Gode, gamle Doktor Sol (I)

"Lægerne fortæller os, at visse Sygdomme er uhelbredelige.
Ved De, hvad en uhelbredelig Sygdom er?
Det er en, som Lægerne ikke ved noget om.
Sygdommen selv har ikke det fjerneste imod at blive helbredt."
Charles F. Kettering

Niels R. Finsen - lysets jæger

Danskeren Niels R. Finsen sad i sine egne tanker under det medicinske studium og lagde mærke til en kat, der lå på et tag lige under hans vindue. Katten flyttede sig hele tiden ud i solen, efterhånden som skyggen nåede den. Den danske vinter kender ikke megen sol, og da Finsen ville i arbejde med konstruktionen af en maskine, der kunne erstatte sollys, lo den danske lægestand ham ud. Derfor helbredte han sit første tilfælde af hudtuberkulose, Lupus, på Elektricitetsværket i København - og ingeniørerne lo ikke.

Døden havde allerede mærket Niels R. Finsen, da han opdagede, at sollysets energi kan være dødens værste fjende.

Finsen var ikke alene den første videnskabelige Soljæger, men tillige den første, som systematisk kæmpede med døden ved solens hjælp, og desuden er han Maskin-Kurenes (terapeutiske buelamper/"højfjeldssol"/red.) grundlægger. Han tog fat fem og tredive år før Whitney begyndte at bekæmpe Den Blege Rædsel (syfilis/red.) med sin radiotermi.

Man kan dårligt kalde Niels R. Finsens iagttagelser af en dvask kats bevægelser efter solen for en logisk oprindelse for tekniske helbredelsesmetoder. Men hans opdagelse - der nærmest formede sig som et elleveårigt kapløb med døden - blev til gennem en kæde af begivenheder, der tilsyneladende var uvidenskabelige og ikke ganske i overensstemmelse med den ortodokse lægevidenskab.

Hans pudsige små eksperimenter på hans hustrus øre, kan de højtlønnede forskere i hypermoderne, teknisk fuldkomne laboratiorier, hvor videnskaben er den rigtige videnskab, godt affærdige med et skuldertræk. Men det vil være sundt for enhver, som kun kender videnskabeligt arbejde fra slige laboratorier, at indprente sig, hvorledes det første forsøg på at overvinde den forfærdelige og uhelbredelige (dengang/red.) hudtuberkulose fandt sted på Elektricitetsværket i København. Ikke på et hospital. Og mens han således dumtdristigt stræbte mod lyset, havde han ikke en eneste læge, kun ingeniører, som opmuntrende tilskuere.

Finsen var anderledes end alle andre dødelige lige til den dag, da han, døende, lo dæmpet og sagde: "Gid jeg kunne overvære min egen obduktion!"

Kun et virker mere forbløffende end hans gerningers originalitet - og dette er moderne lægers forsømmelighed, hvor det gælder om at drage den fulde nytte af hans opdagelse. Hans kunstige sol er det stærkeste våben, vi ejer mod alle arter af tuberkulose. Hvorfor bliver så alle de mange hundred tusinder da ved med at dø? (skrevet i 1932/red.)

Den gåde må læseren selv fundere over. Den er lige så dyb som den tankegang, hvormed Finsens sære, kejtede hjerne drømte sit sælsomme, videnskabelige digt om solen mod døden - til virkelighed. Det er muligt, at hans efterfølgere, både den nuværende formand for Lysinstitutet, den rolige overlæge Axel Reyn og øre-næse-halslægen, overlæge Ove Strandberg er alt for beskedne og tilbageholdende. Sådan er danskere ofte. De undskylder næsten for at have begået opdagelser, som omgående kunne frelse i tusindsvis af liv om året, for ikke at forglemme al den smerte og sorg, de kunne spare os. De er for velopdragne til at råbe højt om deres arbejde.

***

Som dreng blev Niels R. Finsen taget ud af Forberedelsesskolen, fordi han havde "ringe evner og savnede energi". Dengang var lægerne totalt uvidende om solens lægende magt. Finsen, der var søn af en islænding, blev så sendt op til dette højt civiliserede land, hvor der var hverken politi eller fængsler, for at gå i skole der. I Danmark havde man prøvet på at lære drengen papagøjeagtig eftersnakken (udenadslære/red.). De islandske lærere havde deres egen metode - de anbefalede ham aldrig at tro på noget, han ikke selv havde erfaret..... og det råd faldt i god jord.

Midt i firserne (1885/red.) begyndte han sine studier ved det Medicinske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor både studenter og professorer dengang var i fyr og flamme for de store pionerer indenfor mikrobejagten - Pasteur og Koch. Finsen blandede sig ikke i koret, men gid stilfærdigt sine egne veje. Han sad fordybet i tankerne og kiggede på katten dernede på taget. Han led allerede af en alvorlig, uforklarlig sygdom, han havde ikke blod nok og han fik mærkelige kuldeanfald.

Der lå katten på det flade tag, som sol og skygge delte mellem sig. Pragtfuldt sund lå den kat der og nød tilværelsen. Når den svale skygge rørte ved den, flyttede den sig lige akkurat så meget, at den lå helt i solen igen.... den gentog det, atter og atter. Og katte havde ikke synnerlig brug for lægehjælp, katte syntes at vide besked....

Han kunne ikke få sin ide om kattens instinktmæssige fornuft ud af hovedet, og han prøvede på at læse, hvad man vidste derom, og han forsømte sine studier. Nat efter nat sad han bøjet over danske, tyske og engelske lægevidenskabelige skrifter, hvori som sædvanlig det reelle indhold af viden om emnet stod i omvendt forhold til sideantallet. I de svære bind, Finsen kunne få fat i, læste han kun, at sollyset gav inflammationer, varmede mennesker op og skadede. Ganske vist havde enkelte forskere bemærket, at solen kunne gøre gavn, men det læste han intet om, da de store værker fandt ingen grund til at omtale det.

Han kunne ikke gå ret langt uden at føle jagende smerter i brystet. En dag stod han ved kanalen og lænede sig mod jerngelænderet for at lindre denne smerte i brystet. Drømmende, uden en tanke i hovedet kiggede på en Rygsvømmer (et insekt/red.), som jog hid og did, mens strømmen førte den med sig. Det var pudsigt nok, at hver gang insektet ramte skyggelinien under broen, lige præcis skød det tilbage ud i solen igen.... atter og atter.

Således lærte insektet Finsen, hvad de fede videnskabsbøger ikke kunne fortælle ham. Han begyndte at udtænke eksperimenter i sin tanker, men igangsatte dem endnu ikke. Han var uhyre fingernem, kunne reparere en riffel og skød glimrende. Hans lærer i anatomi, professor J. H. Chiewitz ville absolut, at Finsen skulle uddanne sig til kirurg. Det fristede ham - dog ikke for indtægternes skyld. Han nærede en dyb ringeagt for penge - og nu i 1892 havde hyan endnu ikke afgjort med sig selv, hvilken vej han skulle gå inden for de medicinske specialer.

Denne sommer sad han i haven med sin kæreste, Ingeborg Balslev, dog ikke så meget optaget af hende, som af at lade solen brænde løs på sin underarm. Han viste hende, helt oprømt, at solen havde brændt hans hud, så der kom vabler, undtagen der, hvor han havde malet en ring med tusch. Det havde spærret solens kemiske stråler ude, forklarede han. Det var de kemiske stråler som brændte. Og det måtte være årsagen til, at Afrikas negre var sorte. Hele den sommer døsede han i haven med sin kæreste, som måske efterhånden forstod, at en videnskabsmands hustru mere skal være mor for manden, end kæreste. Den solskoldede arm var blevet brun nu - undtagen der, hvor han havde smurt tusch på. Der var den hvid.

Han lod solen brænde på armen igen, og efter tre timers forløb var kun den hvide ring, hvor der havde været tusch før, skoldet og vablet... Resten af armen var bare solbrændt og smertefri. Det vidste enhver sømand jo, og det ville være lovlig naivt at kalde det for et eksperiment. Men alligevel gav denne oplevelse Finsen en viden, som bøgerne ikke rummede. Solen gjorde ikke fortræd. Den generede kun hud, som ikke var tilvænnet og beskyttende solbrændt.

Det var den romantiske stemning i deres forlovelsesdage, og i foråret 1893 var de gift. Finsen anbragte sin unge hustrus øreflip mallem to stykker glas, der pressedes sammen. Kunne solen lettere skinne igennem øreflippen, når han pressede blodet ud af den? Meget optaget og henrykt viste han sin kone, at når solen skinnede gennem blodløse øreflipper, toner det fortografiske papir hurtigere, end når solen skinner gennem en lyserød øreflip fuld af blod. Hun var tålmodig og ikke irriteret, selv om hun måtte sidde musestille i hele fem minutter.

Han fortsatte sine eksperimenter i deres lejlighed i København. Han havde intet laboratorium. Hans eneste forsøgsdyr, bortset fra Ingeborg, var en haletudse, der var billig at anskaffe. Den ligger og bevæger sig, indsvøbt i vådt filterpapir, under Finsens mikroskop. Han tager en glasprisme og koncentrerer sollyset omkring haletudsens hale, der stak ud af filterpapiret, og gennem mikroskopet iagttager han så det mikroskopiske liv, som lyset fremkalder i haletudsens legeme. Det var et besværligt arbejde, for mens han indstillede mikroskopet med den ene hånd, måtte han med den anden stadig hælde koldt vand på dyrets hale, så den ikke blev stegt.

Under det stærke lys randt haletudsens blod langsommere og langsommere gennem de fine kapillarer. Så kom en trafikstandsning af de røde blodlegemer i de bitte små passager. Nu massedes de sammen, og først kom et par hvide blodlegemer listende, efterfulgt af myriader af dem. De standsede, de gik i stilling, de sivede, ganske som amøber, lige gennem blodkarrenes vægge og ud i haltudsens halevæv.

Det var en inflammation. Det var det samme, som foregik, når menneskehuden blev rødskjoldet under solens stråler. Det var det samme og dog andet og mere. Finsen kendte Metchnikoffs lære om, hvorledes de hvide blodlegemer sværmer ud af blodkarrene, i massevis, som tropper, for at opsuge farlige mikrober, der trænger ind i os. Men her var et tilfælde af inflammation, som kaldte de hvide blodlegemer til kamp, uden at der var mikrober til stede - inden ondartede mikrober kom til.

***

Samme år, da han havde bevist, at lyset kan virke helsebringende - på haletudser - gjorde han brat omkring og beviste, at selv den ringeste anelse af sol kan virke dødbringende på mennesker, og det var ikke rent akademisk, men praktisk videnskab. Det skaffede ham en diskussion med overlægen på Blegdamshospitalet. Han ville forære ham en ny og fantastisk kur mod børnekopper. Ville man forhindre børnekoppernes blærer i at blive betændte og inficerede - måtte man holde alt lys borte fra patienter, der havde det første udbrud af sygdommen. Hvis man forhindrede blærerne i at blive inficerede, forhindrede man samtidig den skæbnesvangre blodforgiftning. Det var direkte modsat hans egne eksperimenters lære. Han forklarede det for overlægen og... blev afvist med højlydt latter, dog høfligt og på kultiveret måde. Kunne den fremragende læge ikke se det ... Jamen, det var jo ganske ligetil. Hvor fik patienterne deres blærer, når kopperne brød ud? Over hele kroppen. Hvor blev blærerne betændte, hvor satte de kopper? Kun i ansigtet og på hænder, da disse ikke var tildækkede.

Han var dristig nok til at hævde, at koppepatienter burde holdes indespærret i stuer med tunge, røde gardiner, der kun slap røde stråler ind og udelukkede de kemiske blå, violette, ultraviolette ...

Overlægen på Blegdamshospitalet tillod sig atter at smile, og så for Finsen op: "De kunde da i det mindste lade være med at le!" Fra det øjeblik blev han i hele København betragtet som et irriterende, skørt individ. Men samme år læste to læger i Bergen om Finsens teori, og de var for langt borte til at kunne høre, hvad man snakkede om i København, når man her gjorde nar af Finsen.

Disse læger, Lindholm og Svendsen, anbragte samme efterår en del norske koppepatienter i mørke værelser med svære, røde gardiner for vinduerne. Fjorten dage senere kom hver eneste patient, missende med øjnene, ud i solen igen, med indtørrede blærer, ingen feber, ingen blodforgiftning, uden et eneste ar - og fra Göteborg kom en videnskabelig beretning om tilfælde af de dødbringende Sorte Kopper, som var blevet holdt fri af blodforgiftningen i Finsens røde stuer, hvor de blå, violette og ultraviolette stråler var spærret ude. Dette skaffede Finsen en pludselig international berømmelse, og alligevel gik han med en dyb overbevisning om, at sollyset var helbredende.

Han kunne have strøget overskuddet af sin nye berømmelse som den læge, der beviste, at sol er livsfarlig. I stedet lod han hånt om al karriere og fortsatte sine eksperimenter for at finde, hvordan sol kunde gavne. Han havde ingen stilling, og Herren må vide, hvordan han klarede sig økonomisk med Ingeborg disse første fire år. Han ansøgte om et legat og forklarede de professorer, som uddelte det, at han troede nok, han kunne bevise, hvorledes solen virkede lægende.

"Er det til noget praktisk, noget nyttigt?" spurgte den professor, som var Formand for Legatkomiteen. Finsen fik ikke legatet.

Men han var dog for idealistisk. Han var en blanding af naturforsker og digter, der pludselig kunne styrte sig ud i eksperimenter. I foråret 1894, en herlig solskinsdag, da alt liv rørte på sig og vågnede op, fik han lyst til, gennem et eksperiment at bevise, at det var solen, der skabte forårslivligheden. Siden sine drengeår havde han de hundreder af gange strakt sig i solen, på marker, i krattet, og iagttaget, hvordan solen fik alt til at genopstå efter vinterens mørke. Han havde ikke forstået det. Han havde prøvet at beskrive poetisk - hvordan solen fik sløve biller til at kravle lykkeligt omkring eller flyve muntert af sted, fik tvære fugle til at synge pludseligt og frydefuldt. Og også i sin egen krop kunne han spore livsgnistenss opblussen. Videnskabsmændene sagde, at det var bare varmen i solen, eller at det var rent psykisk - hvad de så end mente dermed. Han ville vise dem ...

I et hjørne af sit studerekammer havde Finsen et fad stående med tre salamandre, der lå fuldkomment ubevægelige. Med et hult spejl fangede han solen udenfor og sendte den lige ned til en af de ubevægelige salamandere. Først skete der intet, ikke de første sekunder ... så skød dyret som et lyn gennem aandet. Det lå fuldkomment fast, at han kunne starte dem bare ved at sende sol ned til dem. Det foregik rent mekanisk. Det måtte skyldes, at solen rent kemisk frembragte energi i dyret og vækkede det til livet. Han kaldte det "Lyset som inciterende Kraft", og han anså det for at have afgørende betydning, selvom han var absolut uvidende om den biologiske virknings årsag - det er man forresten også den dag i dag.

Nu lod Finsen solen skinne gennem farvede glas på en haletudse, der endnu lå i ægget. Han holdt det blå glas ubevægeligt i fireogtyve minutter. De blåviolette Stråler, som gik igennem, bragte den vordende haletudse til at piske rasende rundt i ægget, 69 gange ... men den rørte kun svagt på sig og kun fem gange i fjorten minutter, når den blev belyst med røde solstråle gennem rødt glas. Man kan måske føle med de københavnske professorer, der nægtede ham et legat. Han eksperimenterede jo ganske som en lille dreng, der med tungen ud af munden leger med kulørte glasstumper og haletudser. Og da man havde nægtet ham legatet med den begrundelse, at han bare ville bruge det til noget unyttigt - var der ingen, der turde modsætte sig denne vurdering, da disse eksperimenter - rent akademisk - lignede ikke andet end narrestreger.

Men de gav ham bare en ulmende, fanatisk tro på solen.

Han forlod haletudserne for at afstedkomme et pudsigt lile mirakel med den maddingorm, som hans salamandre skulle have spist. Ormene var øjensynligt ved at dø. "Jeg havde en snes stykker, fuldkommen livløse," forklarede Finsen. Han pirkede ved dem, varmede dem op, stænkede vand på dem for at få liv i dem og de rørte sig ikke. "Indtil det faldt mig ind, at måske kunne solen gøre det ..."

I løbet af nogle sekunder begyndte tre-fire af ormene at vride og vende sig, mens Finsen stirrede på dem, overbevist om, at her var et mirakel ved at finde sted. Solen kan skabe inflammationer. Solen kan incitere. Fundamentalt! Storslået! Afgørende ! Uden solen er der intet! "Man tør påstå, at disse kemiske stråler er livvækkende, energiskabende ... en naturlig kraft, som er alt for lidet undersøgt af lægevidenskaben," skrev Finsen - på grundlag af disse eksperimenter!

Og så sprang han fra syge maddingorme til eksperimenter med mennesker.

***

Den danske ingeniør Mogensen havde i otte år lidt af milliarder af Tuberkelbacillerness hærværk på sit ansigt. Han havde Lupus, og sygdommen var forfærdelig, ikke så meget, fordi den var dødelig - skønt mange Lupuspatienter til slut døde af Brystsyge - men fordi det var absolut umuligt at forhindre Tuberkelbacillerne i at sprede sig og forvandle den sunde hud til et eneste stort, vædskende sår, ubegribeligt, uhelbredeligt. Og patienterne følte sig som udstødte, som måtte de skamme sig, når nogen så på dem - og følte døden som eneste fremtidshåb. Mogensen var undervejs til den indstilling, hvor han ikke længere se håbet. Det frygtede han.

Finsen havde igen henvendt sig til det medicinske Fakultet ved Københavns Universitet, og professorerne smilte igen ad ham. Kan man bebrejde dem det? Finsen havde jo lige selv bevist, at de blå, violette og ultraviolette stråler var farlige for koppepatienter. Hvordan kunde de så gavne Lupuspatienter? Det lød som nonsens, der var ingen logik i det, og desuden var det uigennemførligt. Hvem kan skaffe solskin i Danmark i november?

Mogensen havde søgt alle læger, og hans Lupus bredte sig stadig. Finsen havde ingen patienter og havde hørt om den stakkels Mogensen. Han vidste meget vel selv, at der ingen sol er i Danmark i november. Men han ville skabe sin egen sol. Jo stærkere man opvarmer et fast legeme, des rødere bliver det, derefter hvidt, og jo mere hvidglødende det bliver, des flere kemiske stråler udsender det. Finsen henvendte sig til overingeniør Windfeld-Hansen ved Elektricitetsværket, og det var et held for Finsen, at Windfeld-Hansen var en ven af Mogensen. Og at han var for uvidende i medicinske spørgsmaal til at ane, hvor tåbeligt Finsens håb om at kurere Lupus egentlig var.

Finsen ville gerne have en kulbuelampe - kun langt stærkere end de buelamper, der anvendes til gadebelysning. Den skulle kunne fremkalde inflammationer, ganske som solen. "Men vi kan da ikke have patienter rendende her på Elektricitetsværket?" lo Windfeld-Hansen. Finsen lo ikke.

Han forklarede sig. Forstod Windfeld-Hansen ikke, at koncentreret sollys dræber mikrober femten gange så hurtigt som almindeligt sollys? Og var hudtuberkulosen ikke den sygdom, som var bedst egnet til et forsøg? Her lå mikroberne jo lige i hudoverfladen, her kunde man få ram på dem. Og eftersom Lupus var nærmest uhelbredelig, ville det så ikke bevise noget, såfremt det lykkedes at kurere et slemt tilfælde?

Jeg ønsker ikke at fornærme nogen eller drage ufine sammenligninger, men alsidige erfaringer har givet mig den opfattelse, at blandt samtlige akademikere er ingeniører den type, som er mest modtagelig for fantastiske opfinderes ræsonnement. Windfeld-Hansen syntes, det lød meget fornuftigt, hvad Finsen sagde. Man kunne i hvert fald prøve. Han fortalte om sin ven Mogensen, som nu havde haft Lupus i otte år og havde søgt alle københavnske læger, bare for at blive opgivet af dem alle. Måske ... men husk, vi kan ikke have patienter rendende her på værket!

Akkompagneret af dynamoerness summen på Elektricitetsværket, og i en sælsom, blå belysning sad Mogensen nu musestille i to timer hver eneste dag fra november 1895 til marts 1896. Ind i såret, som opåd den højre side af hans ansigt, sendte Finsen lyset fra en flammende kulbuelampe på 25 amperes jævnstrøm. Han samlede alle lampens stråler i et kluntet arrangement af linser og sendte dem i sluttet bundt ned på mindre end en kvadrattomme sår i to timer. Gentog det næste dag og næste dag igen. I mere end en måned viste der sig ikke ringeste virkning, og Mogensen syntes, det snart kunde være nok ... at sidde stille i tres timer bare for at føje denne fanatiker.

Det var lige ved at blive komplet fiasko, men bare et par dage senere kunde man se, at den fæle plet var blevet en lille smule mindre. Og endnu et par dage senere - Finsen var lige optaget, og Mogensen sad der alene, som en irriteret og godt arrig helt - var der ingen tvivl længere. Se i spejlet, Mogensen. Kan De ikke se det? Sårets kanter er blevet værre i de sidste par dage, der er kommet blærer, nu skaller det af! Se på det Mogensen! Der er sund hud under det afskallede, hører De, Mogensen?

Mogensen kunde selv se det. Og nu sad han musestille, mens dette mærkelige menneske Finsen, bøjede sig over ham, optaget, anspændt og sendte koncentreret lys på ham gennem sine linser ... det var ligefrem en fornøjelse at sidde der nu ... nu var det fæle hjørne helt rent ... Såret er væk, Mogensen - det er væk ...

Indtil Mogensen en skønne dag ... Mogensen, som ellers var gået over på det andet fortov, når han så sin bedste ven komme, af skam og sorg over sit udseende ... gik nu ud i byen, helbredet for den uhelbredelige hudtuberkulose.

***

Finsen ville ikke tage imod en øre i honorar af Mogensen, men Mogensens ansigt vakte sensation i København. De to store industrimænd, Jørgensen og Hagemann, blev så begejstrede, at de grundlagde Finsen-Instituttet. De var de ægte, sande forkæmpere for den mærkelige, nye helbredelsesmetode, men man er dog glad ved at kunne fortælle, at også fire universitetsprofessorer indvilgede i at tage sæde i Bestyrelsen, hvorved de gav Instituttet et akademisk Nimbus, og således kom Finsen omsider selv til akademisk værdighed ...

Det var nok ikke så kedeligt at overvære det første bestyrelsesmøde. Blandt alle de mange mennesker, jeg har truffet, er danskerne de høfligste, de finest tænkende, de mest tolerante og kultiverede i deres optræden, i alle måder de bedste - og når jeg dog foretrækker amerikanere, er det ikke fordi de står på højde med danskerne, men ganske fornuftløst fordi de er mine landsmænd. Men ved denne lejlighed var Finsen mere dansk end nogen anden i Danmark. Det blev foreslået, at Finsen, som leder af det nye Institut, skulle have en beskeden årsgage. Han rejste sig, rød i hovedet, stammende, og så forbitret, som hans stilfærdige temperament tillod det, protesterede han. Han skulle så sandelig ikke modtage nogen gage, før hans teorier afgørende havde bevist deres praktiske værdi. Den tillid, man viste ham, var mere end løn nok til ham.

Og som det sømmer sig danskerne, der er født hensynsfulde, rejste borgmester Borup sig så og oplyste, at de ville slet ikke stemme for en gage til Finsen af højagtelse for ham. Det var af den reneste egoisme, de gjorde det, sagde han. Det var udelukkende, fordi det ville være imod Instituttets egne interesser, såfremt Institutets leder ikke var fuldkommen fri for økonomiske bekymringer.

Dette fortælles ikke for at forherlige Finsen, men bare for at vise, hvilket mærkværdigt individ han var. Og den mand var læge....

De skyndte sig at bygge Instituttet, og imens det foregik, vidste Finsen, at han havde ikke langt igen. Instituttet lå i en enetages bygning i Kommunehospitalets have. Han var allerede i gang med sit arbejde, mens tømrerne endnu hamrede løs. Svækket som han var, havde lungebetændelsen nær fået ram på ham, mens han helbredte Mogensen. Han gjorde sig ingen illusioner om den tid, han havde tilbage at leve. De næste otte år sivede livet langsomt ud af ham, mens han samlede al sin kraft for at bevise, at Mogensens helbredelse ikke havde været en tilfældighed.

Det var et forfærdende arbejde, som nok kunde have taget pippet fra en mand uden Finsens karakterstyrke. En overgang så det ud, som om han bare havde været heldig i tilfældet med Mogensen. Skrækkeligt vansirede mennesker samledes i hans træskur. De fik lysbehandling i måneder - og hvordan kunne det være, at over halvdelen viste ingen bedring? Og hvorfor gik det så uendelig langsomt, selv når lysbehandlingen virkede? Var det ægte sollys alligevel ikke bedre? Hver eneste solskinsdag lå patienterne ude i rækker, som spedalske, mens sygeplejersker med hovedtøj, der gav dem lighed med store, hvide nelliker, bøjede sig over dem.

Var det fordi sollyset ikke trængte igennem? Finsen gravede det gamle eksperiment frem, han havde foretaget på Ingeborgs øre. Når han pressede blodet ud, gik solen hurtigere igennem ... og nu måtte sygeplejerskerne to timer i træk holde kompressions-glas på de arme menneskers sårdækkede ansigter for at tvinge blodet ud, så lyset kunde trænge dybere ind i den tuberkuløse hud.

Måske blev resultaterne en smule bedre. Det nederdrægtige ved sygdommen var bare, at man måtte vente måneder, undertiden år, inden man kunde være sikker. Mange fik nok og forlod ham, endnu forfærdende vansirede, og det var ingen god reklame for ham og hans kur. Og der var ikke sol nok, og hans første lysmaskine havde ikke kraft nok ...

Næste vinter rejste de en enorm buelampe på 80 Ampere i hans skur. Dens stråler skoldede ansigterne og sved Finsens og hans assistenters øjne. Nu kom resultaterne hurtigere, men ikke hurtigt nok, og stadig var de for tilfældige.

Finsen grundede og eksperimenterede og prøvede alt muligt, han var der til langt ud på natten, når hans unge assistenter var gået hjem. Han lo. Han sagde, at han var selv sit bedste forsøgsdyr, for så havde han resultaterne hos sig og kunne kigge på dem, når det passede ham. På sin egen forbrændte arm beviste han, at stråler fra det store buelys var stærkere gennem kvartslinser end gennem glas. Nu mente han at have fundet løsningen.

Stråler, som koncentreredes gennem kvarts, kunne dræbe mikrober på tre Sekunder - de samme, gennem glas, tog en halv time. Men her var en ny vanskelighed. Strålerne blev så varme, at patienterne skreg i smerte, de ville ikke mere - skønt der var langt bedre chance for at helbrede dem nu. Man forstår dem.

Han opgav det ikke. Han eksperimenterede videre, utrætteligt.

Hele tiden blev han selv svagere, og for ikke at blive helt fyldt med vand, satte han sig på en forfærdende tørkost med næsten ingen drikkevarer. Alligevel dannede vandet sig i ham, så han måtte tappes. Det var i vinteren 1902, de måtte tappe ham seks gange, og sidste gang blev lægen pludselig ligbleg og svedende, og Finsen forstod, hvad der var sket. Nålen var knækket og sad i ham. Både Finsen og lægen vidste, at han var for svag til at kunne opereres....

Han var en koldblodig m, Finsenand. Han bad lægen sende bud over på Polyteknisk Læreanstalt efter den største magnet, de ejede. "Der er en chance for, at magneten kan tage den," sagde han. "Jeg skal nok ligge fuldkommen stille."

Således frelste han selv sit liv og kunde arbejde lidt endnu.

***

Der måtte findes en udvej, så man kunde skåne patienterne for den svidende strålevarme. Han stak sin egen arm ind i strålebundtet og hældte koldt vand over den, medens strålerne endnu var rettet på ham, og som ved trolddom forsvandt varmen, når vandet spærrede vej for varmestrålerne. Han var ikke længe om at drage sine slutninger. Kompressionsglassene, som sygeplejerskerne holdt på patienternes hud for at tvinge blodet bort, blev erstattet med andre, der var hule, med koldt vand rindende igennem. Det var en fiks lille opfindelse.

Den betød, at nu kunne patienterne uden fjerneste ulempe tåle et kemisk lys, der var kraftigt nok til at få tømmer hud til at ryge og gløde.

Han var overbevist om nu at have fundet den rigtige konstruktion. Hans kunstige solskin gik gennem kvarts-linser, blev afsvalet i rindende vand - og ryddede Lupussår på størrelse med en ært i løbet af tyve minutter. Mens Finsen, der var for svag til at gå nu, sad i rullestol, klarede hans reservelæger de hidtil uhelbredelige store sår med en tre måneders behandling.

Så byggede man det fornemme, nye Finsen-Institut i Rosenvænget. Hundreder af patienter strømmede til. Hundreder gik derfra med ansigter, som omverdenen kunde tåle at se på uden at gyse - og med ny sundhed, så de kunde arbejde for føden igen. Det var i den herlige, solrige sommer 1904. Finsen sad i sin rullestol og modtog Nobelprisen, lykkelig, skønt døende, og alligevel...

Der manglede endnu noget. Hans kunstige sol kunde skolde huden stærkere på tyve minutter end den stærkeste sommersol kunne på tre måneder. Og dog kunne kun 59 procent af alle tilfælde helbredes. Hvorfor ikke dem alle?

Hans hænder duede ikke til noget mere, men hans hjerne tumlede stadig med problemer. Hvordan kunde det gå til, når hans buelampe dræbte mikroberne halvandet hundrede gange hurtigere end koncentreret sollys? Hvordan gik det til, at patienter, som blev behandlet ude i haven, kom sig hurtigere end de andre, som vinteren igennem blev bombarderet med buelys ?

Hvorfor var de arme patienter præget af bedre almindelig helbredstilstand om sommeren end om vinteren?

Havde det været at gå ind på et sidespor, når han gav lokalbehandling af Sårene - i stedet for at bestråle hele legemet?

I sin fattige, arbejdsløse ungdom havde han drømt om at give syge mennesker solbade fra stærke buelamper. Han havde tænkt det hele ud, dengang den officielle videnskab hånligt trak på skulderen ad hans soldyrkelse. Eksperimentet med madding-ormene, som vågnede til liv i lyset fra solen, havde fået ham til at drømme om hele solbade. Dengang virkede det kun som luftkasteller på de danske videnskabsmænd, som på høfligt dansk smillede ad det. Nu havde han solen, og kæmpesole i sine buelamper, af endnu større kraft. Det var for sent nu. Men ...

Men ville de mikrober, som slap ind i mennesket, kunne gøre så meget, ville de overhovedet kunne gøre noget, når det livgivende lys aktiverede den latente mikrobedræbende kraft i dem?

Hen mod slutningen af denne sidste, yndige sommer, klædte den døende Finsen sig af og tog solbad i et lille glashus, han havde bygget på sit tag. Hans hjerte, der arbejdede tungt under forkalkningen, bankede lidt stærkere. Han lagde store planer om at behandle alle tuberkulosesyge med solbade og buelysbade over hele legemet ...

"Det er godt nok at helbrede Lupus ved koncentreret lys, men lysbade vil komme til at betyde langt, langt mere," sagde han til sin kone. Det var på en måde hans videnskabelige testamente. Selv fik han ikke tid at arbejde videre.

Ingeborg var ene med ham, da han døde i hendes arme, en septemberdag i 1904, mens tågerne samlede sig ude over Vesterhavet for at kvæle denne solrige sommers lys....

***

PAUL DE KRUIF
"DØDENS BANEMÆND"
OVERSAT FRA ENGELSK EFTER "MEN AGAINST DEATH"
PAA DANSK VED JESPER EVALD
NORDISK FORLAG MCMXXXV (1935)


Fortsættes i:
2. Sol-Lægen (II)
3. Dr. Ove Strandberg og hans "Sol-maskiner" (III)

Ja, når man først "falder i" - risikerer man at blive hængende.... når det er en god oplevelse...

Som ung pige læste jeg for første gang bøger, der var skrevet af en canadisk læge, som skrev om medicinske forskere før og i hans egen samtid... Det var en læsning for guderne, mente jeg dengang og mener det fortsat....

Paul de Kruifs bøger, hver og een, burde være en obligatorisk læsning for hver lægestuderende og for hver sygeplejeelev. Det burde det, men det er det ikke..... Og Paul de Kruifs bøger? ja, de bliver ikke engang udgivet mere i Skandinavien. Det er et stort tab for anvendt medicin, for sygepleje og i sidste instans... os selv, som altid er afhængige af udfaldet af den behandlig vi modtager, når vi er blevet syge....

Det er hensigten, at omtalen af alle Paul de Kruifs bøger skal med i vores Bibliotek her på siden... og når det sker, på et tidspunkt, vil jeg benytte dette kapitel fra Paul de Kruifs bog "Dødens Banemænd" fra 1932 og Semmelweis. De fødendes frelser samt Kapitlet om opdagelsen af insulin her... - som eksempler på Paul de Kruifs arbejde og budskab, og derved forhåbentlig.... lokke nogle af os til at skaffe bøgerne på Antikvariat.net. eller på Biblioteket.dk og opnå derved noget af det bedste og berigende "tidsfordriv" enhver kan ønske sig.