Ribbensteg med sprød svær i Halogen Ovn
Vores lille julefrokost i dag skulle være ganske traditionel, og dertil hører jo ribbensteg med sprød svær. Jeg har aldrig været en ørn til at få sværen sprød på en ribbensteg, så jeg tænkte, at når chancen for, at sværen blev sprød alligevel var minimal, så kunne jeg lige så prøve lykken og stege den i halogenovnen.
Jeg lagde en ribbensteg på omkring 1 kg på den høje rist og satte ovnen på 200 grader og timeren på 60 minutter.
Jeg havde først ridset sværen helt ned til kødet og gnedet den godt ind med salt samt stukket laurbærblade og hele nelliker ned i sværen.
Efter ca. 20 minutter kunne jeg se, at stegen hurtigt tog farve, så jeg satte graderne ned til 180 grader.
Efter den planlagte time kunne jeg godt se, at sværen ikke var boblet op, så sprød var den helt sikkert ikke blevet, og hvad gør man så? Jeg satte risten ind i den store ovn oven på en staniolbeklædt bradepande og satte grillen til!
Og ved I hvad? - efter få minutter boblede sværen lystigt, og aldrig har vi fået så lækker og velsmagende ribbensteg - MED sprød svær og det hele!
Det allerbedste er, at der er ikke en fedtet ovn der skal gøres ren!
Så når en ribbensteg kan blive så vellykket i halogenovnen, så kan alt lykkes, er jeg sikker på! Jeg har i hvert fald overgivet mig, og selv min skeptiske mand måtte bøje sig for ovnens kvaliteter!
Anne :smi0055
Re: Ribbensteg med sprød svær
Danske Slagterier har udgivet en pjece om flæskesteg og deri kan man læse følgende om sprød svær:
NÅR DU VIL HAVE SPRØDE SVÆR….
Sørg for at sværen er ridset smalt og helt ned til kødet. Rids sværen med ½ cm's mellemrum - undgå at ridse i selve kødet. Har slagteren ridset stegen, så gå den efter, nogen gange er ridserne ikke dybe nok - specielt ikke i siderne.
Vær omhyggelig med at få salt ned mellem alle sværene og sørg for at sværen ligger vandret under stegningen, fx ved at lægge stanniol eller kartoffelstykker under stegen i den side der er lavest. Hvis der ønskes boblende svær, skal ovntemperaturen op på 225-250 grader.
NÅR SVÆRENE MOD ALLE ODDS IKKE BLIVER SPRØDE….
Så tag stegen ud af ovnen, når den har opnået en centrumtemperatur på 65 grader. Skær sværen af stegen, og del dem, så de ligger en og en. Læg dem i en bradepande og skru ovnen op på 225 250grader. Pak stegen i stanniol så den holdes varm. Hold øje med at sværene ikke bliver for mørke, og lad dem stege til de er sprøde. Vend dem nogle gange.
NÅR DU VIL HAVE EKSTRA MANGE SPRØDE SVÆR….
Bestil rå svær af svinekam hos slagteren. Skær den i ca. 1/2 cm brede strimler. Kom strimlerne i letsaltet, kogende vand og giv dem et opkog. Hæld sværene i en si og skyl dem med koldt vand. Lad dem dryppe af. Bland sværene med salt og læg dem enkeltvis i et ovnfast fad, bradepande eller foliebakke. Stil dem midt i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter til de er sprøde. Vend dem nogle gange.
Pjecen kan hentes HER
Slagterierne nævner dog ikke - hvilket netop er, som jeg har forstået Carmen har fortalt - at der er forskel på kød og derfor også forskel på svær osv. Det er nok derfor, at det kan finde på at "falde ud" forskelligt.
Kan huske en gang i Mellemeuropa, hvor man langt fra altid pumper kød med vand på slagterierne - at flæskestegen lykkedes mere ensartet fra gang til gang, end vores egen gør, her i DK. :-k
Re: Ribbensteg med sprød svær
Citer:
Oprindeligt indsendt af
Anina
Slagterierne nævner dog ikke - hvilket netop er, som jeg har forstået Carmen har fortalt - at der er forskel på kød og derfor også forskel på svær osv. Det er nok derfor, at det kan finde på at "falde ud" forskelligt.
Kan huske en gang i Mellemeuropa, hvor man langt fra altid pumper kød med vand på slagterierne - at flæskestegen lykkedes mere ensartet fra gang til gang, end vores egen gør, her i DK. :-k
Det er ihvertfald, eller blot min erfaring, at der er forskel. I sær tror jeg du har ret, i forhold til hvor pumpet kødet er.
da vi selv havde grise som blev slagtet, da fik vi det bedste kød vi nogen sinde havde smagt. de fik ikke specielt økologisk fodder, men gammelt brød fra bageren, samt alle vores madrester, som kartoffelskræller, gulerodskræller, etc. ( bare ikke kød rester ) Og så kunne de gå ud og ind af stalden som de selv havde lyst til, og de kunne gå og rode i jorden ( det lignede et rent månelandskab til sidst )
De vejede noget nær 150 kg da de blev slagtet, men var ikke fede. De var vokset i deres eget tempo, og kødet skrumpede ikke under stegning.
Men ellers er det gode og sande råd de kommer med i videoklippet.
Kærlig hilsen
Carmen
Re: Ribbensteg med sprød svær i Halogen Ovn
Så lykkedes det igen - helstegt nakkekam med sprød svær!
Jeg sørgede selvfølgelig først for, at sværen var ridset helt igennem. Herefter blev den duppet tør med køkkenrulle og gnedet godt ind med salt. Laurbærblade og hele nelikker blev stukket ned i sværen.
Stegen blev lagt på risten, og i bunden af ovnen kom jeg et sjat vand og herefter fik den 2 timer ved 180 grader. Væden i bunden blev hældt over i en gryde, tilsat en boullion terning, et sjat fløde og lidt madkulør og til sidst jævnet med en smule maizena.
Resultat: En superlækker og velsmagende steg med sprød svær og det hele!
- og det allerbedste: INGEN stegeos i huset, og ingen besværlig ovnrengøring!
Anne :smi0055