Far og søn i døden fra Knippelsbro!

Så er også jeg "paranoid"!

I dagens artikel i BT - Derfor hoppede far og søn i døden fra Knippelsbro - "graves" der videre i baggrunden for, at disse to mennesker har forladt denne verden på denne, uvant konsekvente og uforsonlig måde....

Uforsonlig - er ordet, når man ved, hvor langsomt og kringlet systemet arbejder, mens sagerne ligger i bunker hos diverse socialteams, socialudvalg eller andre systemets beslutningstagende grupper, hvor intet personligt ansvar nogensinde kan placeres!. Det gør jo intet med ventetider. Det er jo bare borgere. Det er noget andet når en tasmansk kvinde skal have statsborgerskab i en fart, for at kunne blive gift ind i kongehuset... Eller fransk... ikke sandt?

At den stakkels mand kaldes i artiklen for "paranoid" er den ultimative fornærmelse og undskyldning, der skal dække administrativ sjusk og personlig afstumpethed hos de mennesker, der havde svigtet! Som om det ikke var nok, at denne gamle mand i årevis, i en menneskealder havde aflastet de offentlige kasser ved selv at yde omsorgsarbejdet over for sin syge søn? Man burde have givet ham Riddekorset for indsatsen - i stedet for at kalder de ham "paranoid"!

Jamen, så er også jeg paranoid! Jeg tror heller ikke på systemet og ingen ved sine sanser fulde magt burde tro på systemet som det er blevet afviklet de sidste 8-9 år! Jeg springer også selv fra en bro den dag, jeg indser at en alderssvækkelse er ved at jage mig ind i armene på systemet! Det er ikke en trussel! Det er et løfte! Et løfte til mig selv som et respektabelt menneske, med selvrespekt og integritet, der har altid gjort sit bedste og som alligevel ikke kan regne med en respektfuld behandling når sygdommen angriber eller alderen trykker - af det samfund, jeg har trællet for, hvor pengene gik til legetøjspolitikere, til Marys skoindkøb for 50.000 kr ad gangen og alle andre pisse-udgifter, der skulle stive de forkrøblede egoer siddende i hjerteløse politikerkroppe assisteret af lige så hjerteløse skarer af embedsmænd, der lever flot af mine penge, mens jeg selv får fingeren den dag, min tid kommer hvor jeg skal skal støttes, når kroppen ikke kan mere.....

To måneder har manden ventet på svar.... og så har systemet forregnet sig! Systemet troede, at han, som de allerfleste andre pacificerede robotter, bare venter, venter og venter... Hvor svært kan det være, at forestille sig, at en 82-årig HAR IKKE TID TIL AT VENTE MERE, når han hver aften lægger sig med frygten for, at han måske ikke vågner op igen næste morgen. Og hvad sker der så med hans syge søn, der så skal kastes rundt fra sted til sted, uden sin far til at støtte og hjælpe sig... Tænk bare at skulle lægge sig i sin seng hver aften, med disse tanker... Så kunne de to måneder lige så godt være to år. Disse forbandede skrankepaver!!

At så slemt kan det ikke være i et land med verdens bedste velfærdssystem? Verdens bedste? Før ja! I dag - NEJ!

Æret være denne gamle mands minde!