Citer:
Det selvudslettende barn.
Om virkningen af narcissistiske forstyrrelser.
Af Alice Miller
Forord
Et gammelt ordsprog siger:
»Når en nar kaster en sten i vandet, kan hundrede kloge ikke finde den.« Det siger noget om den kloge s fortvivlelse over for dumheden. Men et troskyldigt barn, der endnu ikke har lært at tænke i billeder, ville måske spørge:
»Hvorfor skulle de hundrede kloge da også gøre sig så mange anstrengelser for at finde denne ene sten, når verden jo er fuld af dem? Hvorfor ser de sig ikke om? Måske ville de da finde nye skatte, som undgår deres opmærksomhed, så længe de så ivrigt og forgæves søger i vandet?«
Det er, som om det går os på samme måde med ordet »narcissisme«. Som næppe noget andet ord, der anvendes som videnskabeligt begreb, har det vundet indpas i dagligsproget, hvorfra det nu er vanskeligt at redde for videnskaben. Og det bliver stadig klarere, at vi havner i en besynderlig ond cirkel:
Jo mere og jo redeligere psykoanalytikerne bestræber sig på at uddybe, at belyse og differentiere begrebet »narcissisme« for at kunne bruge det i deres videnskab, desto mere tillokkende bliver det også for dagligsproget - og derved er det blevet så mangetydigt, at det næppe længere er anvendeligt til en præcis psykoanalytisk begrebsdannelse. Med ordet »narcissisme« i navneordsform kan man efter forgodtbefindende betegne såvel en
tilstand, et
udviklingsstadium, et
karaktertræk som en
sygdom. Derfor egner ordet sig først og fremmest som biord eller tillægsord, og man kan så med tilføjelser til en vis grad præcisere, hvad der menes med det. Foruden den mangetydighed, som allerede karakteriserer ordet i faglitteraturen, giver dagligsproget det en ekstra emotionel farve. Det tillægges således betydninger som:
»forelsket i sig selv«,
»altid optaget af sig selv«,
»egocentrisk«, »ude af stand til objektkærlighed«, »egoistisk«. Selv psykoanalytikere kan ikke altid sige sig fri for denne negative, følelsesladede vurdering, skønt de forsøger at give ordet »narcissisme« et neutralt indhold.
Men lad os dvæle et øjeblik ved den negative vurdering.
Hvad er egoisme egentlig? Den femtenårige gymnasieelev Freud skrev i sit aforismehæfte, at den værste egoist er det menneske, som det endnu aldrig er faldet ind, at det er en egoist. Mange mennesker når ikke engang i deres høje alder til samme erkendelse som den femtenårige Freud og indbilder sig, at de ikke har egne behov, bare fordi de ikke kender dem.
Vores foragt for »egoisten« begynder meget tidligt. Et barn, som opfylder forældrenes bevidste eller ubevidste ønsker, er et »godt« barn, men hvis det vægrer sig ved altid at gøre dette og har sine egne ønsker, der går på tværs af forældrenes, bliver det straks betegnet som egoistisk og hensynsløst. For det meste falder det ikke forældrene ind, at de har brug for barnet til at opfylde
deres (egoistiske?) ønsker, de er fast overbeviste om, at de skal opdrage det, fordi det er deres pligt at hjælpe det med »socialisationen«. Vil et barn, der er opdraget på denne måde, ikke miste forældrenes kærlighed (og hvilket barn har råd til det?), så vil det meget tidligt lære at »give«, »bringe ofre« og »give afkald«, længe før en ægte delen og en sand given afkald overhovedet er blevet mulig. Et barn, som har fået bryst i ni måneder, vil ikke have det længere, man behøver ikke først at opdrage det til at »give afkald« på bryst. Et barn, som har fået lov til at være »egoistisk«, »havesyg« og »asocial« længe nok, får senere af sig selv en
spontan glæde ved at
dele og give; et barn, der er »opdraget« med henblik på forældrenes behov, oplever måske aldrig denne glæde, heller ikke selvom det mønstergyldigt og pligtskyldigt deler og giver og lider under, at de andre ikke også er lige så »gode« som det selv. Voksne, der er opdraget på denne måde, vil igen forsøge hurtigst muligt at »bibringe« deres egne børn denne »altruisme«, og det er meget nemt, når det drejer sig om begavede børn. Men til hvilken pris! Når man ser nærmere efter, mister ordet »egoisme« sin entydighed. På samme måde forholder det sig med »respekt for de andre«, som man ofte frakender »egocentriske« mennesker. Hvis en mor kan respektere sig selv og sit barn fra dets første levedag, behøver hun aldrig at »bibringe« barnet »respekt«. Det vil slet ikke kunne lade være med at tage sig selv og andre mennesker alvorligt. Men en mor, som ikke selv er blevet taget alvorligt som den, hun var, af sin mor, vil forsøge gennem opdragelse at skaffe sig respekt. De tragiske følger af en sådan »respekt« vil blive beskrevet i denne bog.
Også de andre moraliserende vurderinger mister deres selvfølgelighed, hvis man eftersporer deres oprindelse.
Den gængse opfattelse af, at egenkærlighed og objektkærlighed er modsætninger, stammer fra det uovervejede, ukritiske dagligsprog. På basis af en reflekterende holdning er det nemlig utænkeligt, at man virkeligt kan elske andre mennesker (og ikke bare har brug for dem), hvis man ikke kan elske sig selv, sådan som man er, og hvordan skulle man kunne det, hvis man fra begyndelsen ikke har haft mulighed for at leve sine egne sunde følelser ud og på den måde opdage sig selv?
For de fleste følsomme mennesker er og bliver deres sande selv dybt og grundigt skjult. Hvordan kan man elske noget, man ikke kender, og som aldrig er blevet elsket? Mange begavede mennesker lever helt intetanende om deres sande selv medmindre depressionen giver dem signal om tabet af det, eller de i psykosen barsk konfronteres med deres sande selv, som de hjælpeløst, som en fremmed, er udleveret til.
I de følgende tre afsnit, hvor jeg forsøger at nærme mig oprindelsen til selvtabet, afstår jeg i beskrivelsen af de kliniske billeder fra begrebet »narcissisme«. Kun af og til omtaler jeg den sunde narcissisme for at karakterisere idealtilfældet af et ægte liv, af en fri adgang til ens sande selv, til de oprigtige følelser. I modsætning hertil står den
»narcissistiske forstyrrelse«, dvs.
»det sande selvs isolationscelle« i det falskes fængsel, hvad jeg dog gerne vil, at man ikke opfatter som sygdom, men som tragedie. Det er bl.a. i denne bogs interesse at gøre sig fri af vurderende, indsnævrende og dermed diskriminerende begreber.
I håbet om at kunne forebygge de groveste misforståelser vil jeg med det samme gøre det klart, at mine tanker om narcissistiske forstyrrelsers opståen og behandling ikke står i nogen modsætning til driftsteorien. Freuds opdagelse af barneseksualiteten og hans studier over driftsskæbne, som er blevet videreført af Abraham, Ferenczi og andre, anser jeg stadig for gyldige. Men arbejdet med patientens drifts konflikter forudsætter et levende sandt selv, som driftsønskernes subjekt. Det synes vore patienter at mangle. Når jeg med min nuværende forståelse for sammenhængene ser tilbage på de sidste tyve år af mit virke, kan jeg ikke finde nogen patient, hos hvem evnen til at opleve sine virkelige følelser ikke i høj grad var nedsat. Men uden denne basis er og bliver enhver »forarbejdning« af driftskonflikterne illusorisk, dvs. den øger patientens intellektuelle viden og styrker under visse omstændigheder hans forsvar uden at tangere hans følelsesverden. Men slår man først ind på den vej, som Winnicotts arbejder anviser os, så genvinder patienten med sin levendegørelse også sin oplevelsesevne og kan så udsætte sig for de fortrængte driftskonflikter, der nu med sikkerhed vil dukke op af sig selv og opleves med den største intensitet.
Når jeg altså i de tre afsnit bl.a. forsøger at skildre min måde at omgås narcissistiske forstyrrelser på, så ligger der ikke heri noget alternativ til den klassiske psykoanalyse, tværtimod: Inden for psykoanalysens rammer søges en vej for patienten til at genvinde sit tidligt mistede autentiske liv og finde sit sande selv.
***
