Jeg gider ikke spilde tiden med at ærgre mig over niveauet tegnet af disse talrige selvafsløringer, disse mænd leverer på
debatten i Berlingske - med flere hundreder indlæg, hvoraf disse ganske få eksempler stammer.
Det får mig til virkelig at tænke over, om jeg mon kender den slags mænd, med så mange lig i lasten, og så ringe selvværd, at de overhovedet ikke kan tåle kvindernes, nok sidste chance for at få de børn de længes efter, når det nu ikke var lykkedes at finde prince charming til et fælles familieliv. Gode mænd hænger ikke på træer og ej heller deltager i avisdebatterne, ser det ud til.
Hvis mændene på Berlingske-debatten er et repræsentativt udsnit af den danske mande-befolkning - vil vi se fortsat flere og yngre kvinder opsøgende fertilitetsklinikker.
Hvad mændene glemmer at tænke på er, at det er sørme ikke lige meget for kvinderne, hvilken mand skal være børnenes far. Ofte accepterer en kvinde en mand, der kun delvis, eller slet ikke opfylder hendes ungpigedrømme - hvis han er verdens vidunderligste far for deres fælles børn.
At der måske vanker en "sølvbryllup-skilsmisse" når børnene er fløjet, er en anden sag - men jeg har endnu ikke mødt en kvinde, der frivilligt har givet afkald på en vidunderlig far til fælles børn. Så et eller andet sted må det være noget galt, når så mange kvinder, trods alt, vælger donorsæd frem for en mand, oder was? :-k
"Det er en samfundsskadelig katastrofe at de feministiske kvinder, sandsynligvis pædagoer og akademikere samt offentligt ansatte radikale skal have lov til at få singlebørn, der totalt kommer til at opvokse i et "vuggehjem" totalt uden normale udfordringer fra en far og mor, drengene bliver homoseksuelle og hverken det ene eller andet køn får modstandskraft til et arbejdsliv, socialt liv - familieliv mv. men en flok tabere"
Stort set dette er den røde tråd, der forbinder de fleste indlæg i
debatten i Berlingske. rent ud sagt - bullshit!
Det børn har brug for - piger og drenge - ikke er kun en tilfældig forælder, men en 'rollemodel'. Som oftest bliver rollemodellerne de to forældre, der har fundet sammen og stiftede familien. Men der er også børn, der
fravælger forældrene, hvor det i stedet bliver en bedstefar, eller bedstemor, eller en lærer i skolen, familielægen, eller kioskmanden nede på hjørnet, eller skolekammerattens far eller mor - alt efter
hvordan forældrene behandler hinanden og børnene, hjemme i familien.
Det er langt fra altid, at forældrene eller een af dem reelt fortjener
rollemodel-status og det er, som regel børnene selv, der bestemmer, hvem skal være en rollemodel i deres liv.
Der er tilfælde, hvor ensomme børn har opbygget en forestilling om, hvad og hvordan de gerne selv vil være, når deres eget familieliv (med/uden en far f.eks.) ikke er værd at drømme om som et fremtids forbillede. Disse børn kan læse, eller høre om et menneske, de vælger til at være deres rollemodel. Tidligt desillusionerede, men ikke villige til at opgive håbet, konstruerer de en rollemodel sammensat af alle egenskaber, de længes efter hos deres forældre. Afhængig af bitterhedsgraden, tilstedeværende eller fravær af [berretiget] hævnfølelse - er chancen fifty fifty for at deres tilfantaseret rollemodel leder dem enten på afveje, eller mod et godt voksne liv.
Så er der familier, der
er dem selv nok. Ud over ganske få årlige begivenheder, holder de sig for dem selv og lever efter fastlåste rutiner i deres hverdag. I disse familier bliver forældrene ganske automatisk til rollemodeller. Et barn kan undvære en forælder. Et barn kan undvære begge forældre, hvis der ikke er knyttet levende bånd mellem dem alle. Men et barn kan ikke undvære en rollemodel at knytte sig til, at stole på, at knytte sine forventninger til, at stræbe efter at komme til ligne og følge.
Jeg har oplevet drenge, der var ufattelig glade for deres klasselærere, mens hjemme gik de omhyggelig af vejen for deres bryske fædre. Jeg har oplevet drenge, der ikke kunne drømme om at gå i seng før de har krammet deres far godnat, og glædede sig til en fælles fisketur dagen efter. Men jeg har også oplevet drenge, der sneg sig langs vægge, underdanige småslaver af deres dominerende fædre, eller andre drenge, der ikke måtte tale "for meget" med deres mor, uden at faderen blev jaloux.
Påstanden om, at en dreng skal absolut vokse op hos sin far - for at kunne udvikle sig til en sund, voksen mand - er naiv, hvis faderen ikke kan løfte rollemodel-opgaven. Selvfølgelig vil barnet vokse op i denne familie, og selvfølgelig bliver barnet voksent en dag, men at påstå så hårdnakket som på
debatten i Berlingske - at et barn ikke kan undvære sin far for overhovedet at kunne udvikle sig positivt - er netop bullshit!
Ed Bradley;
Pierce Brosnan;
Orlando Bloom;
Bill Clinton;
Bill Cosby;
Tom Cruise;
Andrew Carnegie;
Eric Clapton;
Stephen Colbert;
Eminem;
George Eastman;
Allan Greenspan;
Cary Grant;
Alexander Haig Jr.;
Enrique Iglesias;
Andrew Jackson;
Samuel L. Jackson;
Kitaro;
John Lennon;
Nelson Mandela;
Eddie Murphy;
Jack Nicholson;
Barack Obama;
Clive Owen;
Michael Phelps;
Al Pacino;
Guy Pearce;
Keanu Reeves;
Ronaldinho;
Gene Simmons;
Jon Stewart;
Raoul Wallenberg;
Orson Welles - alle sammen forhenværende "drenge, der er vokset op uden en far, og der er mange flere at finde i denne "kategori"!
Når debatten bølger så højt, med særlig opmærksomhed på netop de stakkels faderløse drenge, disse hensynsløse kvinder sætter i verden til et liv uden far - har jeg, indtil videre udeladt alle eksempler på de stakkels faderløse piger.
Jeg har svært ved at hitte ud af om det er jeg, som er blevet for kræsen, eller om det i virkeligheden er en
fattig og sølle debatstil, herskende på Berlingske samt en del andre avisdebatter. Man bør nok ikke bruge for meget tid på at følge med i denne "fornøjelse", da det i mange tilfælde kan direkte forvolde skade på medmenneskesynet. I hvert fald når det ene fordømmende og mobbende hanhyæne hyl efter det andet "lyder" fra debatterne i Cyberspace. :smi059
