Dr. Ove Strandberg og hans "Sol-maskiner" (III)

Dr.med. Ove Strandberg
Solmaskinen

Den tragiske dansker Niels R. Finsen søgte mod solen i den københavnske tåge og fandt ikke nok - og opfandt sin Kulbuelampe. Det var den første, menneskeskabte Solmaskine.

Dr. med. Ove Strandberg havde mod nok til at bruge den i behandlingen af patienter, der var nået til det sidste stadium af deres sygdom, som man dengang betragtede som den tuberkuløses dødsdom. Uden at vente sig stort af forsøget rettede han Solmaskinen mod den lille avissælgerske, hvis røst var ebbet ud i en hvisken - og som skulle ernære fire børn, og var afgjort dødsdømt.

Længe efter mødte han hende igen. Hun kom løbende langs med sporvognen, skrigende med sine aviser. Da burde hun være død for længe siden.

***

Kan menneskeheden modtage Solens dødsbekæmpende energi uden selv at vide af det, få den frit, intetanende, ganske som den, uden at skænke det en tanke, indånder den friske luft?

Et var nødvendigt for at gøre dette til andet end en drøm: en eller anden sygdom så fortvivlet, at dens overvindelse blev dramatisk, måtte bekæmpes ved Solmaskinen - og det spillede ingen rolle, at det var et primitiv apparat, der fremstillede energien.

Det var nødvendigt at bevise, at selvom den første Solmaskine var komisk og kluntet, så kunne en menneskeskabt Sol gøre det. Vi kan takke overlæge Axel Reyn, der er en meget blid og hensynsfuld læge, og overlæge Ove Strandberg, der tog hårdt på det - for at bruge et mildt udtryk - for, at det bevis nu er der.

Læseren vil huske, at da Finsen lå for Døden i 1904, sagde han til sin hustru, at lysbade, der brunede hele legemet, vilde komme til at betyde langt mere end lysbestrålinger af kun selve de ondartede tuberkulosesår.

Det havde ikke undret, om Finsens efterfølger, dr. Axel Reyn, straks havde gjort forsøget. Da Finsen døde, måtte mere end 40 procent af de behandlede Lupuspatienter forlade Instituttet som uhelbredelige. Var det netop derfor, Reyn ikke straks begyndte på lysbade? Var det, fordi disse 40 procent virkede så helt håbløse? Dr. Reyn, der var gift med Finsens søster, holdt alle dage den tragiske pioners minde højt. Men dog udtalte han i begyndelsen, at man ikke kunde vente sig store resultater af lysbade på de helt fortvivlende tilfælde.

Årene gik, og ad mærkelige omveje kom Finsens ide i dødens time tilbage til København via Samaden og Leysin, fra de schweiziske Alper. Reyn opdagede, hvilke langsomme mirakler gamle doktor Bernhard og Rollier udrettede, når de brunede dødsdømte mennesker over det hele i bjergenes sol.

Men hvor fandt man helårssolen i København?

***

Kort tid efter indrettede Reyn en Lysbadeanstalt på Finsen Instituttet, hvor patienterne helt blottet tog kunstige solbade, med hovederne dækket mod de to vældige kulbuelampers blå flammer. Væggene var mørkeblå, og patienternes skygger mod den baggrund var af barok, malerisk virkning.

Det var patienter, hvis ansigter var fuldkommen håbløst hærgede af Lupus. Tilfælde, som Reyn intet håb havde om at kunne helbrede. De sad der dag efter dag, stadig længere lysbadetid, indtil de var oppe på to timer, og lyset gjorde dem røde på kroppen; så skallede de af og blev brune, og i løbet af en måned befriedes de for deres forgiftede, tuberkuløse sløvsind. Det stærkeste første Finsenlys, udelukkende rettet mod deres sårbeklædte ansigter, havde ikke formået at stramme dem op. De hørte hjemme blandt de 40 Procent uhelbredelige. Men efter at de havde fået solbad over hele Kroppen, blev de modtagelige for de ultraviolette stråler mod sårene - de svandt ind, de lægtes. Det var næsten ufatteligt.

***

Og nu kom beretninger fra Ernst, der var Axel Reyns assistent.

Han havde givet patienter med dyberegående tuberkulose lysbade, patienter med inficerede hofteled, knogletuberkulose, rygradstuberkulose. Resultaterne var forbløffende, fuldt så fine som dem Rollier opnåede med den schweiziske alpesol.

Men endnu havde man ikke vovet at give sig i kast med lysbehandling af den alvorligste form for lidelsen - lungetuberkulosen. Selv Rolliers bjergsol syntes afmægtig her, han tilrådede lysbade med den største forsigtighed. Det blev Dr. med. Ove Strandberg, som tog denne behandling af de fuldkommen fortvivlede tilfælde op. Han var oprindelig praktiserende læge med kirurgisk uddannelse. Han var i begyndelsen plat uvidende om de nye metoder, som byggede på naturligt eller kunstigt sollys, en ret usammensat natur; næppe anderledes som voksen, end da han som dreng besluttede at blive ørelæge, fordi han selv led af en kronisk ørelidelse. Pludselig dukkede han frem på arenaen, på tværs af Reyn ville han tage fat på sin egen maner, og han plagede de fineste københavnske specialister om at få overladt patienter, som led af den værste eksisterende form for tuberkulose - strube-tuberkulosen. De betragtedes som dødsdømte uden appel. Hans ide var ikke alene dristig, den var fræk.

***

Lige fra sit første reservelægeår, 1908, havde Strandberg interesseret sig for den håbløse strubetuberkulose. Han fik sin uddannelse på Ålborg Kommunehospital, hvor man havde en særlig Afdeling for Patienter med Lunge- og Strubetuberkulose. "Dengang betragtede man strubetuberkulosen som sidste stadium af lungetuberkulosen," forklarede Strandberg mig. Han fortalte videre: "Alle tilfælde på denne Strubeafdeling var håbløse, og mange af patienterne kunde hverken tale eller synke, fordi de havde uophørlige smerter." Han sad oppe om natten for at studere hele den videnskabelige litteratur om specialet og konstaterede, at overlægens behandling var korrekte, ham kunde man intet bebrejde. Det var almindelig fastslået, at tilfældene ikke kunne behandles.

Han fuldendte sin uddannelse som Øre-Næse-Halsspecialist og kom efter en tid på Poliklinikken som assistent til Finsens Instituttet. Her blev han året efter Chef for Afdelingen for Øre-Næse¬Hals-Lidelser og havde som opgave at foretage mulige operationer og lysbehandle alle lidelser, tuberkuløse som andre, der angreb patienterne i mund, øre og næse. Han opnåede fine resultater i behandlingen af næselidelser. Men det irriterede ham, at han ingen vegne kom med det sidste stadium af lungetuberkulose - når patienten begyndte at hviske.

Han prøvede operationer, han prøvede forskellige behandlinger. Han studerede svenskeren Arnoldsens udmærkede Bog om Strubetuberkulosen. Den bog endte ikke lyst. Arnoldsen resumerede derhen, at ved operationer kunde man redde 4 procent af patienterne - de resterende 96 måtte dø. Der var ingen vej udenom. Det var Arnoldsens ide, at patienter med strubetuberkulose burde behandles i særlige sanatorier, hvor ikke andre blev indlagt, det ville bidrage til at koncentrere studiet af lidelsen. Strandberg fremlagde hans forslag frem på et lægemøde i København, hvor det nærmest vakte forfærdelse. Det var dumdristigt, det var uigennemførligt, og det var umenneskeligt. For over døren til et sådant sanatorium måtte man jo skrive: "Her lades alt håb ude". Og selvom man ikke skrev det, ville de arme, elendige syge jo se det over porten med usynlige bogstaver ...

Netop ved den tid opnåede Reyn fine resultater ved lysbade af de alvorligste Lupus-tilfælde, og Ernst havde held med knogle- og ledtuberkulosen. Strandberg ville nu tage fat på de desperate tilfælde af strubetuberkulose, hvor chancen for overlevelsen kun var de 4 procent.

Man kaldte det dårskab. Det var mord ... selvom ordet måske er for hårdt, var intet andet anvendeligt. Selv Rollier, hvis naturlige sol stod over noget menneskeskabt lys, havde aldrig vovet at behandle alvorlige, febrile tilfælde af lungetuberkulose. Rollier havde gjort sine erfaringer, omend aldrig beskrevet dem, og de var så tragiske, at han betingelsesløst forbød lysbehandling af patienter med fremskreden lungetuberkulose. Alligevel foreslog Ove Stranclberg at lysbehandle patienter, hvis lidelse ikke alene var i udvikling og fremskreden, men på det sidste stadium. Det var, med et mildt ord - forbryderisk.

***

Den største modstand mødte Strandberg naturligvis hos tuberkulosespecialisterne. De ville ikke overlade ham de fortvivlede tilfælde - de vidste mere end andre om tuberkulose, følgelig mente de bedre end andre at vide, hvor håbløs enhver behandling af disse tilfælde var. Når patienten var på hviskestadiet, var alt umuligt. Det vidste de uden at have prøvet alt.

"Jeg blev formanet og advaret fra mange sider," fortæller Strandberg. Men han kom alligevel i gang med forsøget - på patienter, der var for fattige til at søge de specialister, som advarede imod ham. I 1914 begyndte han at lysbade to patienter med tuberkulose i strubehovedet. De var ikke kommet til ham i håb om helbredelse, de var simpelthen så langt nede, at de havde mod til at prøve ethvert middel. Deres huslæge havde forlængst sagt, at de skulde spise meget og nærende og hvile sig, stadig søge hvile ... et glimrende råd til mennesker med en dagløn på 2 Kr.

Månederne gik, og flere patienter kom ind i Lysbadeanstalten med de mørkeblå vægge og det sitrende blå buelys - nøgne. De havde alle stærke smerter i struben, så de kunde kun hviske og næppe synke for smerter, det forværrede naturligvis deres lungetuberkulose, og når den blev værre, blev de mere syge i strubehovedet.

Endelig var der patienter med så stærk betændelse ved indgangen til luftrøret, at strubehovedet ikke kunde lukke til, når de prøvede på at synke - derfor fik de ustandseligt maden i den forkerte hals. Og alle, som har været på sanatorium, ved, hvad det betyder, når en patient, hvis stemme er blevet stadig hæsere, pludselig får disse spisevanskeligheder. Det betyder, at inden mange dage er den plads ved bordet tom. Det er begyndelsen til enden.

Sådanne var de patienter, Strandberg fik til sin lysbadebehandling. I virkeligheden var det slet ikke Strandberg, der gjorde forsøget - det var Fattigdommen, så her er et bevis for, at armoden kan have sine velsignelser.

***

Det var 1914. Otte år efter, i 1922, var 31 af de 61 håbløse patienter, der var kommet til ham, fuldkommen helbredt for deres strubetuberkulose - og der kunde ikke være ringeste tvivl om, at lysbadene havde klaret det. Atter her må vi takke fattigdommen - for hvorledes kunde Strandberg uden den have været sikker på, at det kun var lysbad?

Enhver læge ved, at selv i de tidlige stadier af tuberkulosen er hvile i sengen af afgørende betydning. Men af disse enogtres, som alle stod med det ene ben i graven, måtte de treoghalvtreds gå til og fra Finsen Instituttet. De havde ikke sporvognspenge. Det havde sikkert tjent dem glimrende at ligge i sengen og hvile sig, men det havde været lidt strengt at komme af sted med det, når de næppe havde tid til at gå til behandling i arbejdstiden. Det er den gamle Lov, som siger, at de fattige og især de stolte fattige, der er noget værd, må arbejde, til de segner.

Patienterne hjalp Strandberg med at føre beviset for, at lysbehandlingen var mere værd, end selv han havde vovet at håbe. En dag kom en lille kone med indfaldne kinder - en avissælgerske. Hun kom hviskende og bad om at få lysbade. Hun havde hørt, at den og den af hendes venner ...

Strandbergs assistenter havde allerede undersøgt hende. De havde rystet på hovedet, hun var så dødsenssyg, at hun aldrig burde gå oppe, endsige gå til og fra Instituttet for at søge behandling. Det var åbenbart, at hun kun havde kort tid tilbage at leve i, og de forklarede hende på den mest hensynsfulde måde, at lysbadene måske ikke egnede sig for hendes tilfælde...

Så trængte hun sig forbi dem og slap ind til Strandberg og begyndte at græde og bønfalde doktoren om at få Lov til at tage lysbade med det samme ...

Strandberg kiggede hende i halsen, og synet fik selv ham, der dog havde set en del - til at gyse. Hun havde høj feber og en forfærdelig lungetuberkulose. Strandberg vidste, at det var håbløst. Han prøvede på skrømt at føje hende ... hvis hun nu gik hjem og lagde sig, hvis hun hvilede sig et par uger og så kom igen ...

Den arme lille kvinde faldt på knæ og slyngede sine arme om Strandberg. "Min mand ligger for døden af tæring, Doktor, og alle mine fire børn er syge. Jeg kan ikke holde inde med aviserne. Jeg må blive ved ..." hviskede hun desperat.

"Jeg gik kun ind på det for at trøste hende," sagde Strandberg til mig.

En måned efter havde hun det lidt bedre. Hun kunde synke sin mad, uden at det gjorde alt for ondt. Men endnu kunde hun bare hviske. Hun var ikke slet så mager som før. Hun vandt frem...

"Nu må De holde op med arbejdet, for nu er der virkelig en chance," sagde Strandberg til hende. Hun lovede ham alt, hvad han forlangte. Bare hun kunne få lov at sidde i det lys! Hun kunde føle, at det gjorde hende stærkere. Den forfærdelige træthed plagede hende ikke nær så meget.

Strandberg glemte hende halvt i vrimlen af patienter, og så tog han på rejse, og da han kom hjem, og langsomt kørte sin bil gennem Københavns mest trafikerede gader en aften, hørte han en lille kvinde råbe med aftenaviserne, mens hun løb ved siden af en sporvogn, der lige skulde holde ved et stoppested.... Hun råbte med høj røst ... Det var hende.

Strandberg var rasende på hende, fordi hun havde været så ulydig - han havde sagt, at hun ikke måtte arbejde og fremfor alt ikke prøve på at tale, og så gik hun der og råbte op. Et par dage senere, da hun viste sig på Finsen Instituttet, begyndte den strenge mand at tale dunder til hende - "Jamen, doktor ..." sagde hun med fuldkommen klar røst, "min mand er død. Jeg måtte da sørge for børnene ... og jeg har det også storartet nu ..."

Strandberg smilte, da han fortalte mig det. "Det måtte jeg give hende ret i, da jeg havde set på hendes strubehovede. Hun var helbredt."

***

Ikke alene patienternes fattigdom, også personlig ringeagt for medicinske autoriteter var til stor hjælp for Strandberg. Han tog fat på patienterne, mens de havde feber, han skoldede dem i sin kunstige sol. Det var forargelig forkert, feberen steg, og efter alle medicinske læreregIer var det højst foruroligende.

Men Strandberg havde en instinktiv fornemmelse - heri mindede han om Wagner-]auregg - som lod ham tage det med let sind. Han klappede dem på skulderen og sagde, at det var netop, som det skulle være. Feber var godt nok. Feberen beviste jo, at de reagerede. Hvis de ikke havde fået feber, så var han blevet alvorligt bange på deres vegne. De smilte tillidsfuldt til ham.

Han overdrev dog ikke. Når feberen steg stærkt, lod han dem holde en Pause i lysbehandlingen, kun et par dage, så gik han forsigtigt frem igen. Resultaterne virkede fuldkommen fantastiske på enhver, der havde noget begreb om, hvor farlig, håbløs tuberkulose i strubehovedet var. Medens patienterne blev brunere og brunere over hele kroppen, kom der huld på deres afmagrede ansigter, de jagende smerter forsvandt, og de fortalte ham, at nu kunde de synke igen, de havde genvundet appetit ... først hviskede de det til ham, så kom det hæst, til sidst med klar stemme.

Så haard en mand, Strandberg end utvivlsomt er, var deres fattigdom ham inderligt imod, og han vidste, at med lysbade alene blev det for lang en historie at kurere dem. Hvordan fremskynde helbredelsen? Han vidste - af bitter erfaring fra mange dødsfald - hvor farligt det er at udbrænde tuberkulosesår i strubehovedet. Men alligevel ... Problemet var måske meget simpelt, det var den gamle historie om igen. Finsen havde jo selv konstateret, at Lupuspatienterne kom sig langt bedre om sommeren, når de lå ude i Instituttets have. Om de kunde tåle en operation i halsen eller en udbrænding af deres sår, afhang helt af deres "Almenbefindende".

Nu vidste han, at han kunde producere et godt almenbefindende med sine lysbade. Når de igen tog på i Vægt, fik appetit, fik farve i ansigtet - ikke feberrødt - når Laboratoriet konstaterede, at deres bloddannelse foregik fint, at hans lys fremmede det, som de meget fine Videnskabsmænd kalder "immun-biologisk reaktion", der er bare et storsnudet ord for "godt almenbefindende" - så kunde han præcis se, om en operation ville slå dem ihjel eller fremskynde deres helbredelse. Når lyset fik den mikrobedræbende kraft til at vågne op og arbejde i dem, så var det tid til en operation, så turde han brænde deres sår ud. Og med smidige fingre førte han det elektriske brændejern ned i deres strube. Derved forkortede han behandlingen og gjorde dem hurtigere og bedre skikket til at slide for føden igen.

***

I 1927 blev Ove Strandberg udnævnt til Konsulent i Strubesygdomme ved Vejlefjord-Sanatorium. Hans lysbade var nu velansete, og nu skulle han hjælpe overlæge Gravesen med at helbrede også mere velhavende mennesker, hvis hvisken røbede, at alt håb var ved at svinde.

Faren for, at lyset skulle fremkalde blodstyrtninger, havde altid fået tuberkulosespecialisterne til at undgå solbade - særlig hvor det gjaldt fremadskridende, alvorlige tilfælde. Strandberg fik det skræmmebillede aflivet. Han havde jo givet hundreder solbade i det skrappe buelys. Af disse flere hundrede havde de syvogfyrre spyttet blod, inden lysbehandlingen begyndte. Kun otte fik blodstyrtninger i de måneder, de sad nøgne under lampen. Og af disse otte havde de fem haft blodstyrtninger, inden de kom til lysbehandling.

I de tre sidste år er der i al stilhed sket mirakler på Vejlefjord-sanatorium - uden at man egentlig lagde mærke til det ude omkring, i hvert fald ikke i Amerika. Med dæmpet, dansk stædighed havde Strandberg altid hævdet, at hvis fattigfolk blot kunde få de almindelige, gode levevilkår, som rige mennesker kunde betale for, og dertil lysbehandling, så kom resultaterne rigtig frem. Det hjalp ikke bare at helbrede deres strubehoveder. De skulde have hvile, rigelig mad, og de, hvis lunger trængte til det, skulle underkastes den nye Kollaps-Behandling.

Derfor er beviset ført på Vejlefjord i de tre sidste år. Af 69 patienter, som har kunnet tillade sig at hvile, spise godt og lade sig behandle grundigt, mens lysbehandlingen brunede dem over hele kroppen - er kun fire døde. Og alle 69 var i strubetuberkulosens sidste, forfærdende stadium. Af de resterende 65, er 53 blevet fuldkommen helbredt for deres sygdom i strubehovedet, og ikke i et eneste tilfælde har man måttet indstille lysbehandlingen på grund af feber eller blodstyrtninger. Deres angrebne lunger blev ikke værre angrebet under lysbadet, tværtimod, der er tydelig bedring. Det er i hvert fald i 66 procent bevist gennem røntgenundersøgelser .

Ingen bestrider rigtigheden af den berømte Rolliers udtalelse, at solbade kan forværre de tuberkuløses tilstand, så de dør hurtigere. Men derved bliver Finsens opdagelse af det menneskeskabte solskins værdi kun mere slående - og Strandbergs anvendelse af det på patienter, der ligefrem lå for døden, mere imponerende. Når man betænker, hvor forsigtigt man må gå frem ved at give så alvorligt angrebne patienter naturligt solskin, er det intet under, at tuberkulosebehandlingen de fleste steder i verden undgår de metoder. Men hvad er så den eneste mulige konklusion? At Finsen-Lyset er bedre for tæringspatienter end Vorherres egen Sol.

Det er et under, at Strandbergs metoder ikke straks er blevet anvendt hele verden over. Han har nået sine resultater med præcis den samme lampe, som Finsen konstruerede - en almindelig, jævnstrøms kulbuelampe ... Og det er rent nonsens, når visse tuberkulose-eksperter benægter værdien af Strandbergs behandling. De kritiserer uden at have gjort deres egne erfaringer.

***

Takket være Ove Strandberg er kampen nu taget op med held mod en hidtil fuldkommen håbløs sygdom - her er resultater, som den mest bornerte og konservative hvide kittel inden for lægevidenskaben må respektere. Problemet er nu at skaffe menneskene denne Solmaskine, så de bruger den, allerede inden de har tvingende brug for den - så enhver kan få sit solbad i Solmaskinen og kan tage det, som han tager naturlige goder til sig. Brian O'Brien, der var Lo Grassos assistent, har opfundet en vældig kulbuelampe, så stor og i sin udstraaling så nær lig Rolliers naturlige sol, at mennesker kan sidde under den, udendørs, og tage imod lys og varme fra den, selvom det regner og sner. Det er et fremskridt under breddegrader, hvor solen kun de fem af årets tolv Måneder har mikrobedræbende kraft.

Men lad os ikke komme bort fra det praktisk gennemførlige. De fleste sunde mennesker ville betragte det som ren idioti at sætte sig hen så og så mange timer daglig, splitternøgne, under en kunstig sol. Det værdifulde i opfindelsen må demokratiseres og gøres forståeligt for enhver normal hjerne. Vejen er måske de højfjeldssole til hjemmebrug, som konstrueres af elektriske fabrikker verden over og efterhånden vinder indpas. Disse hjemme-lamper, kvartslamper på 500 Watt, der kan anbringes på et almindeligt ledningsnet, har allerede vist sig i stand til at helbrede engelsksyge (Rachitis=skæve knogler/red.). Men der er et spring fra engelsksyge og til tuberkulose. Engelsksyge kan helbredes og forebygges ved meget lempelig anvendelse af de ultraviolette stråler. Vi ved endnu meget lidt om, hvilke af solspektrets stråler, der er helbredende - og hvilke i Finsen-lyset - hvor det gælder tuberkulosen. Sollægen Rollier er jo halvvejs digter, det er måske derfor, at han er overbevist om, at det er hele spektret, der virker - fra de ultraviolette til de infrarøde Stråler. Han tager måske fejl. Hans teori betragtes måske som nonsens af Whitney, fysikeren, der opfandt den elektriske feber, og den praktiske videnskabsmand Boss Kettering, som er ved at forberede en revolution af vort indendørs klima. Her er problemer for mennesker som de to og for den generation af unge videnskabsfolk, der vokser op.

Ingeniørerne er jo sådan, at bare man sætter dem på sporet, så opfinder de omgående maskiner, der leverer enhver lysbølgelængde på bestilling inden for hele det store elektromagnetiske spektrum - fra de kosmiske stråler til radio-langbølgerne. Flere og flere unge Dødens Banemænd har fået nok af piller, komplicerede kemikalier, ja selv sera og vacciner tror de ikke ubetinget på mere. De vil gå i samarbejde med ingeniørerne for at granske hemmeligheden ved Maskinmedicinens indflydelse på vore legemer. Og er det umuligt, at disse Maskinlæger efterhånden kan give os lamper at læse og arbejde ved - lamper, hvis energi bygger vor appetit op, lader os tage på i vægt, når vi trænger til det - stimulerer vore røde blodlegemer, udvider blodkarrene i vor hudoverflade, så de får bedre kraft til at sende den mikrobedræbende energi gennem hele legemet?

Det ville i alt fald være tåbeligt at betragte det som på forhånd umuligt.

Foreløbig solbruner jeg så vidt muligt hele mit legeme så mange måneder af året, som jeg bare kan komme til det - i lyset fra den gamle Doktor Sol.

***

PAUL DE KRUIF
"DØDENS BANEMÆND"
OVERSAT FRA ENGELSK EFTER "MEN AGAINST DEATH"
PAA DANSK VED JESPER EVALD
NORDISK FORLAG MCMXXXV (1935)

Fortsættelse efter:
1. Gode, gamle Doktor Sol (I)
2. Sol-Lægen (II)

Ja, når man først "falder i" - risikerer man at blive hængende.... når det er en god oplevelse...

Som ung pige læste jeg for første gang bøger, der var skrevet af en canadisk læge, som skrev om medicinske forskere før og i hans egen samtid... Det var en læsning for guderne, mente jeg dengang og mener det fortsat....

Paul de Kruifs bøger, hver og een, burde være en obligatorisk læsning for hver lægestuderende og for hver sygeplejeelev. Det burde det, men det er det ikke..... Og Paul de Kruifs bøger? ja, de bliver ikke engang udgivet mere i Skandinavien. Det er et stort tab for anvendt medicin, for sygepleje og i sidste instans... os selv, som altid er afhængige af udfaldet af den behandlig vi modtager, når vi er blevet syge....

Det er hensigten, at omtalen af alle Paul de Kruifs bøger skal med i vores Bibliotek her på siden... og når det sker, på et tidspunkt, vil jeg benytte dette kapitel fra Paul de Kruifs bog "Dødens Banemænd" fra 1932 og Semmelweis. De fødendes frelser samt Kapitlet om opdagelsen af insulin her... - som eksempler på Paul de Kruifs arbejde og budskab, og derved forhåbentlig.... lokke nogle af os til at skaffe bøgerne på Antikvariat.net. eller på Biblioteket.dk og opnå derved noget af det bedste og berigende "tidsfordriv" enhver kan ønske sig.