"Kan man skrive kritisk om læger?"

Om TERM-modellen og lægernes ukrænkelighed.

Berlingske Tidende har oprettet en ny kategori under overskriften I LÆGENS HÆNDER. Jeg ved ikke hvor længe denne kategori bliver opretholdt - om den er kommet for at blive, eller bliver den lukket når nyhedsværdien er faldet bort. Men indtil videre er kategorien åben og der tilføjes nye input hver dag.

Begivenheden, der havde lukket op for sluserne var da en lille dreng døde efter at have slugt et batteri, og hvor selv 11 (?) vagtlæger ikke kunne formå at svinge sig op til at sende drengen videre til en seriøs undersøgelse med noget af det billigste vores sundhedsvæsen kan levere - en røntgenundersøgelse.

Temaet har udviklet sig med fokus på vores lægevagtordning, dennes styrker men først og fremmest - svagheder. Der er fremkommet adskillige beretninger, forslag og kommentarer - alle dog fokuseret hovedsageligt på lægevagtordningen og vagtlæger.

Alle synes at glemme, at lægevagtordningens praksis tegnes af de læger, der kører lægevagt og disse lægers indstilling til vagt-patienterne må nødvendigvis afspejle deres indstilling til både deres egne patienter i dagkonsultationen samt - indstillingen til patienterne generelt.

Ingen synes at være opmærksom på, at lægerne er mennesker på godt og ondt som alle andre mennesker, men betragtes i praksis som de var, lægerne, skabninger af en helt anden race end vores. Overmennesker? Guderne?

Det er hovedsageligt lægerne selv der omhyggelig plejer og opretholder dette skel mellem lægestanden og det øvrige samfund. Dertil hører så også, at denne kløft-opretholdelse hviler i høj grad på lægernes opfattelse, at kritiserer man en læge - kritiserer man dem alle.... og skulle man overhovedet formaste sig til at kritisere lægerne - skal man for det første selv være læge, og for det andet - skal man være parat til at bøde for kritikken og endda kan forvisses fra det danske sundhedsvæsenet, som tilfældet var med den gudsbenådede, en af verdens bedste hjertekirurger Gösta Pettersson ("Hjertenes mester") danske læger med hjælp fra Lone de Neergaard/Sundhedsstyrelsen har frosset ud, så dette gode og dygtige menneske nu redder amerikanske hjerter på en af verdens bedste non-profit klinikker. Hvor mange danske hjerter mon er afgået ved døden, som en direkte følge af vores lægers "ukrænkelighed"?

Ja, sådan går det når man trodser den samlede lægestand og sætter patienterne først! Så langt så godt, problemet for lægerne i den aktuelle dagens mediefookus blot er dette - at lægestanden kan ikke fryse ud, udvise, blackliste eller chikanere ganske almindelige borgere, der omsider tager blader fra munden og beretter om deres erfaringer, om deres skuffelser og om den sorg de har oplevet som følge af unødvendige dødsfald, der kunne være undgået hvis lægen havde udført sine opgaver under devisen "patienten først". Og så er det, at Berlingskes tema I LÆGENS HÆNDER giver genlyd i alle afkroge af landet tillige med postyret blandt de folkevalgte og deres embedsmænd.

Vi må ikke glemme at de folkevalgte og deres embedsmænd har fjernet alle forhindringer for, at opløsningen af de gamle værdier der grundlagde tilliden til lægerne før, nu er ophævet eller på vej dertil - ved at psykiaterne, nærmere betegnet Liaison-psykiatere har undermineret lægestanden indefra, ved udviklingen og udbredelsen af TERM-modellen.

En "behandlings-model", der er så demokratisk at hverken høj eller lav kan undslippe den, undtagen de velhavende, der har råd til privatbehandling. Alle vi andre - vi må enten tage til takke med at blive behandlet som hypokondere indtil det modsatte er bevist (det modsatte = dødsfald) eller - må vi afvise enhver kontakt til vores sundhedsvæsen og overdrage os selv til Guds nåde. Når valget står mellem TERM-modellen og Gud, er det altså Gud der vinder min tillid, som tingene er ved at udarte sig. Det er altså ikke hver dag, at en svoren ateist som jeg, vælger Gud før andet. Det må kunne tale sit eget sprog, formoder jeg.

Tilbage til den aktuelle debat i Berlingske og andre steder... Også på lægernes egen Portal for læger og studmed'er (studmed.dk/indlaeg71437.html) skrives der en lille smule om den seneste tids røre i medierne....

Brugeren "Niemann" stiller spørgsmål: "Hvad mener I om sagen? Er det primært lægerne, der er for ringe - eller ligger problemet også hos Nyrup/Fogh/Løkke eller andre?"

Lige så lidt som på chefredaktøren Lisbeth Knudsens Blog (kan-man-skrive-kritisk-om-laeger /kommentarsporet findes ikke længere online, men er arkiveret her på hjemmesiden) - lige så lidt på lægernes og studmed'ers egen debat studmed.dk/indlaeg71437.html - kommer der andre svar, end benægtelser. Ingen konstruktive betragtninger eller kommentarer. Ikke engang forsøg på at besvare "Niemann's" spørgsmål. Total tavshed ud over uklædelige defensive og fornærmede afvisninger.

Brugeren "juks" (ja, hvorfor mon vælge dette uheldige nick?) endda kommer i tvivl om han overhovedet vil være læge, på baggrund af den aktuelle debat: "I det hele taget er jeg led og ked af at læger altid skal høvles ned i medierne. Vi er åbenbart både fagligt uduelige, arrogante og pengegriske. Jeg er tæt på at miste lysten til at være læge. Det er ikke fedt at knokle dag og nat til en halvdårlig løn for derefter at se sin faggruppe lynchet i aviserne."

Jamen, kære juks - man kan ikke fikse hvad man ikke erkender. Kan du ikke genkende og erkende problemet, der jo reelt findes blandt dine kommende kollegaer - hvad siger det så generelt om din erkendelsesevne og din objektivitet? Eller er disse kun forbeholdt solidariteten med andre læger? Med denne holdning - juks - vil du gøre verden og dig selv en tjeneste, hvis du i tide, afstår fra at være læge.

Det er jo denne selvsamme, misforstået solidaritet der gør, at tilliden til hele lægestanden er for nedadgående - for, som jeg også skrev på Lisbeth Knudsens Blog - det er lægerne selv, der udelukkende bruger det kollegiale til at holde hånden over egne brodne kar, der alene er ansvarlige for, at blive slået i hartkorn med disse brodne kar. Kom så ikke og brok jer over kritikken!

Men det er netop det der sker på Lisbeth Knudsens Blog på Berlingske.dk - flere hundrede kommentarer til emnet "Kan man kritisere læger" indledes med mange massive protester mod at lægerne kritiseres. Der bliver henvist til bitre, hævngerrige patienter, til uvidende befolkning, til dumme journalister bedrivende tabloid-journalistik osv.

Alt i alt fremgår det tydeligt, at lægerne selv overhovedet ikke er indstillede på at tage imod nogen form for kritik fra det samfund de er en del af og som de føler dem hævede over. Graver man dog noget dybere - viser det sig, at heller ikke lægerne selv må fremlægge kritikken af deres egne kollegaer. Disse læger kan ikke engang selv sidde højt nok på strå til at være beskyttede mod chikane og fagpolitisk forfølgelse. Ikke alle kan bare flytte væk hvor deres positive syn på medicin og patienterne er velkommen, som tilfældet var med Gösta Petersson.

Andre dør fra problemet, som den nu afdød overlæge Mogens Kjær, Aalborg Sygehus, der sagde til Jyllands-Posten i 1995 "Hvis en af mine nærmeste fik konstateret kræft, ville jeg øjeblikkeligt sørge for, at han eller hun hurtigst muligt kom til USA og blev behandlet der". Menige læger derimod må og skal "knytte sylten og makke ret"! Lægestanden vedbliver med at forbeholde sig retten til ikke at blive underkastet nærmere eftersyn.

Lægerne nærer ganske forældede forestillinger om, at når borgeren først er blevet syg, kommer borgeren tilbage krybende i støvet og beder om godt vejr, idet det er jo lægerne der sidder med magten til at gøre borgeren rask igen. Wrong! Flere og flere borgere, herunder undertegnede, tager konsekvensen af deres krakelerede tillid til vores læger og søger enten andre veje eller slet og ret på forhånd opgiver lægebehandlingen. Så er beslutningen om at forlade denne jammerdal, i det mindste ens egen.

Tilbage til Lisbeth Knudsens Blog på Belingske.dk. Jeg har undersøgt retningslinjerne hvori jeg læser at ophavsretten til mine egne indlæg tilhører mig. Jeg vil derfor følge op på dette emne ved at poste mine indlæg fra Lisbeth Knudsens Blog her i tråden.

Hold øje. :smi003

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

Anina W. 17. juli 2009 kl. 12:13

Min holdning til den anvendte lægevidenskab er blevet ganske gevaldigt “justeret” på baggrund af de seneste års begivenheder på “sundhedsvæsen-markedet” inkl. TERM-modellen samt samarbejde mellem Lægeforeningen og Socialministeriet, der er mundet ud i Fælleserklæringen af 1998, som efterfølgende og selektivt har fritaget lægerne for Lægeløftet samt ansvar over for Lægeloven (den senere Sundhedslov) i den stund lægen er ansat hos de offentlige myndigheder i stillinger som Lægekonsulenter (”administrative læger”), mens de i deres eget lægepraksis “resten af dagen” fortsat er underlagte disse krav om lægeetik. dvs. af og på med etik-kasketten, alt efter hvor man befinder sig. Ikke en stemme rungede offentligt fra menige læger mod dette forræderi mod de syge! Politikere, embedsmænd og læger handlede i magtens korridorer efterladende de syge klemte mellem to negle.

Alt dette taget i betragtning er jeg m.fl. nået frem til følgende konklussion:

Lægerne er ikke guder. Lægerne er mennesker, som alle os andre. Lægerne kan, som alle os andre - tage fejl, være “politiserende” og vildfaret. Præcis som i alle andre faggrupper - kan lægerne både være gode og dårlige læger eller - gode eller dårlige mennesker. Korrupte eller ubestikkelige. Ambitiøse eller beskedne. Løgnhalse eller ærlige. Godgørende eller egennyttige. Lægerne er mennesker. En overlæge- eller professor-titel er INGEN garanti for, at der findes en dygtig og etisk funderet læge bag. Lægerne har intet monopol på sandheden og specielt ikke læger, som i den grad, som tilfældet er i Danmark - samarbejder med en anden part i sagen - medicinalvirksomhederne.

Nobelprismodtageren Linus Pauling sagde: “Lad hverken de medicinske autoriteter eller politikerne vildlede dig. Tag vare på fakta og træf dine egne beslutninger om, hvordan du kan leve et godt liv og arbejde for en bedre verden.”

Gør det! Der er ingen andre end patienterne, som skal leve med eller dø af konsekvenserne af, hvad lægerne byder os. Den tid, hvor den ubetingede tillid til læger var velbegrundet - er fortid nu og det er ikke os, men lægerne selv, som har undergravet den i samme øjeblik de opgav at forblive de syges ombud, ophørte med at udøve lægekunsten og erstattede den med evidens baseret forskning, hvorved de overlader patienterne til statistisk funderede diagnoser. Har vi brug for “levende” læger til det? Eller kunne vi lige så godt, i så fald, nøjes med diagnosemaskiner?

Lægerne har selv undergravet den tillid vi havde til dem, i deres ubegavede, naive og narcissiske tro på egen ufejlbarlighed, i forventning om at vi er for sløve til at gennemskue det. Kan man stole på lægestanden, når den ikke betragter patienterne som fuldt ud lige så respektværdige, som lægerne betragter dem selv? Kan man have dårlig samvittighed over for nogen, man slet ikke regner for noget? I tilfælde af lægefejl eller fejldiagnoser? Behøver man overhovedet anstrenge sig over for nogen, man de facto foragter? De dumme patienter? Vi er allerede begyndt at dø af denne forældede patienternes tillid, mens lægerne fortsætter med at arbejde for og regner med, kvit og frit at bevare magten over alle patienter og ustraffet jage flere og flere af os ind i sygdomme og i graven. Se bare på sygdomsstatistikkerne, der aldrig har været så stigende, som efter at adskillige trylle-lægemidler er blevet designet og markedsført - og anvendt af…. fascinerede læger dimitteret fra hjernevask-kurserne afholdt og betalt af medicinalvirksomhederne.

Det er ikke os, patienterne og patienternes pårørende, som skal knokle for at ændre vores holdning til lægerne generelt og vores tillid til dem i særdeleshed.

Det er lægerne, som har undergravet tilliden - det er også lægerne, som skal genoprette den. Fortsat eller genoprettet tillid skal fortjenes. Den følger ikke længere automatisk med lægeautorisationen. Fat det!

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

Anina W. 17. juli 2009 kl. 12:21

Citer:

---

@ Lene Bech: “TERM modellen er eugenik. De fleste mennesker i Danmark ved ikke at der bliver udført eugenik i Danmark, men der er så meget usikkerhed at patienterne mærker at der bliver gjort forskel.”

---

Det er sikkert en “sort” tale for de fleste, når man nævner begrebet “TERM-modellen”. Du risikerer, som nogle andre her på debatten, at blive beskyldt for paranoia eller værre. Det er simpelthen for utroligt til at være sandt.

Jamen, lad så folk selv bedømme det:

1. http://web.archive.org/web/201808261...sudvalget.html
2. https://www.overgangsalderen.dk/foru...-TERM-modellen

T.R. 17. juli 2009 kl. 12:37

@lene
må indrømme at jeg faktisk ikke kender til TERMmodellen, gider du beskrive nærmere hvad den indebærer ?

Det link du har lagt går på at vi i alem praksis får et tillæg for samtaleterapi og "scoring" på anerkendte scalaere eks Hamiliton eller MMSE ved demens. Men da det tager længere tid er timelønnen faktisk bedre ved at se somatisk syge patienter og fjerne "dimser", en Hamiliton inkl samtale tager min 30 min gerne længere, på den tid kan jeg sagtens tjene det samme eller mere ved somatisk lægearbejde. Så jeg er ikke enig med dig i at vi tjener mere på psykisk lidelse end somatisk. Fra gl tid (20'erne etc) var det meget finere at være kirurg end mediciner og det hænger stadig ved i et eller andet omfang i aflønningen, i hvert fald i almen praksis hvor kirurgisk indgreb etc er bedre lønnet end samtaler etc.

Anina W. 17. juli 2009 kl. 12:49

@ T.H.: "må indrømme at ejg faktisk ikke kender til TERMmodellen, gider du beskrive næremre hvad den indebærer?"

Du kan google TERM-modellen og "Hans Prag" og du vil blive oplyst.

T.R. 17. juli 2009 kl. 13:13

@lene og andre Jeg har ikke nogen erfaring med TERM,bruger det ikke i min dagligdag og kan derfr ikke rigtigt hverken forsvarer eller angribe det. Mit indtryk er at det mest er et kommunalt værktøj, men som sagt har ikke erfaring med det og kender meget lidt til det. Beklager jeg ikke kunne bidrage med mere.

L.B. 17. juli 2009 kl. 13:57

TERM modellen har aldrig været forelagt for Det Etiske Råd.

TERM modellen er som udgangspunkt ulovlig at bruge, fordi det følger af sundhedslovens kapital 5, §§ 15-16, om patienters medinddragelse i beslutninger, at der forud for al sundhedsfaglig behandling skal indhentes et informeret samtykke fra patienten.

Eftersom TERM modellen ikke kan bringes i anvendelse, såfremt patienten ved hvad der foregår, vil behandling ALTID være i strid med patientens rettigheder. TERM modellen kan simpelthen ikke bruges, hvis patienten er informeret, fordi projektet går ud på at få patienten på ande tanker, altså lægen tror ikke på patienten og skal overbevise patienten om, at symptomerne kun er psykiske.

TERM modellen stiller lægen frit. Lægen behøver ikke at overholde sundhedsloven, f.eks. ikke at overholde tavshedspligten. Der bliver lagt op til at lægen skal danne alliance med patientens pårørende mod patienten, ligesom lægen skal være stoisk over for bivirkninger ved medicin, det vil sige overhøre patientens forklaringer om bivirkninger ved medicin og undlade at indberette bivirkninger.

I TERM modellen står endvidere, at lægen ikke skal tage nye tilkomne symptomer alvorligt. Lægen skal derimod underrette andre læger og kollegaer om, at al undersøgelse og udredning skal stoppes.

Der står intet i TERM modellen om, hvad lægen skal gøre, hvis patienten kommer med tegn på alvorlig lidelse, altså hvordan man kommer ud af TERM modellen ?

Og hvorfor gør der ikke det ?

Hvorfor vil ingen læger sætte et skilt i vinduet hvor der står : Her bruger vi TERM-modellen ?

Kvinden, der fik Danmark dømt ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg 22. januar, ligger nu for døden i Lyngby. Hun er TERM model patient.
Jeg var TERM model patient (er) derfor kunne jeg ikke få behandling i Danmark. De tyske læger fortalte mig at det var ren og skær aflivning, og at det er et mirakel jeg lever.

Der bliver udbetalt bonus til de læger som bruger TERM modellen, som anført i det sidste link. Jeg er lige nu meget berørt og kan ikke overskue om jeg har lavet stavefejl.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

Anina W. 17. juli 2009 kl. 14:11

Svar til T.R. (og andre)

Du kan ikke være praktiserende læge eller praktiserende speciallæge, hvis du ikke kender til TERM-modellen. TERM-modellen er, i allerhøjeste grad IKKE et kommunalt værktøj.

TERM-modellen er et sorterings værktøj for primært praktiserende læger og sekundært for resten af sundhedsvæsenet - udviklet af psykiatere Andreas Schröder, Marianne Rosendal og Per Fink, alle ansatte i den offentlige institution der hedder Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus. Googl på overskriften ”International pris til danske læger for det bedste uddannelsesprogram til læger” og du vil finde et godt sted at begynde din vej mod oplysning.

Du og andre kan google på TERM-modellen og hvis I ikke nøjes med den første side på Google, vil I opnå et meget omfattende kendskab til dette “patient-sorterings-værktøj”, hvis udbredelse er nu så stor, at det efterlader tydelige spor i vores sundhedsvæsen, samt ikke mindst - vagtlægeordningen.

Idet TERM-modellen primært sigter mod at gøre praktiserende læger til “bolværk” mod patientbølgen således at patienterne stoppes inden de ellers skulle videre til udredning hos speciallæger - har dette i allerhøjeste grad en indflydelse på lægevagtlægernes patientopfattelse. Da vagtlægerne er jo praktiserende læger, er mange af dem direkte trænet i udøvelsen af TERM-modellen i almindelig lægepraksis påvirker det i allerhøjeste grad deres lægegerning som vagtlæger.

Alle disse påstande kan dokumenteres. Det eneste man skal er systematisk at google efter info.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

T.R. 17. juli 2009 kl. 14:42

@anina Jo jeg er nu prak læge og kender ikke TERM og anvender den derfor heller ikke. Og jeg har forhørt mig ved mine kolleger, der heller ikke anvender det. At nogen har udviklet det er ikke det samme som at vi alle bruger den, jeg har som sagt aldrig hørt om den, ved godt min bekendtskabskreds ikke på nogen måde gør det til videnskabelig undersøgelse men har tjekket et par stykker yderligere der heller ikke kender den. Så det er altså langt fra alle der bruger den, måske ikke så mange overhovedet? Men efter hvad du skriver er det jo meget godt at jeg ikke bruger TERM :)

Anina W. 17. juli 2009 kl. 15:18

Svar til T.R.

Jamen good for you. Din slags kunne vi afgjort bruge mange flere af - læger med integritet. Dit problem er blot, at du deltager i dette emne her på Berlingske øjensynlig med det udgangspunkt, at alle læger er som du. Når du så deltager i debatten og forholder dig til de respektive indlæg, er dine svar præget af at du betragter andres indlæg som værende utroværdige idet du netop ikke kan genkende ret meget af det, der bliver skrevet - hvorfor dine svar reelt ikke kan være med til at løse problemerne. Man kan ikke fikse hvad man ikke erkender.

Derudover har jeg (kun) dit ord for, at du ikke har kendskab til eller praktiserer TERM-modellen, hvorimod der ligger tonsvis af kilder til mine påstande, grydeklare, lige til at finde på Nettet. Vel at mærke hvis man ønsker at finde dem.

Jeg vil gerne anbefale dig (og andre TERM-frie læger) netop at udforske emnet indgående, for dermed at opnå et indsigt i, hvad der reelt foregår rundt om jer og jeres lægepraksis samt hvorfor de tilbagemeldinger I modtager fra jeres kolleger - langt fra altid kan sættes lid til. I kan nemlig blive udsat for, at når en TERM-speciallæge returnerer/afslutter jeres patienter er dette ikke ensbetydende med, at disse patienter er færdig udredt for deres sygdom. Det er overhængende sandsynligt, at nogle af jeres egne patienter er stødt på en TERM-barriere som følge af jeres henvisning videre i systemet, og på denne måde bliver du alligevel til en aktør i et TERM- forløb - uanset at du ikke selv udøver det, eller kender til det. Uanset om du bryder dig om det eller ej.

Og således slutter ringen alligevel, idet enten er man en direkte udøver af TERM-modellen - eller er man highjacked som en passiv medspiller. Det er ikke uden grund, at landets fornemste psykiatere - Andreas Schröder, Marianne Rosendal og Per Fink - står bag denne metode til sortering af patienter. Hvis der er nogen der intelligent kan helgardere deres projekt - er det disse tre psykiatere. Du regner vel ikke med, at disse fremragende hjerner ikke fra starten har taget højde for de uafhængige læger, der afviser TERM-modellen.

T.R. 17. juli 2009 kl. 15:29

@anina for mig lugter det nok lidt for meget af konspirationsteori til at jeg helt er med på den, men lad det være ved det. De kolleger jeg kender arbejder meget som jeg, dvs ud fra en blanding af teoretisk viden, evidensbaseret medicin og en mavefornemmelse, det der at man ind i mellem sidder tilbage med fornemmelsen af at her er noget galt, denne patient er "rent faktisk syg", og med det ikke ment noget nedladende om alm snot etc men blot at man kan være rask , småsyg og så "rigtig" syg. Og det både fysisk og psykisk.

Og det vi oplæres i fra studiet er at være patients advokat i systemet og det er det jeg forsøger, dog med den forudsætning at jeg ikke bare er et gummistempel hvor man kan komme og få henvisning til dit og dat. Eller recept på penicillin over telefonen, sovepiller osv osv.

På få områder er jeg ikke patients mand, det er eks ved kørekortsattester hvor jeg oplagt er samfundets mand og det lægger jeg ikke skjul på. Når kommunen bedes om attester etc så er jeg patients mand men selvfølgeligt har ejg pligt til at svarer sandt. Kommunale læger er ansat af kommunen til at vurdere blandt andet om der mangler lægelige oplysninger etc, men man er ikke kommunal læge på sine egne patienter, der er man inhabil.

Og tavshedspligten er altså gældende, det er kun i det omfang man søger offentligt ydelse at man dermed også tillader det offentlige at få oplysninger fra egen læge og jeg er dermed forpligtiget til at give det. Ellers må jeg kun med patients samtykke eller ved domstol-kendelse udleverer oplysninger (fraset børn, umyndiggjorte etc) Men det korte af det lange er at jeg tror ikke TERM er så udbredt som du mener, jeg kan ikke bevise det lige så lidt som du kan selvsagt.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

Anina W. 17. juli 2009 kl. 16:48

@T.R.: "jeg ved faktisk ikke med timetal men det var med nogle undervisningsdage, derimellem video som blev brugt til at lærer af (mig selv med en patient) og det forsætter så, der kommer flere opfølgende kurser så… Dertil underviser jeg selv ind i mellem i det, det giver næsten mere synes jeg og samtidigt sjovt. Men væsentligst er at jeg regelmæssigt spørger mine patienter til hvordan de synes konsultationen gik og når jeg mærker at noget gik galt forsøger jeg at tænke det igennem. Jeg er af den holdning at kemi betyder uendeligt meget også med kommunikation så nogle gange er det lettere end andre. Men igen relevans?"

Jo, der er relevans. Læs videre og tænk:

EKSEMPEL START (i parentes mine præciseringer af hensigt med øvelsen):

TERM-modellen: Øvelse1. i Forståelse:

Uddyb symptomanamnese (over for patienten):

“HVAD har du ellers bemærket”?

“HVORDAN går din dag typisk?”

“HVORDAN opfører dine “symptomer” sig i løbet af dagen/ugen?"

Uddyb signaler om emotionelle problemer (henvendt til patienten):

“Du ser ud til at være anspændt - er det sådan du føler det?”

“Du ser bekymret ud?”

“Du siger, at det hele er uoverskueligt - fortæl mig noget mere om det”

“Jeg kan se/høre, at det er svært for dig - men jeg vil gerne høre lidt mere om det.”

“Hvordan har du det med at have de “symptomer”?

Spørg til (patientens) angst- og depressionssymptomer:

“Hvordan er humøret ?”

“Føler du dig nedtrykt/træt?”

“Kan du slappe af?”

TERM-modellen: Øvelse2. i Forståelse:

Afdæk (over for patienten vedkommendes mulige) belastninger, stress og ydre faktorer:

“HVAD sker der (ellers/iøvrigt) i dit liv for tiden?”

“HVORDAN har du det med det?”

“HVORDAN klarer du det?”

“Det må være svært for dig!”

“Jeg kan se/høre at du har det svært med…”

Spørg til (patientens) funktionsniveau:

“HVAD laver du til daglig?”

“Hvad kan du foretage dig når du har ’symptomet’?”

“HVORDAN har det påvirket dit arbejde?”

“HVORDAN har det påvirket din hverdag?”

“HVORDAN påvirker det din rolle/funktion som...(mor, far, ansat etc.)?

“HVORDAN har du tidligere klaret lignende situationer?”

TERM-modellen: Øvelse3. i Forståelse:

Afdæk patientens sygdomsforståelse:

“HVILKE tanker har du gjort dig om HVAD DU FEJLER?”

“Du må selv have gjort dig nogle tanker om hvad du kunne fejle?”

“MANGE mennesker gør sig nogle tanker om, hvad de fejler og hvad årsagen kan være. Hvad med dig? Har du også tænkt på det?”

“DET ER VIGTIGT FOR MIG at vide, hvilke tanker du selv har gjort dig om dine symptomer?”

“Har du tænkt på en bestemt sygdom?”

Afdæk patientens forventninger til behandling:

“Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad der skal ske nu?”

“Hvilke tanker har du gjort dig om behandling af dine ’symptomer’?”

“Det er vigtigt for mig at høre, om du har haft nogle bestemte forventninger til hvad der skulle ske her i dag?”

Foretag en fokuseret (lade som om) klinisk undersøgelse:

Den kliniske undersøgelse foretages altid - og sidst i denne del. Glem alt om at man ikke må give patienten sekundær gevinst.
I øvelsen angiver lægen kort hvad han/hun undersøger. Det er ikke selve undersøgelsen der vurderes her, men placeringen af den og hvad der siges til patienten.

TERM-modellen: Øvelse 4. Lægens bord og anerkendelse:

Fortæl (patienten) resultatet af den (lade som om) fysiske undersøgelse:

“Jeg har nu undersøgt …. Der er ingen tegn på sygdom (du har spændinger i …).”

“Efter min undersøgelse af …kan jeg fortælle dig, at der ikke er … (i henhold til patientens egen sygdomsopfattelse).”

Anerkend (patientens) symptomer:

“MEN jeg kan se/mærke, at du har ondt!”

“MEN jeg er ikke i tvivl om, at du har ’symptomet’.”

“MEN jeg kan se, at du er meget generet af..!”

Forklar (patienten) +/- indikation for yderligere ’somatisk’ undersøgelse/behandling:

“Du er blevet undersøgt meget omhyggeligt i form af .. og jeg finder ikke grund til at lave flere undersøgelser. Der findes ikke nogen medicinsk eller kirurgisk behandling, der vil kunne hjælpe dig. Kunne vi SAMMEN prøve at finde andre forklaringer på dine ’symptomer’?”

“Jeg har undersøgt .. og ‘undersøgelserne’ viser … Der er derfor ikke noget der tyder på alvorlig sygdom. Hvad tænker du, når jeg fortæller dig det?”

“Efter at have undersøgt … vil jeg gerne undersøge .. Indtil vi har svar på resultaterne kunne vi måske også prøve at se på …(psykosociale faktorer)?”

TERM-modellen: Øvelse 6. Sammenhæng & konkret efterforløb forhandles:

Kendt fænomen/lidelse (overbevis patienten om og) - sæt navn på:

“Der er MANGE som har det på sammne måde som dig. Det er ikke sjældent at have det sådan. I vores fagsprog hedder det “somatisering /FUNKTIONEL LIDELSE.”

Årsag ukendt - biologisk forklaring (overbevis patienten om):

“Vi kender ikke den grundlæggende årsag - sådan er det ved mange sygdomme.”

“Man har ikke kunnet vise nogen skjult legemlig lidelse.”

“Nogle undersøgelser har vist forandringer i nervesystemet. Mennesker med denne lidelse er f.eks. DÅRLIGE til at FILTRERE almindelige ‘kropssymptomer’ fra og plages derfor mere af symptomer end andre mennesker.”

TERM-modellen: Øvelse 7. Øvelse 6: Statuskonsultationen:

Før konsultationen:

Referer i forbindelse med konsultationen hvad du har undersøgt forud for denne.

Under konsultationen: Fortæl patienten om årsagen til statuskonsultationen:

“Du har været igennem mange undersøgelser og behandlinger, som ikke rigtig har hjulpet dig. Nu har jeg kigget alle dine papirer igennem, skal vi prøve at se på det sammen?”

Gennemgå journalmaterialet for og med patienten (neutrale facts) - opsummer.

Uddyb patientens forventninger til “lægevidenskaben” og anfør grænser:

“For mange sygdomme gælder, at vi ikke kan helbrede dem. Men man kan ofte gøre noget for at mindske symptomerne. Er det noget du vil være med til at arbejde videre på?”

Traditionel medicinsk behandling kommer til kort - forhandl med patienten:

“Vi kan af forløbet se, at konventionel medicinske behandling ikke hjælper dig. Kunne vi i fællesskab forsøge at finde en ny tilgang, så du kunne få det bedre?”

Faste aftaler fremover: tid, varighed, intervaller (undlad at henvise patienten til videre udredning hos andre læger)

Generelle råd for håndtering af kronisk somatisering: Se poster og næste øvelse

TERM-modellen: Øvelse 8. Håndtering af kronisk somatisering:

Management/Håndtering af kronisk somatisering:

Somatisk:

Sanér medicin og undgå p.n. (dette betyder: Undgå recepter, hvor dosis er angive “efter behov”…. eller: “Nedsæt medicinen mest muligt”).

Psykologisk:

Vær direkte og ærlig - med respekt!

“Jeg kan høre, at du har svært ved at tro på det jeg siger?”

Reducér forventninger og forsøg “at rumme” patienten:

“Du har været syg i lang tid og det har været svært at hjælpe dig så godt, som jeg gerne ville. Vi har desværre ikke nogen mirakelkur.”

Forstå en forværring som emotionel kommunikation (ikke et virkeligt problem med helbredet):

“Det du fortæller mig giver mig ikke mistanke om en ny sygdom. Vi har tidligere talt om at du er meget kropsligt reagerende, så jeg tænker på, om der er sket noget for nyligt eller om der er noget der bekymrer dig?”

“Når du fortæller mig at … virker du urolig/anspændt … Er det rigtigt?”

Psykofarmakologisk:

Vær stoisk (kølig, uberørt, lad dig ikke påvirke af patientens kvaler):

“Jeg kan høre, at du gerne vil skifte til noget andet medicin; men vi bliver nødt til at sikre os, at dette præparat ikke virker.”

Administrativt:

Vær proaktiv: Aftal faste tider for fremtidige konsultationer (under ingen omstændigheder henvis patienten til videre udredning hos andre læger) :

“Jeg kan se, at du har det meget svært. Vil du være med til, at vi i fællesskab forsøger at ændre på det?” “Det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, så jeg vil foreslå, at du kommer her f.eks. hver 2. uge i de kommende .. uger/måneder. Hvad synes du om det?” “For at vi kan få noget ud af konsultationerne, er det vigtigt for mig, at vi laver nogle helt fast aftaler om .. Vil du være med til det?”

EKSEMPEL SLUT.

---

Hvad siger du så, T.R. ? Mener du at denne ubegavede, enfoldige og simple træning i manipulation vil fremme eller splitte læge-patient forholdet? Personligt mener jeg, at enhver læge der lader sig "træne" på denne, mageløst primitive måde burde ikke alene få sit hoved undersøgt, men ej heller er værdig til at beholde sin autorisation.

Når det er sagt, så har jeg INTET imod TERM-modellen, SÅ LÆNGE den anvendes på virkelige indbildt syge eller hypokondere. Men anvendt på “rigtigt” syge mennesker, er den dødbringende, så jeg gentager:

Det kan være helt fint at anvende TERM-modellen, hvis vedkommende patient ER indbildt syg. Men hvis vedkommende patient ER fysisk syg af f.eks. sjældne sygdomme, eller hvis den pågældende læge IKKE er dygtig nok til at diagnostisere sygdommen - vil patienterne blive enten mere syge eller værre - dør, som følge af at blive stigmatiseret som TERM-patienter.

Når således "præparerede" læger kører ud til patienter som vagtlæger, kan det ikke undgå at føre til skæbnesvangre konsekvenser. De er jo trænet i u-lytte og i at overhøre. Hvordan skulle det så gå anderledes end skidt? At hele 11 vagtlæger har ladet et barn dø af at sluge et batteri, fordi deres TERM-træning har fået dem til at fokusere på "hysteriske" forældre, i stedet for på barnet - trist bekræfter alle mine pointer.

Det burde få også dig til at tænke (dig om), T.R., i stedet for at spilde tiden med at skændes med mig/os her på bloggen!

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

Anina W. 17. juli 2009 kl. 17:02

Det, der er problemet med TERM-modellen er, at den gør det LOVLIGT og acceptabelt at overse/ignorere ALVORLIGE sygdomme, fordi her er det lægen, der alene foretager en psykiatrisk vurdering (uden at have forudsætninger herfor), og derfor gerne må vurdere, om patienten er indbildt syg. Dermed får lægen har magt til at - standse enhver yderligere udredning!

Ved at fremhæve TERM-modellen i dette emne ville jeg gerne opnå en forståelse hos andre - vi er alle forhenværende, nuværende eller fremtidige patienter - at en politisk, administrativ reform af lægevagt-ordningen vil ikke udrette det helt store, så længe Lægeforeningen accepterer og Regionerne betaler for “efteruddannelse” af læger i TERM-modellen.

God weekend.

T.R. 17. juli 2009 kl. 17:03

@ Anina. hvordan mener du man skal skelne mellem indbildt syge og rigtigt syge?

Anina W. 17. juli 2009 kl. 17:44

Bingo T.R.! Hvorfor spørger du mig? Du er lægen? Du burde vide hvordan man kan diagnosticere sygdom, derunder indbildtsyge. Eller hur?

Nærlæs venligst artiklen i Sygeplejersken anbefalet af Jenni: Er du svindler, sindslidende eller hypokonder?.

Som lægmand mener jeg i hvert fald IKKE, at alle patienter skal, som udgangspunkt - behandles som indbildt syge. Det er praksis i dag - i store træk - TERM-praksis. Det der det, som slår igennem i lægevagt-ordningen og det er det, som er roden til alle vores problemer i sundhedsvæsenet - hvilket egentlig er hovedemnet for hele denne debat.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

rosa uhrenholt nielsen. 18. juli 2009 kl. 12:04

Jeg kan kun tilslutte mig tidl. udsagn, og desværre endda genkende dem til bevidstløshed. Især da jeg (åbenbart) selv hører til i gruppen TERM-patienter. Det fremgår klart af mine journaloptegnelser, som jeg har fået udleveret en smule af, nu efter et meget beskidt forløb af min. 2 års varighed. Her er jeg registreret med et analgetikamisbrug, altså misbruger af smertestillende midler, til trods for at jeg får kun tre piller dgl. Men så er jeg altså i bås med misbrugerne, hvilket passer på at de har givet mig en diagnose med kronisk Pancreatitis, dog er den ikke alkoholrelateret, så årsag er uvis.

Men når man nærlæser om den her fra Danmark (det er eneste udvej for at få noget at vide om sygdommen) hævder de, at 70-80 % er udløst af alkohol. Jeg kan ikke andet nu end føle mig hensat til gruppen af misbrugere. Men især mærkeligt, når patologerne i Norge hævder, at 54 % af alle nydiagnosticerede med denne diagnose er med årsag i galdesten. Alle data fra min akutte indlæggelse med blå blink osv. er åbenbart blevet væk på sygehuset, for ingen har set dem efterfølgende, men har kun fulgt op på de seneste meldinger. ingen henvisninger, uanset om det er plet på spiserør eller udredning for årsag hertil osv.

Især tankevækkende, når man ved læsning kan se, at der ved efterfølgende konstateret kræft i dette organ er mere end 70% som aldrig får nogen behandling, og at man skal sætte folk i bås først, således at dem i dårligste helbredstilstand slet ikke skal have nogen behandling.
Jeg tror, grunden til at denne læge nægter et kendskab til TERM er, at TERM er noget der gælder den enkelte patient.

Det er den pågældende læges vurdering og sortering af een person. og en diagnose er, iflg. Sundhedsstyrelse og Patientklagenævn "en tillidssag mellem en læge og en patient", så, hvis han holdt med dig, ville han samtidig underkende sin kollega som værende dårlig. Det vil være urealistisk, for så er han ukollegial og dermed udstødt.

I den videre behandling hører de i stedet ind under Liaison-psykiatrien. Det er et emne der gælder for ALLE med kroniske lidelser, og derfor også for TERM-patienter. De skal så vidt muligt holdes i egen praksis og kun have adgang til egen lægen, på forud aftalte tidspunkter, for at holde forbruget nede (adfærdsregulering). Hvis jeg skal være firkantet, kan jeg skitsere et forløb:

Patienten kan være meget hårdt ramt af eksempelvis smerter eller problemer med mavebesvær. eller har det generelt meget dårligt. lægen udfylder så et depressionsskema (Hamilton-testen), hvorpå der kun er ganske få punkter:

Her bliver de fleste vurderet som havende "dårlige nerver", især fordi læger ikke er klar over hvor stor en forskel der er på kvinder og mænds psyke. da disse læger selv er mænd som oftest, eller hvis de er kvinder, er oplært af mænd, bliver de ting, som kvinder typisk skælder ud over kategoriseret som at de har vist en depression. Derfor bliver de nu påduttet at skulle afprøve Lykkepiller.

Her følger lægen tæt op, og hvis de nægter at tage pillerne, måske fordi de dårligt tåler medicin, er de uden vilje til at ville være raske. Efter 4-6 uger bliver de igen testet, og har de stadig problemerne, bliver de nu i stedet udsat for spørgsmål, der hører med til deres skema vedr. psykiatrisk vurdering i en almindelig praksis. Det er her, det går helt galt: for her kommer sorteringen til en egentlig diagnose som somatiserende:

• A: Fysiske symptomer ELLER sygdomsbekymring uden tilstrækkeligt organisk grundlag.
• B: Indskrænket funktionsniveau eller social funktion
• C: Ikke ebdre forklaret ved depression, angsttilstand, psykose, medicinbivirkninger eller -misbrug.

Diagnosen kan inddeles i tre hovedgrupper:

1. Multisymptomatiske (mere end tre organer)
2. Orligosymptomatiske (1-2organsystemer) herunder bl.a. somatoform smertetilstand, neurasteni, dissociativ tilstand
3. Sygdomsbekymring (hypocondriaisis)

Alle i disse grupper skal nu beghandles som værende somatiserende, dvs. psykisk syge. fordi lægen har nu klassificeret dem som hørende i denne gruppe, og det er så underordnet, om du har tabt dig enormt i vægt, om du har kronisk diarre eller bare ondt i maven, problemer med hjertet, sukkersyge, lidt trist Fordi du pludselig har mistet job og kone eller whatever. Du er depressiv, basta! Du er depressiv, og endda uden at en psykiater nogen sinde har set dig, eller uden at en læge nogen sinde har gidet undersøge dig.

Anina W. 18. juli 2009 kl. 15:29

@Rosa Urenholt Nielsen: “Jeg tror, grunden til at denne læge nægter et kendskab til Term er, at Term er noget der gælder den enkelte patient. Det er den pågældende læges vurdering og sortering af een person. Og en diagnose er, iflg. Sundhedsstyrelse og Patientklagenævn “en tillidssag mellem en læge og en patient”, så, hvis han holdt med dig, ville han samtidig underkende sin kollega som værende dårlig. det vil være urealistisk, for så er han ukollegial og dermed udstødt.”

T.R. er den eneste (vist nok) her i tråden, der konsekvent afviser, at det er lægernes egen træning i de u-medicinske (bl.a. TERM-modellen) aspekter i udøvelsen af lægegerningen - som er ansvarlige for stigningen af “hændelige uheld” hos både Lægevagten og på hospitalerne. T.R. er medlem i Lægeforeningens Kollegialt Netværk for Læger og hvis T.R. er her i embeds medfør, er det måske forståelig nok, at han ønsker ikke indrømme, at dansk lægestand skyder genveje der undergraver lægegerningen og dermed (rent ud sagt) slår patienterne ihjel.

Det nytter ikke svede over analyser forberedende til reformer af en hvilken som helst lægelig ordning, inkl. Lægevagten, så længe lægerne selv ikke erkender det er deres egne holdninger til patienterne, der er kernen i problemet.

Gennem fire år gik kunstneren Børge Hansen til lægen i Svaneke for at få lykkepiller, imod det både han selv og lægen mente var en depression. Først lige før han døde, blev han undersøgt af en anden læge. Her opdagede man den rigtige grund til, at han var holdt op med at spise. Børge Hansen havde lungekræft i sidste stadie.

Snart en halv million danskere går på gader og stræder med lykkepiller i kroppen. Mange af dem har aldrig set en psykiater og de fleste piller er udskrevet af praktiserende læger. Hvor mange af disse mennesker går i virkeligheden med andre sygdomme, der sløres til med lykkepillerne, indtil det en dag er for sent? Og hvor er det, at grænsen for accept af en lægefejl under betegnelsen af et “hændeligt uheld” overskrides? Er der slet ingen grænse for hvornår et hændeligt uheld anses for u-hændeligt uheld?

Jeg vil derfor holde fast ved, at der er ingen forskel på lægerne - vagtlægerne, praktiserende læger, speciallæger eller hospitals læger. Alle har det tilfælles, at de ikke er oplært til at fokusere på patienten. De fokuserer på det de tror (eller ikke tror) er sygdommen. At patientens egne udsagn arkiveres som utroværdige eller uvigtige, idet det er lægen, der alene afgør hvad lægen selv ønsker at acceptere. Der er ingen lægens ydmyghed over for den kendsgerning, at det hverken er patienten eller lægen, som bestemmer. Det er sygdommen, der bestemmer og ethvert forsøg på at ignorere denne kendsgerning betales for ved kasse 1 alene af patienten, selv om det er lægen der tager beslutningerne. Når det så kommer til ansvaret - vaskes hænderne grundigt og vi igen hører om de “hændelige uheld”.

Jeg er enig i at her er tale om hændelige uheld. Disse uheld er nødt til at være hændelige, når man erkender forbindelsen mellem lægens manglende interesse for netop at afklare og indkredse problemerne ved at lytte til det eneste “vidne”, der kan levere et vidnesbyrd om tegn og symptomerne, der burde kunne give enhver læge de nødvendige redskaber til netop at gennemskue hvad er problemet. Når så ej heller dette fører til en korrekt diagnose - først da kan man tale om et hændeligt uheld. Et uheld kan aldrig være “hændeligt” når det udspringer fra lægens egen ulyst til (med tillid) at lytte til sine patienter.

Når disse læger så kører lægevagt ud til de syge og medbringer med sig denne ulyst-til-at-lytte - kan selv den bedste, og meste gennemgribende reform af vagtlægeordningen forslå som skrædder i H.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

L.B. 18. juli 2009 kl. 22:09

I artiklen "Det triste hjerte" på Hjerteforeningens hjemmeside, bilder en læge befolkningen ind, at KVINDER kan få hjertesygdom af DEPRESSION. Det er løgn. Hverken mænd eller kvinder kan få hjertesygdom af depression. Den medicin der gives mod depression, lykkepiller, kan derimod give hjertesygdom.

Hvis man læser lægens indlæg godt igennem, kan man ikke undgå at bemærke, at kvinder nedgøres og pålægges skyld for egen sygdom.

Mænd og kvinder får hjertesygdom af helt de samme årsager, men symptomerne kan være forskellige. Jeg synes det er en katastrofe at sådan en læge kan være ansat i Hjerteforeningen og få lov til at skrive sådan noget sludder.

Hvorfor skulle depression kunne give hjertesygdom hos kvinder og ikke hos mænd.? Danske lægers faglighed er så lav, så lav, så lav.

Hvilket motiv har lægerne til at skrive sådan noget ?

Denne sygdom, mitralklapinsufficiens, er en fremadskridende sygdom, som på et tidspunkt vil blive behandlingskrævende. Sygdommen kan også opstå efter en infektion i hjertet. Man skal gå til kontrol hele livet, hvis man har denne sygdom og uden operation dør man ofte efter et langt meget grumt sygdomsforløb. Døden kan dog også indtræde pludselig.

Det er den slags blufinformation, der sætter mistillid blandt læger og patient/ hele befolkningen, for svær livstruende sygdom latterligøres af læger mod bedre viden.

Og hvorfor har Hjerteforeningen givet forskningsmidler til Liaison-psykiateren Morten Birket-Smith, så han kan "forske" i hjertepatienters journaler på Hvidovre hospital? Forskningen er også støttet af et medicinalfirma. Manden er psykiater med speciale i hypokondri/somatisering!

Når man så læser godt igennem hvad der står , kan man se, at manden arbejder på tre udvalgte afdelinger på Bispebjerg hospital. Neurologisk, kardiologisk og palliativ afdeling.

Anina W. 19. juli 2009 kl. 01:08

Jamen, jamen, jamen…. jagten på hypokondere er gået ind og har bredt sig til alle aktører indenfor sundhedsvæsenet. Vagtlægerne fortsætter blot hvad der i forvejen praktiseres på landets lægeklinikker og hospitalsafdelinger.

Det er et godt spørgsmål. Og relevant også for dette debatemne: hvad i alverden skal en liaison-psykiater forske i på en hospitalsafdeling for hjertesygdomme? Det bliver i hvert fald hverken jeg eller mine, der skal på Hvidovre Hospital i nødens stund. Ingen tillid til afdelingens overlæge, der lukker psykiatere ind og lader dem snage i de hjertesyges patientjournaler.

I artiklen "De nye sygdomme" citeres Morten Birket-Smith for følgende statement gældende læger ansat på de medicinske hospitalsafdelinger:

“- Mine kollegaer kan godt være noget skeptiske, men de er da mægtig glade for at vi tager fat i og ligefrem behandler de patienter, som til daglig kan opfattes som et irritationsmoment.

- Alle parter får noget ud af det; patienterne bliver behandlet, og nogle bliver helt raske. Desuden bliver lægerne fri for en patientgruppe der fylder utrolig meget – både tids- og ressourcemæssigt.

- Dette specialtilbud kan medføre at ressourcerne bruges mere effektivt.”

På en hospitalsafdeling for hjertesyge!? På en hospitalsafdeling for patienter med Parkinsons, Multipel Sclerose, epilepsipatienter (og andre med en neurologisk sygdom) eller på en hospitalsafdeling for døende? Hvad vil Liaison-psykiater Morten Birket-Smith finde på en palliativ afdeling?! Indbildt døende?!

Come on mennesker!! Er det så noget at sige til, at denne hypokonder-forskrækkelse formidlet af Liaison-psykiatere via TERM-modellen snart alle vegne i sundhedssektoren - spreder sig som løbeild fra toppen og videre, indtil den rammer praktiserende læger, der så kører lægevagt og ser spøgelser (= hypokondere) alle vegne, med skæbnesvangre følger for de syge, deres pårørende og for samfundet!

Come on!!

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

Anina W. 20. juli 2009 kl. 13:58

Der er intet rimeligt grundlag for håbet om, at vagtlægeordningen nogensinde kommer til at fungere så fintmasket (som det var før), så længe aftalerne mellem politikere og Liaison-psykiatrien består. Liaison-psykiatrien producerer, i sagens natur, endnu flere nye “reaktive” hypokondere, forstået på den måde, at sygdomsangsten ikke kan undgå at blive udviklet som følge af denne u-behandling patienterne modtager fra danske læger trænet i udøvelsen af TERM-modellen i almindelig lægepraksis samt videre oppe i hierarkiet.

• Fjern TERM-modellen fra pensum på lægestudier.
• Luk ned den overordentlig hundedyre Liaison-psykiatri i Danmark.
• Luk ned Forskningsenheder og Klinikker for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik hvor de end findes.
• Alle disse, på disse "forskningsenheder" ansatte “luksus-liaison-forskere”, der sjældent, om nogensinde, ser en psykisk syg patient - send dem, med fuld løn, ud i Distriktspsykiatrien, ud til psykiatriske sengeafsnit på hospitalerne, ud til til statshospitalerne og ud i samfundet, hvor mangel på psykiatriske speciallæger efterlader tusinder af psykisk syge uden lægehjælp i årevis.
  ---
  Der er i forvejen rigeligt med psykisk syge i samfundet, uden at også Liaison-psykiatere fremstiller tusinder nye på samlebånd - fra femårige børn og til døende på palliative hospitalsafdelinger.
  ---
• Tving Liaison-psykiatri til at slippe grebet om de medicinske læger, så de omsider igen kan vende tilbage til at at udøve medicin.
• Medicinske læger skal ikke fortsætte som Liaison-psykiatriens forlængede arm.

Først når vi har vristet vores læger fra de psykiatriske "forskningsenhedernes" jerngreb - får vi også vagtlæger vi kan stole på igen. Ikke et sekund før.

rosa uhrenholt nielsen 20. juli 2009 kl. 14:52

Jeg kan helt tilslutte mig, hvad der er fremkommet i denne debat.

Hvor mange mennesker er opmærksomme på, hvor lidt mulighed alm. patienter har for at undgå denne inddeling. TERM har aldrig været forelagt Folketing, til trods for at den ved domstolene bliver fulgt. Ikke som en lov, men som en retssædvane (altså noget der, selv om det er i gråzonen, uden lovgivningsmæssig opbakning) bliver fulgt som og sidestillet med loven.

Når der ved uenighed bliver indkaldt eksperter fra retslægerådet, som består af 11 "eksperter", heriblandt 7 psykiatere, med toppen af Liaisonpsykiatrien, Morten Birket-Smith som den ene af dem.

Når der ved uenighed mellem en patient/klient i både sygehus og kommuner og regioner er sket en sammensmeltning af somatik og psykiatri, og når læger, som er uddannet i kroppen og dens funktioner, pludselig bliver udnævnt til "eksperter" i sindet også. Til trods for, at de fleste læger overhovedet ikke har nogen viden om psykologi, endnu mindre om psykiatri, og som egentlig heller ikke ved mere om behandlinger og disses indvirkninger, end de har fået fortalt fra medicinalindustrien.

Samfundets retspraksis er som følge deraf sat ud af drift, idet denne læge pludselig har fået overdraget alle roller i retssystemet:

• Han er den opsøgende del (det er ham der klassificerer patienten).
  ---
• Han han er nu også den udøvende part (det er ham der vejleder både når det gælder videre undersøgelser, tildeling af pension/dagpenge, og samtidig udtaler sig om hvorvidt vedkommende kan tænkes at have ret).
  ---
• Sidst, men ikke mindst, er han den den dømmende (han er den, der ofte har det afgørende ord, eksempelvis som lægekonsulent for det offentlige, ligesom han er den, der skal være behjælpelig med at finde en plads i samfundet).

Derfor forbavser det mig, at T.R. som er læge, ikke har været opmærksom på, at T.R. som læge er den, der har den fulde kontrol over patienternes videre skæbne? Den mistænkeliggørelse, Liaisonpsykiatrien og Sundhedsstyrelsen fremkommer med for at kunne styre sundheds- og dermed samfundsøkonomien, og inddelingen af mennesker, vender nu tilbage i hovederne på læger som en bommerang.

For tryk avler modtryk, og en patient som er helt kørt ned både fysisk og psykisk, og som samtidig bliver stigmatiseret og stemplet som hypokonder, forsøger at forsvare sig, også selv om det er mod en indbildt rollemodel som vorherres forlængede arm.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

---

Anina W. 21. juli 2009 kl. 02:09

@ Lene: “Hvad har lægegerning med politik og økonomi at gøre? Udover lægens løn og arbejdsforhold. Hvad har lægens GERNING med politik at gøre.

Hvornår har lægegerning skiftet tema så det nu ikke længere er lægens gerning der tales om, når man drøfter lægegerning, men samfundets økonomi?”

Jamen Lene, sådan har det altid været. Det er dog først i løbet af de sidste år, at dette er blevet synligt, selv med det blotte øje. I overensstemmelse med det gældende Lægeløfte - kommer samfundet (= politik/økonomi) før patienten. Lægeløfte anno 1815 og frem til i dag:

“Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.”

Ordet “samfund” hører slet ikke med i et Lægeløfte, idet det giver ganske sig selv, at når man ubetinget dyrker patientens bedste - tjener man, som læge - sit samfund bedst muligt - ganske automatisk, ved søge at opretholde helbred og trivsel hos samfundets borgere, så disse kan fortsætte med at være virksomme og yde til samfundet bl.a. gennem at have helbred og kræfter til den daglige indsats….

Ved at yde, som læge, sit bedste for alle mennesker, også for de anderledes virksomme - de svækkede, de handicappede og de kronisk syge - medvirker lægen - den gode læge - til, at også disse mennesker, i henhold til deres muligheder, yder en stor indsats i den daglige tilværelse de deler med de raske og de arbejdsduelige - og på denne måde understøttes hinanden, borgere imellem - de raske, de syge og lægerne. Og dermed også samfundet!

Der er ikke brug for ordet “samfund” i Lægeløftet.

Ordet “samfund” svækker Lægeløftet direkte og indirekte….

Ordet “samfund” trækker til lægegerningen de forkerte personligheder, der vil end ikke kunne drømme om at sætte mennesket før samfundet.

Ordet “samfund” i Lægeløftet, skaber den brist, hvorigennem “samfundets tjenere” kan bryde ind i Lægegerningen og udhule den, eller værre - ombytte den fra at være for patienten - til at blive for “samfundet”, ja, netop - TERM-modellen.

Problemet er, at der ikke eksisterer et simpelt, etisk tankesæt en læge skal kunne passe ind i, for overhovedet at kunne betroes udøvelsen af lægegerning.

Jo, der er jo også Lægeløftet, der ellers burde kunne være en rettesnor for enhver læge, der havde brug for en præcisering af af ånden i sin egen lægerolle og en opbygning af sin identitet som læge….

Dette lille ord “samfundet” havde lukket en forvirring ind, hvor Lægeløftet bare kan over-for-tolkes som vinden blæser, afhængig af hvem der har brug for hvilken hjemmel til retfærdiggørelse af, hvad den enkelte læge måtte have brug for. Og midt i det hele er patienten pist væk.

Tilbage står alskens lægetyper i gang med en skolastisk evighedsdiskussion om hvad et lægeløfte egentlig er. Og svar på netop dette spørgsmål - er nærmest lige så mange, som der er deltagere i diskussionen.

Er der så noget at undres over, når TERM-modellen og specielt dennes “motiver” har vundet indpas i lægegerningen? Det er jo, trods alt bedre med et tydeligt princip, frem for et tusind af de diffuse og dermed totalt uforpligtende… ikke sandt? »Jeg husker den tid, hvor dr. Shipman tog sig af min far. Han kom forbi ved mindste anledning. Han var en vidunderlig praktiserende læge - bortset fra, at han slog min far ihjel«

Hmm… hvilken part af Hippocratic Oath havde mon dr. Shipman adlydt, eller ikke? Læger er mennesker som alle andre… og hvis de ikke har en fælles gennemgående, sammenhængende og homogen etisk kerne, der gælder ens for dem alle - ja, så er vejen beredt for endnu flere TERM-læger.

Gudskelov er der læger, der har fundet ud af, at også Hippocratic Oath skal følge med tiden, som alt andet i samfundet. Vi kan kun beklage, at det ikke er vores læger, der aflægger Hippocratic Oath — Modern Version:

“Jeg sværger, efter bedste evner at opfylde følgende løfte:

Jeg vil respektere det store videnskabelige arbejde udført af læger før mig, i hvis spor jeg træder, og jeg vil glædeligt dele min egen viden med dem, der efterfølger mig.

Jeg vil anvende al viden og alle tænkelige teknikker og midler til gavn for de syge. Jeg vil udvise en særlig omhu, så jeg ikke overbehandler mine patienter, eller udsætter dem for usikre lægemidler og behandlinger mod mit bedrevidende.

Jeg vil huske, at medicinkunsten er lige så vigtig som videnskab, og at varme, sympati og forståelse kan opveje kirurgens kniv eller kemikerens medicin.

Jeg vil ikke være flov over at skulle sige “jeg ved det ikke,” og jeg vil heller ikke undlade at kalde på mine kolleger, når deres ekspertise og kundskaber kan gavne mine patienter.

Jeg vil respektere mine patienters privatlivets fred og vil omhyggeligt varetage min ubetingede tavshedspligt.

Især skal jeg træde varsomt i spørgsmål om liv og død. Jeg vil være taknemmelig for at kunne redde liv. Men det kan også være i min magt at tage liv; dette enorme ansvar skal jeg møde med ydmyghed og bevidsthed om min egen utilstrækkelighed. Frem for alt, jeg skal ikke spille Gud.

Jeg vil huske, at jeg ikke behandler kun et feberdiagram eller en kræftsvulst, men et sygt menneske, hvis sygdom kan påvirke den pågældendes familie og økonomisk stabilitet. Mit ansvar skal omfatte disse aspekter, hvis den behandling jeg byder den syge skal være den bedst mulige.

Jeg vil forebygge sygdom, når jeg kan, idet forebyggelse er at foretrække frem for helbredelse.

Jeg vil altid huske, at også jeg er et medlem af samfundet og som læge har jeg særlige forpligtelser over for alle mine medmennesker, uanset om de er sunde i sind og krop, eller svagelige.

Hvis jeg ikke krænker denne ed, kan jeg nyde livet og kunsten, respekteres, mens jeg lever og huskes med hengivenhed derefter. Måtte jeg altid bevare de fineste traditioner i min gerning og måtte jeg længe opleve glæden ved at hjælpe alle dem, der opsøger mig.”

Skrevet i 1964 af dr. Louis Lasagna: http://www.pbs.org/wgbh/nova/doctors/oath_modern.html

Dem, der evt. måtte føle bedrevideres trang til at rynke på næsen og rulle med øjnene, kan jeg oplyse at dr. Louis Lasagna var ikke Herre Hvem Som Helst. Han var en læge (død 2003) som af sin samtid og af lægetidsskriftet The Lancet blev i 1997 placeret på en liste over de 27 vigtigste personer indenfor lægevidenskaben siden Hippokrates (ca. 400 f.Kr.).

Om Louis Lasagna siges det, at han var en mild og tolerant mand med sans for humør, enkle veltalenhed og en human indstilling til kontroversielle medicinske spørgsmål inkl. medicinske forsøg på mennesker. I dag aflægges “Lasagna Ed” på mange medicinske læreranstalter i verden.

Vi kunne, i den grad trænge til nogle kloner af Louis Lasagna. Så var hele denne diskussion overflødig her på bloggen. I stedet må vi nøjes med en politisk Lægeforening og lægerne adlydende Lægeløftet, der sætter samfundet og dem selv foran patienten.

I “gamle dage”, før Liaison-psykiatrien var opfundet - var det “straffrit” for den enkelte læge selv at bestemme, om han/hun ville leve ned til Lægeløftet eller se bort fra det på plussiden, således at den enkelte læge selv kunne træffe sit eget valg om at sætte sin patient før politik. Dette er grunden til, at de af os, der er over den første ungdom kan endnu huske vores gamle læger, hvoraf mange havde været gudsbenådede mennesker, deres patienter fortsat husker med taknemmelighed.

Den tid er dog forbi. Liaison-psykiatri, politikere, økonomer og lægernes egen organisation i fællesskab klemmer den enkelte læge fra alle sider, indtil han/hun lige passer i den boks, samfundet - Lægeløftets første hensyn - har indrettet. At der så ikke er plads i “boksen” til også at rumme alle de nødstedte patienter - er ikke så afgørende. De kan jo altid stuves på ventelisterne, selv om sygdomme er jo sådanne udisciplinerede størrelser, der ikke vil vente. Men det bekymrer ingen. Alle har travlt med at fokusere på politik frem for på sygdommene. Eller endnu bedre: de "overskydende" patienter kan placeres under TERM-modellen, hvor lægerne leger psykoterapeuter på bekostning af udøvelsen af de medicinske kundskaber og i baggrunden kan man skimte de ventende bedemænd.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

Anina W. 21. juli 2009 kl. 16:09

Citer:

---

@ Lene Bech 21. juli 2009 kl. 10:16

“Nu blev lægen gal. Hun talte dunder til mig. Jeg var den vanskligste patient, hun nogen sinde havde haft, hvis jeg ikke ville gå med til at komme til psykiater, synes hun jeg skulle finde at andet lægehus, for hun kunne ikke så godt med patienter, som vedvarende kom med problemer fra samme organ og hun kunne ikke medgive at en operation til mig ville være relevant.”

---

Hmm… lige her er jeg kommet i tvivl om her er tale om TERM-behandling, eller om en læge, der aldrig burde have fået en lægeautorisation, eller kombination af begge dele? Din beskrivelse her er så grotesk, at jeg ville have svært ved at tro på den, hvis jeg altså ikke vidste bedre.

Det er velkendt i miljøet (dog ikke af Thomas Rishøj formoder jeg), at lægefaget er udsat for samme problemer med psykisk syge medicinstuderende og læger, som det øvrige samfund:

“- Problemet er stort, om ikke i antal, så for den enkelte psykisk syge medicinstuderende eller læge, samt for hans eller hendes patienter. Der findes medicinstuderende med alvorlig kronisk psykisk sygdom. Almindeligvis vil både medstuderende og undervisere længe have haft en klar ide om, at det vil være yderst problematisk, hvis vedkommende senere skal fungere som læge - uden at man rigtigt ved, hvad man skal gøre ved det. Disse studerende vil typisk have store problemer med at gennemføre studiet på normeret tid, og vil derfor også ofte have været i kontakt med studievejledning og studienævn, hvor de igen og igen har fået dispensationer, som man måske kan spørge sig selv om, hvorvidt de burde have haft. (…) det selvfølgelig ikke er ved alle psykiske sygdomme at lægen vil kunne udgøre en fare for sine patienter.

- Det er her meget væsentlig at skelne mellem de mange forskellige psykiske lidelser. For at kunne arbejde som læge må man have en intakt realitetstestning. Ved mange psykiske lidelser, for eksempel affektive sindslidelser og visse episodiske psykoser, kan realitetstestningen periodisk være forstyrret, men såfremt lægen er indforstået med at følge en behandling og sygemelde sig under sygdomsepisoder, er der principielt intet til hinder for, at han eller hun kan få en autorisation.

Dette indebærer at mange psykisk syge ikke er udelukket fra at være læger. Derimod vil der være grupper af skizofrene patienter der enten ikke har sygdomsindsigt, eller som til trods for dette til stadighed har en forstyrret opfattelse af virkeligheden. Så alt i alt: Det må bero på en individuel vurdering, om en person skal have autorisation. Man bør selvfølgelig ikke give autorisation til en psykotisk person.” Kilde: http://www.web.archive.org/web/20041...e%20laeger.pdf

Men mens i det øvrige samfund bliver opmærksomheden på de psykisk syge effektueret, uanset om systemet er fintmasket nok eller ikke - indenfor lægestanden, sundhedsmyndigheder samt på uddannelsesinstitutioner for læger - forekommer det så godt som aldrig, at man udelader at meddele uegnede eller psykisk syge læger deres lægeautorisation. Dette på trod af, at iflg. Lægeloven:

»Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler eller lignende eller udvist grov uduelighed«. Kilde: Lægelovens paragraf 2, stk. 3

Alligevel citerer Dagens Medicin, i artiklen “Universiteter ønsker regler for psykisk syge lægestuderende” af d. 4. februar 2004 - overlæge Michael von Magnus i Sundhedsstyrelsen, der udtaler at “indberetninger om psykisk sygdom blandt medicinstuderende er så sjældne, at der går år imellem, at Sundhedsstyrelsen ser sager af den karakter. Tilsvarende husker han ikke, at Sundhedsstyrelsen på noget tidspunkt har været i en situation, hvor styrelsen har fundet psykisk sygdom så belastende, at lægen kun har fået autorisation på særlige vilkår.” Kilde: Dagens Medicin 04/02/2004

Enten er de medicinstuderende og læger et særligt folkefærd, der på alle måder overgår resten af samfundet i psykisk robusthed , eller - er der noget galt? Der skal, som bekendt, kun et råddent æble (ikke metafor, kun ordsprog) til at fordærve hele læsset. Hvor mange uegnede læger skal der til at ødelægge omdømmet for hele lægestanden?

Hvorfor skal skal Lenes skæbne, med djævlens vold og magt arkiveres lodret i kategorien: “enkeltstående cases, vi ikke gider kommentere”, når der er omtalt et forløb, der i den grad principielt beskriver en læge som aldrig burde have meddelt sin lægeautorisation? Og hvor mange af disse “rådne æbler” kører den forhadte vagtlægetjans opfattende opringningerne fra de syge som værende en plage, der hurtigst muligt skal overstås og videre i programmet?

Citer:

---

@ Thomas Rishøj: “Jeg tænker kun på det overordnede.” “Så hvis vi skal forsætte debatten her kunne du så ikke lade den forsætte på det generelle….”

---

Jeg kan ikke rigtig se, hvad problemet er så - Thomas Rishøj. Du vælger at tænke på det overordnede og det generelle, hvilket netop er udtrykt i de svar du får og som du konsekvent ikke ønsker at forholde dig til.

Det er jo netop det patienterne (og borgere) gør - med udgangspunkt i de individuelle erfaringer eller beretninger - forholder patienterne (samfundet?) sig til det aktuelle tema på netop et generelt og overordnet plan, ved at skære alle læger over en kam. Sådan fungerer det Thomas Rishøj. Det er en “naturlov”, at hører man om een uduelig læge - bliver man obs på alle læger…. Det hører med til selvopholdelsesdriften, netop at spotte og notere sig mulige farer man derved selv håber at undgå i fremtiden. At opfordre mennesker til at begå vold mod deres iboende selvopholdelse-instinkter er naivt og ikke særlig klogt. Og da slet ikke i vores tid, hvor frygten styrer så mange liv, som tilfældet er.

Det er uhørt u-klogt at indbilde sig, at blot fordi man afviser at forholde sig til de enkelte eksempler, at disse så forsvinder, bliver væk fra debatten og menneskernes bevidsthed. Det gør de ikke! Det gør de ikke, fordi det er lægerne selv, der holder gryden i kog ved at udelade, selv at rydde op i egne brodne kar. Det er så underordnet, om problemerne opstår i kølvandet på Liaison-psykiaternes skoling af de praktiserende læger. Eller i kølvandet på lægefejl begået af syge læger, eller bare uegnede læger.

Ved at fare med lempe over for disse kollegaer, som muligvis aldrig burde have meddelt sin lægeautorisation - er det lægestanden selv der devaluerer begrebet “hændeligt uheld” og dermed dømmer lægestanden også de sagesløse læger til at blive blandet sammen med gruppen af de u-egnede læger. Det kalder jeg for den ultimative uklogskab, mildest talt og her saver lægestanden selv den gren over, alle læger sidder på.

I stedet for at blive ved med at afvise i flæng, vend blikket væk fra os og bliv opmærksom på, at denne diskussion hører med internt blandt lægerne selv, i de respektive flokke hvor lægerne færdes og det kollegiale dyrkes. Det er ikke os, “klagerne” der skal løse problemerne. Problemerne skal løses der hvor de skabes. I praksis. Ikke i teorien. Når lægestanden i den grad holder hånden over egne brodne kar, skal lægestanden ikke klage over, at de “brodne`s” fejl og overtrædelser ødelægger det for, og skaber mistillid til alle læger.

“Overordnet” og “generelt” nok? Forhåbentlig… ;)

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

Anina W. 24. juli 2009 kl. 15:07

Citer:

---

Thomas Rishøj til Lene bl.a.:

“Jeg er læge, når du skærer alle læger over en kam er det også mig så angriber og dermed kan jeg ikke se det som andet end en tilsvining.” (…) Hvordan er det ikke et angreb på mig når du med negatie og grove vendinger beskriver alle læger? Jeg er læge og dermed en del af den gruppe du klandrer for som helhed at være grådige etc. Fair argumentation havde været at holde sig til at beskrive de læger du har mødt, din opfattelse af dem etc men når du går over til at sige at fordi de læger er sådan så er alle læger sådan det er for lavt.”

---

Jeg er patient, når en læge skærer alle patienter over en kam er det også mig lægen forholder sig til, og dermed kan jeg ikke se det som andet end en generel indstilling hos de fleste læger. Hvordan er det ikke en skidt indstilling over for mig - patienten - når en læge forholder sig til mig med den indstilling, at patienterne er en plage og utroværdig? Jeg er patient og dermed en del af den gruppe lægerne klandrer for som helhed at være utroværdige, plagsomme hypokondere etc. Fair dokumentation havde været ved at holde sig til at beskrive de patienter lægen har mødt, lægens opfattelse af dem etc., men når lægen går over til mene, at fordi disse patienter er sådan så er alle patienter sådan - er det for lavt.

--------------------

Eller gælder der anden “logik” for læger end for patienter?

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

Anina W. 24. juli 2009 kl. 18:16

Citer:

---

@ rosa urenholt nielsen

Du mener, vi taler om konspirationer. Mon ikke det i stedet var på tide, at I kikkede indenfor i egne rækker, i stedet for, som nu, at skyde os budbringere ? Jeg er patient, men ikke ude på at slagte eller jagte nogen. Tværtimod har jeg igennem årene forsøgt at finde frem til årsager og forklaringer på hvorfor, i håb om at kunne få mildnet mit billede lidt. Desværre kniber det mere og mere.

---

Jeg mener vi bør ophøre med at henvende os direkte til Thomas Rishøj, idet dette begynder at antage formen af plageri af et medmenneske. Det er krystalklart, at denne læge er ude af stand til at opfatte noget af de vi skriver om her - på et overordnet plan. Hans respons gælder udelukkende personlige bemærkninger til et givent indlæg, han opfatter som et personligt angreb på ham, som repræsentant for alle læger.

Netop dette “repræsentantskab” Thomas gentagende gange understreger så kraftigt har jeg forsøgt at henvende mig til med alle mine hidtidige indlæg, hvoraf de fleste handlede netop om det generelle og overordnede jeg ser som kernen til alle problemer:

Anina W. 17. juli 2009 kl. 12:13
“Min holdning til den anvendte lægevidenskab er blevet ganske gevaldigt “justeret” på baggrund af de seneste års begivenheder på “sundhedsvæsen-markedet” inkl. TERM-modellen samt samarbejde mellem Lægeforeningen og Socialministeriet…”

Anina W. 17. juli 2009 kl. 14:11
“TERM-modellen er et sorterings værktøj for primært praktiserende læger og sekundært for resten af sundhesvæsenet…”

Anina W. 17. juli 2009 kl. 15:18
TERM-modellen fortsat….

Anina W. 17. juli 2009 kl. 16:48
TERM-modellen fortsat: Kurser i TERM-modellen for praktiserende læger. Øvelse1i: Forståelse. Øvelse 2: Forståelse. Øvelse 3: Forståelse. Øvelse 4: Lægens bord og anerkendelse. Øvelse 5+6: Sammenhæng & konkret efterforløb forhandles. Øvelse 7: Statuskonsultationen. Øvelse 8: Håndtering af kronisk somatisering.

Anina W. 17. juli 2009 kl. 17:02
TERM-modellen fortsat….

Anina W. 18. juli 2009 kl. 15:29
Om “hændeligt uheld” som følge af lægernes træning i at overhøre patienterne….

Anina W. 19. juli 2009 kl. 01:08
Om jagten på hypokondere, som lægernes første prioritering….

Anina W. 20. juli 2009 kl. 13:58
Om tvivlen på, at vagtlægeordningen overhovedet kan forbedres, før lægerne ændrer deres syn på patienterne og begynder at rydde op i egne rækker….

Anina W. 21. juli 2009 kl. 02:09
Om sammenblandingen af økonomi og politk med lægegerningen, understøttet af ordlyden i Lægeløftet….

Anina W. 21. juli 2009 kl. 16:09
Om lægeautorisation meddelt lægerne uanset at de måtte være psykisk syge eller på anden måde - uegnede.

----------------

Der er ikke kommet respons på noget af det, undtagen lidt periferisk omkring TERM-modellen, der bliver hårdnakket påstået man ikke kender til. Så bliver jeg nu undtagelsesvis personlig ved at sige - bullshit og løgn.

Der efterlyses konstant det overordnede for at flytte debatten fra personlige oplevelser og over hvor det generelle kan debatteres, hvis vi skal nå nogen vegne. Jeg har ikke gjort andet og alligevel - når det er jeg (ikke-læge) som bestemmer musikken (valg af fokuspunkter/emnet) bliver det mødt med rungende tavshed eller udenomssnak. Præcis som det også sker i konsultationen (Rosa beskriver i sit sidste indlæg), hvor patienten end ikke tilkendes retten til at redegøre for sit eget problem på patientens egne præmisser! Der er ikke noget, så tilnærmelsesvis livsfarligt som fornærmede læger, med egoet som en planet og selvværd som en ært.

Det er så helt i orden, at jeg har fået fingeren. Indlæggene er postet og bliver læst af andre. Forhåbentlig et eller andet bundfælder sig og skaber en grobund for den eftertanke, vores sundhedsvæsen ikke længere kan slippe udenom, hvis vi da ikke skal falde endnu længere ned i europæiske statistikker for dødelighed som følge af sygdom.

Vagtlægeordningen, uanset hvilken reform den skulle undergå - er det mindste af vores problemer med sundhedsvæsnet som det drives i dag. Havde vagtlægen ikke stået “alene” over for patienterne i patientens eget hjem, hvor den kollegiale paraply ikke rækker over - havde vi den dag i dag fortsat ikke anet noget om hverken de lægefejl der var begået, og ej heller om lægernes indstilling som værende roden til alle problemer. På dette punkt, havde vagtlægeordningen bidraget til afsløring af disse problemer, der rækker langt over den enkelte læge og kan spores direkte til den danske Liaison-psykiatriens stiftelse i Århus omkring det Herrens år 1995: http://web.archive.org/web/200708200...h/040598/5.HTM

Effekten på lægerne er så god, at TERM-modellen har vist sig at være væsentligt billigere for det danske samfund på kort sigt, end det er, at forsøge at helbrede de mange patienter. Oprindeligt blev Liaison-psykiatrien ellers oprettet med det formål at hjælpe alvorligt syge. Det var planen at årsagen til disse patienters lidelser skulle afdækkes, og at der skulle findes en effektiv behandling, der kunne give patienterne deres tidligere livskvalitet tilbage. De videnskabelige undersøgelser af TERM-modellen viste imidlertid, at den ingen effekt havde på patienterne og så opgav man helt at forsøge at hjælpe disse patienter og i stedet anvendes modellen nu som et værkstøj til patient-sortering efter andre kriterier end patienternes fysiske sygdomme.

På langt sigt skubber udøvelsen af TERM-modellen foran sig et stadig stigende behov for en voksende plejesektor til omsorg og pleje af patienterne undervejs invaliderede af deres ubehandlede/underbehandlede sygdomme. Tillige forbundet med tabet af aktive skatteydere, undervejs konverteret til passive modtagere af overførselsydelser fra samfundskasse idet deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet er blevet blokeret af Århus-Liaison-psykiatere via deres disciple i lægekredse og vores naive folkevalgte, der havde investeret vores skattepenge i dette “ris-til-egen-røv”.

Når man ser på de europæiske statistikker for effektiviteten i sundhedsvæsenet - står det klart, at de to lande der skraber bunden er også de to lande - Storbritannien og Danmark - der har etableret og praktiseret The Extended Reattribution and Management Model (TERM-modellen) sidst i 80-erne og først i 90-erne opfundet af den ærværdige Professor of Primary Care Psychiatry fru Linda Gask, MB ChB MSc PhD FRCPsych http://www.manchester.ac.uk/research/linda.gask fra Manchester, United Kingdom.

Læs den engelsksprogede information om "The Extended Reattribution and Management model" (TERM)
• Clinical and patient satisfaction outcomes of a new treatment for somatized mental disorder taught to general practitioners
• General practitioners' views on reattribution for patients with medically unexplained symptoms: A questionnaire and qualitative study
• Management of medically unexplained symptoms Includes diagnosis, specific treatments, and appropriate communication

Læs videre i Ugeskriftet for Læger (nr. 46 i 2002) om Efteruddannelsesmodeller med fokus på funktionelle lidelser i almen praksis - videreudviklet og udbredt til samfundets sundhedsvæsen i Danmark af århusianske liaison-psykiatere Andreas Schröder, Marianne Rosendal & Per Fink, fulgt tæt af flere nyudklækkede liaison-psykiatere på jagt efter hypokondere og raske endnu-ikke-hypokondre i snart alle regioner i Danmark.

I jagten på 6-10% hypokondere har man ofret 100% af befolkningen. Det kalder jeg for et nederlag af kosmiske dimensioner, for samfundet!

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man kritisere læger"

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Nå... tilbage til Lisbeth Knudsens Blog på Belingske.dk. Jeg har undesøgt retningslinierne hvori jeg læser at ophavsretten til mine egne indlæg tilhører mig. Jeg vil derfor følge op på dette emne ved at poste mine indlæg fra Lisbeth Knudsens Blog her i tråden.

---

God idè. Så er ens tanker gemt og bevaret flere steder. :smi060

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 18. juli 2009 kl. 12:04

Jeg kan kun tilslutte mig tidl. udsagn, og desværre endda genkende dem til bevidstløshed. Især da jeg (åbenbart) selv hører til i gruppen. Jeg kan i mine journaloptegnelser, som jeg har fået udleveret en smule af nu efter et meget beskidt forløb af min. 2 års varighed.

Her er jeg registreret med et anagetikamisbrug, altså misbruger af smertestillende midler, til trods for at jeg får tre piller dgl. Men så er jeg altså i bås med misbrugerne, hvilket passer på at de har givet mig en diagnose med kronisk Pancreatitis, dog er den ikke alkoholrelateret, så årsag er uvis..

Men når man nærlæser om den her fra Danmark (det er eneste udvej for at få noget at vide om sygdommen hævder de, at 70-80 % er udløst af alkohol. Jeg kan ikke andet nu end føle mig hensat til gruppen af misbrugere. Men især mærkeligt, når patologerne i Norge hævder, at 54 % af alle nydiagnosticerede med denne diagnose er med årsag i Galdesten.

Alle data fra min akutte indlæggelse med blå blink osv. er åbenbart blevet væk på sygehuset, for ingen har set dem efterfølgende, men har kun fulgt op på de seneste meldinger. Ingen henvisninger, uanset om det er plet på spiserør eller udredning for årsag hertil osv.

Især tankevækkende, når man ved læsning kan se, at der ved efterfølgende konstateret kræft i dette organ er mere end 70% som aldrig får nogen behandling, og at man skal sætte folk i bås først, således at dem i dårligste helbredstilstand slet ikke skal have nogen behandling.

Jeg tror, grunden til at denne læge nægter et kendskab til Term er, at Term er noget der gælder den enkelte patient. Det er den pågældende læges vurdering og sortering af een person og en diagnose er, iflg. Sundhedsstyrelse og Patientklagenævn: “en tillidssag mellem en læge og en patient”, så, hvis han holdt med dig, ville han samtidig underkende sin kollega som værende dårlig. det vil være urealistisk, for så er han ukollegial og dermed udstødt.

I den videre behandling hører de i stedet ind under Liaison-psykiatrien. det er et emne der gælder for ALLE med kroniske lidelser, og derfor også for Term-patienter.de skal så vidt muligt holdes i egen praksis og kun have adgang til egen lægen, på forud aftalte tidspunkter for at holde forbruget nede (adfærdsregulering)

Hvis jeg skal være firkantet, kan jeg skitsere et forløb:

Patienten kan være meget hårdt ramt af eksempelvis smerter eller problemer med mavebesvær. elelr har det generelt meget dårligt. lægen udfylder så et depresisionsskema (Hamilton-testen), hvorpå der kun er ganske få punkter:

Her bliver de fleste vurderet som havende “dårlige nerver”, især fordi læger ikke er klar over hvor stor en forskel der er på kvinder og mænds psyke. Da disse læger selv er mænd som oftest, eller hvis de er kvinder, er oplært af mænd, bliver de ting, som kvínder typisk skælder ud over kategoriseret som at de har vist en depression. Derfor bliver de nu påduttet at skulle afprøve Lykkepiller.

Her følger lægen tæt op, og hvis de nægter at tage pillerne, måske fordi de dårligt tåler medicin, er de uden vilje til at ville være raske.

Efter 4-6 uger bliver de igen testet, og har de stadig problemerne, bliver de nu i stedet udsat for spørgsmål, der hører med til deres skema vedr. psykiatrisk vurdering i en almindelig praksis det er her, det går helt galt: fordi her kommer sorteringen til en egentlig diagnose som somatiserende:

A: Fysiske symptomer ELLER sygdomsbekymring uden tilstrækkeligt organisk grundlag.

B: Indskrænket funktionsniveau eller social funktion

C: Ikke bedre forklaret ved depression, angsttilstand, psykose, medicinbivirkninger eller -misbrug.

Diagnosen kan inddeles i tre hovedgrupper:

1. Multisymptomatiske (mere end tre organer)

2. Orligosymptomatiske (1-2organsystemer) herunder bl.a. somatoform smertetilstand, neurasteni, dissociativ tilstand

3. Sygdomsbekymring (hypocondriaisis)

Alle i disse grupper skal nu beghandles som værende somatiserende, dvs. psykisk syge. For lægen har nu klassificeret dem som hørende i denne gruppe og det er så underordnet, om du har tabt dig enormt i vægt, om du har kronisk diarre eller bare ondt i maven, problemer med hjertet, sukkersyge, lidt trist dordi du pludselig har mistet job og kone eller whatever.

Du er depressiv, og endda uden at en psykiater nogen sinde har set dig, eller uden at en læge nogen sinde har gidet undersøge dig..

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 19. juli 2009 kl. 10:38

Thomas

Jeg vil anbefale dig at se lidt nærmere på nedenstående link: ang. funktionelle lidelser og deres behandling i almen praksis. Og lad så være med at fremstille os patienter som værende utilregnelige, tak.

Lad mig samtidig rette en stor tak til Lisbeth Knudsen, der turde at tage et så stort emne op.. jeg håber nu, at det fortsat vil smitte af på holdningen. Desværre går tendensen i den anden retning: når folks viden går ind, går deres evne til at tænke selvstændigt desværre ofte ud. Og tendensen er pt. at al sygdom nærmest er patientens egen skyld, og dermed et eget valg. For lægerne hopper på pinden hver gang.

Uhyggelige perspektiver, men de vil alle lege forskere. Det er åbenbart ret kedeligt “bare” at være læge. Og som andre forskere glemmer de alt om, at når noget virker er der altså også en bivirkning.

Når patienter, som regner med at få en ordentlig undersøgelse på hospitalerne, i stedet bliver udnævnt til forsøgskaniner i medicinforsøg, går den gal.

Hvor meget af sygehusenes kapacitet bliver i dag brugt på at lave medicinforsøg? Hvor mange penge får sygehusafdelingen ind pr. forsøg og, endnu mere relevant, hvilken behandling får jeg som patient efterfølgende, når jeg ikke vil deltage ?

Jeg blev informeret om denne “mirakelpille” som ville kunne afhjælpe en stor del af smerterne. Eneste bivirkning ville være lidt svimmelhed og træthed, så jeg havde alt at vinde…

Til forundersøgelsen mødte jeg i stedet op med kopi af artiklen om [I]“patient ved at dø af medicinforsøg”[I], ligesom jeg havde udskrifter med fra den direkte dialog imellem mig og medicinalfirmaet, eftersom jeg var patientens kontaktperson. Her fandt vi til sidst frem til yderligere 22 meget alvorlige bivirkninger, hvoraf en del er stadig forværret, heribland angst, depression, svær nedsættelse af syn osv..

Jeg mente, naiv som jeg var, at firmaet måtte have indberettet dem til Lægemiddelstyrelsen, som vi aftalte (for hun er for dårligt seende og har for lidt koncentration i dag til selv at få digital signatur, så hun selv ville kunne gøre det), men disse informationer er åbenbart ikke gået videre. Til trods for, at kontakten til sygehuset ang. forsøget var foregået mere end to år og tidl. kontakten til firmaet i over et år forinden. Men det er nok indberettet som en del af det samlede forsøg, og ikke på een enkeltperson.

Pga. det er jeg nu nærmest jaget vildt. Jeg var i direkte skænderi denne gang med lægen, efter for tredje gang at være konfronteret med, at “smerterne da ikke kunne være særligt slemme, når jeg ikke engang ville afprøve medicinen”. Så, han blev i stedet forespurgt, om det ikke var tale om et tricyklisk antidepressiva, om han ville indrømme det? Det var han nødt til, altså ikke engang redelig information.

Og som et ps.. den kan endda som bivirkning give : Pancreatitis (jeg allerede lider af!). Medicinalfirmaet har endda fået bøder og pålæg pga. denne vildledning, men det fortsætter åbenbart uændret.

Der foregår meget på forsøgsbasis derude i dag, så mon ikke snart det ville være reelt at give os patienter de små sygehuse tilbage, bruge den sparede løn til fratrædelsesordninger ved den nuværende stab, og så overlade den form for hospitalsdrift til medicinalfirmaerne. Det er alligevel dem, der ofte betaler for at få tingene undersøgt og derved udnytter sygehusets kapacitet. Hvis det er toppen af lægeverdenen, vil jeg hellere i kontakt med bunden, for der er da lidt jordforbindelse.

Kognitiv adfærdsterapi i behandlingen af somatiseringstilstande og funktionelle syndromer (aarhussygehus.dk/files/Hospital/Aarhus/Neurocentret/Forskningsenheden%20for%20Funktionelle%20Lidelser%20og%20Psy kosomatik/pdf-filer/artikel%20Andreas.pdf)

Jeg har en vægt på 42 kg, temperatur er normal 34.4 og et blodtryk, der det meste af tiden er på mellem 110 og 135 i den lave del. Så jeg kan kun se, at der er TERM med i billedet. Ellers havde jeg forlængst været henvist til udredning andetsteds, men afdelingerne låser patienterne her. Og eftersom Danmark ingen klageinstans har for at få bedømt et samlet forløb, er vi patienter på herrens mark.

Som det blev fremført i kendelsen fra Menneskeretsdomstolen i Strassbourg i januar, har danske patienter pga. disse manglende klage-instanser - ingen retssikkerhed overhovedet.

Patienter er ofte jaget vildt, hvis de bliver placeret i denne gruppe.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 20. juli 2009 kl. 14:52

Jeg kan helt tilslutte mig , hvad der er fremkommet i denne debat. Hvor mange mennesker er opmærksomme på, hvor lidt mulighed alm. patienter har for at undgå denne inddeling/patientsortering.

TERM har aldrig været forelagt Folketinget, til trods for at den ved domstolene bliver fulgt. Ikke som en lov, men som en retssædvane (altså noget der, selv om det er i gråzonen, uden lovgivningsmæssig opbakning) bliver fulgt som om…altså sidestillet med loven.

Når der ved uenighed bliver indkaldt eksperter fra retslægerådet, som består af 11 “eksperter”, heriblandt 7 psykiatere, med toppen af Liaisonpsykiatrien, Morten Birket-Smith som den ene af dem.

Når der ved uenighed mellem en patient/klient i både sygehus og kommuner og regioner er sket en sammensmeltning af somatik og psykiatri, når læger, som er uddannet i kroppen og dennes funktioner, pludselig er udnævnt til “eksperter” i sindet også. Til trods for, at de fleste læger overhovedet ikke har nogen viden om psykologi, endnu mindre om psykiatri, og som egentlig heller ikke ved mere om medicinen og dens indvirkninger, end de har fået fortalt fra medicinalindustrien.

Samfundet er nu opbygger, så retspraksis er sat ud af drift, idet denne læge pludselig har fået overdraget alle roller i retssystemet. Han er den opsøgende del (det er ham der klassificerer patienten), han er den udøvende part (det er ham, der vejleder både når det gælder videre undersøgelser, tildeling af pension/dagpenge, og samtidig udtaler sig om hvorvidt vedkommende kan tænkes at have ret).

Sidst, men ikke mindst, er han den den dømmende (han er den, der ofte har det afgørende ord, eksempelvis som lægekonsulent for det offentlige, ligesom han er den, der skal være behjælpelig med at finde en plads i samfundet).

Derfor forbavser du mig, Thomas. Har du ikke været opmærksom på, at du som læge er den, der har den fulde kontrol over dette mennneskes videre skæbne?
Den mistænkeliggørelse, Liaisonpsykiatrien og Sundhedsstyrelsen er fremkommer med for at kunne styre sundheds- og dermed samfundsøkonomien, og inddelingen af mennesker, vender nu tilbage på lægerne som en bommerang.

For tryk avler modtryk, og en patient som er helt kørt ned både fysisk og psykisk, og som samtidig bliver stemplet, forsøger at forsvare sig. også selv om det er mod en indbildt rollemodel som vorherres forlængede arm.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 20. juli 2009 kl. 18:28

Citer:

---

Jeg genkender ikke din oplevelse af at det er samme læge der bestemmer det hele, lægekonsulenten i kommunne kommer med forsalg til mig, nogle mener jeg er fornuftige andre hen i vejret, de sidste undlader jeg så.

---

Helt fint, Thomas. Og selvfølgelig anerkender jeg da, at mange læger gør et stort og flot arbejde for patienterne.

Men, ligesom vi patienter en meget bred skare er det samme tilfældet med lægerne. Vi har allesammen gode og dårlige sider, forskellig indfaldsvinkel til tingene, og især nok som det vigtigste, en meget forskellig erfaring og viden.

Jeg har mine erfaringer fra klager fra patienter til Patientklagenævn (mig som partsrepræsentant), fra mennesker, der har oplevet de mest bitre erfaringer og som lever med konsekvenserne dagligt af ikke-seriøse medicinforsøg, mange års erfaring som sagsbehandler i frivilligforening, bisidder for klienter osv. For ikke at tale om mine mange år først i hjemmeplejen og seneste, som førtidspensionist, i deltidsjob på deltidsbasis i et ordinært arbejde indenfor psykiatrien (udnyttede her min daværende resterhvervsevne, indtil mit store vægttab og den alt for store belastning igennem disse 7 arbejdsår satte en stopper for det i 2005-06). Jeg var dermed ansat indenfor systemet. Dertil kommer nu også mit eget uskønne forløb.

Det fremgår bare ikke nogen steder, så for den, der vil komme med en generalisering, er alle førtidspensionister nogen, som ikke vil bidrage, men kun have en offentlig forsørgelse.

Så, som du kan se det, bliver tingene nu belyst ud fra forskellig indfaldsvinkel.

Du vil vel ikke benægte, at der er sket en enorm stigning i antallet af arbejdsprøvninger, omstødte afgørelser og mistænkeliggørelse (patienter på pengejagt ) osv.

Så, som du kan se, er vi begge en brik i et stort system, som vi kun kan arbejde hen i mod at give bedre betingelser. Jeg tror ikke på, at det sker ved skemaer og grupperinger, men derimod igennem dialog og mere åbenhed omkring hvem er hvem.

Jeg er selv så heldig nu (omsider) at have fået alle tiders praktiserende læge. han vil mig det bedste, men selv han kan altså ikke udrette mirakler. For det er stadig sygehusledelsen og regionen som bestemmer, hvilken type scanning jeg skal have, hvis han vil have en undersøgelse af et eller andet. Og under udredning (nu på tredie år) er jeg egentlig i sygehusregi fortsat, medmindre noget nyt opstår). Så der kan udefrakommende læger ikke gøre andet end adlyde forretningsgangen…

Jeg tror på, at du er den type læge, vi alle ville ønske at have. Du har klart bevist ved din deltagelse her at du er villig til at lytte, lære og gå i dialog. Kunne du ikke tænke dig at gå ind som modpol til TERM? For det er læger som dig, vi som patienter efterlyser.

Men, ligesom her på bloggen, er der en enorm forskel på hvem vi er heldige at få. For vagtlægen er stadig en almindelig læge, når han er udenfor vagtordningen.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 20. juli 2009 kl. 18:28

Citer:

---

“Jeg tror på, at du er den type læge, vi alle ville ønske at have. du har klart bevist ved din deltagelse her at du er villig til at lytte, lære og gå i dialog.”

Hva´???? Du må da have sovet grundigt under “filmen”, der er spillet her, rosa uhrenholt nielsen.

---

Nej Jenni

Jeg har ikke sovet i timen. Men - han har indtil nu i det mindste lyttet. At han så er på den modsatte side af skrivebordet bevirker, at han snakker udfra systemets sag. At hans argumenter så helt tydeligt, især her på det sidste viser sig, trods alt, at være dybt præget af de samme fordomme, som vi konstant selv møder er en helt anden sag.

Men, her er jeg nødt til at tage ham lidt i forsvar. For det er vigtigt at huske, at det for ham er en levevej, samtidig med at det for en læge er hele det sociale bagland. Hvis han gik helt over på vores side nu i debatten ville, for mig at se, være ensbetydende med at han snakker efter munden og så ville jeg for alvor blive bekymret, for så ville jeg nok, skeptisk som jeg er, på forhånd over for mange læger, være nervøs for (at han er) en psykiater fra Liaisonpsykiatrien.

Han er lige så mistænksom over for os som patienter og det er for mig at se, det værst tænkelige udgangspunkt, for det har udhulet vores tillid til systemet.

Det er nok noget af det vigtigste i denne debat, at der nu klart er givet udtryk fra de forskellige vinkler på problemstillingerne: patientens frustration, pårørendes frustrationer og lægens usikkerhed, og dermed mistro.

Jeg opfatter det nok lidt, som om der måske kan være en lille åbning i den cirkel, de, altså lægerne, plejer at have omkranset sig med, og hvor det har været umuligt at trænge igennem.

Men nu kan han ved selvsyn se, at det er nødvendígt med en åbenhed, som hidtil har været uhørt. Og især for ham at opleve, hvordan det er at blive konstant mistænkeliggjort.

Jeg vil nu prøve at foreslå et forløb for, hvad jeg kunne forestille mig i en ny struktur. Men vil nu i seng. Jeg skal møde på sygehuset kl. 8. Her vil de nu have undersøgt min pancreas-funktion. Utroligt ikke? I betragtning af, at det er over to år siden jeg blev indlagt med blå blink og fik diagnosen Pancreatits. Først nu de vil have undersøgt om der overhovedet er funktion i den. De rider i hvert tilfælde ikke samme dag som de sadler.

Er det ikke utroligt, at de på denne måde kan fastholde os i systemet i årevis ?

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 21. juli 2009 kl. 22:08

Thomas

Jeg kan forestille mig en struktur a`la noget med en vandrejournal. som det første. Det bliver i stor stil anvendt, når der er tale om skader af jordemødre. Hvad er til hinder for, at vi som patienter kan få en hurtig optegnelse af konsultationen og hvad der er afdækket. Eksempelvis : blodtryk: ??? vægt: ?, besøgets art: ? diagnose: ? medicin givet eller udskrevet: ?

Hvis disse få linjer blev afleveret ved besøgets slutning, vil det kunne anbringes i vandrejournalen, og den næste læge vil kunne se, hvad, hvornår, hvordan og hvorfor. Det vil være med til at afdække, hvornår sidste besøg/undersøgelse er sket, og dermed kunne hjælpe også pårørende, hjemmesygepleje osv. til at få et bedre grundlag for at afgøre en ny kontakt. Ligesom det vil kunne hjælpe til at afdække, om der er tale om en person, som “bare” kontakter læge, hver gang et nyt problem opstår. Med andre ord: give et andet og samlet billede, så der er mulighed for opfølgning. Ligeledes om den medicin, der nu udskrives er forenelig med tidligere givet.

Som en bi-gevinst er der nu et forløb, som i fhl. kontakt til sociale myndigheder vil have gyldighed, også selvom tidl. journaloptegnelser er gået tabt. Der er her et overfladebillede, så patienten, uanset om det er en sindslidende, en dement eller andre, har noget konkret at arbejde ud fra. Det vil desuden gøre, at de sociale myndigheder ikke, som det er nu, tilsidesætter de helbredsmæssige undersøgelser til fordel for en masse overflødige speciallægeerklæringer. Fordi, som det er nu, vil denne erklæring være udelukkkende baseret på de oplysninger, det har passet socialforvaltningen at medsende.

Den nye pensionslov (og dermed alt vedr. sygepenge, pension mv.) er baseret på personens ressourcer., altså evt. arbejdsevne. Derfor forekommer det latterligt, når helbredsmæssige begrænsninger slet ikke tæller med før i allersidste punkt. Er der en masse nedslidning, psykiske belastninger, somatiske lidelser og eller veldiagnosticererede punkter, burde disse indarbejdes på et tidligere tidspunkt end til sidst.

Side gevinsten ville her formodentlig være:

1. at patienten/klienten ikke ville føle sig så mistænkeliggjort. For der er dokumentation, omend i forenklet form.

2. at mange speciallægeerklæinger vil være overflødige ( kommuner især vil spare mange millioner hvert år)

3. at mange arbejdsprøvninger vil kunne spares væk, for det helbredsmæssige er jo dokumenteret på papiret.

4. desuden vil man ved evt. hjemkomst fra hospital ikke være afhængig af, om sygehuset har husket at videregive informationer, om hjemmeplejen nu har fået besked på og især at de nu ikke er så afhængige af, om sekretærerne har fået skrevet journal endnu, for før kan en evt. kontrol ikke foretages. Samt, som det vigtigste - at der ikke foregår overflødige ting, og at der nu er sammenhæng i forløbet.

Jeg er helt klar over, at det vil betyde mere arbejde her og nu, men hvis lægehonorarerne og overenskomster samtidig blev afklaret, måtte problemerne være til at overskue.

desuden kunne jeg forestille mig, at samtlige danske patienter blev ligestillet, således at der ikke længere var en gruppe 1 og gruppe 2 i sygesikringen. alle skulle have samme mulighed for at kunne vælge læge frit. derved blev de dyre skift overflødiggjort for patienterne. Fordi med denne vandrejournal kunne en ny læge hurtigt sætte sig ind i problematikken omkring patienten, indtil papirerne kom. Det ville afhjælpe de problemer som nu alligevel opstår, når der er ferie, sygdom osv. ved egen praktiserende læge.

Jeg er her helt klar over, at det vil betyde en udvanding af det faste honorar til lægen, men der kunne jo så være tale om en højere afregning pr. konsultation i stedet. Og derved kunne patientens behov for en second opinion også kunne sikres.

Eftersom en praktisrerende læge er selvstændig erhvervsdrivende, må han/hun hermed anerkende disse spilleregler, som det er nu er de så privilligerede, at de får en stor del af indtægten alligevel i kraft af de mange hundrede, som pr. automatik er tilknyttet deres lægepraksis. Samt en dertil indrettet beskyttelse i kraft af deres uddannelse.

Det er konkurrenceforvridende. Det må være enten/eller. Lægen kan ikke både være selvstændig, og samtidig ansat af det offentlige, med alle de fordele dette indebærer. Det må være enten/eller… udbud og efterspørgsel.

Nu er det kun sikret kvalitet for den “ansatte” (i systemet/red.) læge. Det må lige så meget være kvalitet for kunden, for at kunne give et ordentligt samspil mellem udbud og efterspørgsel... Den dårlige læge vil hurtigt miste kundegrundlaget, hvis lidt af dette blev iværksat..

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 22. juli 2009 kl. 15:51

Thomas.

Vil du være venlig at enten be- eller afkræfte, hvordan patienter er stillet i Dk, hvis de er uenige i en læges diagnose? Hvordan er de stillet, når Patientklagenævnets sammensætning består af især jurister og læger? For der er, mig bekendt kun en repræsentant fra en frivilligforening, altså lægmand.

Regionen: Er det en somatiseringsekspert, der er henvist til, er det typisk hjemme-hos-behandleren (vedr. sociale ager, dvs pension, forhøjelse af pension, DP eller tilkendelse af fleksjob). Eksperten har intet yde-nummer ved sygesikringen, hvorfor der ikke foreligger overenskomst.

Etisk råd: Da TERM er en behandlingsform og ikke et medicinsk forsøg (selvom medicin bliver ordineret), kan sagen ikke behandles.

Patientklagenævn: Der kan kun klages over en sundhedsperson, som under udøvelsen af sit job i sundhedssystemet har begået fejl og kun enkeltsager eller hændelser, ikke et forløb eller diagnose. Klagen kan derfor ikke behandles. Eneste mulighed vil være kun hvis der ikke foreligger en korrekt journalføring, og loven dermed er overtrådt.

Sundhedsstyrelsen: En diagnose er en tillidssag mellem læge og patient, hvorfor de ikke kan blande sig i, om diagnosen er korrekt eller ej.

Sundhedsministeriet: Iflg. Sundhedsstyrelsen er TERM udelukkende en behandlingsmodel og dermed en tillidssag mellem læge og patient osv…. Her fungerer Sundhedsministeren som styrelsens papegøje.. Han kan ikke tage stilling, men blot fortælle hvad styrelsens svar er.

Menneskeretsdomstolen i Strasbourg: ”Tager sig ikke af sager, hvor klienten er “sindslidende”, (det har lægen jo erklæret dem som værende, uden en psykiatrisk vurdering eller bedømmelse), da det vil være umuligt at bedømme udfra patientens manglende virkelighedsopfattelse, og dermed manglende sygdomserkendelse”.

Politi og domstole: Læge/ behandler vil her blive bedømt efter landets gældende retspraksis. Dvs. som værende uskyldig i anklagen, til det modsatte er bevist. samme baggrund som i Patientklagenævn, bortset fra at der ikke er lægmand involveret.. Indkaldt ekspert vil typisk være fra især retslægerådet (psykiater).

Altså skal patienten/klienten nu kunne dokumentere sine påstande. Og eftersom vedkommende ikke har haft adgang til hele sin journal (lægen har iflg. Sundhedsloven ret til at tilbageholde de oplysninger, som han/hun ikke mener klienten/patienten kan tåle at høre), kan der end ikke tilbagevises fejlagtige oplysninger eller udeladelser.

Samme gør sig gældende, hvis patienten/klienten vil forlange erstatning, anset om det drejer sig om manglende opfølgning, udelukkelse fra viderebehandling, manglende behandling, ”frivillig” deltagelse i medicinforsøg eller whatever. Ingen oplysninger om, hvad de bliver videregivet.

Det værste er dog her, at ingen ved sig sikker på, hvilke oplysninger der ligger i ens sag. Mange vil i dag opleve, at de ved de sociale myndigheder hedder sindslidende, og i det officielle sundhedssystem absolut ikke har noget psykiatrisk problem.

Medmindre deres egen læge udfra depressionsskemaet har givet dem en diagnose, som de ikke bliver gjort bekendt med, men som skal udelukke dem fra videre undersøgelser. Her bliver der ikke gjort forskel på, om man er på overførselsindkomst, sygedagpenge eller bare passer sit job hver dag..

Spørgsmålet her er især:

Hvordan får den almindelige dansker del i den proces, som vil hjælpe til at alle får ret til en anstændig behandling, uanset hvor på kloden man er og hvem man er, når dette illustrerer patienters retsstilling , og især at det bliver videnskaben, som kommer frem og ikke lægens fordomme og Liaisonpsykiatriens ekspertråd. Her er det vist vigtigt at huske på, at de vel efterhånden er oppe på, at mindst 30-40% af alle danskere har psykiske problemer….

Er dette det faktuelle tal, I som læger nu mener at have dokumentationen i orden for ?

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 23. juli 2009 kl. 20:05

Thomas

Jeg kan ikke rigitg forholde mig til din snak. Som indlagt på hospital oplever man den ene læge efter den anden. Journalen bliver blot skimmet igennem, ofte ved sengekanten og hvad der tidligere er sket i ens sag bliver tilsyneladende ignoreret, for det følger åbenbart ikke med fra afdeling til afdeling (derfor der skal ansøges om journalindsigt i hver enkelt afd.)

Lægerne på Medicinsk, som jeg nu er tilknyttet, og har været igennem halvandet år hævder, at de aldrig har set det fra kirurgisk, altså årsag til min indlæggelse og på hvilket grundlag diagnosen er stillet. Alt, hvad jeg selv har viderebragt er omforandret til ukendelighed, næste gang vi taler sammen. og, som det værste, de har end ikke husket at bestille tid til, hvad der videre skulle ske. Det gælder såvel blodprøver, røntgen/scanning, undersøgelse af plet på lungen, oversete datoer osv. samt, at der ved vores anmodning om journalindsigt, var lavet en hurtig sammenklistring af svar osv. hvoraf halvdelen manglede, således at der ikke stod noget alligevel, bortset fra, at der især var lagt vægt på at jeg var misbruger af smertestillende medicin. 2-3 piller dgl. intet så stærkt, at det skal på medicinpas, de 1-2 endda af alm. gigtmedicin. Men, nok om det.bortset fra at det er dybt useriøst.

Du har åbenbart en fast forestilling om, hvad patienterne forventer, heriblandt mig, men, til din orientering kan jeg ikke se problemet i en en vis form for egenbetaling, under hensyntagen til, at kroniske patienter og ubemidlede stadig får adgang (ingen sortering, det skal stadig være ens principper). Til gengæld kan jeg frit vælge.)

Problemet er, at du bliver ved med at tænke på det som det er pt. desværre er der mange steder i landet, hvor det med en fast praktiserende læge er en saga blot. Mange er i dag nødt til at køre langt for at komme til en læge, fordi der ingen læge er på stedet…. iflg. meldingerne bl.a. fordi lægerne ikke vil slå sig ned i belastede områder.

Det bevirker, at patienter nu må betale, fordi de skal til læge andetsteds. Desuden… har de ikke tiltro til denne læge, må de nu igen betale og indhente tilladelse til at konsultere lægen der ligger udenfor grænsen af maksimum kilometerafstand, dvs. skal lægen tilkaldes, må de der desuden betale for lægens transport hertil. Det må da give dem samme udgangspunkt som mit forslag? Så for mig at se er forskellen ens.

Har du et modforslag, Thomas?

PS:

Som barn af en sådan patient: hvilken behandling vil et barn få, hvis en af forældrene er placeret i ovennævnte kategori. Især, hvis det skal tilses af en vagtlæge ? Kan barnet forvente en ordentlig behandling, eller bliver barnet bedømt ud fra, at forældrene ikke har en realistisk tankegang ?

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 24. juli 2009 kl. 14:34

Thomas

Din frygt er helt begrundet. Bortset fra, at man som patient i disse “udkantsområder” er meget dårligere stillet end patienter mange andre steder i landet. Især bortset fra, at region Nord- og Midt vel ikke kan kaldes deciderede udkants… de forsøger nu at oprette lægehuse, men disse eksisterede altså også i 70`erne og firserne. og gik, for at sige det mildt, af p…… til. Bl.a. er mange af mine tidligere undersøgelser blevet væk undervejs, da disse læger pludseligt ikke kunne enes længere.

Så, det du frygter, er en kendsgerning mange steder nu. Desuden har mange læger problemer med at acceptere og anerkende patienten. Du vil vel ikke benægte, at det er ren spildtid for mange at komme til en læge?

Lægen starter typisk med at forhøre sig, hvis patienten er ryger, om hvordan med et rygestop. Derefter, ved over/undervægtvægt: forelæsning om motion og kost. Derefter evt. flere banaliteter og inden man får set sig om er de 10 min. konsultationen var afsat til at vare, brugt.

Så, den infektion eller whatever patienten egentlig kom for, er glemt. Eller, som patienter endda oplever det i dag mange steder: vi kan kun tale om et problem. så er der flere problemer, må de bestille en ny tid.

Jeg tror personligt, at de undersøgelser, som er foretaget i flere andre lande om patienters forbrug er det samme her: det er de raske, som bruger alle pengene i sundhedssystemet: Livsstilsproblemer, en af sundhedsstyrelsen opskruet angst for at blive syg. forebyggende arbejde etc.

Samt det idioti med, at selv meget alvorligt syge patienter nu skal løbe der den ene gang efter den anden, fordi deres medicin evt. “kan skabe afhængighed”. Så de skal nu starte med helt nye ordinationer, med de bivirkninger og anderledes effekt, end den tidligere gav og som de var fortrolig med.

Hvad skulle der ske ved, at en dødsmærket patient får morfin ? Eller en sovepille, for det er da velkendt for lægmand, at en betingelse for at fungere rimeligt er nattesøvn. Smerter eksempelvis bliver vel forstærket af træthed, ligesom medicinens effekt ændrer sig.

Men, det er et skråplan, når de kraftige midler nu kun må ordineres ved personlig henvendelse i konsultationen. Det er vist medvirkende til, at dem, der virkelig trængte ikke længere får den nødvendige medicin. Måske forklaringen på, at forbruget af Benzo er gået ned?

Hvor er empatien? Når lægen samtidig erklærer, at han altid er den klogeste, og hvorledes bliver patientens opfattelse af systemet efterfølgende, når samme læge kommer som vagtlæge ?

http://www.ugeskriftet.dk/portal/pag..._2003_51_43895

Og især, når mange læger er af samme opfattelse som ham, der har skrevet ovennævnte artikel. Som overlæge på en socialmedicinsk klinik, må man gå ud fra at han er et overordnet organ for mange af de praktiserende læger. Den arrogance, overfor patienter, som pga. lægers manglende informationer selv har været nødt til at sætte sig ind i deres sygdom, bliver nu mødt med en utrolig arrogance i stedet.

Du mener, vi taler om konspirationer. Mon ikke det i stedet var på tide, at I kikkede indenfor i egne rækker, i stedet for, som nu, at skyde os budbringere? Jeg er patient, men ikke ude på at slagte eller jagte nogen. Tværtimod har jeg igennem årene forsøgt at finde frem til årsager og forklaringer på hvorfor, i håb om at kunne få mildnet mit billede lidt. Desværre kniber det mere og mere.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 26. juli 2009 kl. 20:52

Nej, hvor jeg kan følge tråden pt.

Den illustrerer virkelig, hvor mange steder alt går galt. Nu skal der udarbejdes nye skemaer og manualer for lægerne i forhold til . Lægevagt.

Ingen husker på de psykologer, der i årtier har fortalt, at rigtige mænd ikke bruger manualer. De kommer først frem, når alt er gået galt. Så kan de være med til at afdække, hvor og hvorfor det gik galt …her er det især vigtigt måske at huske, at der på de fleste afdelinger er (mindst) tre overlæger, og især af hankøn.

Det, vi som patienter efterlyser er det modsatte, altså én der kan følge sin fornemmelse, først og fremmest.... på populært dansk: bruge hovedet. De forslag, der nu er fremme er IGEN for at hjælpe lægen i en evt. kommende retssal. Som om han ikke var nok dækket ind ved sin lægeforening, som står parat med juridisk bistand fra start, samme øjeblik en patient snakker om at klage over sit forløb..

Vi efterlyser en juridisk ekspert, som kan hjælpe os mod denne overmand. Vi er ikke ude på en klapjagt, men en hjælp til at overleve, måske endda bidrage til samfundet fortsat, og i fuld respekt for os, i stedet for det, som lægerne lægger op til: en årelang krig på ord. Vi er (i værste fald) døde, inden dette slagsmål er afdækket..

I så fald er der da i det mindst eet punkt, hvor Liaisonpsykiaterne har fået ret mht. lægerne: ”Først ryggen fri, derefter luftvejene”.

Det kan kun gå helt galt, når lægerne bekæmper os patienter som parasitter eller en skadelig infektion, og som samtidig selv kæmper for at overleve, måske i bedste fald med en vis ære i behold. Vi kæmper for at overleve, og som han opfatter det: på hans bekostning.

Udfra: ”vi havde alle tiders job, god løn og gode vilkår, arbejdsgiver leflede for os, og gjorde alt for at beskytte os, og så kommer de f:…… patienter og ødelægger idyllen”. Det er da vist samfundsskadelig virksomhed eller tilsvarende, vi som den vidende patient i dag må illustrere.,

Jeg har sommetider den fornemmelse nu, især efter at have ansøgt om journalindsigt (som tidl, beskrevet). Men da jeg som fase to henvendte mig til sygehusledelsen er der ikke sket noget. Jeg har nu været til undersøgelse for, med to års forsinkelse, at få afklaret min Pancreasfunktion. . Pga denne udelukkelse har jeg ikke kunnet modtage tilskud fra sygesikring, men har troet, at en recept samt prøvepakning var det samme som en ordineret medicin.. Snydt igen.

Vi syntes, det havde været nærliggende at starte med efter diagnosen: kronisk Pancreatitis, og især jeg/vi nu efterfølgende har fundet ud af, udfra materialet, tilsendt ved journal, at der evt. samtidig er tale om Crohn`, og indskrumpet galdeblære. Så nu” tilter” jeg snart: Ved den patient, som har især som forstoppelse, hvad ligner det så at behandle med Creon 10.000. som nu endda ved googling ses at fremstå som narkotika (lægemiddelrelateret) i USA, eller i en mildere dansk version: Doping.

Og samtidig vil have haft mig med i medicinforsøg ang. et af de (af firmaet meget opreklamerede og til stor udgift for sygesikringen, til trods for at den ikke er godkendt)? Og som jeg til sidst fik lægen til at indrømme ikke var et smertestillende middel, men derimod et Tricyklisk antidepressiva, og som bivirkning endda kunne fremkalde Pancreatitis.

Og som et hurra: Var jeg ved en kørsel blevet standset, kørte jeg så bil i medicin- eller narkotikapåvirket tilstand? Jeg har intet hørt om hverken dette eller om, at det uden tvivl har været årsag til at jeg nu igennem det sidste år, har troet, at det ”nok” bare var, fordi sygdommen var forværret. Jeg troede, det var et middel (fødevare-enzym), som skulle få mig til at optage lidt fedt i depoterne. Jeg har været ved at gå i panik, og efterfulgt af min oplevelse af, ved min sidste indlæggelse at være parkeret på ”ventesalen for sidste afgang”, har selv jeg været ved at udvikle en fobi mod sundhedssystemet..

Så Anina, du har ret, det hjælper ikke noget at rette henvendelse direkte til Thomas. Det vil virke som en klapjagt, og det er ikke meningen. Han kan ikke udtale sig på andres vegne, ligesom han ikke kan påtage sig skylden for. Men han kan heller ikke hverken forklare eller bortforklare. Han er lige så meget offer som patienterne i disse forløb.

Det, jeg ikke fatter er, hvorledes disse læger kan være så tolerante, at de vedblivende holder hånden over de brodne kar ? De samme personer, som får dem til at fremstå som havende opgivet både etik, moral og som om de har lavet et opgør mod empati og lov/orden ?

Hvordan kan man, for egen vinding og prestige, lade patienter sejle deres egen sø er, for mig, en gåde.

Og til andre: Tak for alle bidrag.. Lad os håbe, dette får nogen brikker til at flytte sig. Og hjælp til, at debatten ikke går i stå.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 26. juli 2009 kl. 22:13

Som et PS: lidt eftertanke.

Hjælp med at få afdækket, om det virkelig kan være rigtigt, at vi som ganske almindelige danskere, som altid har passet vores jobs, taget uddannelse, opdraget vores børn og, måske især, har været en meget velfungerende aktør i samfundet, nu pludseligt er sat helt ud af drift. uden krav og rettigheder.
uden egen skyld, men som pga sygdom / alder ikke længere kan bidrage. Vi er ikke hverken A- B- eller C-hold. Vi er meget længere nede på ranglisten pt. Desværre.

Der er enorm focus på alle minoriteter, uanset om det er religion, race, politisk ukorrekte, piger contra drenge, homoseksualitet eller whatever. Ligestillingen gælder dog ikke, når du ikke længere kan bidrage. Til trods for, at disse læger har fået deres uddannelse pga bl.a. vores bidrag, vælger de nu at ignorere os, endda til tider latterliggøre.

Jeg kan ikke andet end tænke på, om det kan være en medvirkende faktor til mange ældre mænds selvmord f.eks. Jeg har truffet flere, som har været parate til denne sidste udvej efter at have fået en kræftdiagnose/behandling eller endnu værre, det modsatte, hvor alle, inklusive os i plejen, havde fået instrukser fra lægen om, at han ikke kunne “tåle” at få diagnosen at vide. Til trods for at han tidligere havde været i behandling for samme, og var helt overbevist om. Tænk på den stakkels mands frustration. Alle rettede ind, idet vi ellers ville få et eftersmæk af rang.

Hvad med alle de sindslidende, uanset om diagnosen er korrekt eller ej. Med dette menneskesyn, og hvor man får en fornemmelse af, at de mange sparede sengepladser er sket ud fra, at det ikke længere var nødvendigt med sygehuspladser på psykiatrisk. For nu blev de i stedet indespærret i den kemiske spændetrøje eller osteklokken om man ville. Så kunne familien, boligselskaber, naboer og politi/plejen overtage arbejdet, og pengene var dermed i behold. Nu skulle kommunen betale i stedet for Regionen. At de ikke længere kan fungere eller tænke. pga medicinens virkning/bivirkninger måske endda en sidegevinst ?

Tilsvarende med ældre i eget hjem længst muligt.

Det er et uhyggeligt menneskesyn, mangel på empati og ligegyldighed, synes jeg.
Det præger både sundhedssystemets overordnede, og dermed dem der skal tilpasse sig (de ansatte), men også mange i det omkringliggende samfund.

Eller, er jeg “bare” negativ? Er “videnskab”, ellers nærmere lægers tidl. overbevisning/humanisme slut, og erstattet af “videnskab” eller nærmere tro/mistro.

Er det nok, at en “ekspert” har udtalt sig? Hvad mener I andre. Det kunne være spændende at høre, om nogen har set på Sundhedssystemets aktører fra denne vinkel.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 26. juli 2009 kl. 22:13

Citer:

---

“Han er lige så meget offer som patienterne i disse forløb. Det, jeg ikke fatter er, hvorledes disse læger kan være så tolerante, at de vedblivende holder hånden over de brodne kar ?”

---

Jenni

Du har helt ret. Desværre, men jeg er af den generelle overbevisning, at der ved lægerne er sket det samme som i det øvrige samfund: En arbejder/funktionær er i en vis grad sikker hvad angår ret og rimelighed og hvor egne grænser går.

Desværre gør de mange år i først det gymnasielle, senere universitetsmiljø til et produkt af tankegangen: Vi ved ikke rigtige, for vi må jo også se på det fra den anden side. og tillader nærmest alt, hvis det er gennemgribende forkasteligt fra “bunden”`s opfattelse.

Derfor, at hjerneforskerne har fået en så stor gennemslagskraft.... de har opfundet de vises sten i Århus: Først skaber vi selv materialet, altså patienterne i den somatoforme model, derefter kan vi bruge dem til forskning. Fordi vi kan nok få dem overbevist, hvis bare vi kan kalde det videnskab.

Næste fase: Det er også synd, at I er udstødt af det bedre selskab, og at samfundet ikke vil acceptere jeres sygdom.. For selvfølgelig skal I da også have hjælp. Hvorefter man går i gang med at ville “bevise” alt på scanninger af hjernen.

Hvorfor er der ingen, der spekulerer på, hvordan baggrunden kan være i orden her og især: Hvem kontrollerer deres resultater ? På hvilken baggrund ?

Nu har de slået mange fluer med et smæk: Først opfinder vi kunderne, derefter finder vi ud af, hvad det er vi vil have bevidst, vi laver selv forskningen, og vi har aftalt forskningsresultatet på forhånd. Og ud fra deres scanning kan de nu pludselig “bevise”, at der sker det og det i hjernen, og at årsagen hertil kan ændres ved at tage lykkepiller eller psykofarmaka. Endda uden at du selv ved, at du har haft et problem.

Jeg vil æde min gamle hat på, at de tilfredse med denne forskning er især disse såkaldte forkere og medicinalbranchen. Hvordan pokker kan de få held af at bilde et helt samfund ind, at det i virkeligheden er langt over halvdelen som døjer med depression, (serotoninmangel) og at al dårligdom forsvinder, og de dermed er parate til arbejdsmarkedet igen.

Selv kræftpatienter skal nu aktiveres, ofte have lykkepiller ligesom hjertepatienterne, indenfor de første få uger. Det samme med alle andre sygdomme.

Mit argument er nok nærmere det modsatte: (jeg er en rasmus modsat, som du nok ved) hvis det er over halvdelen, der har depression, er det så ikke et tegn på at det er mere normalt end ikke at have en depression ?

Citer:

---

Thomas skriver: I bund og grund mener jeg at hele samfundet trænger til en “rusketur”. Det velfærdssamfund vi har blev grundlagt i 50′erne og 60′erne hvor samfundet var meget anderledes end i dag, en større arbejderklasse med hårdt fysisk arbejde etc. Men samtidigt var der også en holdning om at man klarede sig selv så længe man kunne. Idag er holdningen at “jeg har ret til hjælp fra det offentlige også selvom jeg godt kunne klare det selv”. Det så jeg gerne ændret. Efterløn til 60 årig funktionnær der er fuldt arb.dygtig, at jeg med en god indtægt også får folekpension til den tid, etc etc.
Holdningen om at man har ret til noget fra det offentlige (typisk fordi man jo betaler skat etc) har medført et system i det offentlige baseret på mistillid, man går ud fra at en person snyder for at få mere end man er berettiget til, og det er også rigtigt mange gange, men typisk er det de ressourcestærkeste der også forstår at “spille systemet” bedst mulig. Og måske en meget lille gruppe “samfundsnassere” (i mangel af bedre ord) der ikke gider arbejde etc.

---

Selv politisk blander disse sig i det, nu hvor lægerne også blander sig i stor stil i arbejdsmarkedspolitik, socialforhold osv, og er gået i tæt samarbejde med kommuner og regioner. De ansatte her har fået et kursus i, hvorledes de kan opspore disse patienter på et tidligt tidspunkt. De har fået udleveret depressionsskemaer, så de hurtigt kan lokalisere dem, og derved få dem medicineret.

Det er bl.a. een af grundene til, at tidl. nævnte Socialmedicinske læge, hvortil linket var lagt ind, nu kan udtale sig i stor stil om, at de gamle modediagnoser er på vej ud, og nu er ved at blive erstattet af de nye, dvs. stress og depression.
Det ved de med sikkerhed, fordi:

Region Nordjylland har selv sendt vejledninger i journalskrivninger ud, hvor læger, hvis de får mistænke om Fibromyalgi, ME/CFS osv. skal ignorere dette, hvis der er en anden sygdom.

De må ikke længere skrive navnene men skal i stedet skrive numrene fra ICD-10 ved ekstrem træthed eller diffuse smerter, da navnene i sig selv ellers vil virke stigmatiserende på patienten.

Så, når de ikke forsker i og tillader sig at blæse højt og flot på udlandet, til trods for stor faglig viden om, at begge sygdomme, hvis de ignoreres, kan blive meget alvorligt syge, er sagen underordnet. En arbejder kan bare erstattes af en ny.

Sygdommene har været udsat for en gennemgribende forskning over hele verden, og relaterer til en masse af det, som Susanne var inde på samt at det ofte kan være immunsystemet, der er gået i selvsving. Men det bliver herhejmme ignoreret. Kan nu iflg. disse “forskere” behandles ved kognitiv terapi eller / lykkepiller.

Hvor idiotiske skal deres resultater blive, før det går op for een, at disse tal ikke hænger sammen. Pt er mere end en halv million danskere i behandling.

Det værst er næsten, at de mange, som har været syge i årevis, nu selv hopper med i gyngen, fordi det nu er “bevist” på hjernescanning, at der er noget i vejen.

Måske derfor, at det især er synd for lægerne selv, for de er de første, der bliver vildledt. Så de har hermed bevist, at de ikke er klogere end andre, til trods for deres mange års uddannelse.

rosa uhrenholt nielsen, 27. juli 2009 kl. 13:03

Lene

Dit ovennævnte indlæg vil jeg gerne have lov også at blande mig i, selv om det er stilet til Jenni. Hvis nogen har opfattet det, som om jeg tager lægerne i forsvar, er der i højeste grad sket en fejl. Det er tværtimod. Jeg forsvarer til gengæld dem, der ikke selv har fattet det endnu. De naive, som tager alt for gode varer, og som åbenbart ikke selv er i stand til at føle empati eller tænke selvstændigt. Men… de skulle til gengæld aldrig have haft lov til at have med mennesker at gøre.

Hvis der er ret mange, som har opfattet det som et forsvar, kan det så nu forklare meget barske meldinger til mig på Facebook. Det er ikke et net, jeg gider beskæftige mig særligt med iøvrigt, men det har vist sig effektivt i forhold til at få informationer bragt videre omkring bestemte emner.

De læger, som går ind for og endda selv anvender TERM er på laveste trin i min agtelse. Jeg kan ikke komme med eet eneste forsvar for dem. Jeg håber nu på, at læger endda vil tænke sig om, efter at have fulgt tråden her.

De kan slet ikke forestille sig, hvilket helvede patienterne bliver sat i ved denne behandling. At vide, at man er placeret i skrotbunken, uden adgang til selv det lovbestemte, og som dagligt må gennemleve et helvede. Og som nu, desuden, efterfølgende må kæmpe hver dag for at blive hørt og som sidder med en uhyggelig regning oveni.

Så, ikke for første gang, undskyld, hvis jeg har forklaret mig upræcist.

Det som faldt mig allerværst for brystet er denne udtalelse fra lægen Thomas Rishøj, på Lisbeth Knudsens blog:

Citer:

---

I bund og grund mener jeg at hele samfundet trænger til en “rusketur”. Det velfærdssamfund vi har blev grundlagt i 50′erne og 60′erne hvor samfundet var meget anderledes end i dag, en større arbejderklasse med hårdt fysisk arbejde etc. Men samtidigt var der også en holdning om at man klarede sig selv så længe man kunne. Idag er holdningen at “jeg har ret til hjælp fra det offentlige også selvom jeg godt kunne klare det selv”. Det så jeg gerne ændret. Efterløn til 60 årig funktionnær der er fuldt arb.dygtig, at jeg med en god indtægt også får folekpension til den tid, etc etc.

Holdningen om at man har ret til noget fra det offentlige (typisk fordi man jo betaler skat etc) har medført et system i det offentlige baseret på mistillid, man går ud fra at en person snyder for at få mere end man er berettiget til, og det er også rigtigt mange gange, men typisk er det de ressourcestærkeste der også forstår at “spille systemet” bedst mulig. Og måske en meget lille gruppe “samfundsnassere” (i mangel af bedre ord) der ikke gider arbejde etc.

---

Jamen, havde Thomas Rishøj ikke gentagende gange pointeret, at det som kvalificerer ham til at deltage i bloggen, særlig er at han er praktiserende læge.... havde det nok været noget andet.... Alle har ret til at have og offentliggøre sine holdninger, uagtet hvor lidt det passer mig. :biggrin:

Men at høre denne svada fra en læge, hvor han i realiteten fordømmer den del af sine patienter, han mener, bekræfter hans fordom, er noget ganske andet.

Her har vi en læge, der "politiserer", han er ikke alene, og på den anden side - har vi politikere, der "medicinerer". Det gør de jo, når de blander sig i hospitalernes og klinikkernes fagmedicinske forhold, ved at lægge diverse "lofter" over de medicinske funktioner, tillige med, gennem økonomien at lægge pres på de såkaldte "proriteringer", der i den sidste ende, tager livet af så mange patienter. Eller tvinger dem ud i invaliditet eller offentlig forsørgelse. For slet, slet ikke tale om hvilken effekt det har på deres familier = den fremtidige holdning alle disse endnu små børn i familierne - vil udvikle til begrebet "samfundet" når de bliver voksne, efter en barndom fyldt med observationer og oplevelser af deres forældre, mishandlede eller afdøde i den offentlig sunhedsvæsenets varetægt....

Godt gået Rishøj! Men burde den slags læger ikke hellere var blevet politikere? Så ville resten af os spare de offentlige penge, der har betalt uddannelserne for disse politiserende læger og i stedet ville pengene måske gå til dem, der vil ind på uddannelsen af kald, tilskyndet af deres positive menneskesyn? Så ville vi måske få læger, der sætter patienten først? Som i Frankrig, hvor "de forvænte patienter og de stærke læger står nemlig sammen, og endnu har ingen politikere for alvor turdet bryde alliancen. Hver gang parlamentet tager initiativ til den mindste forringelse, endsige opstramning, går tusinder af rasende læger og sygeplejersker på gaden og demonstrerer med stetoskopet om halsen. Hånd i hånd med patientforeningerne."

Dette på trods af den udstrakte intern konkurrence lægerne imellem, vores egne (af systemerne, derfor uden integritet) forkælede læger ikke kunne magte at overleve under sølle 5 minutter! Intet under, at vores læger kysser den hånd, der fodrer dem, og vrænger af dem, som egentlig burde være deres første prioritering - patienterne. Men når valget står mellem politikere og patienterne - vælger danske lægers faglige organisationer gøre fælles sag med politikere og deres embedsmænd.... Føj! #-o

Det er nu ikke fordi der hersker lutter himmelsk rimelige og vidunderlige forhold i Frankrig. Men deres indstilling til patienterne, selv de "besværlige" patienter, fejler, i sammenligning med her hos os - intet! Kan det så undre, at f.eks. organisationen Læger uden grænser er grundlagt netop i Frankrig i 1971? Nej, vel? Mens vores egne læger udvikler hellere politiske metoder til beskyttelse af det offentlige sundhedsvæsen mod.... de syge! Og om aftenen kører de så.... Lægevagt, medbringende deres fordomme med sig på turen. Point taken?

Franske læger står klar
Det generøse Frankrig

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

rosa uhrenholt nielsen, 8. august 2009 kl. 16:54

"I den danske litteratur om socialpsykiatri, er den historiske udvikling oftest begrænset til at dreje sig om tiden efter 1976 og er desuden meget kortfattet. Dette ses for eksempel på Videnscenter for Socialpsykiatris hjemmeside, hvor socialpsykiatriens historie bliver gennemgået på 31 linier. Ligeledes giver der mange steder, for eksempel i Når rejsen er målet, Metoder i socialpsykiatrisk praksis og Kvalitet i socialpsykiatrien et billede af, at socialpsykiatri er et særligt dansk fænomen, der opstod i et tomrum. I bogen Socialpsykiatri – et systemisk perspektiv går man endda så langt som til at sige, at ”Begrebet socialpsykiatri anvendes udelukkende i Danmark.” Udviklingen af socialpsykiatrien i udlandet bliver taget op i meget få værker og beskrives ikke særlig grundigt. En sammenligning af socialpsykiatrien i Danmark i dag med socialpsykiatrien i udlandet er ligeledes stort set ikke forekommende. Udviklingen af socialpsykiatrien i Danmark og hvordan den forholder sig til udviklingen i udlandet er således meget underbelyst."


"Der er mange måder at opfatte sindslidende på. I dette speciale forstås mennesker med psykiske sygdomme som mennesker, der ved deres handlinger eller opfattelser afviger fra det, der i det omgivende samfund anses for det normale. Begreberne afvigelse og normalitet eller psykisk sygdom og sundhed repræsenterer yderpunkter i almindelig sprogbrug og er udtryk for en dikotomi, der markerer en afstand og et modsætningsforhold mellem forskellige væremåder.8 I dette modsætningsforhold tillægges den ene pol mere værdi eller berettelse end den anden ud fra de dominerende sociale normer, værdier og traditioner, hvilket kan medføre en udgrænsning eller marginalisering af det afvigende.

Der kan anvendes mange forskellige ord, når der tales om mennesker, der er omfattet af psykiatrien. I dette speciale anvendes termer som psykisk syg, sindslidende, patient, klient og bruger, uden at der dermed refereres til nogen betydningsforskel."

Dette er nogle få citater fra specialet omkring: Socialpsykiatri i Danmark 1970-2005, skrevet af Maiken Pontoppidan.... http://viden.sl.dk/media/7813/social...ontoppidan.pdf (Jeg har ved tidl. henvendelse til Maiken Pontoppidan fået tilladelse til at anvende og citere herfra.)

En fantastisk flot opgave, som meget tydeligt belyser, hvorfor det har været, og især stadig kan praktiseres med at bilde nogen, især de offentligt ansatte indenfor begrebet Sundhedsøkonomi. Og især, hvorfor lægen Peter K. Hansen, som var så venlig at sætte navn på, hvordan en lægelig opfattelse af os som patienter, der brokker os og forsøger at oplyse om de faktuelle vilkår.

Vi er med andre ord ofret for en religionsretning, som går ud på, at hvis man siger lægen imod er man utilregnelig. Lægen har ingen viden om hverken os eller psykiatri, lige så lidt som embedsmændene i det offentlige system. Men alle TROR nok.

Vi er både patienter og klienter i samme system, og lægen har nu overtaget det lovmæssige apparat, idet han fungerer både som den der anklager, som undersøger, og som sidst, men ikke mindst, er den dømmende magt.

Mon ikke det er forklaringen på, at alle vi irriterende patienter opfattes som PERSONA NON GRATA (uønskede personer).. og når sundheds-systemet hidtil har været opbygget som et de facto monopol, kan vi som patienter ikke komme nogen vegne.

Jeg får en grim mistanke om, at angrebene på os endda er udtryk for en vis angst for at de faktiske problemer skal nå frem i folks bevidsthed, så lægen derved mister status. Angreb på angreb er åbenbart recepten her, i stedet for svar og løsninger.

Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

Anina W. 9. august 2009 kl. 12:26

Citer:

---

@ Lene
Jeg vil bare bede jer om at få juraen med. Selve den kendsgerning, at TERM modellen er ulovlig at bruge, at alle patientens rettigheder er tilsidesat ved brug af TERM modellen. TERM modellen er helt og aldeles ulovlig at bruge, derfor kan de Engelske læger nu retsforfølges og straffes, fordi politikerne har indset, at sundhedsvæsenet ikke fungerede.

---

TERM-modellen strider mod FNs internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Art. 12: Fysisk og psykisk sundhed.

1. De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til at nyde den højst opnåelige fysiske og psykiske sundhed.

2. De foranstaltninger, deltagerne i denne konvention skal træffe for at opnå den fulde virkeliggørelse af denne ret, skal omfatte sådanne som er nødvendige for at:

a) mindske antallet af dødsfødsler og dødeligheden blandt småbørn samt fremme barnets sunde udvikling;

b) forbedre alle sider af de hygiejniske forhold i det menneskelige miljø og på arbejdspladsen;

c) forebygge, behandle og bekæmpe epidemiske og endemiske sygdomme samt erhvervs- og andre sygdomme;

d) skabe betingelser for at sikre ethvert menneske lægehjælp samt kur og pleje under sygdom.
————–

Hmm… indtil videre er det ikke til at sige, om Danmark har underskrevet eller har tiltrådt denne konvention….. Idet TERM-modellen og FNs internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder ikke synes forenelige med hinanden - kunne man fristes til at tro, at Danmark er ikke omfattet af Konventionens bestemmelser…. eller hur?

Ethvert menneske i dette samfund, som kender til, er udsat for, udvikler og fremmer TERM-modellen - samt enhver politiker og embedsmand - som på en eller flere måder har bidraget til TERM-modellens tilblivelse - bedes venligst om at sætte TERM-modellens virke, formål, praksis og omfang op mod FNs Verdenserklæringen om Menneskerettighederne - Universal Declaration of Human Rights.

Medmindre menneskerettigheder er frataget sygdomsramte danske borgere og medmindre danske læger anført af danske liaisonpsykiatere er hævede over loven - strider TERM-modellen på flere punkter mod VERDENSERKLÆRINGEN OM MENNESKERETTIGHEDERNE.

I kraft af uudtømmelige midler, som fosser ud af statskassen, alle borgeres ejendom - kan politikere, embedsmænd og liaisonpsykiatere beskæftige en hær af eksperter til at finde smuthuller i VERDENSERKLÆRINGEN OM MENNESKERETTIGHEDERNE med det ene formål at omgå denne forpligtelse og dermed fastholde og videreføre TERM-modellens overgreb på den del af befolkningen, som rammes af sygdom, kronisk sygdom og handicap - nu og i fremtiden!

Ethvert anstændigt menneske i dette land bør kunne erkende, at TERM-modellen afvikler ikke sig selv. Kun den samlede og forenede Offentlige Mening kan udrette, hvad der i de politiske kulisser er blevet støbt af en tavs enighed om at etablere et skygge-sundhedsvæsen, hvor de syge ikke behandles for deres sygdomme, men psykisk manipuleres til at afstå fra at søge lægehjælp. Eller direkte nægtes lægehjælp.

Man kan ikke tillade sig at underkaste hele den samlede danske befolkning TERM-modellen, blot for at “opfange” de 6-10% af indbidt syge, idet de resterende - de reelt syge - deres sygdom ubehandlet forværres og overgår til kronisk fase, for til sidst - for en ukendt procentdel - at afsluttes med en dødelig udgang.

TERM-modellen er uforenelig med VERDENSERKLÆRINGEN OM MENNESKERETTIGHEDERNE.

Læs mere....