https://www.youtube.com/watch?v=A7lkpAjbTho
Celtic Woman - One World
I hear a baby crying
A sad sound, a loney sound
I want to take her in my arms
And then I dry away all her tears
I see a boy, who's frightened
A young boy, with old eyes
I long to say 'You're welcome here,
You can be happy now that you're warm'
We're all a part of one world
We all can share the same dream
And if you just reach out to me
Then you will find deep down inside
I'm just like you
Loud voices raised in anger
Speak harsh words, such cruel words
Why do they speak so selfishly
When we have got so much we can share?
So let your hearts be open
And reach out with all your love
There are no strangers now
They are our brothers now
And we are one
We're all a part of one world
We all can share the same dream
And if you just reach out to me
Then will find deep down inside
I'm just like you
We're all a part of one world
We all can share the same dream
And if you just reach out to me
Then will find deep down inside
I'm just like you
I'm just like you.
:smt049
For mig er sang liv, og liv er sang.....
Jeg er ikke et menneske af mange ord.... de talte ord, bør jeg nok præcisere. Så langt tilbage jeg husker, sang jeg mere end jeg talte. Som lille og stor pige sang jeg når jeg var alene. I natteroens drømme sang jeg. Jeg sang i tankerne når jeg var ude. Jeg sang hver en vågen time. Jeg sang tankerne, jeg sang billederne og jeg sang smag, og dufte, og blæst, og regn, og sol..... og alt det, man ellers plejer "sige" - sang jeg.
Fra min dreng var født, til han begyndte at tale - sang vi sammen. Det er forunderligt, hvor meget man kan "sige" hinanden, når man synger sammen med et, kun ganske få uger gammelt, bette spædbarn, som "synger" ivrigt med, bevæger sig i takt og som nyder at høre sin mor og sig selv "lyde".... og forstår, før det kan forstå...
Jeg sang så lidt mindre når der skulle læres at tale, men jeg er aldrig ophørt helt med at synge... bare lidt mindre idet at tale med sin kloge barnesøn, var et meget fint "bytte", og lige så frydefuldt, som selv at synge. Alle disse fine barnetanker. Alle disse flotte spørgsmål og særligt - de gode, gode svar. Det var den bedste "ord-tid" jeg har oplevet, og med god plads til sang med. Sikken en god, vellydende tid at tænke tilbage på og sikke glade minder, som aldrig bliver væk.
Først sang jeg, så sang vi og så sang jeg igen.
Fra jeg var tre/fire år gammel, til jeg var syv tilbragte jeg tiden fra morgenstunden og til sen eftermiddag, seks dage om ugen, alene hjemme. Oppe på toppen af skænk-skabet i køkkenet stod en radio, altid tændt og altid stillet ind på non-stop klassisk musikprogram. Mens jeg var beskæftiget med andet, lyttede jeg og sang med. Jeg sang alt, som nogensinde var sendt ud i æteren og taget i betragtning den klassiske musikens uendelige række af kompositioner - tør jeg, selv i dag, tro på, at der ikke findes det klassiske musikstykke, som jeg ikke kan synge fejlfrit, efter hukommelsen. Det er langt fra sikkert, at jeg husker titler og komponisternes eller sangernes navne, eller tiden hvor musikken var skabt.... Men jeg kan huske hver en tone og hver en takt. Selv i dag - så mange år efter.
Så kom Woodstock og nogle år efter - min dreng. Jeg har troløst forladt de klassiske sange, uden at se mig tilbage. Nu sang jeg med på noget af den mest ærlige, spontane og ægte musik mennesket kunne skabe, fordi det kunne og fordi det gjorde... og fordi denne endnu ikke var kidnappet af banditter i habitter. Jeg sang med på alt, som rørte ved hjertet og som "ville" ind.
At synge får hjertet til at slå i takt, tankerne til at flyde frit, øjnene til at se langt og.... fingrene til at spille på et luft-klavèr.
Opremsning af alle sange, grupper og sangere ville være for lang og for kedelig at liste op her. Men en ting er sikker - uanset hvad det behager Jørgen Mylius (dengang uden "de" :wink: ) eller andre programtilrettelæggere i ind- og udland lægge på grammofonen af 60-ernes og 70-ernes musik - kan jeg synge med på. Og fortsat i dag, husker, nynner jeg med på, fortsat nye og flere musikstykker, som jeg hører og holder af, og som holder af mig? Jo, det føles som et fællesskab, hvor tonerne kommer og byder sig til, glade for at blive "levet".
Alt dette var før. Nu må jeg nøjes med at nynne.... Synge kan jeg ikke mere.....
Stille og roligt, har en lægefejl-fremkaldt sygdom lavt stofskifte / hypothyreose taget min stemme fra mig. Over nogle år mistede min stemme vidde fra næsten fire oktaver - til nu kun knap halvanden. Jeg ville med fryd og glæde give min førlighed væk, for at få min stemme tilbage, fordi kun de, som forstår hvad syngende sjæl betyder - kan forstå når jeg siger, at jeg hellere sidder syngende i en kørestol, end jeg vandrer sangløst på mine sunde ben, i selv de smukkeste landskaber. For netop alle oplevelser, også øjets, sindets og hjertets glæder og de fjerne tinder, eller hvide skyer på himlen - alt dette kalder konstant på en sang, der ikke mere kan lyde...
Det er en stor pine, ikke at kunne synge til det man oplever med andre sanser.... :?
Hver gang jeg lytter til musik - synger hele mit sind tavst med, mens lyden kommer frem kun skræppende og ru. De siger, at forandringerne i struben og stemmebånd er ikke reversible.... men jeg giver ikke op. Jeg træner og træner, og forsøger nu at finde ind til falset alt hvad lungerne kan bære. Det er svært, når man aldrig før har sunget falset og når man, som jeg, bare er en amatør med guddommeligt gehør og en klæbehjerne til alt som lyder musisk, men uden viden om stemmens anatomi og stemmeteknikker. Før var den jo der bare.... denne velklingende, klare stemme, som bare lystrede det mindste vink.
Hvor er det hårdt at undvære. Disse vidunderlige lyde, som kunne "sige" så meget mere, end ord nogensinde gjorde.... Det er som at blive stum.... at miste sin sangstemme og derved miste også forbindelsen til alle de tusinder af sange, som er der og vil ud. Og hvor hele kroppen synger med, og der hele tiden mangler noget. Man er ikke hel mere, når man ikke kan synge, lytte og betragte alle sine gode følelser iføre sig en form, skikkelser og som glade hilser tilbage, med velklingende toner....
Det er som at leve kun halvt, når man ikke kan synge mere.... :?
Gang på gang, hver eneste dag oplever jeg dette savn og sorg, når jeg hører nye og gamle sange, jeg kan eller endnu ikke kan synge i tankerne... I dag blev jeg igen væltet omkuld af en strøm af vellydende toner til sange, jeg hver især kan leve og kunne synge før. Jeg er ellers ikke den hulkende type og græder ikke for et godt ord, men i dag kom jeg "ved et uheld" til at genfinde Celtic Woman på Youtube, og så er jeg bare færdig. Jeg tuder og skrapper, og skrapper og tuder... og længes efter at kunne synge igen.... :smt049
