Citer:
Den bandlyste viden
Af Alice Miller
Forord
I modsætning til dyret, der som regel lige efter fødslen kan klare sig selv, er det nyfødte menneskebarn længe, meget længe, afhængig af hjælp. Det kommer til verden som et bundt af behov og har ubetinget brug for varme fra menneskearme, for vågne øjne og kærtegnende berøringer. Kuvøser og elektrisk varme er kun en yderst mangelfuld erstatning, og berøringen med kolde instrumenter kan være en tortur. Spædbarnet behøver sikkerhed for, at det i enhver situation bliver beskyttet, at det var ønsket, at dets skrigen bliver hØrt, dets blikke besvaret og dets angst beroliget. Det må kunne være sikker på, at dets sult og tørst bliver stillet, at dets krop bliver omsorgsfuldt plejet og dets nød aldrig ignoreret.
Er det for meget forlangt? Under visse omstændigheder alt for meget, en stor byrde, under andre omstændigheder derimod en glæde og berigelse. Det afhænger helt af, hvad forældrene selv engang har erfaret, og hvad de har at give. Men uanset det er ethvert barn henvist til at få sine behov opfyldt, fordi det ikke kan hjælpe sig selv. Ganske vist kan det skrige for at hidkalde hjælp, men det er helt afhængig af, at dets omgivelser hører skriget, tager det alvorligt, opfylder de behov, der har fremkaldt det, og ikke hadefuldt straffer dets skrigen eller ligefrem forhindrer det ved hjælp af beroligende midler.
Den eneste mulighed for at hjælpe sig selv, et spædbarn har tilbage, når dets skrigen ikke bliver hørt, er at fortrænge smerterne, og det indebærer, at det tager skade på sin sjæl. For derved bliver dets evne til at føle, iagttage og huske ødelagt.
Hvis denne medfødte evne ikke kan videreudvikles, aner man senere for eksempel ikke, hvad det vil sige at være ubeskyttet, og er ikke i stand til at give sit barn den beskyttelse og den kærlighed, som det også får hårdt brug for. Forældre, der aldrig har erfaret kærlighed, som er stødt på kulde, sløvhed, ligegyldighed og blindhed, da de kom til verden, og hvis hele barndom og ungdom forløb i denne atmosfære, kan ikke skænke kærlighed - hvordan skulle de også kunne det, når de slet ikke aner, hvad kærlighed er og kan være? Alligevel overlever deres børn. Og ligesom forældrene vil heller ikke de kunne huske, hvilke kvaler de engang var udsat for, fordi alle disse kvaler og de dermed forbundne behov er blevet fortrængt, det vil sige: helt er blevet bandlyst fra bevidstheden.
Hvis et menneske bliver født ind i en kold, ligegyldig verden, betragter det denne som den eneste mulige. Det, det senere tror på, forsvarer og betragter som rigtigt, bygger på disse første prægende erfaringer. At denne pris for at overleve ikke alene er alt for høj for et enkelt menneske, men også viser sig at være den største fare for hele menneskeheden, kan man allerede påvise i dag.
Dyreeksperimenter har så tidligt som i 50erne vist, at aber, som man adskilte fra deres mødre efter fødslen og opdrog med moderattrapper af stof, ikke udviste nogen moder-"instinkter", når de selv senere bragte unger til verden. Og der foreligger allerede statistikker, som entydigt beviser den klare sammenhæng mellem tidlige forsømmelser og mishandlinger og et menneskes senere grusomhed (jvf. for eks¬empel Newsletter of the American Psychological Association, dec. 1983).
Hvorfor drages der næsten ingen konsekvenser af disse statistikker? Fortrængning af de kvaler, man selv engang har lidt, og prisen for den gør menneskene døve for børnenes skrig og blinde for de åbenbare sammenhænge. På den måde bliver de indlysende facts, som statistikken peger på negligeret for at hindre, at de dengang fortrængte smerter skal bryde igennem og sandheden erkendes.
Midt i det tilsneede Paris en kold januar 1987 fandt en hjemløs en plasticpose med en skrigende nyfødt. Forældrene havde ikke villet beholde barnet og overladt det til skæbnen. Den hjemløse araber, der ikke som andre forbipasserende havde travlt med at komme hjem til en varm bolig, fordi han slet ingen havde, reddede barnets liv. Hvis han ikke havde bønhørt barnets skrigen, eller hvis det ikke havde været i stand til at signalere sin nød, var det frosset ihjel. En nyfødt kan endda overleve flere dage alene og uden næring. Dette beviste et barn, som en mand fandt skrigende i ruinerne efter jordskælvet i Mexico-City i 1985.
Denne store tilpasningsevne hos den nyfødte til vores grusomme verden og dens modstandskraft har i umindelige tider fået menneskeheden til at tro, at man skadesløst kunne forlange alt af et lille barn: lade det være totalt forsømt, brænde dets hud med cigaretter, ryste det, slå det mod væggen, råbe det op i ansigtet. Indtil for nylig var der ingen, der korrigerede denne opfattelse, fordi de krænkede børn i deres værgeløshed ikke kunne viderebringe, hvilke kvaler man udsatte dem for; deres signaler blev ikke hørt. Og senere, som voksne, vidste de det ikke selv længere, eller det var i det mindste ikke så præsent for dem, at de havde kunnet sige det. Men på en eller anden måde måtte de alligevel vide det, deres hjerne havde åbenbart oplagret det, for de videregav deres traumatiske erfaringer til deres børn som i en slags gentagelsestvang; ligeledes uden at bekymre sig om konsekvenserne.
For at pege på denne skjulte kilde til vold beskrev jeg i min bog "I begyndelsen var opdragelsen" (1984) Adolf Hitlers barndom. Jeg ville vise, hvordan der i en massemorders liv genspejler sig de utallige mord som blev begået mod et barn. Jeg gjorde det sådan, som man beskriver en sygdomskilde, for at forhindre, at en smittende sygdom viderebringes på grund af uvidenhed. Det anså jeg for nødvendigt, fordi uhyre mange mennesker stadig ikke har nogen anelse om, at de lægger dynamit i vores verden, når de mishandler deres børn fysisk eller bare psykisk. De betegner deres adfærd som rigtig og nødvendig. Andre mener på den anden side, at det nok ikke er helt så rigtigt, men uomgængeligt, fordi børn ofte er vanskelige og stiller for store krav til forældrene. Så "kan de ikke andet" og slår løs. Jeg bestrider begge opfattelser og betragter dem som forkerte, inhumane og farlige.
Det er simpelt hen ikke sandt, at mennesker er nødt til at blive ved med at krænke deres børn under tvang, at skade dem for livstid og dermed ødelægge vores fremtid. Da jeg i 1979 skrev "Det selvudslettende barn" og var påvirket af psykoanalytisk tænkning, troede jeg endnu selv på det. I mellemtiden er jeg blevet klar over, at det ikke behøver at være sådan. Smitsomme sygdomme behøver ikke at brede sig, hvis man kender smittekilden. Læsioner kan heles og behøver ikke videregives, forudsat at man ikke lader hånt om dem. Man kan vågne helt op af søvnen. Og i denne vågne tilstand åbner der sig en plads for meddelelserne fra vores børn, af hvem vi kan lære alt det, vi har brug for, for aldrig mere at ødelægge liv, men tværtimod beskytte det og lade det udfolde sig.
I vores kultur hører det til god tone ikke at tage sin egen lidelse alvorligt, at bagatellisere den eller endog le ad den. Denne holdning bliver tilmed betegnet som dyd, og mange mennesker, deriblandt tidligere også jeg selv, er stolte af deres mangel på følsomhed (sensibilitet) over for deres egen skæbne og fremfor alt over for deres barndom.
Hvorfor denne ulyksalige opfattelse, denne holdning, skulle være attråværdig, kunne hævdes så hårdnakket, og hvilke tragiske forhold den forsøger at dække over, forsøgte jeg at påvise i mine bøger. Mennesker fra forskellige lande fortæller mig igen og igen med stor lettelse, at de efter at have læst "Det selvudslettende barn" for første gang i deres liv fornemmede noget i retning af medfølelse med det misbrugte eller tilmed mishandlede barn, de selv i sin tid havde været. De siger, at de nu respekterer sig selv mere end tidligere og bedre og mere omhyggeligt kan varetage deres egne behov og følelser. "De har beskrevet mit liv i denne bog, hvor kunne De kende det fra?" hører jeg hyppigt.
Hvor jeg kunne kende det fra? Svaret på dette spørgsmål falder mig ikke svært i dag. I dag ved jeg det: det var ikke bøgerne, ikke mine lærere, ikke mit filosofistudium, ikke min uddannelse til psykoanalytiker, der gav mig denne viden. Tværtimod: deres mystificerende begrebsdannelse, deres bortledning fra virkeligheden forhindrede mig alt for længe i at erkende sandheden. Det var overraskende nok kun det barn i mig, som engang var dømt til at være uden mæle, misbrugt, udnyttet og forstenet, der omsider havde fundet sine følelser og dermed sit sprog, og i smerte fortalte mig sin historie. Denne historie begyndte jeg at beskrive i "Det selvudslettende barn", og mange mennesker genkendte deres egen historie i den som i et spejl.
I min fjerde bog "Bilder einer Kindheit" (1985) skildrede jeg mere præcist, hvordan mit møde med dette barn var sket, efter at det dukkede op fra sin forvisning, og hvordan jeg kunne tilbyde det den beskyttelse, det havde brug for for at kunne føle sine smerter og tale om det.
Den opdagelse, at jeg var et misbrugt barn, at jeg fra første færd i mit liv fuldt og helt måtte gå ind på min mors behov og følelser og slet ikke havde nogen chance for at føle mine egne, har overrasket mig meget. Opdagelsen af min dengang totale hjælpeløshed har også vist mig fortrængningens magt, som hele livet har holdt mig borte fra sandheden, og psykoanalysens afmagt, som gennem sine vildledende teorier yderligere cementerede denne fortrængning.
For jeg havde gennemgået to læreanalyser inden for rammerne af min uddannelse, uden at analytikerne havde været i stand til at rokke ved min version af den lykkelige barndom, som jeg angiveligt havde haft. Først da jeg begyndte at male spontant i 1973, har jeg skaffet mig den første uforfalskede adgang til min tidlige virkelighed. I mine billeder mødte jeg min mors terror, som jeg var udsat for i årevis. For ingen som helst i mine omgivelser, heller ikke min rare far, kunne nogen sinde bemærke og sætte spørgsmålstegn ved det misbrug af et barn, der blev begået under dække af opdragelse. Havde blot et eneste menneske dengang fattet, hvad der foregik, og taget mig under beskyttelse, var hele mit liv forløbet anderledes. Det havde kunnet hjælpe mig til at erkende det grusomme, og ikke i årtier tale om det som noget normalt og nødvendigt på mit eget livs bekostning.
Denne del af min historie, denne mangel på oplyste vidner kan have medvirket til, at jeg med mine bøger gerne vil informere mennesker, som er det lidende barns potentielle hjælpere. Dermed mener jeg alle dem, som ikke kvier sig ved entydigt at tage barnets parti og beskytte det mod magtmisbrug fra de voksne. I vores børnefjendtlige samfund er disse mennesker stadig sjældne, men deres antal vokser.
Den spontane måde at male på hjalp mig ikke blot til at opdage min personlige historie, men også til at befri mig for min opdrageIses og uddannelses tankemæssige tvang og begrebsverden, som jeg erkendte som falsk, vildledende og skæbesvanger. Jo mere jeg lærte at følge mine impulser i en fri leg med farver og former, desto svagere blev mine bindinger til æstetiske eller andre konventioner. Jeg ville ikke male smukke billeder, det var ikke engang afgørende for mig at male gode billeder. Jeg ville kun hjælpe sandheden til at bryde igennem. Dette lykkedes mig også efter 1983 ved hjælp af Konrad Stettbachers terapimetode, som jeg vil komme nærmere ind på i denne bog. Men allerede inden da begyndte jeg mere og mere tydeligt at se, hvordan psykoanalysens konstruktion spærrer adgangen til sandhed. Det forsøgte jeg at beskrive i mine bøger for at hjælpe ofrene for denne blokering til at se og i det mindste spare dem for at skulle søge på samme møjsommelige måde som jeg. Dermed høstede jeg ganske vist meget had, men også megen taknemmelighed.
I mellemtiden havde jeg fattet, at jeg var blevet misbrugt som barn, fordi mine forældre havde erfaret noget lignende i deres barndom og samtidig havde lært at betragte dette misbrug som opdragelse til deres eget bedste. Fordi de - lige så lidt som analytikerne i min uddannelse - måtte føle og derfor heller ikke forstå, hvad der engang var overgået dem, kunne de ikke genkende misbruget og videregav det derfor uden spor af dårlig . samvittighed til mig.
Jeg var klar over, at jeg ikke var i stand til at ændre det ringeste ved mine forældres og læreres historie, som havde gjort dem blinde. Men samtidig følte jeg, at jeg alligevel over for den nuværende unge generation, og fremfor alt de fremtidige forældre, kan og må forsøge at påpege faren ved misbrug af deres magt, at gøre dem vågne over for den og at gøre dem lydhøre over for barnets signaler.
Det kan jeg gøre hvis jeg hjælper det retsløse offer, der indtil nu har været dømt til tavshed, barnet, til at tale, hvis jeg beskriver dets lidelse ud fra dets eget perspektiv, og ikke ud fra den voksnes. For netop fra dette barn fik jeg jo livsvigtige oplysninger, svar på spørgsmål, som under hele mit filosofi- og psykoanalysestudium stadig var forblevet ubesvaret og alligevel ikke hørte op med at optage mig hele livet igennem.
Først da jeg i fuldt omfang blev klar over de virkelige årsager til min angst og smerte i barndommen, fattede jeg, hvad voksne mennesker hele deres liv må holde ude, og hvorfor de, i stedet for at konfrontere sig med deres sandhed, for eksempel hellere organiserer en gigantisk atom-ødelæggelse uden overhovedet at ænse det absurde i det. Absurditeten indeholder for mig sin tvingende logik, efter at det manglende stykke, barndommens hidtil strengt bevogtede hemmelighed, takket være terapien blev tilgængelig for mig. Når man nemlig ikke længere behøver at være blind over for barnets lidelse, fatter man pludselig, at vi voksne frit kan vælge, om vi vil behandle vores nyfødte, så de senere bliver uhyrer, eller vil lade dem vokse op til mennesker, der er ansvarsbevidste, fordi de er følende (jvf. a. Miller, 1985, s.175-179).
I denne bog vil jeg gerne forsøge at dele den indsigt, jeg har skaffet mig i de senere år, med andre mennesker. Hvorvidt dette overhovedet kan lykkes, vil vise sig. Men da jeg er overbevist om, at viden om barnets situation kan føre mennesker til en stærk, påtrængende nødvendig nytænkning, vil jeg helst ikke lade noget være uforsøgt.
Alice Miller
