Citer:
Lisa Bonnàr skriver om, at gråden er "et af de få virkemidler barnet har til at kommunikere med omverden på. Er det så underligt, at de bliver desperate, når ingen responderer?"
På turen med sporvognen i dag oplevede jeg nok en gang et eksempel på barn som lider i Norge, vel at mærke på en lidt anden måde, end børn i Gaza, men det gør vældig ondt at se alligevel.
Selv om jeg bare er vidne til det i korte glimt, er dette desværre bare toppen af isbjerget. Vi hører skrækhistorier fra fjerne, fattige lande, men hvornår retter vi fokus på de overgreb, der sker her hjemme?
Lever i overflod
Børn her i landet lever i overflod, men mange af dem må undværre det aller vigtigste, nemlig kærlighed, varme og ømhed. Det virker som om vi har mistet kontakten med vores hjerter.
Vi køber de dyreste barneklæder og de mest elegante barnevogne, nærmest for at opveje vor manglende evne til at knytte nærhed med vores børn. Det er ikke så nemt at kunne se, hvad der sker indenfor de fire vægge i de små hjem rundt omkring, men i dag blev flere i sporvognen vidner til det, som sker med vores børn her i landet.
Uvidenhed eller slaphed?
Jeg vælger at kalde det overgreb, andre vil kalde det uvidenhed, sløvhed, modvilje, slaphed, egoisme. Et lille barn på ca. 6-7 måneder ligger og græder højlydt og fortvivlet i sin barnevogn. Barnet er pakket ind i dyne, hue og tæt flyverdragt, skriger højt, helt rød i ansigtet, fordi det er altså for varmt at ligge fuldt påklædt liggende i sin barnevogn, i den varme sporvogn.
Forældrene ser passivt til, lidt flove over spektaklet og smiler skævt til hinanden, mens vi andre bliver bare mere og mere fortvivlet. Vores blikke mødes. Jeg kan ikke længere dy mig og siger:
"I må tage barnet op og klæde det lidt af, hun ligger jo og koger". De reagerer ikke og ser ud til at føle dem provokeret over min indblandning.
Overophedet
En anden kvinde kommer frem til dem og siger, at hun er sygeplejerske og at de ikke kan lade barnet ligge så varmt, da det ikke er godt for helbredet. Moderen svarer omsider og siger, at skrigeanfaldet gør barnet jo ikke direkte mindre varm, vel? Ja, men det kender barnet ikke konsekvenserne af, siger sygeplejersken. (Underforstået, det det burde forældrene kunne/red.)
"Tak for rådet" siger moderen.
"Vi skal snart af", siger faderen, og nogle stoppesteder senere står de af.
Det hører med til historien, at jeg kunne ikke nære mig og truede med at melde dem til børneværnet. Men efter nærmere eftertanke var det jo ikke så meget børneværnet kunne gøre. De så jo ud som en succesfuld familie og barnet var pakket ind i det nyeste af det nye vinterudstyr. Der var ikke mange ydre tegn på omsorgssvigt. De lod jo bare barnet ligge og skrige lidt. Det kan da ikke være så slemt?
Barnet tages ikke alvorligt
Jeg mener, at det er en meget skadelig tendens blandt mange forældre i dag. De tager ikke deres barn alvorligt og ser på barnet som et ligestillet individ, og overser barnets forsøg på at kommunikere. Dette på trods af
Jesper Juuls mange, gode forsøg på at nå ud med sine kloge ord om det "kompetente" barn.
Før på dagen så jeg en kvinde komme gående med to børn i en barnevogn. Børnene havde bare fødder og var klædt i tynde joggingsbukser og trøjer. Også de skreg højt, men det lod ikke til at genere moderen.
Forstår ikke hvorfor!
I S-toget hører jeg en kvinde diskutere med en anden. Hun kan ikke forstå hvorfor hendes barn ligger og skriger i barnevognen hele tiden, og at det kun stopper når hun tager barnet op.
En anden kvinde, jeg har mødt på legepladsen i Frogne, har modvilligt taget konsekvensen af det og går nu med sit nyfødte barn bundet i en afrikansk sjal på maven. Hun ryster på hovedet og siger at det er helt håbløst. Barnet vil ikke ligge i barnevognen, men vil helst være hos hende.
Disse er bare nogle få eksempler på hvad slags holdninger mødre har til barneomsorg her i landet. Selvfølgelig kender jeg også mødre med et helt andet forhold til deres omsorg for børn og som er fantastiske eksempler til efterfølgelse, men det er ikke dem, der er tema for dette indlæg.
Hensynsløs opførsel
Det jeg har på hjertet er, hvordan kan vi kalde frem det naturlige, beskyttende og nærende moderinstinkt som hindrer børn i at udvikle dem til ofre for en kold og hensynsløs opførsel.
Jeg har et godt forhold til sundhedsklinikker rundt omkring, men også derfra er der kommet frem skrækhistorier om, hvordan de vælger at vejlede forældre for at løse "barnegråd-problematikken", ja, for det er netop sådan, at også helseklinikker ser på det. Det virker ikke som om de stiller sig sprøgsmål om: "hvorfor græder barnet?" De har ikke fattet, at gråd er et af de få virkemidler barnet har til at kommunikere med omverdenen. Er det så underligt, at de bliver desperate, når ingen responderer?
Chokerende fra helseklinikken
En mor fortalte mig, at hun bare lod sit barn ligge og græde hele natten, ja, børn er ganske udholdende - havde de sagt på lægeklinikken. Børnene skriger i fem-seks timer til de kaster op. Så giver de sig, lidt efter lidt, til de opgiver. Det gælder om bare at have tålmodighed.
Hvad slags råd er det, at give nybagte mødre som endnu er usikre på sin omsorgsopgave? Jeg er helt chokeret. hvordan kan et budskab som dette komme fra en offentlig instans, som det ellers er meningen skal varetage barnets tarv?
Kilde...
