Virkning af fluor på skjoldbruskkirtel

Bemærk! Denne information er for ALLE! Ikke kun dig, der allerede lider af lavt stofskifte, men også for jer, der endnu ikke er syge. Og for jeres børn. Alle børn.

Hellere huller i tænderne end smadret stofskifte!

Virkning af fluor på skjoldbruskkirtel

Skrevet af dr. Barry Durrant-Peatfield d. 29. december 2004

Det har været kendt siden den sidste del af det 19. århundrede, at visse samfund, især i Argentina, Indien og Tyrkiet, var plaget af kroniske sygdomme med symptomer som tidlig ældning, arthritis, mentalt retarderede, og infertilitet samt at de høje niveauer af naturlige fluorider i vandet var ansvarlige . Ikke alene blev det afklaret, at fluor har denne virkning på på sundhedstilstanden generelt i samfundet, men i begyndelsen af 1920'erne havde Goldemberg under sin forskning i Argentina påvist, at fluor også fortrænger jod i organismen, hvilket forværrer allerede eksisterende fluorskader og tillige påfører samfundet udvikling af hypothyreose som følge af denne jod-blokering = jodmangel.

Dette var grundlaget for den forskning i anvendelsen af fluorid-præparater til behandling af højt stofskifte, der i 1930'erne var udført af Maj, Litzka, Gorlitzer og andre. (Mig bekendt er disse fluorid-holdige præparater fortsat i brug/red.).

Majs, Litzkas, Gorlitzers og andre lægers patienter enten drak fluoriseret vand, indtaget fluorid-piller eller var badet i fluoriseret badevandet. Som følge af disse tiltag blev deres skjoldbruskkirtelfunktion betydeligt undertrykt. Anvendelse i 1937 af "fluorotyrosine" til dette formål viste, hvor effektiv denne behandling var, men effektiviteten var vanskelig at forudsige, og mange patienter måtte lide et totalt tab af skjoldbruskkirtel. Således fik "fluorotyrosine" anerkendelse og blev døbt om til Pardinon. Dog blev "præparatet" ikke markedsført til behandling af for højt stofskifte. Det blev markedsført som....... pesticid. (Wonder why?/red.)

Alt tyder på, at det vil blive forsøgt bestridt, at fluorid er giftigt - lad os blive mindet om, at det findes specificeret i Skema nr. 2 under giftstoffer under "Poisons Act 1972" i sagen om toksicitetværdier, der påviser bestemte mængder af fluorid, i forhold til graden af sundhedsskader forårsaget af given koncentration af fluorid i vandforsyningen. Mens fortallerne tværtimod læner dem op ad tilliden til, at når fluor er fortyndet, vil det derfor næppe have en skadelig virkning på den levende organisme. Denne påstand kunne ikke være mere forkert. (Selv hvis det var korrekt, vil menneskekroppens evne til at skille sig af med fluor aftage med alderen, hvorfor fluor-depoter i de levende celler vil hobe sig op med en katastrofal virkning på rest-helbredet./red.)

Fluor er et enzym-gift.

Fluor er et enzym-gift. Enzymer er komplekse proteinforbindelser, der fremmer biologiske og kemiske reaktioner i kroppen, samtidigt med at de selv forbliver uændrede. Mens vi taler nu, opstår der i vores kroppe en stor mangfoldighed af disse enzym-inducerede biologiske begivenheder med sigte på livets, helbredets opretholdelse og produktion af energi til formålet. De kæder af aminosyrer, der udgør disse komplekse enzym-proteiner er knyttet til hinanden gennem enkle forbindelser kaldet amider, og det er med disse, at fluor-molekyler reagerer, opsplitter og fordrejer dem, og dermed skader det enzymer og deres funktion. Denne enzym-fjendske effekt kan opstå selv ved ekstraordinært lave koncentrationer af fluor, endnu lavere end den foreslåede million (1 ppm), som er den fortynding foreslået til fluorisering af vores vandforsyning.

Desuden fluor er kumulativ og fluor-depoter i kroppen opbygges stødt i takt med indtagelsen af fluor fra alle kilder, som omfatter ikke kun vand, men den luft, vi indånder, og den mad vi spiser. Brug af fluorholdig tandpasta i tandplejemidler og overfladebehandling af tænder er yderligere kilder til betydelige forhøjelse af bidrag til det totale "fluor-regnskab" vi lægger krop til. Kroppen kan kun fjerne halvdelen af det samlede indtag, hvilket betyder, at jo ældre du er jo mere fluor vil du have ophobet i kroppen.

Uundgåeligt betyder det, at den aldrende befolkning er særligt udsat. Og endnu værre for de helt unge, hvor et stort element af risiko er forbundet med modermælkeerstatninger opblandet i fluoriseret vand. Børnenes ekstreme følsomhed for fluors giftighed gør dette uacceptabelt. Da der er så mange kilder til fluor i vores daglige tilværelse, er det umuligt at opretholde et gennemsnitligt niveau på 1 ppm, der er foreslået som grænseværdi. Det totale indtag kan kun blive langt højere.

Fluors forvridning af protein-struktur forhindrer immunsystemets proteiner i at genkende organ-proteiner, hvilket er årsagen til udvikling af autoimmunt angreb på kroppens egne organer. Autoimmune sygdomme udgør et stort sygdomskompleks truende mange tusinde mennesker med udvikling af reumatoid arthritis, systemisk lupus erythematosis, astma og systemisk sklerose, for at nævne nogle eksempler. Men for at holde mig til min særlige fokus på thyreoidea-sygdomme - må understreges, at fluorets forvridning af organproteiner vil trigge immunsystemet til dannelse af thyroide antistoffer, som vil forårsage thyroiditis der resulterer i den fælles hypothyroid sygdom, Hashimoto's sygdom samt Graves' sygdom.

Derudover vil disse ødelagte (af fluor) enzymer forvolde yderligere skader på al væv opbygget med en andel af collagen, hvorved muskler, sener, ledbånd og knogler blive beskadiget (f.eks. Carpal Tunnel Syndrom?/red.). Rheumatoid sygdom, osteoporose og deformation af knogler er en uundgåeligt følge af fluorets ødelæggelse af enzym-struktur. Denne toksiske virkninger, der strækker sig til ameloblasts (tandemalje er opbygget af/red.) vil gøre tandemaljen først svækket, og derefter sprød, hvorved tænderne vil antage et karakteristisk udseende for dental fluorose.

Fluors enzymgift-effekt rækker så langt som til vores gener; DNA ikke kan reparere sig selv, andchromosomes ("indpakning" for DNA og gener/red.) er beskadiget. Intrauterin vækst og udvikling af fosteret, specielt i nervesystemet. Øget forekomst af Downs syndrom er blevet dokumenteret.

Fluor er også mutagent. Et stof kaldes for "mutagent" når det kan forårsage en ukontrolleret spredning af celler, også kræftceller. Forekomsten af osteosarcoma (knoglekræft/red.) i en undersøgelse rapporteret i 1991 viste en utrolig 50% stigning. En rapport i 1955 i New England Journal of Medicine viste en 400% stigning i kræft i skjoldbruskkirtlen i San Francisco i den periode, deres vand blev fluoriseret!

Virkningen af fluor på skjoldbruskkirtlen

Skjoldbruskkirtlen producerer hormoner, der styrer vores stofskifte, den hastighed, som vi forbrænder vores næring med osv. Skjoldbruskkirtelens underaktivitet er meget udbredt, meget mere, end det er almindeligt erkendt af mange lægemyndigheder. Et tal på 1:4 eller 1:3 i midten af livet er mere sandsynligt. Sygdommen er lumsk i sin debut og udviking. Folk bliver trætte, kuldeskære, overvægtige, deprimerede, lider af forstoppelse, udvikler arthritis, hårtab, barnløshed, arteriosklerose og kronisk sygdom. Desværre er det dårligt diagnosticeret og dårligt forvaltet af mange læger i dette land. (Dr. Barry Durrant-Peatfield er englænder, men det står slet ikke bedre til hos os/red.)

Hvad bekymrer mig så dybt, at der i koncentrationer så lave som 1ppm af fluor skader skjoldbruskkirtlen på 4 niveauer:

1. Enzym-understøttet dannelse af skjoldbruskkirtelhormoner i selve skjoldbruskkirtlen. Den proces, hvorved jod er knyttet til den aminosyre tyrosin og omdannes til to essentielt vigtige skjoldbruskkirtelhormoner, thyroxin (T4) og liothyronine (T3), reduceres eller hindres.

2. Stimulering af visse G-proteiner (hvis funktion er at styre distribution af stoffer til alle celler i kroppen) via den giftige fluor har den virkning på cellerne, at disse lukker ned for optagelsen af det aktive thyroidea hormon (T3/red.).

3. Skjoldbruskkirtlens kontrol-funktion er kompromitteret. Den thyroidea-stimulerende hormon (TSH) output fra hypofyse hæmmes af fluor, og dermed mindske thyroidea produktion af skjoldbruskkirtelhormoner.

4. Fluor konkurrerer med TSH om optagelsen af TSH-receptorer på overfladen af skjoldbruskkirtlen, hvilket mindsker TSH-stimulation, så mindre af dette hormon når ind i skjoldbruskkirtlen og dermed dannes mindre skjoldbruskhormon.

Disse skadelige virkninger, som alle optræder ved små koncentrationer af fluor, har indlysende og let at verificere virkninger på skjoldbruskkirtlen tilstand. Den progressive nedgang i dannelsen af skjoldbruskhormonet betyder en langsom udvikling af hypothyreose.

Den generelle accept af fluor i samfundet, inkl. fluorisering af vandforsyningen vil så sandelig gøre noget for tandsundheden, mens vi oplever katastrofale konsekvenser for vores generelle helbred.

Yderligere et overset problem burde fylde os alle med frygt. Professor Hume of Dundee, i hans videnskabelig artikel udgivet tidligere på året hos Novartis Foundation, påpegede, at jodmangel er voksende i verden. Der er 141 millioner europæere i fare; kun i fem europæiske lande er der tilstrækkelig med jod. Professor Hume har nylig fremlagt tal, der viser, at 40% af gravide kvinder i Tayside-region i Skotland udviste en mangel mindst halvdelen af det jod som er nødvendige for gennemførelse af en normal graviditet.

Disse tal ville være bekymrende nok, da de betyder, at jodmangel, hvilket resulterer i hypothyreose (skjoldbruskhormonet ikke kan fremstilles uden jod) kan forventes at påvirke et stort antal af mennesker i fremtiden. Hvad gør det uendeligt meget værre, er, at fluor er en halogen[1] (kemisk beslægtet med jod), men er meget mere aktiv end jod, dvs. fortrænger jod fra skjoldbruskkirtlen.Således optagelsen af jod er kompromitteret af fortrængningen, da fluor optager jod-receptorer på overfladen af skjoldbruskkirtelen. At dømme hele befolkninger, der allerede i forvejen har så mangelfulde lagre af jod til rådighed, at der uundgåelig vil ske et fremadskridende svigt i deres thyroidea systemet ved fluorisering af vand (+ tilskud af fluor til bordsalt og mælk/red.) vidner om et afsindigt vanvid.

Fluorisering af nationens vandforsyning vil gavne tandSUNDHEDEN, men det vil få katastrofale konsekvenser for vores generelle helbred. Vi kan ikke, må ikke, tør ikke, udsætte vores nation for denne forfærdelige risiko.

Dr. Barry Durrant-Peatfield, MBBS LRCP MRCS, har opnået sine medicinske grader i 1960 på Guy’s Hospital London. Han har været en læge for over 40 år og er speciallæge i stofskifteforstyrrelser, hvorfor han blev udpeget til leder for Storbritanniens Thyroid and Adrenal Management.

References:

Goldemberg, L. La Semana Med. 28:628 (1921), cited in Wilson RH, DeEds F. “The Synergistic Action Of Thyroid On Fluoride Toxicity” Endocrinology 26:851 (1940).

Litzka, G. “Die experimentellen Grundlagen der Behandlung des Morbus Basedow und derHyperthyreose mittels Fluortyrosin” Med. Wochenschr. 63:1037–1040 (1937) (discusses the basis of the use of fluorides in anti-thyroid medication, documents activity on liver, inhibition of glycolysis, etc.).

May, M. “Behandlung der Hypothyreosen einschlieblich des schweren genuinen Morbus Basedow mit Fluor” Klin. Wochenschr. 16: 562–564 (1937).

Kilder:
http://www.rense.com/general57/FLUR.HTM
http://www.greens.org/s-r/36/36-02.html
http://www.encyclopedia.com/doc/1G1-138400580.html
http://www.laleva.org/eng/2005/11/th...oid_gland.html
m.fl.

[1] "Erhvervet skjoldbruskkirtelsvigt skyldes i vore dage sjældent jodmangel, oftere klor eller fluorforgiftning. Klor-, brom- og fluoratomet har samme ydre struktur - står i samme spalte i det Periodiske System - som jodatomet, og optages derfor let af organismen i de biokemiske positioner, hvor jod funktionelt har sin plads. Når organismen lider af jodmangel eller overbelastning af klor, brom eller fluor, vil den strukturelle lighed let føre til, at disse atomer indtager jods plads i organismen og funktionelt blokerer denne.

Da jods eneste opgave i kroppen er at finde i skjoldbruskkirtlen, er det således denne, der bliver forgiftet af klor, brom og/eller fluor. Da fluor er det letteste af de forgiftende stoffer og det kemisk mest aktive, vil der oftest være tale om en fluorforgiftning.

Hvis man vil afværge belastning af sin skjoldbruskkirtel skal man tage visse forholdsregler. Man skal undgå al forurening fra grundstofforbindelser af halogen-gruppen - dvs fluor, klor, brom. Det vil sige, at man skal undgå fluortandpasta, teflon køkkenudstyr, freon i spraydåser og andet fluorholdigt materiale. Undgå også svømmebassiner med klorvand og klorholdige rengøringsmidler samt klorineret vandværksvand. Drik kun filtervand eller kildevand. Undgå ligeledes mediciner indeholdende brom." Kilde...


Læs også thyroid-relateret: Fluoride Levels Too High Say National Academies (What The Press Release Did Not Mention)



Læs mere om fluor her hos os -> her!

Tandlægebladet nr. 13/2009

1008 VIDENSKAB & KLINIK
OVERSIGTSARTIKEL "Stofskiftesygdomme"

Af Steen J. Bonnema, ph.d., overlæge, klinisk lektor; Endokrinologisk afdeling, Odense Universitetshospital

http://www.tandlaegebladet.dk/tbarki...09-13-1008.pdf


Kære Steen Bonnema

Efter at have nærlæst Deres oversigtsartikel "Stofskiftesygdomme" i Tandlægebladet nr 13/2009, vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på, at Deres artikel ikke berører et aspekt af største relevans for læserne De henvender Dem til - de danske tandlæger. Det lader til at fluor og fluors indflydelse på thyreoideafunktionen er ikke omtalt i artiklen. Det er jeg meget forundret over idet De kan jo ikke være uvidende om, at tandlægerne anvender både tandfyldningsmaterialer med indbygget succesiv frigivelse af fluor til mundhulen, samt diverse andre fluorholdige remedier tillige med tandlægernes generelle opfordringer til at benytte fluorholdige tandpastaer, fluorholdige mundskyl, fluorholdige tabletter og fluorholdig tyggegummi m.v. .

Som endokrinolog er De jo beskæftiget med at behandle såvel hypothyreose som hyperthyreose, den sidste med en hel række dertil udviklede lægemidler. Men da De også er ph.d. dvs. forsker, forstår jeg ikke at De ikke drager paralleller mellem den kemiske fundering af thyreostatika i grundstoffet fluor og dennes forbindelser, som værende kraftige thyreoidea-suppressants og - fluors anvendelse i tandbehandlinger og tandpleje. Det burde være nærliggende for en læge med speciale i endokrinologi og en forsker i een og samme person - at lade sig fange af denne paradoks, hvor lægevidenskaben på den ene side anvender fluor til at undertrykke en overaktiv skjoldbruskkirtel ved hyperthyreose og - på den anden side ikke meddeler tandlægerne at deres anvendelse af fluor medfører tunge helbredsmæssige konsekvenser for deres patienter, der vil udvikle sygdomme i thyreoidea som senfølger af fluors langtidsvirkninger på skjoldbruskkirtlen.

Da den yngre, menneskelige organisme kun formår at skille sig af med halvdelen af det indtagede fluor, hvor evnen til udskillelsen falder proportionelt med alderen, således at allerede i 50-års alderen er fluors udskillelse fra organismen minimal, for senere at ophøre helt - falder ethvert argument om de små mængder af succesivt tilført fluor i anledning af tandbehandliger og personlig tandhygiejne - til jorden. Man er tvunget til at indse at fluorforbindelserne kumulerer i organismen og tiltagende med alderen bedriver skader på helbredet, hvor thyreoidea-funktion udgør forskellen mellem helbred og sygdom i den alder, hvor helbredet ikke længere kan tages for givet. Dvs. fra 40-årsalderen og opefter.

Hvis man ikke har interesse i at kære sig om de modne og ældre, burde man kære sig om børn. Præcis som for børn med medfødt thyreoidea-sygdom eller født af mødre med thyreoidea-hormonmangel, hvor bl.a. kretinisme er en kendt effekt af thyreoidea-hormonmangel i forstertilstanden - på lignende måde opstår skader på børnenes intelligens og dermed forbundet forringelser af børnenes evne til at lære nyt, tænke abstrakt og konstruktivt samt udvikle en hensigtsmæssig adfærd for at kunne klare sig i gruppen, familien, skolen og så i samfundet. Små børn udsat for systematisk tilførsel af fluorforbindelser gennem plejemidler til tandhygiejnen, eller som følge af tandlægernes anvendelse af fluorlak og udlevering af fluortabletter til børnehave- og skolebørn - vil fluorforbindelser i alle disse remedier øve en thyreoideasuppressende effekt på børnenes skjoldbruskkirtel, i forvejen belastet som følge af det naturlige, intense vokseværk og selv om disse børn ikke udvikler kretinisme - vil deres intelligens og indlærningskapacitet alligevel tage en varig skade. Hvad det betyder for den enkelte person, vedkommendes familie og for samfundet - vil for et rimelig fornuftigt menneske ikke kræve særlige forudsætninger for at kunne overskue konsekvenserne af, går jeg ud fra. Også i denne sammenhæng foreligger videnskabelige undersøgelser, enhver uden besvær kan finde i verdens databaser. Men man kan altså ikke finde, hvad man ikke søger efter.

Der kan ikke herske tvivl om, at tandlægerne er topscorere i spredningen af fluor til så at sige, det meste af samfundet. Der findes få undtagelser, men største parten af tandlægerne følger via deres tro og overbevisning - blindt teorien om, at fluor er en velsignelse for tandsundheden og resten interesserer dem ikke. Det er netop derfor, formoder jeg, at en endokrinolog bliver bedt om at bibringe tandlægerne ekstra viden om de medicinske forhold gældende for tandlægernes patienter. Men kan man bebrejde tandlægerne, at de i den grad er uvidende om fluors fare for patienternes thyreoidea-helbred, når selv en indremedicinsk speciallæge i endokrinologi forbigår i tavshed dette aspekt i sin omtale af stofskiftesygdomme adresseret til danske tandlæger?

Problemet er, at fraværet af omtale af fluors thyreoidea-skadende effekt gør fluor i tandplejen ikke mindre skadeligt end det er og hele tiden har været. Heller ikke en evt. blank afvisning af denne risiko stemmer overens med den arbejdsemetode som netop betinger en forskers identitet som forsker. Med til det hører også, at man ikke længere, i disse tider, kan nøjes med at finde videnskabelige kilder der bekræfter fluors u-skadelighed, idet i samme moment man netop finder disse kilder, vil det vise sig at største parten af dem er sponsoreret direkte eller indirekte af verdens magtfulde aluminiums-lobby, der efterhånden nærmest omsætter mindre i fremstilling af sit primært produkt - aluminium - end den omsætter for levering af fluorforbindelser til anvendelse i tandplejeprodukter, dentalmaterialer samt tilsætning i salt-, mælk- og vandværksvand i mange lande rundt om på kloden.

Det er en storindustri, der gennem mere eller mindre gennemsigtige forbindelser, står bag verdens største producenter af fluorholdige tandplejemidler og dentalmaterialer. Aluminium-lobby har meget at vinde på udbredelsen af fluor idet fluorfobindelser, som er jo et spildprodukt ved fremstilling af aluminium, rangerer vist nok på anden eller tredje plads som "den" mest giftige type af industriaffald, omfattet af meget restriktive regler for deponering i undergrunden. Det er derfor en meget omkostningstung affære for aluminiumproducenterne, at skulle skille sig af med sit giftige affald. Hvis man vel at mærke skal gøre det i overensstemmelse med de gældende regler og forskrifter, hvorfor de i stedet har fundet løsningen i at lancere, i mere end end to menneskealdre, deres spildprodukter til anvendelse i tandplejen. På denne måde tjenes gode penger ikke alene på salg af sit eget spildprodukt, men man også sparer de meget store omkostninger forbundet med at skulle deponere samme på en godkendt måde. En dygtig ressaearcher burde kunne uden besvær følge fluors rute fra alluminium-malm og til munde på sagesløse patienter i tandklinikkerne samt i de små hjem - med alle de mange tandbørster til alle husstandens medlemmer.

Nu er det ikke min hensigt, at forfatte her en hel afhandling til støtte for min henvendelse til Dem. Jeg vil heller ikke vedhæfte links til kilder*), der støtter min forklaring på, hvorfor jeg håber at vække Deres interesse for fluor-jod-antagonisme og dennes skæbnesvanger indflydelse på, hvad der netop er Deres mål med valget af det medicinske speciale - går jeg ud fra - interessen for endokrinologi og den indflydelse Deres viden vil øve på Deres patienters helbred eller mangel på samme. Såvel viden og mangel på viden er ligestillet i effekten på patienternes helbredstilstand, på de behandlinger der tilbydes patienterne og sidst men ikke mindst - en generel nytte af en lægegerning. Jeg kan ikke forestille mig, at min henvendelse vil lade Dem uberørt, såfremt Deres valg af lægerning er funderet på de rette mål og hensyn.

Som nævnt henviser jeg ikke til kilder*) bag min holdning til anvendelse af fluor i tandpleje og tandbehandlinger. Der er ingen grund til, at jeg skal evt. bebrejdes for at have håndplukket mine kildehenvisninger og udeladt andre, der ikke støtter min henvendelse. Jeg er sikker på, at når jeg, en erfaren thyreoidea-patient siden 1978, har formået at opbygge en omfattende viden om fluor-jod-antagonisme via verdens tilgængelige, videnskabelige databaser - kan en erfaren læge og forsker gøre det endda langt bedre og langt mere objektivt.

Jeg tror ikke at man kommer sovende til Deres medicinsk faglige niveau. Det har helt sikkert kostet adskilligt på alle livets områder mennesker fungerer på, fagligt og privat. Men netop derfor, mener jeg, at der er grund til, og mening i, at sætte sine evner og ekspertise i arbejde for at finde rundt i denne fluor-jungle, der i tiltagende grad øger udbredelsen af thyreoideasygdomme i samfundet. Det er min påstand, at ingen behandling for hypothyreose kan anses for lovende eller effektiv så længe patienternes thyreoidea-rest-funktion samtidigt hæmmes af fluorforbindelser fra hjemmets tandplejemidler og tandlægernes fluoreffektiv tandbehandling inkl. plastkompositerne specielt udviklet til langsom frigivelse af fluor til omgivelser i mundhulen, i tandfyldningernes totale levetid.

Det er altid kun spørgsmål om tid, før enhver endokrinolog sædvanligvis må erkende begrænsninger i effektiviteten af den behandling vedkommende kan tilbyde sine thyreoidea-patienter og her kan kendskabet til fluors indflydelse på den selvsamme behandling eller på en forgæves forebyggelse af thyreoideasygdomme - udgøre en realistisk forklaring på problemet.

Så længe det er en kendsgerning, at halogenet fluor og dennes forbindelser er kraftige thyreoideasuppressants og anvendes i behandlingen af hyperthyreose - er det ligeledes en kendsgerning, at fluor er lige så effektivt skadevoldende på en (endnu) sund og en allerede syg skjoldbruskkirtel. Handl venligst derefter. Det er en stor sag og så betydningsfuld, at den er værd at ofre meget for.



Sidst men ikke mindst vil jeg gerne gøre opmærksom på, at en del af svaret på, hvorfor jodtilsætning i bordsalt ikke synes at være så effektiv som forventet iflg. de senere evalueringer, kan findes netop i forhold omkring tilstedeværelse af fluor i organismen. Iflg. Mendelejevs Periodiske System er fluor det grundsstof blandt alle halogener, der er det mest reaktive, hvor jod findes i denne forbindelse helt nede på fjerde pladsen i halogengruppen, efter chlor og brom. Dvs. i kapløbet om at nå først til jod-receptorerne - vil fluor til enhver tid vinde over jod og således blokere for jodoptagelsen. Tandlægernes foretrukne tandpastaer med fluor, vedværende tilført 2-3 gange dagligt ved tandbørstning vil, i det tidsrum fluor frit cirkulerer i kroppen, blokere for optagelsen af jod. Alligevel findes der bordsaltprodukter i visse lande, tilsat begge halogener: fluor og jod. Fluor for "tandsundheden" og jod for forebyggelsen af sygdom i thyreoidea. Dette er et ydmygende eksempel på, at "troen" og "overbevisningen" er så mægtige, at de jager fornuften på flugt.

At tilstedeværelse af fluorforbindelser i organismen samtidigt med aluminiumforbindelserne (f.eks. i deodoranter, antiklumningsmidler, hævemidler, aluminiumsgryder m.v.) forøger organismens optagelse af aluminium med 600% i forhold til "normal" optagelse, er denne henvendelse uvedkommende, men ikke desto mindre udgør en vigtig, medicinsk relevant information, ikke mindst for fejldiagnosticerede med demens eller andre lidelser kendetegnet ved mentalt forfald.

At fluorforbindelserne er tillige en enzymgift, som direkte beskadiger T4-omdannelsen udgør endnu en thyreoidea-relevant sammenhæng.

Den 18. november 2009

Mange venlige hilsner

***

*) Selv om jeg ikke har vedhæftet kildereferencer til min e-post til Steen Bonnema - kan jeg gøre det her, for dem, der måtte ønske at udforske fluor-jod-antagonismem nærmere. [B]Links til flere kilder finde her...[/B