Om kviksølv i vaccinen mod svineinfluenza
Af dyrlæge Hanne Koplev
September 2009
OM BRUG AF KVIKSØLV I VACCINER:
I år 2004 ”lovede” Statens Serum Institut at udfase det kviksølvholdige konserveringsmiddel Thiomersal
(1). Det kan derfor undre, at de danske myndigheder fra medicinalfirmaet Glaxo Smith Kline har indkøbt 3,1 mill. vacciner mod svineinfluenza A (H1N1), som er konserveret med Thiomersal. Vaccinen indeholder Thiomersal, da den indkøbte vaccine leveres med 10 doser i hvert hætteglas, hvorfor vaccinen er tilsat konserveringsmiddel.
Statens Serum Institut er i Politiken
(2) citeret for at udtale, at man helst vil undgå fremmedstoffer, men de danske sundhedsmyndigheder understreger, at der ikke er nogen fare ved de ganske små mængder kviksølv, som de vaccinerede får i kroppen.
Dette udsagn er i modstrid med WHO´s udtalelse fra 1991
(3) (
WHO ENVIRONMENTAL HEALTH CRITERIA 118), hvor det beskrives, at der ikke findes en mindste dosis ved hvilken kviksølv ikke kan siges at være toksisk. Men i 2006 konkluderer WHO
(4), at der ikke er nogen tegn på toksicitet hos spædbørn, børn eller voksne udsat for Thiomersal i vacciner. Man kan så spørge sig, hvorfor WHO skifter mening?
Er der fundet nye videnskabelige beviser for manglende toksicitet af Thiomersal?
Konkluderer man på negativ bevisførelse? Som man siger på engelsk: "absence of proof is not proof of absence"?
Eller skulle det være lykkedes medicinalindustrien at bestikke visse medlemmer af WHO (som det forlyder i visse kredse)?
Man bør tage i betragtning, at det påhviler lægemiddelproducenten selv at dokumentere både de positive virkninger af deres produkter samt produktets bivirkninger.
MYNDIGHEDERNES FORKLARING / KAN VI STOLE PÅ MYNDIGHEDERNE?
I en artikel i Ugeskrift for læger i år 2004
(5) udtaler en repræsentant for Statens Serum Institut, at den mængde kviksølv, en thiomersalkonserveret influenzavaccine indeholder, svarer til kviksølvindholdet i en tredjedel dåse tun i olie
(6). Thiomersal fraspalter den organiske kviksølvforbindelse ethylkviksølv, og fisk indeholder metylkviksølv, så det drejer sig altså
ikke om samme kviksølvforbindelse.
Ved vaccination sprøjtes en kviksølvholdig væske direkte ind i kroppen og spiser man fisk optages kviksølvet igennem tarmkanalen. Giftvirkningen af kviksølv kan variere afhængig af den måde, som kviksølvet kommer ind i kroppen på.
Referencer: (1) [bemærk at Thiomersal også kan staves Tiomersal, Thiomerosal, Thimerosal m.fl.],
(2), (3), (4), (5), (6) [Det skal dog bemærkes, at dosis af Thiomersal i svineinfluenzavaccinen er nedsat i forhold til tidligere influenzavacciner].
Find alle referencer i
den vedhæftet fil, udarbejdet af Hanne Koplev i 2009. Flere af links førende til henvisninger må derfor påregnes at være forældede.
Ved undersøiske vulkanudbrud frigøres kviksølv kontinuerligt, og dette kan af visse svampe og bakterier (som forekommer i f.eks. havvand) omdannes til methylkviksølv.
Mennesker er konstrueret således, at vi kan tåle en vis belastning med kviksølv f.eks. via spisning af fisk, som indeholder metylkviksølv. Prof. i kemi Boyd Haley beskriver, at methylkviksølv i fisk er bundet til selenholdige proteiner og derfor er mindre biotilgængeligt og dermed mindre giftigt
(7).
Udtalelsen fra Statens Serum Institut om, at en vaccine indeholder, svarer til kviksølvindholdet i en tredjedel dåse tun, tyder derfor på, at de ikke har styr på deres biokemiske viden.
Et dansk projekt
( 8 ), hvor man siden år 1990 har undersøgt fedtfattige organer som lever, nyrer og milt for det fedtopløselige methylkviksølv, viser ligeledes manglende viden blandt danske såkaldte eksperter.
Også rapporten om tandklinikassistenterne
(9) viser væsentligt manglende viden blandt danske arbejdsmedicinere om kviksølvs biokemi.
Sagen om kontrastmidlet Omniscan, indeholdende tungmetallet Gadolinium, viser ligeledes, at danske læger mangler basal viden om tungmetallers biokemi. Lægerne har ledt efter Gadolinium i blodet og ikke i de organer, hvor et tungmetal kan forventes at deponere sig. Deraf skandalen med både dødsfald og stærkt invaliderede mennesker til følge.
VIDEN OM KVIKSØLV:
Det har været brugt at analysere blodprøver for indhold af kviksølv, men blodets indhold af kviksølv siger kun noget om den akutte eksposition. Blodet bruges kun til transport af kviksølv, indtil dette ”lægges på lager”. Deponeringssteder for kviksølv er bl.a. centralnervesystemet, nyrer, lever, hjertet, aorta-væggen og skjoldbruskkirtlen.
Blodets halveringstid (den tid det tager mængden af kviksølv at halveres i blodet) er for ethylkviksølv forholdsvis kort ca. 4 døgn
(10), men dette er ikke nødvendigvis det samme som, at ethylkviksølv elimineres (fjernes) fra kroppen.
En kort halveringstid kan netop betyde, at et stof deponeres hurtigt. Ethylkviksølv er ligesom metylkviksølv fedtopløseligt, hvilket vil sige, at kviksølv gerne deponerer sig i fedtvæv, men kviksølv ”tiltrækkes” også af svovl og selen-bindinger, som findes i f.eks. proteiner / enzymer, hvorfor kviksølv deponerer sig i hjernen frem for i fedtdepoterne.
Jeg har bemærket mig, at Fødevarestyrelsen synes at benytte blodets halveringstid for metylkviksølv i deres beregninger for den anbefalede mængde af
fisk til børn og gravide, hvor de egentlig mener elimineringstid
(11). Blodets halveringstid for metylkviksølv er ca. 50-60 dage, men når metylkviksølv kommer over blod-hjerne-barrieren og omdannes til metallisk kviksølv, opgives elimineringstiden til ca. 25-30 år.
En kviksølvforbindelse kan altså komme ind i kroppen i én form, for at omdannes til en anden kviksølvforbindelse, for måske at elimineres eller deponeres i en tredje kviksølvforbindelse.
Referencer: (7), (8 ), (9), (10), (11) Find alle referencer i
den vedhæftet fil, udarbejdet af Hanne Koplev i 2009. Flere af links førende til henvisninger må derfor påregnes at være forældede.
SYNERGI:
Ved synergi forstås, at giftige stoffer indbyrdes forstærker hinandens giftige effekt. Der er også synergi ved forgiftning med forskellige kviksølvforbindelser, og ved forgiftning med flere tungmetaller f.eks. både kviksølv og bly, hvilket er påvist ved forsøg med gnavere.
Der er også ved forsøg med cellekulturer påvist synergi mellem Thiomersal og aluminiumhydroxid, som ofte tilsættes vacciner som adjuvans, hvilke er midler, som bevirker antistofdannelse.
Forsøg med gnavere har vist synergi mellem de to sprøjtemidler Maneb og Paraquat. Da Maneb indeholder tungmetallet Mangan, kan man formode, at der også kan forekomme synergi mellem visse sprøjtemidler og tungmetaller.
Noget tyder på, at der også kan forekomme synergistisk effekt mellem organiske opløsningsmidler og tungmetaller. Endvidere kan nanopartikler (svæve-støv med tungmetal) ødelægge blod-hjerne-barrieren, så giftige stoffer lettere trænger ind i hjernen (påvist ved forsøg med mus
(12).
Man kan altså ikke bedømme giftvirkningen af kviksølv fra Thiomersal udelukkende ved at se på belastningen af individet med Thiomersal, men må se på den samlede belastning med tungmetaller og andre aktuelle miljøgifte.
Jeg vil betegne det som utroværdigt, når de danske sundhedsmyndigheder udtaler:
”at der ikke er nogen fare ved de ganske små mængder kviksølv, som de vaccinerede får i kroppen.” Vaccination med thiomersalholdig vaccine er måske netop
”dråben, som får bægeret til at flyde over”.
IMMUNOLOGISK REAKTION OVERFOR THIOMERSAL OG MULIG EKSPONERING:
Thiomersal kan også medføre en immunologisk reaktion, altså en allergisk reaktion. En mulig eksponering med Thiomersal, som synes at blive ignoreret, er spisning af svinekød, da svin hyppigt vaccineres, og vacciner til svin ofte er konserveret med Thiomersal. Har man været eksponeret via huden for Thiomersal f.eks. ved brug af kontaktlinserensevæsker
(13), så kan en mulig allergi diagnosticeres ved en hudtest / priktest.
En norsk undersøgelse viser, at 1,9 % af den voksne befolkning reagerer ved priktest mod Thiomersal, og en tilsvarende tysk undersøgelse viser optil 6,6 %. Men er man eksponeret for Thiomersal via injektion, via kontakt med mundslimhinden eller via mavetarmsystemet, må man testes via blodprøve f.eks. ved en MELISA-test
(14).
Prof. Vera Stejskal, som har udviklet MELISA-testen, anfører, at allergisk reaktion overfor Thiomersal ved MELISA-test ligger betydeligt højere end de 1,9- 6,6 %. MELISA-testen anvendes ikke i Danmark, da testen ikke er akkrediteret (godkendt). MELISA-testen er godkendt i andre lande, som vi sammenligner os med - med hensyn til lægevidenskab.
Når MELISA-testen ikke anvendes i det offentlige danske sundhedsvæsen, skyldes det, efter min opfattelse, manglende faglig viden. En allergisk reaktion overfor et toksisk metal kan medføre alvorlige og endog fatale konsekvenser. Det er spørgsmålet, om man skal anvende vacciner med Thiomersal, hvis op til ca. 20 % af befolkningen er allergisk overfor Thiomersal?
ARVELIG VARIATION I EVNEN TIL AT TÅLE TUNGMETALBELASTNING:
Der er individuel forskel på evnen til at tåle en belastning med tungmetaller. F.eks. er
APOEe4 arveegenskaben koblet med en forøget risiko for udvikling af tungmetalforgiftning, idet
APOEe4 arveegenskaben har en reduceret afgiftende effekt sammenlignet med de to andre subtyper (
APOEe2, APOEe3)
(15).
Ca. 20 % af den danske befolkning har arveegenskaben
APOEe4. Der findes også andre arvelige faktorer, som kan disponere for øget følsomhed overfor tungmetalbelastning.
KONKLUSION:
Kviksølv er neurotoksisk (giftigt for nervevæv).
Kviksølv er ikke det eneste problematiske stof i vaccinen mod svineinfluenza.
Når læger vaccinerer med en kviksølvholdig vaccine:
- uden at kende til personens samlede tungmetalbelastning...
- uden at kende til om personen skulle være allergisk overfor Thiomersal eller andre tilsætningsstoffer i vaccinen....
- uden at kende til personens arvelige evne til at tåle tungmetaller....
.... Så spiller lægerne hasard med patientens helbred med fare for, at behandlingen (vaccinationen) påfører patienten større gener end hvis patienten gennemlever et sygdomsforløb med svineinfluenza, som normalt forløber forholdsvist mildt.
Brug af kviksølvholdige vacciner hører fortiden til. Omsorgsfulde læger sprøjter ikke toksiske metaller ind i deres patienter.
Referencer: (12), (13), (14), (15). Find alle referencer i
den vedhæftet fil, udarbejdet af Hanne Koplev i 2009. Flere af links førende til henvisninger må derfor påregnes at være forældede.
