Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
Rollier selv ville le, hvis man kaldte ham for videnskabsmand. Han er snarere en Art Profet - sikkert med mange af de mangler, som klæber ved denne farlige profession - som går sine egne veje fjernt fra videnskabens ofte færdigsyede metoder. Men det er nu ikke den bare forkyndelse, han har præsteret - hvis man ellers tror på, at der kan skabes kendsgerninger på grundlag af et menneskemateriale - og ikke bare på kaniner, aber og marsvin.
Hans soltilbedelse begyndte, da han engang i firserne (1880-erne/red.) var en skoledreng ved Neuchatel-Søens bred. Han var en lærd professors blege søn, og lige fra sit første skoleår var han forbitret over, at de solbrændte bondedrenge havde så let ved at give ham klø. Da var det, at han begyndte selv at tage solbade, indtil han var brun som en indianer over hele kroppen.
Han lærte også noget af sin spaniel. Hunden fik en svulst på rygraden. Rollier drømte allerede om at blive kirurg, han skar bylden af og lagde en meget fin forbinding på. "Hver gang jeg forbandt den, rev den forbindingen af," sagde Rollier. En dag så han sin stumme, ulydige patient ligge med såret lige i solen, og såret var ved at læges. Det blev den ved med, indtil den var helt rask igen.
Rollier uddannede sig som kirurg hos den berømte Kocher, et af de store navne i den stadig blodigere lægekunst, den første af alle kirurger, der vovede at operere skjoldbruskkirtelen. Medicinal-historikeren Garrison siger om Kocher, at han var "en omhyggelig, nøjagtig og absolut overlegen operatør ... hvis operationer lykkedes næsten selvfølgeligt."
Nu lærte en skolekammerats skæbne Rollier, at ikke alene helbredelse, men også lemlæstelse og død kan komme af det kolde stål, selvom det føres af et kirurgisk geni som hans smalkindede, gråskæggede læremester Kocher. Rolliers skolekammerat var faldet ned ad trappen i skolen. Efter faldet havde han fået tuberkulose i hoften og var forsøgt helbredt ved sengeleje, uden held. Skolekammeraten var så taget til den store Kocher i Bern, som mesterligt skar det syge hofteled ud. Kocher var alt andet end den romantiske lægetype. Han var langsom, præcis, han anvendte en pragtfuld aseptisk teknik og konstaterede nu ved den mest minutiøse undersøgelse, at han havde fjernet enhver anelse af tuberkulose fra drengens hofteled.
Bleg og halt efter operationen vendte drengen tilbage til skolen.
Han var munter og ved godt mod, overbevist om, at giften nu var ude af ham. Så begyndte tuberkulosebacillen sit spil i hans knæled, og Kocher skar også det ud, overlegent dygtigt.
Rollier var Kochers højre hånd på det tidspunkt, da hans gamle skolekammerat - fra hvis knæ Kocher havde fjernet hver gnist af tuberkulose - kom igen. Drengen var støvgrå i ansigtet, fortrukket af smerte; der var ikke håb tilbage i ham mere... det var Rollier en barsk lære, da Kocher nu opererede drengens skulderled bort. Det var den femte operation - hofte, knæ, en fod, en finger. Drengen takkede Kocher og Rollier for deres dygtighed og deres godhed, forlod kliniken og søgte varig trøst efter sin forpinte tilværelse - i selvmord.
Kocher var enestående i Ignaz Semmelweis' Kunst - at holde patienten fuldkommen steril under behandlingen - og selv ved hans farlige skjoldbruskkirtel-operationer døde ikke stort mere end fire procent. I de fire år, Rollier tilbragte bøjet over operationsbordet, side om side med den magre troldmand med de skarpe træk, så han over 50 procent ulykkelige vrag med knogletuberkulose forlade Kochers klinik for at dø. Denne grufulde dødedans lærte Rollier, hvad selv Kocher ikke syntes at fatte - at knogle- og ledtuberkulosen ikke kan skæres ud af alle mennesker som en svulst. Det var omtrent det samme som Schaudinns Blege Rædsel (syfilis/red.) - det var i blodet, det brød hæsligt frem i hoften, når man havde opereret det bort i et knæ. Det var i 50 procent af alle tilfælde håbløst.
Så blev Rolliers forlovede hårdt angrebet af lungetuberkulose og rejste op til Leysin, et par kilometer oppe på en bjergskråningen, for at søge hvile og frisk luft. Der så hun ud over den evige sne på tinderne af Dents du Midi. Hun lyttede til de usandsynlige koklokker, der rungede som kirkeklokker, og som hænger om halsen på Leysin-kvæget, der klatrer i bjergene som geder. Mon hun nogensinde ville komme sig og blive gift med Rollier, eller ...
Rollier gav en strålende kirurgisk karriere et spark, rejste op til hende og begyndte forfra som landlæge. Han stavrede op og ned i bjergene fra den ene elendige hytte til den anden - kirurg, børnelæge, kvindelæge, jordemoder - han var alt for bjergfolkene. Uden mulighed for at fremskaffe den renlighed, der præger hospitalernes operationsstuer, begyndte han at snitte i mennesker i lavloftede stuer, der uden større adskillelse gik over i lader. Han stavrede tilbage på sygebesøg gennem den høje, solbeskinnede sne, forberedt på, at patienten lå med betændte sår, blodforgiftning, døende. Han blev overrasket. Der var ingen infektions-komplikationer efter operationerne, så godt som aldrig.
Og Rollier gik hjem igen, drømmende, undrende ... Og minderne dukkede op i ham, de ordnede sig, de skabte mening - han huskede sine bronzebrune skolekammerater, som aldrig var syge, sin spaniel, der gav såret solbad og var sin egen bedste læge, sin knogletuberkuløse kammerat, der blev drevet til selvmord af Kochers afmægtige kniv. Hvorfor var det noget helt andet med disse bjergbønder, der dog gik i skidt til anklerne?
Rollier forstod det pludseligt, som han gik der i den klare, rene luft, der er stimulerende som champagne. Når man erkender noget helt alene, gør det ofte een ængstelig for at omsætte erkendelsen i handling, men nu hørte Rollier om en gammel kirurg, Bernhard fra Samaden, der boede i Engadin på den anden side af bjergene. Væsentlig formedelst bitter erfaring havde Bernhard mistet troen på kniven, og han havde lagt mærke til, at de uvidende bjergbønder lod kød ligge i bjergsolen - det var nok til at holde mikroberne ude af det. De blev fantastisk gamle - uden nogen sinde at ty til livsforlængende hundekunster, og de kom altid med det gamle mundheld: "Du lukker doktoren ud, når du lukker solen ind". Det havde i begyndelsen irriteret Bernhard, der kom frisk fra medicinsk eksamen. Men nu var han gammel, og når disse pergamenthudede mennesker fortalte ham, at de var så "stengamle" takket være solen ... var han ikke længere så hurtig til at afvise det som overtro. Så læste Bernhard Finsens skrifter - der var videnskabelige og alt andet end overtroiske - og erfarede, at den danske pioner havde vendt sit kunstige sollys mod Lupus. Den gamle, gråsprængte kirurg var ikke sen til at vende den høje schweizer-sol mod gabende sår. Og Rollier hørte om Bernhard.
***
Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
I bjergsolen kom hans forlovede sig, de blev gift og var lykkelige igen. En mærkelig skare begyndte at komme med tandhjulsbanen fra Aigle til Leysin for at finde Rollier. Det var en vemodig parade af forkrøblede børn, der lignede små gamle mænd og koner, mange stønnede ved den mindste bevægelse, og alle havde de voksbleg, løs og rynket hud. Der var også ældre mennesker på krykker, som fik smerten til at jage i dem ved hvert humpende skridt, eller de lå på bårer, fængslet i gipsbandager, der var lige så grusomme, som de var idiotiske og nytteløse. Og der kom skabninger, der nærmest var dværge, krumryggede, med græmmelsen over deres smerter og skammen over deres vanførhed stemplet i ansigtet. I denne første tid var det en håbløs parade, lutter grå ansigter, selvom en kind nu og da lyste rødt i feber og øjnene strålede med tuberkulosens skæbnesvangre glød.
I denne første tid var de alle tilfælde, som kirurgerne havde opgivet; de havde modtaget den sidste, uvederhæftige beroligelse fra deres læge, og mange gange var det på trods af lægens råd, disse dødsdømte rester af mennesker vovede sig op med tandhjulsbanen til Rollier. Han gav dem sol.
Det var hans hemmelighed, og det var en ny og i medicinen uhørt behandlingsmåde: Rollier læmpede disse elendige langsomt, næsten umærkeligt, så blidt det var muligt ud i bjergenes stærke sol. Først lå de i flere dage i et rum med vidtåbne døre. Så lod Rollier dem endnu i mange dage rulle ud på velaaffjedrede senge med store hjul til balkoner, der vendte mod syd, men skærmet mod solen. De forfærdende bandager og gipsstøbninger blev taget af deres indskrumpede lemmer, og de betændte sår blev skyllet af den rene luft - men endnu ikke lagt i solen.
Indtil de en smuk morgen fik bare den ene fod stukket ud i solen, kun fem minutter ad gangen, tre gange fem minutter. Og næste dag tre gange ti minutter, medens Rollier lod dem sole deres tynde ben til knæet i fem minutter. Således blev det ved, lidt efter lidt, indtil Rollier lod solen skinne på hele deres legeme. Han stod over dem med sine drømmende øjne, men han vågede også over dem med et falkeblik, opmærksom på det mindste tegn på en farlig "reaktion".
Så kom de op, og han lod solen bage deres nøgne legemer, indtil de var brune over det hele - uden en hudafskalning eller blære, kløen eller svie.
Det var hemmeligheden ved det.
***
Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
Når deres hud blev lysebrun, veg smerten fra deres knogler.
Når det brune blev til bronze, begyndte små smil at fare over deres ansigter. Det var langsomt, uhyre langsomt, det tog uger, måneder, men hvad gjorde det, de følte jo, hvorledes kræfterne vågnede i dem. Rollier forcerede intet. Han klarede sig med tåalmodighed. Han vidste, at Naturen kræver sin tid.
Intet menneskevrag var ham for stor eller vanskelig en opgave.
Når man så drengen - "R. R." som han kaldes i beretningen - var man overbevist om, at han stod med det ene ben i graven. De fineste kirurger på Allgemeines Krankenhaus i Wien havde opgivet ham. Han var fem år gammel, men vejede kun 11 kg, og han var askegrå i ansigtet, da han kom til Leysin, han havde blå læber og unaturlige blå årer over panden. På halsen, under armene, i lysken sad vældige, tuberkuløse byld, der vædskede. Hverken hans ben, fødder eller højre arm - sagde lægerne i Wien - stod til at redde. Der var fremskreden tuberkulose i venstre lungespids bag den deforme brystkasse. På 34 steder i hans krop kunne tuberkulosebaciller påvises i arbejde, de var også i gang med spidsen af hans højre tommelfinger ...
I juli 1908 gav gamle Doktor Sol ham den første, varsomme behandling.
I juli 1909 var R. R., der var ankommet med det ene ben i graven, efter lægernes skøn, forvandlet til en kraftig, solbrændt lille krabat. Tre år derefter er han elev i Rolliers skole, han står nøgen på ski i sneen. Året efter tager han fat på hø-høsten, dygtig som den bedste bondedreng.
Og nu, treogtyve år efter, er han en livskraftig handelsgartner, der arbejder for føden, med de fødder, ben, hænder og arme, som lægerne ikke mente stod til at redde.
Det som gjorde det vanskeligt for læger verden over at forstå, var, at her ikke var tale om en pludselig eller dramatisk helbredelse - som (undertiden) kan følge efter en genial operation. Det foregik langsomt, efter Naturens skik. Det virkede meget uvidenskabeligt. Det var håbefuldt, som vårens langsomme fremadskriden er det. Der var den stille, groende vækst deri ...
Rollier havde det strengt disse første år. Da han holdt sit første foredrag på Kongressen for Fysioterapi i Paris 1905, rejste tilhørerne sig i foragt og gik under forelæsningen. Men tiden gik, og alt for mange mennesker, der var opgivet af lægerne, spadserede ned fra Rolliers bjerg - ikke blot levende, men opsat på at tage fat og tjene til føden igen. Og hvis den kendsgerning, at de kunde gå, kunde arbejde, ikke var fornødent videnskabeligt bevis, ja så var der røntgenbillederne.
De var taget før, under og efter kuren, og de viste, at gamle Doktor Sol virkelig kan reparere et hofteled, som tuberkulosen har hærget. Det var videnskab, og visse læger begyndte at fatte det.
Det var hele metodens uhyre enkelhed, der hæmmede Rollier og hindrede kuren i at vinde indpas alle vegne. Der var ingen patenter, komplicerede apparater, der var bare den langsomme, uhyre forsigtige solbelysning af huden, som gjorde den brunere og brunere. Rollier er helt fanatisk, hvor det gælder solbrændt, fløjelsblød hud, og det gav de lærde, der mener, at man skal gå i dybden for at granske Livets Hemmeligheder, det indtryk, at han kun så overfladen. Enhver medicinsk student kunde have fortalt ham, at solstrålerne ikke trænger gennem huden, de kan slet ikke nå ind i et sygt legeme. Og alligevel ...
Kendsgerningerne sagde noget andet. På Rolliers altaner lå de i lange rækker, uden smerter ... deres vædskende sår lukkede sig, ledene kunne bevæge sig igen, de var sultne og muntre, de lo mod solen. De var dybt forandrede i det man - med et meget uvidenskabeligt udtryk - kalder deres almindelige befindende. Vanskeligheden var, at man ikke kan måle et almindeligt befindende i et reagensglas eller under et mikroskop, men kun ved, at sårene langsomt forsvinder. Men selv den berømte Bardenheuer, kirurg i Køln, måtte indrømme det. Han var en anfører for Knivens begejstrede tilhængere, og han kom til Leysin hos Rollier, og den dag der ødelagde hele hans eget livsværk, sagde han - for han var et mandfolk - til Rollier: "I morges var jeg Saul!. Nu i aften er jeg Paulus."
Bardenheuer havde betragtet de stærke, brune legemer og opdaget resultater, som ingen operation kunde skaffe frem. Stakkels væsener, hvis muskler var skrumpet ind til rene rebtrevler, uden evne til at bevæge sig, var smidige igen, og musklerne udviklede sig på deres arme og ben, som havde været ubevægelige i måneder, fordi ledene var betændte. Solen havde klaret det hele.
Rollier var revnende ligeglad med, at "det almindelige befindende" var et ubestemt og uvidenskabeligt begreb. Jo værre, deres almindelige befindende var, jo mere trængte de til solskin, det var klart nok - sol over hele kroppen. Folk kom til ham, skeletter med feberglødende, dybtliggende øjne - det var tilfælde af tuberkuløs bughindebetændelse, og desuden havde de alvorlige lungelidelser. Solen, bare solen, i begyndelsen kun et par minutter, men sol!
Af 161 sådanne patienter, som gennem en årrække kom til Leysin, dødsdømte, døde kun fem. Næsten 90 Procent er helt helbredt og i arbejde igen.
***
Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
Rollier havde altid været mærkelig forsigtig, hvor det gjaldt om at give patienter med ren lungetuberkulose solbade. Han havde aldrig taget fat i større stil på denne den mest alvorlige form af sygdommen. Hans Alpesol er måske for stærk? Måske findes der i den ene eller anden ende af spektret visse udstrålinger - man ved endnu så lidt om alt dette - der er ligefrem farlige for patienter, der er belastet med medfødt modtagelighed for lungetuberkulose?
Det var muligt, det lød tilmed sandsynligt. Men i Perrysbone, Staten New York, har patienterne selv påtvunget Dr. Horace Lo Grasso erkendelsen af, at solen også virker helbredende på brystsyge ... morsomt og lærerigt for den, som er fri for intellektuelt hovmod! Gennem adskillige år havde Lo Grasso, elev af Rollier, på J. N. Adam Memorial Hospital kureret knogle- og ledtuberkulose ved sollys. Han havde afholdt sig fra at prøve solen på lungetuberkulosen, fordi det sagdes, at solen kunne fremkalde feber og blodstyrtninger. Lo Grasso havde aldrig set beviser for det, hvis patienten fik solen i forsigtige doser. Han vidste, det var gået galt for mennesker, der behandlede sig selv letsindigt med solbade. Han vidste, det var gået galt for læger, som brugte kuren alt for begejstret. Men han var alligevel betænkelig ...
På hans Hospital lå de brystsyge i skyggen og fik den bedste behandling, men mange af dem gled mod døden alligevel. De så deres medpatienter - med knogle- og ledtuberkulose - nyde solen, brune og friskere for hver dag. En lille flok brystsyge sneg sig bort, når Lo Grasso og hans assistenter vendte ryggen til - og smuglede gamle Doktor Sol ind i deres egen kur. De gemte sig bag udhuse og bag krat, de blottede brystet, nogle klædte sig helt af, uvidende, som de var - lå de nøgne i solen i flere timer ...
Der kom også bIodstyrtninger. Der kom feberanfald til dem, som havde stjålet den forbudte medicin. Men det var i forbavsende få tilfælde. De fleste af dem, der stjal solen, friskede op og følte sig langt stærkere. De blev sultne og tog på i vægt. Lo Grasso var ikke for selvglad til at lære af dem. Han tilgav dem deres forbrydelse, at kurere på sig selv - hvilket er det værste, man ellers kan byde en læge. Han udvalgte en skare svære tilfælde af lungetuberkulose, som sygnede hen uden at hvilekuren hjalp dem. Han gav dem sol, forsigtigt ligesom Rollier. Han fik dem brune over det hele ... undtagen på brystet, som han klogt dækkede helt til. Han gav dem ikke middagssolen, hvis stærke hede kunde tære på dem, de fik den skrå morgensol, mens duggen endnu lå på græsset og de fik den sene eftermiddagssol.
Der var ikke sket et eneste uheld.
Nu arbejder flere amerikanske læger med solbehandling af lungetuberkulose, men alligevel er man i Amerika uvidende om, at mange tusinde brystsyge bukker under af mangel på den sol, der kan ophjælpe deres "almindelige befindende" - som er og bliver grundlaget for enhver kamp mod døden. De dør en unyttig død. De er sultne efter sol, efter den gratis medicin, som gamle Doktor Sol ordinerer, og som skal ordineres i meget små doser - som al stærk medicin. Det er videnskabeligt trist, at endnu ingen er helt klar over begrebet "almindeligt velbefindende". Det er meget trist, at det befindende ikke fremskaffes mirakuløst hurtigt pr. eleksir, serum eller videnskabeligt patent, som læger kan se op til ... men kun gennem den lange, langsomme solkur, som var Finsens drøm, og som Rollier gjorde til virkelighed.
***
Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
Når solen alene kunne frelse den dødsdømte lille R. R. fra Wien, der var gennemsyret af tuberkulose-mikrober.... Når solen ikke alene ved egen kraft kunde forhindre hans død, men også forvandle ham til et menneske af overlegen fysik..... Når tuberkulosen, når den først har fat, sender børn fra hjem og skole, fra uddannelse til livskampen for at de tre år igennem kan blive solbehandlet....
Ville det så ikke - selvom Rollier har fået en ny, international klinik, der også er et fagligt uddannelsessted, hvor patienterne kan lære et fag, splitternøgne i solen, i sengen - have været tåbeligt kun at nøjes blot med gamle Doktor Sols helbredende kraft?
Rollier er måske en evangeliermand, en poet, lidt af en mystiker, der er nok for den tørre videnskab at hænge sin hat på, men dum er han ikke. Han startede i 1910 sin forebyggende behandling af børn og ungdom, der i sig havde spiren til tuberkulosen. Det var ganske lette tilfælde, endnu for intet at regne..... Børnene var lidt sarte, de blev let trætte, men ikke noget alvorligt....
Hvis de ikke fik en eller anden let sygdom, som mæslinger eller en fæl forkølelse, som bragte tuberkulosen til udbrud, så ville det vare længe, inden de blev alvorligt syge, og måske "voksede de fra det"?
Han tog sygdommen i opløbet. Han indrullerede disse truede børn i sin nye skole - en spartansk skole, mere primitiv end de friske tømmerhuse, der bygges i det vestlige Amerika, noget ganske andet end de kostbare uhyrer af mursten og glas, hvormed villakommuner og amter ruinerer deres økonomi. Han tog fat med disse truede børn, ganske som han var begyndt med de alvorligt syge. Blot hurtigere. Det varede ikke en uge, før de var helt nøgne ude i solen. Når sommeren var borte, og solen skinnede på vintersneen, kunde man se en horde af solbrændte små lømler, bare iført et lændeklæde, fare ud af Les Noisetiers ved Cergnat i drengekolonien. De styrter sig over deres ski. De slynger skolegrejerne over skulderen. Så af sted på skiene, råbende mod solen, brune mod sneen - ud for at lære og læse i det fri.
***
Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
Der har kun været to dødsfald blandt de 466 tuberkulosetruede drenge og piger, som i årene 1915-22 besøgte Rolliers Solskole. En fik bughindebetændelse, og er atter blevet solbehandlet og helbredt i Leysin. En blev ved med at være sart og skrøbelig. To er gledet Rollier af syne uden at give ham deres adresse. Alle de andre er kernesunde.
Franskmanden Sergent siger, at man kan ikke avle hvede på klippegrund. Gamle Doktor Sol gør de solbrændte legemer til klippegrund for tuberkulosemikroben. Når man ser sagen efter i sømmene og leder det principielle frem, er ideen den samme som i Wagner-Jaureggs venligtsindede feber, og den er en ny Retningsviser for kampen mod døden - det gælder ikke om at dræbe mikroberne ved direkte angreb, ikke heller at prøve på at holde dem borte fra legemet, men om at fyre op i selve menneskelegemet, så det får ild og kraft til selv at bekæmpe dem.
Det er så nyt, at kun meget få - bortset fra pionerer som Finsen - er nået stort set dybere end til problemets overflade - og den første inden for mikrobejægernes aristokrati er direktøren for Seruminstituttet i København, Dr. Thorvald Madsen. Han er ingen fanatiker. Han har simpelthen studeret den danske statistik over smitsomme sygdommes forekomst - den mest nøjagtige i verden, eftersom Danmark er det eneste land, hvor lægen har anmeldelsespligt - og Dr. Thorvald Madsens undersøgelser strækker sig over en periode på 37 år.
Tallene siger noget, som egentlig er egnet til at tage brødet ud af munden på en mikrobejæger. De smitsomme sygdomme raser nemlig ikke bestemt af mikroberne - men i henhold til årstiderne.
Fra november til januar-februar stiger kurven på Thorvald Madsens Kort over de forskellige, almindeligt forekommende infektionssygdomme. Den daler dybt i juli-august. Dødelighedsprocenten for alle sygdomme i disse 37 år var højest i februar og lavest i september.
Som mikrobejæger var Thorvald Madsen ikke meget oplagt til at se større ting i denne statistik - men da han endelig så den, gjorde han sig ikke blind. For han konstaterede, at kurven ganske nøje følger en anden kurve: Meteorologisk Instituts beregning af de timer, solen skinner.
Med andre ord, når solen skinner, stiger vort velbefindende, og i de grå måneder daler det. Når solen skinner, stiger vor evne til at modstå mikrobernes angreb, og i den grå tid daler dette evne.
Det er meget ligetil. Rolliers solbrændte drenge og piger i Solskolen kender ikke til forkølelse, ondt i halsen, katarr, hoste, og deres næser løber aldrig i solskin. Og hvor der ingen forkølelsessygdomme er, der kan de mest dødbringende mikrober slet ikke få rette vækstbetingelser.
***
Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
Den mirakuløse forbedring af det almindelige velbefindende, som gamle Doktor Sol skaffer os, beskytter ikke alene mod sygdomme i svælg, hals og lunger. Gamle Bernhard fra Samaden, som, opildnet af Finsen, var den første, der inspirerede Rollier, beviste det, da han under krigen sendte sollys på de forfærdelige, uhelbredelige sår hos de tyske soldater. Han anvendte solbade på sår, som intet kendt desinfektionspræparat kunde gøre rene, og som den fineste kirurgi måtte give fortabt overfor. Det varede ikke længe, før pus tørrede ind, de forfærdelige sårdunster svandt, gabende sår begyndte at udsvede sund serum og lukkede sig, efterhånden som nyt væv dannede sig. Det var betagende at se, hvorledes disse arme, smerteplagede soldater mærkede kræfterne vende tilbage, se dem strække deres legemer i sollyset, igen opsat på at leve livet. Og se dem virkelig blive spillevende, blive stærke igen, så de kunne drage til fronten og igen vove livet ... Bernhard begyndte med den 14. tyske Armekorps, og inden krigen var endt, solbadede han de uhelbredelige sår fra hele den tyske hær. Det var ikke alene pragtfuldt for de lemlæstede, men ligefrem nødvendigt for generalerne og politikerne, som stærkt følte manglen på sunde, unge soldater til kanonføde.
Sollyset som kirurgens hjælper er endnu ikke almindeligt anerkendt, i Amerika kender man det så at sige ikke. Mon ikke langt flere operationer ville lykkes, hvis man gav patienten en forudgående solbehandling, der satte hans organisme i stand til at hjælpe med, gav ham et godt "almenbefindende". Og hvis kirurgerne kom ind på at solbade patienterne først ... mon ikke adskillige s helt kunne undgå operationen?
Mange videnskabeligt bornerte og blaserte læger vil smile og sige, at det er rene drømmerier, fantasteri. De vil ikke benægte solens lægende kraft. De vil bare benægte, at det er gennemførligt at bruge den. De vil bare smile og sige, at Rollier - der kaldte byerne for Helvedes Forstæder - var en utopist, en drømmer.
***
De vil sige, at det lyder alt sammen meget godt, og det er sikkert rigtigt. Men den tanke, at alle mennesker skal ligge et par timer nøgne i solen hver dag årets tolv måneder igennem, hører ikke hjemme i virkelighedens verden. For det første er det for koldt mange dage, der er også mange dage uden solskinstimer. For det andet er det sandt nok - det siger i hvert Fald H. L. Meneken - at de fleste mennesker af naturen er skyggesøgende dyr. De kan godt lide at være raske, men de bryder sig ikke om at blive seje.
Der er kun eet svar. Hvis menneskehedens store masse skal opøves til den overlegne, almindelige helbredstilstand, som - efter hvad vi ved - kun lyset kan give os - så må man sørge for, at menneskeheden udsættes for denne energi uden selv at vide af det, får den gratis, ubevidst, ganske som menneskeheden indånder den gratis luft uden at skænke det en tanke.
Er det muligt?
***
PAUL DE KRUIF
"DØDENS BANEMÆND"
OVERSAT FRA ENGELSK EFTER "MEN AGAINST DEATH"
PAA DANSK VED JESPER EVALD
NORDISK FORLAG MCMXXXV (1935)
***
Citer:
Der er kun eet svar. Hvis menneskehedens store masse skal opøves til den overlegne, almindelige helbredstilstand, som - efter hvad vi ved - kun lyset kan give os - så må man sørge for, at menneskeheden udsættes for denne energi uden selv at vide af det, får den gratis, ubevidst, ganske som menneskeheden indånder den gratis luft uden at skænke det en tanke.
Er det muligt?
Ja, det er muligt. Fortsættelse følger.... :smt039
Re: Sol-Lægen Auguste Rollier
Citer:
Citer:
Der er kun eet svar. Hvis menneskehedens store masse skal opøves til den overlegne, almindelige helbredstilstand, som - efter hvad vi ved - kun lyset kan give os - så må man sørge for, at menneskeheden udsættes for denne energi uden selv at vide af det, får den gratis, ubevidst, ganske som menneskeheden indånder den gratis luft uden at skænke det en tanke.
Er det muligt?
Ja, det er muligt. Fortsættelse følger.... :smt039
Læs videre i tråden: Dr. Ove Strandberg og hans "Sol-maskiner" (III)
Hele historien starter med fortællingen om dr. Finsen: Gode, gamle Doktor Sol (I) :vink3
