"Mesterspillet" af Robert de Ropp
For 30 år siden mødte jeg en bog, som senere påvirkede direkte min måde at håndtere tilværelsen på. Taget op fra bogreolen med mellemrum - afslører "Mesterspillet" fortsat nye strenge, der fornyer synet på tilværelsen igen og igen. Utroligt, at en biokemiker kunne præstere en bog som denne...
Gennem de sidste år lykkedes det mig gennem www.antikvariat.net og på andre måder, at opspore en del eksemplarer som jeg forærede gode venner, deriblandt min søn.
Fra bagsiden af omslaget:
Citer:
"Mesterspillet". En undersøgelse af menneskets psyke og de specielle kreative teknikker, gennem hvilke mennesket kan opnå de højest mulige bevidsthedsplaner.
Bogen giver en definition på begrebet at være menneske og gør det muligt for os - midt i vor materielle overflod - at gennemgå vort liv påny, men på en langt mere frugtbar måde.
Forfatteren er en kendt amerikansk biokemiker, der især har beskæftiget sig med udforskningen af de stoffer (i den menneskelige organisme), der påvirker menneskets adfærd.
...og dernæst forord af Rolf Gjeldsted:
Citer:
Livet består af fire faser. Den første går fra undfangelse til fødsel. Den anden fra fødsel til pubertet, hvor man lærer og vokser. Den tredie går fra puberteten til det halvtredsindstyvende år, hvor man skaber sig mulighed for at leve "af sin venstre fod" - d.v.s. at skabe sig et indkomme, der sikrer en tid til det væsentligste, nemlig at lære sig selv og verden at kende "indenfra".
Den fjerde fase skulle således kunne vare fra det halvtredsindstyvende år, til man er omkring de hundrede, hvor man skulle have "skabt sin egen sjæl" - d.v.s. fuldkommengjort sin krop og bevidsthed, deres forhold til kosmos og en større sammenhæng...
Det er nødvendigt at disciplinere sanserne, hvis man vil være i stand til selv at vælge sit livsindhold! Og ligeledes er det nødvendigt at besidde og bevare en oprindelig, "usmittet" holdning og åbenhed til, og over for omgivelserne (det man kan se og sanse)...
Det drejer sig om at finde (opfinde) sin egen livsleg (livsspillet = mesterspillet), der netop giver èn det fulde udbytte af sig selv, og ens medmennesker det fulde udbytte af èn selv. Men der er naturligvis forskel på "livslegenes kvalitet" - for "hvad nytter det, at man kommer til at besidde hele verden, hvis man mister sin sjæl i processen?"
Nyhavn, januar 1973
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af Robert de Ropp
"The Master Game"
Oversat af Carsten Grolin
Thanning & Appels Forlag 1973
ISBN 87-413-2941-4
Atlantis bøgerne
Indhold
Forord af Rolf Gjeldsted
1. Mål og midler
- Et spil der er værd at spille
- De lave spil
- De høje spil
- Stoffer og selvbedrag
- Kreativ psykologi
2. Stofoplevelsen
- Et åndesyn hjemsøger os!
- En note om neddæmpende midler
- En underfundig ånd
- Farer og åbenbaringer
- Psykens energier
3. De fem rum
- Myten om den gale konge
- Drømmeløs søvn
- Drømmenes rum
- Halv-drømme stadet
- Drømmekategorier
- Vågen søvn
- Selvoverskridelse
- Kosmisk bevidsthed
- Samadhi og satori
4. Den tavse verden
- Enkel bevidsthed
- Bevidsthed og opmærksomhed
- Bevidsthed og indtryk
- Bevarelse af bevidsthed
- Valg af aktiviteter
- Fortsætlig handlen og mekanisk hændelse
- Genoprettelse af balance
5. Jeg`ernes teater
- Vi er mange
- De fem viljer
- Søgeren
- Iagttageren
- Indre teater
- Ydre teater
6. Masken og kernen
- Kerne, persona, falskt ego
- Fysisk type
- Viskerotoni - indvoldsdominans
- Somatoni - muskeldominans
- Cerebrotoni - nervesystems-dominans
- Balanceproblemer
- Typer og kaster
- Persona og falskt ego
- Analyse af en dværg
7. Oplæring af psykiske centre
- De fire hjerner
- Oplæring af instinktet
- Optræning af bevægelserne
- Oplæring af følelser
- Oplæring af intellekt
8. Kreativ psykologi og sindssygdom
- Den livsvigtige balance
- Former for dysorganisation
- Fire fortabte sjæle
9. Det skabende samfund
- Eneboerens vej
- Det ordnede samfund
- Subjektive og objektive mål
Konklusion
Noter og bibliografi
Tillæg A: Fysisk bevidsthed og øvelser
Tillæg B: Autogen træning
Tillæg C: Hjertets bøn
Tillæg D: Rejsning af det åndelige bygningsværk
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
Citer:
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af
Robert de Ropp
Forord af Rolf Gjeldsted
Livet består af fire faser. Den første går fra undfangelse til fødsel. Den anden fra fødsel til pubertet, hvor man lærer og vokser. Den tredie går fra puberteten til det halvtredsindstyvende år, hvor man skaber sig mulighed for at leve "af sin venstre fod" - d.v.s. at skabe sig et indkomme, der sikrer en tid til det væsentligste, nemlig at lære sig selv og verden at kende "indefra".
Den fjerde fase skulle således kunne vare fra det halvtredsindstyvende år, til man er omkring de hundrede, hvor man skulle have "skabt sin egen sjæl" - d.v.s. fuldkommengjort sin krop og bevidsthed, deres forhold til kosmos og en større sammenhæng...
Det er nødvendigt at disciplinere sanserne, hvis man vil være i stand til selv at vælge sit livsindhold etc.! Og ligeledes er det nødvendigt at besidde en oprindelig, "usmittet" holdning og åbenhed til, og over for, omgivelserne (de ting man kan se og sanse) ...
Det drejer sig om at finde (opfinde) sin egen livsleg (yndlingsleg), der netop giver en det fulde udbytte af sig selv, og ens medmennesker det fulde udbytte af en selv. Men der er naturligvis forskel på "livslegenes kvalitet" - for "hvad nytter det, at man kommer til at besidde hele verden, hvis man mister sin sjæl"?
Nyhavn, januar 1973
Rolf Gjeldsted
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
Citer:
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af
Robert de Ropp
1. Mål og midler
- Et spil der er værd at spille
- De lave spil
- De høje spil
- Stoffer og selvbedrag
- Kreativ psykologi
1. Mål og midler
Et spil der er værd at spille
Denne bog drejer sig om mål og midler.
Thomas Szasz har sagt, at det mennesker i virkeligheden har brug for og kræver af livet, ikke er rigdom, komfort og anseelse, men spil, der er værd at spille. Den, som ikke kan finde et spil at spille, er tilbøjelig til at bukke under for livslede, af kirkefædrene fastslået som en af dødssynderne, men nu betragtet som et symptom på sygdom. Livslede er en lammelse af viljen, en mangel på appetit, en tilstand af almindelig kedsomhed, fuldstændig desillusion. - "Gud, oh Gud, hvor forslidte, gammelkendte og unyttige synes mig ikke alle denne verdens tilskikkelserl" En sådan sindstilstand er, fortæller Szasz os, et forspil til det, der lidt ubestemt kaldes "sindssygdom", som, skønt Szasz definerer denne syg, dom som en myte, ikke desto mindre optager halvdelen af hospitalspladserne og gør utallige mennesker til en byrde for sig selv og samfundet.
Søg fremfor alt et spil, der er værd at spille. Således lyder oraklets råd til det moderne menneske. Når man har fundet et spil, så spil det med inderlighed - spil, som afhang dit liv og din forstand af det. (Det gør de nemlig.) Følg de franske eksistentialisters eksempel og sving med et banner, som bærer ordet "engagement". Selvom ingenting betyder noget, og alle veje ender blindt, så bevæg dig alligevel som om dine bevægelser havde et formål. Hvis livet ikke synes at tilbyde et spil, der er værd at spille, så opfind et. Thi det må stå klart for selv den mest omtågede hjerne, at ethvert spil er bedre end intet spil.
Hvilke former for spil byder tilværelsen på? Vi kan studere Stephen Potter for at få tips med hensyn til "spillefærdighed". Vi kan (og burde) læse Eric Bernes bog om "lege, folk leger". Hvis vi har matematiske tilbøjeligheder, kan vi give os i kast med værker af John von Neumann eller Norbert Wiener, to mænd, som helligede nogle af deres bedste tanker til udarbejdelse af en spilleteori. Fra hinduernes hellige bøger kan vi lære om den kosmiske leg, vekselspillet mellem lila og nitya, Shivas dans, hvor den oprindelige enhed forvandles til mangfoldighed ved de tre guna'ers stadige samspil. I mystikerromanforfatteren Hermann Hesses arbejder kan vi læse om Det magiske Teater, hvor alle livets spil er mulige, eller om spillet over alle spil ("Das Glasperlenspiel"), hvor alle den menneskelige erfarings bestanddele samles i en enkelt syntese.
Hvad er spil? En vekselvirkning mellem mennesker, som implicerer ydre motiver? Berne anvender ordet på denne måde i "Hvad er det vi leger". Men spil drejer sig om mere end det. Dybest set er de en kraftprøve eller en afprøvning af forstanden, som udspiller sig inden for en ramme, der fastlægges af regler. Regler er ubetinget nødvendige. Hvis reglerne ikke overholdes, ophører spillet ganske med at være et spil. Det ville være umuligt at spille et meningsfuldt spil skak, hvis den ene spiller insisterer på at behandle alle bønderne som dronninger.
Livsspil genspejler livsmål. Og de spil, mennesker vælger at spille, antyder ikke alene deres type, men også deres indre udviklingstrin. Hvis vi (mer eller mindre) følger Thomas Szasz, kan vi opdele livsspillene i genstand-spil og meta-spil. Genstandsspillene kan ses som spil, der spilles for at opnå materielle genstande, fortrinsvis penge og de ting der kan købes for penge. Metaspillet spilles for at opnå uhåndgribeligheder såsom "viden" eller "sjælens frelse". I vor kultur dominerer genstand-spil. I tidligere kulturer dominerede meta-spillet. Genstandsspil har altid syntes overfladiske og ørkesløse for meta-spillere, en holdning, som opsummeres i bibelordet: "Thi hvad gavner det et menneske at vinde den hele verden, og at bøde med sin sjæl?" For de, der spiller genstandsspil, synes metaspil tågede og vage, da de indebærer tågede begreber som skønhed, sandhed og frelse. Hele Jordens menneskelige befolkning kan groft taget opdeles i to grupper, meta-spillere og genstands-spillere, Prospero'erne og Caliban'erne. De to har aldrig forstået hinanden, og man kan roligt forudsige, at de aldrig kommer til det. De er, psykologisk set, forskellige menneskearter, og deres konflikter har i tidernes løb føjet meget til summen af menneskelig elendighed.
Alle spil spilles efter regler. I menneskeskabte spil som f. eks. poker er reglerne påtvunget af sandsynlighedens lov (odds mod en straight er 254 til I, mod en flush 508 til I), eller de afhænger af særlige begrænsninger (bønder og andre skakbrikker har hver deres træk). I livsspillene pålægges reglerne af naturlige, økonomiske og sociale omstændigheder. Spilleren må både huske målet og kende reglerne. Bortset fra det, afhænger kvaliteten af hans spil af hans egne iboende karakteregenskaber. Store skakmestre bliver født, ikke skabt. Store fodboldspillere må nødvendigvis have visse fysiske egenskaber. Hvilket spil, en mand kan spille, afgøres af hans type (herom mere senere). Den der forsøger at spille et spil, som ikke passer til hans type, forgriber sig på sit eget inderste væsen, ofte med katastrofale følger.
Figur I
Meta-spil og genstands-spil
spil: Mesterspil ----- mål: opvågen
spil: Rekigionsspil ----- mål: frelse
spil: Vidensskabsspil ----- mål: viden
spil: Kunstspil ----- mål: skønhed
spil: Familiefader-spil ----- mål: stifte familie
spil: Intet spil ----- mål: intet mål
spil: Svin i truget ----- mål: rigdom
spil: Hane på Møddingen ----- mål: berømmelse
spil: Molok-spil ----- mål: hæder eller sejr
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
Citer:
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af
Robert de Ropp
1. Mål og midler
- Et spil der er værd at spille
- De lave spil
- De høje spil
- Stoffer og selvbedrag
- Kreativ psykologi
1. Mål og midler
De lave spil
Livsspillenes hovedformer vises i figur I. Svin i Truget er et rendyrket genstandsspil. Målet er at få sin snude så langt ned i truget som muligt, hugge i sig så meget som muligt og albue de andre svin til side med så megen styrke som muligt. En god Svin i Truget-spiller er i besiddelse af alle de egenskaber, en kommunistisk propaganda forlener kapitalisten med, umættelig grådighed, hensynsløshed, snuhed, selviskhed. Det uforfalskede Svin i Truget-spil anses ikke for at være ganske respektabelt i nutidens samfund og spilles i dag sædvanligvis med en vis moderation, som ville have forekommet pjokket for de spillets giganter, der hensynsløst udnyttede verdens ressourcer for et århundrede siden. Spillets regler er blevet mere komplicerede og selve spillet mere raffineret.
Hanen på Møddingen spilles for berømmelsens skyld. Det er fortrinsvis indrettet på at blæse det falske ego op og holde det opblæst. Spillere af Hanen på Møddingen tørster efter at blive kendt og omtalt. De ønsker kort sagt at blive berømtheder, hvad enten de har noget der er værd at berømme eller ej. Spillet er praktisk taget pånødet mennesker i visse professioner (skuespillere, politikere), der er tvunget til at opretholde et "offentligt image", som måske ikke har nogen forbindelse med, hvad de virkelig er. Men den rigtige Hane på Møddingen-spiller spiller, hvis lykke fuldstændig afhænger af, hvor tit han (eller hun) ser sit navn i aviserne, kerer sig ikke særligt om offentlig image. For ham er enhver omtale bedre end ingen omtale. Han vil hellere være kendt som slyngel end slet ikke være kendt.
Molok-spillet er det mest dødbringende af alle spil og spilles for at vinde "hæder" eller "sejr" af forskellige former for professionelle mand, dræbere, som er optrænet til at betragte drab som hæderligt under forudsætning af, at de, der slås ihjel, går ind for en anden religion eller et andet politisk system og derfor kollektivt kan betragtes som "fjenden". Molok-spillet er helt igennem et menneskets spil. Andre pattedyr iagttager et vist anstændigt mådehold og slås sjældent på livet. Men Molok-spillerne har ingen hæmninger. De dræber med grænseløs entusiasme, tilintetgør hele byer og lægger hele lande øde, tiltrukket af en eller anden glitrende drøm om hæder og magt. Spillet spilles så lidenskabeligt og med en sådan hæmningsløshed, at intet, hverken medlidenhed, anstændighed, sympati eller blot almindelig sund fornuft får lov at gribe ind i ødelæggelsesorgiet. Ligesom guden Moloks tilbedere ofrede deres børn tit afguden, således ofrer Molok-spillerne tusinder af unge mænds liv i en eller anden funklende abstraktions navn (tidligere "hæder", nu oftere "forsvar"), eller en latterlig sætning affattet på et dødt sprog: "Dulce et decorum est pro patria mori" ("Det er herligt og ærefuldt at dø for sit land.").*) Men så stor er den magt, dette spils spillere har, og som de udøver ved hjælp af forskellige former for tvang og afpresning, at de tusinder af unge mænd, der er indblandet, ikke protesterer nævneværdigt. De "går til deres grave, som var det senge", uden at turde afsløre tomheden i de strålende begreber Molok-spillet er baseret på.
Disse tre spil, Svin i Truget, Hane på Møddingen og Molok-spillet, er alle mere eller mindre patologiske aktiviteter. De spillere, der "vinder", vinder intet som de i sandhed kan kalde deres eget. "Svin i Truget" går måske ud af spillet dobbelt så rig som Krøsus, blot for at opdage, at han er bitter, tom og ulykkelig, og uden at vide, hvad han skal stille op med den velstand, han har ophobet. "Hane på Møddingen" bliver måske så berømt, at alle kender hans navn, blot for at opdage, at denne hans berømmelse ikke er andet end en skygge, der er kilde til besvær. Molok-spillere vader måske i blod til halsen, blot for at opdage, at den sejr eller ære, de ofrede millioner af liv på, blot er tomme ord, som udmajede forførersker, der leder mænd mod deres egen destruktion. Der er et kriminelt element i alle disse spil, fordi de i alle tilfælde skader både spilleren og det samfund, han er en del af. De standarder, menneskene bedømmer kriminalitet efter, er imidlertid så forkvaklede, at det er mere sandsynligt, at spillere af disse spil bliver regnet for "samfundsstøtter" end for farlige galninge, som burde forvises til afsidesliggende øer, hvor de ikke kan gøre skade på sig selv eller andre.
Mellem de højere og de lavere spil findes det neutrale spil, Familiefader-spillet, hvis mål simpelthen er at stifte familie og forsyne den med det, der er nødvendigt til livets opretholdelse. Man kan hverken kalde det et genstands-spil eller et meta-spil. Det er det grundlæggende biologiske spil, som den menneskelige races videreførelse afhænger af. Det er ligeledes muligt i ethvert menneskeligt samfund at finde et bestemt antal ikke-spillere, mennesker, som på grund af en eller anden konstitutionel årsag er ude af stand til at finde et spil, der er værd at spille, og som derfor konstant er sat udenfor, som føler sig fremmedgjorte over for samfundet, ofte tager skade på forstanden og har en tendens til at blive asociale og kriminelle.
*) "Dulce et decorum est pro patria mori" ("Det er herligt og ærefuldt at dø for sit land.") - Nogle af krigslyrikerne (årgang Første Verdenskrig) har bitre ting at sige om denne frase:
Min ven,
om du blot i dit øre
for hvert stød kunne høre
blodet gurgle fra skummende lunger,
bittert som skammens foderbolle,
uhelbredelige sår på uskyldige tunger.
Da ville du ikke med sådan iver
fortælle den gamle historie
Dulce et decorum est pro patria mori ("Det er herligt og ærefuldt at dø for sit land."),
til børn som brænder efter ærens glorie.
(Wilfred Owen, Poems [New York: The Viking Press, 1931])
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
Citer:
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af
Robert de Ropp
1. Mål og midler
- Et spil der er værd at spille
- De lave spil
- De høje spil
- Stoffer og selvbedrag
- Kreativ psykologi
1. Mål og midler
De høje spil
Meta-spillene (de høje spil/red.) spilles sjældent i deres rene form. Kunst-spillet er ideelt set rettet mod at udtrykke en indre bevidsthed, løseligt defineret som skønhed. Denne bevidsthed er helt og holdent subjektiv. Den ene mands skønhed kan være den anden mands rædsel. Det, som er smukt for den ene tidsalder, kan synes grimt for en anden. Men dårlige kunst-spillere har overhovedet ingen indre bevidsthed. De er teknisk dygtige, efterligner dem, der er bevidste og tilpasser sig moden, hvad den så end måtte være. Hele Kunst-spillet er, sådan som det spilles i dag, gennemsyret af kommercialisme, og samlernes grådighed gennemtrænger det med en dårlig stank. Det kompliceres yderligere af den tendens til at vise sig, som næsten alle nutidige kunstnere lider af, hvad enten de er malere, billedhuggere, skribenter eller komponister. Da alle traditionelle begreber om skønhed er blevet forladt, går alt an, så længe det blot er nyt og forbløffende. Det gør det næsten umuligt at finde ud af, om et stykke kunst afspejler en indre bevidsthed hos kunstneren eller blot demonstrerer, at han forsøgte at være smart.
Videnskab-spillet spilles ligeledes sjældent i sin rene form. En stor del af det er rent og skært taskenspil, en trættende kredsen omkring forandringer af nogle få basiske temaer, foretaget af forskere, som ikke er meget andet end teknikere med højere uddannelse. Videnskabs-spillet er blevet så indviklet, så omfattende og så dyrt, at initiativer som er mere eller mindre rutine gives fortrinsret. Alt hvad der er virkelig originalt har en tendens til at blive udelukket af den formidable række komiteer, der står mellem videnskabsmanden og de penge han har brug for til forskning. Han må enten afstemme sine forskningsplaner, så de passer til komiteens forudfattede meninger, eller stå uden midler. Desuden finder man i Videnskabs-spillet, ligesom i Kunst-spillet, megen uægthed og en febrilsk jagen efter status, som sætter endeløse, barnagtige skænderier i gang om, hvem der skal offentliggøre sine resultater først. Spillet spilles ikke så meget for viden som for at afstive videnskabsmandens ego.
Til Kunst-spillet og Videnskabs-spillet må føjes Religions-spillet, et Meta-spil, hvis mål løseligt kan defineres som opnåelse af frelse. Religions-spillet havde, sådan som det blev spillet før i tiden, et forholdsvis veldefineret sæt regler. Det var i al væsentlighed et spil, som blev spillet af betalte præster af den ene eller anden art til fordel for dem selv. For at tvinge deres medmennesker til at spille spillet opfandt præsterne forskellige guder, som de alene kunne kommunikere med, hvis vrede de alene kunne dæmpe, og hvis samarbejde de alene kunne sikre. Den, som ønskede hjælp fra guderne, eller som ønskede at afvende deres vrede, måtte betale præsterne for at nå sine mål. Spillet blev yderligere kvikket op og præsternes hold om deres ofres sind yderligere forstærket ved opfindelsen af to stadier efter døden, en salig himmel og et frygteligt helvede. For at holde sig ude af helvede og komme ind i himlen måtte religionsspilleren betale præsterne, eller hans slægtninge måtte betale efter hans død. Dette "betal præsten"-aspekt af Religions-spillet har fået adskillige kynikere til at definere det som verdens ældste bondefangerkneb, opfundet for at sætte visse skrupelløse individer i stand til at tjene på deres medmenneskers godtroenhed og påvirkelighed ved at gå i forbøn for dem hos en eller anden frit i luften svævende gud, for at sikre deres adgang til en eller anden lige så frit i luften svævende himmel. Det var dette træk ved Religions-spillet, som fik Sigmund Freud til, mere i sorg end i vrede, at udbryde: "Hele sagen er så gennemført barnagtig, så ude af kontakt med virkeligheden, at det er smerteligt for en, som er velvilligt indstillet over for menneskeheden, at tænke på, at det store flertal af dødelige aldrig vil være i stand til at hæve sig over denne opfattelse af tilværelsen."
Et særlig hæsligt træk ved Religions-spillet opstod ved, at visse præster hævdede, at deres form for religion var den eneste der duede, at deres måde at spille på var den eneste tilladte. Så ivrige var disse præster efter at beholde spillet helt på deres egne hænder, at de ikke tøvede med at forfølge, tortere eller dræbe enhver, som ønskede at spille spillet efter andre regler. Denne praksis blev påbegyndt af jøderne, hvis entusiasme for deres eneste ene og særdeles skinsyge fader-gud retfærdiggjorde de nedslagtninger, hvis beskrivelse udgør en stor del af Det gamle Testamente. Den blev ivrigt adopteret af de såkaldte kristne, som, utilfredse med at nedslagte muhamedanere og jøder, vendte sig mod hinanden som gale hunde i en serie grufulde religionskrige, protestanter versus katolikker. Muhamedanerne, som lånte reglerne til deres Religions-spil fra både jøderne og de kristne, afstod ikke fra at kopiere begges dårlige vaner. Troende blev i Koranen formanet til at føre krig mod de vantro, og nedslagtningen af hedninger blev opstillet som en af de sikre måder at vinde adgang til den muhamedanske himmel på (et meget mere overdådigt paradis end den temmelig fade affære de rettroende kristne fik tilbudt af deres præster).
Det ville forenkle vor redegørelse for spillene, hvis vi kunne lade ovenstående beskrivelse af Religions-spiIlet stå uden yderligere kommentarer. Det er uheldigvis umuligt. Simpelthen at definere Religions-spillet som verdens ældste bondefangerkneb ville være lige så "gennemført barnagtigt" (for at låne Freuds udtryk), som det ville være at tage den antropomorfe fader-gud alvorligt, som flyder rundt i sit lagen et eller andet sted i stratosfæren omgivet af keruber og andre usandsynlige arter af den himmelske fauna (den "luftformige rygrad", som Ernst Haeckel spottende sagde). For det må stå klart for enhver retsindig iagttager, at der findes et andet element i Religions-spillet udover at spille på de troendes godtroenhed og sælge dem adgangsbilletter til en falsk himmel. Alle de store religioner giver eksempler på helgener og mystikere, som helt klart ikke spillede spillet for materiel vindings skyld, hvis ligegyldighed overfor personlig komfort og berømmelse var så fuld, stændig, at det påkalder vor undren og beundring. Det fremgår lige så klart at disse mystikeres skriverier og udtalelser, at de ikke var så naive, at de tog den luftformige rygrad, himlen med dens gyldne harper eller hel, vedet med dets ovne alvorligt. Det er helt klart, at de spillede spillet ef, ter ganske anderledes regler og med helt andre mål end præsteskabets bondefangere som solgte rejser til himlen mod kontant og insisterede på at tage betalingen forud (der var heller ikke noget med "fuld tilfredshed eller pengene tilbage").
Hvilket spil spillede dise mystikere? Inden for de rammer deres religion satte, forsøgte disse spillere det vanskeligste af alle spil, Mester-spillet, hvis mål er opnåelse af fuld bevidsthed eller virkelig opvågnen. Det var naturligt for disse spillere at spille deres spil inden for religiøse rammer. Den hovedide, som ligger til grund for alle de store religioner er, at mennesket sover, at det lever mellem drømme og selvbedrag, at det afskærer sig selv fra den universelle bevidsthed (den eneste meningsfulde definition af Gud) for at kravle ind i det personlige egos trange skal. At komme ud af denne trange skal, at opnå genforening med den universelle bevidsthed, at gå fra den ego-centrerede illusions mørke ind i ikke-egoets lys, det var Religions-spillets virkelige mål, sådan som det blev defineret af de store lærere, Jesus, Gautama, Krishna, Mahavira, Lao-tse og platonikeren Sokrates. Hos muhamedanerne blev denne lære forkyndt af sufierne, som i deres digte priste genforeningen med Vennen. For alle disse spillere stod det klart, at Religions-spillet, sådan som det blev spillet af de betalte præster med dets lurvede bondefangerkneb, løfter, trusler, forfølgelser og drab, blot var en hæslig parodi på det virkelige spil, en frygtelig bekræftelse af sandheden i udtalelsen:
"Thi dette folks hjerte er blevet sløvet, og med ørene høre de tungt, og deres øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med øjnene og høre med ørene og forstå med hjertet og omvende sig, så jeg kunne helbrede dem."
Så lidt forstod de, at det faktisk, i hvert fald inden for den "kristne" religions rammer, i flere århundreder blev fysisk farligt overhovedet at forsøge at spille Mester-spillet. Seriøse spillere blev anklaget for kætteri, sat i fængsel af inkvisitorerne, torteret, brændt i levende live. Det blev umuligt at spille spillet åbenlyst. For overhovedet at overleve måtte man tillægge sig en forklædning, lade som om det, man virkelig var interesseret i, var alkymi eller magi, som begge var tilladt af præsterne, der ikke fattede den virkelige betydning af nogen af dem. Alkymi var især sikker, da dens officielle mål, forvandlingen af uædle metaller til guld, ikke i mindste måde var nogen udfordring til præsternes autoritet. Det var derfor bag alkymiens maske, mange Mester-spillere skjulte deres virkelige mål og formulerede spillets regler i en hemmelig kode, hvori omdannelsen af stoffer i kroppen blev beskrevet med udtryk som kviksølv, svovl, salt og andre grundstoffer. Der var selvfølgelig utallige alkymister, som tog hele videnskaben for dens pålydende værdi og troede, at Det store Værk betød fremstillingen af metallisk guld; de forarmede og forgiftede ofte sig selv i jagten på den store hemmelighed og lagde rent tilfældigt grunden til moderne kemi. Men for den seriøse alkymist indebar forvandlingen skabelsen af aurum non vulgi (ikke meterielle, men det "filosofiske" guld/red.), eller skabelsen af homunculus'en, som begge symboliserede skabelsen af det fuldt bevidste, kosmisk orienterede menneske ud af den ego-centrerede marionetdukke, der går under navnet menneske, men i virkeligheden kun er en patetisk karikatur af, hvad mennesket kunne være. Så grundigt skjulte alkymisterne deres hemmelighed, at det tog al Carl Gustav Jungs (måske den førende autoritet på området) intuitive geni og en stor del af hans liv at udrede dette mysterium.
I dag er der ingen fare involveret i at spille eller forsøge at spille Mester-spillet. Præsternes tyranni er mere eller mindre slut. Religions-spillet spilles, selvom det ofte er lige så meget af et bondefangerspil, som det altid har været, uden trusler om tortur og død. En hel del af den gamle edder er forsvundet fra spillet; faktisk er det endog muligt for præster, som bærer skiltet "katolikker" om halsen, at være nogenlunde høflige over for dem, der bærer det engang så afskyede skilt "protestanter". Så spillet spilles nu med et vist mål af tilbageholdenhed, ikke fordi mennesket er blevet mere tolerant, men fordi hele problemet himmel versus helvede og frelse versus fortabelse ikke længere tages særlig alvorligt. Selv teologerne indrømmer, at den gamle fader-gud (Haeckels "luftformige rygrad") er død for alle der bevæger sig over Jehovas Vidner-planet. I dag står kampen mellem rivaliserende politiske systemer, snarere end mellem rivaliserende teologier.
Men selvom det er uden risiko at spille Mester-spillet, har det ikke medvirket til at gøre det mere populært. Det vedbliver stadig med at være det mest krævende og vanskelige af alle spil, og i vort samfund er der få, som spiller det. Nutidens menneske, hypnotiseret af sine egne påfunds flitterstads, har kun liden kontakt med sin indre verden og beskæftiger sig med det ydre, ikke det indre rum. Men Mester-spillet udspilles udelukkende i det indre rum, et vidtstrakt og ufarbart territorium, som mennesket kender meget lidt til. Spillets formål er sand opvågnen, fuld udvikling af de kræfter, som slumrer i mennesket. Spillet kan kun spilles af mennesker, hvis iagttagelse af sig selv og andre har ført dem til en bestemt konklusion, nemlig, at menneskets almindelige bevidsthedsstade, dets såkaldte vågne stade, ikke er det højeste bevidsthedsstade, det er i stand til at nå. Faktisk er dette stade så langt fra virkelig opvågnen, at det med rette kunne kaldes en slags somnambulisme, en tilstand af "vågen søvn".
Når et menneske en gang er nået til denne konklusion, er han ikke længere i stand til at sove roligt. En ny appetit udvikler sig i ham, en hunger efter virkelig opvågnen, efter fuld bevidsthed. Det går op for ham, at han kun ser, hører og ved en brøkdel af, hvad han kunne se, høre og vide, at han lever i sin indre boligs fattigste og mest lurvede værelse, men at han kunne træde ind i andre værelser, smukke og fulde af skatte, hvis vinduer vender ud mod evigheden og uendeligheden. I disse værelser ville han nå ud over sit ubetydelige, personlige selv og blive åndeligt genfødt, "opstandelsen fra graven", som er temaet for så mange myter og grundlaget for alle de mystiske religioner, inklusive kristendommen.
Den, som kommer til denne konklusion, er rede til at spille Mester-spillet. Men selvom han måske er rede, så ved han ikke nødvendigvis, hvordan det skal spilles. Han kan ikke trække på instinktiv viden, for naturen har ikke udrustet mennesket med sådanne instinkter. Den sørger for menneskets udvikling indtil pubertetsalderen, den udstyrer det med instinkter til artens forplantning, men derefter overlader den det til sine egne påfund. Evolutionens blinde kræfter har, i stedet for at hjælpe mennesket med at udvikle sig videre til det harmoniske og oplyste væsen, det kunne blive, faktisk lagt hindringer i vejen.
Den, som ønsker at spille Mester-spillet, er derfor tvunget til at lede efter en lærer, en erfaren spiller, der kender reglerne. Men hvor finder han en sådan lærer? En materialistisk, åndeligt forarmet kultur kan ikke tilbyde aspiranten nogen vejledning. De enorme, højt specialiserede undervisningscentre som kaldes universiteter mangler helt åbenlyst universalitet. De lægger ikke primært vægt på udvidelse af bevidstheden og først derefter på erhvervelse af specialiseret viden. De uddanner kun en lille del af hele mennesket. De stopfodrer den intellektuelle hjerne med fakta og hykler interesse for kroppens fysiske udvikling ved at opmuntre til idiotisk konkurrencesport. Men den sande undervisning, i betydningen udvidelse af bevidstheden og den harmoniske udvikling af menneskets skjulte kræfter, tilbyder de ikke.
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
Citer:
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af
Robert de Ropp
1. Mål og midler
- Et spil der er værd at spille
- De lave spil
- De høje spil
- Stoffer og selvbedrag
- Kreativ psykologi
1. Mål og midler
Stoffer og selvbedrag
Da det er så vanskeligt at finde lærere i Vesten, forsøger mange som ønsker at spille Mester-spillet at være deres egne lærere og opfinder deres egne regler. Det resulterer i, at de spiller spillet på måder, der ikke har nogen mulighed for at give de rigtige resultater. Det mest udbredte eksempel på dette forsøg på at spille Mester-spillet med et sæt illegitime regler tilvejebringes af den såkaldte psykedeliske bevægelse, hvis ypperstepræst i USA i øjeblikket (I968 ) er den uforfærdede psykolog, dr. Timothy Leary. Dette særlige aspekt af spillet spilles med stor begejstring af unge mennesker, som finder, at de accepterede religioner er blottet for næring, og søger at slukke deres tørst efter højere bevidsthedstilstande i "stofoplevelsen".
Da denne "stofoplevelsesmåde" at gribe Mester-spillet an på er så populær, har den fået en ret så fremtrædende stilling i nærværende bog. Den er en blindgyde, en cul de sac, et blindspor, men ikke desto mindre må dens påstande undersøges. Man kan ikke realistisk vurdere nogen måde at ændre bevidstheden på, medmindre man har haft lejlighed til at prøve den personligt. Ej heller er det klogt at generalisere på basis af sin personlige erfaring, for Hippokrates' mundheld: "Den ene mands kød er den anden mands død," gælder i særlig grad for de psykedeliske stoffer. Den forbudslovgivning som i øjeblikket er ved at blive vedtaget for at forhindre mennesker i at afprøve deres egne reaktioner på de psykedeliske stoffer undergraver en af de mest fundamentale af alle friheder, individets frihed til at undersøge sin egen indre verden ved hjælp af midler efter eget valg. Yderligere opmuntrer lovgivningen, ved at forlene de psykedeliske stoffer med et skær af forbuden frugt, mange unge mennesker til at prøve dem, udelukkende som et symbol på oprør mod de såkaldte autoriteters tyranni, som de instinktivt mitænker for at repræsentere de åndeligt afdøde.
Når undertegnede erklærer, at indtagelsen af psykedeliske stoffer ikke er en legitim måde at spille Mester-spillet på, taler han af personlig erfaring. Han forventer ikke, at nogen skal tro ham uden personligt at afprøve rigtigheden af påstanden. En oplyst lovgivningsmagt ville gøre sådan afprøvning mulig for mennesker som føler denne trang til at vide mere om deres indre verden. I stedet for at vedtage altomfattende forbud ville de stille velegnede faciliteter til rådighed, hvor den psykedeliske oplevelse kunne studeres af alle, der ønskede at finde ud af, hvad den har at tilbyde med hensyn til indsigt og oplysning. En sådan oplyst lovgivning ville undgå den faldgrube det er at gøre psykedeliske stoffer mere attraktive for de oprørske ved at forlene dem med et skær af forbuden frugt. Det ville forhindre en masse farlig eksperimenteren med dårlige stoffer fra det sorte marked, indtaget uden den rette overvågning og under forkerte omstændigheder. Det ville være i overensstemmelse med de garantier om religionsfrihed, som figurerer så fremtrædende i Konstitutionen, for det er åbenlyst, at tilhængere af den psykedeliske kult regner stofferne for at være veje til religiøs oplevelse. Selv de stakkels forfulgte amerikanske indianere har af de almægtige hvide fået tilladelse til at anvende peyote til religiøse formål. Hvis indianerne har lov til at bruge peyote, hvorfor så forbyde ikke-indianeren at bruge LSD eller hashish?
Ingen af delene forandrer det faktum, at Mester-spillet, som indebærer opvækkelsen af menneskets skjulte kræfter, lige så lidt kan spilles ved at sluge en pille, som en vanskelig bjergtop kan bestiges ved at sidde i en lænestol og drikke øl og henfalde til dagdrømmerier. Hvis de åndelige højder kunne bestiges ved at tage psykedeliske stoffer, ville både Islams sufier og Indiens yogier for længe siden have opdaget det, for det blideste og mest "spirituelle" af alle psykedeliske stoffer (hashish) har været for hånden i østen igennem århundreder. Men hverken i værkerne om yoga eller i sufiernes skriverier finder man indtagelsen af hashish beskrevet som en frigørelsens vej. Sufierne synger vinens pris (forbudt af profeten Muhamed), men den vin, de henviser til, er et yderst specielt bryg, resultatet af en indvendig gæring, resultatet af stor anstrengelse og indre arbejde. Med hensyn til yogierne, så sætter de deres lid til intensive og langvarige øvelser beregnet på at vække menneskets slumrende kræfter.
Mere om dette senere. Her er det tilstrækkeligt at sige, at Mester-spillet aldrig kan gøres nemt at spille. Det kræver alt, hvad et menneske har i sig, alle dets følelser, alle dets tanker, samtlige dets ressourcer, fysiske og åndelige. Hvis man prøver at spille det halvhjertet eller prøver at opnå resultater ved illegitime metoder, løber man risikoen for at ødelægge sine egne muligheder. Derfor er det bedre slet ikke at give sig i kast med spillet end at spille det halvhjertet.
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
Citer:
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af
Robert de Ropp
1. Mål og midler
- Et spil der er værd at spille
- De lave spil
- De høje spil
- Stoffer og selvbedrag
- Kreativ psykologi
1. Mål og midler
Kreativ psykologi
Nærværende bog tilbyder en syntese af mange metoder hid rørende fra forskellige kilder, som alle er opstillet med det formål at hjælpe udøveren med at dukke frem fra den vågne søvns mørke til den fulde bevidstheds lys. Disse metoder omtales udelukkende for nemheds skyld kollektivt som kreativ psykologi, kreativ, fordi de udvirker en højere syntese, en ny orden i psyken. Kreativ psykologi er baseret på den ide, at mennesket ved egne indre anstrengelser kan omskabe sig selv til et nyt væsen (den anden fødsel). Som et resultat deraf kan det få visse oplevelser, udøve en bestemt magt og opnå visse indsigter, som er fuldstændig ufattelige for mennesket i dets engangsfødte tilstand.
Kreativ psykologi indebærer den højeste form for skaben mennesket er i stand til at udøve, skabelsen af et sandt indre-dirigeret væsen ud af et hjælpeløst ydre-dirigeret væsen. Dette skabende arbejde involverer hvert eneste aspekt af menneskets optræden, det instinktive, motoriske, følelsesmæssige og intellektuelle. Det indebærer en forståelse af kroppens og sindets kemi. Det indebærer et studium af type og alt hvad der er forbundet dermed; de stærke og svage punkter, type påtvinger. Det indebærer et studium af skabende virksomhed, kunst, håndværk, forskellige teknikker, og af de virkninger disse aktiviteter har på forskellige bevidstheclsplaner. Det indebærer et studium af begivenheder på den store og lille skala; en bevidsthed om de processer der finder sted i de menneskelige og ikke-menneskelige samfund som påvirker individet ugunstigt eller på anden måde. For mennesket kan ikke studeres isoleret fra sine omgivelser, og den som ønsker at kende sig selv må også kende den verden, han lever i.
Den kreative psykologis teori kan studeres i bøger. Udøvelsen er en helt anden sag. Her er en lærer nødvendig. Den, som forsøger at praktisere metoden uden en lærer, støder næsten uundgåeligt på visse vanskeligheder, som han ikke kan overvinde. Den illusionsskabende mekanisme i menneskets psyke ophører ikke med at arbejde, blot fordi et menneske beslutter sig til at praktisere kreativ psykologi. Faktisk kan den i en sådan person arbejde endnu mere aktivt, så han kan komme ud for alle mulige former for pseudoplevelser, som ikke er et resultat af en udvidelse af bevidstheden, men hans egne fantasifostre. En lærer kan hjælpe ham med at skille det virkelige fra det uvirkelige, kan advare ham om de faldgruber, der er på hans vej.
Hvad mere er, så lever den enlige udøver af kreativ psykologi i dag i en kultur, der står i et mere eller mindre totalt modsætningsforhold til de mål, han har sat sig selv, som ikke anerkender Mester-spillets eksistens og regner spillere af dette spil for underlige eller lettere sindssyge. Spilleren stilles således over for stærk modstand fra den kultur han lever i og må kæmpe mod kræfter, som har en tendens til at standse hans spil, endnu før det er begyndt. Kun ved at finde en lærer og blive medlem af en gruppe elever, som denne lærer har samlet om sig, kan spilleren finde opmuntring og støtte. Ellers glemmer han simpelthen sit mål eller vandrer ned ad et eller andet sidespor og mister orienteringen. Uheldigvis er det meget vanskeligt at finde sådanne lærere og grupper. De annoncerer ikke, de opererer kun under dække. Endvidere eksisterer der en overflod af bedragere og tossehoveder, der udgiver sig for lærere uden at have nogen som helst ret til at gøre det. Så den kommende Mesterspiller står fra begyndelsen over for en af de vanskeligste prøvelser på sin løbebane. Han må finde en lærer som hverken er en nar eller en bedrager og overbevise denne lærer om, at han, den kommende elev, er værd at undervise. Hans fremtidige udvikling afhænger i allerhøjeste grad af den dygtighed, hvormed han løser denne opgave.
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
Citer:
Mesterspillet
- veje til højere bevidsthed hinsides stofoplevelsen
Af
Robert de Ropp
Konklusion
Livets store bue, der strækker sig fra undfangelse til død, kan opdeles i fire dele, som hver har deres særlige træk. Første del er kort og hektisk, et vildt orgie af hastig formering og dannelse, hvorunder et mikroskopisk æg udvikler sig til et spædbarn. Denne fase varer ni måneder. Anden del varer fra fødsel til pubertet, en forberedende fase, en periode, hvor man vokser og lærer. Tredje del varer fra puberteten til omkring det halvtredsindstyvende år, en fase, som normalt er viet til at danne familie. Fjerde del varer fra det halvtredsindstyvende år til døden, som for den, der har passet sine indre ressourcer på rette måde, ikke bør finde sted før i hundredeårsalderen. Denne afsluttende fase, som kan vare lige så længe som de tre første faser tilsammen, er det andet liv. Den burde være, og er, i et udviklet menneske, fuldstændig viet til "dannelse af sjælen" eller fuldkommengørelse af bevidsthedens krop. Udtrykt i religiøst sprog er den viet opnåelse af forening med Gud, hvilket indebærer at entre og forblive på det fjerde bevidsthedstrin og stræbe mod det femte.
Den, som har valgt at spille Mester-spillet, går ivrigt og fornøjet og med glæde ind i denne sidste fase af livet. Han er nu i stand til at vie al sin energi til det store spil. Hans tilværelse kan forenkles, reduceres til de rene nødvendigheder. Hans børn er voksne og fløjet af reden, hans biologiske drifter er forenklede, hans behov er få. Nu kan han give sig tid til at vejlede sine åndelige børn, ikke for at blæse sit falske ego op ved at spankulere omkring i en helgens eller vismands kåbe, men fordi det er en af Vejens love, at den, som får, må give, og at der vil blive krævet meget af den, som har fået. Lykkelig den mand, som træder ind i det andet liv med en sådan overflod af indre rigdom, at han kan samle sine egne elever omkring sig og fungere som vejleder, ikke som en papegøje, der mekanisk gentager de instruktioner, den har modtaget, men som en ægte indrestyret lærer, hvis værens-plan står mål med hans viden. En virkelig lærer er ikke blot et ekko af sin egen lærer, han anslår en ny streng, som helt er hans egen. Derfor det tibetanske ord. sprog: "Enhver sø har sine egne fisk, enhver lama sin egen læresætning."
Ak, hvor sker det dog sjældent i et land; som er afskåret fra sine åndelige traditioner, at et menneske går ind i livets sidste fase med en klar forståelse af de muligheder, den tilbyder. Det går ind i den afsluttende fase i en tilstand af indre bankerot, uden at være blevet instrueret i Mester-spillets regler fra barndommen, kun udsat for en hendøende religions livløse dogmer og mosgroede overtro, plaget af det iøjnefaldende forbrugs vanvittige krav, hypnotiseret af reklameagenterne, vildført af pseudovidenskabsmænd, forvirret af pseudofilosoffer. Kan man undre sig over, at det stakkels menneske finder liden glæde i den frihed, det giver at blive pensioneret? Skønt han er polstret mod nød af pensionsordninger, opsparing og folkepension, finder han ikke fornøjelse i sine sidste år. Han mangler et spil at spille. Som et forvokset barn til, bringer han tiden med at slå omkring med en lille hvid bold på en golf, bane, farer verden rundt på ligegyldige krydstogter, gør klodsede forsøg på at danse moderne eller jagter en blondine, som er ung nok til at være hans datter. Imens tilbringer hans aldrende hustru tiden på skønhedssalonen og kæmper for at generobre ungdommens bløde hud og slanke figur ved hjælp af massage og cremer eller ved hjælp af plastisk kirurgi.
Han har aldrig lært at leve; han ved ikke, hvordan man dør. Thi det er ganske rigtigt blevet sagt: "Kun den, som har stræbt efter at skabe en sjæl i sig selv, kan gøre sig håb om en ærefuld død. Den som ikke har, han har levet som en nar og vil dø som en hund."
Hvor anderledes forholder det sig ikke med ham, som ved en blanding af intelligens og ihærdig anstrengelse er blevet medlem af et ægte skabende samfund og har spillet Mester-spillet inden for de rammer, det tilbyder. I et sådant samfund er alle tilværelsens stadier, undtagen det første, lagt an på at give størst tænkelig mulighed for indre vækst. Barnet beskyttes mod en materielt rig, men åndeligt forarmet kulturs barbariske virkninger; det beskyttes mod påvirkninger, som glorificerer vold, skærper grådigheden efter at besidde, opblæser det falske ego, fylder sindet med enorme lagre af mere eller mindre ubrugelig information, men ikke træner dette sinds indehaver i at bruge sine evner på den mest effektive måde.
I et skabende samfund frigøres de unge voksne fra snæver besættelse af deres egne personlige affærer og den overdrevne tilbedelse af genstands-spil, som vor kultur opfordrer til i "successens" navn. De stræber efter at følge Havens Vismands råd: "Lev anonymt. Sæt dine behov ned." Berømmelse er blændværk, storhed en ynkelig klud, rigdom er illusion, sikkerhed en ønskedrøm. Kun den er rig, som har overskredet sit personlige ego og ikke længere føres bag lyset af ideer om "jeg" og "mit". Kun den er sikker, som i sig selv har skabt en ø, som ingen flodbølge kan opsluge.
I dette skabende samfund tilskyndes disse unge voksne på tilværelsens tredje stade og i den biologiske livskrafts fulde flor til at være aktive. Det er gennem handling, mennesket lærer sig selv at kende, at forstå centrenes virksomhed, materialers natur, samspillet mellem treklange og oktaver. Det er hverken ønskeligt eller givtigt med et udelukkende kontemplativt liv for det vestlige menneske, og sandsynligvis heller ikke for det orientalske. Ligesom overaktivitet er Vestens forbandelse, så er inaktivitet Østens. I et skabende samfund søges balance. Byg, skab, dyrk ting og lav ting, men lær hemmeligheden ved at adskille jeg,et fra dine egne handlinger. Lær af prins Hui's vidunderlige kok. Lær at handle i harmoni med Tao. At udnytte den indre skabelses oktav til den ydre skabelse. Så behøver man ikke frygte den skæbne, som konstant truer det fortravlede vestlige menneske, faren for at blive åndeligt stranguleret i sin egen aktivitets net.
I det skabende samfund modtager de, som har nået livets sidste stadie, vejledning i den vanskelige kunst at dø. Det betyder ikke, at disse ældre medlemmer af samfundet trækker sig tilbage fra det fælles liv. Langt fra. På deres skuldre hviler den største byrde, det tungeste ansvar. Fra dem kommer den vejledende impuls, den nødvendige påmindelse til de unge om, at genstands-spil, inklusive kærligheds-spil og forældreværdighed, må være underordnet Mester-spillet, at ydre mål må komme i anden række i forhold til indre mål. Men på trods af dette tunge ansvar har disse samfundets ældre tid til at forberede sig til døden og lære at betragte denne proces, ikke som en frygtelig begivenhed, der imødeses med gru, men som den sidste og vanskeligste af mange prøver, en afprøvning af viljekraft, sjælsstyrke og indre styrke.
Få ting demonstrerer klarere det "Store Samfunds" åndelige bankerot, end dets medlemmers fremherskende holdning til døden. Hvordan kan noget menneske ved sine sansers fulde brug undlade at beklage denne blanding af sygelig sentimentalitet og dårlig kunst, den skamløse bagtrappepolitik fra perverse bedemænd, som er ude på at fylde lommerne fra de dødes bo, lovgivernes holdningsløse underkastelse for denne bagtrappepolitik, som nu har gjort det næsten umuligt for et menneske bare at dø og blive begravet på et sted, det selv har valgt, de såkaldt kristne præsters deltagelse i en nedværdigende "kiste-kult", og sidst, men ikke mindst, den velmenende, men dobbelttydige indblanding fra medlemmer af lægestanden, som berøver patienten muligheden for at dø værdigt og bevidst ved at bruge ilttelte, intravenøse dråber og sværme af sygeplejersker? Hele døds-området er blevet til et rodsammen, fordi. ingen overhovedet har forstået dets betydning. Det er nu blevet midtpunkt for en halvbarnagtig form for humor, hvor "kiste-kultens" mere vanvittige sider blandes op med sex og balsameringsvæske for at frembringe et produkt, som er tåbeligt nok til at få engle til at græde og misantroper til at gnække.
Ingen, hverken præst eller videnskabsmand, synes at være villig til at bekræfte, at det at dø kan være en præstation, at kunsten at dø er lige så vanskelig som kunsten at leve, og at den, som ønsker at mestre førstnævnte, også må mestre sidstnævnte. At et menneske kan vide, hvornår det bør dø og dø med vilje, med forsæt, fuldt bevidst om det, det foretager sig, er så fremmed for vor kultur, at man dårligt tør nævne det uden først at komme med undskyldninger. Den, som fremsætter sådanne meninger, beskyldes for at være "morbid", for at lide af en overdosis af det Freudske dødsønske, endog for åbenlyst at gå ind for selvmord. Men forsætlig død har intet at gøre med så flamboyante, selvdestruktive handlinger som at sætte ild til sig selv eller springe ud fra Storstrømsbroen, ikke engang med stilfærdige måder at gå bort på, som de der kan opnås ved hjælp af en overdosis sovepiller. Forsætlig død er kun mulig for den, som mestrer sine fysiske funktioner til fuldkommenhed, som ved, hvordan man projicerer bevidsthedsprincippet ud af den fysiske krop, som er i stand til at afgøre, hvornår det er tid for ham ved hjælp af disse indre tegn, og som fuldt bevidst og uden kunstige hjælpemidler er i stand til at lade livs processen standse, for så vidt angår denne specielle krop.
Denne proces er længe blevet forstået i østen, selvom den er fremmed for vestlig tænkemåde. W. Y. Evans-Wentz kommenterer i Tibetan Yoga and Secret Doctrines to aspekter af tibetansk yoga, kaldet "Efter-Døds Tilstandens Yoga" og "Læren om Bevidstheds-Overførsel", og har dette at sige:
Ingen yoga-mester dør nogensinde på den almindelige måde, medmindre han tilfæIdigt bliver slået pludselig og uventet ihjel; han rømmer blot den fysiske form, som han er kommet til at betragte som hverken mere eller mindre end en klædning, der kan tages på eller af efter ønske, fuldt bevidst, mens han er hensunket i den ekstatiske bevidsthedstilstand, hvor Det klare Lys altid skinner . . . Det er ved at mestre Pho-wa, at den Store Yogin sætter sig ud over normale processer ved frivilligt at afkaste sin gamle, udslidte krop og iklæde sig en ny krop, uden at bryde sin bevidstheds kontinuitet. I den esoteriske betydning, som forstået af den kristne indviede Paulus, mister graven således sin brod og døden sin sejr; den Store Yogin bliver i sandhed både Dødens og Livets Erobrer.
Det er klart, at en sådan præstation kun er mulig efter års intensivt arbejde. Den store evne til at koncentrere bevidstheden, være ligeglad med smerte og uden frygt konfrontere det ukendte, kan ikke opnås i løbet af et par uger eller måneder. I et virkeligt skabende samfund ville de ældre medlemmer, som nærmer sig døden, både have viden og kraft til at gå denne afsluttende prøve modigt i møde og betragte det at dø som en bedrift, der skal øves, snarere end som en skæbne, der passivt må accepteres.
Det er umuligt for nogen, som studerer kreativ psykologi, at bevise at dødsprocessen kan udføres uden at miste bevidstheden, sådan som det anføres i Den tibetanske Dødebog. Ej heller kan vi bevise, at opnåelsen af et højere bevidsthedstrin frembringer et fænomen, som er i stand til at eksistere efter døden. Hele spørgsmålet om overlevelse efter døden er forplumret af teorier, omtåget af ønsketænkning og kompliceret af "beviser" fra medier, hvoraf en stor del er falske. En skeptisk biolog vil sandsynligvis afvise ideen om overlevelse som endnu et patetisk eksempel på menneskets evne til selv-forblændelse. Hvad er der, som kunne overleve, vil han spørge. Organismen er en biokemisk proces, som indtager materialer og omformer dem. Hos mennesket er "jeg-følelsen" en bivirkning (og ret så lille) af denne proces. Men når livsprocessen ophører, må "jeg"-følelsen også ophøre. Man behøver ikke engang at dø for at den skal ophøre. Den ophører, hver gang mennesket entrer det første rum og sover så dybt, at det overhovedet ikke er klar over sin eksistens. Hvis der er noget, der overlever døden, så må det have en eller anden form, være forbundet med materie eller energi, en sky af elektroner eller endog neutroner. Vag snak om "sjæle" og "ånder" bringer os blot tilbage til overtroens verden, som omtågede vore forfædre og ledte dem til så mange katastrofalt ukorrekte slutninger.
Biologens skepsis er velbegrundet. Der kan ikke gives det mindste solide bevis, som peger i retning af, at der er nogen personlig overleven efter døden. Så hvorfor overhovedet bekymre sig om døden? Hvorfor ikke simpelthen betragte den som et ophør af processer, hvis kerne er et udtryk for muligheder, som i første instans var indeholdt i det befrugtede ægs genetiske kode? Dette udtryk kan være rigt, mangfoldigt og komplekst i mennesket, men det er programmeret til at ophøre efter omkring et hundrede år, og ophører almindeligvis før dette tidspunkt. At drømme om at noget fortsætter uafhængigt af det komplekse fysiske maskineri, som udgjorde kroppen, er at hengive sig til ønsketænkning, en patetisk udklædning af ego'et i en uægte udødeligheds kappe.
Hvis vi indtager dette standpunkt, betyder det så, at hele det dødens panorama, som beskrives så detaljeret i Den tibetanske Dødebog, også er et væv af forblændelser? Ikke nødvendigvis. Dødsprocessen kan virkelig medføre alle mulige former for visioner; det understreger de beviser, man har fået fra mennesker, som har været lige ved at dø. Men "kunsten at dø med forsæt" har intet med personlig overlevelse efter døden at gøre. Den medfører snarere en genforening af den adskilte bevidsthed med en større, mere generel tilstand, som kan betragtes som altgennemtrængende. I tantrisk buddhismes sprogbrug kaldes denne tilstand dharma-kaya, og det, yoga-mesteren opnår efter døden, er genindtræden i dharma-kaya gennem den tilstand, der er kendt som Det klare Lys.
Det tredje bevidsthedstrins menneske kan lige så lidt forstå denne tilstand, som en blind mand kan forstå farvers eller visuel forms natur. For at forstå, hvad det betyder, må mennesket entre det fjerde rum og i det mindste opnå glimt af det femte rums indhold. Thi dharma-kaya ligner denne tilstand af "væren-ikkeværen", som er hinsides navn og form, hinsides modsætninger, og som i Upanishademe kaldes atman. Den, som ønsker en beskrivelse af denne tilstand, kan næppe gøre noget bedre end at læse De dødes Herres, Yamas, budskab, som det er nedskrevet i Katha Upanishad:
Det er ikke født, ej heller dør det; det udsprang af intet, intet udsprang af det. Ufødt, evigt, evigtvarende, ældgammelt, som det er, dræbes Det ikke, skønt kropen dræbes.
Hvis morderen tror han myrder, hvis den myrdede tror han er myrdet, så lider begge af vrangforestillinger. Det myrder ikke, ej heller myrdes det.
Mindre end lille, større end stort, bor Det i alle væseners hjerte; og ses kun af den, som er fri for begær og sorg.
Han sidder stille og vandrer dog langt; han lægger sig ned og befinder sig dog alle steder; kropløs i kroppe, uforanderlig blandt forandringer.
Hvordan kan den, som ikke er rolig eller afdæmpet, hvis sind ikke er i ro, forstå Det ved hjælp af blot og bar viden?
Hvorledes skal et almindeligt menneske kunne opfatte Det væsen, for hvem både præst og kriger er som mad, og døden et krydderi?
***
Re: Robert de Ropp "Mesterspillet"
