"Forandring"
Af Germaine Greer
INDLEDNING
Det er ikke engang fyrre år siden, at tanken om at afskaffe overgangsalderen første gang blev luftet. Ideen stammede ikke fra kvinder, men fra mænd, der mente, at ægløsningens ophør var det samme som en for tidlig død, en tragedie. Ganske rigtigt var der kvinder, der bad mandlige læger om hjælp under klimakteriet, eftersom det ikke er så let at gå imod forandringens år. Den hjælp, der blev givet, var til at begynde med den eneste behandling, lægerne overhovedet havde, nemlig åreladning og udrensning, ledsaget af et arsenal af uvirksomme medikamenter, hvoraf nogle i flere hundrede år fortsat blev markedsført til høje priser som Dr. Ditten-eller-dattens "kvindemedicin", og således skabte man det mønster for udbytning af "damers lille sundhedsproblem", som eksisterer den dag i dag. Derefter prøvede den lærde herre at genoplive menstruationen på anden måde, nemlig ved at åbne for blodudstrømning andre steder; herfra gik de videre til hysterektomi og kastration, ofte mod de mentale forstyrrelser, som man mente ledsagede den aftagende menstruation, som man kaldte menstruationens ophør.
Ikke så snart havde man opfundet elektriciteten, før man begyndte at jage elektrificerede stave op i livmoderen; en af de første anvendelser af røntgenstråler var at bombardere æggestokken med henblik på at dræbe den; ikke længe efter at Marie Curie havde opdaget radium, blev radiumstave indført i skeden. Lægerne måtte stille sig tilfreds med at fylde kvinderne med dele af andre arters forplantningssystemer eller med væsker fra deres endokrine kirtler.
Der har altid eksisteret en anden ideologi, ifølge hvilken klimakteriet i virkeligheden var mindre belastende end andre perioder i kvindens slidsomme livsbane. Så længe barnefødsler var uundgåelige og farlige, var dette indlysende sandt. Dels fordi der var et uforholdsmæssigt stort antal jomfruer over halvtredsårsalderen, blev klimakterieproblemer sat i forbindelse med gammeljomfruer, hvilket i høj grad bidrog til fordommene mod dem og mod overgangsalderen.
Omkring midten af det nittende århundrede, da klimakteriet først fik betegnelsen "overgangsalder", var den offentlige bevidsthed om overgangs-syndromet i højeste grad medvirkende til at komplicere de problemer, som den midaldrende kvinde var tvunget til at se i øjnene. Den irrationelle overbevisning, at skødet var den virkelige årsag til den aldrende kvindes vrede eller melankoli, fordunklede effektivt den ubehagelige mulighed, at hun kunne have ægte grunde til at protestere; på den anden side bed kvinderne villigt deres eget raseri i sig og fremviste en forvirrende række symptomer, hvoraf mange reagerede på forfærdelige operative indgreb, der slet ikke kan have haft nogen virkelig helbredende virkning. Forhindringer på den i forvejen meget vanskelige vej gennem denne fase i kvindens liv begyndte at hobe sig op, og overgangsalderens kriser tårnede sig op omkring dem.
Under dække af en umådelig ridderlig medfølelse med de kvinder, der var ødelagt af overgangsalderens tragedie, tillod en gruppe mandlige læger sig at give frit løb for en irrationel frygt for gamle kvinder, som jeg af det latinske ord for "gammel kvinde", anus, har kaldt anofobi. Det er disse mænd, hvis navne hvert år dukker op på hundredvis af lærde afhandlinger, hvori de udbreder sig om mulighederne for at afskaffe overgangsalderen og sørge for, at alle kvinder forbliver både indbydende og modtagelige for mænds krav fra puberteten til graven og for evigt fordriver den frygtede gamle kvinde fra jordens overflade.
Der er positive sider ved at være en skræmmende gammel kvinde.
Selvom den gamle kvinde både er frygtet og afskyet, behøver hun ikke tage andres intolerance til sig, for kvinder over halvtreds udgør allerede de største grupper i den vestlige verdens befolkningsstruktur. Så længe de kan lide sig selv, bliver de ikke et undertrykt mindretal. For at kunne lide sig selv må de afvise andres forfladigelse af, hvem og hvad de er. En voksen kvinde burde ikke være nødt til at optræde som en ung pige for at kunne forblive i de levendes land.
Kapitulation over for netop dette har resulteret i en række karikaturer, hvis patetiske forsøg på at starte forfra er en fast bestanddel i vores sladrespalter. Der har altid været kvinder, som ignorerede den evindelige jagt på ungdommen og gik med til at blive voksne, og som gennemgik klimakteriet med en grad af uafhængighed og værdighed og ændrede deres liv, så deres nye modenhed kunne få lov til at fungere og blomstre. I en barnagtig verden betragtes denne adfærd som truende.
Ingen ved, hvad de skal stille op med en kvinde, der ikke er evindeligt smilende og logrende. Rolige, alvorlige, stille kvinder driver mennesker med anofobi til vanvid. Kvinder, der nægter overhovedet at prøve at give penis magt, er nogle gamle gimper og gamle sække, kællinger, svigermødre, kastrerede kvinder og så videre. Selv om kvindekulturen ikke kan tillade sig at give sådanne holdninger så meget som symbolsk respektabilitet, kunne vi finde en måde at udnytte mandens panikalder, hvis vi turde. Eftersom kvinder hersker over fødslen, er de også herrer over døden, inden i skødet og uden for det. De har de åndelige ressourcer til at blive konfronteret og beskæftige sig med begge dele, men mænd er skrækslagne for at overlade sådanne sager til dem.
Denne bog forsøger hverken at bagatellisere eller at sygeliggøre overgangsalderen. Klimakteriet er en mystisk periode, som dunkle myter stadig klynger sig til. Den belyses ikke af den overflod af udtalelser, som den defineres ved af Menopausens Mestre, de mandlige sagkyndige, der med de multinationale medicinalfirmaers ivrige bistand har skabt en lukrativ karriere på grundlag af noget, de aldrig selv skal komme til at opleve. Det er et permanent træk ved meno-pause-industrien, at de få kvindelige læger, der tillader sig selv at blive involveret i den, sjældent bekræfter hverken dokumentationen for svære forstyrrelser i kvindens åndsevner under klimakteriet eller de mirakuløse resultater af de ordinerede udtræk af hoppeurin.
Skønt der ikke findes noget offentligt indvielsesritual for den kvinde, der nærmer sig afslutningen af sin forplantningsdygtige alder, er der tegn på, at kvinder udtænker deres egne private måder at markere forandringens uafvendelighed på. En del af mytologien går ud på, at der findes kvinder, som ikke oplever noget af betydning på dette tidspunkt, hvilket, hvis det var sandt, ville være begrædeligt, for målet i livet er ikke ikke at mærke noget.
Klimakteriet er en periode til at gøre status, over såvel åndelig som fysisk forandring, og det ville være en skam at være ubevidst om det. Der er ganske rigtigt mange kvinder, der ikke søger lægehjælp for klimakteriets gener, men det har mere at gøre med deres holdning til læger og deres måde at klare problemer på, end det har at gøre med graden af de symptomer, de oplever. Det er imidlertid sandsynligt, at overgangsalderens symptomer objektivt bliver mere alvorlige som et resultat af den lægelige indgriben før overgangsalderens indtræden, navnlig sterilisation og hysterektomi, og af tilskyndelserne til at holde sig ung, i form og smuk, hvis man vil elskes, og af afhængighed og af giftstoffer i miljøet. En del kvinder har uudholdelige symptomer i klimakteriet, men de uheldigste er dem, der underkastes destruktive indgreb, somme tider en række destruktive indgreb, for at eliminere forstyrrelser, som tid og tålmodighed i sig selv ville have klaret.
Størstedelen af den lægelige litteratur, der henvender sig til kvinder, har en tendens til at overdrive kvindernes egen andel i problemerne. Argumenter, der er baseret på den antagelse, at kvinder styrer deres eget liv og får den overgangsalder, de fortjener, fritager simpelt hen lægen for enhver forpligtelse og ethvert ansvar. Mange kvinder opdager først i løbet af klimakteriet, i hvor høj grad deres liv har været et spørgsmål om at kapitulere, og hvor lidt af det, der er overgået dem, der faktisk har været i deres egen interesse. Kvinder, der for første gang opdager, at de faktisk er fattige, afhængige, usikre og ensomme, har ikke brug for også at blive bebyrdet med skyldfølelse. Men på den anden side har de brug for at skaffe sig den kontrol over deres eget liv, som ikke automatisk er til rådighed. At være uønsket er også at være fri.
Det femte klimakterium er det tidspunkt, hvor en kvinde planlægger resten af sit liv; hvis hun ikke har de økonomiske ressourcer, uddannelsen eller energien, er det ikke for sent at erhverve sig disse ting. Hvis hun nærmer sig denne udfordring på en undskyldende måde, jaget af skyldfølelse eller af frygt for psykologisk utilstrækkelighed, kan hun ikke træffe de beslutninger, som hendes fremtidige lykke er afhængig af. Hun må afvise ethvert argument, der rummer, at hun har ned kaldt sin øjeblikkelige pine over sig selv. Men hvis hun på den anden side vedholdende forestiller sig, at kontrollen over hendes liv ligger uden for hende selv, vil hun ikke opnå trivsel. Hun vil synke ned i mørket som en klagende, kværulerende, uartig, gammel pige.
Uanset hvilke midlertidige gener kvinden i overgangsalderen har, må hun på et tidspunkt tage fat på problemet ældning. Atter kan lægevidenskaben kun yde meget lidt hjælp. Ældning er den mest individuelle af alle menneskelige processer, og man kan ikke forudsige, hvordan den enkelte klarer sin ældningsproces. Men den kloge kvinde kan beslutte sig til ikke at ældes hurtigere end nødvendigt. Dette kan medføre, at hun drastisk ændrer sin livsstil og vender helt op og ned på sin prioritering. Nogle af de krykker, hun har brugt, må sparkes væk. Dårlige vaner må opgives. Overgangsalderens rolle i hendes ældningsproces er svær at vurdere; nogle kvinder producerer betydelige mængder østrogen efter ægløsningens ophør, andre gør ikke. Tilskud af østrogen beskytter måske mod ældningens virkninger på hjerte-kar-systemet og knoglerne, og måske gør det ikke.
De umådelige mængder af litteratur om overgangsalderen modsiger den totale mangel på forståelse af, hvad der virkelig foregår. Ingen ved, hvorfor eller hvornår ægløsningen hører op, eller hvilke symptomer der forårsages heraf og ikke af ældningsprocessen, eller endda hvorvidt det er lettere at komme igennem overgangsalderen på et tidligt tidspunkt end på et senere. Man kan ikke forudsige noget om overgangsalderen, ikke definere risikofaktorer, ikke foreslå forebyggende foranstaltninger. For hvert år føjes nye symptomer til klimakteriesyndromet og for hvert år fjernes nogle. Vi har mistet involutionsmelankoli og fået autogen dysregulering. På alle niveauer og i alle behandlinger er placebovirkningen stor, somme tider dominerende. Alle forsøgsresultater forplumres af symptomernes mangfoldighed og af fænomenets selvbegrænsende karakter.
Officielt har lægestanden en behandling af klimakteriet, og det er hormonbehandling; faktisk er dette en mangfoldighed af kure, der bruger en mangfoldighed af produkter i forskellige kombinationer og styrker. Ikke en levende mors sjæl kan finde vej i den jungle, og patienterne får slet ikke mulighed for det. Udvalget af patienter, der er egnede til behandling, styres af den praktiserende læges subjektive vurdering, og valget af behandlingsformen beror på slumptræf. Ved undersøgelser af modindikationer overser man væsentlige og almindelige sygdomme som for eksempel åreknuder, samtidig med at man tillægger den forsvindende lille risiko for kræft alt for stor betydning. Ved at give progestogener som kompensation for østrogenet ophæver man sandsynligvis dets væsentligste beskyttende virkning. Det giver overhovedet ingen mening at indtage østrogen ad oral vej. Bortset fra disse overvejelser er hormontilskud et værdifuldt bidrag til det medicinske arsenal, navnlig for de multinationale selskaber, der har taget patent på østrogenpræparater.
Traditionelt har kvinder ikke gjort det store postyr over overgangsalderen. Da ældre kvinder stod for fødslerne, var de vidne til mange tilfælde af smerter og død blandt de fødende kvinder og havde grund til at lykønske sig selv med at have overlevet. De behandlede sig selv, når det var nødvendigt, med simple medikamenter af planter alt efter årstiden. Der er ingen overensstemmelser i denne udbredte farmakope, for den er fuldstændig afhængig af mikroklimaer og kan ikke efterlignes under anderledes forhold. Da mandlige sagkyndige overtog lægegerningen, udviklede de også deres egne patentmidler, men man fulgte hurtigt princippet om ubrugelig standardisering. De mindst destruktive kvindelæger foreskrev en kølende diæt eller en smule vin i kostplanen for at holde humøret oppe og anbefalede luftforandring, et langvarigt ophold på et af de mange kursteder, hvor den midaldrende kvinde ikke alene kunne indtage vandet, men hvile sig, spadsere, faste eller følge en diæt, og komme til kræfter efter de mange uheld i barselssengen, som hun sandsynligvis havde været udsat for. Tilflugten til kursteder, der har været en del af den traditionelle lægelige praksis siden jernalderen, toner ud i hydroterapi og alternativ medicin, der tilbyder en lang række behandlinger for klimakterieproblemer, hvoraf de fleste har den fordel, at de er relativt non-invasive og harmløse.
Uanset hvor god og effektiv behandlingen af fysiske symptomer i klimakteriet er, så er der visse aspekter af det at være en halvtredsårig kvinde, som man ikke kan kurere, og som man må lære at leve med. Før eller senere bliver den midaldrende kvinde opmærksom på en ændring i folks holdning til hende. Hun kan ikke længere benytte sig af sit udseende, hvilket hun ubevidst har gjort hele sit liv. Der er ikke nogen klart defineret rolle til hende i det moderne samfund; før hun kan nå at udtænke en til sig selv, oplever hun en periode med frit fald, hvilket fører panik med sig. Hendes fysiske symptomer gør måske, at hun altid er træt og ikke kan finde energien til at hale sig selv igennem til næste fase.
Der er to aspekter af hendes følelsesmæssige tilstand på dette tidspunkt; det ene har jeg kaldt elendighed, og det har ingen nyttig funktion og bør undgås, og det andet er sorg, der er noget sundt, om end smertefuldt, og skal erkendes. Den midaldrende kvindes elendighed er en grå og håbløs ting, affødt af ikke at have noget at leve for, af skuffelse og fortrydelse over at være blevet snydt af forbrugersamfundet og at have overlevet kun for at være skydeskive for dets tankeløse foragt. Sorg over skødets død er med Iris Murdochs ord en "ophøjet og frygtelig smerte" (Brunos drøm, s. 278 ), ulig noget andet en kvinde har oplevet, men hun bliver stærkere og roligere af den med den bevidsthed, at døden har strejfet hende med sine vinger og er vendt tilbage til sit sædvanlige sted, og at alt bliver godt.
De fleste bøger om kvinder og ældning ofrer en væsentlig del af deres sider på diskussionen om seksuel aktivitet, uanset om den midaldrende læser har udsigt til seksuel aktivitet eller ej. I stedet for at berolige den seksuelt inaktive kvinde med, at hun hverken bliver gal eller syg, hvis hun kun sjældent eller aldrig motionerer sine kønsorganer, henvender sådanne bøger sig til den hustru, som er ved at miste interessen, idet de opfordrer hende til at bruge medikamenter og alle andre midler, hun kan finde, for at få sin hendøende ild til at blusse op. Der siges ikke ret meget om, hvad hun kunne gøre for at stimulere sin "partners" manglende interesse, eller hvad hun kunne gøre for at afvise hans tilnærmelser, hvis de var uvelkomne. Hvis ældre kvinders seksualitet fik lov at definere sig selv, er det muligt, at vi ville opdage, at ældre kvinder ikke overvældes af lyst til endnu ældre mænd. Måske er der mere godt at sige om den bar på Piccola Marina, hvor kærligheden kom til mrs. Wentworth-Brewster, end man hidtil har villet indrømme. Gamle damers hemmelige lyster er imidlertid ikke det afgørende her; det væsentlige er at få pillet ved den ærefrygt, der tysser på alle andre, der skriver om emnet, som fremstiller seksuelt samvær med ens ægtefælle som en pligt fra alter til grav, noget i retning af at børste tænder og holde maven i gang. Det er en variant af forfatterens velkendte, om end misforståede holdning at Ilingen sex er bedre end dårlig sex".
Der er selvfølgelig kvinder i historien, som har vakt kærlighed som midaldrende og holdt på den, til døden kom imellem, uden hjælp af kosmetiske operationer eller østrogenbehandling. Historierne om Diane de Poitiers og Madame de Maintenon, der begge som midaldrende vandt og bevarede en fransk konges kærlighed, selvom han til konkubine kunne have fået hvem som helst blandt landets smukkeste kvinder, når som helst han ønskede det, er opmuntrende, om ikke andet så fordi de indebærer, at der er mere ved en kvinde end to faste bryster og et par ankler, som hun kan krydse bag hovedet. Ingen af dem ville have set godt ud i shorts.
De hårdføre stedsevarende arter i vor egen tid er mindre opmuntrende, fordi deres ynder beror på dyre efterligninger af langt yngre kvinders pigede charme. De har ikke lov til at være andet end krop; de skal tilbringe timer hver dag med at klargøre den imitation af en krop, som er deres eneste aktiv. Samtidig med at transseksuelle er holdt op med at udstoppe brystkassen med silikoneimplantater, fordi de har indset, at de føles kolde, ser sære ud og har en ubehagelig tendens til at bevæge sig rundt eller arbejde sig ud igennem huden, fortæller smukke kvinder skamløst deres beundrere, at deres veludviklede bryster er kunstige. Og på den anden side ville de skamme sig over at indrømme, at de fik hormontilskud.
Denne bog rummer forslag til andre rollemodeller for den aldrende kvinde, rollemodeller der ikke blot er glimtende tråde, nogle knogler, lidt silikone og bundter af håndknyttet købt hår. Hvis verden har udnævnt dig til gammel kone, kan du lige så godt være det. Der er ingen ide i at blive gammel, medmindre man kan være en heks og samle åndelig magt i stedet for den politiske og økonomiske magt, som er blevet nægtet en som kvinde. Hekse nedstammer fra sibyllerne og helgeninderne; deres afstamning er ædel og ingen kvinde behøver at skamme sig over at kalde sig selv en heks. Dette betyder ikke, at hun skal klæde sig ud og plapre betydningsløse formler af sig i kældre og krypter. De vilde, hvide hekse lever udendørs og omgås de lavere klasser.
Hensigten med at se klimakteriet lige i øjnene er at opnå afklarethed og styrke. Hvis kvinder på den ungdommelige side af klimakteriet kunne få et glimt af denne tilstand af fredfyldt styrke, ville der måske være færre problemer med at omstille sig. Det ligger i sagens natur, at livet på den anden side af overgangsalderen er lige så usynligt for den kvinde, der stadig skal kæmpe sig igennem forandringen, som toppen af et hvilket som helst bjerg er nede fra dalen. Ro og ligevægt er ikke noget, der bare kommer til kvinden efter overstået overgangsalder; hun skal kæmpe for det. Når kampen er forbi, ligner hendes ændrede tilstand i den yngre kvindes øjne måske snarere udmattelse, men det er i virkeligheden alt andet end det.
Den afhængige kvinde er tvunget til at tro på, at kun hendes virvar af lidenskab, frygt, raseri, forventning og skuffelse er levende, og at når hun ikke længere martres af længsel, usikkerhed, jalousi og resten af romantikkens ledsagefænomener, er hun så død som en afbrændt tændstik. Forskellen på hendes højrøstede følelser og følelserne hos den tavse, tilsyneladende indadvendte ældre kvinde er lig forskellen på opfattelsen af havet for den, der kastes rundt på overfladen, og den, der er sunket så dybt ned, at hun har mærket dødens greb om struben.
Den ældre kvindes kærlighed er ikke kærlighed til hende selv, ikke til hende selv som hun afspejles i en elskers øjne, og den er ikke fordærvet af behov. Det er en følelse af ømhed så stille og dyb og varm, at den forgylder hvert græsstrå og velsigner hver flue. Den omfatter dem, der har krav på den, og en hel del desforuden. Jeg ville ikke for alt i verden være gået glip af den.
***
