For grim til at gå til læge
I forordet til bogen Medicinens Mafia skrev forfatteren, læge Guylaine Lanctôt bl.a. "Som mor til fire med overvejende kvindelige patienter indså jeg, at mange af os blev dårligt behandlet af kvindehaderne blandt mine mandlige kolleger"...
I Ekstra Bladet d. 21. marts i år læser jeg, at "Tykke kvinder for flove til brystscreening.
"Kvindernes overvægt var på flere planer skyld i, at de ikke brød sig om at møde op hos lægen for at få lave et mammografi, fandt de amerikanske forskere: Dels var en del af kvinderne flove over deres vægt eller havde et dårligt selvværd, som gjorde, at de ikke havde sørget for at passe godt nok på sig selv og skaffe sig en sundhedsforsikring (som man jo skal bruge i USA). Dels følte mange af kvinderne, at de ikke blev mødt med respekt i sundhedssystemet, og de blev ofte overdænget med vægttabs-råd, som de ikke havde bedt om."
Jeg er blev ikke overdænget med vægttabs-råd. Jeg var ikke engang til en brystscrening den dag i marts 2004, da jeg trådte ind på Jan Reinhold Struckmanns speciallægeklinik, på første sal i en bygning på Hovedganden midt i Lyngby. Jeg skulle blot undersøges for evt. åreknuder, der skulle, i bekræftende fald, opereres via lysken.
Stemningen på klinikken var smuk, imødekommende og venlig. Receptionisten husker jeg fortsat den dag i dag som personifiseret sødme, omsorg og venlighed. Så meget desto mere chokerende oplevelse ventede mig i Jan Reinhold Struckmanns undersøgelseslokale.
Jeg blev bedt om at gå derind og klæde mig af, så jeg stod kun i trusserne med et klæde rundt om, og ellers påklædt fra livet og op. Lægen skulle undersøge blodsprængningerne på mit venstre ben. Blodsprængningerne havde jeg så længe jeg kan huske, men på det sidste føltes det som om der var liv i dem. Min egen læge mente at det helst skulle undersøges i tilfælde af, at der var fare for en betændelse, en blodprop, eller hvad ved jeg. Jeg fik så en henvisning til speciallægen i Lyngby. Efter sigende skulle han være en verdensmester i behandling af åreknuder.
Pludselig går døren op og en ældre, høj, solbrændt, veltrænet og velklippet herre i halvtredserne, træder ind. Tavshed. Uden "goddag". Uden "hvad drejer det sig om?". Ikke engang et spørgsmål om navn. Ingenting. Tavshed. Ingen øjenkontakt, men derimod massive, demonstrative kroppens signaler om at her er jeg ikke velkommen. Alt imens stirrer han med væmmelse på min underkrop.... deformerede "hypothyreose-underben" dvs. ingen ankler og grynede, ulækre lår i (for) stor størrelse - kort sagt: en ulækker, ældre, grim konekrop.
Jan Struckmanns afsky og væmmelse var ikke til at tage fejl af. Synligt led han alverdens kvaler over at skulle undersøge, og røre ved noget så frastødende, som den krop guderne, livet og alderen har givet mig, og som hypothyreose (lavt stofskifte) havde deformeret, fordi andre læger kunne ikke finde ud af at behandle effektivt (fandt jeg ud af mange år efter, da skaderne blev irreversible). Stofskiftesyge spiser sig ikke til deres overvægt, uanset hvad kvaksalvere med lægeautorisation ellers siger. Så her kunne jeg bare stå og tage imod en fordømmelse for alting: for at være gammel, for at være ulækker, for at være for stor, for at være uværdig Struckamnns lægelige omsorg og respekt. Jeg kunne tydelig se, at lægen følte sig totalt frastødt af min grim, gammel krop. Var han ikke så fin og "professionel" - havde han sørme kastet op i hovedet på mig.
"Undersøgelsen" varede 2,5 minutter og intet ord blev udvekslet mellem os. Jeg var straks klar over, at uanset hvad diagnosen blev - ville jeg ikke have noget med denne læge, at gøre med i fremtiden. Hvordan skal man kunne stole på en læge, der så tydeligt foragter en patient?
Nu er det ikke sådan, at jeg er fuld af mindreværdskomplekser og mener selv, at jeg skal skamme mig over min egen krop. Alt er relativt, også min overvægt, der skal ses i lyset af at min ideal vægt var 48-50 kg indtil fejlbehandlingen for en sygdom, jeg ikke havde, havde berøvet mig min skjoldbruskkirtel. Trods efterbehandlingen, forværredes stofskiftesygdommen omkring overgangsalderen ved at min vægt begyndte at øges proportionelt med, at min madlyst forsvandt. Det havde jeg ikke i sinde at føle mig flov over og regnede heller ikke med, at det kunne falde nogen for brystet, indtil jeg mødte Jan Reinhold Struckmann.
Når jeg tænker tilbage er det tydeligt, at denne speciallæge var skræmt fra liv og sans for alderdommen, at dømme efter hans overgearet fremfærd, og hans påfaldende velplejet udseende. Velplejet, veltrimmet, veltrænet, velklippet. Velpolerede negle. Ikke et hår sad forkert. Var han 30 år yngre, ville han være en model. Men nu var han altså 30 år ældre og bange for den ældning, jeg så hensynsløst havde konfronteret ham med. Jeg forlod klinikken med fornemmelsen af at have spildt min tid, og med en snært af medfølelse blandet med overbærenhed. For ham. Ikke for mig selv. Og så troede jeg, at det var glemt -
- lige til jeg har modtaget en indkaldelse til mammografi, efterfulgt af endnu en indkaldelse, denne gang til prøvetagning for livmoderhalskræft. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke ville screenes. Det var jo ellers det eneste rigtige, fornuftige at gøre. Var det ikke? Alligevel var tanken om at stille op i køen af andre ældre kvinder, med udsigt til at træde ind i et lokale fyldt med mennesker, der skulle forestå undersøgelsen, at skulle udsætte dem for synet af min gammel krop, fagets repræsentant, Lyngby-lægen, nogle år forinden så utvetydigt havde demonstreret over for mig - intet menneske burde udsættes for.
Sidst i august i år modtog jeg en indkaldelse til screening for livmoderhalskræft. For et par uger siden kom den næste, denne gang til mammografi. De endte, som alle de forrige, i skraldespanden.
Nej, nej. Ikke kun fordi Lyngby-lægen Jan Reinhold Struckmann "bankede mig på plads" med fare for at fratage mig selvtillid gennem den indstilling han havde udsat mig for. Nej, der skal mere til end en afdanket, prætentiøs mand. Men ham kan jeg dog takke for, at jeg overhovedet var begyndt at tænke nærmere og overveje min egen holdning til screening af raske.
Havde jeg ikke anledning til at gøre mig disse tanker, ville jeg sikker handle som så mange andre, hvor lægerne bestemmer gennem angsten, de spreder. I dag ligger min holdning på linie med Tidslernes: "Stop screening, stop kræftpanikken og spar millioner af kroner!" Læs mere... eller Bryster fjernes uden grund.
Mens vi andre blot forestiller os alverdens plager og frygter mest for selve frygten, ved Tidslerne besked. De har alle levet med, og fortsat lever med konsekvenserne af en kræftsygdom, hvorfor tanken om tilbagefald må nærmest være indbygget i deres daglige tilværelse. Mener de, at screeningerne skader mere end de gavner - er det godt nok for mig. Lyngby-lægen Jan Reinhold Struckmann bærer derfor ikke ansvaret for min holdning, selv om jeg kan kun tale for mig selv. Har andre kvinder været udsat for lægerne som ham - er det ret sikkert, at deres vægring mod at lade sig undersøge afklædt - kan tilskrives den foragt og afsky de har oplevet hos deres læger.
