Man har bebrejdet psykoanalysen, at den højst kan hjælpe et privilegeret mindretal, og dette kun under meget specielle omstændigheder. Denne bebrejdelse er også berettiget, så længe frugterne af de gennemførte analyser er forbeholdt et fåtal privilegerede. Men sådan behøver det ikke at være.
Reaktionerne på min bog Det selvudslettende barn viste mig, at modstanden mod det, jeg har at sige, på ingen måde er større blandt lægmænd måske hos den unge generation endda mindre - end blandt fagfolk, og at det derfor er meningsfuldt og nødvendigt, at den viden, man er nået frem til gennem analyser af et fåtal, ikke opmagasineres på biblioteker, men lægges frem for offentligheden. For mig personligt betød denne indsigt, at jeg besluttede mig til at bruge de næste år af mit liv til at skrive.
Jeg vil gerne først og fremmest beskrive nogle forløb, som udspiller sig overalt i livet, uden for den psykoanalytiske situation, men som man får en dybere forståelse af gennem psykoanalytisk erfaring. Det betyder naturligvis ikke, at man har en færdig teori, som man »anvender på samfundet«. For jeg tror, at for virkelig at forstå et menneske måjeg kunne høre og føle, hvad det siger til mig, uden at gardere mig med teorier. Men det dybdepsykologiske arbejde med andre og med sig selv skaffer en indblik i menneskesjælen, et indblik, som man bringer med sig overalt i livet, og som skærper ens sensibilitet også uden for konsultationen.
Endnu er det ikke trængt ind i den almene bevidsthed, at det, der sker med et barn de første leveår, uundgåeligt indvirker på hele samfundet, at psykoser, narkomani, kriminalitet er skjulte udtryk for de tidligste erfaringer. Denne erkendelse bestrides for det meste eller accepteres kun på det intellektuelle plan, samtidig med, at de praktiske fremgangsmåder (inden for politik, retsvæsen eller psykiatri) stadig i stor udstrækning beherskes af middelalderlige forestillinger og projektioner af det onde, fordi intellektet ikke når følelserne. Kan man nå til emotionel indsigt ved hjælp af en bog? Det ved jeg ikke, men håbet om, at læsningen kan sætte en proces i gang hos en eller anden, forekommer mig så velbegrundet, at det er et forsøg værd.
Bogen her er blevet til, fordi jeg gerne ville gå nærmere ind på alle de breve, jeg har fået fra læsere af
"Det selvudslettende barn". Disse breve har betydet meget for mig, men jeg har ikke kunnet besvare dem alle personligt. Det har delvis, men ikke udelukkende, været på grund af tidsnød. Jeg har følt, at jeg må være mere udførlig i fremstillingen af mine tanker og erfaringer fra de senere år, fordi jeg ikke kan henvise læserne til en foreliggende litteratur. To problemkomplekser har udkrystalliseret sig for mig af kollegers sagkyndige spørgsmål og af interesseredes almenmenneskelige spørgsmål (skal ikke opfattes som alternativer): På den ene side min teoretiske opfattelse af den tidlige barndoms virkelighed, som adskiller sig fra psykoanalysens driftsmodel, på den anden side nødvendigheden af at markere forskellen mellem skyldfølelser og sorg endnu tydeligere. Dette hænger nemlig sammen med det brændende spørgsmål, som alvorligt engagerede forældre så ofte stiller: Hvad kan vi gøre for vores børn, når det først er gået op for os, hvor stærkt gentagelsestvangen påvirker vores liv?
Jeg tror ikke, at patentløsninger og råd er til nogen større hjælp, i hvert fald ikke, når det drejer sig om ubevidst adfærd, og derfor ser jeg det ikke som min opgave at appellere til forældrene om så vidt muligt at behandle deres børn anderledes. I stedet vil jeg forsøge at fremhæve sammenhænge, at give billedmæssig og følelsesrelateret information til barnet i den voksne. Så længe dette barn ikke må vide, hvad der er sket med det, er en del af dets følelsesliv indefrosset og dets følsomhed over for barndommens ydmygelser derfor afstumpet.
Men man kommer ingen vegne med appeller til kærlighed, solidaritet og barmhjertighed, hvis denne vigtige forudsætning for medmenneskelig følelse og forståelse ikke er til stede.
Denne kendsgerning er særlig graverende for professionelle psykologer. For uden empati kan de ikke hjælpe patienterne med deres sagkundskab, uanset hvor megen tid de bruger på dem. Og lige så lidt er forældrene i stand til at forstå deres børn, selvom de er veluddannede og har god tid til børnene, hvis de er emotionelt distanceret fra deres egen barndoms lidelser. Omvendt kan en erhvervs aktiv mor under visse omstændigheder på få sekunder fatte sit barns situation, hvis hun er fri og åben for det i sit indre.
Jeg ser det altså som min opgave at udbrede bevidstheden om den tidlige barndoms lidelser, og det vil jeg forsøge at gøre på to forskellige planer. Det er hele tiden det barn, som den voksne læser engang har været, jeg henvender mig til. I første del giver jeg en fremstilling af den »sorte pædagogik«, dvs. de opdragelsesmetoder; som vores forældre og bedsteforældre er vokset op med. Hos mange læsere vil det første kapitel måske vække følelser af vrede og raseri, som kan vise sig at være meget sunde. I anden del af bogen beskriver jeg tre forskellige menneskers barndom, en narkomans, en politisk leders og en barnemorders. Disse var selv i deres barndom udsat for alvorlige ydmygelser og mishandlinger. Navnlig i to af tilfældene støtter jeg mig til deres egne beskrivelser af deres barndom og senere skæbne og vil gerne hjælpe læseren til at opfatte disse rystende vidnesbyrd med mit analytisk trænede øre. Alle disse tre menneskeskæbner vidner om opdragelsens ødelæggende virkning, om hvordan den tilintetgør det levende og udgør en fare for samfundet. Også inden for psykoanalysen kan man finde spor af den pædagogiske indstilling, navnlig i driftsmodellen. Til at begynde med havde jeg planlagt at lade en undersøgelse af dette tema indgå som et kapitel i denne bog, men i betragtning af omfanget har jeg måttet afstå fra det og vil på et senere tidspunkt udgive den som en bog for sig. I den sammenhæng vil jeg så afgrænse mine tankegange tydeligere fra de forskellige psykoanalytiske teorier og modeller, end jeg tidligere har kunnet gøre.
Bogen her er blevet til på baggrund af min indre dialog med læserne af
Det selvudslettende barn og skal opfattes som en fortsættelse af den. Men man kan også læse den uden at have læst
Det selvudslettende barn. Hvis de forhold, som beskrives her, skulle føre til skyldfølelser i stedet for sorg, så vil det være tilrådeligt også at gøre sig bekendt med det tidligere arbejde. Under læsningen vil det også være vigtigt hele tiden at tænke på, at det ikke er bestemte personer, der tænkes på, når der tales om forældre og børn, men bestemte
tilstande, situationer og retsforhold, som angår os alle, fordi alle forældre har været børn engang, og de fleste af dem, som er børn i dag, engang bliver forældre.
Til sidst vil jeg udtrykke min taknemmelighed over for nogle mennesker, uden hvis hjælp bogen her ikke kunne være blevet til, i det mindste ikke i sin nuværende form.
Hvad opdragelse egentlig er, blev jeg først helt klar over, da jeg i min anden analyse oplevede dens fuldkomne modsætning. Derfor vil jeg rette en helt speciel tak til min anden analytiker, Gertrud Boller-Schwing, forfatter til en enestående bog om erfaringer med indlagte patienter
(Der Weg zur Seele des Geisteskranken, 1940). For hende var væren altid vigtigere end adfærden, og hun forsøgte hverken at opdrage mig eller belære mig, ikke direkte og heller ikke »mellem linierne«. Netop takket være denne erfaring blev det muligt for mig at lære uendelig meget på min helt egen måde og blive følsom for den opdragende atmosfære, der omgiver os.
Utallige samtaler med min søn, Martin Miller, har spillet en lige så vigtig rolle i denne erkendelsesproces. Gang på gang konfronterede han mig med min generations ubevidste opdragelsestvang, som jeg havde internaliseret i barndommen. Selv er jeg netop takket være det rene og klare udtryk, han har givet for sine oplevelser, blevet delvis befriet fra denne tvang, og denne befrielse kunne først ske, da jeg var blevet lydhør over for de raffinerede og næsten umærkelige nuancer i den opdragende holdning. Mange af de tanker, jeg lægger frem her, har jeg diskuteret igennem med min søn, inden jeg har skrevet dem ned.
Lisbeth Brunner har været en uvurderlig hjælp for mig ved udarbejdelsen af manuskriptet. Hun har ikke bare maskinskrevet det, men reageret spontant på hvert kapitel med interesse og indlevelse og altså været min første læser.
Endelig har jeg haft den lykke at finde en redaktør, som helt har forstået mit anliggende, nemlig Friedhelm Herborth ved Suhrkamps Forlag. Han har aldrig været hårdhændet med teksten og kun foreslået den slags sproglige justeringer, der har kunnet foretages, uden at det oprindelige indhold blev ændret. Denne varsomhed i omgangen med ordet og respekten og forståelsen for en andens tanker oplevede jeg allerede i forbindelse med min første bog som en uventet gave.
Takket være dr. Siegfried Unselds personlige engagement i
Det selvudslettende barn og hans store indsats er mine arbejder ikke blevet opslugt af et fagforlag men nået ud til videre kredse af såkaldte »patienter«, dvs. de lidende mennesker, de fra begyndelsen er skrevet for. Redaktionen af fagtidsskriftet
Psyche afslog at udgive første af de tre dele i
Det selvudslettende barn, og andre forlæggere var dengang heller ikke særligt interesserede, så det er altså den store forståelse, mine arbejder har mødt hos Suhrkamps Forlag, der har muliggjort udgivelsen på tysk.
