Jannie?
Det er nu ikke min erfaring, at noget "går over" af sig selv, når det er tidsnød eller manglende overskud, som er årsagen til at man er nødt til at sætte sit liv på stand by. "Stand by" var måske plads til da vi var unge og med hele livets løfter, endnu foran os. Men i vores alder (ved nu ikke hvor gammel du er, men når du kalder teenagere for "efternølere", må du være ret tæt på vores gennemsnit-alder her på sitet) er der ganske enkelt intet at sætte på stand by længere. Vil man leve - må og skal det være "her og nu".
Tiden vil altid vinde og vi vil altid tabe, hvis vi alligevel forsøger at udfordre den. Det er èn af disse, livets ubønhørlige love, som det ikke nytter at forsøge lave om på. Uanset at vi indhyller os i en vis hovmodig tro på, at vi styrer vores eget liv - er tiden en størrelse, som ganske uberørt af vores hensigter, blot fortsætter frem og frem igen, uden at se sig tilbage, om vi nu hænger på eller er faldet af i svinget. Som tingene er indrettet - er og bliver det vores egen opgave at træffe beslutningen om, enten at leve vores liv, eller leve gennem andres... Og for en gangs skyld er her et fænomen, som hverken lader sig forklare, bortforklare eller sø-forklare med nogen form for gode argumenter - end et helt og aldeles personligt valg... eller fravalg.
Jeg mødte et klogt menneske en dag i fortiden, som mente, at netop fordi kvinderne "modarbejdes" af deres eget overblik og indsigt i hvad er vigtigt og hvad ikke er - befinder de sig i et evindeligt dilemma, som bare bliver større og dybere med årene, idet omgivelsernes krav til kvinderne ligeledes bliver større og mere omfattende, efterhånden som tiden går. Derfor - det eneste vi reelt
kan gøre er ikke at forfølge vores ønsker, men at finde ud af og lære at fastholde vores egen erkendelse af, hvad det er vi
ikke ønsker.
Da det netop er værst, når vi tvinges eller tvinger os selv til at leve og agere i overensstemmelse med andres ønsker - som ikke er vores og som vi kun kan indfrie ved totalt at ignorere os selv - kan jeg ikke lige pt forestille mig noget mere behageligt end - end en gang for alle at slippe for at skulle gøre alt det, som ikke drives af min egen lyst og trang til.
Tanken om at en kvinde ikke engang kan forvente at blive givet fred til selv at leve den rest af livet, som kommer med de modne år og alderdommen - gør mig helt og aldeles rasende. Alle andre effektuerer jo denne "ret" med hård hånd. Hvorfor skulle det så være så fucking (pardon my french) forkert, når en ældre kvinde trækker en streg i sandet og siger "hertil og ikke længere"!? Og endnu en gang kommer den gamle sandhed til syne:
"Frihed er ikke noget man får. Frihed er noget man tager!"
Det er også den ultimative "test" på, om vi er elsket eller om vi er
ejet. Er vi elsket - vil det ikke medføre problemer, når vi kaster gamle, indgroede skorper af vores sjæl. Tværtimod - bliver det accepteret og støttet i respekt og kærlighed.
Derimod - hvis vores trang til at leve skaber problemer, konflikter og protest i vores omgivelser - ja, så kan vi lige så godt indse at vi ikke er elsket, respekteret og værdsat.
Vi er en ejendom. Og så er det op til èn selv, at træffe beslutningen om det skal have lov til at fortsætte, eller - om vi skal kaste det af os.
Det lyder, som om i din verden findes to slags kvinder: de "almindelige" og de med "stort K". Det har jeg lidt svært ved at acceptere, idet dette er et udtryk jeg har hørt før og hver gang (dengang) skulle det tjene et uacceptabelt formål: at forklare (eller undskylde), at kvinden enten lod sig pacificere eller holde tilbage. Eller, at hun ikke ønskede (eller kunne) betale prisen for at kunne kalde sig "kvinde med et stort K".
Det er nok som man ser på det. Hvad er svært og hvad er nemt for den enkelte. I min verden er det så uendelig meget sværere at holde ud, end at holde til. Og de kræfter, der skal til at vedligeholde en selvundetrykkelse, er så uendelig meget mere, end hvis man bare slipper kvælertaget på sig selv og går over til selv at leve.
Hvis størrelsen på forbogstavet skal stå i mål med de ofre, mål og energi lagt i sin overlevelse - er det netop disse kvinder, som hver dag undertrykker deres trang til eget liv - som fortjener denne udmærkelse, idet os andre - vi kan give efter for alle ønsker, alle planer og alle opgaver - vi gerne vil i gang med. Så hvorfor er det os, som skulle have en stort-K-udmærkelse for at leve, som vi selv vil?
Selvfølgelig har også vi bragt en række ofre for at kunne komme til at leve det liv vi ønsker. Men da valget stod mellem at blive elsket eller ejet - hmm... er der så i virkeligheden overhovedet et valg? Når et valg træffer "sig selv", understøttet af en spirende selverkendelse, som ikke længere lader sig kue - skal vi så have en udmærkelse for det? Ikke i min verden. I min verden er dette frie-i-sindet liv belønning nok i sig selv. At have sit eget sind, frit og ulænket er nok det ultimative indgang til resten af sit liv, som måske for første gang nogensinde, får plads til at hele kvinden, kan omsider udrette det største og bedste af alt - at lære mennesker at elske hinanden på den eneste ægte måde kærligheden kan deles, vokse og udødeliggøres på - den ukønnede.
Men jeg forstår godt hvad du mener - Jannie. Og det er ikke for at anfægte dine ord, men mere for at forklare min egen indstilling til begrebet og samtidigt for at udtrykke en forståelse for (og accept), at ikke alle "gør som jeg". :wink:
Nogen kalder det for "omsorgsgenet", andre beskylder kvinderne for at bytte sig til tryghed ved at ofre sig selv. Endnu andre påstår, at dette kvindernes offer er afgørende for artens overlevelse, for havde det stået til mandekønnets håndhævelse af egen definition af frihed/magt - havde hele kloden været sprængt i stumper og stykker allerede i flere omgange.
Denne vinkel på søgen efter svar på, hvorfor vi agerer som vi gør - fortjener en udelt opmærksomhed og en helt uafhængig diskussion. Hvis der dukker op flere, som sysler med disse tanker, kan vi altid genoptage snakken med
Morgianesyndromet. :vink1
