Citer:
Jeg har længe tænkt på at oprette et nyt, permanent tema her på her på Overgangsalderen.net
Et tema om farmødrenes/farfædrenes "stilling" i deres nye liv som bedsteforældre og som tilstedeværende i deres voksne sønners liv, med særlig fokus på de ældres forhold til deres svigedøtre og svigerdøtrenes egne familier.
Udgangspunktet for det påtænkte tema er ikke en slåskamp og skænderierne om, hvem er bedst og hvorfor, men alene et samvittighedsfuldt forsøg på at tage vare på de almindelige, gode kvinder, der er mødre til voksne sønner og som hverken er magtsyge, "forelskede i deres sønner" (jo, I skulle bare vide hvad man kan komme til at læse på Nettet, så ørerne falder af) eller på anden måde "skæve" i forhold til deres svigermor- og/eller bedstemor-rolle.
Nej, her skal det handle om ganske almindelige, gode kvindemennesker, der netop i kraft af deres hensyn og mildhed, ikke lader dem indrullere i "sviger-intrigerne" og derfor, beklagelsesvis automatisk mister fodfæste i deres eget liv som bedstemødre. Dvs. reelt mister bånd til og forbindelsen med deres sønner og sønnernes familier, hvorved f.eks. børnebørnene får halveret deres eget bagland og ikke mindst, lider et stort gevinsttab (følelser, oplevelser, støtte, opbakning, bekræftelser, hjælp m.v.) samt, i så fald, fører uvæsenet videre idet det er jo det de har lært under deres egen opvækst.
På denne måde bliver ungerne, så at sige med modermælken, allerede så tidligt præsenteret for (og præpareret til) en separatisme, der vil påvirke dem, generelt, til at lære dem at lægge afstand til andre mennesker FØR de lærer at knytte positive bånd til deres omgivelser, ikke kun indenfor familien. Så på denne måde anskuet - kan I se, at det langt fra handler kun om os og vores eget, men mindst lige så meget handler det faktisk også, på langt sigt, om børnebørns på forhånd svækkede evner til at indgå et positivt fælleskab med andre mennesker, fordi allerede i barndommen oplever de en kløft mellem moderens og faderens familie, "bekræftet" tillige af denne opgivende faders mangel på protest og loyalitet over for hans eget bagland/fortid. Denne evindelige tøffelhelt, der tillige præger sine egne sønner i samme retning. Og således breder sig det sig, som ringe i vandet, på tværs af generationer.
Så hvordan man end vender det og drejer - ser jeg kun fordele ved at skabe et alternativ til de evindelige ondskabsfulde satirer, fordomme og foragt for svigermødre på den mandlige parts side. Og ikke mindst en mulighed for, at skabe en modvægt til netop samme, så de syge-i-hovedet farmødre, der helt sikkert er i mindretal - ikke får lov til at dominere billedet.
Og så kan jeg forestille mig, at når proppen går op og der sker noget, hvor følelserne, uretten og sorgen ellers tager overhånd, og man bare skal ud med sin personlig beretning - at man så opretter en selvstændig tråd om netop sit eget tilfælde og så lader ordene flyde....
......for selve temaet i hovedemnet, er det mening med, at det skal være et vidnesbyrd mod denne generelle fordom mod farmødre og hvor vi sender et generelt svar på tiltale ud i cyberspace, hvor jeg ved, at der bliver søgt meget intenst på netop dette emne! Der er altså et behov, og dette behov er meget større, end vi alle tilsammen kan forestille os.
Desuden er det jo også os selv - vi, der har drenge - vi kan udvikle os med, i takt med at "passe" dette emne her... og hvem ved, om miraklerne ikke vil ske hen ad vejen, så vores egne forhold til svigedøtre (gifte/ugifte) og deres familier inkl. de mormødre der, med eller uden hensigt - trækker i de unge.... kunne tænkes at komme til at udvikle sig i en bedre retning end ellers, og ikke mindst uanset om der er børnebørn allerede eller ikke endnu. Og ikke mindst - kan man også have en holdning og nyttige kommentarer, selv om man slet ingen børn har, men har bare bevidnet diverse fænomener IRL.... Det er kun godt, hvis der bliver plads til alle pointer og alle holdninger, med vel at mærke et konstruktivt og positivt (over for de unge) fortegn.
Gider I "passe" dette TEMA sammen med os, når det kommer? :håndtryk:
