En bog uden navn - om det man ikke taler om
Af Herdis Møllehave
https://www.overgangsalderen.dk/word...den_navn_2.jpg
Overgangsår - overgangsalder - klimakterium
Jeg synes, overgangsår er det mest dækkende ord, når man vil beskrive den periode i kvindens liv, hvor der foruden meget andet - forskelligt fra kvinde til kvinde - sker det sikre, at hun når et tidspunkt, hvor hun ikke længere kan blive gravid. Menopause er sidste menstruation, som man først sikkert kan fastslå, når man ikke har haft menstruation i 12 måneder, se kap. 5. Men en gruppe kvinder ved ikke, om de er over menopausen, se kap. 5 og 6.
OVERGANGSÅR dækker bedst, fordi der er tale om en periode, som kan strække sig over en kortere eller længere årrække og begynde op til flere år før menopausen og slutte flere år efter, dvs.: overgangsårene ligger både før og efter menopausen.
Tit er de første og almindeligste tegn på begyndende overgangsår: hedestigninger og/eller svedeture, evt. også smerter i fingerled og tørhed i skeden. Bare et symptom kan være tegn på overgangsår . Da ordet klimakterium er så almindeligt, skifter jeg mellem det og overgangsår. Klimakterium er græsk og betyder »trin på en stige«, og er den lægelige betegnelse for denne periode.
Subjektiv - objektiv
Det er vigtigt for mig at understrege, at min bog om overgangsårene er en subjektiv bog. Der står sjældent: »på den ene side - på den anden side«, men langt mere: »det mener jeg, det tror jeg.« Da meget omkring netop dette emne handler om holdninger og at skulle vælge mellem forskellige, ofte meget modstridende teorier, vælger jeg naturligvis det, jeg mener er det rigtige.
For mig eksisterer begrebet objektivitet ikke. Jeg mener, det er at narre læseren, hvis jeg fremlægger et materiale, som giver sig ud for at være eller som jeg lader læseren tro er »objektivt«. Jeg holder mest af teorier og undersøgelser, som starter med klart at gøre rede for den holdning, der ligger bag: Hvad enten den er politisk eller på anden måde »farvet«. Det er ærlig snak, man ved, hvor man har den »skrivende«, »undersøgeren« eller forfatteren. Hvis man fortæller mig, at noget er »objektivt bevist«, tror jeg ikke på det, men bliver i stedet mistroisk.
Jeg tror ikke, at en undersøgelse kan være »objektiv«: den vil altid være påvirket af det, man vil undersøge (emnet), dem, man vil undersøge (personerne eller målgruppen ), dem, der undersøger (eksperterne) og måden, man undersøger på (metoden eller valg af metode). De fire punkter påvirker altid hinanden. Vi kan diskutere saglighed og grad af saglighed. Jeg har prøvet at skrive de mere lægelige afsnit så sagligt som muligt.
Jeg vil nogle gange nævne forskellige synspunkter, men har jeg selv en holdning til det, siger jeg, hvad jeg mener. Det er den mest ærlige måde at arbejde og skrive på: Man kan være enig med mig eller ikke, men man ved, hvor jeg står. Er jeg i tvivl, vil jeg gerne indrømme det.
Når jeg i nogle tilfælde er sikker, i andre mere usikker, skyldes det flere forhold: Nogle bøger og artikler virker mere overbevisende end andre. Nogle synspunkter og holdninger tiltaler mig mere og virker mere sandsynlige på mig end andre. Naturligvis mest dem, der passer bedst til min egen holdning. Nogle udtalelser og holdninger afskrækker mig. Dem vil jeg nævne i de enkelte kapitler, argumentere mod og tage afstand fra.
Jeg er bange for yderliggående holdninger, uanset om de kommer fra medicinalindustriens hormonreklamer (som næsten kun ses af lægerne) eller fanatiske kvindegrupper og kvindelige lægegrupper.
Det betyder, at jeg hverken tror på hormoner som løsningen på alt, herunder som garanti for evig ungdom, stram hud, stram barm osv., det kan jeg helt enkelt konstatere ved at se i et spejl - og hvad skal jeg også med den - altså evig ungdom? - men jeg tror heller ikke, at et fornuftigt doceret hormontilskud enten giver mig diverse former for kræft eller lige så godt kan erstattes af placebo (= narretabletter , ofte kalk). Eller at hormoner gør mig til patient resten af livet eller så længe jeg tager hormoner. Jeg tror heller ikke, at de mænd, jeg omgås og de mandlige læger, jeg kender, helst vil holde mig i »patientrollen« for at undertrykke mig, som nogle kvindelige læger hævder.
Det materiale, jeg har brugt, har jeg fået på to måder: Jeg har prøvet at få så meget nyere materiale som muligt, dvs., at den samling af materiale er »saglig«. Jeg kendte ikke indhold og holdning, før jeg havde læst det.
Hvis jeg ikke nu indrømmer, at jeg kun har brugt det, der passede til min holdning, vil man ikke kunne se det, hel1er ikke i litteraturlisten, hvor det meste af det, jeg har læst, er nævnt. Det betyder, at jeg vil nævne den kræftfare, der eksisterer i nogle få tilfælde - læg mærke til »få«, et godt eksempel på en subjektiv holdning - men jeg vil bestemt ikke deltage i nogen skrækkampagne om kræft, se kap. 10.
Jeg har flere gange kunnet konstatere, når der »fremlægges bevis« for sammenhæng mellem hormoner og en form for underlivskræft, at man bruger for gamle undersøgelser, dvs. der er brugt andre hormoner og en anden form for dosering. Det har jeg spildt en del tid på, og det gør ikke min tro på fanatiske anti-hormonister større, tværtimod.
Min bog er ikke »kun« subjektiv, fordi jeg har skrevet den. Mange steder er den »fler-dobbelt-subjektiv«. Jeg har fx. udvalgt netop de praktiserende læger og gynækologer, jeg har talt med, fordi jeg temmelig sikkert kendte deres holdning. Dvs. de havde samme opfattelse som jeg på de fleste punkter, væsentligst om brug af hormoner som noget fornuftigt og rimeligt, og de har ydermere den viden, jeg har brug for. De har udvalgt et materiale, som de mente, jeg kunne bruge. Det har tit været andet materiale end det, jeg havde skaffet. Det betyder: jeg udvælger eksperter (subjektivt). De vælger materiale (subjektivt). Jeg udvælger af den strøm af materiale det, der bedst svarer til min holdning (subjektivt). Den el1er de, der har udarbejdet »mit materiale«, har udvalgt det, der stemte bedst med deres holdning (subjektivt). Altså en »fire-dobbelt-subjektiv-udvælgelse«, som godt kan kaldes uangribelig, hvis nogle forbehold er med. OG FORDI JEG INDRØMMER DET.
Jeg har tit, mens jeg skrev, skullet vælge mellem forskellige teorier. Men da mit udgangspunkt: jeg har en positiv holdning til de naturlige hormonpræparater, som man i dag - og allerede i en årerække, siden en gang i 70'erne - kan erstatte kvindens egen mangel på hormoner med, og derved fjerne en del eller mange af hendes klager, (noget jeg har oplevet absolut positivt både hos andre og hos mig selv), er udvælgelsen af materialet bestemt af den holdning.
Det eneste hæderlige er at indrømme sin grad af subjektivitet, uanset hvor »sagligt« man forholder sig til overgangsår , som meget langt er baseret på subjektive holdninger - noget vi oplever for tiden i den ret ensidige anti-hormon- et eller andet. »Debat« kan det ikke kaldes, da for få protesterer.
Det undrer mig, når man tænker på de voldsomme udfald der har været på mandlige læger, som »strør om sig med hormoner«. Den subjektive holdning bliver endnu større, når vi berører mere almentmenneskelige forhold, herunder kvinders sociale og psykiske situation, to områder, som ofte ikke kan holdes adskilt. Fx. vil den tidligt nedslidte kvinde tit af den grund også frembyde psykiske reaktioner og lidelser, som andre er forskånet for. I overgangsårene er det tit svært at skelne mellem, hvad der er nedslidning pga. belastende arbejde og hvad der er slid pga. overgangsår, se kap. 2.
At mene, at der altid er en sammenhæng mellem sociale og psykiske problemer, er også vrøvl. Der er ikke meget brugbart materiale, dvs. psykiatriske undersøgelser om overgangsårene, da man ikke mener, at overgangsårene belaster kvinder psykisk. Det modsiges af, hvad jeg har erfaret ved samtale med mange kvinder, hvad der fremgår af svarene på mine spørgeskemaer, hvad praktiserende læger og gynækologer kan fortælle. Dvs.: Jeg har de faktiske forhold og jeg har psykiatriske undersøgelser, som benægter de faktiske forhold. Så vælger jeg at tage udgangspunkt i de faktiske forhold.
I en gennemgang af kvinders overgangsår skal kvinders seksualitet før, under og efter omtales. Igen: der findes næsten ingen undersøgelser, der virker overbevisende, dvs. i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Flere kvinder end mænd hos lægen
Man ved, at kvinder går mere til læge. De får mere medicin, bl.a. nerve- og sovemedicin, noget, der tiltager med stigende alder, begyndende ca. i 45 års alderen (for nerve- og sove medicin). Vi ved også, at kvinder mere end mænd bruger det alternative behandlingssystem .
Er det kun, som nogle mener, fordi kvinder lever i et mandsdomineret samfund, ligger under for reklamens magt og mænds holdning: at kun ungdom tæller, og hun derfor bedøver sin »værdiløshed« med nervemedicin for at fortrænge sine aggressioner mod mænds undertrykkelse eller ... ?
Der findes mange andre grunde: Fx. er hun mere opmærksom på sygdomme og på sin krops reaktioner. Hun kan være overanstrengt pga. for hårdt arbejde eller dobbelt arbejde. Hun føler sig ikke som et »pjok« - som en del mænd gør - ved at hun noget oftere går til læge osv.
Eller, for igen at tage et personligt udgangspunkt, som mange kvinder kan nikke genkendende til. Her er grunden til, at jeg har været hos eller været i kontakt med lægen ca. 70 gange mere end min mand (antal og kontakter er vist lavt sat):
Det var mig, der for 27 år siden fik taget mål til et pessar. Det var mig, der for 24 år siden, for 21 år siden og for 19 år siden var seks gange - i alt 18 gange - hos lægen til graviditetsundersøgelser. Det var mig, der efter de to første fødsler fik taget nyt mål til et pessar. Det var også mig, der fødte tre gange med hjælp af jordemoder og læge. Og efter tredie barns fødsel talte p-piller med lægen. Det var mig, der prøvede forskellige mærker, før jeg fandt et, der passede mig - hver gang i samråd med lægen. Det var - som regel - mig, der gik med børnene til lægeundersøgelser, før de kom i skole. Det var mig, der ikke ville have dem koppevaccineret lige før de skulle i skole - i øvrigt i samråd med en læge - så det var mig, der skulle argumentere og anmode kredslægen skriftligt om fritagelse, dvs. søge dispensation, fordi de ikke havde den obligatoriske koppevaccinationsattest, da de skulle i skole.
Det var mig, der gik med, når de skulle have de andre vaccinationer. Det var mig, der efter en skrækkampagne mod p-piller fik en spiral hos lægen, og det var mig, der hos lægen fik den fjernet igen, da jeg ikke befandt mig godt med den. Det var mig, der igen fik p-piller hos lægen. Det var mig, der jævnligt ringede til lægen efter en recept på codimagnyl, indtil de fornylig blev frigivet. Det er nu også mig, der spiser de fleste af dem pga. hovedpine og smerter i ryggen: for mange cigaretter og forkert arbejdsstilling.
Det er også mig, der har natlæge en-to gange om året pga. migræne. Og mig der ringer efter lægen eller bare en recept ca. en gang årligt, når min mand har halsbetændelse og/eller har mistet stemmen. Det er mig, der i 18 år har gået til regelmæssige kontrolundersøgelser for bryst- og underlivslidelser. Nej, ingen »falsk tryghed«, for jeg er også kommet, når jeg har haft uregelmæssig blødning eller pletblødning. Derfor er det mig, der har fået en tre-fire udsugninger.
At jeg, som mange andre kvinder går mere til læge end deres mænd skyldes måske ikke kun, at læger og andre mænd gerne ser mig som patient, men også, at jeg lytter mere til min krop og psyke. Det kan også tænkes, at jeg og andre kvinder er mere fornuftige end (vore) mænd. En del af dem har en tilbøjelighed til at dø meget tidligere, og en gruppe mænd dør ret pludseligt i 50-55-års alderen, mest af hjertesygdomme, se kap. 8 og 10.
Det var også mig, der tog på skadestuen temmelig ofte i temmelig mange år med børnene, når de faldt ned fra træer og tage, gravede sig i foden med en fork eller spade, kom til at slå hinanden med en skovl (ikke med vilje), blev bidt af venligt udseende hunde, der ikke lod sig klappe, fik glasskår i fødderne, fordi de ikke ville gå med sko eller faldt ind i et møbel. Det skyldes, at jeg bedre end min mand kan tåle at se blod. Det blev til en hel del gange med tre aktive børn.
Det er også mig, der har været flere gange hos forskellige læger de sidste år pga. forskellige gener, indtil jeg sammen med min læge fandt ud af, at det var begyndende overgangsalder, og vi sammen fandt frem til - efter et enkelt forsøg med hormoner, som ikke passede mig - hvilke hormoner, der passer mig bedst. Det er også mig, der har en recept på hormoner, som jeg får fornyet hos lægen hvert halve år. Det mig, der fortsat går til kontrol 1-2 gange årligt.
Alt taget i betragtning føler jeg kun, at det er nogle rabiate kvindesagskvinder, herunder en gruppe yngre kvindelige læger og nogle få ældre, der vil sætte mig i en undertrykkende patientrolle. Og det føler jeg egentlig lidt komisk. Den rolle har hverken familiens læge eller min egen kvindelige læge nogensinde påduttet mig. Det kan skyldes, at jeg ikke er bevidstgjort om min situation. At jeg er så undertrykt, at jeg ikke har opdaget det.
Om at skubbe problemerne fra sig
Jeg undrer mig over den ligegyldighed, mange yngre, også kun lidt yngre kvinder tit behandler kvinder med klimakterielle gener med. Er det en angst, man forsøger at fortrænge? Er man helt uvidende om, hvor slemt det kan være? Eller tror man, at det aldrig kan blive ens eget problem?
Jeg forarges mere over de læger - mest kvindelige - som for at få deres teorier til at passe, må tale mod bedre vidende. Det, der forarger mig mest, er den flothed, hvormed de erklærer, at man i stedet bare skal ændre sin social-psykologiske situation.
Bare!
Hvordan skal et stort antal kvinder omkring 50 år »bare« gøre det? Gå ud i tilværelsen, livet, verden, og »bare« realisere sig selv? For slet ikke at nævne: BARE gå ud på arbejdsmarkedet?
Nogle kvinder har eller skaffer sig overskud, vilje og kræfter til at ændre på deres tilværelse og liv, mere eller mindre radikalt. Det er trods alt få i forhold til dem, der gerne vil foretage nogle mindre ændringer, men frem for alt prøve at holde fast på det, de har. Eller de, der gerne vil fortsætte den tilværelse, de levede før overgangsalderen, nu på lidt ændrede betingelser, se kap. 9.
Alligevel må jeg konstatere, at hvis den nok så berømte søstersolidaritet har eksisteret eller eksisterer ud over nære venindeforhold og snævre interessegrupper, omfatter den sjældent kvinder, der klager over klimakterielle gener. Med nogle undtagelser, hvor jeg kan fremhæve grupperne: »kvinder over 40«.
Fra kvinde til kvinde
Noget af det mest givende er at snakke med en anden, evt. andre kvinder om overgangsårene. Især med kvinder, der selv er i eller har været igennem dem. De kan bedre end så mange andre forstå de tit meget spredte klager og psykiske svingninger, man eI¬lers føler sig meget alene med.
Det kræver gode veninder, evt. i nogenlunde samme situation, så man kan udveksle erfaringer og støtte hinanden. Veninder, man har virkelig fortrolighed til - ældre eller yngre - der enten orker at lytte, være medlevende, har fantasi til at forestille sig, hvordan det kan føles, når det evt. bliver deres tur. Eller veninder, der kan hjælpe en med egne, tidligere erfaringer.
Mange kvinder har få eller ingen nære venner, og mange har oplevet, hvordan ældre, som klarede overgangsårene uden mærkbare gener, eller yngre, som ikke gider engagere sig i de problemer, netop ved en afvisning gør den hjælpsøgende endnu mere ensom og fortvivlet.
En del kvinder fortæller, at de mest forstående er jævnaldrende mænd, som har nogenlunde de samme klager og problemer, bortset fra det stærke hormonfald, se kap. 3, 4 og 8.
Eva - en af os
For at gøre nogle beskrivelser mere levende, bl.a. for at kunne forklare undersøgelsen hos lægen og andet, »opfandt« jeg en kvinde, EVA, ca. 50 år, hjemmearbejdende, gift med Otto. Eva optræder første gang i kapitel 2, hos lægen. Den seddel med spørgsmål, hun har skrevet til lægen, kan også bruges af andre kvinder. Hver enkelt kan selv indføje sine personlige klager.
Det med »opfandt« er ikke helt sandt, men lyder mindre tåbeligt end at sige, at hun pludselig kom af sig selv, mens jeg sad ved skrivemaskinen. Hun ville snakke, diskutere, kritisere, men også lytte til gode råd. Snakken, skænderier, gensidig kritik og meget andet gjorde det »sjovere« og jeg fik flere nuancer med. Det blev mere inspirerende at skrive videre. Derfor burde bogen tilegnes »Min EVA«.
Mænd og overgangsår
Det er mit håb, at også mænd læser min bog. Det kan give dem en større forståelse for de ofte mange problemer, deres koner har en kortere eller længere periode af deres samliv. Bedre forståelse for deres koner, partnere, veninder, arbejdskammerater i de år kan forbedre forholdet mellem mænd og kvinder. Det kan også hjælpe mænd med
deres problemer.
Nogle kvinder finder større forståelse hos mandlige jævnaldrende venner end hos såkaldte »veninder«. Det skyldes tit, at en del mænd også har et klimakterium og kan genkende symptomerne og klagerne.
En del mænd får netop i de år nogle psykiske, menneskelige, seksuelle og tit også arbejdsmæssige problemer. Herunder angsten for ikke at kunne følge med, ikke slå til, osv. Derfor er ikke kun kapitel 8: MÆND OG OVERGANGSAR af interesse for mænd, men også fx. kap. 4 om krise, herunder stress.
Gennem samtaler med mænd og læsning om deres problemer: deres angst for at spille fallit, angst for lavere præstationsniveau på div. områder, som tit opstår med alderen, ved jeg det er aktuelt også at diskutere mænds overgangsår og midtlivskriser.
Formulering: problem - diffus - som nævnt - og andet
Ordet PROBLEM bruges mange gange i de følgende kapitler. Der er næsten ikke andet, der dækker det ords indhold. Det nærmeste er VANSKELIGHED. Få gange kan det erstattes med KONFLIKT. Det er sprogligt en virkelig
vanskelighed eller et formuleringsmæssigt
problem!
Jeg bruger også ordet DIFFUS mange gange. Det betyder forvirret, spredt o.lign. Det er et godt og dækkende ord for de mange, tit vidt forskellige og spredte klager, man har i overgangsårene. Ofte et underligt sammensurium af gener, hvor det kan være svært både for en selv, for lægen og andre at se nogen sammenhæng.
For at lette læsningen og forståelsen i div. kapitler, gentager jeg en del, som er nævnt i andre kapitler. Jeg kunne skrive: »som nævnt« for at vise, at jeg kan huske, hvad jeg skrev. Nogle gange gør jeg det, andre gange ikke. Gentagelser kan være gode, man husker det bedre, og læseren spares for en trættende »demonstration« . Hvis noget kun antydes eller omtales ganske kort, fordi det uddybes andre steder, vælger jeg at henvise til de kapitler.
Når jeg bruger tal, vælger jeg som regel at »afrunde« dem, dvs. jeg »forhøjer«, når de ender på 5 og derover, og »nedsætter«, når de ender på 4 og derunder.
PS. Når jeg ind i mellem skriver mere personligt og direkte til læseren, siger jeg du, ikke De, fordi det falder mig mere naturligt. Jeg håber ikke, jeg støder nogen af den grund.
En »slags« resume - og om uvidenhed
Jeg har nævnt de fleste emner, som omtales i de følgende kapitler. Dvs. indledningskapitlet er også en slags resume af bogen. Nogle kapitler vil nok forekomme »tørre« og kedelige, men de er nødvendige for en forståelse af os selv - især fysisk.
Jeg tror, mange kvinder i min alder og også andre har det, som jeg selv havde det: selvom man har menstrueret i mange år, evt. født et eller flere børn, gået til rutinemæssig undersøgelser af underliv og bryst, har jeg aldrig rigtig vidst, hvad der skete hormonalt og fysisk: Hvordan ser de enkelte indre dele af underlivet ud, hvordan er de enkelte dele i underlivet afhængig af og hvordan påvirker de indbyrdes hinanden? Hvor store er fx. livmoder og æggestokke? Det er illustreret med nogle få tegninger, og jeg har i beskrivelserne bl.a. af kvindens ydre og indre kønsorganer og andet prøvet at angive størrelse så nøjagtig som muligt enten i centimeter eller ved sammenligning med andre ting.
For bedre at forstå, hvad der sker i overgangsårene og ved forskellige underlivslideIser og deres behandling, er det nødvendigt, i hvert fald nyttigt at vide. Og det ved vi - alt for mange af os - tit ikke ret meget om. Det vil jeg beskrive i det følgende, så enkelt og forståeligt som muligt.
En undskyldning for min - vores - uvidenhed »biologiske set« er, at jeg ikke har lært det, og de psykiske forhold har altid interesseret mig mere. Jeg har siden jeg begyndte på bogen samlet på »uvidenhed« hos kvinder, især biologisk, den er stor, og har derfor forklaret det ret grundigt på »dansk«, uden at det skulle være for lærebogsagtigt.
Pessimistisk - optimistisk? Nej, realistisk. Bogen er mere realistisk end optimistisk.
Skal man være realistisk, er der mange situationer, hvor man ikke kan trøste og opmuntre. Findes der noget værre end falsk trøst og »gode råd«, som ingen kan bruge? Det er en bedre trøst at gøre rede for de faktiske forhold, så man kan genkende og prøve at forstå sin situation.
Jeg er tit meget imponeret over de kvinder, som på trods af problemer, der kan synes uoverskuelige: fra stærke migræneanfald, voldsom hovedpine, træthed og store psykiske problemer til vanskeligheder med børn og evt. en uforstående mand, alligevel klarer at passe job og hjem upåklageligt, se kap. 3.
Jeg har læst (for) mange bøger om »den falske optimisme«: alle de muligheder kvinden i overgangsalderen nu har. Eller, hvis forfatteren har afskaffet overgangsårene, alle de tilbud og chancer, som kun venter på, at kvinden, frigjort og fri fra hjemlige krav, nu går i gang med at realisere.
Jeg synes, det er et hån mod de kvinder, der føler sig og er mere eller mindre bundet, låst fast og uden ret mange reelle valgmuligheder. Meget er noget urealistisk sludder. Skal man tale om valgmuligheder, skal man også tale om grænser for samme. Ellers bliver det uærlig snak. F.eks.: hvilke uddannelser - herunder korttidsuddannelser kan man råde til? Det var let i 60' erne og begyndelsen af 70'erne, men i dag? I disse år?
Og at finde et spændende job? Evt. med en halvfærdig eller forældet uddannelse? Det er og bliver noget, forbeholdt de aller-færreste. Begrænsningerne kan ligge i, at man ikke bor der, eller bor for langt fra, hvor det er muligt at være med til at lave noget utraditionelt. Jeg har nogle erfaringer med bureaukratiet, dvs. embedsmænd fra mange offentlige kontorer, der gør, at det ikke er mig, der anbefaler nogen at starte en kro, en cafe, en alternativ butik med et eller andet, fx. genbrugstøj, hjemmestrik, batiktryk o.lign. Der hvor vi engang havde en cafe, kunne jeg leje fem små, nedlagte butikker på begge sider. Her, hvor jeg sidder og skriver denne bog, en sidegade til Istedgade kan jeg leje det meste af gaden, bortset fra videoudlejningen lige overfor og »Døgneren« på hjørnet.
Når det er sagt, skal det også siges, at denne tid ikke behøver at være eller er den rene jammer. Der er bestemt - for mange kvinder - en hel del positive oplevelser og muligheder i de kommende år. Det kan tænkes, at børnene indtil nu har taget meget af ens tid og ens partner, (samlever eller ægtefælle, jeg synes ikke, der er grund til at skelne), måske er skubbet lidt i baggrunden eller i hvert fald har følt det, så man nu har mulighed for igen at etablere et varmere og mere fortroligt forhold til hinanden. Han har nemlig også tit problemer, trænger til hjælp, uden at han siger så meget om, hvad der nager ham.
Eller hvis man har venner, som man måske ikke før har haft tid nok til at »dyrke« - og venskaber skal ligesom planter »plejes og dyrkes« - har man nu mulighed for at gøre mere ud af de venskaber, så de måske bliver langt mere fortrolige og nære. Man oplever så, hvor meget man kan støtte hinanden. Det er noget af det vigtigste i venskabet.
Og børnene, som nu er blevet voksne og har fået deres eget liv: ofte kan det ske, at de også bliver ens bedste og fortroligste venner. Det afhænger meget af, hvordan man havde det sammen tidligere, og at man nu opfatter hinanden som ligestillede voksne mennesker - også med hver sine meninger. Mødre skal tit passe på, at de ikke fortsætter deres »opdragerrolle«, så kan det nemt gå skævt: hvem gider komme hjem for at blive opdraget eller få »gode råd«, man ikke har bedt om?
Det er en ny livsfase, man er begyndt på. Jo stærkere man reagerer, jo mere bliver man mindet om det. Når man har det dårligst, kan man ikke se, at der kan komme noget positivt ud af det. Men efterhånden som man får det bedre, først fysisk, oplever man, at det også - for de fleste - hjælper på det psykiske og på ens forhold til omgivelserne.
Der tales meget om, at man har samlet en masse livserfaringer. Jeg ved ikke, hvor meget de kan bruges - af andre. Den kendte læge Mogens Fog sagde, at »erfaringer er billet til et tog, der er kørt.« Det gælder nok i en del tilfælde.
Alligevel kan man bruge en del af sine erfaringer - måske først og fremmest på sig selv. Og bruge de erfaringer man har om sig selv, også til at komme videre, se kap. 4.
Den mest positive brug af egne erfaringer er, at man bliver eller prøver på at blive mere forstående, ser andres måde at leve på mindre fordømmende. At man forstår, at også andre har en masse problemer at slås med og derved bliver mere overbærende.
Det er ikke det samme som at man bare skal acceptere sin situation, sine omgivelser og finde sig i urimeligheder. Tværtimod, her skal man øve sig i at protestere. Nogen kan. Andre kan ikke, det kan man ikke bebrejde dem. De, der kan, bør bl.a. begynde at protestere mod, at kvinder i overgangsårene lige som bliver »gjort usynlige« eller »kønsløse«. Eller at ens kvindelighed har noget at gøre med menstruation og nu mangel på samme. Det er det rene vrøvl, men det syn eksisterer hos en del.
Man skal også overveje, om man - bl.a. ved sin holdning, sine meninger, sin opførsel, sin påklædning - på en eller anden måde selv har accepteret, at det nok er rigtigt, at man ikke er så meget kvinde mere. Det er vigtigt at finde ud af, om man selv ligger under for de samme fordomme - mod den midaldrende kvinde. Hvad mente man selvom kvinder i overgangsalderen for så mange år siden, da det endnu ikke berørte en? Mange holdninger til den kvinde, der er nået midtvejs, kommer fra andre, fra reklamen, hvor der næsten kun eksisterer kvinder under 35 år. Holdningerne kommer fra andre - yngre - kvinder. De kommer fra mænd. Hvor mange af de holdninger og fordomme ligger dybt i os selv, så man kan sige, at de også kommer fra os selv. Det er noget, man virkelig bør overveje og arbejde med.
For: hvis man også selv mener det, kommer man let til at leve op til den farlige fordom, og det må man ikke, man skal gøre alt for at modarbejde det. Det kan lykkes, selvom omgivelserne har et andet syn. Hvis man har et »negativt« syn på sig selv, kan det tænkes, man tillægger omgivelserne negative synspunkter, som mange af dem måske ikke har.
Det gælder også, blandt meget andet, om at blive et levende bevis på, at så »usynlig«, så »kønsløs« er man ikke. Det kan tænkes, at også nogle af de andre opdager, at mange gamle fordomme slet ikke passer mere. Det kræver, at man kommer igennem mange af overgangsårenes plager, så man bedre kan se de andre forhold i et »nyt« eller andet perspektiv. Det håber jeg, de følgende kapitler vil hjælpe med til.
Til slut: når jeg siger, bogen er mere REALISTISK end OPTIMISTISK betyder det ikke, at den er PESSIMISTISK. Jeg har i hvert fald, ved at arbejde med bogen, diskutere problemer og muligheder med forskellige mennesker og ved grundige overvejelser over de år, der ligger foran, lært meget, også positivt.
Netop ved at se på muligheder og begrænsninger har jeg kunnet træffe nogle beslutninger: Hvad jeg vil og ikke vil, hvad jeg vil se mere stort på, hvad jeg ikke vil finde mig i. Hvad jeg vil holde fast ved, tage alvorligt, og hvad jeg vil øve mig i at opfatte som komisk (bl.a. det, jeg tidligere følte sårende). Jeg håber, at lidt eller noget af den reelle optimisme, jeg nu oplever, og som står i nogle af kapitlerne,
også smitter af på læseren.
En bog uden navn - om det man ikke taler om
Af Herdis Møllehave
https://www.overgangsalderen.dk/word...den_navn_2.jpg
Antal sider: 336
Forlaget Blandede bolsjer 1985
I samproduktion med forlaget Klitrose
ISBN 87-7286-001-4
Andre bøger af Herdis Møllehave:
- En sag om bistand (1976)
- Socialt set (1976)
- Le (1977)
- Du - dine rettigheder og pligter i samfundet (1978 )
- Fremtidsfamilien (1979)
- Måske blir du gammel (1979)
- Nutidsfamilien (1979)
- Kærlighed og frihed har egne regler (1980)
- Kærlighed dør aldrig en naturlig død (1980)
Medforfattere: Lola Baidel, Iris Garnov og Ellen Heiberg
- - Lene (1980)
- ...Men i virkeligheden? (1981)
- Helene (1983)
- Kærlighedens første suk er - (1985)
- Kosteskaft (1991)
- Le - Lene - Helene (1997)
Bøger af Herdis & Johannes Møllehave:
- Livets kalender (1993)
- Fantasi og hjerte - En bog om Paul Hammerich(1994)
- Stikkerens begravelse og andre noveller (1995)
- Forandring fryder - fryd forandrer (1995)
- Livsglæde - beskrevet af 18 danske forfattere og kunstnere (1996)
