https://www.overgangsalderen.dk/word..._Steinem_2.jpg
Et personligt forord
"Det sidste, man finder ud af, når man skriver en bog, er, hvad man skal begynde med." (Blaise Pascal)
Ideen til denne bog opstod for ti år siden, hvor selv jeg, der havde tilbragt den foregående halve snes år med at bearbejde de ydre barrierer, der hindrede kvinders ligeberettigelse, blev nødt til at indrømme, at der også fandtes nogle indre. Hvor jeg end kom hen, mødte jeg intelligente, modige og værdifulde kvinder, der bare ikke selv mente, at de var intelligente, modige eller værdifulde - noget, der ikke bare gjaldt kvinder, der var fattige, eller som på anden vis blev udsat for en dobbelt diskrimination, men også dem, der blev regnet for privilegerede og mægtige. Det var som om, kvindesindet var en have, der så længe havde ligget i barrierernes skygge, at den vedblev med at vokse i de samme mønstre, selv efter at nogle af disse barrierer var borte.
Når jeg ledte efter bøger om selvværd, jeg kunne henvise til, opdagede jeg, at selvom mange indeholdt nyttige råd, fokuserede de enten på forandringens "indre" eller på dens "ydre" aspekt: de, der gik på det "indre", hørte til de mere åndelige og New Age-agtige, og de kom med et vigtigt budskab om hvert enkelt menneskes værd, men havde kun lidt at sige om de ydre strukturer, der underminerer dette for at sikre deres egen autoritet. De, der gik på det "ydre", gav os kvinder råd om, hvordan vi skulle komme til at se bedre ud, få lettere ved at tackle stress og blive i stand til at klare vores mange forskellige roller. Eller også hævdede de, at hvis succes i sig selv kunne skabe selvværd, ville der ikke findes så mange mægtige mænd rundt omkring med en umættelig lyst til endnu mere magt, netop fordi de fornemmer et indre tomrum, som det er umuligt at fylde op.
Desuden lægger en masse selvhjælpsbøger - med et par vigtige undtagelser (se appendikset om biblioterapi) - en endnu større byrde på den enkeltes skuldre. Det var mig umuligt at afgøre, om de støttede status quo eller bare ikke nærede tillid til noget menneskes evne til at ændre den, men de stillede læserne en indre styrke i udsigt, der, som en af dem udtrykte det, ville
"forbinde mentale og fysiske sår, forkynde friheden for det sind, der pines af frygt, og befri dig fuldstændig fra de begrænsninger, der følger med fattigdom, fiasko, elendighed, savn og frustration." På en eller anden måde passede dette ikke med min erfaring.
Derfor gik jeg i gang med at udforske aktuelle teorier om de faktorer, der påvirker selvværdet, og at kombinere denne efterforskning med individuelle kvinders erfaringer. Der fandtes nye undersøgelser over alkoholismens langtidsvirkning på familier i USA og en ny beredvillighed til at tro på hyppigheden af seksuelt misbrug i barndommen. Inden for mange fagområder var forestillingen om, at kendetegnene på lavt selvværd ikke var "normale" kvindelige karaktertræk, netop ved at vinde indpas, og dette førte til grundlæggende nytænkning, f.eks. med hensyn til sådan noget som kvinders og pigers uddannelse. Jeg medtog kvinders personlige beretninger i undersøgelsen, da de, som alle personlige beretninger fra en hvilken som helst marginaliseret gruppe, udgør vores bedste lærebøger: den eneste måde, vi kan bringe vores erfaringer i fokus.
Lige fra begyndelsen havde denne bog imidlertid sin egen vilje.
Når det kommer til stykket, er det mænd med lavt selvværd, der skaber de største problemer for kvinder (og andre mænd), lige fra subtil nedladenhed til grandiositet og direkte vold. Ikke desto mindre finder de ikke den hjælp i litteraturen, som de søger. Jeg fandt mange bøger om kvinders indlevelsessyge (det, at man bedre ved, hvad andre mennesker føler, end hvad man selv føler), men kun få, der henvendte sig til mænd med manglende indfølingsevne (dvs. manglende evne til at vide, hvad andre mennesker føler, hvad der gør, at mange mænd bliver overrumplet af følelser - somme tider oven i købet deres egne). Der fandtes bøger om lave forventninger til kvinder i den offentlige sfære, men næsten ingen om lave forventninger til mænd i den private. Ligeledes var der mange bøger, der kunne berolige kvinder, der forsøger at udføre en dobbeltrolle i hjemmet og på jobbet, men kun få om mænd, hvis arbejde var ved at tage livet af dem, fordi de ikke havde nogen tilværelse uden for det. Ikke engang de nye, glædelige bøger, der handler om mænds sorg over ikke at have haft fædre, der har givet dem omsorg og kærlighed, samt det behov for at slutte sig sammen i mandegrupper, som mænd har, og som er en følge af dette, indeholder noget om deres tilsvarende mangel på harme over deres mødres ikke-eksisterende ligeberettigelse og mænds påfølgende ikke-eksisterende evne til at gå ind i et nært forhold til kvinder som jævnbyrdige.
Jo mere jeg talte med mænd såvel som med kvinder, desto mere lod det til, at disse indre følelser af ufuldstændighed, tomhed og tvivl på sig selv foruden selvhad gik igen, ligegyldigt hvem det nu var, der kom ud for dem, også selvom de blev udtrykt på kulturelt set modsatte måder. Jeg nærer ikke noget ønske om at besmykke vanskelighederne ved at fordele magt, selv når viljen til det er til stede: for dem, der er overvurderede og i defensiven, er trangen til at dominere måske en lige så organisk del af dem selv, som et bløddyrs skal er det for det. For de undervurderede og krænkede er magten til at ødelægge jeget (og andre, der minder om dette jeg) måske den eneste form for magt, der eksisterer. Men i begge disse yderpunkter - såvel som i de mere subtile områder midt imellem, hvor de fleste af os udkæmper vores daglige kamp - lod det til, at folk kun holdt op med at lade tingene gå ud over dem selv, når de fik en vis tro på deres eget unikke, indefra kommende værd. Denne bog besluttede sig for, at det mindste, den kunne gøre, var at få mandlige læsere til at føle sig velkomne.
Med dette i tankerne - og med den tid, jeg lige med et havde fået til min rådighed, fordi australske feminister havde påtaget sig ansvaret for Ms. - det tidsskrift, der havde været det, jeg først og fremmest havde engageret mig i gennem sytten år - tilbragte jeg nogle måneder med at forske og interviewe og endnu flere med at skrive 250 sider, der bestod af psykologisk forskning, eksempler i anekdoteform og filosofisk prosa. Det var en fredelig tid, hvor jeg sad ved mit tekstbehandlingsanlæg med min kat på skødet, rejste og styrtede mindre omkring, end jeg havde gjort på noget tidspunkt siden min tid på college, og endelig fik jeg så tid til at skrive en noget længere tekst end en artikel.
Det havde været for stille og roligt. Da Carmen Robinson, en veninde fra Montreal og familieterapeut, læste det alt for fortænkte manuskript, sagde hun:
"Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få det sagt, men jeg tror, at du har et selvværdsproblem. Du glemmer at få dig selv med i det."
Og det var så sandt, som det var sagt. Jeg havde mistet min "stemme", som forfattere udtrykker det. Det var som om, jeg havde vandret på en glasplade lige oven over den virkelige verden, så jeg havde kunnet se, men ikke røre ved den. Det begyndte at gå op for mig, at man underviser i det, man selv har brug for at lære, og skriver det, man selv nødvendigvis må have at vide. Jeg havde ikke bare følt mig tiltrukket af emnet selvværd for at opfylde andre menneskers behov, men fordi jeg selv havde brug for det. Nu var jeg så nået frem til den udbrændte del af min evne til at følge en form for febrilt produktiv, men helt igennem ydre fremgangsmåde - og jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvad årsagen til det kunne være.
På det tidspunkt hvor Carmen satte fingeren på dette underliggende problem, kom jeg imidlertid også ud for en mere presserende krise. Hvis du ønsker at se noget, man kan kalde et "situationsmæssigt" eller måske et "traumatisk" selvværdsproblem, for dig, så prøv at forestille dig en forfatter, der har tilbragt flere år uden tid til at skrive, men som føler, at hun er fuld af uskrevne bøger, og som nu opnår den enorme luksus at få tilstrækkeligt med tid til sig selv til at kunne gå i gang med skriveriet, hvorpå hun spilder det hele på 250 sider, der ikke dur. Samtidig fik jeg på netop dette tidspunkt et brev fra noget, der hed
The Keri Report: Confidence and the American Woman, og som forestod en landsomfattende undersøgelse over 6.000 kvinder og mænd med et håndlotionsfirma som sponsor. I brevet blev det mig meddelt, at jeg var blevet nævnt som en af de ti mest selvbevidste kvinder i USA. Dette fik mig til endnu en gang at indse, hvor slemt det stod til med kvinderne. Det allerværste var, at jeg rent tilfældigt kom til at åbne en paperback fra min tid på college og fandt noget, jeg havde skrevet i den:
"De fleste forfattere skriver for at sige noget om andre mennesker - og det bliver ikke stående. Gode forfattere skriver for at finde ud af noget om sig selv - og det bliver stående til evig tid." Det var ydmygende - ja, endog deprimerende - at opdage, at jeg vidste mere, da jeg var på college, end så mange år senere.
I de døde måneder, der fulgte, opgav jeg dette fortænkte og intellektualiserede manuskript, men det tog mig meget længere tid at give slip på billedet af mig selv som en, der hjalp andre gennem kriser og aldrig selv kom ud for nogen. Det begyndte at gå op for mig, at denne skriveblokering var en ud af en hel serie af sin slags, hvoraf nogle hørte fortiden til og uden held var blevet begravet, mens andre var en del af nutiden, men var blevet fornægtet - og at de alle forsøgte at fortælle mig noget. I løbet af de sidste tyve år havde jeg mange gange følt mig udbrændt, sådan som det er tilfældet med så mange, der deltager i en bevægelse, der kæmper for et retfærdigt samfund - især inden for den feministiske bevægelse, hvortil kvinderne kommer med netop den uselviskhed, som vi prøver at lave om på - og alligevel troede jeg - i modsætning til andre kvinder med større selvforståelse - så lidt på min egen indre verden, at jeg ikke formåede at standse op for at give den nyt indhold. Ganske som en soldat, der er såret, men som ikke vil lægge sig ned af frygt for at dø, marcherede jeg bare videre. Hvorfor? Jo, hvis jeg gjorde holdt, ville jeg have opgivet min måde at gøre mig selv" virkelig" - dvs. ved at gøre mig nyttig for mennesker i den ydre verden - nøjagtig ligesom jeg havde gjort mig selv "virkelig" som barn ved at være så travlt beskæftiget, at jeg døvede den sørgelige uvirkelighed derhjemme, hvor jeg passede min mor.
Da jeg først forstod dette, begyndte følelser fra fortiden at komme væltende over i nutiden, ofte med en velkendt fornemmelse af håbløshed, der sad i mellemgulvet på mig, og det var en fornemmelse, jeg troede, at jeg havde ladt bag mig i barndommen. Somme tider medførte det en endnu større fortvivlelse, fordi det her var mit liv, da jeg ikke længere stod ved begyndelsen af det og kunne se hen til den flugtmulighed, der ligger i at blive voksen. Endelig langt om længe begyndte jeg at indrømme, at også jeg var mere bevidst om andres følelser end om mine egne, at jeg havde gentaget mønstrene fra min barndom uden at genkende dem, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvorfor visse landskaber eller lyde kunne gøre mig uendelig ked af det, at min opfattelse af mig selv lå meget fjernt fra andres. Kort sagt, at mine barndomsår, der var en del af mit liv, som jeg troede, at jeg havde bygget en mur op omkring - stadig formede nutiden lige så sikkert og vist som en skjult magnet, der får metalstøv til at danne mønstre. Og efterhånden som jeg vedkendte mig virkningen af den fjerne fortid, fik jeg også afdækket vrede over de mere nutidige begivenheder. Når det kom til stykket, havde al den energi og alle de år, som jeg og mange andre kvinder havde lagt i Ms., selve det uretfærdige i ikke at være i stand til at skrabe de penge sammen, der skulle til for at holde bladet gående - til trods for den kendsgerning, at vi havde sat mindre til på næsten to årtier, end andre seriøse kvindeblade mister på et enkelt år - ført til en dyb depression, som jeg kun lige var begyndt at erkende.
*) Det var til dels mørklægningen af denne følelse, der havde ført til mit rolige, intel1ektualiserede og upersonlige skriveri.
Jeg begyndte dog først og fremmest at forstå, at der var en grund til, at jeg, som en veninde udtrykte det,
"stod i et gensidigt afhængighedsforhold til verden". Det var også grunden til, at jeg blev så bevæget over alle de mennesker, hvis vanskelige stilling tilsyneladende var usynlig. Som noget, jeg havde haft med mig fra barndommen og havde fået fordoblet ved at være vokset op med en kvindes usynlighed i et mandsstyret samfund - afspejlede min medfølelse min egen fornemmelse af ikke at eksistere. Jeg havde taget min tilflugt til forskning og til skriveri, fordi jeg tvivlede på, at min egen indre stemme virkelig fandtes.
*) Siden da har Ms. skiftet ejere endnu en gang: Selvom de australske feminister Anne Summers' og Sandra Yates' moderselskab, Fairfax, satte penge i bladet, så kom der ikke tilstrækkelig megen reklame ind til at holde det gående. Skønt det ikke længere er kvindeejet, gik dets nye ejere, Lang Communications, med til at lade os foretage et eksperiment, nemlig at udgive et Ms., der er helt uden reklamer, men med læserstøtte. Det er mig en stor glæde at kunne fortælle, at med Robin Morgan som redaktør og med generøse læsere, klarer Ms. sig bedre end nogen sinde tidligere. Som rådgivende redaktør kan jeg nu tilbringe al min MS.-tid med det redaktionelle stof - og jeg bliver aldrig nødt til at tigge om en ny reklame i hele mit liv. (Angående min redegørelse for reklame og kvindemedier, se "Sex, Lies, and Advertising," Ms., juli/august 1990. Vi kan kontaktes ved at skrive til Ms., 230 Park Avenue, New York, New York 10169).
Som følge af dette begyndte jeg forfra på en helt anderledes måde. De næste tre år arbejdede jeg med denne bog - og den arbejdede med mig. Jeg endte ikke med at skrive en selvbiografi - det ligger mig fjernt, fordi jeg har så mange bøger i mig, som jeg vil skrive først - men jeg skrev mere personligt. Det er mit håb, at du, hver gang du falder over en af mine historier, vil vende dig indad og lytte til en historie, som din egen indre stemme fortæller dig. De tre sidste år har lært mig, at vi, ligesom en edderkop, der spinder sit spind, skaber meget af den ydre verden af vores eget indre.
"Universet, som vi kender det," som Teilhard de Chardin sagde, og som den nye videnskab bekræfter,
"er et samlet produkt af den, der observerer, og af det observerede." Vi bevæger os fremad via en konstant spiralbevægelse frem og tilbage mellem den indre og den ydre verden, det personlige og det politiske, jeget og omstændighederne. Naturen bevæger sig ikke ad en lige linie, og da vi er en del af naturen, gør vi det heller ikke.
Jeg ved dog godt, at hver enkelt af os træder ind i spiralen hver sit sted og burde følge dens cirkelbevægelser i den retning, vi ikke før har taget. For mig betød dette, sådan som Carmen udtrykte det, at gå indad, men for andre kan det meget vel betyde det modsatte. I et forsøg på at nærme mig emnet selvværd fra så mange forskellige vinkler som muligt har jeg taget teorier såvel som praktiske øvelser med, videnskabelige undersøgelser og også en bred mangfoldighed af historier og oplevelser, som folk har fortalt mig. For at gøre dig i stand til at træde ind i spiralen på det sted, der nu er bedst for dig, har jeg skrevet hvert kapitel og hvert enkelt underkapitel inden for dette som en selvstændig artikel. Du kan læse det alt sammen i den rækkefølge, det kommer, hvad der vil føre dig ad koncentriske cirkler, der bevæger sig fra centrum (jeget) til kosmos (eller i hvert fald så meget af det, som jeg nu har været i stand til at forstå), men du kan også foretage et valg ud fra de overskrifter, der vækker din interesse - eller gå frem på netop den måde, der nu passer dig. For at gøre denne fremgangsmåde brugbar har jeg gentaget nogle temaer og præmisser fra kapitel til kapitel, men har fremstillet dem på så forskellig måde, at jeg håber, de vil virke som ekkoer og ikke bare som gentagelser. Jeg har også forsøgt at forklare teorier, efterhånden som jeg går fremad, og holde de videnskabelige henvisninger på et minimum, så ingen læser får det indtryk, at han eller hun burde have læst 89 andre værker
først. Mit sekstenårige jeg i Toledo havde i hvert fald brug for denne bog: jeg har ikke haft lyst til at skrive noget, der kunne få hende til at føle sig udenfor.
Overalt i teksten er der også noget, som jeg betragter som moderne lignelser - beretninger om menneskers udvikling, der siger noget om forandringsprocessen - mini-romaner, der danner en helhed i sig selv. Når du læser disse lignelser, håber jeg, at du - sådan som folk gjorde før i tiden - vil se ud over det specifikke og betragte det, der er det væsentlige i oplevelsen, og dermed tage det fra historier, der bliver fortalt af mennesker med et andet køn, en anden seksualitet eller etnisk baggrund, der har universel og ægte betydning for dig. Jeg håber især, at mænd, der læser dette, vil identificere sig med kvinders lignelser, ligesom vi så ofte har vist indlevelsesevne, når det gælder deres. Hvad lignelsernes sandhedsværdi angår, er de sande, når jeg benytter både for- og efternavn. Når jeg ikke bruger noget navn eller kun fornavnet, dækker jeg enten over en eller anden, der bad om at være anonym, eller også digtede jeg en historie over oplevelser, der ligner dem, som en eller flere personer har haft, sådan at resultatet, som en af mine digtervenner plejede at udtrykke det, er:
"Sandt, men dog kun i princippet."
Da jeg skrev denne bog, kastede jeg ikke kun blikket indad, men fik mig også en ny prisme til at se udad igennem. Det sidste par år har været af overmåde stor betydning for alle her på jorden: Løsladelsen af Nelson Mandela i Sydafrika, der har været alt for længe undervejs, og som blev fulgt af de første skridt væk fra apartheid og hen imod selvbestemmelse. Den glædelige nedbrydning af Berlinmuren og opløsningen af jerntæppet, efterhånden som en demokratisk vind fejede ind over østeuropa og Sovjetunionen. En Golfkrig, hvor det irakiske folk, der ikke har nogen mulighed for frit at vælge deres leder, blev bombet "tilbage til stenalderen" og derefter overladt til den diktator, der var skyld i angrebet. Der er også almindelige borgeres forpurring af et kommunistisk kup i Sovjetunionen, idet de søgte ud på Moskvas gader for at få tanksene til at skifte retning - og det gjaldt også historien. Disse begivenheder har lært mig, at selvværd spiller en lige så stor rolle for en nations fremtid som i den enkeltes liv, at selvhad fører til behovet for enten at dominere eller at blive domineret, og at borgere, der nægter at adlyde noget som helst andet end deres egen samvittighed, kan forvandle deres land. Kort sagt, at selvværd er grundlaget for ethvert sandt demokrati.
Det er f.eks. tydeligt, at det ikke er noget tilfælde, at der optræder et uforholdsmæssigt stort antal forfattere og andre kunstnere i demokratiske bevægelser. Fordi deres arbejde kræver, at de ser med egne øjne og lytter til en indre stemme, er de mere modstandsdygtige over for politisk indoktrinering og bliver oftere valgt som talsmænd end mennesker inden for andre fag. Det er en tillid, som mange betaler en høj pris for under et autoritært styre - præcis ligesom det nysgerrige eller sandfærdige barn i en familie, hvor hemmeligheder og fornægtelser florerer, betaler en høj pris - men de hjælper andre til at stole på deres egne øjne og instinkter. F.eks. læste jeg i et presseuddrag i efteråret 1989 en tale af M. Antonov, der selv er sociolog og videnskabsmand, og hvor han henvendte sig til U.S.S.R.'s forfatterforening:
"Det var ikke fra videnskabsmænd eller sociologer, men fra forfattere, at vi fik oplyst selve essensen af det, der var sket i stagnationens tidsalder." Han advarede imod, at man mistede selvbestemmelsen endnu en gang, hvis fattigdommen skulle skabe deres land om til
"en koloni af transnationale korporationer". Som svar på dette sagde en taler, der identificerede sig som
"medlem af en bondefamilie", om marxismen:
"Der optræder ikke noget menneske i den lære, og det er grunden til, at den fører os ad blindgyder ... Det eneste, den indeholder, er lønninger." Det, at den er indbildsk nok til at hævde, at den taler for "den menneskelige sjæl", fik ham til at sammenligne den med det kirkelige hierarki.
Nytårsdag 1990, hvor skuespilforfatteren Vaclav Havel talte til det tjekkiske folk som deres præsident - en position, han ikke havde ventet sig eller søgt at opnå, men ikke desto mindre havde gjort sig fortjent til ved at tale lige ud af posen - plæderede han for afslutningen på den nationale og personlige usikkerhed, der fører til undertrykkelse.
"Kun et menneske eller en nation, der er fuld af selvtillid i dette ords bedste betydning," sagde han,
"er i stand til at lytte til andres stemmer og acceptere dem som ligeberettigede. Lad os forsøge at indføre selvtillid i vores samfundsliv og i nationers adfærd."
Da Estland, en sovjetisk republik, der er endnu mindre end West Virginia, trodsede Moskva og forlangte at få selvstyre, så dets fremfærd ud til ene og alene at hente næring i selvværd. l det, som esterne kaldte "Den syngende revolution", tog 300.000 mennesker, dvs. en femtedel af hele befolkningen, af sted til et fredeligt, muntert, men oprørsk stævne i hovedstaden, mens de sang:
"Ester er jeg ... fri ... " Dr. Maurij Lauristin, en klarhovedet estisk politisk leder, lod til at more sig over den amerikanske fjernsynsreporters forbløffelse.
"Et lille folkeslags styrke ligger ikke i dets våben," forklarede hun,
"men i intellektet, i kulturen og traditionerne og i troen på sig selv."
I Rumænien, hvor den kommunistiske regering havde gjort abort og svangerskabsforebyggelse til noget kriminelt for at tvinge kvinder til at føde børn, var "Frihed, demokrati og abort" revolutionens officielle motto og det banner, under hvilket både mænd og kvinder marcherede i gaderne. Præsident Ceausescu havde tændt gnisten til dette oprør ved at erklære, at
"fostret er hele samfundets socialistiske ejendom", hvad der er en holdning, som han delte med antiabortbevægelser i andre lande, og han havde forlangt, at alle arbejdende kvinder skulle lade sig underkaste regelmæssige fertilitetsundersøgelser op til en alder af femogfyrre eller også blive straffet som militære "desertører". Som man så tydeligt så på tv, efter at han var blevet væltet, var resultatet af dette børnehjem, der var fulde af dårligt ernærede, uelskede børn, hvoraf manges mødre var døde eller fængslet på grund af illegale aborter, så de efterlod deres andre børn uden omsorg.
"Staten forsøgte at komme til at eje kvinder, at indtage deres kroppe, at underlægge moderskabet tvang og dræbe deres sjæle," sagde lederen af den rumænske sygeplejeforening, Gabriela Boced, der med sine egne øjne havde set de store lidelser blandt kvinder og børn.
"Vi marcherede som følge af selvværd." Sådan gik det til, at en sygeplejerske, der var en lige så usandsynlig kandidat til et politisk lederskab som en skuespilforfatter, blev en af dette lands nye demokratiske stemmer.
Herhjemme i New Yorks gader så jeg enorme folkemasser hylde Nelson Mandeia under hans besøg i sommeren 1990. Det er næsten umuligt at finde ord, der kan udtrykke, hvor stærkt det var at se ham æret som en verdensleder bare et par husblokke fra de kajer, hvor afrikanske kvinder og mænd engang var ankommet og derpå var blevet solgt på auktioner. Den samme by, som slaver fra Syden senere var flygtet til med undergrundsbanen, for så at blive forvist til Sugar Hill og derpå Harlem, og bare nogle få kilometer fra det sted, hvor en ung afroamerikansk mand var blevet slået ihjel, da han reflekterede på en annonce om en bil til salg, fordi han derved kom ind i et hvidt kvarter.
"Da jeg gik i skole, lærte vi, at vi skulle skamme os over at være afroamerikanske," sagde en kvinde, der stod ved siden af mig i folkemængden.
"De kaldte os "junglekaniner" og endnu værre ting - og her kommer så Mandela. Jeg kan slet ikke finde ord for den betydning, det ville have haft for mig at se ham, da jeg var barn." Senere, da jeg stod ude i kulisserne i et teater i Brooklyn og betragtede skolebørn, der trådte indenfor i gåsegang for at høre Winnie Mandela, der havde fortsat kampen uden for fængselsmurene, pegede en seksårig dreng på hende med stolthed:
"Hun ligner min mor!"
Den sommer var jeg ikke den eneste, der begyndte at se selvværd som forudsætningen for demokratiet - og for lige magt inden for et demokrati. Nogle af de californiske aktivister, som jeg omtaler i første kapitel, mødtes i Oslo med pædagoger, psykologer og folk inden for sundhedsvæsenet fra elleve lande og heriblandt også USSR, Polen og andre østeuropæiske lande. De emner, der optog dem, omfattede spørgsmålet om, hvordan man skulle nedbringe børnemishandling, alkoholisme, fordomme og anden destruktiv adfærd. Eftersom undersøgelser viser, at lavt selvværd hænger sammen med både fordomme og vold - at mennesker, der har et negativt billede af sig selv, også har det med at opfatte andre mennesker og verden negativt - ønskede deltagerne at indføre undervisning i selvværd i skolerne. For de seks sovjetiske delegater var forpligtelsen til at finde metoder til at udvikle selvværd oven i købet endnu mere fundamental, for de forstod, at i Rusland, hvor den enkeltes vilje så længe havde været underlagt gruppen, var selvværd den mest effektive garanti for den demokratiske frihed, de lige havde opnået. Andre østeuropæiske lande havde haft en vis erfaring med demokratiet inden kom¬munismen, men i Rusland havde man det første fri valg i tusind år.
På tomandshånd fortalte de sovjetiske deltagere Robert Reasoner, der er californisk pædagog og medformand på The International Council for Self-Esteem (dvs. "Det Internationale Råd for Selvværd"), der blev oprettet i Oslo, at de havde omkring tre år til at foreslå selvværd som et centralt tema - troen på, at hvert enkelt menneske tæller og kan betyde noget afgørende - inden der ville komme et højrekup imod glasnost.
Som vi fik at se, var de overoptimistiske. I løbet af kun et år og ikke tre forsøgte en autoritær gruppe inden for den øverste Sovjet et militærkup. Men disse antidemokratiske tjenestemænd havde dog selv undervurderet, hvor smitsom tanken om værdighed og demokrati kunne være. I slutningen af august 1991, netop som jeg var ved at gøre denne bog færdig - og netop som et
First National Council for Self-Esteem skulle mødes i nærheden af Moskva - tog sovjetborgere deres nationale fremtid i egne hænder ved, til trods for undtagelsestilstand en, at strømme ud på gaderne, og de byggede barrikader for at beskytte Boris Jeltsin og andre folkevalgte ledere i deres hovedkvarterer. Som en gammel kvinde råbte op til den meget unge mand, der kørte en sovjetisk tank:
"Det her kan du ikke gøre, det var os, der brødfødte dig, da du var lille: Forsvind så!" Og det gjorde han.
Det var en lektion i, hvordan ganske almindelige mennesker kan gøre en forskel, som sovjetborgere og verden ikke snart skulle komme til at glemme. Når man hører optagelser af Boris Jeltsin, da han forlangte, at folk skulle modsætte sig kuppet - på radio- og fjernsynsstationer, som Mikhail Gorbatjov havde gjort fri, da han vidste, at intet demokrati kunne overleve, hvis ikke folk kunne høre hinandens stemmer - tænkte jeg på alle de undersøgelser, jeg havde læst om forventningens magt. Når tilfældigt udvalgte elevers lærere får at vide, at eleverne er tungnemme, bliver de det også i højere grad. Når lærere tror, at deres elever er begavede, bliver de også klogere. Jeltsin og andre populære ledere forventede, at folk skulle tage deres skæbne i egne hænder, og det var lige præcis, hvad de gjorde - et eksempel på en leders evne til at frigøre selvværdets kræfter.
Senere, da jeg ringede til Moskva, fordi jeg regnede med, at tanks i gaderne måtte have forsinket The First National Council for Self-Esteem's møde, fik jeg den besked, at det havde de skarn ikke, for det var bare begyndt uden videre. Undervisningsministeren havde været der, og de var i gang med at planlægge skoleundervisningen i selvværd.
Jeg har også lagt mærke til, at økonomer er begyndt at bruge selvværdsudtryk. Udviklingseksperter, der føler sig bedre tilpas ved at snakke om naturlige ressourcer, kapital, markeder og andre elementer, det er vanskeligt at bedømme kvantiteten af, er begyndt at tale om sådanne "bløde" faktorer som "nationalt mindreværdskompleks", "national vilje", "grundlæggende verdensopfattelse", "lighed" og "tro på arbejdets belønning". Når det kommer til stykket, er en økonomisk udvikling uden selvværd kun en anden form for kolonialisering: en økonomisk udvikling, der styres oppefra, og ligegyldigt hvad det er, der bliver udviklet, er det ikke det, folket selv har bestemt, og derfor kan det måske nok udvikle produkter, men ikke mennesker.
Tag f.eks. Barbados og Haiti. De er begge små øriger med et landbrug og et klima, der ligner hinanden, en befolkning, der hovedsagelig stammer fra Vestafrika, og med en fortid, hvor der var slaveri og kolonialisme. Ikke desto mindre har Barbados haft folkestyre længere end USA (ja, det var faktisk et af de lande, der gav inspiration til vores statsforfatning). Kriminalitetsprocenten er lavere end i USA, den forventede levetid og standarden af læse- og skrivefærdigheden er lige så høj (eller højere, hvis man går ud fra den "funktionelle læsekyndighed" hos en tredjedel af USAs borgere og ikke det officielle tal på 99%). Når folk fra Barbados udvandrer til USA, klarer de sig bedre end den gennemsnitlige afroamerikaner, hvis familie har boet her i flere generationer, og de tjener nogenlunde det samme som den gennemsnitlige europæiske amerikaner (hvis dette ikke var et racistisk samfund, ville de sandsynligvis tjene endnu mere, eftersom indvandrere fra Barbados ofte har en bedre uddannelse end hvide indvandrere). Til sammenligning er Haiti et af verdens fattigste, mest splittede og mindst læsekyndige lande med en fortid, hvor der optrådte grusomme og korrupte diktaturer. Der findes en lille middelklasse og nogle få rige midt i en stor fattigdom, og indtil for ganske nylig også et sadistisk politi, der herskede ved hjælp af terror. I stedet for en læsekyndighed blandt voksne på 99%, sådan som det er tilfældet på Barbados, ligger tallet på 23% på Haiti, og selvom haitianske indvandrere i USA ofte er politiske flygtninge, der er aktivister og har en uddannelse, indtager de ikke endnu de samme ledende stillinger i det afroamerikanske og det omliggende samfund som folk fra Barbados.
Forskellene mellem disse to små landes kulturer har dybe og sammensatte rødder: England versus Frankrig som kolonimagt, en individualiseret protestantisme versus en hierarkisk katolicisme som overordentlig forskelligartede overlapninger på afrikanske åndelige traditioner, og hvad der muligvis er endnu vigtigere, også den selvopfyldende profeti inden for et hvilket som helst system, når først det er etableret. Fordi vi har det med at behandle andre, som vi selv er blevet behandlet, fører et vederhæftigt system til endnu større vederhæftighed, korruption fører til endnu større korruption og vold til mere vold. Alle disse faktorer kan ses forenet i den ofte forekommende kynisme blandt de fattige på Haiti og det sygelige behov for pomp og pragt hos dets rige ledere, som kontrast til følelsen af personlig effektivitet, pietetsløshed og stolthed hos befolkningen på Barbados: med andre ord, kendetegnene på lavt og højt selvværd. Som den haitianske forfatter fra begyndelsen af dette århundrede Dantes Bellegards skrev om sit land:
"Enhver har to ansigter - et til dem, der står over ham, og et til dem, der står under ham" - en klassisk beskrivelse af den karaktertype, der skabes, når selvbestemmelsen bliver taget fra dem, hvad enten det nu gælder for en familie eller en nation.
Hvis en sådan tydelig kontrast virker som en særegenhed ved to små landbrugslande, så tænk på to industrilande, der er mellem de ti største i verden: Argentina og Australien. De besidder begge en stor naturrigdom, har en stor befolkning af europæiske indvandrere, en sørgelig fortid, hvor den indfødte befolkning blev udsat for en brutal behandling (hvad der selvfølgelig også gælder USA), og store, rige, underbefolkede områder. Argentinas forsøg på at gennemføre demokratiet er dog ofte faldet som offer for kult-agtige militærdiktaturer. Samfundet er splittet op i modsætninger - fattig og rig, land og by - og dets rolle som tilflugtssted for nazister og andre, der er flygtet fra demokratiet, er blevet legendarisk. Australien derimod har et stabilt demokrati, en indtægt pr. indbygger, der er næsten tre gange så høj som den i Argentina, langt mindre vold og korruption og et meget mindre militær. Selv Australiens maskulinitetskult er ikke så aggressiv som den, man finder i Argentina. Eftersom der var flere indvandrere, der rejste frivilligt til Argentina end til Australien, der stort set fungerede som losseplads for Englands overfyldte fængsler, kunne man forestille sig, at forskellen i selvværd ville være omvendt af, hvad den rent faktisk er. En fatalistisk og syndsfikseret religion, stor forskel på rig og fattig, militærstyre gennem flere generationer og en tradition for politisk tortur har plaget argentinerne, der selvfølgelig dybest set ikke er væsenforskellige fra australierne.
Når man betragter Barbados og Australien som relativt positive eksempler, ser det ud som om, et socialt kendetegn på selvværd er en evne til både at give og kræve en retfærdighed, som man forventer strækker sig fra det personlige til det politiske plan. Der er i det mindste en tro på, at loven, der er en institution, som alle bør stå lige overfor, er forpligtet til ikke at begunstige nogen. I Argentina og på Haiti optræder selv denne forventning dog kun sjældent.
"Folk kunne klare sig imod stormflod og pest," skrev den brazilianske romanforfatter Jorge Amado om et lignende problem i hans eget land,
"men ikke imod lovene. De gik til."
Da jeg var på college, og min lærer i statsvidenskab sagde: "Familien er grundlaget for staten", beskrev han en patriarkalsk, hierarkisk opbygget familieform. Ikke desto mindre forventede han, at der på en eller anden måde skulle dukke et fuldkomment demokrati op af dette mønster på ulighed, hvor den ene af forældrene levede "gennem" andre, og den anden havde autoritet "over" andre, og børnene var ejendele med få personlige rettigheder, selv ifølge loven. Feminismen er kun lige begyndt at ændre på dette det allertidligste hierarkiske paradigme og skabe et demokratisk mikrokosmos i denne gruppe, hvorfra vi får vores dybeste jeg-følelse og fornemmelsen af menneskelige muligheder. Alligevel er vi ikke engang begyndt at ændre vores indre billede af nationalisme. Det forbliver insolært og territorialt, en farlig anakronisme på denne skrøbelige og skrumpende planet, hvor hverken krige eller miljørnæssige farer kan holdes inde bag nationale grænser længere. Selv de af os, der er mest skeptiske med hensyn til nationalisme, har bevæget os over imod en opfattelse af den som et nødvendigt onde. Hvordan kan vi bede en hvilken som helst gruppe om at eksistere uden den under eftervirkningerne af den klassiske kolonialisme og med eksistensen af racernæssige, økonomiske og handelsmæssige former for kolonialisme, der ofte stikker lige så dybt?
Men vi har ikke råd til de gamle fastlåste rammer i enten-eller-form. Vi er nødt til at lade vores fantasi foretage et spring og forestille os nationer som den bedste form for familier: den demokratiske slags, som vi forsøger at skabe i vores eget liv. En hierarkisk opbygget familie skal under alle omstændigheder forandres, hvis vi skal sætte en stopper for skabelsen af ledere, hvis uudforskede tidlige liv udspiller sig på en national og international scene. Tænk på aktuelle eksempler som Saddam Hussein, der som dreng blev slået og tortureret dagligt af sin stedfar, eller Ceausescu, hvis politistat normaliserede hans egne allertidligste år, hvor han boede i et værelse sammen med ni søskende og en alkoholisk, sadistisk far. Tænk også på Ronald Reagan, der synes at have lært sig endeløs munter fornægtelse som barn af en alkoholiseret far, eller George Bush, hvis biografer beskriver en barndom i gode kår med en aristokratisk, religiøs far, der brugte et bælte som afstraffelsesmiddel, havde kontrol med hvert eneste aspekt af familielivet og insisterede på, at hans sønner skulle tage konkurrencen op, vinde og blive ledere, hvad enten de ville eller ej. Jeg siger ikke dette for at fratage dem (eller os) den fri vilje eller for at undskylde en destruktiv adfærd hos dem (eller hos os), for hvis nogen er villig til at gå tilbage og stille sig ansigt til ansigt med disse allertidligste år, kan følelserne blive rettet imod deres virkelige udspring i stedet for at blive udspillet på en stadig større scene. Den eneste langsigtede vej til fred eller våbenkontrol består dog i en forandring af den måde, vi opdrager vores børn, og aldrig har nogen af delene været vigtigere. Som det feministiske slagord udtrykker det:
Det personlige er politisk.
Når vi forestiller os nationalstater, kunne vi imidlertid i ånden se familier, der dyrker selvværd og unikke talenter hos hver enkelt, som frembringer uafhængighed i stedet for afhængighed, og som skaber mennesker, der er tilstrækkelig trygge til at føle glæde ved at gøre andre stærke. Når vi lytter til en diktator eller en human revolutionær, fornemmer vi forskellen i deres motiver: den ene ønsker at påtvinge os en vision, og den anden vil hjælpe med at åbenbare en fælles vision. Den ene giver løfter om goder til nogle og straf til andre, den anden ved, at der ikke er noget, der er til gavn for dem, der ikke har taget del i det, og at vold kun producerer voldelige mennesker. Med andre ord ligger de afgørende forskelle mellem despoten og den kreative leder i lavt selvværd versus højt selvværd. Og fuldstændig ligesom en virkelig kærlig og omsorgsfuld families formål ikke består i at holde familiemedlemmerne hjemme til evig tid, ligger en nations formål ikke i at tegne en linie i sandet og holde sine medlemmer bag denne, men at skabe verdensborgere, der er tilstrækkelig sikre til at behandle andre som ligeberettigede: ikke værre end på den "maskuline" og koloniale facon eller bedre end på den kolonialiserede og "feminine", men
lige så godt som.
Det er på tide at vende det feministiske slagord om:
Det politiske er personligt.
En ven spurgte mig, hvilke håb jeg nærede for denne bog. Jeg gik i gang med at citere Thomas Carlyle:
"Den bedste virkning af en hvilken som helst bog er, at den aktiverer læseren." Men så kom jeg i tanke om budskabet i kapitel III, der måske bedst opsummeres med Vita Sackville-Wests elegante kuplet:
Jeg tilbad døde mænd for deres styrke
og glemte, at jeg var stærk.
Da jeg skrev denne bog, blev jeg i stand til at afdække nogle af disse glemte former for styrke. Hvis du lærer en tiendedel så meget af den, som jeg har gjort, vil jeg være godt tilfreds som forfatter.
Gloria Steinem
https://www.overgangsalderen.dk/word..._Steinem_2.jpg
Selvværd - den indre revolution
Af Gloria Steinem
Sideantal: 454
Indbinding: Paperback
Forlag: Munksgaard
Udgave: 1
Udgave/oplag: 1. udgave, 1. oplag
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Revolution From Within: A Book of Self-Esteem
Oversat af: Else Cederborg
ISBN: 87-16-11061-7
