. Det kan variere i sværhedsgrad fra delvis til total. Et eksempel på
abulia er, når en overlevende efter slagtilfælde undlader at bevæge en arm eller et ben, selvom den del af hjernen til at udføre bevægelsen er ubeskadiget.
Abulia blev oprindeligt anset for at være en vilje-defekt.
Beskrivelse: Abulia er ikke en sygdom, men snarere er det et symptom i forbindelse med forskellige former for hjerneskade.
Abulia kan forekomme i forbindelse med en række forhold, herunder slagtilfælde, hjernesvulst, traumatisk hjerneskade, blødninger i hjernen og eksponering for giftige stoffer, f.eks. fluor. Første gang var det i de tyske koncentrationslagre at man med overlæg har påført fangerne
abulia ved anvendelse af fluoriseret drikkevand. Det samme skete i Stalins arbejdslagre idet fluor med tiden mindsker den enkeltes kompetence til at modstå dominans, ved langsomt ødelæggelse af hjernevævet i frontpandelapper. Samme skidt børster vi tænder med, endda relativt frivilligt, hjulpet kun af reklamerne og tandpassere. :mrgreen:
Årsager og symptomer: Aboulia har været kendt i medicinen siden 1838. Men i den tid har definitionen af
aboulia været udsat for mange ændringer, nogle endda i modstrid med tidligere.
Aboulia er beskrevet som et tab af drive, udtryk, ændring/forringelse af adfærd og talegengivelse samt reduktion af spontanitet og initiativ samt forringelse af foretagsomhed.
En person med
abulia synes at have reduceret vilje eller motivation til at foretage sig noget konkret eller indlede en samtale. En sådan person kan synes apatisk, uinteresseret, asocial, stille eller tavs, fysisk langsommere og følelsesmæssigt fjern.
Nogle forskningsresultater tyder på, at
abulia opstår på grund af fejl i hjernens dopamin-afhængige kredsløb. Der er flere og flere beviser for, at det mesolimbiske og det mesocortical dopamin systemet der er nøglen til motivation, lydhørhed og belønning, hvorfor aboulia anses for at være en dopamin-relaterede dysfunktion. Abulia er blevet bemærket hos patienter, som har lidt af hjerneskader på grund af slagtilfælde, blødning i hjernen fra et bristet aneurisme, trauma, hjernesvulst, neurologiske sygdomme (såsom Parkinsons sygdom), psykiske tilstande (f.eks. svær depression eller skizofreni), og eksponering for giftige stoffer. Skader på frontlapperne (det område i hjernen der er ansvarlig for højere tænkning) og/eller skader på ganglier (det område i hjernen der er ansvarlig for bevægelse) kan forstyrre patientens evne til at
indlede tale, bevægelser og social interaktion.
Diagnose: Abulia er ikke en individuel diagnose. Det er et symptom, der normalt opstår som en del af en konstellation mellem flere symptomer, der ledsager en specifik lidelse. Diagnosticering af den underliggende sygdom afhænger af symptomer der overlapper med
abulias. Psykologisk interview, MR, ultralyd eller computertomografi (CT) til billeddannelse af hjernen, EEG, blodprøver og neurologiske test kan alle bruges til at diagnosticere den underliggende tilstand.
Behandling: Der findes ingen specifik behandling af
abulia. Det er den underliggende tilstand/sygdom som skal behandles. Patienter, der har lidt hjerneskade som følge af slagtilfælde, blødning eller traumer vil få gavn af
genoptrænings-programmer for genvinding af tidligere færdigheder (Se også
Genoptræning af endokrine patienter). Forskning har set på muligheden for at behandle
abulia med medicin, der fremmer aktiviteten af dopamin i hele hjernen, men det er langt fra at blive en standard behandling.
Prognose: Prognosen for
abulia afhænger af prognosen for den underliggende sygdom,
abulia er en sekundær tilstand til.
Læst undervejs:
I næste indlæg en personlig beretning om manifestation af en hormonmangel-betinget Abulia hos en patient, der har lidt af underbehandlet) (pga. lægernes TSH-skræk) hypothyreose (lavt stofskifte) gennem mange år.