Er jeg en ravnemor?

Dette er et spørgsmål, som er blevet stillet til brevkassen ved Bodil Holdt Lassen i Hjemmet nr. 43/2008.

Jeg er noget forbløffet over spørgsmålet og en smule også over svaret... I min verden ville (dette) spørgsmål aldrig kunne forekomme og hvis det skete alligevel - ville det ikke være mig, som stillede det og svaret - når og hvis - ville være helt andet. Læs videre og (be)døm selv.... :-k

Spørgsmål: Er jeg en ravnemor?

Jeg er i et fast forhold og har været det i 36 år. Sammen har vi tre voksne døtre. Når de kommer på besøg, bliver jeg nogle gange irriteret. Jeg synes, de griber forstyrrende ind i min daglige rutine og hverdag.

Et eksempel: Den mellemste datter er 28 år, hun og hendes forlovede er her i tre dage for at renovere nogle gamle møbler, hun har. Jeg er sur og irriteret over, de er her i så "mange" dage. De bor sammen i en ejerlejlighed, men har købt hus, som de flytter ind i februar 2009.

Er jeg helt gal på den? Har ikke talt med andre om det.

Ravnemor

Svar:

Du rejser et interessant spørgsmål, synes jeg. Alle vi forældre elsker jo vores børn, små som store, men hvor går grænsen mellem kærligheden til børnene og ens eget frirum?

Dine børn er nu fuldvoksne, og det betyder, at de i heldigste fald er vokset fra at være ansvarsfri unger til at blive voksne venner, og voksne venner behandler hinanden med omsorg og respekt.

Man skal, som sagaskriveren allerede vidste, sidde sin ven nær, men ikke sidde låret af ham. Senere tider er kommet frem til, at tre dages fisk og tre dages gæster begynder at lugte ilde.

Det er dig, der skal finde balancen mellem gæstfrihed og personlig frihed. Personligt synes jeg nok, at tre dages besøg af en datter og svigersøn er rimeligt, men i fremtiden må du prøve at forklare dine døtre, at du ikke mere er mor på fuldtid, men også har et eget liv at leve. Lykkes det uden uvenskab, vil du og dine døtre få et mere ligeværdigt forhold i fremtiden.

Kilde: Hjemmet nr. 43/2008

Citer:

---

Svar:

Du rejser et interessant spørgsmål, synes jeg. Alle vi forældre elsker jo vores børn, små som store, men hvor går grænsen mellem kærligheden til børnene og ens eget frirum?

---

Hmm.. det med selvfølgeligheden i, at vi alle elsker (jo) vores børn, kunne jeg nok finde på at betvivle. Eller - i det mindste - indskyde, at hvis kærligheden til vores børn kunne gradbøjes - kunne man selvfølgelig trække begrebet generelt under denne "mangfoldighed", hvor alle slags forældre-kærlighed kunne passe ind, selv den ringeste, hvis ikke det ene, så det andet sted...

Men i min verden kærligheden til sine børn, eller for den sags skyld kærligheden-til-hvad-eller hvem-som-helst - ikke kan gradbøjes. Den er som den er og til evig tid - uforanderlig uanset tidens tand eller livets tilskikkelser.... Det "eneste" denne kærlighed påvirkes af er mit barns egen udvikling gennem tiden, fra barn til voksen og de forandringer dette indebærer. Og som jeg selv har erfaret det - bliver kærligheden blot mere bevidst og mere "begrundet" med alle de flotte valg mit barn træffer på sin vej mod den voksne alder. Dvs. kærligheden bliver mere og mere bredt favnende for hver en ny dag, måned eller år...

Og så var der jo også "frirummet". Den dag jeg har besluttet at holde fast i min mave og sætte et liv i verden - har jeg samtidigt og for evigt givet afkald på den del af frirummet, hvor kun jeg selv findes og hvortil mit barns adgang skulle være forment. Kan ske, at alle andre skal holdes væk fra det nu betingede frirum, som jeg dog fortsat har og gerne værner om - men mit barn har altid adgang til, hvor jeg er. Om det så er et mentalt frirum eller et fysisk sted i geografien. Skal jeg bruge totalt frie stunder - tager jeg dem blot og siger til, at nu er jeg mig selv og så går jeg i gang med det jeg har behov for. Til det har jeg ikke brug for, at mit barn skal være fysisk fraværende. Jeg kan sagtens trække mig tilbage til mit "frirum", mens mit barn er tilstede i huset.... blot jeg selv er fri for afbrydelser, som f.eks. skulle kokkerere, opvarte, underholde.... eller andet irriterende :wink:

Men generelt? Nej, generelt er der en slags automatik i, at mit barn kan altid opsøge mig hvor jeg er og uanset hvor jeg er, præcist som den gang mit barn var barn og den tryghed, der opbyggedes på en vished om, at man er altid velkommen hos sin mor - midt om natten, eller når man er syg, eller når man bare vil snakke, eller dele sine glæder og sorger... Afhængigt af, hvor vigtigt det er for mit barn - kan jeg øremærke både en, tre, ti eller flere dage til "formålet".

Vi udvikler os hele livet. Os selv og vores børn. Om mit barn er 3 år eller 11 x 3... er mig ligegyldigt. Jeg vil ikke svigte de selvsamme løfter jeg afgav den gang jeg ventede mig og da vi hilste på hinanden første gang, hvor jeg svor, at det vil aldrig nogensinde ske, at pladsen til mit barn i mit liv bliver mindre end nok af. Og selv om mit barn i dag er 11 x 3 år - er der ingen forskel at se for mig i, at det nu voksne menneske, som ikke længere er barn, alligevel kan have behov for et samvær eller et passiar, eller en dråbe af det velkendte fælleskab, der gjorde livet tryg og godt den gang i fortiden. Så hvis dette kan betyde for mit barn, at det kommer bedre og videre med sit eget liv.... at kunne tage en afstikker til det velkendte - byder jeg mit barn velkommen med glæde idet jeg har selv gjort mig til mor og det forbliver man jo for resten af sit liv.... i min verden that is...

Med frirummet er det på samme måde, som med friheden. Frihed kommer aldrig forærende. Frihed er noget man selv skal ud og tage for sig. Hvis Ravnemor havde friheden i sig, behøvede hun ikke rydde det fysiske rum omkring sig, for at få "fred". Friheden opnået på denne måde er ikke en frihed, men et forkammer til ensomheden. Den selvsamme ensomhed, som vil melde sig den dag hun får brug for lidt ufrihed i fælleskab med sine børn, og på et tidspunkt hun allerede er lykkedes at vænne dem af med at finde glæde ved at omgås deres mor. Det er bare en slem "bivirkning" til det Ravnemor er i færd med, når hun vil gerne have "frirum" uden at hun er i stand til, på forhånd at finde det inde i hende selv. Dette alderdommens skræmmende perspektiv er meget fint taget hånd om af Simone de Beauvoir i hendes bog Alderdommen, hvor hovedpointen er, at hvis vi bliver til "ældrebyrde" på vores gamle dage - sker det i realiteten fordi vi tillod os være en byrde for os selv i vores liv inden alderdommen.

I min verden er Ravnemor i færd med at glide ned ad skråplanet og brevkasseredaktøren end ikke advarer hende...

Citer:

---

Dine børn er nu fuldvoksne, og det betyder, at de i heldigste fald er vokset fra at være ansvarsfri unger til at blive voksne venner, og voksne venner behandler hinanden med omsorg og respekt.

Man skal, som sagaskriveren allerede vidste, sidde sin ven nær, men ikke sidde låret af ham. Senere tider er kommet frem til, at tre dages fisk og tre dages gæster begynder at lugte ilde.

---

Hmm... tænk en gang... aldrig har jeg selv oplevet fornemmelsen af, at mit barn "sad låret af mig" eller "begyndte at lugte". Disse er meget uheldige ord at anvende, når man tænker på sine voksne børn. Bevares... kan ske, at der vitterlig findes voksne børn, på hvem disse ord ville passe som hånd i handske. Men i så fald, er det altså ikke de voksne børn ansvarlige for, men deres forældre, hvis fejl under ungernes opvækst nu kommer tilbage til dem selv, som en boomerang.

Lidt værre er det dog med den del af brevkasseredaktørens svar, som handler om børnenes forvandling til "voksne venner" og om at, af den grund - behandle hinanden med omsorg og respekt.

Hallo! Skal disse voksne børn først lære om omsorg og respekt nu? Er det ikke noget med, at "man" fra første færd.... først gennem eksemplet og senere også gennem et samspil forældre og børn imellem - lærer/træner netop at omgås hinanden med omsorg og respekt? Det mener jeg.... Jeg ville aldrig nogensinde finde mig i at have et barn, som ikke behandlede mig med omsorg og respekt. Fra allerførste levedag, idet det netop hænger uadskilleligt sammen med min respekt for mit barn, at jeg stiller samme (alderssvarende) normer op for mit barn som jeg stiller op for mig selv.... Ikke først når mit barn er voksen, men fra første dag mit barn er kommet til verden og jeg er blevet mor.

Jeg tror ikke så ubændig på, at man kan lære gammel hest nye kunster. Og den respekt og omsorg et menneske ikke har lært sig som barn, bliver heller ikke til noget senere.... Det kan så bliver noget, som udadtil ligner respekt og omsorg, men disse efterligninger bliver kun begrænsede til bestemte personer og omstændigheder i vedkommendes liv, og derfor vil ikke have en generel værdi for denne person, på vej gennem vedkommendes liv. De vil blive selektive og dermed ikke en del af vedkommendes kerne-personlighed. Den slags mennesker er ikke til at stole på og være tryg ved, idet deres "omsorg og respekt" vil kun eksistere, så længe de har brug for at yde disse over for andre. Stort set - en slags "opskrift" på anvendt egoisme, hvilket kan blive ens arv for eftertiden, hvis man lige fra første dag som forælder ikke praktiserer en gensidig og ubetinget omsorg og respekt.... med sine børn. Jo, jo... jeg ved godt, at det lyder strengt, men sådan ser jeg på det.

Citer:

---

Det er dig, der skal finde balancen mellem gæstfrihed og personlig frihed. Personligt synes jeg nok, at tre dages besøg af en datter og svigersøn er rimeligt, men i fremtiden må du prøve at forklare dine døtre, at du ikke mere er mor på fuldtid, men også har et eget liv at leve. Lykkes det uden uvenskab, vil du og dine døtre få et mere ligeværdigt forhold i fremtiden.

---

Jo, det meste af det citerede har jeg allerede kommenteret i det forudgående... med frirum, eget liv, personlig frihed osv. Men det med gæstfrihed kan jeg dog give et par ord med på vejen...

"Gæstfrihed" overfor voksent barn i hans/hendes barndomshjem (som findes hvor forældrene findes) kommer slet ikke på tale. Jeg plejer altid sige til mit barn, at (vores) verden er sådan indrettet, at et voksent barn har to hjem: sit eget og forældrenes, mens forældrene "kun" har deres eget... :wink: For mens mit barn kan altid komme forbi nat og dag, uden aftaler og med egen nøgle, som man jo skal når man har et (andet) hjem... skal jeg omvendt - ikke selv vade ind og ud efter forgodtbefindende ind i mit barns hjem - simpelthen fordi mit barn kender mit livs indretning og kan tilpasse sig det velkendte med de fornødne hensyn (til mig) osv. , mens han er selv først ved at indrette sit eget liv og dertil har han brug for frirum ( :wink: ) og plads til, som ikke skal påvirkes/begrænses af min tilstedeværelse i tide og utide. Derfor, hvad han gerne må hos mig, gør jeg ikke hos ham. Når han så er her, føler jeg mig overhovedet ikke "gæstfri". Mit barn kommer jo bare forbi hvor jeg er... fordi det har han brug for eller lyst til, og så er den ikke længere :smi022

Men alt i alt, kan det godt være, at det er jeg som er "anderledes" og det jeg siger, er noget pjat, mens andre som har det som denne Ravnemor befinder dem indenfor den gældende norm for den slags. Jeg kunne ikke selv leve sådan... :smi022

Sikke meget man kan få ud af en brevkasse i et ugeblad :smi071

Citer:

---

I min verden er Ravnemor i færd med at glide ned ad skråplanet og brevkasseredaktøren end ikke advarer hende...

---

Ja tak skæbne - det var da mildt sagt.

Findes der forældre med udløbsdato??? Eller omvendt??

Jeg har som voksent "barn" boet hos mine forældre i en alder af 26 år. Det gjorde jeg i forb. med et trælst forhold der skulle afsluttes. Jeg boede hjemme et helt år - og havde så muligheden for at starte på en frisk, med en ny opsparring til en bolig. Vi sad sgu ikke lårene af hinanden - jeg følte mig heller ikke som gæst. Vi hyggede os - og hjalp hinanden med div ting og sager. Tak far og mor fordi jeres dato ikke er udløbet - :smt049

I 2002 i en alder af 38 år boede jeg igen hjemme hos mine forældre - denne gang i forbindelse med uddannelse - dette stod på i ca 6 mdr - hvor jeg så rejste hjem til manden i weekenden. Heller ikke denne gang var udløbsdatoen overskredet. Min far arrangerede et værksted til mig på loftet, hvor jeg kunne sætte gamle møbler istand - fordi jeg godt kunne li det - og han synes det var spændende.

Tak far og mor - fordi jeg ikke er til besvær - og fordi I ikke trænger til "frirum" :august6

Hilsen Jeres datter.

Linda
:smt060

Vores børn er også altid velkommen, når som helst de måtte have lyst eller behov.

Når de er her, er det som regel aldrig under 3 dage. Oftest flere. Jeg har ikke selv haft behovet for flere dages besøg hos mine forældre, men er sikker på at havde jeg brug for det, så var jeg velkommen.

Selvfølgelig kan jeg da godt mærke at der er forskel på om kun Claus og jeg er i huset, og så når både børn og barnebarn er her. Jeg får sjældent lavet ret meget når de er her :wink: Mest fordi barnebarnet "fylder" enormt, i sær når hun er her på ferie uden sin mor ( vores datter )

Hvordan sådan en lille størrelse kan bruge så meget tøj på en uge, det overrasker mig hver sommer ( måske har jeg bare glemt det fra dengang vores egne var 7 år :? Men prinsessen kan altså skifte tøj flere gange i løbet af en dag, og inden jeg ser mig om, så er kuffertens indhold spredt ud over hele huset, og jeg har bare ikke styr på hvad der er rent og hvad der ikke er, selvom jeg ihærdigt prøver at holde lidt samling på det :oktober24: Nå, men dejlig er hun.

Og vores børn hjælper også til når de er her. Nej ens børn er ikke gæster men en del af huset og familien synes jeg. Hvis ikke ens børn skulle kunne komme og gå, eller ringe når de havde behov, hvem skulle så ?

Kærlig hilsen
Carmen

Er meget glad for jeres respons. Det betyder meget (godt) at vide, at man er ikke alene med disse "idealiseringer", som i min verden er den skindbarligste sandhed.

Men måske har jeg alligevel forhastet mig lidt, da jeg skrev nedenstående ord. Måske fokuserede jeg for stærkt på mine formodninger omkring Ravnemor og glemte, at alle medaljer har også en bagside...

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Jeg tror ikke så ubændigt på, at man kan lære gammel hest nye kunster. Og den respekt og omsorg et menneske ikke har lært sig som barn, bliver heller ikke til noget senere.... Det kan så bliver noget, som udadtil ligner respekt og omsorg, men disse efterligninger bliver kun begrænsede til bestemte personer og omstændigheder i vedkommendes liv, og derfor vil ikke have en generel værdi for denne person, på vej gennem vedkommendes liv. De vil blive selektive og dermed ikke en del af vedkommendes kerne-personlighed. Den slags mennesker er ikke til at stole på og være tryg ved, idet deres "omsorg og respekt" vil kun eksistere, så længe de har brug for at yde disse over for andre. Stort set - en slags "opskrift" på anvendt egoisme, hvilket kan blive ens arv for eftertiden, hvis man lige fra første dag som forælder ikke praktiserer en gensidig og ubetinget omsorg og respekt.... med sine børn. Jo, jo... jeg ved godt, at det lyder strengt, men sådan ser jeg på det.

---

Jo, en bagside.... for når sandheden skal helt og utilsløret frem - havde jeg selv hverken oplevet omsorg eller respekt under min egen opvækst, som var præget af den sorteste pædagogik man kunne opdrive på den tid.

Jeg lærte så om respekt og omsorg gennem disses fravær, ment således at jeg så det modsatte - til himlen skrigende mangel på omsorg og respekt - vidste jeg bare, at noget var rivende galt, og spurgte mig selv om og om igen om hvorfor. Da jeg jo intet svar har fået nogen steder fra - var der ikke andet at gøre end at bestemme mig for, at når jeg bliver stor - vil jeg aldrig nogensinde være "sådan" over for mine egne børn. Det var simpelt hen så pinligt, flovt og uretfærdigt at opleve, at det skulle jeg bare ikke selv gøre når jeg blev voksen. Husker disse tanker, som det var i går. Og gudskelov - overmandede minderne mig, da jeg stod med den lille ny for første gang og så et lille menneske, som det var så nemt at ødelægge, hvis jeg ikke var varsom og opmærksom på alt, hvad jeg selv gjorde fra da af... :-k

Så jow, jeg kryber til korset og medgiver, at der findes positive undtagelser fra mine fordomme, som beskrevet i citatet :august17