Miraklerne har noget vigtigt at fortælle os
https://www.overgangsalderen.dk/word...rik_Dige_2.jpg
Ulrik Dige har i mere end tyve år arbejdet med diagnosticering af kræft.
Nu har han forladt den etablerede behandlerverden til fordel for en mere usikker tilværelse som uafhængig forsker. Han er aktuel med en bog, der gennemgår 37 kræftmirakler, og han håber, at hans studier af disse kan bygge bro mellem den etablerede og den alternative behandlerfilosofi.
Aftenen før mødet med fhv. kræftlæge Ulrik Dige viser tv et klip med Thor Heyerdahl om dengang, han stik imod alle eksperters udsagn beviste, at en båd af balsatræ kan krydse et ocean.
"Kontiki" forliste som bekendt ikke. Om Ulrik Diges forskning i såkaldte mirakelhelbredelser hos dødsdømte kræftpatienter vil holde sig oppe, er det for tidligt at sige, men for Ulrik Dige et det, som for Thor Heyerdahl, altafgørende at forsøge.
"Jeg kan ikke bare lade i miraklerne ligge. De må have noget at fortælle os. De patienter, der på tværs af al lægelig fornuft kommer sig af uhelbredelig kræft, er værdifulde vidner, hvis udsagn må tillægges værdi. Præcis som vi tillægger vidneudsagn i retssystemet sandhedsværdi. Blot at kategorisere dem som "spontane remissioner", som lægevidenskaben gør i dag, er at lukke øjnene for nye veje i kræftforskningen. Det kan jeg ikke gå med til", siger den 59-årige Ulrik Dige, der som patolog og cystolog i tyve år har arbejdet med diagnosticering af kræft.
37 mirakuløse kræfttilfælde
Ulrik Dige er aktuel med bogen
"Kræftmirakler i Lægens og Patientens Perspektiv" (Forlaget Hovedland), hvor han beskriver 37 mirakuløse sygdomsforløb. Alle sammen patienter, der er blevet opgivet af den etablerede kræftbehandling og sendt hjem med besked om at nyde den sidste tid, og som i dag enten er fuldstændig uden spor af kræft i kroppen eller har oplevet en markant bedring af deres sygdom. Som f.eks. den pensionerede militærmand med nyrekræft og mestaser i lungerne, der fik at vide, at hvis han ville opleve sin datters bryllup, skulle man fremrykke den store dag. Han reagerede ved at sige:
"Jeg skal vise dem!" Alle tegn på sygdommen forsvandt, og datteren har nu været gift i mange år.
Eller den stærkt depressive 40-årige kvinde, der fik konstateret brystkræft og som i sygdommen så en mulighed for at slippe af med det liv, hun længe havde spekuleret på selv at tage. Femten år efter, og uden at have modtaget konventionel behandling, men udelukkende kostomlægning lever hun stadig og har det godt.
"Begge eksempler har til fælles, at dødsdommen vækker en eller anden form for gavnlig energi i patienten. Militsmanden blev rasende og tyede til sit fag: kampen. Kvinden fik fred i sjælen og begyndtc lige så stille at gøre noget godt for sig selv. På vidt forskellig vis har to sådan historier noget vigtigt at fortælle os i relation til kræft", siger Ulrik Dige.
Har skabt deres eget handlerum
De 37 historier indgår i tilsammen 62 interviews med kræftpatienter, som Ulrik Dige har gennemført og analyseret i de sidste to år. Han kom i forbindelse med patienterne ved at efterlyse dem i diverse medier og kunne efter en gennemgang af alle henvendelser og journaler sortere dem i tre kategorier:
Nogle få myter (sygdom og helbredelse omfattede diverse misforståelser og fortolkninger), der ikke egner sig til nøjere studie. Cirka tyve gråzone-tilfælde (gunstige forløb, der måske kan forklares i et traditionelt lægeperspektiv) og så de 37 exceptionelle/mirakuløse tilfælde (lægeligt helt uforklarlige forbedringer).
Derpå gik han i dybden med de exceptionelle forløb og gjorde den opdagelse, at alle 37 har benyttet sig af en eller anden form for alternativ behandling. Akupunktur, hajbrusk, mistelten, kostomlægning, healing, spiritisme mm. Ikke to forløb er ens, men alle patienter har skabt deres eget handlerum.
"Og netop det interesser mig, for dybest set tror jeg ikke på mirakler. Der må være en forklaring på, at nogle kræfttilfælde går helt på tværs af den etablerede lægevidenskab, og den skal vi finde i samarbejde med patienten Ved at lytte til, hvad de se har gjort, uanset hvor hokuspokus-agtigt det måtte lyde. Mit ærinde med bogen er derfor ikke at gøre op med den etablerede behandling - operation, stråler og kemo, som i en del tilfælde har en god virkning over for kræft - men at bygge bro til andre behandlingsmuligheder."
Mangler registreringer
"Jeg kan ikke forlige mig med, at mirakelhelbredelserne uden videre rubriceres som spontane og derfor forskningsmæssigt irrelevante. Ligesom vi indberetter alle kræfttilfælde til Sundhedsstyrelsen; burde vi også registrere de uforklarlige forbedringer. Om ikke andet så for at udrydde myterne, som hverken gavner patienter eller behandlere. Det sker imidlertid ikke, for så snart en patient har fået diagnosen uhelbredelig, lukker døren til den etablerede behandling i. Patienten anses ikke længere for forskningsmæssigt interessant og tilbydes ikke efterkontrol.
Jeg er sikker på, at adskillige mirakler lever videre, uden lægerne overhovedet ved d Ellers ville det næppe have været så let for mig på forholdsvis kort tid at komme i kontakt med 37. Der må være mange flere.
Mit andet ærinde med bogen er at give håb til mennesker med kræft. Dokumentere for dem, at det ikke altid går, som prognosen taler. I den forbindelse er jeg også fortaler for, at vi samfundsmæssigt yder støtte til de patienter, der er opgivet af det etablerede behandlingssystem, men som har mod på at prøve en alternativ behandling, hvis mulige effekt er "dokumenteret" af andre. Det fordrer imidlertid, at vi får opbygget registre over de "spontane remissioner", suppleret med oplysninger om patienternes egne indsatser".
Som en lyskegle
"Endelig håber jeg med bogen at få sat forskningens paradigme til diskussion. Et paradigme er et begreb, som lægen og filosoffen Thomas Cuhn har lanceret, hvis betydning kan sammenlignes med en lyskegle. Når man forsker, retter man sin lyskegle mod en specifik problemstilling, men det indebærer, at man samtidig begrænser sit synsfelt og udelukker, hvad der måtte røre sig i skyggen uden for lyskeglen/paradigmet.
Kræftforskningens paradigme er den biokemiske forklaring. Man opfatter mennesket som en biokemisk maskine, hvor føden leverer brændstoffet, mens cellekernernes DNA (den genetiske kode) producerer de kemiske signalsubstanser såsom hormoner, enzymer mm., der styrer mekanismen. Blandt andet, cellerne fornyer sig og går grunde, som de skal. En kræftcelle "nægter" som bekendt at gå til grunde. Tværtimod formerer den sig, og en enkelt celle bliver efterhånden til en svulst, der kan blive til flere. Det forklares ved, at nogle kræftceller løsriver sig fra modersvulsten og med lymfe og blod føres nye steder hen, hvor de slår sig ned og formerer sig. Eller at måske blot fragmenter af kræftceller suser rundt i kroppen og på et tidspunkt trænger ind i normale celler medbringende deres skadelige fejlkodning.
Det mærkelige er imidlertid, organismen ikke retter kodningsfejlen i kræftcellen/dens fragmenter, når den rent faktisk råder over avancerede reparationssystemer i forbindelse med den konstante cellefornyelse.
Det forklarer man i det biokemiske lys med, at kodningsfejlen, kræft, enten er så alvorlig, at organismen helt mangler værktøjer - og så må cellerne udryddes med ydre værktøjer som operation, stråler og kemo - eller at værktøjerne er overbelastede af vores livsstil (tobak; mad, milt gifte osv.). At stråler og kemo i den sammenhæng også er giftige, kan man kalde for noget af et paradoks!"
Blinde pletter i organismen?
"Jeg kan på baggrund af de 37 historier, jeg har gennemgået, ikke lade være med spørge, om der findes andre forklaringer - uden for det biokemiske paradigme? Om cellernes DNA måske kan påvirkes af andre former for energi, f.eks. elektromagnetiske svingninger? Det, som nogle alternative behandlere omtaler som vibrationer, stråler, aura osv. Det får straks mange læger til at lukke helt af, fordi det ikke umiddelbart kan måles og vejes, men hvordan ville folk for 200 år siden have reageret, hvis man over for dem påstod, at man med stråler kan gengive lyd og billeder af mennesker i radio- og fjernsynsapparater?
Rent faktisk ved vi, at levende organismer transporterer ioner, dvs. elektrisk ladede partikler, rundt i kroppen. Altså en form for elektriske kredsløb. Hvad nu, hvis der foruden de dokumenterede biokemiske signalsubstanser findes utallige små elektriske kredsløb, der tilsammen udgør en slags overordnet "dirigent" i cellefornyelsen?
Så kunne man forestille sig, at svigt i et kredsløb skaber en blind plet i organismen, hvor fejlkodninger i celler ikke opfanges og repareres, fordi energien er blokeret. Hvis den hypotese holder, vil der være en del kræfttilfælde, hvor behandlingen primært drejer sig om at genskabe energitilførslen.
Jeg ved, det er en provokerende hypotese i forhold til den etablerede forskning, så jeg regner heller ikke med, at den vil vinde gehør hos mine lægekolleger. Men kunne den blot afstedkomme noget mere ydmyghed over for den etablerede forsknings begrænsning, ville vi nå langt."
Placebo-forsøgenes mangler
Vi ville også nå langt, hvis vi erkendte, at de dobbeltblinde kontrolforsøg, hvor man - uden at hverken patienten eller forskeren ved, hvem der får hvad - giver henholdsvis virkningsfulde og virkningsløse midler, ikke kan bruges til ret meget. En given behandling, hvad enten den er etableret eller alternativ, kræver måske patientens eget engagement for at have effekt. Ligesom et musikstykke kun giver gåsehud, hvis man engagerer sig i det. Denne energiforløsende faktor prøver man at neutralisere i placeboforsøgene.
At slå de alternative behandlingsmuligheder oven i hovedet med, at de kun har effekt, fordi patienterne er særligt motiverede, rammer den etablerede behandling som en boomerang, fordi det jo ikke just kan hemmeligholdes for patienterne, når de bliver opereret eller får stråler og kemo. Man kan med lige så stor ret påstå, at disse behandlingsformer kun virker, fordi patienterne engagerer sig i dem, siger Ulrik Dige.
Tyve års erfaring
Alle disse tanker er ikke kun udsprunget af de sidste to års forskning, som i øvrigt kun har kunnet lade sig gøre ved hjælp af private fondes hjælp. Ulrik Diges nysgerrighed - hans heyrdahl’ske behov for at stævne ud på nysgerrighedens ocean - stammer fra de mange år som patolog og cystolog på et hospital I Nordsverige.
"Jeg blev mere og mere frustreret over, at hele den indsats, som jeg selv var en del af, ikke smittede af på kræftstatistikkerne. I samme periode begyndte min kone og jeg at interessere os for økologi, og ligesom jeg i den sammenhæng satte spørgsmålstegn ved pesticiders virkning, begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved den konventionelle kræftbehandlings brug af kemo.
Det skrev jeg om flere steder og fik efterhånden en del henvendelser fra kræftpatienter med en anden behandlingsfilosofi end den etablerede. Blandt andre Merete Birkelund fra Tidslerne, hvis bog "Ulydige Kræftpatienter" jeg blev medforfatter på. I 1995 var jeg desuden med til at oprette det private Forsknings- og Videnscenter for Ukonventionel Kræftbehandling i København.
I 1996 tog jeg konsekvensen og opsagde min overlægestilling for året efter at flytte til Danmark med det mål at gennemføre et egentligt studie af såkaldt spontane remissioner. Det har ikke været let, jeg har jo også skullet eksistere, og i det første år havde jeg forskelligt sygehusarbejde, men siden februar 1998 har jeg ved hjælp af fondsmidlerne kunnet koncentrere mig om studiet, som efter en del besvær har opnået videnskabsetisk godkendelse.
Brobygger
"Hvorfor er der ikke flere læger og forskere, der tør uden for den etablere forskning?"
Jeg tror, det først og fremmest hænger sammen med, at det ikke passer ind i di måde, en læges karriere bygges op på. Der er meget stramme regler for, hvad der er "god latin", og går man uden for disse, skader man sin karriere. Hvem har lyst det efter mange års studier? Det hjælper ikke, før vi får nogle andre definitioner for, hvad god forskning er – altså hele paradigme-diskussionen. Og så skal vi i højere grad anerkende patienterne som reelle vidner frem for som objekter, ramt af en biokemi, fejlkodning.
Hvilket dog ikke skal få os at svinge over i den grøft, hvor vi gør patienten til egenansvarlig for sin sygdom. Mit ærinde er bestemt ikke at sige, at nogen dør af kræft, fordi de ikke gør nok selv eller tror nok på deres helbredelse. I mange tilfælde skyld kræftsygdommen uden tvivl en isoleret cellefejl, som vi i ikke selv kan påvirke, og i de tilfælde er den konventionelle behandling helt logisk. Jeg går altså ikke ind og anbefaler nogen alternativ behandling frem for andre eller frem for de konventionelle metoder. Jeg befatter mig heller i ikke selv med behandling. Det vil jeg gerne understrege. Jeg vil blot gerne medvirke til, at muligheder i skyggen forskningens paradigme kommer frem i lyset. Hvis det kræver en bro mellem den etablerede og den alternative behandlingsfilosofi, stiller jeg gerne op som brobygger. Det er der, jeg mener at have en vigtig opgave.
Ulrik Dige Kræftmirakler i Lægens og Patientens Perspektiv, 399 sider (Forlaget Hovedland 2000) ISBN: 87-7739-466-6.
Kilde: Helsenyt.com 
